DENNE ARTIKEL ER BLEVET NYREDIGERET OG TO ARTIKLER ER BLEVET TIL EN ARTIKEL
SØG I STEDET EFTER “PRÆSTER OG ANDET GODTFOLK I SØNDERJYLLAND (2)
Foredrag
i Anna Kirke, Nørrebro – den 27. oktober 2010. Vi skal
høre om Spøgelser ved Borbjerg, om bryllupsskikke på
Rømø og Højer,om et mord i Midthusum, Sagnet om
Sorgagre, et præstemord i Skærbæk, da Ludde blev
henrettet i Draved Skov, præsteenken fulgte med, og
konfirmationen indføres i Daler. Hør også om, da
jeg slog hovedet mod døbefonten. Så var det kvinden fra
Sæd, der fik hundebegravelse, og ægteskabsdjævlen
ved Jejsing.
En
rejse i Vest – Sønderjylland
Vi
skal i den kommende time rejse rundt i Sønderjylland.
Hvor
langt vi når, vides ikke. Måske skal jeres kaffepause
afkortes, så vi kan nå afslutningen. Eller måske
standser vi brat midt på Hærvejen.
Planen
er, at vi starter vest på – på Rømø.
Og
såfremt vi når slutningen, slutter vi med Kongens ridetur
over grænsen.
Vi
skal møde præster, munke, trolde, skarprettere og andre
sønderjyder. Og jeg skal advare om, at ikke alle præster
er lige så søde som jeres præst, Susanne.
Til
lejligheden har jeg taget et kort over Sønderjylland
med
og indtegnet den gamle grænse. Der vil i foredraget forekomme
sønderjyske og tyske gloser. Så er I advaret.
Rømø
En prøvelse
For os unger var det en
manddomsprøve at cykle over dæmningen, for det var altid
modvind. Skulle vi hjem, var det ikke altid medvind.
Og
dengang, blev vi altid i weekenden mindet om Rømø,
for
Falck
i
Tønder
rykkede
altid ud for at bjerge tyskere på badedyr – på vej
mod England.
Det spøger ved Borgbejrg
Lige
nord for Kommandørgården
rejser
der sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg
(Borrebjerg). Stedet
omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg.
Dengang i Middelalderen
foregik
transporten gennem Lister
Dyb og
så øst om Rømø.
Så
det var fantastisk sted at ligge en sørøverborg.
Men nogle mener, at der
her lå et forsvarsværk for netop at beskytte mod
sørøvere.
I
1361 gjorde friserne oprør mod alle de borge, der lå på
deres øer. Og også Margrete
den Første lod
alle disse borge nedrive. Men spøgeriet kunne hun ikke stoppe.
Engang fandt en mand en
stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til at han
selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han op
med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled
for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til
sidst forsvandt den helt ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt
og kun et held gjorde at mændene ikke røg samme vej.
Måske skulle man
lave en udgravning.
En
anden gang hentede de
underjordiske en
kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem
unge dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket.
Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fyldt med
træspåner.
Tankeløst kastede
hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner
brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste
guld.
Hatte knager og gravsten
Ja
og i Rømø
Kirke hænger
15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man
ejermændenes initialer.
Den store tilknytning til
havet ser man også på byens kirkegård.
Storskipperne tog selv deres gravsten hjem fra deres togter. De fik
hollandske mestre til at hugge både indskrift og billeder på
stenen. Og det er en sand levnedsbeskrivelse på disse sten.
På
en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt
12 børn. En anden gravsten fortæller om en skipper, der
døde i en alder af 45 år, og at han foretog 27 rejser
fra Hamborg
til
Grønland.
Bryllupsskikke
På
Rømø
forlovede
man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når
man havde bestået sin eksamen. Som regel var det
Styremandseksamen.
Forlovelsestiden
strakte sig ofte over 8 år.
Tre uger før
brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to
vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen
blev fejret med et kaffegilde.
Efter
en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik
personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste
slægtninge udpegede en skaffer,
en redekone, fire skænkere og fire brudepiger.
En
uge før brylluppet skulle der være Brudeseng.
Fra
de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser
( et
Fad Mad), som
brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.
I
redekonens
påsyn
blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede,
hvad der af undertøj hørte til en
fuldstændig beklædning,
og hvad der hørte til et sovekammerudstyr.
Når
de, der var mødt til Brudeseng
havde
fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem vist
af redekonen.
Dette
gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for
redekonen
hvis
ikke alt var i orden.
Efter dette, blev der
drukket skål og gæsterne dansede hele natten.
To
dage før brylluppet mødte alle skænkere og
brudepiger i Bryllupsgården.
De
to skænkere
blev
med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle
de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
- Æ sku helsen
fra Peter Fisk å hans kjærest, om I vild så goj o
komm å Torsde Morn å drik Kaffe å føll mæ
dem te kirk å høe æ viels å føll mæ
hjem te ma å teje del i æ fornøjels.
Skænkerne
lånte
borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne
gik
parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer og kopper,
kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til.
Skafferen
var
udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen
ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises,
drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at
få ørenlyd og afgive ordre.
Redekonen
sørgede
for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var
forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De
skulle checke i køkkenet, om alt gik rigtig for sig.
Om
morgenen på bryllupsdagen blev gæsterne mødt af
brudepigere og skænkere. Mændene blev budt på
brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld Mjød
og
tvebak af et fad.
Mad til brylluppet
Den
efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød,
et stykke Sinka
(hvedebrød med rosiner og krydderier) Dertil
fik man tre fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en rumpunch.
Derefter tog man i kirke.
Ved
middagen bærer Skænkerne
på
de store stegefade, flæskeskiver (Bøster)
ind
til Skafferen.
Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel
på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil kom
flere flasker brændevin og snaps.
Anden
ret er vinsuppe med mange rosiner og kanél. Desserten bestod
af tvebakker(kovinge)med
smør og øl til.
Mens alt dette foregik,
gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige,
jordemoderen og spillemanden.
Dansen
om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Den
sluttedes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om
søndagen med æ
syndeshytte. Ja
egentlig var det ganske almindelig at et bryllup på Rømø
varede
en hel uge.
Skikke
fra Højer
I
Højer
sang
man ved en tysk vielse Jesu
Geh`Voran og
So
nimm den meine Hände. Foregik
vielsen på dansk, så sang man Det
er så yndigt at følges ad og
Jert
Hus skal bygges på klippegrund.
Indtil 1736 blev der
sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse.
En anden skik var at
affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte
i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af skud
opstod der flere gårdbrande.
Den 24. juni 1783 blev
der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra
overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper,
barnedåb og begravelser.
Og
i Frøslev
kunne
man ikke nøjes med geværskud. Her brugte man en kanon.
Ved
Højer
Kirke var
der en ingangsdør, der vente mod nord. Den blev kaldt for
Brudedøren.
Oven
over døren står der på tysk:
- Stærkere end
døden er kærligheden.
Plant bryllupstræer
En ordning fra dengang,
kunne sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge
mennesker, at beplante bryllupstræer, inden de giftede sig. Ja
det hed sig at
- plante mindst 10 unge
piletræer og 15 asketræer eller betale 1 rthr. For hvert
manglende træ.
Der skulle også
kunne bevises at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig
også at holde træerne ved lige. Og dem, der kender
naturen vest på, kan sikkert forstille sig, hvor svært
det var. Her var ikke særlig meget læ, når
vestenstormen raserede.
Begravelse
på Rømø
Når
en person var død på Rømø,
blev
der ikke ringet med klokkerne. Æ
Bojmand, en
ung pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt
til hvert hus på øen med en hilsen, der lød
nogenlunde sådan:
- Æ Klok 5 i gåe
døe Peter Slaute
Et
par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge
til Kestlæg.
Samme
dag gik Æ
Bojmand, denne
gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme
tider var det hele øens befolkning til at følge den
slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.
I lighuset blev man
beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller
højst tre kaffepunche.
En gammel pebermø
havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes
bryllup. Dette ønske blev opfyldt.
På
vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde
på kisten. De
sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog
bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlige indbudte,
såkaldte Ærr´øl.
Ligklæde
– broderskab
I
Højer
havde
man et Ligklæde
– Broderskab. Det
blev stiftet den 21. februar 1687. Der var både vedtægter
og protokol.
Formålet var at
sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle
følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det, skulle
man betale en bøde. For gildets medlemmer var brugen af
ligklæde og ligbåre gratis.
Den
årlige forsamling var altid fastelavnsmandag
kl.
13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk.
Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til
nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen ligesom i
gammel tid.
Gildet
bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer
Sparekasse. Og
beløbet var med til at finansiere indkøb af en ligvogn.
Den gamle ligvogn
Denne
ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i
Sprøjtehuset
på
Torvet
i
Højer.
Da
denne blev nedrevet i 1937, bevilligede menighedsrådet en grund
til ligvognen på en grund ved siden af den nye brandstation.
I 1948 blev den igen
restaureret. Betingelsen for dette var, at der altid skulle være
flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug helt til 1982.
Jeg har set den i brug.
En værdig begravelse
Under
besættelsen var der masser af tyske soldater på Rømø.
En
tysk soldat havde dog fået nok af det hele og begik selvmord.
Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark.
Hans
soldater – kollegaer forsøgte at få ham begravet uden
kiste som landsforræder.
Men
Rømøs
præst nægtede. Under trusler med at komme i KZ –
lejr, sørgede han for at soldaten kom i en kiste og fik en
værdig begravelse.
Skærbæk
Et mord i Midthusum
Inde
på fastlandet, når vi Skærbæk
Kirke. I
vestsiden er indmuret en gravsten fra omkring år 1100. På
stenen er der indhugget et såkaldt processionskors,
hvor
korsarmene er forsynet med små kors. Om dette kors, der også
kan minde om et sværd, fortælles følgende sagn:
- En mand fra Midthusum
hørte mens han var til mølle i Brøns, at der
kom en stormflod. Han skyndte sig derfor hjemad. På vejen
mødte han et par mænd, der slæbte afsted med
nogle af hans sager. De nægtede at udlevere de stjålne
sager. Han dræbte derfor den ene med en hjulring. Han løb
derefter hjem til Midthusum, hvor hans familie og venner skjulte
ham. - To af lovens
håndhævere forklædte sig som kvinder og gik til
Midthusum. Det lykkedes dem at finde og arrestere morderen. Han blev
dømt til døden, men hans venner forsøgte at
befri ham. De stillede med heste, så han kunne flygte fra
Skærbæk. Planen mislykkedes. Han blev henrettet ved
kirkegårdsmuren i Skærbæk. Stenen med sværdet
blev derefter rejst af hans venner, til minde om den sørgelige
begivenhed.
Sagnet om Sorgagre
Ja
og så kunne vi gå over til næste historie. Men
dette sagn findes i en anden version. Og det har faktisk inspireret
selveste Karen
Blixen:
- En mand der hed Tøger
dræbte en strandrøver efter den store stormflod i 1634.
Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 i det sydvestligste
hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle
være rejst til minde om ham. Hagen ved denne historie er bare
at stenen er langt ældre. - Men Tøger
havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været
med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden. Men
hans moder, der boede i Ballum gik til forbøn hos Christian
den Fjerde. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen
kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang.
Hun fuldførte arbejdet, men døde af overanstrengelse. - Sønnen blev
benådet og fik senere en gård i Hjemsted, hvor han døde
som en gammel mand. Både han og moderen havde inden
stormfloden boet i Midthusum. - Marken som moderen
måtte meje, udpeges endnu i Ballum. Den dag i dag kaldes den
for Sorgagre.
Præstemordet
Der
er mere drama omkring Skærbæk
Kirke.
Kigger man godt efter på
den første af kirkens fire præstetavler ud for den
fjerde i rækken, så står der:
- Hr. Johannes Andersen
Anno 1627, da hand i 1627 ihjelstak med Penne Kniv Christian Billum
Sognepræst til Brøns Menighed og derfor motte rømme
Landet
Hvad ligger til grund for
denne historie?
Johannes
Andersens far
og farfar var begge præster i Skærbæk.
Faderen,
Anders
Jacobsen døde
i 1616. han ønskede, at få sønnen, der studerede
som præst i København
hjem
til Skærbæk
som
præst. Men han havde ikke fuldført sine studier og taget
eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet.
Det
var statholderen i Haderslev,
de
havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i
embedet. Men
det var biskoppen i Ribe,
der
skulle foretage ordinationen. Han nægtede, indtil papirerne var
i orden. Derfor var den unge præst i en yderst prekær
situation. Biskoppens tilsynsførende var provsten i Brøns,
og
han var på nakken af den unge Johannes
Andersen.
Ved
en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi. Ja,
der kom til håndgribeligheder og Andersen
havde
dræbt Billum.
En
version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden
version fortæller, at det skete foran kirkegården.
Johannes
Andersen måtte
flygte. Tre år senere blev han frikendt ved et slags
nævningeting. Han fik et fredsbrev fra Christian
den Fjerde. Han
påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.
Sandelig om han ikke også
fik lov til at søge embedet, når han klarede sin
eksamen. Men det skete aldrig.
Pastor Jacobsen blev
fyret
Og
så havde Skærbæk
også
Pastor
Jacobsen. Han
var tyskhedens fører i Nordslesvig.
Og
det var ikke godt, for Skærbæk
var
udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte
nogle risikable projekter på Rømø,
der
ikke tålte dagens lys.
Han blev afskediget som
præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et
vågent øje med ham.
Løgumkloster
Munkene fik magt
Vi
kunne nu vælge at tage lidt øst på til området
omkring Løgumkloster.
Cistercienerne
stammede
fra Burgund
i
Frankrig.
Ordenen
var en fornyelse af Beneditinerordenen.
De
var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle
iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemligt arbejde. Kun
ved hjælp af tegn, måtte de kommunikere.
Otte gange i døgnet
skulle de bede.
Egentlig
kom de fra et klostersamfund fra Seem
ved
Ribe.
Nu
var det ikke alle, der var lige begejstret for munkenes tilværelse.
Mange sogne følte at klosteret fik for megen magt og dermed
tiende. Det skete blandt andet i Brede
Sogn, hvor
det lykkedes for munkene at få præsten afsat.
Ved
reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirker og adskillige
møller samt flere store huse i Ribe.
Da
Ludde blev henrettet
Her
kan man i Hostrup
– præstens dagbog finde
et notat om, dengang da man forsøgte at hænge Ludde
Jensen ude
i Draved
Skov i 1598.
Han
var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af
sin far. Nu havde så hugget en masse træ i skoven og
antændt det fyrstelige Vogterhus.
Men
ak, skarpretteren havde fået sig en tå for meget. Den 19.
juni havde han fået to fingre klemt mellem Galgestokken
og
Strikken.
Han
lod Ludde
hænge
så længe, at han troede, at han var død.
Han
blev nødt til at skære snoren over, for at få
fingrene ud. Og det var meget overraskende for mange, at Ludde
efter
at have sundet sig, rejste sig igen.
Torsdag
den 22. juni forsøgte man igen. Nu var skarpretteren mere
ædruelig, og denne gang overlevede Ludde
ikke.
Vest på
Kresten Kold og Hr.
Møller
Herude
vest på lå Mjolden
Kirke. Den
var rammen om en frimenighed dannet af Kresten
Kold. Han
var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han
var også med til at grundlægge højskole –
tanken.
Og
denne Kresten
Kold var
huslærer til en af de rigeste bønder på egnen,
Knud
Knudsen. Han
var far til den berømte forfatter Jacob
Knudsen. Og
A.P.
Møller ved
det sikkert ikke. Men han er i familie med ham. De nedstammer begge
fra Mærsk
– familien ved
Ballum.
Ikke
langt herfra – i Randerup,
blev
Hans
Adolph Brorson født.
Ham hører vi mere om, når vi når Tønder.
Se
hans far hed Brodersen.
Og
ikke langt derfra har jeg slægtninge. Men jeg har endnu ikke
fundet The
Missing Link.
Højer
Sagnet om Hother
Højer
er ældgammel. Af skriftlige kilder ser vi først byen
nævnt i Valdemars
jordebog i
1231. Navnet stammer fra Hother.
Han
levede i folkevandringstiden. Den var dengang, da angelsakserne drog
til England.
Hother
stammede
fra østkysten, hvor han levede sammen med sin bror, Hather.
Det
var ham, der grundlagde Haderslev.
Brødrende
kom i en voldsom strid. Hather
vandt
og Hother
flygtede
vest på. Han slog sig ned og grundlagde Hothærby
(Højer).
I
et gammel frisisk sagn, bliver Hothær,
kaldet
konge. Ingen kunne måle sig med ham i fægtning, buekunst
og svømning. Også inden for musikken var han enestående.
Andre blandt andet hans fjender kaldte ham for en dranker og en
vellystning.
På
samme tid var der på egnen en stærk kæmpe ved navn,
Balder.
Han
var gift med Nanna.
Hun
var den skønneste af alle frisiske kvinder, og datter af
Gravers
den Rige.
Hother
ville
også gerne have fat i hende. Der kom til en kamp, der endte
uafgjort. Hother
var
dog gudinden Hels
yndling.
Hun skænkede ham en hug – og stensikker rustning. Hun gav
også Hother
nogle
gode tips, hvordan Balder
skulle
bekæmpes.
Så
faldt Balder,
og
Hother
giftede
sig med Nanna.
Balders
bror,
den vældige kæmpe, Boh,
havde
længe været til søs. I Listerdyb
fik
han underretning om, hvad der var sket. Han blev rasende. Han kunne
ikke vente til der blev flod. Han sprang på sin hest og jog i
rasende fart over vaderne, indtil dyret sank sammen under ham. Siden
er der en sandbanke, der har heddet Hingsten.
Hother
var
ved at pløje. Han havde ikke sin rustning på. Boh
fik
derfor hurtig gjort ende på ham. Således døde
Hother
i
år 482.
Kompliceret aflønning
Vester
Anflod kirke, der
lå mellem Møgeltønder
og
Rudbøl
blev
ødelagt af en stormflod i 1436. Egentlig ville menigheden slet
ikke indrulles i menigheden i Højer,
men
sagnet fortæller, at vognen brød sammen i Højer
på
vej til Emmerlev.
Derfor
stammer noget af inventaret i Højer
Kirke fra
Vester
Anflod.
Aflønningen
af præsterne i Højer
var
lidt kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden
at give 8 mk. Bolsmænd og kådnere gav også 1 –
2 mk. Tjenestekarle gav 12 sk. Tjenestepiger gav 8 sk.
Man
skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel
tid indført en ordning, man kaldte mantel-
penge. Mantel betyder
på sønderjysk frakke, og i denne hentydning kunne det
betyde præstekjole.
For ligprædiken
måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved
børns begravelse. Var man velhavende så måtte man
betale 12 – 48 mark.
Præsteenken
fulgte med
Det var normalt, at den
nye præst foruden embedet også overtog enken. Ja så
kunne det også ske, at enken var for gammel, så måtte
den nye præst gifte sig med barnebarnet.
Og organisterne var der
også problemer med. de var ikke alle lige musikalske.
De skulle gå i
kirke
I
sognene opstod der fattighuse. I Højer
fandt
man ud af at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Der var
kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden
erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og
det var blandt andet præsten, der sammen med
fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev
overholdt.
- Han skal gå i
kirke hver søndag og gå hjem, så snart
gudstjenesten er forbi - Han skal gå til
alters på de sædvanlige tider af kirkeåret.
Det var blot et par af
de regler, der skulle overholdes.
Kamp mellem dansk og
tysk
Efter
1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i
Sønderjylland.
Efterhånden
voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få
en dansk præst. Behovet voksede særligt efter nazismens
gennembrud i 1933.
I
Højer
opstod
der store kontroverser mellem den danske og den tyske menighed. Et
kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Baren,
om
han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at det
betød udgifter for ham. Det nægtede han kategorisk.
Sagen
endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapellan i
Højer.
Baren betragtede
dette som et personligt angreb.
Men menighedsrådet,
der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den nye præst
med at finde en bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.
Det
var ikke kun i Højer,
der
var problemer mellem den danske og den tyske menighed. I 1951
oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland
en
frimenighed. De var underlagt Slesvig
– Holstens evangeliske
kirke med Slesvig
som
kirkeligt tilsynsførende bispesæde. Dette medførte,
at 200 i Højer
på
en gang meldte sig ud af folkekirken.
Daler
De
to fjollede trolde
Lige
inden vi når Møgeltønder,
drejer
vi mod venstre til Daler
Kirke.
I
gammel tid havde Daler
og Emmerlev hver
sin trold, som begge boede på en høj. Landsbyernes høje
er ikke længere beboet af trolde, men nu ligger kirkerne her.
Men denne historie fortæller om, hvorfor kirkerne lige kom til
at ligge på disse høje.
De
to trolde var af og til meget fjollede. Selv om de var gode venner,
holdt de af at kaste store sten efter hinanden. Efter mange års
stenkasteri, lå en hel bunke sten på toppen af de to
høje. I henholdsvis Daler
og Emmerlev. Da
troldene var forsvundet og kristendomen senere kom til Danmark,
udnyttede
menneskerne de to bunke sten og byggede kirkerne af disse. Da trolde
er hedninge, ville de ikke have været glade, hvis de havde
vidst, at deres sten blev brugt til kirker.
Kirken
i Daler
har
i dag en sten i den nordlige tårnmur, som er meget speciel. Der
findes et aftryk af Emmerlev
– troldens store
næve, fordi han havde klemt så hårdt om stenen
under et stenkasteri.
Tilhører greven
Daler
Kirke tilhørte
Schackenborg
og
var med i den kongerigske enklave ligesom Møgeltønder.
Stedet
var underlagt greven på Schackenborg
og
dermed hans luner.
Stakkels
Anders
Wedel havde
underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle
præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle
præst døde. Og det gjorde han.
Men
præsten havde gå på mod. Han forsøgte at
modernisere kirken. Men ak. Fra greven på Schackenborg
fik
han en påtale:
- han havde at
overholde de gejstlige ritualer og kirkelige ceremonier bedre end
hidtil
Katekismus skulle
anskaffes
Men det blev endnu værre.
Præsten ville indføre konfirmation. Det kom til et opgør
med menigheden. Præsten mente, at forældrene tog deres
børn alt for tidlig ud af skolen, så de ikke lærte
deres katekismus.
Pigerne skulle meget
tidlig begynde at kniple, og drengene skulle til søs.
Svigerfar
havde skrevet en katekismus inden han døde, men børnene
kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren
forældrene at anskaffe sig en fra Flensborg.
Grevinden
fra Schackenborg
synes,
at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede
hun det nærmest.
Konfirmationen
indføres
Den
30. november 1707 var konfirmationen indført i Daler
Kirke. Det
var længe før, det blev indført i det øvrige
kongerige.
Men
ved det fjerde bud, Du
skal ære din far og mor, mente
præsten, at det var bedre at ære ham, fordi han kunne
bibringe det åndelige.
Præsten ville
heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården.
Han udsendte en forordning:
- Kirkegårdens
fornemste Brug er vel denne, at udi dens Jord gemmes de afdødes
Legemer indtil Guds Basuner opvækker dem, men dens som Gud
ikke mere, der end andetssteds lader gro forgæves og til ingen
Nytte, at små Fæ opædes, som ikke kan tilføje
nogen Skade, helst eftersom det med Leen kan afstås.
Stakkels
Anders
Wedel fik
en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også
dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.
Møgeltønder
Var
det Absalon?
Den
ældste Møgeltønder
Kirke er
meget gammel. Ja nogle mener, at det var her Ansgar
gik
i land. Dengang lå Møgeltønder
ved
havet.
Her
lå en trækirke inden der blev stenkirke. Andre forskere
mener, at her har ligget et kultsted, som har forbindelse med
guldhornstenene i Gallehus.
Sømærke
Bevidst
byggede man kirketårnet så højt, at det kunne
bruges som sømærke ude fra Vadehavet.
Da
det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner
betale halvdelen, hvis det blev lige så højt som før.
Blodig reformation
Reformationen
i Møgeltønder
var
meget blodig. Den katolske præst Hr.
Peder ville
ikke bare opgive sit embede. Han bliver simpelthen slået ihjel.
I
1560erne overtager Rantzauerne
lenet.
Det var bestemt ikke Guds
bedste
børn. Den sidste Rantzau
beskrives
som, Hengiven
til Drik, opfarende og Grusom. Han
tilranede sig mere og mere ejendom på ulovlig vis.
Præsten blev
henrettet
I
1585 blev Laurits
Thomsen præst
i Møgeltønder.
Hans
kone var hengiven
til drukkenskab og letfældig. Hun
lå i med mange borgere i Møgeltønder.
Og
datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse
ting.
Det
hele endte med at konen og datteren blev halshugget, og Laurids
Thomsen blev
brændt.
Der er givet pardon
Møgeltønderhus
så
ikke godt ud efter svenskernes færden. Med Schack
– familien begyndte
en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder
–
på godt og ondt.
Feltherren
købte selv lenet tilbage, og de penge skulle selvfølgelig
tilbage igen. Han hersede med bønderne. Og de gjorde oprør.
Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen
var parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes
et lille vindue, og Hans
Schack stikker
hovedet frem:
- Der er givet Pardon.
Historien om Peter
Henriksen
I
Møgeltønder
Kirke findes
et maleri, hvor Peter
Henriksen figurer.
Han var død i 1521 i en alder af 127 år, siges der. Om
følgende sagn er opstået af billedet eller omvendt vides
ikke. Men historien er sådan:
- I 1500 tallet var der
en stor stormflod, som lod vandet stå helt op af Stjenen. Det
er pladsen ved Korsvejen, vest i byen. Alle midler til at standse
vandet var prøvet. - Da sagde Peter
Henriksen: Godtfolk I har forsøgt mange ting, men det bedste
har I forsømt. Hvad da, spurgte de. - ”At
bede til Herrens Herre”, svarede han. Man opfordrede ham til
selv at gøre det. Så råbte han: ”I mænd
fra Møgeltønder, ned mad kasketterne og fald på
eders knæ. - Alle knælede og
Peder Henriksen bad med høj ryst ”Fadervor”. - Da han nåede
til den syvende bøn, begyndte vandet at falde.
Social skel
Det sociale heraki
afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker
sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække
sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd.
Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene.
Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.
Derefter
fulgte 15 rækker med bolsmænd,
der
betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten.
Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde
betalt seks eller otte skilling.
I skibets nordre side sad
godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset.
Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens,
birkedommerems samt delfogedens koner fik plads her. o.s.v.
Kirkens allerdårligste
pladser var beregnet pøblen og andre kvinder.
I
Møgeltønder
talte
man om De
onde Grevinder. Den
anden kone efter den tredje Schack
ville
have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager
og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn
ved de lokale bønder. Til hendes børn forklarede hun,
at de kun lignede mennesker. Det var mærkelige skabninger, der
var overtrukket med menneskehud.
Tønder
Hovedet mod døbefonten
Her
i Tønder
Kristkirke har
jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og
bryllupper. Og her har jeg været til mange gudstjenester. Det
var her jeg til konfirmationsforberedelser. Og under dette blev jeg
kørt hjem af pastoren i Folkevogn. Han troede først, at
jeg sov, men jeg var meget syg. Dengang var det ikke almindelig at en
Brodersen
blev
kørt hjem af pastoren.
Her var det også at
jeg til en barnedåb stødte hovedet mod døbefonten.
Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det
derfor jeg er som jeg er. Min far påstod, at han har leget
cowboy og indianer inde i den flotte kirke.
Mit dem Totenkopf
spielen
Dengang, der blev
udgravet omkring kirken, fandt min far og nogle kammerater noget som
de sparkede fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet
lærer:
- Ihr könnt doch
nicht mit dem Totenkopf spielen
Jo de havde fundet et
skelethovede.
Den tyske præst
Og
her i Tønder
var
det også en tysk præst der var skyld i, at vi i familien
er tre søskende, der er tysk døbte og tre der er dansk
døbte. Hvordan det?
Jo
mine forældre tilhørte de tysksindede. Min kusine ville
på dansk gymnasium i Tønder.
Den
tyske præst mente, at hun skulle på Deutsches
Gymnasium i
Aabenraa.
Og
derfor gik han til min farmor.
Min
far blev noget så fortørnet. Det skulle den tyske præst
aldeles ikke blande sig i. Han meldte sig ud af det tyske mindretal,
og skiftede Der
Nordschleswiger ud
med en god socialdemokratisk avis Sønderjyden.
Og så blev de
efterfølgende alle dansk døbt.
Men nu har ingen af os
gået på hverken tys skole eller i tysk børnehave.
Og vi har aldrig talt tysk derhjemme.
Brorson
– en præst fra Tønder
På
det sted, hvor jeg stod i lære skrev Brorson
nogle
af sine populære salmer. Det var ikke samme hus.
Ved
den store menneskedrukning, hvor 10.000 ved vestkysten omkom, måtte
Hans
Adolphs familie
søge tilflugt i kirken.
Da
han var 10 år gammel, døde hans far. Faderen samlede
sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han
ingen penge have. Men hvis de stolede på Gud,
skulle
det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf
Holbæk. Han
blev gift med Hans
Adolphs mor.
Brorson
kom
i forbindelse med pietismen. Den vakte stor udbredelse i
Sønderjylland.
Han
giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre.
Tre sønner var dødfødte, og yderligere fire børn
døde, da de var små.
Brorson
udgav
hele 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens
Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne)
I
1737 blev han stiftsprovst i Ribe.
Egentlig
ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen
af deres 13. barn og han var knuget af sorg.
Munkene fra Tønder
Et
Franciscanerkloster
blev
stiftet i 1238 i Tønder.
Til
dette var det knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange
håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den
mest populære katolik, Frans
af Assisi.
Munkene
havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de
jorden, de byggede gårde og møller. De kultiverede jord
og mennesker. Fra Tønder
til
Ribe
gik de barfodede munke ud og forkyndte Guds
lære.
Fra
Frankrig
kom
de hvide cistercienerne.
Fra
Italien
og Spanien kom
de fattige grå – og sortebrødre.
I
1173 begyndte man at bygge ved Lægum.
I
1530 blev klosteret ophævet. Slottet krævede mere plads.
Og Lutherdommen
trængte
igennem overalt. Og det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev
fortrængt og jaget ud af Tønder.
Præsten
fra Aventoft blev henrettet
I
1556 begik præsten, Henricus
Sicander i
Aventoft syd for Tønder
dokumentfalsk
og blev henrettet. Han blev lagt på hjulet. Men inden havde man
stukket hans ene øje ud og hugget to finger af ham.
Hundebegravelse
I
1712 havde Karen
Christens i
Sæd
sydøst
for Tønder
forgiftet
sine børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i
Udbjerg
havde
begravet moderen sammen med hendes fire børn på
kirkegården. Men provsten,
Samuel Reimarius i
Tønder
bemærkede
i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord
ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelsen.
Den
21. april blev da i nærværelse af en stor retskommision
liget af Karen
Christens gravet
op og ført tilbage til huset, hvor det blev smidt ud af
vinduet, slæbt ud på en bar mark og kulet ned i passende
dybde.
En skamstøtte blev
senere rejst. Her stod:
- Paa dette Sted er af
Bøddelknægten henslæbt og negravet Legemet af
Karen Christens fra Sæd, fordi hun i aaret 1712 ved Gift havde
begaaet et forbandet Mord paa sig selv og paa sine fire Børn.
Gud er dig nådig
Ved henrettelser skulle
præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste
ord:
- Vær ikke bange,
Gud er dig nådig.
Det var allerede fastlagt
i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot
skulle medvirke, når de dømte føres til straffen,
men også tage sig af dem inden. Dem, der blev overbevist af
præsten skulle en eller to dage før henrettelsen møde
sakramentet.
Hostrup, Jejsing og
Burkal
Ægtekabsdjævlen
Den
7. juli 1592 havde Laurens
Frellesens hustru,
Mette
i
Hostrup
Sogn født
et barn. Det var ifølge præsten en lille pige af gruelig
skabning. Barnet var dødfødt. Præsten mente, at
det var Guds
straf.
Laurens
havde
ført et forargeligt liv.
Banderi, råd og
skrig var ikke usædvanligt. Præsten konkluderede, at
- In summa
Ægteskabsdrjævlen Asmodeus havde der sin største
Lyst.
Ikke
plads til kisten
Las
Petersen efter
ansøgning tilladelse til at indrette og vedligeholde en
begravelse under kirkegulvet i Hostrup
Kirke. Ja
det gjaldt sådan set hele familien på gårdene St.
Tønde og Solvig. Dette
kostede 10 rdl.
Men
det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas
Nissen. Da
man skulle have kisten ind i kirken, var den så stor, at man
skulle hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene
for at få den ind.
Kirken ville ikke betale.
Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde
betalt både lysekrone og så meget til kirken. Desuden
ejede de 12 stolestader i kirken.
Og
her i Hostrup
kunne
man betale sig til en lang ligprædiken. Mange ville gerne
huskes efter deres død.
Sagnet
om Tyge Nold
Her
i området kommer vi over i Burkal
Sogn. Det
var her i byen Nolde,
at
den berømte maler Emil
Hansen blev
født. Han tog dog senere navneforandring.
Her
lå engang en stor borg. Og ifølge beboerne skulle Tyge
Nold være
den sidste beboer. Men det er dog ikke helt sandt.
Om
byen findes der faktisk et sagn:
- Kong Valdemar sad til
bryllupsgilde på Sønderborg Slot i syv år. Da
snakken slap op, blev løberne sendt ud i landet for at høre
og spørge om nyt. Meningen var, at snakken skulle i gang
igen. - En af disse
budbringere kom gående af vejen til Nolde, hvor han mødte
først 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte
og til sidst 12 rødklædte ryttere. Han standsede derfor
en gammel kone, der netop kom kørende. Bag i hendes vogn var
der bredt halm i bunden. Ovenpå lå en gammel mand. Hun
fortalte, at de 12 grønklædte ryttere var hans
farbrødre. De blåklædte var hans morbrødre.
Og de 12 rødklædte var hendes sønner. - Å om bach i æ
wuun legge Thøge fra Nåll, han æ fae te dem åll.
Barn med tjenestepigen
I
1200 tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal.
Meget
mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke
gifte sig med hende. Men uhadada han fik et barn med hende.
Og i 1722 berettes om en
mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge
to gravide. Søsteren fødte først, og for at
skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten
kom og døbte barnet. Men da konen steg op af barselssengen
kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det
endte med at faderen og søsteren flygtede.
Du sorte Kock
Tre
gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal
Sogn. Den pietistiske – hernhutiske bevægelse
havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dans
Missionsforbund sig.
Og
så var det pastor
Petersen, der
kom direkte fra drikkelag i Tønder
for
at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også
en elskerinde.
I
1864 havde den danske præst Kock
udtjent
sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals
ungdom
- Du skal væk du
sorte kok, nu har du galet længe nok.
Dette
var første del af et foredrag ”Præster og andet
Godtfolk i Sønderjylland”
afholdt
i Anna Kirke på Nørrebro
- Hvis du vil læse
fortsættelsen, hvor vi bevæger os øst på,
så læs:
Flere
Præster og Godtfolk i Sønderjylland
Kilde: Diverse artikler
på dengang.dk