Søgeresultater på "Tønder"
Dato: februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Anekdoter fra det gamle Tønder
I denne artikel beskriver vi overraskende, chokerende og spredte ting i Tønders historie. Læserne skulle gerne stå tilbage med spørgsmålet: Er det virkelig rigtig? Og det er ganske vist
Kærlighedens Lysthus
Forleden hørte jeg i radioen, den fremragende melodi Kærlighedens Lysthus, med Tønder – drengen Michael Falck. Jo, det er Liebestempel, lige bag ved politistationen. Her har jeg tilbragt mange fornøjelige timer, ja hvem har ikke det. Det var særlig i forbindelse med de første Tønder – festivaler. Kærlighedens Lysthus blev opført i 1727.
Plankeværk som bymur
Lige i nærheden ligger Laurentiusstrømmen, eller nærmere resterne af den. Det var en gang en rimelig dybt vandløb. Sammen med Vidåen og Møllestrømmen dannede den en slags voldgrav, som værn mod fjender. Bag ved vandløbende var der i 1500 – tallet opført en kæmpe plankværk i stedet fro en bymur. Hvornår det blev opført og nedrevet ved man ikke. Men faktum er, at man ved udgravninger i Søndergade i 1920èrne fandt resterne af dette ”plankværk”. I et kort fra byen kan man se plankeværket. Der var en port mod syd og en mod øst.
Fattighjælp
Socialhjælp var i det gamle Tønder meget effektivt. Stodderfogeden, som selv havde en lav rang i det sociale hierarki, fordrev tiggerne med pisk til bygrænsen. De syge og de svagelige blev læsset op på en vogn og kørt til kommunegrænsen, og blev læsset af.
De tiggere, der var hjemmehørende i byen skulle gå medmærke. Hver lørdag drev stodderfogeden dem fra hus til hus på tiggeri..
I 1523 tillod Frederik den første, at der måtte indsamles til fattighjælp. I nærværelse af Rådmand Peter Struck vedtog man, at uddeling af brød til de fattige skulle indledes med velsignelse fra aller højeste sted. Derfor indledte man med salmen: Nun bitten wir um den Heilligen Geist. Derefter blev der læst af Katekismen, og man sluttede af med en lov – og takkesalme. Først derefter kunne de fattige få stillet sulten.
Godt 100 personer, overvejende kvinder fik i 1709 udbetalt fattighjælp. De fik enten 6, 8 eller 12 Skilling om ugen.
Byen blev i 1842 inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.
I 1820 udlagde kommunen sågar kolonihaver til de fattige.
I 1826 forsøgte man med en Arbejdsanstalt (Østergade 15) under ledelse af en værkmester. Tugthuset blev lagt sammen med denne, men forsøget slog dog fejl. Mere succes havde man med det frivillige folkekøkken, der begyndte i 1831. Første vinter lavede man hele 7.55o portioner mad. I 1854 indrettede man Gørrismark som fattiggård.
I Kristkirken er jeg døbt og konfirmeret
Og når vi nu er ved St. Laurentius, var det jo navnet på Tønders første kirke.
Og en af de bedst udsmykkede kirker er Kristkirken i Tønder. Døbefonden er fra 1350, og prædikestolen fra 1586. Sangerpulpituret, der skulle give plads til Latinskoledrengene er fra 1627. I øvrigt minder kirken om Tønder i opgangs tider. Mange rige borgere har i tidens løb foræret ting til kirken. Og tænk i den flotte kirke er jeg døbt og konfirmeret.
I 1543 klagede landsognene over, at de ikke forstod de to tyske præster i Tønder. Så måtte en student træde til. Men det skete klokken halv seks om morgenen, så det var begrænset succes med denne ordning.
I 1729 blev Hans Adolph Brorson ansat. Han hed oprindelig Brodersen, og dette navn fremgår også af de gamle arkiver Gad vide, om jeg er i familie med ham? Denne Brodersen eller Brorson skrev blandt andet salmen: En rose så jeg skyde, i kælderen under Andersen og Nissens Boghandel (Bøger og Papir). Der var ikke boghandel dengang, men jeg har sorteret papkasser i den kælder, hvor han under stearinlysets skær, skrev denne folkekære salme. Det er dog meget tankevækkende.
Især to præster Arends og Schrader stod for en stor religiøs vækkelse.
En anden kendt præst Baltazar Petersen indrettede i præstegården, Et teologiinstitut til uddannelse af Præster. Senere blev der samme sted indrettet et Skolemesterinstitut.
I 1864 bestemte man, at der skulle være dansk gudstjeneste hver anden søndag. Senere blev det til en gang om måneden, og i 1917 blev de danske gudstjenester helt slettet. Først i 1920 blev de to sprog igen ligeberettiget i kirken.
Søndergade var et brandbælte
Søndergade hed egentlig Janniks Slippe og var engang brandbælte og stammer tilbage fra 1581. Tønder var meget uheldig med brande, men det vender vi tilbage til i artiklen om Tønder frivillige Brandværn.
Omvandrende medicinmænd
Omvandrende medicinmænd gjorde det for at være læger. Men de var der ikke så længe af gangen, inden de blev smidt ud af byen. Folk var ikke tilfredse med deres indsats. Efter tøndringernes standpunkt var standarden ikke ret god, så deres motto var
En Slurk varm Øl er bedre end en Medicus.
Først i 1691 fik Tønder en rigtig læge.
Fastelavnslavet
I 1546 stiftede man Købmændenes Lav og Selskab. I daglig tale kaldet Fastelavnslavet. I første række en selskabelig forening. Hvert år til fastelavn fra søndag til torsdag fra 13 til 21 skulle brødrene og deres hustruer mødes. Man skiftedes til at være værter, hvert år. Man mødtes for at gøre sig gode mad Aal, Pølser og ikke at forglemme Øl. Ved sommertid skød man til Fuglen på Papegøjelandet. Lavet blev ophævet i 1619.
Og Papegøjelandet lå der hvor Papegøjevej lå i min barndom, lidt syd for Tønder H.
Uldegade er ikke Tønders ældste gade
Uldegade er ikke Tønders ældste gade. Den blev bebygget i 1586.
Tidligt med tog til Tinglev
Allerede i1867 tog man jernbanen til Tinglev i brug. Allerede i 1844 havde man planer om en jernbane Flensborg – Tønder – Højer. Senere diskuterede man en forbindelse mellem Izehoe – Tønder – Skærbæk og Rømø.
Først i 1901 blev jernbanen Tinglev – Sønderborg færdig.
I 1879 begyndte man at tegne aktier til en hestesporsbane til Højer, men i stedet blev det til en rigtig jernbane i 1892.
Drømmen om en fiskerihavn
En stor fiskerihavn var på tegnebrættet, den skulle ligge enten i Emmerlev eller Hjerpsted. Men det blev Esbjerg, der var hurtigst.
Masser af industri i det gamle Tønder
I 1777 beskæftigede en stor virksomhed i Tønder 300 mennesker, det var Plys og Silkemanufaktur.
Samtidig havde man en Uldvare, kasket og Strømpefabrik I 1790 fremstilledes i Østergade kniplingsgarn, 60 kvinder havde arbejde her. Der var tre store tobaksfabrikker i byen. Hør bare, i 1861 eksporterede man
Ja så var der en Cikoriefabrik, et jernstøberi, Et større bryggeri og To store garverier.
Aktiv Erhvervsforening i 1848
Tønder har lige fået en pris, for at være en aktiv handelsforening, til lykke med det. Men kig lige på de her tal, 10 slagtere, hvor mange er det nu i Tønder? Så i 1848 var der liv i Tønder:
Men kigger vi lidt længere tilbage til 1708, må vi konstatere at tørsten allerede dengang var udpræget i Tønder. Hele 63 gæstgivere, kromænd og høkere Desuden var der:
Depressionen efter 1864 i Tønder
Antallet af konfirmationer faldt drastisk i Tønder efter 1864. Man var bange for den preussisk militærtjeneste. Byens handlende var også sure, fordi der i byens aviser var kæmpe annoncer fra Flensborgs butikker. Industrien havde dårlige vilkår. Et garveri holdt kun til 1910. Aktiebryggeriet var efterhånden den eneste industri, der var tilbage, da grænsen blev flyttet. Victoria – bryggeriet, der startede i 1889, holdt kun til 1902, og gik derefter fallit.
Ny optimisme i 20èrne Der kom nye industrier til Tønder i 1920erne
Det sidste dampskib i Tønder
Graf Bismarck anløb den 22. oktober 1871 Tønder. Den var ført af Kaptajn Selmer (far til trælasthandler B. Selmer). Det var et dampskib på 10 meter. Og der skulle ekstra kreativitet til at vende det på Skibbroen. I 1873 blev kanalen til Askeodde uddybet. Og der var planer om en fas ruteforbindelse med en damper til Højer. I 1878 anlagde man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen.
Der skete meget omkring havnen, mens den endnu var der. Det vides, at Tønder i det 16. og 17. århundrede hentede tømmer i Norge og hentede korn i Østersølandene. Via skibe blev det fragtet hjem.
Regne – og skriveskole
Kirkeordinatsen af 1542 påbød, at der i hver købstad skulle være en latinskole og en folkeskole. Det vides, at der i 1565 var en latinskole i Tønder. Desuden var der en tysk Regne – og Skriveskole. I 1614 fik en borger tilladelse til at drive en dansk en af slagsen. Men der var ingen tilslutning..
Flere overraskende historier fra det gamle Tønder følger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Dato: februar 13, 2007
Se hele artikel som HTML Document
Tønders Historie – fra begyndelsen
Tænk, at gå en tur gennem Østergade, Storegade og Vestergade, men også i sidegaderne, Uldgade og Spikergade og ikke mindst Skibbroen. Tanken at mange nationaliteter har kæmpet her. Tønder er præget af både rige og fattige tider. Læs her første del af Tønders historie. Læs om vikingerne og tiden hvor Tønder var en stor havneby. Og bemærk den klassedeling, der var dengang.
Hvad betyder Tønder?
Ja de lærde kan ikke blive enige. De fire mest almindelige antagelser er:
Vikingerne i Tønder
Man ved, at der har boet folk på egnen fra den ældste stenalder for cirka 8.000 år siden. Permanent beboelse er foregået for cirka 6.000 år siden. Der findes flere hundrede bopladser fra jernalder og vikingetid i vadehavsområdet.
I Tønder antager man, at der en trælborg fra 1005 til 1015. Så blev den flyttet til Emmerlev. Måske opgav man den i Tønder, fordi, der kom en kirke. En Trelleborg var et fordelingssted for de trælle, der skulle udføre markarbejde, når den mandlige befolkning var på vikingetogt.
Det var Sven Tveskæg (946 – 1014), der besluttede, at erobre England. Og nogle af disse erobringer er foregået fra en bugt, der dengang kun lå 4 kilometer fra Tønder.
Den ældste kirke i Tønder var viet til S. Laurentius. Den lå over for Pebergade og Kogade.
Tønder som havneby
Ellers er det ikke så meget vi ved konkret om Tønder fra dengang. Dog ved vi, at den arabiske geograf Idrisi(1099 – 1164) besøgte Tønder omkring 1130. Han udgav et geografisk værk i 1153 i Palermo, og der skrev han om Tønder:
Det er en havn, der er dækket fra alle vind, og ved den er der bebyggelse. Og det er ganske vist. I Danske Atlas nr. 8 fra 1781 fortælles der, at byen i 1017 havde en betydelig havneplads. Mange har ment, at havnen lå i Møgeltønder, men det har geologer senere afvist. Godt nok er Møgeltønder ældre end Tønder, men de har ikke haft en havn af nævneværdig størrelse
Man ved også fra udgravninger, at Laurentius Kirken med kirkegård have et betydeligt omfang. Det tyder på en hvis befolkningsmængde.
Munkene
I 1238 fik munkeordenen Gråbrødrene af ridderen Jens Navnesøn og hans hustru Elsif overrakt en grund i Tønder til opførelse af et kloster. En af de kendte skikkelser i denne munkeorden var Franz af Assisi..
Det, at der pludselig optræder en ridder, der bare forærer grunde væk, har fået andre på den ide, at der måske har været en ridderborg på det sted, hvor Tønderhus lå.. Andre mener, at der endnu tidligere har været en vikingeborg eller kongsgård på stedet, hvorfra man også krævede told fra de skibe, der anløb havnen.
En klosterkirke blev indviet i 1247, og i 1592 genopstod den nuværende Kristkirke.
Købstadsrettigheder
I 1243 fik Tønder købstadsrettigheder. Det skete fra Lübeck. Tysk lov og ret var et værn mod den jyske lovs fremdrift i det sønderjyske. Det siges at Broder Reinhard fra munkeordenen havde en finger med i spillet. Næst efter Slesvig, var Tønder hertugdømmets ældste by. For at forsvare byen havde Hertug Abel en sikker fæstning i Tønderhus opført på Slotsbanken. Denne borg eller slot har været genstand for mange krige, ejerskabet er blevet skiftet mange gange. En 80 meter lang plankebro førte fra Skibbroen over til Slotsbanken og ind gennem porten til portnerboligen. Bag den lå slottet. I 1750 – 1751 blev slottet jævnet med jorden, med undtagelse af portnerhuset, som i dag er en del af Tønder Museum. Voldgraven og havnen blev dækket til i 1934 og 1935 og slettede dermed sporet af mange kampe i Tønders storheds og nedgangs tider.
I øvrigt blev murebrokkerne fra slottet brugt til at anlægge Ribe Landevej.
Dige-arbejde ødelægger havnen
Det har ikke været let at anløbe Tønder Havn. Også den gang, var der mange øer samt tidevandet, man skulle tage hensyn til. Da havnen sandede til på grund af dige-arbejde, anlagde man en havn i Lægan, da tilgangen til Tønder blev dårlig. Senere blev det Rudbøl, hvor skibene var meget udsatte. Emmerlev og Højer blev senere udskiftningshavne.
I 1611 klagede man over ringe næring og næsten ingen søfart. I slutningen af 1620erne talte man om at anlægge en større by ved Rudbøl og lave en kanal tværs gennem landet ud til Østersøen.
Man gravede en ny kanal frem til Tønder, så mindre skibe kunne hente forsyninger, så omladning kunne ske ved Emmerlev. Det er den havn, vi kender fra Skibbroen.
Fra 1736 var det Højer, der var omladningshavn. Det skete samtidig med at Højer fik flere privilegier. Man måtte nu i denne flække officielt drive handel og håndværk.
Byens katastrofer
Selv om man sikrede sig mod havet, skete der mange katastrofer. Ved et digebrud i 1615 sejlede man i både ved Østerport.. Ja faktisk var Tønder ved at forsvinde af landkortet. Ved slottet stod vandet helt op af vinduerne.
Den 11. – 12. oktober 1634 stod vandet 2 alen højt. Mange druknede både dyr og mennesker.
Men også pesten satte sine spor. I en periode var 1539 til 1638 døde knap 2.000 beboere i Tønder.
Mange krige truer byen
Fra 1627 til 1723 oplevede man i Tønder hele 5 krige med indkvartering af fremmede og hjemlige tropper. Der blev holdt ekstra vagt ved byens bomme, og Laurentiusstrømmen blev uddybet, for at holde fjender væk fra det nordlige. Men lige meget hjalp det.
Borgerskabet
Byens spidser blev kaldt Borgerskabet. De boede i et af de 120 stavns-lodder. Byen blev opdelt i 4 kvarterer. N, S, V og Ø. Et lod bestod af
I retten måtte man kun vidne, hvis man tilhørte Borgerskabet. Dette Borgerskab dannede et Råd på 4 – 6 personer, som også udpegede borgmesteren. Byens retspleje og forvaltning lå fra 1243 til 1811 i Rådets hånd. Rådet supplerede sig selv. Dette resulterede i, at det var de samme familier i Tønder, der bestemte i 568 år. Det virker helt utroligt.
Klassedeling i Tønder
I Tønder var samfundet meget opdelt i klasser: –
Inden for indbyggerne var man også opdelt i klasser. Den første klasse var borgere, der havde aflagt borgerløfte. De kunne derefter drive borgerligt erhverv. De skulle dog dokumentere, at de var født af ærlige forældre. Og havde en kristelig religion.
Den anden klasse var igen opdelt i to kategorier
Embedsmænd, præster, læger, lærer og advokater Arbejdere, tyende og andre samt uærlige.
Som synligt tegn på rådets retspleje og forvaltning stod der på Torvet en kagmand ( Æ Kachman) og en galge. Galgen blev dog ca. år 1500 flyttet ud øst for byen omkring Carstensgade. Omkring år 1600 ville hertugen bestemme, hvem der skulle være borgmester. Det protesterede Rådet imod. De uærlige var stodderfogeden, by-tjenere, vægtere og ligbærere. Og langt under de andre, bøddelen og sine rakkerkarle. Rådet blev tvunget til at oprette et Deputeret – kollegium, der bestod af 4 fra hvert kvarter. De blev valgt tre år af gangen. Hvert år ved Pers-dag (22. februar) afholdtes et Allemandsting. Det var kun for borgere, ikke for indbyggere.
Regler skulle overholdes
Man havde nogle standardregler, der skulle overholdes, det var:
Skattefrihed i tre gader
Hvis man ikke betalte sin skat kunne man miste borgerskabet. Og skat betalte man rigeligt. De mange krige, katastrofer, og stormflodskatstrofer satte sine spor. Også i 1627 da en af erobrerne, Wallenstein nægtede Tønder at udføre kvæg. Militæret skulle først til fadet.
I 1662 var byen på grund af skatterestancer dømt til militær eksekution. Borgmester Heinrich von Hatten følte sig ilde berørt over officererne, og fik hertugens tilladelse til at forlade byen. Han vendte da meget hurtig tilbage igen. Berend Ubbind og Hans Widouw lede en forsamling, der tog til Gottorp i 1627 for at klage over skatten, det fik du nu ikke så meget ud af. De blev senere dømt, begrundelsen anstiftelse til oprør.
I tre gader i byen eksisterede der en slags skattefrihed. Når man boede lige ude for bygrænsen, men havde i princippet de samme rettigheder som dem inde i byen. Det drejede sig om Uldgade, Slotsgade og dele af Vestergade. Det var næsten en tredjedel af befolkningen, der boede lige udenfor. Først i 1665 blev de rigtig indlemmet, og måtte til klejnerne. Men først i 1933 blev resterne indlemmet i Tønder. Det var nogle områder på Slots – og Frigrunden, der kom med. Oprindelig skulle ansatte på slottet ikke betale skat til Tønder by.
Ikke alle var lige ærlige
Den gang havde man også problemer med arbejdsløsheden. Det løse og unyttige Gesindel. For mange ”Ledige Bürschen som ikke finder på andet end Druk og Lediggang. Nu var administratorerne ikke alle lige ærlige dengang. By-skriveren havde tilegnet sig et indsamlet beløb på 141 rigsdaler, der skulle bruges til at løskøbe en sømand fanget i Tyrkiet. Måske en tøndring. Nu måtte sømanden i stedet krepere i Baand og Lænker.
Og det er ganske vist. Dette var første afsnit af Tønders Historie
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 19. – 04 – 2022
Dato: maj 13, 2024
To vandløb i Aabenraa
Der blev smuglet på begge vandløb. Vi kigger på den mægtige Stadsgrav og Mølleåen. Udgravning eller værnegrav. I nærheden af mit gamle hjem. Syd for Rådhusgade. Har et lille bysamfund kunne magte dette? Omtales ikke i Byens Skrå. Stadsgraven omtales andre steder. Byen forsømte vedligeholdelsen. Tyve – og smuglergods blev fragtet Tydelige rester af graven. Bolværk og palisader er også fundet. Et større vandløb langs kirkebakke – foden. Hvordan kan forklare disse forhold? Hvor lå Aabenraa Hus? Mølleåen syd for Kongelund. Caspar von Saldern skriver til hertugen. Laue Jacobsen havde skabt mistanke. Tolderne lå på lur. Konfiskation af hele ladningen. Hvad er den rigtige forklaring? Købstaden forsøgte at forhindre Slotsgades beboere i at handle på Skibroen. Mølleåen var amtmandens ansvar.
Smuglet på begge to vandløb
Det er ikke altid historiebøgerne har ret. Hvis man forsøger at undersøge tingene, kan det være at man får et helt andet resultat. Sådan er det i hvert fald med den gamle stadsgrav. Den havde også en forbindelse til den gamle Mølleå dengang. Og hvad de to vandløb mere havde tilfældes var, at der på begge vandløb blev smuglet.
Udgravning eller værnegrav
Stadsgraven er ofte blevet omtalt som en udgravning eller værnegrav. Den strakte sig fra den gamle slotsgrund ved Vestergades udmunding i Nybro, nord for Vestergade over Storetorv og ned til markedspladsen ud i Kilen. Der var altid blevet fortalt, at bygninger på den nævnte strækning er tilbøjelige til at slå revner, fordi de stod på opfyldt grund. Stadsgraven havde også andre navne.
I nærheden af mit gamle hjem
Nu var det måske lige for meget at kalde det et slot. Det var vel nærmere tale om en lille borg med et tårn. I nærheden af Nybro 5, hvor jeg engang boede, har man fundet rester af den sydlige voldgrav med en dybde helt op til 30 meter. Her i nærheden fandt arkæologer også i 1984 en godt en meter bred og ½ meter dyb middelalderlig rende. Denne blev senere i historien fyldt op med affald. Men her er der ikke tale om en voldgrav.
Syd for Rådhusgade
Ved udgravningen i 1966 til Centrumgården syd for Rådhusgaden, som delvis berører arealet for Stadsgravens forløb, var det interessant at iagttage de store dimensioner, som Stadsgraven skal have haft. Piloteringen af grunden, som var nødvendig, da man ingen steder under udgravningen kom ned på fast grund. Man fandt kun mosejord i hele grundens bredde. På nordsiden måtte man bruge pæle på 3 – 5 meters længde.
Har et lille bysamfund kunne magte det?
Midt på grunden mod syd, skulle man anvende pæle op til 13 meters længde. Der blev mærkeligt nok ikke foretaget prøveboringer på arealet for at fastslå de virkelige forhold. Det må have været et mægtigt udgravningsarbejde, hvis det er foretaget af de lokale borgere. Dengang var Aabenraa et lille bysamfund på 3 – 400 indbyggere i tiden omkring 1350 – 1400.
Omtales ikke i Byens Skrå
I byens Skrå fra 1355 omtales Stadsgraven ikke og har derfor sandsynligvis ikke eksisteret som et værn for byen. Den er omtalt af Claus Møller i hans kronik over byen i 1620. Der omtales Stadsgraven som et lille vandløb. Men det bliver dog omtalt som et tidligere værneanlæg. Senere får vi at vide at arealet var et sumpet areal og blev kaldt ”æ Paidsik” og ligger som sådan udyrket og ejerløst midt gennem byen.
Stadsgraven omtales flere steder
På Johs Mejer’ s kort fra 1640 antydes Stadsgravens (By-gravens) forløb. Den omtales også i den tilhørende beskrivelse af Aabenraa. Den bliver også svagt antydet på et kort fra 1779. I en interessant artikel i Sønderjyske Årbøger fra 1923 kan vi læse, hvordan en borger, rådmand Christian Frellesen Hinriksen og hans svigersøn Peter Johan Ottsen afvander arealet. Under oprensningen af vandløbet finder findes gamle pælerester af fortøjningsanlæg.
I Aabenraa Bys Historie omtales Stadsgraven. Kortskitser og luftfotografier viser by-rendens løb. By-rendens forløb er svagt buet mod syd, især i den vestlige del i modsætning til antydninger på Johs Mejer’ s kort. By-renden som er delvis ubebygget areal, følger rundingen langs Kirkebakkens fod fra vest til øst.
Byen forsømte vedligeholdelsen
Byen forsømte at vedligeholde Stadsgraven. Til sidst var det bare en lille rende med smudsigt vand. Her kunne beboerne efterhånden se store mængder af ”Paider” (Frøer). Det var så det der gav By-graven navnet ”Paidsik”
Ligesom navnet Nøret forsvinder også begrebet ”Bygraven” og ”Stadsgraven” men Paidsik bliver hængende, . Efterhånden var det kun en ussel rende tilbage, der gik fra vest til øst langs de nordlige haver i Vestergade og over i den nordlige del af Storetorv, for nede ved Gildegade at løbe over i ”Æ Kiil” (Kilen).
Palisader og bolværk flere steder
I 1707 lå Paidsik i hele sin længde kun 1 ¼ stavn nord om Vestergades haver, lidt syd for rådhuset som en øde sump fra vest til øst.
Ved ældre fund har man fundet ud af, at der var palisader og bolværk med kramper i By-graven, så det ser ud som om der er sejlet både i graven.
Tyve- og smuglergods blev fragtet
Claus Møller nævner at man havde begreber som ”Tyvkjærhavn” og ”Tyvkjærret”. Rak og pak skulle have holdt til ”ved Aaen nothern By” Åbenbart er der blevet fragtet tyvegods i By-renden. Ellers plejede tyverrakket at holde til i Ramsherred.
Hvor By-renden gik over Vestergade, lå købmands Schmidts hus. Og man sagde, at bygningen slog revner grundet By-graven. Over for boede Thomas Iversen. Han fik i 1795 at vide at han på sin grund skulle sørge for at By – graven skulle være mindst en alen bred.
Tydelige rester af graven
I lang tid var By-renden eller Stadsgraven synlig ved nordenden af det gamle Løve Apotek på Store Torv. Et lille usselt hus tilhørende rebslager Daniel Møller havde ligget på Store Torv. Da der nu skulle ligge et større hus på grunden kunne dette ikke bare lade sig gøre. Det var nemlig ikke sikker grund. Man skulle først gennem 3-4 alen fyld. I en bredde af 26 alen fra nord til syd var der derefter et fedt morads, som i midten var 11 alen dyb. Først i denne dybde havde man fast ler-grund. Også her traf man på rester af bolværk efter plankeværk på 12 – 15-tommers tykkelse.
Et større vandløb langs kirkebakke – foden
Ved kloak-arbejdet nord for det nye tyske bibliotek i 1967 gennemgravede man et gammelt åleje, som tydeligvis viste, at der var gået et større gammelt vandløb langs Kirkebakke – foden og derfra mod vest, måske over den gamle isbane, fru Andersens eng, og ud til Mølleåen over grunden, hvor Brundlund-skolen blev bygget.
Hvordan kan man forklare disse forhold?
Men hvordan kan man nu forklare disse forhold, som ikke helt stemmer overnes med alle historiebøger og kort?
Man ved, at det gamle Aabenraa Hus har ligget på et højdedrag vest for Nybro. Indtil 1930 kunne man tydeligt se, at højdedraget var højere end omgivelserne nord og syd for. Det blev anvendt som kolonihaver i modsætning til de omgivende engarealer. I tidligere tid hed arealet ”Kongslund”. Lund hentyder nok til, at det har været bevokset i modsætning til de omgivende engarealer. Det hed Kongs-lund, fordi arealet havde tilhørt kongen. Det lå uden for bygrænsen og har været slotsgrund til det ældste Aabenraa Slot.
Når man antager, at Mølleåen har haft sit løb nord for Kongslund og har afgivet vand til voldgraven ved Aabenraa Hus og så fortsat langs bakkefoden mod øst i Stadsgravens forløb så har man:
Hvor lå Aabenraa Hus?
Der er forskellige meninger om, hvor Aabenraa Hus har ligget. Volde og grave havde omgivet borgen/slottet. I 1193 havde Valdemar Sejr været fange her. I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland på dette slot. Man havde betalt Kongens Foged, Spiker til at åbne slottets port.
I 1411 lod Magrethe den Første Aabenraa Hus nedrive. Endnu i 1635 i Claus Møllers tid fandtes der rester af det gamle slot.
Mølleåen syd om Kongelund
Da dronning Margrethe i 1410 anlægger Brundlund Slot på et højdedrag sydvest for byen, strækkende sig fra bakken, hvor indtil 1920 vejrmøllen lå i øst, over arealet ”Bag Møllen”, ”Bag Slottet”. Dette omfattede slotsgrunden og det hele blev kaldt Brundlund – lund fordi arealet har været træbevokset i modsætning til de lave arealer omkring højdedraget. Den nuværende Mølleå blev ledet syd om Kongelund højdedraget for at føre vand ud til voldgraven omkring det nye slot.
Ja den førte også vand til brug for vandmøllen, hvis denne er blevet anlagt samtidig med slottet. Derfra har åen fortsat øst over ud til fjorden. Antagelig har bygrænsen mod syd fulgt Mølleåen. Det ville have været en meget mere naturlig grænse.
Slotsgaden er nok først anlagt som tilkørsel til det nye slot efter 1410, evt. ved et gennembrud i Søndergade og har jo hørt til amtet helt til 1861.
Caspar von Saldern skriver til Hertugen
Den 10. juni1680 mod myndighederne på Gottorp et langt brev fra den hertugelige tolder, Casper von Saldern, hvori han fortæller følgende:
Det var et længere brev som vi her beskriver på en anden måde. Sverige var i de tider det gottorpske Aabenraas allerbedste handelspartner, og skipper Laue Jacobsen tog flittigt del i denne handel, indtil hans navn efter 1697 forsvinder ud af de gamle toldregnskaber.
Laue Jacobsen havde skabt mistanke
Ved sin ankomst afleverede skipperen som sædvanligt en specifikation over ladningen udstedt af havnemyndighederne Västervik, men han meddelte samtidig at han havde mere ombord, end der var nævnt i specifikationen. Han ville derfor senere fremkomme med en egenhændig opgørelse over hele ladningen, hvorfor han ønskede at vente med at lade lasten bryde. Visitationen måtte derfor udsættes.
Det lød meget for så vidt alt sammen meget troværdigt, hvis ikke samme skipper ved sin afrejse havde pådraget sig tolderens mistanke. Da en af visitatorerne ved den lejlighed var mødt frem for at kontrollere, om ladningen var i overensstemmelse med den opgørelse, som skipperen havde afleveret, havde denne uden mange omsvøb revet sedlen ud af hænderne på tolderens mand og derefter den følgende dag afleveret en ny opgørelse, hvor der var opført 30 tdr. rug mere end på den første seddel.
Tolderne lå på lur
Det var derfor ikke så sært at tolderen nu fik en anelse om, at der var luskeri med i spillet, siden skipperen havde ønsket at vente nogle dage med at bryde lasten.
Og ganske rigtigt. Da tolderens folk om natten lå på lur i nærheden af, hvor skipperen boede, opdagede de ved tolv-tiden nogle af Laue Jacobsens bådsmænd, som i et lille fartøj var på vej fra fjorden op ad åen til skipperens ejendom i Slotsgade. Toldbetjentene greb da øjeblikkelig ind og beslaglagde 4 tdr. tjære, som fandtes på båden. Laue Jacobsens tjenestepige havde ganske vist forsøgt at byde dem penge mod, at de ville fortie sagen, men det havde dog været forgæves.
Konfiskation af hele ladningen
I de påfølgende forhør kastede skipperen skylden over på sine bådsmænd, idet han hævdede, at det havde været deres fragt, som uden hans vidne var blevet fjernet fra hans skib.
Bådsmændene tilstod dog under tårer, at skipperen havde befalet dem at hente tjæretønderne, som det havde været meningen, at en købmand i Tønder skulle overtage. Samtidig måtte de tilstå, at de havde haft nogle tønder med tjære til sig selv ombord på skibet. Disse var allerede blevet fjernet og var ikke de samme som de konfiskerede.
Det var ingen vej udenom. Dertil var sagen alt for oplagt. Straffen blev derfor som bestemt i forordningen:
Myndighederne har da åbenbart søgt at hindre overtrædelser af toldbestemmelserne ved indførelse af meget strenge straffebestemmelser.
Hvad er den rigtige forklaring?
Caspar von Salderns klagebrev har også topografiske interesse. Det omtalte sejlløb er tydeligt nok Mølleåen ned til hvis bred ejendommene på den søndre side af Slotsgade strækker sig. Rimeligvis skylder denne gade da netop Mølleåen sin oprindelse, idet det i ældre tid har været bekvemt for beboerne. De fleste var fiskere og det var behageligt at kunne sejle helt ind til deres hjemsted med deres fartøjer.
Men er det nu den rigtige forklaring? Var det ikke vand til voldgraven omkring Brundlund Slot og til møllen?
Det var praktisk at kunne sejle hertil, nok kun med fladbundede både. Her forekom masser af ulovlig import. Håndværkerne i Slotsgade var dog underlagt købstadens lav og gilder.
Købstaden forsøgte at hindre Slotsgades beboere i at handle på Skibroen
Men købstaden forsøgte at hindre at Slotsgades beboere handlede på Skibroen. Men dette forhindrede Hertugen vel sagtens fordi mange af Hertugens embedsmænd boede i Slotsgade.
Hertugen bestemte også at skulle Brundlund Slot repareres skulle håndværkerne i Slotsgade have første bud.
Mølleåen var amtmandens ansvar
Mølleåen var amtmandens. Under amtet hørte jo såvel som Slotsmøllen som Nymølle inde i skoven. Selvfølgelig måtte da også husene i gaden langs med åen høre ind under amtmandens jurisdiktion – et forhold, der som tidligere nævnt varede helt til 1861.
Var det derfor Slotsgade fik dette romantisk svungne gadestrøg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 9, 2024
Rens – for mange år siden (1)
Der boede mange i husene i Rens. Tre børn indebrændte. Byen havde også industri. Og så var der 2-3 kroer og et ukendt antal smugkroer. Mange tog fra Rens ud at tigge. At have køer til de fattige. Fattigdom blev fremmet grundet drikkeriet. Skoleforholdene var ikke gode. Alle koner og piger kniplede i byen. Overtro og varsler trivedes. Kirkelivet fungerede. Pastoren drak og spillede kort. Kun fire bønder i byen havde penge. Da kosakkerne hjemsøgte Rens. Det fine jagtselskab hos Mosekonen. De to kolonist-familier på Rens Mark- Lærer Petersen havde en hård skæbne. Koldfeberen rasede. Man ”sad oppe” fra Mikkelsaften. For markarbejderne kunne det være bidende koldt. Markmanden og vægteren i Rens. En pranger var der også. Man troede på de underjordiske. Åreladning, kopsætning og smeden, der trak tænder ud. Sådan kurerede man ”Engelsk syge” i Rens. Da rakkeren blev jaget ud af byen. Hvad fik man at spise på gårdene i Rens. Begravelseshøjtidelighed varede i to dage. En for-brand.
Der boede mange i husene i Rens
Landsbyen Rens har større ”betydning” før end nu til dags. Det var den største by på egnen med 20 større gårde. Der var lige så mange Kådnere og Inderster. Og så forsynede Rens de omliggende byer med tjenestefolk.
Huse og ejendomme i byen var overbefolkede. I Nørregade udlejede ”Henne Smei” en lejlighed ud bestående af et rum med alkove og køkken. Her boede en familie med bestående af seks personer. Manden var dog ”ude at tjene”.
Tre børn indebrændte
Her skete der en morgen et drama. Konen arbejdede på fabrikken. Bedstemoderen gik rundt og tiggede mælk. Et af børnene havde fået fat i tændstikker og satte ild til sengehalmen. I den stærke røg kvaltes alle tre børn, mens huset blev reddet. Man lagde de tre afsjælede legemer på græsset foran bagerens hus.
Byen havde også industri
Byen havde også industri. Den havde et betydeligt brændevinsbrænderi og en klædefabrik med spinderi. Efter 1864 var disse virksomheder dog ikke i stand til at klare sig selv for den tyske konkurrence. På fabrikken arbejdede et stort antal tyske svende delvis med familie, men de blev dog ikke i området med undtagelsen af familien Danke, som blev godt danske. Nu var moderen nu også fra Varde.
Der var 2-3 kroer plus smugkroer
Byen havde 2-3 kroer og lige så mange købmænd (høkere). Så var det dog også lige et par smugkroer. To af de længst eksisterende hed ”æ lille Apotek” og ”Zur schönen Frau”.
Mange tog fra Rens for at tigge
Efter Napoleonskrigene og indtil 1840 var de økonomiske forhold meget dårlige og fattigdommen stor. I 1840erne blev forholdene dog forbedret.
Mange tiggere drog fra Rens til de omliggende landsbyer for at ”fægte”. Rens og Sønder Løgum var berygtede for deres tiggere. En gammel myte sagde om Sønder Løgum, at her fandtes kun et ærligt menneske, og det var en fåretyv.
At holde et par køer for de fattige
I byen gik kvinder og børn om morgenen omkring for at ”hente” mælk hos bønderne. Nogle bønder stod øvrigt klar til at hjælpe de fattige. Gamle Anders Andersen sagde således:
Fattigdommen blev fremmet grundet drikkeriet
Fattigdommen blev også stærkt fremmet af drikkeriet. Der blev drukket meget i kroerne og derhjemme. Også bønderne sad på kroerne og drak. En bondemand havde således en dunk stående i sengehalmen, hvor han så fandt hen med jævne mellemrum. Men han sagde altid:
Der var ikke så meget kulturliv og politik i Rens i slutningen af 1800-tallet. Man havde to tyske aviser ”Altoner Merkur” og ”Itzehoher Wochenblatt”. Bladene kom først hen til læreren, som ude i siderne oversatte fremmedordene.
Skoleforholdene var ikke gode
Skoleforholdene var ikke gode. Den gamle skole var et gammelt hus. Om vinteren gik der omkring 100 børn til skole. Når døren blev åbnet i frikvartererne, stod der en damp og en hørm ud som fra en studestald.
Drengene lærte – læsning, skrivning, regning og en masse religion. Mange kunne ”Biskop Balles Lærebog” udenad fra begyndelsen til enden. Pigerne lærte ikke at regne. Den gamle lærer H.P. Callesen havde om vinteren sin søn som hjælper. Læreren var en god og samvittighedsfuld mand men opgaven var for stor.
Nogle af bøndersønnerne gik i skole hos degnen i Burkal, Andersen, hos hvem de lærte tysk og vel også andre ting, som de ikke lærte i Rens.
Alle koner og piger kniplede i byen
I 1820 – og 30’erne kniplede næsten alle koner og piger i byen. Husarbejdet blev gjort af mændene, for kniplepigerne måtte ikke ødelægge deres bløde hænder. En gang om måneden gik mændene til Tønder med kniplingerne. Med hjem havde de nyt garn og nye mønstre. Men til sidst blev priserne på kniplingerne så dårlige, at arbejdet ikke kunne betale sig.
Kniplerskerne kom sammen om aftenen et sted på skift for at spare på lys og varme på grund af den store fattigdom. Også andre mødtes om aftenen. Det handlede om nyt fra byen, krigserindringer og spøgelseshistorier.
Overtro og varsler trivedes
Overtro og varsler trivedes i Rens. Spøgelser, gengangere og underjordiske var der også. Nede i Belhy på vejen til Pebersmark boede helt sikkert underjordiske. Hekse eksisterede her også.
Sønderåen forlod engene og banede sig vej gennem højt agerland. Er der gravet en kanal? Man ved det ikke. Så meget står fast, den gamle å (Holmstrømmen, var engang den store å. Broen over Gammelå blev kaldt ”Storbro”, selv om åen ikke var bred. Men fra gammel kaldte man broen for dette navn.
Kirkelivet trivedes
I slutningen af det 18, århundrede blomstrede et rigt kirkeligt liv i Rens. Sognet havde nemlig dengang en meget dygtig præst. Det var den kendte Pastor Petersen, en farversøn fra Sønderborg. Han var en stor prædikant.
Folk fra Rens gik flittigt i kirke, ja det blev fortalt, at der om søndagen kun blev en hjemme for at koge og se efter kreaturer. Der blev holdt kirketugt, og det hjalp dengang. Petersen var meget påvirket af Herrnhuterne. Der var mange af dem i sognet og i Rens.
Pastoren drak og spillede kort
Efter Petersen død forfaldt det religiøse liv. Hans søn som blev præst efter ham, kunne nok prædike, men hans liv stod i modsætning til hans forkyndelse. Han drak, spillede kort og kom beruset på ”stolen”. Med ham kom Rationalismen. Der blev åndelig død indtil 1850.
”Du har galet længe nok – sorte Koch”
Da kom den danske præst, sprogmanden, den lærde Pastor Koch. Han fik igen kirken fuld af folk. Han var flink mod folk, når de kom til ham. Men han var det finde bymenneske (Københavner) og forstod ikke at få indgang til den landlige befolkning, og det var kedeligt.
Anderledes med hans efterfølger hjemmetyskeren Pastor Grauer. Han var af sønderjysk bondeslægt og forstod bønderne. Når han gik til eller fra kirken på ”Langstien” havde han altid en skare folk om sig.
Da Pastor Koch måtte rejse i 1864 brølede bondesønnerne fra Burkal:
Byens storhedstid endte, da udstykningen tog fat. Gårdene forsvandt en efter en. Brænderiet blev nedlagt og klædefabrikken nedbrændte og blev ikke genopbygget. Befolkningstallet gik stærkt tilbage.
Kun fire bønder i byen havde egentlig penge
De fattige dage i Rens var mellem 1820 og 1870: ved den østligste gård i byen opstod senere møllen. Det var kun 4 bønder i byen, der egentlig havde penge. Peter Jacobsens gård blev antændt af en sindssyg man og brændte. Hele besætningen brændte. Det var i den fattige tid i 1852. Småfolk bjergede så meget godt kød af de døde kreaturer.
Da kosakkerne hjemsøgte Rens
Kosakker har også hjemsøgt Rens. De plyndrede og lod kun jern og sten ligge tilbage. På Laust Tingleffs gård kom de dog til kort. De havde gemt deres penge og værdisager i eller under den store lænestol og i den sad Laust Tingleffs mor på skatten. Kæltringerne ville nu undersøge stolen og befalede moderen at stå op. Men Hun var bomstærk og de kunne ikke rokke ende. Pengene var reddet.
Stamfaderen til familien Jansen på kroen og Kresten Jensen kom også i klammeri med kosakkerne, men han var en god rytter og havde en god hest på hvilken han red over ”æ Vestre Skytt”. De kunne de ikke og han flygtede over heden.
Det fine jagtselskab hos mosekonen
Engang var der et fint jagtselskab vest for Rens på de store heder og moser. Til sidst kom selskabet også på Hovmosen. Mosekonen holdt smugkro og herrerne tog ind for at spise frokost. Hos mosekonen gav det kaffepunch. Det smagte selskabet udmærket. Efter at selskabet havde sat sig til bords bemærkede Nissen tørt:
Det fandt de herrer nu ikke var så smart. Og værre var det, at Nissen bemærkede, at konen om morgenen havde ”følt” hønsene, og at hun anså det overflødigt at vaske sig. Om punchene derefter blev stående, vides ikke.
De to kolonister på Rens Mark
På Rends Mark var der kun to kolonister (Familier) mens der ved Lille Jyndevad var flere. Det ene kolonisthus brændte ved lynnedslag 1873. Lynet dræbte også gamle Peter Herder. Sønnen Johan Herder ægtede Hans Hjulers søster Stina. Men hun døde barnløs. Enken giftede sig med Johan Meier.
Den gamle Peter Herder var i mange henseende en original. Han var vidt og bredt bekendt for sine kure mod hugormebid. Patienterne måtte drikke en masse te lavet af Peter og så strøg han såret. Og mumlede nogle ord – måske en slags besværgelse. Disse behandlinger kunne ikke udføres på egen grund. Derfor blev patienten ført over på en nabomark, mens de behandlede ham.
I Rens levede man småt. Der blev slagtet en gris og et får hvert efterår. Klæderne vævede moderen selv efter at have spundet garnet.
Lærer Petersen led en hård skæbne
På et tidspunkt var der en lærer i Rens, der hed P.H. Petersen fra Emmerlev. Han var udgået fra det danske seminarium i Tønder før 1864. Han var en tid huslærer hos den danske præst Koch der viede ham til hans kone i skolen under Dannebrog. Denne lærer viste meget tålmodighed over for børnene. Men undertiden blev han ret hidsig og så vankede der klø.
Lærer Petersen led en hård skæbne. Hans kone døde. En datter druknede sig i åen og en den datter døde som ung kone. Dette var selvfølgelig ikke gået sporløst forbi ham. Det var måske årsag til, at det sidst gik ned ad bakke for ham.
Koldfeberen rasede
Om efteråret var en masse daglejere og sommerkarle arbejdsløse. Mange af dem drog til marsken, Nordstrand og Pelworm for at tærske. I marsken herskede dengang koldfeberen (æ Kold). Det var en farlig sygdom. Mange tærskere kom hjem med den og kunne ikke kom af med den.
Man ”sad oppe” om aftenen fra Mikkelsdag
Til Mikkelsdag begyndte man at sidde oppe om aftenen. Bonden havde et tykt talglys for sig på bordet. Det skulle oplyse stuen, som dog henlå i halvmørke. Konen og pigerne kartede, spandt eller strikkede. Karlene snoede tyder (halmreb). Om vinteren hvilede alt markarbejde.
Markarbejdet kunne være bidende koldt
Tidligt i marts begyndte markarbejdet i bedende kulde. Drengene måtte passe fårene og karlene begyndte at rydde grøfterne. På Søndermarken var disse tørre. Så kom ”Flaw” – gravningen og tørvestrygningen. Omkring midsommer begyndte høsten. Længe før var kreaturerne kommet ud.
Når vejret var godt om sommeren, var hyrdelivet dejligt. Man havde godt smørrebrød med. For – og efteråret måtte de døje med meget kulde. De fattige drenge i Rens havde ikke varmt tøj på. Man startede ofte med græsslåning kl. 3 -4 om morgenen. En forsvarlig madkurv havde de med. Hen på formiddagen kom bonden selv med grød.
Rugen var den vigtigste kornsort i Rens. Når denne var høstet, blev der holdt ”Rowhøtte”. Så fik man vinsuppe og kogt skinke, derefter punch. Alle der hjalp i høstarbejdet var inviteret.
Markmanden og vægteren i Rens
Byen havde naturligvis også en markmand, som gik afvekslende i kost hos bønderne. Om aftenen gik han rundt omkring gårdene og noterede det kvæg, som han havde fundet på fremmed område. Det skete med en kridtstreg på en bjælke i stalden.
Om vinteren havde man også en vægter. Vægteren passede også på at fårene ikke gik over den værste rug. Snuppede han nogle får kom de i ”æ hellet”. Dette udløste en bøde på 10 Pf. Men nu gik det ofte for mange punch i den.
Indtil ca. år 1900 var der en nattevægter i Rens. På brystet havde han et skilt, hvor der stod ”Nattevægter”. Som regel havde han en tyk stok i hånden og fulgtes af en hund. Han gik byen rundt og sang hver time f.eks.:
Nattevægteren skulle holde øje med ildløs. Han skulle også høre efter, om der var roligt i staldene.
En pranger var her også
Jo der levede skam også en pranger i Rens, som handlede med får og ”simple” kreaturer. Han var altid kørende i en gammel fjedervogn forspændt en gammel krikke. Han var kvartalsdranker og blev ofte længe borte, så han blev eftersøgt.
I Rens var der også ”æ Armhus”
Man troede på de underjordiske
I Rens troede man i gamle dage fuldt og fast på at der boede underjordiske i ”Belhy”. Manden fra Pebersmark gik en aften hjem fra Rens. Han så en mand kom gående foran ham. Han ville da gerne have et følgeskab med ham og satte farten op. Men han kunne ikke afhente manden. Ankommet til ”Belhy” bøjede manden ned ad marken ved højen- og var borte.
Åreladning, kopsætning og smeden trak tænder ud
Dengang brugte man masser af åreladning og kopsætning. Alt gik godt, og der kom ikke til blodforgiftning og det kan undre. Det ladejern man brugte var rustent og blev aldrig desinficeret. Konen, der udførte ”Operationen” tørrede jernet af i forklædet efter brug. Mange får det foretaget flere gange om året.
I huset foran kommuneforstander Hans Højst, sad smeden flere gange på knæ og trak en eller flere tænder ud med en knibtang fra ”æ smirre”
Sådan kurerede man ”Engelsk Syge”
Så kunne man også kurere ”Engelsk Syge” i Rens:
Da rakkeren blev jaget ud af byen
Øst for byen Jyndevad i Sandpoldene lå for mange år siden byens smedie. I gamle dage var det strengt forbudt at flå selvdøde dyr og navnlig heste. Man skulle give rakkeren i Tønder besked, så kom han og flåede dyret og begravede kroppen. Huden tilhørte rakkeren som vel også fik et lille pengebeløb for det.
Ordentlige folk rørte ikke ved et ådsel. En dag lå en gammel krikke død ikke langt fra smedjen. Rakkeren var nu kommet for at øve den sidste vennetjeneste mod det gamle dyr. Da opdagede han at skoene var taget af. Intet lå ham nærmere end at tro at smeden var gerningsmanden. Rakkeren havde måske heller ikke helt uret. Hestesko dengang havde en vis værdi.
Rakkeren var til hest og red nu hen til ”smirre” og forlangte skoene. Smeden nægtede at kende noget til dette. Der kom til klammeri og skænderi mellem de to. Rakkeren truede med at stikke en kniv i dørkarmen over indgangen, så var huset uærligt.
Rakkeren stod nu truende med kniven og ville stikke til. Men nu tog smeden en glødende jernstang ud af ilden og sprang hen mod rakkeren og jog det glødende jern mellem hestens bagben og lovede også rakkeren en omgang. Denne tog i fuldt firspring ud gennem byen og er ikke set siden.
Hvad fik man at spise på gårdene i Rens?
Hvad fik man at spise ude på gårdene i Rens dengang?
Boghvedegrød var meget yndet. Man sagde at byen Eggebæk blev kaldt for ”Grødbæk”. Her fik man boghvedegrød 21 gange om ugen. Måske var det nok lige lidt overdrevet.
Gildekost til ”Rovhøtte og begravelser var kogt skinke med stuvede kartofler og hvedebrød. Dertil søbede man en rigtig vinsuppe, men af tallerkner.
Begravelseshøjtidelighed varede i to dage
Begravelseshøjtiderne var hos bønderne i Rens meget store og varede i to dage. Om morgenen kom præsten og degnen for at tale og synge liget ud. Hele følget fik så kaffe og kager. Efter hjemkomsten fra kirken gik man til bords. Ved denne lejlighed fungerede en skaffer. Gamle lærer Petersen havde det hædershverv at ”sætte på rette plads”. Det var undertiden lidt svært at finde rangfølgen.
Om eftermiddagen gav det kaffe og kage. Mændene fik en kaffepunch. Til aftensmad gav det te og godt smørrebrød. Og mændene fik igen punch – denne gang en te-punch.
Den anden dag gav det kun middag og kaffe. Selskabet var blevet meget mindre. Og så fik man ”æreøl”. Tallerkner, galer, knive osv. Blev lånt hos gæsterne.
En for-brand
Der skete mystiske ting i Rens. Ja det har vi egentlig allerede hørt om. For en gård I Rens var der set en for-brand. Gården er dog ikke brændt endnu. Alligevel er det noget at fortælle om dette varsel. Gården blev i 1890erne brudt ned og nogle fag bygning blev solgt til tre forskellige ejendomme på Bramsted Mark, Egebæk Mark og Lille Jyndevad Mark. Her blev byggematerialet anvendt til tilbygninger. Under et heftigt tordenvejr omkring 1900 slog lynet ned i disse tre ejendomme og de nedbrændte alle tre på en dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Artikler fra Slogs Herred
Dato: maj 4, 2024
Fattighuset i Hostrup Sogn
Bagerst i artiklen kan du finde en oversigt over 41 artikler fra Slogs Herred. Fattigforsørgelse fra 1738. Afgifterne forhøjet i 1740. En fattigkapital på 960 mark. Kling-pungen indført 1719 i Tønder Amt. Penge testamenteret til de fattige. En gård blev købt på Fattigkassen regning. I 1830 var der 32 personer på Fattiggården. I 1843 blev der sat ild til Fattiggården. Måtte ikke gå på kro men skulle gå i kirke. Straf og forbud. Brændevin og tobak tilladt i begyndelsen. Den uheldige fattigfoged. Ottsen blev ny bestyrer af Fattiggården. ”Tilstrækkelig mættelse” Fattiglemmer mistede deres personlige frihed. Johanne fortalte om oplevelserne til halvbroderen. Børnene skulle tage del i arbejdet. Klæderne blev taget bort om aftenen. Masser af håndarbejde De forskellige beboere. Han kravlede mod Solderup. Maren kendte ikke sin søn. Afføring direkte ned i grøften. Matthias Ottsen mistede kone, svigermor og fem børn i løbet af få år. Stanken bredte sig.
Fattigforsørgelse fra 1738
Længe inden man fik Fattighus i Hostrup Sogn blev det sørget for de fattige. Således blev fattigforsørgelsen i året 1738 indrettet således:
Afgifterne blev forhøjet i 1740
Således var paragrafferne. Hvordan det blev udført i praksis, vides ikke. Men i hvert tænkte man på de fattige.
Den 17. december 1740 besluttede præst og ”Ottemænd”
at der skulle betales 1 Mark lybsk udover det ordinære af hver plov.
En fattigkapital på 960 mark
Den førnævnte fattigkapital på 960 Mark lybsk er opstået ved frivillige gav større gaver. Pastor Eichel, som var præst i Hostrup fra 1722 – 1767, at de 300 Mark blev skænket i hans tid af Lorenz Petersen i Hostrup. Resten stammer vel så fra forrige tider.
Men der kom mere til. Hans Lassæus af Store Tønde stiftede et legat på 100 Mark med den bestemmelse, at fattige børns skolepenge skulle betales af renterne. Summen udbetaltes af Hr. Andreas Nissens enke i året 1734 og blev udsat på rente hos Johan Jensen i Jejsing.
Dengang blev skolepengene for de fattige børn betalt af kling-pung-penge.
Kling-pungen indført i 1719 i Tønder Amt
Kling-pungen var efter en skrivelse fra provst Reimarus i Tønder i 1719 næsten indført i kirker i hele amtet. Når der blev penge til overs, blev der også anskaffet gode og ”opbyggelige” bøger til de fattige børn f.eks. bibler, Ny Testamente, Katekismer eller børnebøger.
Penge blev testamenteret til de fattige
Den omtalte Hans Lassæus Nissen af Store Tønde døde som ungkarl den 12. september 1713, 36 år gammel. Han skænkede ved sin død en alterbeklædning og en lysekrone til Hostrup Kirke. Diverse mennesker testamenterede penge til de fattige.
En gård blev købt på Fattigkassens regning
I året 1819 købte Hostrup Sogn med kirkevisitatorens tilladelse for Fattigkassens regning Andreas Hansens gård i Hostrup. Denne havde før tilhørt slægten Ehnstedt i to slægtsled. Den ældre Ehnsted havde været løjtnant og førte sit navn efter sognet Ensted.
Gården blev købt med det formål at bygge et Fattig – og Arbejdshus på dens jorder. Købesummen var 8.800 mark. Størstedelen af ejendommen blev dog solgt til Johan Chr. Werner i Hostrup.
For at ombygge stedet blev træ, tømmer og sten købt i Aabenraa. Murstenene hentede man hos fire forskellige. Glarmesterarbejdet blev leveret fra Tønder. Istaget kom fra Aventoft, Grippenfeld og Tønder mens en del rugtag købt i Bov.
For at få gælden længere ned solgtes en del jord. Og Fattigkassen måtte optage et lån.
I 1830 var der 32 personer på Fattiggården
Ved nytårstid 1830 var der optaget 32 personer. Deraf var 6 helt gamle eller helt uarbejdsdygtige. 21 var børn mellem 3 og 14 år.
Foruden disse fattiglemmer fik ikke så få ude i sognet understøttelse enten i form af penge eller naturalier (rug, tørv, lærred, uld osv.)
I 1834 var der mellem 32 til 47 fattiglemmer.
I 1843 blev der sat ild til Fattiggården
Den 16. august 1843 nedbrændte Fattighuset. Ilden var påsat ”von verruchter Hand”. Otte dage før var der gjort forsøg i samme retning. Otte dage før var der gjort et forsøg i samme retning, men da mislykkedes det.
Måtte ikke gå på kro men skulle gå i kirke
Fattighusets medlemmer måtte ikke betræde sognets kroer. Dersom nogen blev for længe borte eller kom fordrukken hjem, fik de ikke orlov i de første 3 til 12 uger.
Søndag formiddag skulle alle som kunne besøge kirken, men de skulle vende tilbage til Fattiggården straks efter, at gudstjenesten er til ende.
Straf og forbud
Dovenskab, trods, ulydelighed, uanstændige talemåder og lignende blev straffet med unddragelse af et måltid eller med afsondring fra de øvrige i 2 eller 3 dage. Nyttede disse straffemidler ikke blev øvrigheden tilkaldt.
Brændevin og i almindelighed også kaffe, te og tobak var det aldeles forbudt at nyde i Fattighuset. Undtagelser fandt kun sted under særlige omstændigheder. Forsynede man sig ad omveje og i hemmelighed med disse ting, så blev det frataget vedkommende og han/hun fik en passende straf.
Brændevin og tobak tilladt i begyndelsen
I den første tid så man ikke så streng med hensyn til brugen af brændevin og tobak, i det mindste i de første år. I 1819 og 1820 blev der f.eks. på Fattigkassens regning købt en eller halvanden kande brændevin til fattiglemmers begravelse.
Røgtobak og snustobak blev ikke blot uddelt til jul men indimellem blev der også givet tobak til en af fattiglemmerne.
At man senere forbød brugen af brændevin, er ikke så mærkelig. Der fandtes også drikfældige personer blandt de kvindelige fattiglemmer. En mand og to kvinder, som i 1838 ønskede at komme ud af fattiggården måtte således skriftlig forpligte sig til at lade sig føre tilbage igen, så snart de hengav sig til drik og lavede larm og spektakler.
Den uheldige fattigfoged
Besynderligt nok indsatte man endnu i året 1837 en mand som ”Fattigfoged”, skønt man strengt måtte advare ham,
Den 10. januar 1839 blev han da også afskediget igen, fordi han drev rundt i sognet og ikke brød sig om tiggere. Tværtimod lod han sig bestikke af dem og ”gennemsværmede” en nat med dem henne i Solderup. Det var også sket flere gange, at han var kommet beruset hjem til Fattiggården og havde lavet spektakler.
Ottsen blev ny bestyrer af Fattiggården
For dem, der ikke ved det befinder vi os ca. 8 kilometer øst for Tønder. Det var kromanden i Hostrup, Mathias Ottsen der ryddede brandtomten efter branden i 1848. Der skulle bygges en ny fattiggård. Og man havde bestemt, at den skulle have en indvendig bredde på 16 alen.
Ottsen blev den nye bestyrer af den kommende fattiggård. Han skulle skrive under på en seksårig kontrakt. Han skulle tage imod 16 fattiglemmer ad gangen og give dem kost og pleje for en mark pro person pr. uge. Og så kunne han frit anvende dem som arbejdskraft.
”Tilstrækkelig mættelse”
Fattiglemmerne skulle holde deres stuer rene, rede deres senge, besørge vasken og gensidig hjælpe hinanden. Om kosten hedder det i kontrakten at alt skulle være rent ordentlig tillavet og alt skulle være ”tilstrækkelig til mættelse”.
Middagsmaden skulle være:
Til aftensmad skulle fattiglemmerne hver aften have ny kogt grød og hver morgen grød med øl eller mælk, eller også øl og brød med lidt mælk i, såkaldt ryk ”varm-øl”.
På de tre høje festdage og på nytårsdag blev der opvartet med frisk suppe om middagen.
Fattiglemmer mistede deres personlige frihed
I øvrigt skulle behandlingen af alumnerne rette sig efter et af kongens stadfæstet regulativ af 22. december 1842 for ”Fattig- og Arbejderhuset i Hostrup Sogn”. Ifølge dette overgiver hvert fattiglem ved optagelsen alle sine ejendele til fattighuset og mister tillige sin personlige frihed.
Ingen må således gå i byen eller på besøg uden bestyrerens tilladelse. Også søndag eftermiddag kan kun nogle få ad gangen få lov til at forlade huset. Enhver skal meddele, hvor han/hun går hen og må være hjemme igen til den af bestyreren fastsatte tid.
Johanne fortalte om oplevelserne til halvbroderen
Fire måneder efter at Matthias Ottsen havde underskrevet kontrakten stod fattiggården endelig færdig. Den 25. august 1844 kunne familien, der foruden ham og hustruen bestod af svigermoderen, to drenge og to piger flytte ind.
Johanne Marie Ottsen, den ene af pigerne blev 97 år. Hun fortalte om Fattiggårdens indretning og beboere til sin 22 år yngre halvbroder Matthias Bendix Ottsen. Hendes beretning er inkluderet i denne gengivelse. Broderen nedskrev nemlig oplevelserne.
Børnene skulle tage del i arbejdet
Børnene måtte tage del i arbejdet i hus have og på marken. De blev ikke skånet for noget. ”Far var streng”, sagde søsteren. Om han var det overfor fattiglemmerne har søsteren ikke fortalt noget om, men mon ikke? Børnene hjalp os med at pleje de syge og gamle.
Klæderne blev taget bort om aftenen
Der var kakkelovn i her stue og to dobbeltsenge – i en stue til tre. Folkene sov to og to i hver seng. Børn sov hos voksne. Klæderne blev taget bort om aftenen for at forhindre folk rømmede om natten, hvad nogle havde hang til.
Beboerne gik i deres medbragte tøj. Skulle mændene have nyt fik de klæder af hjemmevævet himmelblåt vadmel. Drengene ligeledes.
Masser af håndarbejde
I arbejdsværelset blev der gjort håndarbejde, vævet, strikket, spundet, kartet – af dem, der kunne. Mændene snoede tækkereb af halmstrå. De arbejdsdygtige var forpligtede til at arbejde med i haven og på marken, overhovedet ved hvert arbejde i køkkenet også. Der blev også knyttet fiskegarn.
De forskellige beboere
Omkring 1850 var der på fattiggården en sypige, der hed Ingeborg. Hun var så fuld af gigt, at hun ikke kunne spise selv. Marie Ottsen måtte made hende.
Gale Karen blev efter at armhuset var brændt, boende i ovnhuset. Mens gården var under genopbygning, fik hun maden bragt fra kroen. De øvrige fattiglemmer kom i pleje rundt om i sognet.
Maren Cornelius var en pæn kone. Det var hendes mand, der havde stukket ild på det forrige Fattiggård. Hun bad hver aften sin aftenbøn ved vinduet.
Regine var en blikkenslagerenke fra Jejsing. Hun lå hele tiden til sengs og strikkede klude, strikkede og trævlede op igen. Hun havde ingen anden dyne end sine mange klude. Hun fik maden bragt ind.
Han kravlede mod Solderup
Kæsten Paulsen en bror til husslagter Peter Paulsen i Hostrup – øste ende var en lille tyk bamse, men vanfør. Hans knæ sad tæt sammen. Han kunne ikke gå, men kravlede hen ad jorden. Han kunne dog vaske sig selv på vandhuset. Sommetider kravlede han ud på marken. Nogle gange lagde han sig ude i agerren. Men nogle gange var han også på vej til Solderup, hvor hans mor boede. Han nåede aldrig så langt. Han blev kørt hjem på en trillebør. Han var ellers flink nok.
Maren kendte ikke sin søn
Maren Høegs boede i stalden eller dog i et lille rum ved loen, der havde et gittervindue ud til stalden. Hun havde en seng og en stol, men der var ingen kakkelovn. Hun var ikke vel forvaret. Hun havde engang haft en kæreste og havde en søn, en pæn ung mand, der besøgte hende. Men hun kendte ham ikke.
Hun kunne ikke være sammen med de andre for hun grisede sig til. Hun spiste om sommeren i køkkenet, om vinteren i arbejdsværelset. Men egentlig spiste hun ikke – hun åd. Hun spiste af svinetønden, hvis hun kunne se sit snit til det. Altid var hun sulten.
Hun løb til Jejsing eller Solderup, hvis der ikke blev passet på hende.
Afføring direkte ned i grøften
”Vandhuset” ved Fattiggården stod øst for huset over den dybe grøft. Afføringen faldt direkte ned i grøften. Hvor tit, der blev renset vides ikke. Om sommeren var der en vældig mødding, og stanken mærkedes i nærmeste omegn.
Matthias Ottsen mistede kone og fem børn
Selv om de første år som fattiggårdsbestyrer må have været svære, forlængede Matthias Ottsen to gange kontrakten med tre år ad gangen til i alt 12 år.
Inden for de første år mistede han foruden hustruen Bertha Maria og svigermoderen og ikke mindre end fem børn. Yderligere var en søn død lige før de flyttede ind på Fattiggården.
Efter hustruens død holdt Matthias Ottsens halvsøster Botilde Mikkelsen hus for ham, indtil han i 1849 giftede sig for anden gang med kniplersken Anna Margrethe Jørgensdatter fra byen.
Stanken bredte sig
Sønnen Matthias Bendix Ottsen, som nedskrev søsterens erindring om fattiggården, var selv født længe efter at familien havde forladt Fattiggården. Selv huskede han kun gården fra besøg hos den efterfølgende bestyrers jævnaldrende søn. Særlig huskede han den:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Artikler fra og om Slogs Herred:
Fattige i Sønderjylland:
Dato: maj 1, 2024
Hvad der læses mest – i april 2024
11 nye artikler i april. Nu er der 2.137 artikler i 16(15) kategorier. Truet med retsforfølgelse. Igen restriktioner fra Facebook/Meta. Masser af spørgsmål. Artikler i diverse årsskrifter og tidsskrifter. Daglige problemer med internettet. Facebook – statistik. Hvilke byer læser mest dengang.dk. Hvordan ser det ud med foredrag? Når vi 5.600 følgere? Ja det gjorde vi. I den forbindelse – Velkommen til alle nye følgere – Der har været mange nye i perioden.
11 nye artikler i april
Der blev til 11 nye artikler i april måned
Du har nu adgang til 2.137 artikler
Det er så ikke helt rigtigt, fordi vores ene kategori bestående af 9 artikler endnu ikke virker. I fire kategorier oplever du et plus og hvad betyder dette? Ja det betyder, at du kan læse artikler fra samme tema under andre kategorier.
Truet med retsforfølgelse
Ja man kan kun takke sig selv for det. Vi respekterer selvfølgelig ophavsretten. Men nogle gange går det måske lidt for hurtigt at finde et godt billede. Og så tænker man ikke over, at det kunne jo være, at der var ophavsret på fotoet. Og når det så ikke blive reageret første og anden gang, så bruger man selvfølgelig fotoet en tredje gang.
Og så er det et ret stort beløb, man skal af med. Betaler man ikke til tiden, ja så bliver beløbet forhøjet. Og hvis man nægter at betale, ja så går man rettens vej. Det er nok på tide, at ”Den Gamle Redaktør” sætter sig ind i tingene. Og vi skal sandelig love, at der kommer en artikel om Ophavsret.
Vi har selv gang på gang oplevet at vores artikler bliver misbrugt. Med få ændringer ser det ud til, at der andre, der er forfatter til en artikel som ”Den Gamle Redaktør” har begået. Man må gerne dele vores artikler. Husk bare at nævne kilde.
Igen – restriktioner fra Facebook
I en periode har vi oplevet restriktioner som var camoufleret som teknisk uheld. Det har betydet, at vi ikke har kunnet dele ”Guldkorn” fra andre grupper eller ældre artikler fra minder.
Fire advarsler fra Facebook
Vi er igen blevet beskyldt for at udsprede vold fra Facebook. Vi har selvfølgelig protesteret. Således delte vi en anmeldelse fra Pow International angående en bog om Chelmo – nazisternes første udryddelseslejr. Det blev opfattet som spredning af vold. Artiklen blev fjernet. Men hos Pow var alt som det skulle være. Er det forskel på, hvem man er.
Vi havde skrevet en artikel om Deutsches Haus i Tønder. Den har ligget tre forskellige steder. En af stederne var der, hvor Grand Hotel nu ligger og hvor Ungdoms-borgen har ligget. Her skrev vi at nazisterne holdt til. Kan det være udspredning af vold? Kigger man nøje efter på et af fotoerne kan man ane et nazi-flag. Er det udspredning af vold?
Vi har så bragt artiklen uden det famøse foto. Men artiklen fremmer stadig vold!
Den tredje artikel hed ”De skæve eksistenser på Nørrebro” Den har vi bragt mange gange før. Og der har aldrig været påtale. Og hvorfor skulle det være det. Den handler om kræmmere, sprittere, Lersø-bøller m.m. Det var dem på den laveste sociale rangstige i bydelen, jeg her beskrev. Dette blev takseret som udspredning af vold.
Den fjerde artikel var en deling fra en af vores minder. Det vil sige at artiklen har været vist før, men aldrig før blevet sanktioneret af Facebook. Den hed dødsmarch. Vi protesterede selvfølgelig over robottens behandling, men fik ikke medhold.
Vi må atter konstatere, at Facebooks robotter fejlfortolker mange artikler. Godt nok er systemet gratis, men man undres gang på gang over, at sådan noget kan forekomme i et demokratisk land som Danmark. Er vores politikere fuldstændig lige glade eller har Facebook så stor magt, at man ikke kan gøre noget.
Det er igen artiklerne om Anden Verdenskrig og Besættelsestiden, der bliver angrebet fra Facebook. Vi er netop i gang med at læse en fantastisk men også en rædselsfuld bog om Tysklands første KZ – lejr, Chelmo. Den vil vi ikke kunne anmelde på Facebook. Vi kan kun fortælle at vi har skrevet anmeldelsen og at læserne kan gå ind på vores hjemmeside for at læse den.
Vi administrer også en FB – gruppe for Nørrebro Handelsforening. Der delte vi en artikel som handlede om, at butikker ”bliver slået ihjel” på grund af vejarbejde. Også den artikel mener Facebook overskrider reglerne og fremmer vold! Ja faktisk drejer det som om to artikler. Den ene fra Nørrebro Liv og den anden fra TV2 Kosmopol. Men det ”sjove” er, at disse to medier har ikke fået fjernet deres artikler !!!!!!!!
Masser af spørgsmål
Igen har der været masser af spørgsmål – lige fra ”den vulgære sport” til Båd-kultur i Tøndermarsken. Tak til læserne for de interessante henvendelser. Og tak for alle roser.
Artikler i diverse årsskrifter og tidsskrifter
Vi har tidligere omtalt at vi har artikler i diverse årsskrifter og her på det seneste to artikler i Årsskriftet for Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Et par læsere har spurgt om de må offentliggøre nogle artikler i andre tidsskrifter. Og det må man gerne med kildeangivelse.
Daglige problemer med Internettet
Her er der daglige problemer med internettet. Så kan det knibe med at lægge artikler på Facebook. Nogle gange bliver det først ud på eftermiddagen. Egentlig skulle vi her i ejendommen have fået nyt system, men det bliver hvis ikke til noget!
Facebook – statistik
Hvilke byer læser mest – dengang.dk
Hvordan ser det ud med foredrag?
Det var ellers programsat en hel del foredrag. Men lige øjeblikket er genoptræningen nok vigtigere. Det er en halv time hver dag. Og om tirsdagen halvanden time i fitnesscenter. Ville gerne have nævnt en dato – nu er jeg klar igen – men det er umuligt at sige.
Når vi 5.600 følgere? – Ja det gjorde vi
Ja det er lige før. Vi mangler en. Der har været en stor tilgang i den sidste periode. Velkommen til alle nye, håber at I får glæde af siden. Som du kan se, er det 16 (15 kategorier at vælge imellem. Kommer der nye spændende bøger, anmelder vi også dem. I den sidste periode har vi anmeldt hele tre nye spændende bøger. Hver måned gennemgår vi, hvad der sket på siden. Før havde vi også diverse hitlister – men det program, som vi brugte til dette, havde en vis forbindelse til nogle tjenester, vi ikke rigtig bryder os om. Vi forsøger hele tiden at komme med nye artikler inden for alle kategorier.
Dato: april 24, 2024
Højer har fået en snublesten
Artikel fra Der Nordschleswiger, som vi fik lov til at oversætte. Boede til leje hos grandtanten. Ug far efterlod kone og barn. Hændelsen rystede naboerne. Et navn som ikke blev glemt. En skæbne, der berørte. Et spændende øjeblik. Det var ikke det første besøg i Herbergsgade. Vigtigt at huske de frygtelige konsekvenser. Håber på flere snublesten til Tønder Kommune.
Tak til Der Nordschleswiger
På grund af et privat initiativ befinder der sig nu foran Volker Heeschs hus den første snublesten i Sønderjylland. I højtideligheden ved nedlæggelsen deltog familiemedlemmer til grænsegendarm, der i 1945 døde i en koncentrationslejr i nærheden af Braunschweig.
Vi har af Der Nordschleswiger fået lov til at oversætte en artikel fra deres avis – Vi takker mange gange.
I København, Fredericia, Flensborg og andre byer findes de – snublestenene. Med disse sten bliver der tænkt på ofrene af Nationalsocialismen.
Snublestenen er en sten med en messingplade og den er lagt foran ofrets sidste bopæl.
Takket være et privat initiativ findes der nu også i Sønderjylland – i Højer – en sten med en messingplade foran den sidste bopæl for ofret.
Volker Heesch er pensioneret redaktør af Der Nordschleswiger har foran sit hus i Herbergsgade 9 anbragt en mindetavle. Den er til minde om gendarm Alois Hermann Peter Boye Spetzler Petersen.
Boede til leje ved Grandtanten
Han blev i 1939 ansat i grænsegendarmeriet i marskbyen Han boede til leje hos Heeschs grandtante Marie Matthiesen. Han tilhørte 291 af de 337 grænsegendarmer, der den 19. september 1944 blev anholdt af den tyske besættelsesmagt. Han blev derefter interneret i den kun få måneder gamle Frøslevlejr.
141 af dem blev deporteret til Neuengamme, selv om Danmark egentlig var blevet forsikret, at de kunne blive i Frøslevlejren, beretter Volker Heesch.
Ung far efterlod kone og barn
Alois Spetzler Petersen hørte til en de mænd, der i oktober 1944 kom i en udelejr. Han blev bragt til Schandelah ved Braunsschweig. Heesch fortæller, at 38 af de 141 gendarmer, der kom i en Kz-lejr, døde der. Spetzler Petersen døde af tvangsarbejde.
Manden, der stammede fra Herslev ved Fredericia, døde den 4. marts 1945 i en alder af 31 år. Han efterlod i Højer sin kone og sin toethalvt år gamle datter, Birthe.
Hændelsen rystede naboerne
Sådan beretter Volker Heesch.
En nabo fra den tid kan endnu huske den lille pige.
Et navn, som ikke blev glemt
Den historisk interesserede Heesch har kendt til den triste skæbne for Alois Spetzler gennem 50 år. Jeg har husket navnet, siger Volker Heesch.
Fra lille kom han i grandtantes hjem og han lyttede intens, når hun fortalte historier fra byen.
Sådan fortæller den 68-årige.
En skæbne, der berørte
Da han for flere år siden besøgte Frøslevlejrens Museum, fandt han navnene på en mindetavle over grænsegendarmerne. Flere informationer over de frygtelige skæbner for gendarmerne fik Henrik Skov Kristensen, den tidligere leder af museet.
Sådan beretter den pensionerede redaktør.
Et spændende øjeblik
Da han henvendte sig til Lokalhistorisk Arkiv i Fredericia for at få flere informationer om grænsegendarmens levnedsløb. Han stammede fra området. En medarbejder gjorde opmærksom på Alois Spetzlers datter.
Volker Heesch var temmelig oprevet da han optog forbindelsen til Birthe Spetzler Simonsen, som var tre år gammel, da faderen blev deporteret.
Til Volker Heesch glæde deltog den aktive dame fra Korsør i fredags ved afsløringen i Højer.
Sagde den taknemlige og meget rørte Birthe Spetzler Simonsen efter at hun havde sat snublestenen foran hendes fars sidste bolig.
Det var ikke det første besøg i Herbergsgade
Birthe Spetzler Simonsen var med hendes dater Marlene Spetzler Larsen og hendes svigersøn Jens Larsen kommet til Højer.
Familien har familie i Sønderjylland og ofte har de taget en omvej over Højer og taget en tur forbi Herbergsgade, når de har besøgt familie i Tønder og Skærbæk eller når de besøgte Rømø.
Vigtigt at huske de frygtelige konsekvenser
Den nuværende borgmester, Jørgen Popp Petersen deltog i højtideligheden. Han nævnte, at en arbejdsgruppe i Tønder Kommune, hvor også Volker Heesch deltog havde beskæftiget sig med snublesten. Da arbejdet i øjeblikket var sat på pause, var han glad for, at Volker Heesch ikke havde opgivet, men i stedet var blevet aktiv.
Sådan sagde borgmesteren, der også rettede en stor tak til initiativtageren.
Håber på flere snublesten
Volker Heesch håber, at det lykkedes ham, at få flere snublesten til Tønder Kommune. Han havde givet opgaven til Gunter Demning i Köln. Han er initiativtageren til Snublestenene.
I mellem tiden findes der 100.000 snublesten i 21 lande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Grænsegendarmer
Dato: april 16, 2024
Slaget på Israels Plads
Dette er en anmeldelse af Søren Kolstrups bog: Slaget på Grønttorvet. Men vi går lidt videre for at finde ud af, hvorfor vi alligevel ikke fik revolutionen. Forfatteren har fået meget med på de 100 sider. Man kan vel ikke bebrejde ham, at han ikke nævner så meget om det, der skete i Nordslesvig. Bogen kan varmt anbefales. Med fastelavnskøller gik det tidligere mod Børsen. ”Spillebulen lukket af arbejdsløse”. Anholdt ude ved Ladegården. ”Spektakel-togter” kaldte politiet det. De ville omstyrte et ”uretfærdigt” system. Socialistisk revolution var tæt på virkelighed. Arbejderne klagede over arbejdsløshed og fattigdom. De fredelige og de revolutionære. Tre anholdte syndikalistiske ledere blev forlangt løsladt. Opfordring til generalstrejke blev ikke til virkelighed. Nu skulle de røde have tæsk. Socialdemokrater blev beskyldt for at være får. Bladet ”Klassekampen” beskyldte hændelsen på Israels Plads for at være blodbad. De gamle træstave blev taget i brug. Mange sårede under kampene. Politiet var klar. Mange forbedringer for arbejderne de kommende år. De revolutionære var ikke internt enige. Socialdemokraterne advarede mod den syndikalistiske organisation. Men protestbevægelsen havde alligevel opbakning 70 fagforeninger. Socialistisk Arbejderparti blev dannet i 1918. Rabarberdrengen Christen Christensen. De arbejdsløses organisation Hver enkelt betjent fik 100 kr. af justitsministeren.
Forfatteren har fået meget med
En ny interessant bog har set dagens lys. Og det er den populære serie fra Århus Universitets Forlag. Nu koster de ikke mere 99, 95 med er steget med 30 kr. Man har herfra succes med at tage interessante emner op og så får de folk, der ved hvad de skriver om – til at skrive. Det er i serien 100 Danmarkshistorier. Vi har tidligere anmeldt bøger i den serie på vores side.
Igen en gang må man beundre forfatteren også til denne bog at kunne få så meget med på 100 sider. Men som vi plejer at gøre, har vi kigget i andre kilder.
Der skete noget i Nordslesvig
Måske kunne man have nævnt begivenhederne i det nordslesvigske, hvor revolutionen i den grad satte sindene i bevægelse – i særdeleshed i Tønder og i Sønderborg. Men du kan i hvert fald læse om det på vores side. Og den ”Gamle Redaktør” her overvejer om han skal lave en vol. 2 til begivenhederne i Tønder.
Bogen kan varmt anbefales
På den anden side har det nok ikke pladsmæssigt kunne lade sig gøre. Det skal nu ikke bebrejdes forfatteren.
Bogen er særdeles velskrevet og kan varmt anbefales.
Med fastelavnskøller på vej mod Børsen
1918 var politisk set meget uroligt. Afslutning af Første Verdenskrig, den russiske revolution. Herhjemme begyndte demonstrationerne Fastelavnsmandag den 11. februar, da gik en lille flok demonstranter bevæbnet med fastelavnskøller ind på Børsen og angreb børsmæglerne. Senere blev politiet angrebet med murbrokker. ”Stormen på Børsen” blev fulgt af flere andre episoder.
Spillebulen er lukket af de arbejdsløse
Magten skulle overtages og porten til Børsen smækkes og låses med et stort skilt:
Aktionen krævede nøje planlægning og snilde, men også vovemod og en tro på den kommende revolution.
Politiet vidste ikke hvor den store forsamling var på vej hen. Derfor greb de ikke ind. Og da det blev klart, var det for sent. Da optoget nærmede sig Børsen, begyndte de mange arbejdsløse pludselig at løbe frem mod Børsrampen. Her stod Fritzner og Gissemann klar. De havde overmandet dørvagten og kunne nu lukke dem ind.
”Stormen på Børsen var en protest mod fødevarepriserne, som børsmæglerne pressede op ved at spekulere, men det var samtidig også en bredere protest mod dem, der havde skabt krisen og dem, der profilerede på krigen.
Anholdt ude for Ladegården
I august 1918 var tre medlemmer af den revolutionære ledelse blevet anholdt efter uroligheder ved en episode foran Ladegården på Åboulevarden, hvor en militæruniform var blevet hængt op i en lygtepæl. Derefter blev den hånet med opløb, dans og tilråb.
Spektakel-togter
Grønttorvet blev samlingsstedet for flere andre episoder. Politi og domstole slog hårdt ned mod ”Spektakel-togter”, som det hed i politirapporterne. Demonstranter, talere og politiske ledere blev mødt med arrestationer, bøder og fængselsdomme.
Marie Nielsen skrev den 10. november 1918 begejstret i ”Klassekampen”
De ville omstyrte et ”uretfærdigt” system
Selv om mange Syndikalister med tiden tog afstand fra bolsjevikkerne, var revolutionen eksemplet på, at det var muligt at omstyrte et uretfærdigt system. Det gav dem et håb om forandring og en tro på at det faktisk kunne lade sig gøre.
Syndikalisterne og folkene med anarkistisk tankegang mente, at vejen bort fra kapitalismen samtidig måtte indebære et opgør mod statsmagten.
Socialistisk revolution var tæt på
I november 1918 stod politiet og arbejderne over for hinanden i tre dage. En socialistisk revolution var tæt på. Det tænker man nok ikke på i dag, hvor der her er madmarked. Men dengang udspillede der sig på det daværende Grønttorv voldsomme uroligheder. På løbesedler blev der proklameret:
Myndighederne blev dengang vurderet til en af de største revolutionære trusler. Tusindvis af vrede arbejdere var mødt op på Grønttorvet den 13. november for at demonstrere imod politiet og magthaverne.
Arbejdere plaget af arbejdsløshed og fattigdom
Dengang var Danmark plaget af arbejdsløshed og fattigdom. Arbejderne var vrede over deres dårlige forhold og vrede på de personer, der havde profileret sig på krigen.
Det var Gullaschbaronerne, der tjente vildt med penge på at lave dåsemad og sende forsyninger til soldaterne imens husmødrene herhjemme skulle rationere. Der var heller ikke nok mad til børnene.
De fredelige og de revolutionære
Internt i fagforeningerne og Socialdemokratiet var der stor uenighed om metoderne til at nå et mål. Det store arbejderparti var delt i to – de fredelige forhandlere og de revolutionære – syndikalisterne.
Tre anholdte Syndikalister krævedes løsladt
Syndikalisterne troede at revolutionen var nær. Det handlede om at mobilisere masserne. Det ville de gøre gennem demonstrationer og uvarslede strejker.
Slaget på Grønttorvet handlede også om at få løsladt tre anholdte syndikalister, som nogle måneder forinden havde stormet Børsen og jaget folk ud.
Opfordring til Generalstrejke
Fagoppositionernes Sammenslutning og Socialistisk Arbejderparti opfordrede alle arbejdere til en generalstrejke og nedlægge arbejdet. Myndighederne blev meget ængstelige.
Syndikalisterne bakkede også revolutionen op i Rusland. Den blev betragtet som meget demokratisk. Men herhjemme var arbejderbevægelsen mere moderat. Lederne i Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen skyndte sig at lægge afstand til demonstrationen på Grønttorvet.
Nu skulle de røde have tæsk
Sporvognene kørte tæt op ad demonstrationen og det var en rød klud for Syndikalisterne. Konduktørerne trodsede generalstrejken. Derfor hoppede syndikalister op på sporvognene og hev køreledningerne ned. Det var den unge 19 – årige syndikalist Johannes Sperling, der sprang op på en linje 15. Politiet overmandede ham hurtigt. Og det var først på dette tidspunkt politiet gik til angreb.
Sperling blev lagt i bunden af en skovvogn med fem tykke betjente over sig.
Socialdemokraterne blev beskyldt for at være får
I Syndikalisternes blad Solidaritet kunne man dagen efter læs at
Denne iltre Johannes Sperling forsonede sig siden med Socialdemokratiet og blev den første direktør for Dansk Folkeferie.
”Klassekampen” kaldte hændelsen for blodbad
Også i brokvarterne rasede kampen i ca. 3 dage. Bladet ”Klassekampen refererede det bl.a. på følgende måde:
Ja det var ret så kraftige udtryk, der blev brugt dengang i ”Klassekampen”.
De gamle træstave blev taget i brug
De angreb politibetjente med byggemateriale som våben. Ved Nørreport var man i gang med at anlægge undergrundsbanen, så her var der masser af byggemateriale. Og politiet begyndte at tæske løs med deres knipler mod hele forsamlingen. Ja vidner berettede om, at de tog deres gamle træstave i brug.
Det var langt fra alle, der bakkede generalstrejken op. Og der var langt op til de 50.000 som man havde regnet med ville dukke op på Israels Plads.
Mange sårede under kampene
Flere hundrede demonstranter og hundreder af betjente måtte under lægebehandling. Kampene bølgede frem og tilbage i tre dage. Omkring 50 personer blev anholdt og blev idømt langvarige fængselsstraffe. Splittelsen i arbejderbevægelsen førte til dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti.
Politiet var klar
Desværre for Syndikalisterne fik deres demonstration den modsatte effekt af, hvad de ønskede. Politiet kunne argumentere for, at de behøvede ekstra ressourcer. For første gang fik de nu tildelt automobiler som bedre kunne gennemtrænge en menneskemængde og bryde ”sværmene” som menneskemængden blev kaldt. Her egnede politihestene sig ikke så godt.
Man havde lejet en 6 personers Hupmobile og sat en politichauffør ved rattet, desuden holdt 4 drosker parat. Også en motoriseret styrke på 32 revolverbevæbnede mænd og 16 beredne betjente med sabler var klar til at blive sat ind.
Politibetjentene fik nu lov til at fjerne deres numre på deres uniformer. Og et gjorde de faktisk i 98 år. Fra 2016 skulle de igen bære dem. Dengang var den enkelte betjent en stor ”panserbasse”, der skulle slå folk oven i hovedet.
Mange forbedringer for arbejderne
I perioden 1918 – 1920 skete der en række forbedringer for arbejderne. Sygekasser, arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrentelov, boliger, afskaffelse af tyendeloven. Det var meget væsentlige forbedringer trods Venstre – regeringens sociale nedskæringer i 1920erne, blev de stort set bibeholdt.
På selve aktonsdagen præsenterede Stauning sine reformforslag for De Radikale. Og de godkendte de foreslåede reformer.
De revolutionære var ikke internt enige
Begivenhederne i Danmark var et ekko af de samtidige arbejderrevolutioner. Både oprøre, ordensmagt og politikernes handlinger vidner om at man anså en revolution som en reel mulighed. De revolutionære stod dog svagt i Danmark. Den moderate linje stod solidt forankret i arbejderbevægelsen. De revolutionære socialister havde internt svært ved at finde et fælles ideologisk grundlag.
Socialdemokraterne advarede mod den syndikalistiske Ophidselse
Den socialdemokratiske rigsdagsgruppe vedtog et arbejdsprogram, hvor der bl.a. stod:
Socialdemokratiet var tydeligvis bange for, at alt det hårde slid for at blive anerkendt som et serøst politisk parti, der tog del i det parlamentariske arbejde i Folketinget skulle blive kompromitteret af de revolutionære syndikalistiske arbejdere.
Det var kun de faglige organisationer, der kunne vedtage en strejke
Protestbevægelsen havde opbakning fra 70 fagforeninger
Men vi skal da også nævne at protestbevægelsen havde fået tilslutning fra 70 fagforeninger, blandt andet fordi politiets overfald også var gået ud over helt uskyldige på vej hjem fra fagforeningsmøder.
Socialistisk Arbejderparti stiftet i 1918
Socialistisk Arbejderparti var blevet stiftet i februar 1918 af den revolutionære lærer Marie Nielsen. Hun havde siddet i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, indtil hun startede det nye revolutionære parti. I marts var Thøger Thøgersen blevet formand og Marie Nielsen var blevet redaktør på dets avis Klassekampen. Den udkom dagligt.
Ved mødet på Grønttorvet den 10. november talte Marie Nielsen og Thøger Thøgesen, der kort forinden var blevet løsladt. Også de to bagmænd bag ”Stormen på Børsen”, Andreas Fritzner og Poul Gissemann talte.
Rabarberdrengen ”Christen Christensen”
Christen Christensen ildsjælen bag Fagoppositionens Sammenslutning skulle også have holdt tale. Men han sad indespærret. Det var i 1910 han tog initiativ til denne sammenslutning. Han kom bl.a. med forslag om usædvanlige krav om kvinders rettigheder og det indebar ret til seksualundervisning og fri abort. Han var en glimrende taler. Jo, og det var også ham, der skrev bogen ”En rabarberdreng vokser op. Du kan læse flere artikler om ham her på siden.
Jo han mærkede fattigdommen på Nørrebro. For at forsørge Christen og hans 11 søskende måtte hans mor gå rundt på Nørrebro og samle spåner, der kunne bruges til at lave ildtændere. De blev brugt til at tænde op i borgerskabets kakkelovne og kunne sælges for nogle få ører.
De Arbejdsløses Organisation
I Syndikalisternes organisation, Fagoppositionens Sammenslutning begyndte Fritzner og Christensen at undersøge muligheden for at organisere de mange arbejdsløse. Sammen med Socialdemokratiet oprettedes De Arbejdsløses Organisation, til trods for at Socialdemokratiet egentlig havde forbudt dets medlemmer at være tilknyttet Syndikalisterne.
Men efter bruddet med Socialdemokratiet indkaldte de to gennem De Arbejdsløses Organisation til to møder den 11. februar 1918, et i Folkets Hus på Jagtvej 69 og et i Arbejderens Forsamlingsbygning i Rømersgade, hvor Arbejdermuseet ligger i dag. Man skulle vise fagforeningsbog for at komme ind.
Hver enkelt betjent fik 100 kr.
På begge møder opildnede Syndikalister de arbejdsløse gennem kamptaler.
Den 11. november kunne man i Syndikalisternes blad læse at justitsminister Zahle havde beordret forbud mod våbensalg, ammunition og sprængstof. Da det hele var overstået, Statsminister Zahle dukkede op på Nytorvs hovedpolitistation og bragte en gave med til hver mand i styrken på 100 kroner.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 13, 2024
På besøg i Burkal
En af de første beboere. Klostret havde lige som adelen mange besiddelser i sognet. Kirken er fra 1225. De egentlige prædikanter dengang var tiggermunke. Præster fik ofte ”uægte” børn med husholdersken. Man oprettede vikarembeder. Reformationen kom tidligt i Sønderjylland. Præsterne blev lutherske og giftede sig. En evangelisk præst først i 1659. Hertug Hans havde et personligt forhold til sognet. Beboere blev bortvist grundet umoralsk levned. Grøngård fra 1659. Den første evangeliske præst. Menigmand var splittet i sin sjæl. Svenskerne hærgede i sognet. Findes der en fattiggård i Burkal, sådan blev det spurgt fra Tønder. Den kom senere og blev den første i Sønderjylland. Ofte skulle den gamle præstenke også overtages, Den herrnhutiske vækkelse. Præstegården skulle pludselig være herskabsbolig. Den første præst, der var uddannet på Københavns Universitetet, kom til sognet. Pastor Kok fik styr på skolesystemet. Og så var det præsten, der var god il at sælge stude. Pastor Schwartz var ikke nok tysk.
En af de første beboere
Vi besøger atter engang Burkal og skal høre, hvad der skete i denne by.
Den første beboer, som man hører om, er nok Hr. Ubbe Tordsen fra Jyndevad. Han lå i strid med munkene i Løgum om nogle jorder i Burkal Sogn. Han var en betydelig person for selv kongen blander sig. Han fastslår at en dom, der er faldet ud til munkenes fordel skal overholdes.
Klostret havde mange besiddelser i Burkal
Når det ved år 1245 omtales at klostret i Løgum har besiddelser i Jyndevad, så kan det være Ubbe Tordsens ejendom eller jord, som man har overtaget. Senere i 1405 hedder det, at Erik Krummendiek havde Jyndevad i len fra Løgum. Denne familie var en mægtig holstensk adelsfamilie.
Det fortælles at Løgum allerede før 1237 ejede både en vandmølle, jorder og fiskedamme i Lydersholm. Ligeledes hører vi, hvordan bispen i Ribe i 1519 bytter sig til en ejendom i Lund, som havde været i Løgums besiddelse.
Wrågård
Erik Sture ejede Wrågård i 1490, men i 1494 sælger svigersønnen Tielloff van der Wijk den store gård til Løgum. I Bov boede ridder Jannikus Jonsen. Han tilbyttede sig fra Løgum to otting land i 1364. Dette jordstykke var tidligere skænket til klosteret af en kone i Bov ved navn Margaretha Karoli.
Adelen havde også mange besiddelser
Klosteret havde store interesser i sognet. Det havde forskellige adelsslægter også. Slægten Blå havde interesser i selve Burkal. Og godset Nolde blev ejet af Peter Ebbisen før 1365. Og som vi tidligere har nævnt så var Tyge fra Noll ikke fra Nolde. Hellere ikke via folkeviser kan man lokalisere stedet til Burkal Sogn.
Vi hører skam også om almindelige borgere, der fungerede som sandemænd en slags vidner til ejendomshandler. Disse borgere har sikkert været afhængig af adelen. Kirken i Burkal er nok den yngste i Slogs Herred, sammen med Højst, Bylderup og Hostrup.
Kirken er fra 1225
Kirken i Burkal er fra den romanske byggetid. Næsten intet er bevaret af inventaret er bevaret. Efter Reformationen i 1622 er man faret hårdt frem mod det gamle inventar. Man skånede dog Lægmandskrucifikset og den gamle messeklokke. Døbefonten er udskiftet med en ny.
De første 3-400 år hører vi intet om menigheden. Men vi kan dog se, at kirken er bygget omkring 1225. Det har aldrig været et rigtigt tårn på Burkal kirke. Ved højmessen i kirken blev der normalt ikke prædiket. Her var midtpunktet nadveren. Præsten har prædiket ved andre lejligheder.
De egentlige prædikanter var tiggermunke
Men de egentlige prædikanter i tidlig tid var normalt tiggermunkene. I Tønder blev der i 1238 et oprettet et Franciskanerkloster (gråbrødrene) og i 1275 et Dominikanerkloster (sortebrødrene). Disse munke har sikkert haft deres gang i Burkal. De Burkal bønder har mange gange med stive øjne stået og hørt disse munkes prædiken.
Præsten fik ofte ”uægte” børn
Munkene boede i deres klostre, men præsterne var egentlig også en slags munke. I byerne boede de sammen og ofte efterlevede de forskellige ordensregler. I de små byer som Burkal var det dog lidt anderledes. Mod kirkens vilje holdt disse præster ofte en husholderske. Han kunne jo ikke gifte sig. Men ofte fik de dog børn sammen. Disse forhold var mere end halvofficielle.
Ofte var præsterne med i et fællesskab. Således var Burkal – chefen i 1517 medlem af ”Den Hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab”.
Man oprettede vikarembeder
Normalt var der i disse små sognekirker kun en sognepræst. Men man kunne oprette kapellani, som var et vikarembede, som blev betalt af et broderskab. Det betød, at der blev oprettet et alter mere i kirken, hvor vikaren daglig læste sine messer. Sådan et blev også oprettet i Bylderup, men det var fælles for både Burkal og Bylderup sogne. De to kirker var ret selvstændige, men på dette punkt kunne de godt finde sammen.
Reformationen kom tidligt i Sønderjylland
Det reformatoriske røre kom meget tidligt i Sønderjylland. Allerede i 1522 talte man om, at Herman Tast i Husum havde en tilhørerskare for sin evangeliske prædiken. Det var i høj grad hertug Christian, der gik ind for den ny lære.
Men det gjorde kongen ikke. Og Burkal hørte til kongens område. Præsten i Stepping Laurentius Foss, der var præst 1607 – 1640 har dog en mærkelig optegnelse. Han skriver:
Præsterne blev lutherske og giftede sig
Det ser ud til at der også i landbefolkningen var et vist røre. Det var ikke ualmindeligt at præsterne giftede sig og blev lutherske.
Den sidste katolske præst i Burkal, Peter Wollesen skulle have udtalt:
Men det er nu ikke rigtig. Det er vel påstået, for at gøre grin af katolsk prædiken.
En evangelisk præst først i 1569
Og man hører først om en evangelisk præst i sognet før 1569. Det var Andreas Michelsen, der havde været diakon i Tønder fra 1561. Han havde fået et godt skudsmål af generalprovsten for det gottorpske del af hertugdømmerne Jacob Fabricius den Ældre. Det siges om ham, at han var en from præst.
Masser af forordninger
Der blev udsendt forordninger om straf på ægteskabsbrud og hor. Og så var der en forordning om helligholdelse af søndagen. Og en om, hvor mange, der måtte komme med til barselsgilder, bryllupper og begravelser. Og så en forordning om udvisning af gendøbere.
I 1552 udstedes en forordning om kaldelse af sognepræster i Tønder Amt. Og det så ud til at bønderne efter Reformationen havde nægtet at betale tiende til kirkerne. Igen i 1570 udstedes en ny forordning for Slogs Herred om præstetienden.
Hertug Hans den Ældre havde personligt forhold til sognet
Det var provsten og amtmanden, der skulle visitere kirkerne og få orden på regnskaberne. Det er grunden mærkelig, at vi ikke ved mere om Burkal Sogn under hertug Hans den Ældre. Det var ham, der havde den mest personlige tilknytning til sognet. Først lod han opføre gården Grøngård på ca. 1.000 tdr. land. Nogle år senere lod han jagtslottet opføre ved siden af gården.
Beboere blev bortvist grundet umoralsk levned
Hertug Frederik havde som tidligere nævnt tilbyttet sig nogle arealer ved Lydersholm i 1503. Det meste var skov og ufremkommeligt krat. Der var også et par udsteder, Tuetmose og Halekamp. Skoven blev delvis hugget ned og træet brugt til dige-bygning ved Vadehavet. Beboerne på de to ude-steder blev for resten bortvist grundet umoralsk og forargeligt levned.
Grøngård fra 1569
Omkring 1567 lader hertug Hans avlsgården bygge. I den ene ende af beboelseshuset får han et par værelser, hvor han kan bo, når han var på jagt. Det var dog nok åbenbar været for lidt selv for en beskeden hertug, med sådan et par stuer. Allerede i 1568 gav han ordre til, at der skulle bygges et slot ved siden af gården. I 1570 synes det lille slot at være færdigt. Hertugen var en ivrig jæger og efter beskrivelsen har han kælet for det lille slot
Da Hans den Ældre dør i 1580 skifter Burkal Sogn igen landsherre. Nu kommer Tønder Amt under hertugen på Gottorp. Den gottorpske hertug er ikke jæger som Hertug Hans den Ældre. Det lille jagtslot forfalder. I 1648 blev halvdelen revet ned og i 1656 resten. Det fungerede altså kun i 10 år.
Fra 1775 til 1924 er Grøngård i privat eje, dog blev der allerede i 1775 udstykket en del. Staten overtog den igen i 1924. I 1931 blev der yderligere udstykket yderligere ejendomme derfra. I 1956 overtog præsteembedet i Burkal den gamle gård, idet den mageskiftedes med præstegårdsjorden i Burkal by.
Den første evangeliske præst
Tilbage til den første evangeliske præst Anders Michelsen. Vi ved ikke, hvornår han dør. Men den næste præst dør allerede den 17. januar 1593. Man kender ikke så meget til denne præst, der hed Thomas Pedersen. Men præsteslægten Rigelsen der havde embeder i nabosognet Hostrup i næsten 100 år har efterladt nogle optegnelser:
Menigmand var splittet i sin sjæl
Den næste præst hed Thomas Petri Gualtherus. Han var blandt andet underskriver af den gottorpske præsteed. Da Luther døde i 1546, opstod der stridigheder om læren og der opstod flere partier.
Menigmand var splittet i sin sjæl. Under præsten Tycho Sveno Hoyer, som blev præst i 1617, skete der en istandsættelse af kirken. I 1637 blev kirken udvidet mod vest. I Burkal blev det middelalderlige alterbord nedrevet i 1928 og et nyt bygget af munkesten.
Svenskerne hærgede i sognet
Svenskerne kom 1643-45. De hærgede og plyndrede landet. De røvede kirkens kalk og ødelagde flere ting i kirken. I 1653 ofrede man 465 mark på maling af kirken. Da svenskerne kom igen i 1657 – 60 var man ved kirkerne blevet klogere. Man fik et beskyttelsesbrev udstedt for 6 mark.
For Burkal Sogn betød svenskernes besøg en forarmelse og udhungring uden lige. Mange måtte forlade gårdene. Den gottorpske hertug støttede svenskerne. Men tropperne plyndrede af hjertets lyst både ven og fjende.
Findes der en fattiggård i Burkal?
Pastor Hoyer dør i 1650. Han efterfølges af en rektor fra Tønder, magister Andreas Amders. I 1710 gik der kun 5-6 børn i Burkal Skole. De fleste dengang har ikke kunnet læse. I 1699 skaffede kirken Christian den Fjerdes bibel fra 1633. Der blev også udgivet en del salmesamlinger dengang, men de fleste var af ringe kvalitet.
Christian Amders efterfulgte i 1687 sin far, Andreas som præst i sognet. I hans tid udkom den berømte Varnæs – salmebog. I 1710 blev der fra ”den høje kommission” udsendt 65 spørgsmål til præsterne i Tønder Amt. Chr. Amders havde svaret på de fleste af dem. Spørgsmål 60 lød:
Amders svarede
Ofte skulle den gamle præsteenke også overtages
Ofte var det sådan, at når en ung præst skulle overtage et embede, måtte han også overtage præstegården og den afdøde præsts gamle enke, ja som oftest giftede han sig med hende.
Den herrnhutiske vækkelse
I 1742 var der præstekonvent i Burkal præstegård. Her bekendte man kulør. Præsterne fra Burkal, Stepping, Humtrup og Ladelund erkendte sig til den pietistisk – herrnhutiske linje. Fra dette år var Burkal kirke centrum for denne vækkelse i det midtslesvigske.
Indsamling til tårn gav for lidt
I 1792 samlede 90 husstande sammen til 345 mark til et tårn på kirken. Det var ikke nok, men som pastor Prætorius skriver til amtmanden, så var der ikke mange velhavende i Burkal.
Pastor Petersens huslige liv vakte forargelse
Pastor Petersen var rationalist og i direkte modsætning til pietisterne. De fromme i sognet håbede at det skulle gå ham ligesom faderen, der også kom som en vantro præst efter deres begreber. Men denne pastor Petersen fik som den første i Sønderjylland opført et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815.
Det gik tilbage for herrnhuterne, men der var masser af lægprædikanter i sognet. Pastor Petersen dør i 1830. Samme år overtog pastor Paulsen Beyer embedet. Beyer var fra Bylderup Sogn. Indtil 1837 fungerede han i Burkal. Man sagde om ham, at hans huslige liv var til forargelse og han forstod ikke at omgås folk.
Præstebolig skulle være et herskabshus
Den næste præst hed Peter Gotthilf Claudius. Han var sognets præst fra 1838 til 1848. Fra pastor Kochs stridsskrift får vi at vide, at han var en fordringsfuld herre, fordi han krævede præsteboligen ombygget og ændret fra en beskeden præstebolig til et herskabshus. Men nu skal man ikke lægge alt i dette stridsskrift.
I Claudius tid forlod de sidste lægpraktikanter Burkal Sogn og de herrnhutiske forsamlinger ophørte. I 1849 fik man en tysksindet præst fra Bylderup, nemlig Peter Christian Schmidt. Men allerede i 1850, da danskerne var kommet til magten, forlod han sognet. Han rejste til Skodborg, hvor han ved den tyske sejr i 1864 holdt takkegudstjeneste og lader afsynge:
Den første præst, der var uddannet på Københavns Universitet
Selv om folkesproget har været dansk hos store dele af sognets befolkning, så har kirke og skole været ret så tyske i sprog og tanke, men i 1850 vendte bøtten. Med Pastor Koch/Kok fik sognet også for første gang en præst, der var kandidat fra Københavns Universitet. Alle andre havde været uddannet på Tyske universiteter eller fra Kiel.
Denne præst var nok en af de mest betydningsfulde i sognet. Men efter sigende kunne han ikke rigtig få kontakt med bønderne, det lykkedes langt bedre for hans efterfølger pastor Grauer. Men Claus Eskildsen har skrevet følgende:
Pastor Kok fik styr på skolesystemet
Kok fik også styr på skolesystemet. Han ville ellers også have oprettet en folkehøjskole i Hostrup. Men i stedet begyndte han at studere det sønderjyske folkesprog. Han blev fordrevet fra sognet.
I 1898 blev der ved rigsdagsvalget kun afgivet 18 danske stemmer fra hele sognet.
Præsten var god til at sælge stude
Efterfølgeren Pastor Grauer var en modsætning til Kok. Han var herrnhuter. I den danske tid var han huslærer i sin hjemsogn Rise. Han var god til at tale med folk og sælge stude. Han var enkemand, da han kom ril sognet og døde i 1873.
En ny vækkelse var kommet til Burkal – en bevægelse, der var påvirket af Indre Mission. Vækkelsen voksede langsomt. Man havde egen præst og missionssal i Bylderup Bov.
Pastor Schwartz var ikke nok tysk
I 1916 overtog pastor Schwartz embedet. Han bliver helt til 1940. Efter indlemmelsen var der afstemning om man skulle beholde Schwartz. Det var der stort flertal for. En overgang holdt han skole i præstegården. Den tyske menighed mente ikke at han var tysk nok.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 11, 2024
En fortidsskov i det sønderjyske Vadehav?
Den famøse skov ”Appenholt”. Johs. Meier anvendte ordet. Har man i Ballum set en skov mod vest og på Rømø set en skov mod øst. Navnet er anvendt i litteraturen. Er skoven forsvundet under ”Den Store Mandedrukning”? Rester kunne ses i de store isvintre i 1940erne. De gamle vandløb kan ikke hjælpe. Skovresterne findes i plovhøjde under en række lag. Eg, El og Hassel er påvist. Hvor gammel er Appenholt og hvornår forsvandt skoven helt præcis? Er der nogle af vores ”kloge” læsere, der kender nyere litteratur om temaet?
Den famøse skov ”Appenholt”
Det lyder helt forkert. Men måske er det nu alligevel rigtigt. I lidt ældre litteratur og artikler har vi fundet antydninger på, at der kunne have ligget en skov ude i Vadehavet måske fra Koldby og videre nord på forbi Ballum.
Skovrester har været direkte synlige ved lavvande eller dækket af et få centimeter tykt lag sand eller slik. Særlig ud for Ballum – landsbyerne har man fundet skovrester. De lokale kaldte den eventuelle fortidsskov for ”Appenholt”
Johs. Meier anvendte navnet
Den gamle kartograf Johannes Meier fra Husum har nu aldrig anvendt dette ord. Han var kendt for kort af området i 1600 – tallet. Men kigger man nu godt efter, så har han anvendt ordet i sin navneliste.
På kortet over den vestlige del af Haderslev samt Ribe og Løgumkloster har Meier betegnelserne Appenrum, Appensandt og Appen Capell i nærheden af Appenholt.
Har man i Ballum kunne se en skov i vest?
Imidlertid synes det på selve Ballum-egnen, at være tradition for benyttelsen af navnet Appenholt. Men har man fra Ballum kunnet se en skov, der hvor en del af Vadehavet er nu?
Navnet er anvendt i litteraturen
I Dansk Sagn af Evald Tang Christensen kan man læse følgende:
Og i bogen ”Karen Jürgens til Egtved – En fortælling fra Sønderjylland af Laura Kieler kan man læse følgende:
Er skoven forsvundet under den store mandedrukning?
Åbenbart skulle skoven være forsvundet ved den store mandedrukning i 1362. Desuden bliver det påstået, at man har anvendt egetømmer fra Appenholt i Hjerpsted kirke og i den nordligste lade-bygning i Hjerpsted. Denne lade-bygning blev nedrevet i foråret 1952. Men når stammerne ligger i Vadehavet bliver de bløde som smør og kan ikke bruges som tømmer.
Rester kunne ses i de store isvintre i 1940erne
I de store isvintre i begyndelsen af 1940erne skete det jævnligt, at isen løftede overliggende lag bort fra skovresterne visse steder på vaden, så de ofte meget betydelige stammer lagdes blot, og det angives, hvad også Thade Petersen beretter – ingen fotografier af, at stammerne lå parallelt med rod-enden i NV – et forhold, der naturligvis kunne støtte den tanke, at skoven var nedmejet af vind (eller vand?) fra et bestemt verdenshjørne.
Lokale har også gravet trærester frem ude i vaden. Disse må kun blive aldersbestemt.
De gamle vandløb kan ikke hjælpe
Fra kystlinjen sænker vandvadens overflade udefter med en uhyre lille hældningsvinkel. Ved Ballum-landsbyerne når gesten ud til kysten, men ude under sandvaden finder man snart blot gulligt hede-sand.
Der, hvor de første trærester findes, er ca. 500 meter fra land. Her ligger sandvaden ca. 0,80 m under vandoverfladen ved normal flod. Et stykke længere ude finder vi bunden af en pril, hvor sandvaden atter hæver sig. Uden for finder vi pril nr. 2. Derefter går vaden over i Jordsand Flak. Gennem disse to priler søger strømmen ind og ud ved flod og ebbe.
Koldby leje afmærkes ikke længere siden 1950. Den var efterhånden ganske til-slikket. Selv ved flodtid var det en fælde for ikke stedkendte folk. Denne fortsætter i virkeligheden mod nord i den ene af disse priler. Man kan nok ikke beregne noget med disse løb, om der her har ligget en stor fortidsskov.
Skovresterne findes i plovhøjde under en række lag
Både øst og vest for disse priler findes der skovrester. Disse findes i plovhøjde under en række andre lag med sand, skaller og klæg. Nogle steder findes der også moseagtig lag og rester af rørsumpens planter.
Eg, el og hassel er påvist
Hidtil er kun eg, hassel og el påvist med sikkerhed. Der er fundet flere kærneholdige hasselnødder og desuden nogle insekt–og sneglerester. Skovet har lignet egeskov eller egelunde. Hvor langt skovresterne strækker sig mod nord, er ikke påvist. Når man nærmer sig land forsvinder skovresterne.
Hvor gammel er Appenholt og hvornår forsvandt skoven?
Men hvor gammel er Appenholt? Burde man måske ikke mere seriøst finde ud af kulturresterne i Vadehavet. Og kan vi stole på Johs Meiers kartografi? I dag anlægger vi et andet syn på kort. Et kort skal ikke fortælle eventyr eller gengive løse påstande. Men det gør Johs. Meier. Spørgsmålet er om vi skal være ham taknemmelig, fordi han har opsnappet, hvad folk har talt om.
Findes der nyere litteratur om fortidsskoven?
Men nu behøver Johs. Meyers navne absolut ikke at være opdigtet. Hans navne falder godt i tråd med det sønderjyske folkesprog.
Nu kan det jo godt være, at vores kloge læsere kan henvise til nyere litteratur om denne famøse skov i Vadehavet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: