Søgeresultater på "aabenraa"
Dato: april 27, 2023
Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa
Møderne startede i 1895. Husly på Folkehjem. Først efter 1920 fik kirken det nuværende navn. Jorden tilhørte Sct. Jørgens Stiftelse. En fortyskningsproces fik folk til at samles. Et aktivt byggeudvalg. Menigheden bestod dengang kun af 30 – 40 stykker. Hvad fik de ud af det? spurgte man i Aabenraa. Politi – Matzen gik gerne i kirke! Præsten cyklede fra Haderslev. Sct. Jørgens Forening. Kirken blev en almindelig sognekirke, men det havde folk svært ved at forstå. Menighedsrådet overtog kirken.
Det startede i 1895
Det første kirkelige møde fandt sted den 18. december 1895 på hotel Fønix, danskernes samlingssted. Der mødte 50 tilhører op Det var frimenighedspræst Rasmus Thomsen, der talte. Møderne, der mindede om normale gudstjenester fortsatte uregelmæssigt frem til kirkens indvielse.
Husly på Folkehjem
Myndighederne så absolut ikke med velvilje på grundtvigianernes fremtrængen og forsøgte at forhindre møderne. Ved at true hotelværterne med at nægte fornyelse af bevillingen tvang myndighederne til at flytte fra sted til sted. Men ved årsskiftet gav Sprogforeningen husly på den nyerhvervede ejendom Folkehjem.
Kirken blev kaldt ”Æ lille kirk” – ”Æ dansk kirk” – Men egentlig hed kirken ”Frimenighedskirken”. Skt. Jørgens Kirke var en af i alt seks frikirker som dansksindede kredse rejste i Sønderjylland i den tyske tid.
Først efter 1920 fik kirken det nuværende navn
Den blev oprettet for at få et sted, hvor man kunne afholde dansk gudstjeneste. Den blev taget i brug i 1904. Pastor Rosendahl, der var præst fra 1910 – 1920 beskrev forholdet ret rammende i 1919 i frimenighedernes kirkeblad – Den Nordslesvigske Kirkesag:
Efter 1920 forsvandt frimenigheden da også. Kirken kunne ikke længere hedde frimenighedskirken i Aabenraa. Den fik i stedet navnet Sct. Jørgens kirke.
Jorden tilhørte Sct. Jørgens stiftelse
Og hvorfor blev det lige dette navn? Jo, den var bygget på en grund, der engang havde tilhørt Sct. Jørgens stiftelse fra middelalderen, som vejen Jørgensgård har sit navn fra. I forvejen er byens anden kirke opkaldt efter en helgen.
Og hvis du vil vide mere om denne helgen laver vi en henvisning til en artikel, hvor vi har skrevet om Sct. Jørgen og om de forskellige Sct. Jørgens gårde og huse fra dengang.
En fortyskningsproces fik folk til at samles
Ja mange i Aabenraa har omtalt kirken som ”Den lille kirke på bjerget”.
Det var en fortyskningsproces, der fik folk til at samles i frimenigheder dengang. Der gemmer sig et dokument i et kobberrør i soklen til Sct. Jørgens Kirke. I kirkebogen står det anført, at dokumentet indeholder en beretning om kirken. Det er forfattet af Niels Hansen og Knud Rosendahl.
Et aktivt byggeudvalg
Frimenighedskirken er bygget i 1903 af en lille dansk menighedskreds, som i flere år var samlet omkring frimenighedspræst Rasmus Thomsens forkyndelse. Til at forestå byggearbejdet blev der nedsat et byggeudvalg bestående af gårdejerne Nis Callesen i Lerskov og Falle Lildholt i Løjt Kirkeby samt kaptajn C.C. Fischer og redaktør H.P. Hanssen i Aabenraa.
Arkitektarbejdet var overladt til en gammel Aabenraa – knægt, Nils Jakobsen i Odense. Byggegrunden var en gave fra ”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig”. Pengene tilvejebragtes ved frivillige – fra venner nær og fjern.
Menigheden bestod kun af 30 -40 stykker
Prøjserne var ikke glade for dette initiativ. Men Aabenraaerne ville bevare deres modersmål – også i kirken. Og kirken blev rejst på kort tid. Ja ideen blev fremsagt ved en gudstjeneste på Folkehjem på Allehelgens dag i november 1901. Og den 4. november 1904 blev kirken indviet.
I Hejmdal kunne man læse følgende:
Imponerende at det lykkedes at bygge kirken. Frimenigheden dengang bestod kun af 30 – 40 stykker.
Hvad fik de ud af det?
Man fik indsamlet 5.000 mark, og fra et udvalg for den sønderjyske Kirkesag i Kongeriget fik man de resterende 15.000 mark som kirken kostede. Kirkebyggeriet blev forstyrret af myndighederne, især ved gentagende udvisninger af murermesterens danske svende
Det var en helt fuld kirke under indvielsen. Politi – sergent Carl Christian Matzen (Politi – Matzen) overværede indvielsen på landråd von Uslars befaling. Han greb dog ikke forstyrrende ind. Der var kun siddeplads til halvdelen af kirkegængerne.
Udestående opfattede først og fremmest den ny kirke som et forsøg på at irritere den prøjsiske myndigheder.
Efter indvielsen var der møde på Folkehjem, hvor C.C. Fischer indledte. Han havde båret hovedarbejdet i byggeudvalget.
Politi – Matzen ville gerne i kirke
Desværre kom kirken til at stå tom det første halve år på grund af præsten, Rasmus Thomsens sygdom. Han døde i 1905. Siden blev der holdt regelmæssige gudstjenester og indtil 1908 under overværelse af politisergenten. I sin mørkeblå uniform med rød krave. Han sad altid nederst i kirken. Det fik C.C. Fischer til at sidde øverst – så langt væk fra politisergenten som mulig.
Man sagde rundt om i Aabenraa:
Præsten cyklede fra Haderslev
Thade-Petersen var blevet ordineret. Han kom oftest cyklende fra Haderslev til Aabenraa for at holde gudstjeneste. Endnu fortælles om det sejl, han spændte på cyklen, når der var medvind.
I 1908 meldte to sønderjyder sig til tjeneste i de sønderjyske frimenigheder. Det var de dansk uddannede cand., theol.’ Er Knud Rosendahl og Niels Hansen. Sidstnævnte gik dog efter et halvt over til journalistikken. Rosendahl skulle dog også hjælpe som præst på Vesteregnen.
I 1910 – 1914 blev gudstjenesterne varetaget på skift af Thade Petersen og Rosendahl. Men sidstnævnte blev i 1914 indkaldt som soldat. Han blev sparket af en hest i tjenesten. Han kunne derfor fortsætte som frimenighedspræst fra sidst i 1916.
Pastor Rosendahl blev i 1921 sognepræst i Vojens. Hver 14. dag blev der holdt gudstjeneste blandt andet ved provst Nielsen i Ensted. De mange af de tilflyttede danskere nordfra knyttede sig til kirken.
Sct. Jørgens Forening
I oktober 1924 blev Sct. Jørgens Forening dannet med bl.a. Holger og Jep Fink og boghandler Harald Bo Bojesen og to andre. De påtog sig alle en gæld på 5.000 kr. og påtog sig yderligere n gæld hver på 5.000 kr. for istandsættelse. De fem overtog kirken fra Sprogforeningen og hæftede personlig for gælden.
Der blev forhandlet med ministeriet. De ville betale en præsteløn i den laveste klasse og yde et ”fyrsteligt” tilskud på 3.600 kr. årligt til aflønning af organist og kantor samt kirkens vedligeholdelse, rengøring, brændsel, klokkeringning og fyring.
De fem herrer fra Sct. Jørgens Foreningen byggede en smuk præstebolig. Det lykkedes at få 60 familier til at tegne sig for et årligt bidrag på lidt over 2.400 kr. Et bidrag, der dog med tiden faldt til 1.200 kr.
Kirken blev en almindelig sognekirke – men det kunne folk ikke forstå
Kirkens første præst efter 1920 var Carl Johannes Ludvigsen. Han fik den vanskelige opgave at føre kirken fra frimenighedstiden ind i folkekirken. Ludvigsen fik titlen af andenpræst, dvs. præst for det danske mindretal af danskere, der ikke ville slå sig til tåls med, at den tyskuddannede pastor Juhler var valgt til præst for den danske menighed.
Dette forhold fik ikke ligefrem pastor Juhler til at tage imod Ludvigsen med åbne arme. Da kirken fyldte 50 år nævnte pastor Ludvigsen, at det kun langsomt gik op for folk, at kirken nu var en sognekirke, hvis præst enhver i byen kunne lade sig betjene af.
Utroligt at denne Ludvigsen skulle betale 40 pct. af udgifterne til præstegården. Han faldt for aldersgrænsen i 1948. Allerede året forinden havde de fem kirkeejere bebudet sammen med de resterende bidragsydere om, at en nyordning af forholdene måtte der til.
Menighedsrådet overtog kirken
Det endte med at den 1. juli 1948 at menighedsrådet fik overdraget kirken vederlagsfrit og præstegården for et beløb af 55.000 kr.
For at sikre sig at den grundtvigske linje ved første præstevalg efter nyordningen kunne fastholdes, betingede Sct. Jørgens Forening sig afgørende indflydelse på dette.
Til embedet kom der 12 ansøgninger. Af dem valgtes pastor Markus Kofoed. Men nu var der ikke kun de fem, der afgjorde dette. Den 10. september 1948 mødte mellem 80 og 90 mennesker op på Folkehjem og gav deres besyv med.
Efter 1948 fungerede Sct. Jørgens Kirke som en slags annekskirke til Sct. Nikolaj Kirke. Men i praksis fungerede som en sognekirke for den nordlige del af byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 28, 2023
Aabenraaer og Gråspurve træffer man overalt i verden
Dette er 16. artikel om Aabenraas søfart. Da Troels Kløvedal var på besøg. En dyb og bred fjord. En brand ødelagde Aabenraas erhvervsliv. I 1695 var det første Aabenraa-skib i Rusland. I 1748 var der 115 skibe. Yaget til fange af algeriske sørøvere. I 1800 var der 44 skibe. Skibsbygger Jacob Paulsen. I 1812 var der kun 12 skibe tilbage. Aabenraa skibene søgte efterhånden verdenshavene. Da Jørgen Bruhn anlagde et rederi. Et par af rederiets skibe. Flaget med ”De Tre makreller” blev vist mange steder i verden. Gustav Rabens Rederi. Det sidste store sejlskib i Aabenraa. Det første dampskib i Aabenraa blev beslaglagt. Da Jebsen anlagde sit rederi. Hansen og Kloster. Aabenraa rederi. Da ”Viking” forliste. Havet gav-Havet tog.
Dette er 16. artikel om Aabenraas søfart
Ja sådan lyder et gammelt ordsprog fra Aabenraa. Ja det handler igen om søfarten i Aabenraa. Dette er vores 16. artikel om dette emne. Jeg er godt klar over at man ikke i en enkelt artikel kan beskrive hele Aabenraas søfartshistorie. Men så kan man jo dukke ned i de mange artikler. En liste kan du finde i tilknytning til denne artikel.
Da Troels Kløvedal car på besøg
Jeg kom til at tænke på et arrangement, som jeg var med til at planlægge på Folkehjem i Aabenraa dengang jeg var formand for HK i byen. Vi havde inviteret Troels Kløvedal til at fortælle om Aabenraa som søfartsby. Hold da op – sikke en tilslutning af publikum.
En dyb og bred fjord
Aabenraa har været heldig at have haft og har en dyb og bred fjord som man tilbage i historien har benyttet sig af. Der har altid fandtes folk, der har sat kapital, kræfter og livet ind for at udvikle søfarten i byen.
Resten af erhvervslivet i byen har kunnet drage nytte af dette. Det er periode af historien, hvor søfarten i byen har nået store højder.
En brand ødelagde erhvervslivet i Aabenraa
I slutningen af det 16. århundrede anførtes kun enkelte skibe i Aabenraa. Sejladsen i denne periode var foruden hjemlige havne, den sydlige østersøkyst og Pommern og Mecklenburg. Det var dengang, da Aabenraa var plaget af en brand, der ødelagde 156 huse.
Denne brand lammede byens erhvervsliv for længere tid. Så kom trediveårskrigen med Wallesteins indfald i Sønderjylland.
1695: Et Aabenraa-skib i Rusland
I året 1693 førte Svenne Truelsen sit skib til Stockholm og i 1695 førtes for første gang et skib fra Aabenraa til Rusland. Men også fragtfarten over Vesterhavet tiltog. Således førte Chr. Frellesen Frees sit skib for en købmand i Flensborg fra denne by og Bogense med korn og brændevin til Tronhjem og derfra videre med trælast til Dublin, herfra i ballast til Liverpool eller Newcastle, for at laste salt tilbage til Haderslev.
I 1713 pålagde den kongelige regering byens borgmester og råd, kun at lade skibe, der var forsynet med kongeligt søpas, udgå fra staden. Rådet gjorde forsøg på at slippe for dette af hensyn til svenske kapere. I Nord- og Vesterhavet skulle man sejle med højfyrstelig pas.
I 1748: 115 skibe
I 1713 talte Aabenraas handelsflåde 45 skibe. Opsvinget fortsatte. I 1748 var byen oppe på 115 skibe. Sejladsen omfattede hovedsagelig Østersølandene. En masse Aabenraa – skibe sejlede til Gotland. Den skibsinteresserede by havde fået mere udsyn og større vovemod. Nu var der besejling af engelske, franske og andre vesteuropæiske havnepladser.
Taget til fange af algeriske sørøvere
En dengang var det ikke kun havet man skulle tage sig i agt for. Der var også de algeriske sørøvere, der meget ofte kunne give tab af både skib og ladning. De kunne også bringe død eller slaveri for mandskabet. Den sidste afskrækkende skæbne indtraf således i året 1727, da Aabenraa-borgeren og skippe Mathias Petersen ville føre en ladning hjem fra Bordeaux. Endnu to år efter var det ikke lykkedes at købe ham fri. Fra slaveriet.
I 1800: 44 skibe
Sejladsen på Rusland, Norge og Island blev udvidet de kommende år. Men imod slutningen af århundredet kom til bageslaget. Medvirkende hertil var en skærpelse af bestemmelserne i den engelske navigationsakt af 1651. På en indgribende måde favoriserede den hjemlandets fartøjer i søfartskonkurrencen, samt beskyttelsestold og høje lastudgifter.
I 1765 talte Aabenraas handelsflåde endnu 67 skibe. I året 1800 var der kun 44 tilbage. Mere end en tredjedel af byens tonnage måtte opgives.
Skibsbygger Jacob Paulsen
Men nu var det pludselig andre erhverv, der var på vej frem. Det hjemlige skibsbyggeri havde hidtil ikke været af større betydning. Men den 18. maj 1752 aflagde Jacob Paulsen fra Kappel borger-ed som skibsbygmester i Aabenraa.
Han var ikke alene derved den første af fem slægtled, der virkede som skibsbyggere i Aabenraa. Han var tillige foregangsmand for de tilkommende udøvere af samme erhverv, der navnlig i de nittende århundrede lige som selve søfarten fik stor betydning for Aabenraas fremgang og trivsel.
I 1812 var der kun 12 skibe tilbage
Under Napoleonskrigene havde skibsfarten, der nu også gik til Vestindien, i begyndelsen endnu haft tålelige eller endog gunstige kår. Men ak nu gjorde Danmarks modsætningsforhold til England sig gældende. Fra 1807 til 1814 gik næsten halvdelen af handelsflåden tabt. Aabenraa var nu ringere stillet end for 100 år siden. I 1812 var der således kun 20 skibe tilbage.
Aabenraa-skibe søgte verdenshavene
Men Aabenraa havde et godt ry for pålideligt sømandskab. Det varede ikke længe efter fredsslutningen før tabet blev indhentet og skibsfarten atter blomstrede op. Allerede i 1824 kunne Aabenraa mønstre 47 skibe.
Samtidig begyndte Aabenraa-skibene at søge mod verdenshavene, først mod vest, senere mod øst og syd. Mod vest var det hovedsageligt fragtmarkedet i de brasilianske og sydeuropæiske havne, der gav løbende beskæftigelse for byens søfart.
Da Jørgen Bruhn anlagde et rederi
Af større betydning for søfartens blomstring var, at kaptajn Jørgen Bruhn fra Straagaard (Løjt) grundlagde et rederi i Aabenraa. Det blev et glanspunkt i sejlskibshistorien, Det var også hovedsagelig ham, der stod ved købet af skonnertbriggen ”Ospra”, der var bygget i Baltimore. Hermed blev den amerikanske klippertype, der forbandt lasteevne med hurtighed indført. Byens skibsværfter kunne nu bidrage til at gøre den hjemlige søfart konkurrencedygtig ude i det fremmede.
Rederiets første skib blev bygget på Jacob Paulsen værft i 1823. Det var fregatskibet Caravane. Det efterfulgtes i Jørgen Bruhns levetid af 30 andre. De blev stadig større og bedre udrustede. Størstedelen var bygget af Aabenraas skibsbygmestre eller fra 1852 på hans eget værft på Kalø.
Efter Jørgen Bruhns død fortsattes virksomheden af hans sønner i fællesskab indtil den i begyndelsen af 70’erne ophørte.
Et par af rederiets skibe
Blandt rederiets skibe skal v i da lige nævne et pat stykker. Først var det briggen ”Perlen” som det første danske skib under kaptajn Bruhns kommando sejlede rundt om Kap Horn til vestkysten af Amerika, hvor det solgtes i Lima.
Styrmanden Nis Bendixen førte skibet videre herfra under dansk flag over Stillehavet til Kina.
Et andet skib var fregatten ”Marie”, der blev ført af redderens søn, Hans Bruhn. Det er dette skib, der i Marcus Lauesens ”Og vi venter på skib” er blevet til barken ”Juliane”.
Også fregatten Chr. Den 8., der dengang var et af de smukkeste og bedst sejlende skibe i Danmark og derfor var rederens yndlingsskib , skal nævnes her. Endelig var det klipperskibene ”Calcutta og ”Cimber” byggede på Kalø. Det første led en krank skæbne. Det forliste ved Læsø.
Cimber var det største koffardiskib i Danmark. Det foretog sin første fart i 1857 under kaptajn Adolph Bruhns kommando med den hurtigste rejse fra Liverpool til San Francisco, som endnu var blevet gjort af et sejlskib. Det tog 103 dage.
Aabenraa var næst efter Flensborg hertugdømmets største havneby. I 1862 var der således registreret 81 fartøjer.
Flaget med ”De Tre Makreller” blev vist mange steder
Flere og flere Aabenraa – skibe fandt til Kina. Flaget med De Tre Makreller var kendt i mange havnebyer. Det siges, at det var Aabenraa, der lærte japanerne sømandskunsten. En omfattende virksomhed i det fjerne antog overdrevne former. Således blev der påstået, at der en overgang lå 40 skibe fra Aabenraa på reden ved Hongkong på en gang. Det er hvis overdrev.
Men under en hungersnød i provinsen Kanton lå der i alt 12 skibe fra Aabenraa på en gang.
Fra Kina til Australien var vejen for søfarten nærliggende eller givet og den aabenraaske flåde på kysten var da også med til efter lejlighed at drage fordel af denne sejlads. I slutningen af 1870’erne søgte en hel række skonnerter fra Aabenraa til Kapstaden, hvor de i en tid i kystfarten tjente gode penge.
Det er således en sandhed i overskriften på vores artikel:
Gustav Rabens Rederi
I Aabenraas sidste sejlskibsperiode var Gustav Rabens rederi det førende. Han var lige som Jørgen Bruhn begyndt som skibsdreng. Senere førte han selv skib. I årene 1865 – 1880 byggede han selv på sit værft en lang række skibe, at hvilke han selv ejede 18.
Det sidste store sejlskib i Aabenraa
Det sidste større sejlskib, der var hjemmehørende i byen, var barken ”Concordia” som i 1883 for et aktieselskabs regning blev søsat fra Paulsens værft. Det førtes herfra af kaptajn P. Clausen fra Dyrhave. Skibet måtte dog efter få års forløb sælges og fik hjemstavn i Norge.
Det første dampskib i Aabenraa
Det var her i Aabenraa som andre steder dampskibene, der fordrev sejlskibene. Skulle Aabenraa klare sig i konkurrencen måtte de gå over på dampen. Det var man godt klar over. Allerede i 1845 havde et aktieselskab på Jørgen Bruhns foranledning købt det første dampskib Christian den Ottende. Det blev indsat til de nærmeste havne og i fast rute til Kiel. Men det gav ikke det forventede udbytte.
I 1848 blev det beslaglagt af marinen og blev brugt under krigen. Det blev bl.a. brugt til at landsætte tropper fra Høruphav til Anslet Strand den 12. juni 1848. Efter krigen fik rederne en passende erstatning.
Fra 1866 – 1870 var dampskibet ”Apenrade”, der sejlede mellem Aabenraa og Flensborg hjemmehørende her.
Da Jebsen anlagde sit rederi
Den 23. november 1878 grundlagde kaptajn Michael Jebsen sit dampskibsrederi. Han sendte dampskibet ”SS Signal” mød østen. Det var bygget i Flensborg. Iden fik han over 40 både i sit rederi.
Hansen og Kloster
I 1901 oprettedes partsrederiet ”Hansen & Kloster”, der begyndte med 3 nybyggede dampere. De sejlede på Sydeuropa og om vinteren også på Amerika. I 1906 fik rederiet også et 4. skib.
Fra 1910 overtog kaptajnerne J. Ahrenskiel og Fr. Clausen selskabets ledelse. Under verdenskrigen gik to af skibene tabt. Der blev brugt store summer på at opgradere de to andre skibe. I 1932 måtte foretagendet likvidere.
Aabenraa Rederi
I 1923 påbegyndte kaptajn P.F. Cleemann under firmanavnet ”Aabenraa Rederi A/S” med et mindre motorskib. Båden solgtes i 1927 til Tyskland.
Men i årene 1931 og 32 indkøbte rederiet meget fordelagtigt to dampere fra Flensborg og i 1938 en tredje damper fra Gdynia. Disse både har sejlet mest på Østersø og Vesterhav. Men det har dog også vist flaget ved Hvidhavekysten og i Middelhavet.
Da ”Viking” forliste
På en rejse til England efter kul forliste Aabenraa Rederiets damper ”Viking” under den skotske kyst. Af den 16 mand store besætning satte 14 livet til.
Den 1. april 1940 var der endnu indregistreret 5 større dampere i Aabenraa.
Havet gav – Havet tog
I Aabenraa var man lettet over, når skib og mandskab kom velbeholden hjem. Men kom der budskab om forlis og tab, lidelser eller død, var skuffelse, bekymring og sorg at mærke i hele byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: marts 23, 2023
Gamle veje omkring Aabenraa
Landevejsnettet var i neget dårlig stand. Den store vejplan i 1921. Aabenraa var åben for Verden via søvejen. Det var fjorden, der skabte byen. Mange forhindringer. Aller ældste bebyggelser ved Mølleåens udløb. Indflydelse på vejforløbet. En kæmpe voldgrav. Man burde kunne finde rester af ris-lag. Mølleåens løb har ændret sig. Ikke kuskenes livret at komme til Aabenraa. Forbindelse til Løgumkloster og Tønder. Højvande ved kysten. Den sydgående trafik. Forbindelse til Løjt og østlige dele. De syv landsby-marker.
Landevejsnettet i meget dårlig stand
Generelt var landevejsnettet i Hertugdømmerne omkring 1800 i meget dårlig stand. Den første store vejlov for Hertugdømmerne fra 1784 vidner om, at trafikken på landevejene fik større betydning. Man så også, at der nu blev opført stenbroer.
I perioden 1864-1920 var der sat stop for en videre udbygning af det overordnede net af landeveje i Nordslesvig, da kunne risikere at knytte Sønderjylland/Nordslesvig tættere til Kongeriget. Konsekvensen blev et ulogisk og nærmest ubrugeligt landevejsnet ved indlemmelsen i 1920.
Den store vejplan 1921
I kraft af ”Den store vejplan” vedtaget i 1921, blev der i årene 1921-1933 istandsat og udbygget 834 km veje i landsdelen.
Aabenraa var åben ad søvejen
Egentlig var det kompliceret at komme til Aabenraa. Byen var omgivet af skove på tre sider. Og så var det lige bakkerne. Kun mod vandet åbnede verden sig. Allerede i 1600-tallet var det forbindelse til Skåne.
Omkring år 1700 blev der hentet salt i Liverpool. Og det var også herfra den berømte urmagerfamilie Green stammer fra. I sejlskibenes sidste tid var der sejlads til Latinamerika og Kina-kysten.
Det var fjorden, der skabte byen
Det var særlige forhold, der gjorde det vanskeligt at få forbindelse med oplandet. Byens ældste del er vokset op på den yderste sydlige del af bybakken.
Det er fjorden, der har skabt byen. Det ser vi jo også ud fra navnet fra den forsvundne landsby – lidt populært sagt, det allerførste Aabenraa – Opnør, der som bekendt betyder:
Så var et også Aabenraas byvåben med ”De tre makreller”.
Mange forhindringer
Der var mange hindringer i at bygge forbindelser til oplandsbyerne. Det blev først løst med chaussébyggeriet i 1840erne og 1930ernes store oplandsveje. De vejfarende fik stejle veje op ad de skovklædte bakker.
Men en anden vanskelighed frembrød de hyppige oversvømmelser. Jævnligt stod arealer under vand.
Allerældste bebyggelse ved Mølleåens udløb
Den allerældste bebyggelse i området har ligget omkring Mølleåens udløb i Aabenraa Fjord. Men der er endnu ikke fundet arkæologiske spor af den ældste by. Det har været tale om en lille bebyggelse bestående af håndværkere og fiskere.
I modsætning til andre byer, hvor man byggede en ny kirke på samme sted for at imødekomme et stigende befolkningstal, valgte man ikke at gøre dette. Den blev placeret nord for byen på toppen af morænebakken. Dette er sikkert sket ud fra en teori om at byen snart ville vokse op omkring kirken. De store vådområder syd og vest for byen hindrede en vækst i disse retninger.
Indflydelse på vejforløbet
Alt dette har haft indflydelse på de ældste vejforløb. Det er heller ikke afklaret, hvor torvet til den ældste by har ligget. Var det i forbindelse med kirken eller havnen? Og det er ikke nødvendigvis Søndertorv, der udgjorde dette tov.
Vest for byen blev der anlagt en borg allerede i slutningen af 1200-tallet. Der er ikke spor efter selve borgen, der blev nedrevet i 1400-tallet. Men man har fundet rester af voldgrave og kan konstatere at denne borg lå i den vestlige del af Vestergade.
En kæmpe voldgrav
En anden ting, der er væsentlig for byens struktur, var anlæggelse af en stor mølle ved Mølleåen. I den forbindelse blev der anlagt en Mølledam. En omløbskanal tværs over bybakken syd for den nuværende Rådhusgang blev anlagt. Den var op til 20 meter bred og mere end 4 meter dyb. Vi har i tidligere artikler omtalt denne. Gennem flere århundreder betød det at borgerne måtte gå over voldgraven og ud af byen for at komme i kirke.
Nej, Aabenraa blev ikke en stor by i løbet af middelalderen. Dette kan skyldes manglen på ordentlige tilkørselsveje. Fra 1500-tallet sprang byen over graven og voksede mod nord ud af Storegade.
Man burde kunne finde rester af ris-lag
Man siger, at Vestergade i ældre tid fortsatte ud over engdragene. Denne vej har været mere end blot en forbindelsesvej mellem kongeborgen Aabenraahus og byens skibbro. Hvis dette er rigtigt har man måske fundet rester af ris-lag, der er blevet lagt for at lette færdslen på den stadig blødere bund.
Fra Storetorv har der været ”to gaffelgrene”. Den østre er god nok. Det er Søndergade. Men hvad med Torvets vestside? Hvor er den vestre gren gået?
Mølleåens løb har ændret sig
Mølleåens løb har også flyttet sig. Det oprindelige vejforløb har fulgt Mølleåens oprindelige løb. Nord for og parallelt med Mølleåen løb Slotsgade. Grundene mod syd nåede ned til åen. Her kunne beboerne have deres både liggende og trække dem på land.
At det ikke bare er en løs formodning, ser vi fra en smuglersag fra 1680, da en båd læsset med det dengang kostbare salt, søgtes losset på en af Slotsgade-boernes grunde ned til åen.
Formodninger om, at der skulle have været et vejforløb over åen, holder ikke.
Ikke kuskenes livret at køre til Aabenraa
Nej, det har bestemt ikke været kuskenes livret at køre til Aabenraa. Når man skal beskæftige sig med de gamle veje, er der ikke meget kildemateriale. Men så må man kigge på historien, stednavne og kort. Og lige så vigtig er terrænforholdene.
I 1257 fik munkene i Løgum Kloster toldfrihed for handel over havnen i Aabenraa. Borgerne i Tønder havde fra gammel tid ret til ind- og udskibning over Aabenraa skibbro. Ja så måtte det nødvendigvis også være forbindelse til disse byer.
Forbindelse til Løgumkloster
Forbindelsen til Løgumkloster giver begrundelse for vejen over Skedebjeg til Brunde og videre vest på. Ligeledes må vejen til Rise og Søst lige nord for engarealerne (omtrent ved Forstallé) være meget gammel.
Det fremgår af, at bønderne i den forsvundne landsby Opnør (ved nuværende Vægterpladsen og dermed i nærheden af sognekirken, den nuværende Skt. Nikolai Kirke) har haft marker ad denne vej, de såkaldte ”Gammel Opning (Opnøring) løkke”.
Forbindelse til Tønder
Den sydlige forgrening af denne vej ved Skovridergården, dvs. den nuværende Nørrehesselvej kan muligvis have været den ældste forbindelsesvej fra Aabenraa over Saltbjerg til Tønder.
Det er der måske ingen belæg for. Men stednavnet Bulbro fortæller, at vejen til Tønder i en senere tid er blevet afkortet ved hjælp af plankelægning hed over engdragene sydvest for byen Først derefter lod det sig gøre at komme gennem Hjelm forbi den forsvundne landsby Hessel til Saltbjerg og derfra videre vest på.
Højvande ved Kystvej
Men vejen ad Bulbro har også i lange perioder måttet tage den sydgående færdsel selv om det var en omvej. I godt vejr fulgte færdslen ellers strandvolden langs med fjorden (senere Sønder Chaussé, nu Flensborgvej). Men endnu op i 1700-årene hændte det at der ikke her kunne køres på grund af højvande.
Om alle disse veje – vejen til Brunde, til Rise og Søst, vejen over Saltbjerg samt vejen syd på – gælder det, at de nåede frem til Hærvejen – datidens motorvej.
Den sydgående trafik
Vejen over Skedebjerg til Brunde tog Hærvejs-trafikken nordfra mens den sydgående vej, der ad Stubbæk Stenbro passerede Ensted Kirke i retning mod Kliplev, tog den sydfra kommende Hærvejs – trafik.
Forbindelsen til Løjt og Østkysten
Dimen udgjorde forbindelsen op over bakkeranden til Løjt Land og østkyst-egnene nord derfor, er det alene disse veje som terrænforholdene og det skriftlige kildemateriale peger på.
De syv landsbyers marker
Ifølge Skråen havde Aabenraas borgere ret til at lade deres kvæg græsse på syv landsbyers marker, der lå inden for synsvidde, dvs. på det overdrev (overvejende skovjord) der hørte til Sdr. Hostrup, Stubbæk, Årup, Hessel samt Løjt og Brundemark.
Takket være den oplysning ved vi, at det ikke kun var søfarten, der havde betydning for forbindelsen til det nærmeste opland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: februar 3, 2023
Erik Bondo Svane – Frihedskæmper fra Aabenraa
Han var interesseret i Sønderjyllands historie. Han fik en stilling i Aabenraa som sommerfuldmægtig. Og så gik han i frihedskampen. Svane kom i ledergruppen og blev advaret mod at Gestapo var på sporet af ham. Han ville dog ikke lade sig skræmme. Han mente at flugt var umulig grundet tysksindede stikkere. Han frøs i cellen. To gange afhørte Gestapo ham. Først var han i Frøslevlejren, hvorefter det gik mod Neuengamme. Her døde der ca. 90 fangere hver dag. Og de 12 ovne i krematoriet kørte i døgndrift. Svane blev udtaget til at arbejde i Dessau Ufer. Det var en lang arbejdsdag. Flere forlangte andel af Røde Kors pakkerne. En tredjedel af Svanes arbejdskollegaer døde. Slev fik han også alvorlige problemer. Lægen turde ikke at indlægge ham. Så fik han prygl, fordi han ikke var i stand til at arbejde hurtigt. Svane døde den 5. marts 1945. Den officielle dødsårsag var ”Død på grund af bronkitis”.
Interesseret i Sønderjyllands historie
Erik Bondo Svane er født i København. Hans far var viceskoledirektør. Det var et stærkt nationalt interesseret hjem, som han voksede op i. Som lille dreng modtog han stærke indtryk af fædrelandskærlighed.
Han blev stærkt historisk interesseret og særligt Sønderjyllands historie interesserede ham, Han søgte alt litteratur som han kunne få fra Sønderjylland. I 1928 var han sammen med to norske kammerater på cykeltur hernede. De nåede også denne gang syd for grænsen.
Sammen med nogle kammerater fra Studenternes Roklub gæstede de den slesvigske østkyst og nåede ned til Kiel. Han blev i 1934 medlem af den sønderjyske studenterforening Heimdal. I 1935 og 1936 deltog han i Heimdals sommerture til Sønderjylland.
Fik en stilling i Aabenraa
I mellemtiden havde han taget juridisk embedseksamen og begyndte som fuldmægtig hos sin ældre bror, højesteretssagfører Oskar Bondo Svane. En overgang blev han sekretær i handelsministeriet.
På en cykeltur i Sønderjylland i 1938 blev han opmærksom på en ledig stilling som dommerfuldmægtig i Aabenraa. Han søgte stillingen og fik den. Han blev også leder af Aabenraas danske ungdomshjem. Han sad også i bestyrelsen for Folkeligt Samfund.
Han kom ind i frihedskampen
Erik Bondo Svane kom ind i frihedskampen i Aabenraa og var med i by-ledelsen, der have overlæge Wollesen som chef. Han organiserede grupper og var Frit Danmarks repræsentant på stedet. Han var mellemmand m.h.t. levering af våben. Han organiserede alternative ruter øst på, hvis Lillebæltsbroen skulle blive spærret.
Han deltog i uddelingen af ret store pengebeløb til trængende frihedskæmpere eller deres pårørende. I København havde han direkte kontakt med Frihedsrådet.
Svane ville ikke lade sig skræmme væk
Overretssagfører Boeck måtte flygte, da overlæge Wollesen blev taget. Svane blev advaret om at bringe sig i sikkerhed. Men han ville nødig lade sig skræmme væk fra sit nationale arbejde i Aabenraa.
Om aftenen den 18. oktober 1944 brændte han alle sine papirer og den 19. oktober foregik arrestationen. Gestapo havde om formiddagen henvendt sig på retsbygningen. Men her blev det sagt, at han var på en udgående forretning.
Han mente at flugt var umulig, grundet tysksindede stikkere
Han fik besked om det tyske politis besøg, men var på sædvanlig måde gået til middag og mødte op på kontoret kl. 2. Tre kvarter efter var tyskerne på stedet. Han blev arresteret og ført til den tyske afdeling af arresten.
Hvorfor han ikke flygtede, virker underligt. Men han havde tidligere hævdet at flugt var umuligt, fordi der var så mange hjemmetyske stikkere i Aabenraa.
Han frøs i cellen
De danske fængselsbetjente hjalp med at udsmugle breve og lod ham høre radio. Og det var selvfølgelig indstillet på London. De stillede radio så højt, at han kunne høre det gennem cellevæggen. Men der blev opsnappet et udsmuglet brev fra en medfange. Herefter blev fængselsopholdet skærpet væsentlig.
Svane frøs i cellen. Og gang på gang læste han arrestens slidte bøger. Tiden faldt ham lang. Den daglige opmuntring var gåturen sammen med de andre fanger rundt om en tøvestak med hænderne på ryggen.
Andre lyspunkter var, at der dagligt blev bragt ham kaffe fra Folkehjem. Det delte han med sine medfanger. Endvidere var der også forskellig besøg fingeret som tjenestelig anliggende fra dommerkontoret. I fængslet fik han i øvrigt tid til at skrive en afhandling om Aabenraa kirke færdig.
To gange i Gestapo – forhør
To gange var han i forhør i Gestapos hovedkvarter i overretssagfører Boecks beslaglagte villa. Første gang klarede han den. Anden gang var han inden forhøret anbragt i en mørk arrest på vand og brød i villaens kolde kælder. Her fandtes kun en træbriks. Han kunne ikke sove grundet kulde. Over for fældende beviser måtte han derfor tilstå en del om sin illegale virksomhed.
Den danske arrestforvarer sørgede på bedste måde for dansk julemad – juleaften.
I Frøslevlejren
Den 30. december blev han kørt til Frøslevlejren. Her blev han anbragt i stue 13 sammen med andre sønderjyder. Her holdt han 3 foredrag om Sønderjylland for ca. 40 kammerater, selv om det strengt forbudt.
Lejrlægen forberedte ham på, at hvis han skulle syd på, så skulle han spise alt, selv det værste hundeæde for at få så meget næring som muligt. Han skulle også bevare viljen for at overleve ligegyldigt hvor galt det gik.
Afsted til Neuengamme
Den 12. januar 1945 var der appel i Frøslevlejren kl. 4 om morgenen. Så vidste man, at nu skulle nogen syd på. Normalt var der appel kl. 6 om morgenen. Den danske kaptajn Digmann – selv fange – råbte 70 navne op. Og herunder var Erik Bondo Svane.
Disse tog hurtigt afsked med deres kammerater og gik ned på venstre fløj. Svane blev udstyret med flere sæt undertøj og en mængde cigaretter. Disse var det egentlige betalingsmiddel i lejrene.
I alt blev 250 personer stuvet sammen i 6 kreaturvogne, der blev låst. Fangerne måtte stå op. De fik hverken vådt eller tørt, bortset fra en frokostpakke fra lejren. De måtte forrette deres nødtørft i et hjørne af vognene. Svane forsøgte at muntre sine kammerater op med historier om de steder, som de passerede.
Turen gik til Neuengamme, hvor toget ankom samme dag. Fangerne fik først en snor om halsen med et nummer. Svane fik Nr. 69.185. Derpå blev alt over – og undertøj taget fra dem. Og ur, vielsesring og medbragt tobak. De blev iklædt gammelt aflagt tøj fra afdøde fanger, usle og snavsede ting, der var overmalet med striber og påsyet brogede lapper.
Ca. 90 fanger døde hver nat
Svane var ved den lejlighed heldig. Han fik fat i en damefrakke med pelskrave. Men på den anden side fik han tildelt noget elendigt aflagt dameundertøj. Desuden blev de klippet fuldstændig skaldet på hovedet og barberet over hele kroppen.
Hver morgen blev ligene af de i nattens løb døde fanger – ca. 80 – 90 mand båret ud og lagt nøgne langs hver barak.
De 12 ovne arbejde dag og nat
På paradepladsen skulle hele styrken på ca. 40.000 mand stå i timelange appeller i al slags vejr indtil man havde fundet ud af at tallet på fangerne passede med listerne.
Krematoriets 12 ovne arbejdede dag og nat. Suppen var uspiseligt. Men straks ved ankomsten fik danskerne en Røde Kors pakke. Svane ville stå det igennem. Han prøvede at hærde sig gennem kolde afvaskninger. I mangel af undertøj forsøgte han at holde varmen med træuld.
Han og Christian Viereck ligeledes fra Aabenraa havde de første 14 dage ikke andet arbejde end at skure toiletter. ”Der Blokälteste”, en tysk kommunist var flink over for danskerne.
Udtaget til Dessau Ufer
Den 28. januar blev ca. 150 danskere udtaget til en såkaldt transport til Hamborg. Danskerne var endnu friske og havde kræfter til et hårdere arbejde. Danskerne bestod af såkaldte asociale. Dem havde tyskerne fundet frem til fra danske strafferegistre. Men der var også patrioter som Erik Bondo Svane.
Arbejdslejren i Hamborg lå ved Dessau Ufer ved Hamborg Sydbanegård og var indrettet i en lade. Det var en forladt krigsfangelejr. Det regnede gennem taget. Under taget var der is under loftet.
De sov to i hver køje på en papirpose med halm og havde hver 1 tæppe. At der var lus og rotter siger sig selv.
Fra denne lejr blev danskerne ført ud på tvangsarbejde på oliefabrikken Renania, der var blevet bombet. Fangerne skulle foretage oprydningsarbejde.
En lang arbejdsdag
Dagen begyndte kl. 4. Først var der morgenappel en times tid. Hver man fik så en kop såkaldt kaffe. Rent vand have været at foretrække. Derefter fik man et tykt stykke rugbrød med 5 gr. margarine.
Derefter tog man enten med sporvogn eller marcherede hen til arbejdspladserne. Til frokost blev der serveret roesuppe. Når de kom hjem, var der atter appel. Ofte var der langvarig luftalarm. Så blev de jaget i beskyttelsesrum. På hver side stod tre tyskere med piske og slog dem, hvis ikke alle 1.000 kom hurtig nok ned gennem en kælderhals på 2 meter.
Herefter var der atter appel. Det hændte at fangerne døde i beskyttelsesrummet eller var så svage, at de ikke selv kunne komme op.
Herefter fik fangerne middagsmad bestående af roesuppe eller kålrabisuppe, som nærmest var opvaskevand. Ofte var klokken 12 om natten og suppen var iskold.
Man blev syge af forholdene
Russere og polakkerne stjal danskernes Røde Kors pakker, mens disse sov. Alle havde Dysenteri. Ofte så man folk vaske bukser. Ved hjælp af rå havregryn fra Røde Kors pakkerne fik man standset Diarreen.
”Kapoerne” var meget opfindsomme i deres afstraffelsesmetoder.
Slimhinderne var ødelagt på grund af vitaminmangel. Næserne løb og de fik vand i benene. Det gjaldt om at organisere sig til smågoder. Selv om Røde Kors pakkerne kom regelmæssig til hovedlejren kom de ikke ud til transporterne.
Flere forlangte andel af Røde Kors pakkerne
Med lidt pølse kunne man organisere sig til nogle lapper til at vikle om benene. Der var intet undertøj. Man brugte bølgepap fra Røde Kors pakkerne. Der var ingen strømper eller vanter, så hænder og fødder var blåfrosne.
SS’ erne forlangte part i cigaretterne for at udlevere pakkerne. Kapoer og ”Blokältester krævede også andel og endelig blev der stjålet fra pakkerne af medfanger.
En tredjedel af Svanes danske arbejdskollegaer døde
På denne transport døde 1/3 af danskerne ca. 50 af 150 mand. Af alle 40 hollændere døde alle. Ligene blev båret over i lighuset. Guldet blev brækket ud af tænderne. Hver 8. dag gik en jernbanevogn til hovedlejren med nøgne lig.
Til at begynde med holdt Erik Bondo Svane modet oppe. Han lærte de ”asociale” kammerater det nødvendige tysk, så de forstod kommandoerne og kunne deres numre.
Svane fik problemer
Efter 14 dages forløb blev han alvorligt syd af Dysenteri og problemer med benene. De var blevet ganske elefantagtige. Benene kunne ikke være i træskoene. Han måtte klare sig med tagpap og ståltråd viklet om benene
SS’ erne var særligt efter Svane, fordi han tog ukendt og kejtet på alt værktøj. En af dem smadrede hans briller, hvad der gjorde ham ret hjælpeløs.
Det lykkedes for Svanes far gennem Røde Kors at få et brev igennem til ham. Hvordan skulle han kunne svare på dette brev. Han måtte kun svare i ganske få linjer. og der var censur på.
Kun to grupper – døde eller raske, sagde tyskerne
Tyskernes råb og skrig og deres råhed sled på Svanes nerver. Yderligere fik han også bronkitis, så stemmen var næsten helt væk. Han kunne ikke officielt komme til læge for som en SS-leder sagde:
Lægerne var selv fanger. Den franske læge turde ikke indlægge fangerne selv om de var syge. Han forgænger, en hollandsk læge var blevet sendt til en strengere lejr, fordi tyskerne syntes at han var for imødekommende over for fangerne.
Svane fik prygl
Til sidst gik Svane over i en døs. Han svarede ikke kammeraterne, når de talte til ham. Han skulle bære en cementsæk, men kunne ikke. Det resulterede i at han blev pryglet. Dagen før han døde, skulle han bære fem mursten af gangen, men var kun i stand til at bære to. Dette afstedkom at han blev slået med gummiknippel og sparket. SS` eren råbte op om at danskere var svæklinge.
Svane dør den 5. marts 1945
Mandag den 5. marts 1945 ved 20 – tiden var han meget svækket. For at gå i beskyttelsesrum måtte han støtte sig til muren med hænderne. Kammeraterne hjalp ham op i køjen og gav ham et glas vand. De så ham pludselig ligge der med sit karakteristiske venlige smil. Men han åndede ikke mere.
Om morgenen den 6. marts udtalte Jul. Berndt fra Aabenraa:
Dødsårsagen
Kammeraterne mente, at dødsårsagen var, at han var slidt op legemligt og nervemæssigt samt pryglene dagen før. Den officielle forklaring var i første omgang – død efter lungebetændelse. Det blev så senere ændret til død efter bronkitis.
Begravet på Fattigkirkegård
I dette tilfælde blev liget ikke ført til Krematoriet i Neuengamme, men er blevet begravet på Fattigkirkegården Ohlsdorf i nærheden af Hamborg. Om det afsjælede legeme efterfølgende er overført til Danmark, vides ikke.
Kilde: (Vi har brugt følgende kilder i tre artikler om Modstanden i Aabenraa):
Hvis du vil vide mere:
Nogle tidligere udgaver (handler om Neuengamme):
Kilde:
Dato: januar 31, 2023
Modstand i Aabenraa
Hans Mørup startede en kreds i 1940. Terrænsportsafdeling. Man støttede Dansk Samling. Overretssagfører Holger Boeck. Sprængning af Transformator. Aktion mod DAPA udført af feriedreng. Farver Jacobsen blev ny by-leder. 13 grupper i Aabenraa og Omegn. Sabotage med store konsekvenser. Politimester døde i Neuengamme. Tyskerne fik uventet sidegevinst. Wollesen ny by – leder. Strejke blandt jernbanearbejderne. Sabotageleder skudt. 26 sabotageaktioner på to måneder. Planer for ventegrupperne. Igen en stor fangst af tyskerne. Tyskerne stod parat, da våbnene ankom. Regionernes styrke nåede op på 4.000 mand kort før krigsophør. Ny fangst af tyskerne – gård sprængt. Langt om længe havde Aabenraa nok våben. Det Sønderjyske råd uenige med regionsledelsen. Den 5. maj blev der foretaget en grænsespærring. Den tyske kommandant i Aabenraa truede. Amtmanden måtte ikke modtage englænderne. Kort levetid for nogle af grupperne.
Hans Mørup startede en kreds i 1940
Det kan godt være svært at beskrive modstandsbevægelsen i Aabenraa. Vi har allerede i artikler fokuseret på den. I slutningen af artiklen vil vi henvise til disse artikler. Mindst tre gange blev bevægelsen opløst og så skulle man starte forfra. I en anden artikel, som vi har arbejdet på sammen med denne, skal vi høre om den risiko og den triste skæbne, der overgik en af modstandsfolkene nemlig Erik Bondo Svane.
Det illegale arbejde udgik fra den såkaldte ”Aabenraa-kreds”. På initiativ af handelsmedhjælper Hans Mørup som leder havde han allerede helt tilbage fra den 15. august 1940 skabt en kreds på 12 – 15 mand som med regelmæssige mellemrum holdt møder.
Terrænsportsafdeling
De fandt det nødvendig at genrejse landet og en af metoderne var en fysisk uddannelse af de unge – en slags militær uddannelse. De startede med at oprette ed terrænsportsafdeling i Aabenraa. Delings – og gruppeførere blev uddannet. Man kunne vel kalde disse for en slags hjemmeværn.
Den offentlige mening skulle påvirkes
”Aabenraa-kredsen” kom i forbindelse med dr. phil. Vilhelm la Cour. Denne skrev artikler som blev trykt i pjecer, som Aabenraa – kredsen uddelte. Og lukkede foredrag blev det til. Hvis tyskerne fik fat i disse pjecer, ville de beslaglægge dem. Den offentlige mening skulle påvirkes.
Man støttede Dansk Samling
Wilhelm La Cour talte såvel tyskerne som samarbejdspolitikken imod. ”Aabenraa-kredsen” gav Dansk Samling sin fulde støtte. De støttede partiet ved folketingsvalget i marts 1943. To af kredsens medlemmer var endda kandidater for partiet. ”Aabenraa-kredsen” betalte partiets sønderjyske valgkamp.
Kredsen havde på dette tidspunkt egentlig ikke lavet noget illegalt arbejde. Og dog, kredsen stillede sig til rådighed for P – Planen. Denne var illegal for så vidt, som den blev holdt hemmelig for tyskerne. Hvis tyskerne opdagede det, ville politiet fortælle dem, at de skulle bruges i tilfælde af en katastrofesituation.
I efteråret 1943 gik kredsen ind i arbejdet med illegale blade. Dansk Samlings leder, Arne Sørensen gik efter den 29. august 1943 under jorden og skrev en række illegale henvendelser ”Niels Jydes Breve”, hvori han anbefalede at man oprettede dannelse af seksmandsgrupper. Kredsen mangfoldiggjorde disse og sørgede for distribution.
Overretssagfører Holger Boeck
Det var dog ikke ”Kredsen”, der kom med de første konkrete ideer til sabotagehandlinger. Denne ære tilkommer overretssagfører Holger Boeck. Vi skal dog helt frem til juli 1943 før de anmeldte sager hæver sig over ubetydelige og ligegyldige.
Det var også Boeck, der havde en ide om sabotage mod Aabenraa Motorfabrik. Det var så i første omgang Esbjerg – organisationen, der skulle stå for dette. Men denne aktion har vi skrevet en selvstændig artikel om. Og det er faktisk Tønder – gruppen, der står for de første egentlige sabotageaktioner i Sønderjylland.
Sprængning mod transformator
I Aabenraa stod man for sprængninger af transformatorer den 15. oktober 1943. Og det var også dem, der stod for brandbomber mod et tysk bil-lager i Voetmanns tømmerhandel den 4. november. Virkningen var dog begrænset.
Aktion mod DAPA udført af en ”Feriedreng”
Men aktionen mod fabrikken DAPA den 29. december 1943 var mere effektfuld. Officielt så var det BOPA, der stod bag den. Men det var nu Jesper Juel Petersen, der stod for denne, mens han var hjemme op juleferie. Vi har beskrevet denne aktion i en særskilt artikel. Krudtet havde han selv taget med fra København.
Farver Jacobsen blev by-leder
Kort efter nytår 1944 blev farver Jacobsen opsøgt af godsejer Flemming Juncker. Der skulle dannes en regionsledelse. Og denne opgave påtog Jacobsen sig. Han bad Hans Mørup indtræde i ledelsen. Regionslederen havde et nært samarbejde med det illegale arbejde i Haderslev og Tønder men slet ikke noget til Sønderborg og Als.
Forbindelserne til Tønder blev overdraget til kontorassistent Sven Aage Lyck. Opbygningen af grupper i Aabenraa blev overladt til landbrugskandidat, løjtnant Jørgen Petersen. Mørup tog sig af forbindelserne til østkysten. Bankassistent Sven Hoffmann fungerede som hans kurer og tillige som våben – og sprængstofinstruktør.
13 grupper i Aabenraa og Omegn
Efterhånden var der dannet 13 grupper i Aabenraa. De kom bl.a. fra terrænsporten, Forsvarsbrødrene og Sct. Georgsgildet. Spredt ud over amtet var der grupper placeret i Løjt Kirkeby, Hellevad, Bolderslev, Rødekro, Sdr. Hostrup, Røllum, Kruså, Tinglev og Gråsten.
I april 1944 ankom der våben og sprængstof til Aabenraa afsendt pr. bane som maskingods fra Viborg.
Sabotage med store konsekvenser
I weekenden den 5. – 6. februar 1944 gennemførtes aktionen mod Aabenraa Motorfabrik, der fik så alvorlige konsekvenser. Det gennemførtes på trods af det gældende sabotageforbud. Et sammentræf af misforståelser og uheldige omstændigheder var skyld i de alvorlige konsekvenser.
Natten til den 1. maj 1944 mellem 3.40 og 7.15 sprængte Aabenraa – folkene otte telefonpæle. Dette var et angreb på tyskernes kommunikationslinjer.
Politimester døde i Neuengamme
I 1943 blev politimester Aage Agersted udnævnt til chef for ordenspolitikommandoen i Jylland. Han fik et nært samarbejde med Flemming Juncker. Dern 30. maj 1944 blev han arresteret i forbindelse med ”Politimesteraktionen. Han døde i koncentrationslejren Neuengamme den 2. december 1944. Et led i denne aktion var også forøget på at arrestere chefen for Grænsegendarmeriet, oberst S.B. Paludan Müller, der blev dræbt efter en langvarig kamp. Her fandt tyskerne en masse dokumenter, som afslørede store dele af modstandsarbejdet i Sønderjylland.
Tyskerne fik en uventet ekstragevinst
Det gav en uventet ekstragevinst for tyskerne. Det betød at mange i regionsledelsen og længere nede i modstandsbevægelsen blev taget. Tyskerne kunne med stolthed indsende en særrapport til Berlin, hvori der bl.a. stod:
Wollesen – ny by-leder
Dette skabte kaos og forvirring i modstandskredse. Regionsledelsen eksisterede ikke mere. Men den 27. juli 1944 afholdtes et hemmeligt møde i Rise Skov, hvor man forsøgte at genskabe det tabte.
Kort tid eftertog dommerfuldmægtig Erik Bondo Svane kontakt til en række vigtige folk bl.a. politifuldmægtig Ivar Møller. Nu blev Wollesen indsat som by-leder mens Svane skulle varetage kontakten til byens ungdomsforeninger med henblik på ventegrupper. Her på siden vil vi skrive en artikel om Erik Bondo Svane.
Strejke blandt jernbanearbejdere
Ivar Møller skulle knytte forbindelse til politiet, hvilket dog ikke blev den umiddelbare succes, som man havde ventet.
Den 15. september 1944 afgik fra Frøslev fanger til koncentrationslejre i Tyskland. Det afstedkom strejke blandt jernbanepersonalet i det sønderjyske.
Sabotageleder skudt
Sabotageleder i Aabenraa, Egon Nørgaard blev den 17. oktober 1944 skudt ”under flugtforsøg” den 8. december 1944 på Skrydstrup flyveplads. Der var en del modsætningsforhold i modstandsarbejdet i Aabenraa.
26 sabotageaktioner på to måneder
Den 9. september 1944 var der kommet en sending på 3-400 kg sprængstof til Hjordkær Station. Dette var forudsætningen for en virkelig offensiv mod jernbanetrafikken. Fra den 14. august til den 22. oktober blev der foretaget 26 sabotageaktioner mod jernbanetrafikken.
Planer for ventegrupperne
Nye ventegrupper blev skabt og andre blev genoplivet. I september 1944 fandtes der således 90 mand i 15 grupper. Når tiden var inde, skulle disse spærre hovedvej 10 både nord og syd for byen. Grupperne skulle afbryde telefonkabler, specielt det tyske Norges – kabel, besætte rådhuset, posthuset m.v. Så skulle man også afbryde strømmen på højspændingsværket.
Politiet, som man omsider fik den ønskede forbindelse til, skulle neutralisere Gestapo. Til brug for grupperne i Aabenraa by ankom seks kasser med våben. De blev foreløbig t samlet oplagret på sygehuset, camoufleret som beredskabskasser fra Det civile Luftværn.
Igen en stor fangst af tyskerne
Men ak, atter en gang var tyskerne på pletten. Hele aktiviteten standsede brat, som følge af en ny arrestationsbølge den 5. oktober 1944. Den rev hele regionsledelsen og samtlige by ledelser over ende. Det lykkedes for Iver Møller og Nis Enemark at undslippe.
I regionens område som helhed konfiskerede tyskerne bl.a.:
For Aabenraa’ s vedkommende blev depoterne på sygehuset og i Hjordkær konfiskeret. Som i juni 1944 måtte arbejdet begynde helt forfra.
Tyskerne stod parat, da våbenleverance ankom
Heldigvis havde Kaptajn Aage Højland Christensen arbejdet som organisator af militærgrupper for ”Ringen” ud over landet. Så det var noget at begynde med.
Efter nytår 1945 accelererede regionsledelsens vækst bl.a. blev politimester E.H. Brix leder af det illegale politi i regionen. Nye by-ledere skulle dannes og også nye grupper skulle etableres. Våben og sprængstof skulle også fragtes til regionen.
Men tyskerne stod parat ved havnen i Kolding, da skibet i begyndelsen af december 1944 lagde til kaj. Man besluttede nu at leverancerne skulle komme drypvis. Den første sending ankom til Vejen med jernbane den 2. januar 1945. Men det var slet ikke nok, der kom. Således var der kun våben til halvdelen af ventegrupperne.
Regionens styrke nåede op på 4.000 mand
Efter de første tre måneders arbejde var regionens styrke oppe på ca. 2,000 mand. Lige inden befrielsen var dette tal vokset til 4.000. Der kom gang i sabotagerne igen i februar 1945. Igen var det jernbanerne, som det gik ud over.
Ny by-leder fra november 1944 blev i Aabenraa grosserer Kristen Dam Sodborg. Han blev i det tidlige forår afløst af dyrlæge Kai Mogensen. Nye folk kom også på de andre poster. Men arbejdsklimaet var meget dårligt. En af årsagerne var forholdet til det illegale politi.
Men ved krigens afslutning kunne Aabenraa bydistrikt stille med 240 mand i 40 ventegrupper og et dusin sabotagefolk i to grupper. Disse tal omfatter både grupperne i Aabenraa by og oplandsgrupper i Hovslund, genner, Løjt, Hellevad, Ndr. Hostrup, Klovtoft, Rødekro, Varnæs, Bovrup, Felsted og Bolderslev.
Ny fangst af tyskerne – Gård sprængt
Der ankom våben til Aabenraa bydistrikt i tre omgange. Den første sending ankom den 4. februar 1945. Den blev oplagret hos gårdejer Hans Lilholdt, Brunde. Det drejede sig om to tons, der skulle viderefordeles ikke blot til Aabenraa, men også til Gråsten, Sønderborg og Padborg.
Kun en mindre del af denne beholdning var blevet videredistribueret, da tyskerne i midten af måneden slog ned på depotet. Senere – den 10. marts 1945 – blev gården sprængt som repressalie.
Langt om længe havde Aabenraa nok våben
I slutningen af marts 1945 ankom en sending, især omfattende sprængstof i dritler til Søst Skov. Endelig ankom i de sidste besættelsesdage i begyndelsen af maj 1945 en større sending, som blev afhentet i Broager. Langt om længe var Aabenraa igen blevet velforsynet med våben.
Fra den 11/12 december 1944 til 26. april 1945 blev der foretaget 26 sabotageaktioner. Nu skal man nok tage lidt forbehold på korrektheden af dette.
Det Sønderjyske Råd uenige med regionsledelsen
I Sønderjylland opererede man også med begrebet ”Modstandsbevægelsens – Det Sønderjyske Råd” men samarbejdet mellem dette og regionsledelsen var ikke særlig harmonisk.
I foråret 1945 blev det klart at krigen nærmede sig afslutning. Muligheden for at allierede ville rykke frem gennem Nordtyskland videre mod nord blev stadig mere aktuel. Tyskerne var allerede for længst begyndt at forberede interimistiske forsvarsanlæg tværs gennem Sønderjylland.
Den svenske radio havde allerede den 1. maj meddelt, at tyskerne kapitulerede, men den forhastede glæde måtte atter afvige fra realiteterne, da meddelelserne viste sig at være falske.
Den 5. maj blev der foretaget en grænsespærring
Efter meddelelsen om den tyske kapitulation var kommet fredag den 4. maj om aftenen, etablerede modstandsbevægelsen en grænsespærring til og fra Tyskland om morgenen den 5. maj. Det var bl.a. 800 mand fra Frøslevlejren og 1.700 mand fra de forskellige bydistrikter, der stod for bevogtningen af grænsen i de første par uger.
Den tyske kommandant i Aabenraa truede
I Aabenraa indtog den lokale tyske kommandant, major Geyer endnu om morgenen den 5. maj. Han truede med at beskyde danske poster og danske frihedskæmpere på gaden. Men ved forhandlinger lykkedes det at overbevise tyskerne i Aabenraa om at modstandsbevægelsen havde fået politimæssige kompetencer, herunder deres ret til at foretage interneringer.
Amtmanden måtte ikke modtage englænderne
Men internt var der stadig problemer, således forhindrede by-ledelsen i Aabenraa, at amtmand Refslund Thomsen deltog i modtagelsen af de første englændere i Aabenraa mandag den 7. maj.
Dette skabte naturligvis en misstemning og denne misstemning rettede sig mod by-lederen, Dam Sodborg.
Kort levetid for nogle af grupperne
Lige som andre steder i regionen, var den illegale levetid i modstandsbevægelsen ofte meget kort – 2-3 måneder. Det lykkedes gang på gang tyskerne at oprulle organisationen. De lokale tab var relativ store.
Vi har i forbindelse med denne artikel lavet fokusartikler på to af de omtalte modstandsfolk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 26, 2023
Vand i Aabenraa
Mange dramatiske episoder. Aabenraa i farezonen i fremtiden. Voldsom stormflod i 1872. Tømmer og vraggods kastet rundt som bolde. Værftsarbejder i livsfare. Den tyske militærgarnison blev hjemløs. Værftsejer Jacobsen reddet af kaptajn Jebsen. For sent for 945 kreaturer. 189 mm regn på kort tid. Cirkus oversvømmet. I 1954 kunne det have udviklet sig til en katastrofe. Vandet nåede Sønderport. I 1995 var faren ikke varslet. En katastrofe for historieinteresserede. I fremtiden er Aabenraa i fare to gange om ugen. Stormflods-historier fra vestkysten.
Mange dramatiske episoder
Som det nok efterhånden er læserne bekendt, så boede jeg ca. 15 år i Aabenraa. Dengang oplevede jeg flere gange at vandet var gået over sine bredder. Vandet kom ikke op i byen, men holdt sig ned i havneområdet. Men sådan har det nu ikke altid været. Historien kan fortælle om mange dramatiske episoder. Og disse episoder bliver måske hyppigere.
Aabenraa i farezonen – i fremtiden
Ved vestkysten, hvor jeg voksede op, har vi oplevet stormfloder mange gange. Men efter, at det fremskudte dige kom op, har folk herude taget det roligere. Men her vest på, vil der i fremtiden grundet klimaændringer også bliver værre.
Men Aabenraa en af de ti byer i Danmark, der er mest truet af oversvømmelse i forbindelse med klimaforandringer. Det resulterer i højere vandstand, hyppigere stormfloder og voldsomme skybrud.
Det bliver dyrt for byen, når de i fremtiden skal sikre sig mod store ødelæggelser. Byen er truet tre steder fra:
Voldsom stormflod i 1872
Den største oversvømmelse, som man har data fra indtraf tilbage i 1872, hvor vandstanden i fjorden nåede op på 3,35 over normalen. Det var natten mellem den 12. og den 13. november 1872 hvor en voldsom stormflod ramte store dele af Østersøkysten.
En stærk nordvestenvind havde presset store vandmasser ind i Østersøen, men den 11. november sprang vinden pludselig om i nordøst. Den 13. november var vindstyrken vokset til orkan. Nu blev vandmasserne drevet tilbage med voldsom kraft. Vandstanden steg til 3,5 meter over normalen.
Tømmer og vraggods kastet rundt
Dæmningen ved Lindsnakke blev gennembrudt flere steder. Kilen blev fyldt med vand. Hel op til Statsbanegården nåede vandet inden vinden slog om i sydvest og derpå stilnede af. I kølvandet på vandmasserne fulgte både tømmer og andet vraggods, der blev kastet rundt i byen som bolde.
En stor tremastet bark, der var bygget på en af værfterne, drev i land ved Toldhuset. En jagt strandede helt omme i Nygade.
Værftsarbejder i livsfare
I en tidligere artikel har vi berettet om værftsarbejder, der boede i et hus i Søndergade, var ved at drukne. Deres lejligheder lå lige over for værftet i huset var pludselig helt dækket af vand. Og også da de kom ud af huset var vandet dybt. Mirakuløst slap de derfra i live.
Den tyske militærgarnison blev hjemløs
Et andet hus beregnet til værftsarbejdere skyldes helt væk. Måske var det også derfor garnisonen i Aabenraa valgte at flytte til Haderslev. Langhusene ved markedspladsen, hvor den tyske militærgarnison holdt til, blev total ødelagt. De blev simpelthen hjemløse.
Jacobsen blev reddet af kaptajn Jebsen
De materielle skader i Aabenraa var ganske omfattende. Værftsejer Jacobsen, der boede på Gammelhavn nr. 2 har i sine erindringer beskrevet de dramatiske begivenheder. Vandstanden steg over vindueskarmen i huset og til sidst 1,4 meter over gulvet.
Til alt held blev familien reddet, da kaptajn Jebsen hjulpet af fire tømrersvende, fortøjede en båd uden for husets sydlige gavl, så familien kunne fires ned fra vinduet på første sal.
For sent for 945 kreaturer
I 1904 var der igen stormflod, denne gang gik fjorden 2,30 meter over normal vandstand. Det var den 31. december. Vandstanden steg ret hurtig. Klokken 8 om morgenen blev borgerne alarmeret med kirkeklokkerne. Alle de lavtliggende huse skulle rømmes.
Skaderne var betydelige. På karantænestationen på Gammelhavn var der opstaldet 1.900 kreaturer. Her forsøgte man at få kreaturerne væk i jernbanevogne. Men da toget ikke mere kunne køre på grund af vand, måtte man i stedet trække dem over dæmningen, men da var det for sent.
945 kreaturer druknede. Sagen fik et makabert efterspil. De døde kreaturer blev flået, hvorefter kroppene blev sejlet ud på floden og sænket. Men arbejdet må være udført meget sjusket for om sommeren samme år begyndte dyrekroppene at drive ind på stranden. Enden på affæren blev derfor, at man i stedet for at destruere kadaverne sendte dem til for-meling på en benmelsfabrik.
I 1912 kom vandstanden op på 2,3 meter over normalen
189 mm regn på kort tid
I 1931 var det et voldsomt skybrud, der oversvømmede gaderne. Fra tirsdag den 7. juli om aftenen til torsdag den 9. juli faldt der ikke mindre end 189 mm regn i Aabenraa. De vældige vandmasser blev ført fra byens højdedrag ned gennem byen for at løbe ud i fjorden.
Vandløbene løb over deres bredder og oversvømmede store dele af byen. Ved Folkehjem kunne rørene ikke mere klare vandet. Det løb gennem Folkehjems have og ud på Haderslevvej.
Kl. 22 kulminerede det hele. På det tidspunkt var Amtshuset oversvømmet og arealet ved Svinget/Forstalle og Hjelmalle omdannet til store søer.
Cirkus oversvømmet
Kældre var oversvømmet. Cirkus Miehe og deres telte stod i 80 cm vand på Markedspladsen foran Amtshuset. Mange af cirkusfolkene måtte den følgende dag fiske deres telte og ejendele op i den store sø. Vandet i havnebassinet stod samtidig med vand 1,35 meter under dagligt vande. Regnvandet kom med sådan en kraft, at det rev bolværket med bed i havbassinet.
I 1954 var det ved at udvikle sig til en katastrofe
Den 4. januar 1954 var højvandet ved at udvikle sig til en katastrofe. Vandet steg til 1,7 meter over dagligt vande og nåede op til Sønderport. Kloakvandet blev trængt op fra åen gennem kloakken. Store dele af byen stod igen under vand. Værst så det ud i de mange lagerbygninger langs havnen. Folk havde travlt med at lægge sandsække og hindrede dermed en endnu større oversvømmelse.
Beboerne på Gammelhavn fik en forskrækkelse, da vandet trængte ind. De måtte nødevakueres på hotel. Hen på eftermiddagen trak vandet sig tilbage. Nu kunne man atter åbne hovedvejen.
Vandet nåede Sønderport
Den 14. januar 1960 piskede det kolde havvand gennem digerne nord for Amsterdam. 3.000 huse blev oversvømmet og 15.000 mennesker måtte evakueres. Knap så galt gik det til i Aabenraa. Men det blev dog til oversvømmelse både her og i Styrtom. Vandet nåede Sønderport. Mange biler var kørt fast i vandet. Så flere gader og veje måtte afspærres. Mølleåen var atter gået over dens bredder. Vandet løb ud på Flensborgvej
I 1995 var der ingen forvarsel
I 1995 var det oversvømmelse af havneområdet og de lavtliggende områder af byen – først og fremmest kvarteret omkring H.P. Hanssens Gade og Madevej. Det var et sandt Venedig omkring havnet. Vandet var to meter over normalen. Vandet løb op til Madevej og ind i Føtex kælder, hvor hele varelageret blev ødelagt.
På Gasværksvej stod vandet en halv meter over gulvet i ”Teknisk Lager” De fik ødelagt varer for et sekscifret beløb. Ved H.P. Hanssens Gade fik Aabenraa Kino sin nederste sal oversvømmet, så lærredet, gulvtæppet og de nederste stole måtte udskiftes.
På Hotel Europa måtte indehaveren af Fox and Hound se deres skotske pub oversvømmet for anden gang i løbet af et halvt år.
Heller ikke brandvæsnet undgik vandskader. Brandstationen på H.P. Hanssens gade lå i det hårdest ramte område. Da brandfolkene var færdige i den øvrige del af byen, kunne de begyndte at bjerge ting og sager hos dem selv. Brandstationens kælder var fyldt helt til loftet med vand.
Der var ikke indløbet noget varsel. Det var først da vandet begyndte at pible ind på stationen, at de var klar over at noget var galt.
En katastrofe for historieinteresserede
En katastrofe for historieinteresserede indtraf, da 323 meter arkivalier led omfattende vandskade hos Sønderjyllands Statsamt og Tele Sønderjylland. På Aabenraa Museum gik vandet op gennem kloakkerne og oversvømmede kælderen. Heldigvis havde museet installeret fugtighedsmålere, som alarmerede personalet. De kunne så nå at bjerge de vigtigste ting.
I fremtiden – alarmering 2 gange om ugen
Ja også i 2014, 2015 og 2016 har byen oplevet voldsomme skybrud og sikkert også flere gennem de sidste par år. I 2017 igen talte man om en 100- års begivenhed, så meget steg vandet i syv havne i det sydlige Danmark.
Hvis udledningen af CO2 på verdensplan ikke mindskes betragtelig, vil de indre dele af Aabenraa by blive truet af oversvømmelse 110 gange hvert år, når vi nærmer os slutningen af dette århundrede.
I øjeblikket er det mellem nul og 2 gange om året, at vandstanden stiger så meget i Aabenraa Fjord, at DMI må udstede varsler.
Stormflods-historier fra vestkysten
Det var også dengang, da hele Tøndermarsken skulle evakueres og da hærens kommunikationssystem brød sammen. Så måtte Walkie Talkie- foreninger fra hele Sønderjylland møde op. Og min onkel dirigerede så alle tropperne med et stærkt ulovligt anlæg fra politistationen i Tønder. Men den historie kan du læse om i en anden artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 5, 2022
Flugten fra arresten i Aabenraa
Jens Knudsen trak sin kniv. Øje for Øje – Tand for Tand. Hertugen beordrede liget udleveret. Under streng bevogtning. Pligt til at borgere skulle deltage i vagttjeneste. Vagtmandskabet gik tidligere end planlagt. Konen beordrede manden tilbage. Jens Knudsen var flygtet. Vægtere og vagtmandskab arresteret. En ny mistænkt. Vægteren virkede forvirret. Hertugen beordrede pinligt forhør. Torturinstrumenter lå frit fremme. Jens Knudsens brødre blev arresteret. Byfogeden lod sig ikke bestikke. Morderen anholdt ved Randers. Detaljeret tilståelse. Låsen blev nøje undersøgt og nøgler lavet om flere gange. Erik Vægter lovede Jens Knudsen lig-skjorte. En række tyverier blev tilstået. Skæbnen var beseglet. Liget sendt til Kiel.
Han trak sin kniv
Jens Knudsen var en forhærdet vaneforbryder. Han havde i mange år hovedsageligt ernæret sig ved tyveri rundt om i Sønderjylland. Han for længst moden til galgen. Hans hidsige sind kendte ikke til hæmninger. Det kom til at afgøre hans skæbne.
Gamle rets-dokumenter beretter om Jens Knudsens tragedie. Det giver os også et interessant billede af forhold og tilstande af retsvæsnet i Aabenraa i 1600 – tallet.
Jens Knudsen traf søndag den 25. juli 1669 Terkel Hansen fra Brunde på gaden i Aabenraa. Af en eller anen ukendt grund så Jens Knudsen sig vred på Terkel Hansen. Sammenstødet endte med, at Jens Knudsen i hidsighed trak sin kniv og stødte Terkel Hansen ned.
Øje for Øje – Tand for Tand
Ugerningen skete hen på eftermiddagen og moderen blev straks overmandet af folk i gaden. Man fik alarmeret byens gamle veltjente vægter Andreas og hans yngre kollega vægter, Erik.
Nyheden om det morderiske overfald bredte sig som ild i strå i den lille by og et anseeligt følge af nysgerrige fulgte de to vægtere, da med morderen imellem sig førte ham til rådhuset.
Tidens retsvæsen var bestemt ikke blødsøden. Man fulgte den gamle jernhårde lov:
Det vidste Jens Knudsen. Uden for rådhuset fik han øje på byens kag. Det var symbolet på den straffende retfærdighed, inden vægterne puffede han ind ad døren til rådhuset. Da han lidt senere blev låst inde i rådhuskælderen, gik det op for ham, at han havde fortrudt sit liv.
Hertugen beordrede at liget skulle udleveres
Terkel Hansen døde tidligt tirsdag morgen. Jens Knudsens kniv havde ramt ham i nærheden af hjertet. Byens borgmester Carsten Hagensen ville dog ikke udlevere liget til enken. På hendes vegne klagede amtmand Henrik von Brockdorff. Det hjalp. Den 2. august udstedte Hertugen en ordre om at udlevere liget til Terkel Hansens enke lige som han gav myndighederne i Aabenraa påbud om at straffe morderen efter loven og statuere et eksempel til skræk og advarsel.
Under streng bevogtning
Jens Knudsen blev sat under streng bevogtning. Man var klar over, at en mand som ham ville benytte den første lejlighed til at flygte. Man nøjedes derfor ikke med at dreje nøglen om i låsen til cellen. Nej han blev bevogtet både dag og nat.
Om dagen holdt vægterne Andreas og Erik skiftevis øje med cellen. Hver nat måtte fire borgere møde og overtage bevogtningen fra kl. 8 om aftenen til kl. 4 om morgenen, hvorefter vægterne afløste dem.
Pligt at borgerne skulle deltage i vagttjeneste
Denne vagttjeneste var en pligt, der gik på omgang blandt borgerne. Kvinderne måtte også tage deres tørn. Men naturligvis var ingen begejstret for disse nattevagter. De der havde råd til det, betalte andre til at overtage deres vagt.
Trods dette bevogtningsapparat lykkedes det alligevel Jens Knudsen at flygte. En morgen var cellen tom og moderen borte.
Jens Knudsen flygtede
Jens Knudsens flugt vakte det største røre i Aabenraa. Mens jagten efter moderen satte ind, blev der indledt en omfattende undersøgelse for at få opklaret, hvorledes flugten kunne være iværksat og hvor ansvaret skulle lægges.
Amtsskriver Caspar von Saldern, den senere borgmester, sendte Hertugen en udførlig beretning om de omstændigheder, der knyttede sig til flugten.
Vagtmandskabet gik tidligere end planlagt
De fire personer, der havde vagt ved cellen den pågældende nat var klejnsmed Hans Jørgensen Troll, hvis kone først på aftenen havde holdt sin mand ved selskab i fængslet. Den 20 – årige skomagerlærling Christen Lassen, der havde vagten for sin bror, Espen Larsen, Marie Smit, som holdt vagt efter tur, og Knud Sørensen, der var betalt stedfortræder for Christian Holladt.
Det må have været så som så med fængselsreglementet, for kl. 4 om morgenen, tidligere end sædvanligt, havde den samlede vagt uden videre forladt fængslet. Inden de gik, havde Troll råbt ind til Jens Knudsen at nu gik de hjem.
Troll undersøgte låsen til celledøren og fandt den i bedste orden. Så forsvandt vagtmandskabet, idet de råbte ”God Morgen” ind til morderen. På det tidspunkt var fangen i cellen. Vagten havde nemlig hørt ham sige: ”I morgen får jeg min dom”. Ingen af vægterne var endnu mødt til afløsning.
Konen beordrede manden tilbage
Da Troll kom hjem, blev hans kone betænkelig ved at høre, at vagten var gået, inden vægterne var kommet til stede. Hun fik sin mand til at vende tilbage til Rådhuset.
Bevæbnet med sin økse tog han afsted igen. Ved siden af Rådhuset boede Elsebe Taysen. Hun var ude på gaden, da Troll kom igen. I største ophidselse fortalte hun ham, at moderen for et øjeblik siden var passeret gennem gården til hendes hus.
Vægtere og vagtmandskab arresteret
Borgmester Haagensen og de nærmest boende af Rådets medlemmer blev underrettet o0m fangens flugt. De begav sig om morgenen kl. 6 til fængslet. De fastslog, at skønt låsen til cellen ikke var brudt op, var Jens Knudsen alligevel borte.
Vægterne Andreas og Erik samt de fire nattevægter blev arresterede. Erik, der var den yngste af de to by-vægtere havde været i byens tjeneste i 14 år. Han havde i de sidste 13 dage før flugten haft nøglen til cellen og havde givet fangen mad.
En mistænkt
Under den første afhøring tilstod han, at en mand ved navn Jes Drache, der enten var beslægtet med morderen eller ven med ham og hans familie, var kommet til vægteren uden for borgmester Haagensens hus og bedt ham om skaffe ham lejlighed til at tale med morderen.
Vægter Erik, der mente, det nok kunne gå an, havde givet sin søn nøglen, så han kunne lukke Jes Drache ind. Drache havde en tid været alene med fangen i cellen. Vægteren oplyste desuden, at den nat, da flugten fandt sted, havde moderens hustru og bror boet hos Jes Drache. Dette udsagn resulterede i, at Drache også blev arresteret.
Pårørende ville tale med vægter
Ved et af de følgende forhør indfandt Hans Jessen fra Brunde sig. Han var gift med den myrdedes søster. Han ønskede at få lejlighed til at tale med Erik Vægter i øvrighedens påhør. Afhøringen fandt sted i Rådstuen. Her sagde Jessen, som det hedder sig i von Salderns indberetning ”lige i ansigtet på Erik Vægter” at han dagen før Jens Knudsens flugt havde talt med vægteren. Som de havde sagt, at endnu i dag ville han give fangen mad, men i morgen ville han lade ham løbe ud på heden.
Vægteren optrådte forvirret
Vægteren nægtede til at begynde med alt. Til sidst måtte han dog indrømme at han havde ytret sig sådan, men han havde blot sagt det i spøg. Myndighederne lod sig dog ikke føre bag lyset.
Vægteren havde vaklende udsagn og en forvirret optræden. Han holdtes fortsat i arrest, bl.a. fordi man på Gottorp havde ønsket selv at afhøre de implicerede i sagen. Dette ønske var foranlediget af, at den myrdedes hustru og øvrige familie havde besværet sig over for Hertugen, fordi Rådet ikke med den ønskelige iver lod den undslupne morder forfølge. Og så mente man at det gik alt for langsomt med at finde ud af, hvem der lod morderen undslippe.
Hertugen beordrer ”Pinligt forhør”
Vi hører ikke om, hvordan disse forhør var forløbet. Men vi erfarer at Hertugen den 15. november beordrer at Erik Vægter og Jes Dracjhe skal underkastes ”Pinligt forhør”. Her skal byens skarpretter ved hjælp af tortur presse en tilståelse ud af dem.
Allerede den 22. november skal denne uhyggelige forestilling finde sted på Rådhuset. Borgmester og Råd var forsamlet Skarpretteren var mødt op med sine remedier – tommelskruer og andre prøvede remedier.
Torturinstrumenter lå frit fremme
Alle remedier lå frit fremme til de anklagedes store skræk. Erik Vægter var den første der blev præsenteret for denne udstilling. Og til denne hørte også ”Den pinlige stok”. Den skulle bruges på vægterens rygstykker. Vægteren gav sig dog ikke så let ved synet.
Til at begynde med gav han den som ”Ridderen af den bedrøvelige skikkelse”. Han klagede sig ynkeligt og bedyrede med vemodig stemme, at han var uskyldig og bad om nåde og betænkningstid. Men ynkeligheden gik af ham, nu var det raseri.
Vægteren var blevet bedt om at gå til Jes Drache for at få en ende på hans sag. Om to dage skulle han sige fra morderen ville der blive bragt 40 Rigsdaler til Draches hjem.
Det eneste, Erik Vægter nu ønskede, var at en af morderens brødre, der boede i Havsted i Tønder Amt ville blive arresteret. Han kunne sikkert give gode oplysninger i sagen. Mere kunne han ikke sige, selv om bøddelen skar ham i stykker.
Rådet vedtog at lade vægteren slippe for tortur indtil videre, hvorefter han førtes ud.
Nu var det Jes Draches tur
Nu kom Jes Drache ind og blev præsenteret for bøddelens torturinstrumenter. Han henviste ligeledes til morderens bror. Han hævede at denne vidste besked om hele sagen. Det som Drache havde talt med morderen om i cellen, kunne enhver have hørt. De 40 Rigsdaler havde han hverken ønsket eller modtaget. Han svor på, at han ikke kendte til fangens flugt.
Torturinstrumenterne gjorde intet indtryk på ham. Han var en hårdnakket mand. Også han slap for at komme under videre behandling af bøddelen.
De to brødre blev arresteret
Den 25. november 1669 udstedte Hertugen en arrestordre mod morderens to brødre. Samtidig fik borgmesteren i Aabenraa ordre til foreløbig men mod kaution at løslade Erik Vægter og Jes Drache.
Begge skulle føres til Tønder for at stilles over for brødrene Knudsen af hvilken den yngste Christen Knudsen blev sat i fængsel. Amtmanden for Tønder Amt havde mod kaution ladet den ældste bror, Hans Knudsen forblive på fri fod. Med den begrundelse at han var en gammel og meget svagelig mand, der gik på gravens rand. Dette skete den 7. december.
Drama i Amtshuset i Tønder
Få dage forinden den 3. december oplevede man et nyt drama i sagen på Amtshuset i Tønder. For retten mødtes Jes Drache og Erik Vægter med brødrene Christen og Hans Knudsen. Men det lykkedes ikke for myndighederne i Tønder at hæve noget af den mystik, der omgav moderen Jes Knudsens flugt. Begge brødre holdt på at de ikke kendte det mindste til sagen.
Efter Erik Vægters forklaring havde morderens hustru sammen med Hans Knudsen fra Fogderup dagen før flugten været i Jes Draches hjem, hvor man havde talt om muligheden for at hjælpe Jens Knudsen.
Dennes hustru og Hans Knudsen havde om aftenen spurgt Jes Drache, hvad han skulle have for sin umage med besøget i fængslet. Det skulle han ikke have betalt, sagde han. For Jens Knudsen var det ikke andet at gøre end at berede sig til døden og skaffe sig et lagen og en kiste.
Byfogeden lod sig ikke bestikke
Christen Knudsen skulle også have sagt, at han ville pantsætte al sin ejendom, blot han kunne få sin bror på fri fod. Dette benægtede begge brødrene blankt. Hans Knudsen påstod derimod, at Jes Drache havde budt byfogeden i Aabenraa 12 Rigsdaler for at låne ham nøglen til cellen, så han kunne hjælpe fangen ud. Byfogeden var dog ikke interesseret i at tjene disse penge!
Lod opklaringen vente på sig?
Hans Knudsen erklærede til sidst på sine egne og sin brors vegne, at de ikke hverken havde set eller talt med deres bror siden hans flugt, lige som de ikke havde ydet ham nogen form for hjælp til flugten.
Med dette negative resultat sluttede retsmødet i Tønder. Det så nu ud til at en opklaring lod vente endnu længere på sig. Men det viste sig nu ikke at være så fjern.
Morderen anholdt ved Randers
I dagene ind under jul indløb der meddelelse fra Aabenraa til Hertugen om, at morderen var fanget oppe ved Randers. Sent om aftenen 22. december blev morderen ført til Aabenraa og nu indsat i fængslet på Brundlund Slot. Disse fangekældere havde man åbenbart mere tillid til end cellerne på Rådhuset. Caspar von Saldern kunne meddele, at fangen var lagt i jern.
Detaljeret tilståelse
Tidligt om morgenen Lille Juleaftensdag besøgte von Saldern fangen og talte med ham i al venlighed. Under samtalen brød morderen sammen. Uden nogen påvirkning fra von Salderns side gav han en detaljeret tilståelse af, hvordan han var blevet hjulpet med at flygte.
Det var udelukkende hans hustru og de to brødre, der havde hjulpet ham, Pastor Nicolaj Clausen i Oksbøl havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe ham, men han havde dog kun foretaget skriftlige henvendelser til borgmester Hagensen og Jes Drache, ligesom han havde lovet at være familien behjælpelig med penge, hvis det var nødvendigt.
Efter at morderen havde aflagt tilståelse, skildrede han beredvilligt, hvorledes hans familie havde gennemført hans befrielse. Det må siges, at de har gået systematisk til værks.
Låsen blev undersøgt
Jens Knudsen havde først undersøgt låsen til cellen. Så tegnede han gangene i låsen på et stykke papir. Dette havde han afleveret til sin kone, da hun besøgte ham. Desuden havde hun også haft lejlighed til med papir at tage aftryk af låsen, mens Erik Vægter på hendes foranledning var gået i byen efter brændevin.
Papirerne havde konen afleveret til sin svoger Christen Knudsen som havde bragt dem til en mand, de har kendt godt og kunne stole på. Smeden lavede på grundlag af papirerne seks forskellige nøgler, som Knudsen bragte til sin svigerinde i Aabenraa.
Nøglerne måtte laves om flere gange
Da Jens Knudsens hustru næste gang aflagde besøg i fængslet, sørgede hun for at å Erik Vægters søn, der da var til stede, bort et øjeblik, hvorefter hun prøvede nøglerne. Første gang duede ingen af dem.
Christen Knudsen måtte igen afsted til Knivsig og få nøglerne ændret. Denne rejse måtte han foretage to gange inden det lykkedes at skaffe en nøgle der passede. Denne nøgle holdt morderen på sig. Tre eller fire dage før han gjorde alvor af at flygte, havde han flere gange lukket sig både ud og ind af cellen.
Erik Vægter lovede ham sit lig – klæde
Den morgen, hvor vogterne havde forladt fængslet tidligere end ellers, havde han lukket sig ud, før nogen af vægterne var kommet til stede og flygtet nordpå op gennem Jylland. Desuden oplyste Jens Knudsen, at Erik Vægter, der havde ført ham tilbage til Aabenraa, var trængt ind på ham for at få ham til at tie med at han og sønnen havde givet morderens hustru og Jes Drache adgang til cellen, så de havde kunnet arbejde for fangens befrielse.
Vægteren var gået så vidt, at han havde lovet Jens Knudsen at den lig-skjorte, der ellers var syet til ham selv, hvis han kunne stole på hans tavshed.
Jens Knudsen tilstod en række tyverier
Jens Knudsen tilstod også en række tyverier. Han havde stjålet fire heste i Oksbøl på Als, hvilket medførte at han måtte fortrække fra sognet. Det havde dog ikke afholdt ham fra senere både i Jægerup, Røllum og Stubbæk at stjæle heste, som han var draget til marked i Husum med og solgt der.
Christian Kruss i Aabenraa var en trofast aftager af hans tyvekoster. På Barsø havde han bl.a. stjålet en kiste med saltet fårekød, uld og en damefrakke.
Skæbnen var beseglet
Jens Knudsens skæbne var nu beseglet. Den 28. januar bemyndigede Hertugen borgmester og råd i Aabenraa til at udlevere morderen til bøddelen og den 8. februar underskrev Hertugen dødsdommen.
Den 17. februar endte Jens Knudsen sit omtumlede liv i galgen. Hen under aften i skumringen, blev hans legeme taget ned og lagt ned i en kiste. Efter Hertugens ordre skulle liget føres til det medicinske fakultet i Kiel, hvor professor Johan Daniel Majorn ville lade studenterne bruge det i undervisningen i anatomi.
Næste morgen tidlig kørte en Aabenraa – vognmand ud af byen mod syd. Bag i vognen stod en simpel trækiste, der indeholdt Jes Knudsens jordiske levninger.
Desværre har vi ingen melding om straffen til Jens Knudsens kone og brødre. Ja og Erik Vægter havde jo heller ikke optrådt efter reglerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 3, 2022
Mordet på Claus Esmarch (Aabenraa)
Man kendte gerningsmanden. Rygtet gik, hvem der stod bag. Et ulykkeligt ægteskab. Had til svigersønnen. Hertugens ønske: Pinligt forhør med tortur. Et grufuldt syn. Løjts Karle ilede til for at hjælpe. Man søgte tilflugt i skove og på marker. To personer sigtet for mordbrand. Hvordan kunne man hjælpe Aabenraa? Føltes som ekstra straf fra Gud. Til pinligt forhør på Brundlund Slot. Den loge kone i Flensborg. Skulle have mødt Jørgen Lund. Herredsfogeden var åbenbart også involveret. Flere indrømmelser og ledende spørgsmål ved pinligt forhør. Til alters hos sognepræsten. Claus Esmarchs kone blev udvist. Så kunne vi have sluttet historien Amtmanden havde et horn i siden på mange. Kendt for et være hensynsløs, Var kusken involveret? Borgmesteren var nok ikke helt så afholdt. I første omgang havde Aabenraa sagt nej til pinligt forhør. Var det justitsmord? Niels Heldvad fik sit gamle job igen. Var Jørgen Lund og herredsfogeden enlig involveret?
Man kendte gerningsmanden
Søndag den 22. april 1610 var Aabenraas borgmester Claus Esmarch blevet dræbt ved Jørgensgård Led af en vildtskytte Jørgen Skytte. Det er omtrent der hvor Folkehjemmet ligger i dag.
Borgmesteren, der boede i huset nord for Rådhuset havde netop overværet gudstjenesten i Skt. Nicolai Kirke. Derefter havde han taget sin vogn for at køre til Løjt. Kort efter var han blevet ramt af snigmorderen.
Harmen over denne ugerning var stor i Aabenraa. Gerningsmanden flygtede på et skib. Om han nogensinde blev fanget, oplyser historien ikke noget om. Syv år senere blev han stadig efterlyst.
Rygtet gik, hvem der stod bag
Men snart gik rygtet at det var Wolff Kalundt og hans kone, der stod bag mordet. Det var dem, der havde lejet Jørgen Skytte til at skyde deres svigersøn. Og nu voksede ophidselsen nærmest til en orkan.
Man sagde om Esmarch at var en from, retsindig og respekteret mand. han var åbenbart meget afholdt. Han havde taget initiativ til, at den nye skibbro, som endnu ikke var helt færdig, blev bygget og havde således bidraget meget til byens fremgang.
Et ulykkeligt ægteskab
Man vidste, at hans ægteskab med Kalundts datter var meget ulykkeligt. Esmarch var som ganske ung kommet i tjeneste hos Kalundt, der beklædte stillingen som amtsskriver. Her var han så avanceret til kopist og skriver.
Kalundt havde selv ønsket at unge skriver skulle ægte hans datter, Anna. Det var nu meget imod hendes egen vilje. Den 6. september 1600 stod brylluppet. Tre år sender blev svigersønnen hans efterfølger.
Had til svigersønnen
Claus Esmarch, der var flyttet ind til byen, var blevet indvalgt i byens råd. I 1608 blev han borgmester. Med Kalundts gik det stadig ned ad bakke. De levede over evne. Claus Esmarch ønskede ikke at understøtte dem. Han tillod heller ikke at hustruen hjalp dem.
De vendte nu begge deres had mod svigersønnen. I byen gik det også rygter om at at samlivet mellem borgmesteren og hustruen var uudholdeligt. Ja man hviskede endda, ar hun havde et forhold til en anden mand. Han hed Didrich Prippen. Det havde også fået følger således havde hun indladt sig på fosterfordrivelse.
Alt dette var nok til at rejse mistanke på ægteparret og den myrdedes ældste bror præsten i Fahrenstedt.
Det gavnede ikke Kalundts sag at det rygtedes at præsten i Hellevad, Jørgen Lund ”et upålideligt og forsumpet invalid” var rømt fra sine kirker (meddelt i Fladsten-bogen). Det måtte heller ikke komme for dagens lys at Kalundt havde lånt 1.000 Daler af herredsfoged Bartram Jensen i Bedsted.
Retten blev sat. Wolff og Margrethe Kalundt blev dømt ”til at have deres liv forbrudt”
Hertugens ønske: Pinligt forhør med tortur
Alt dette var blevet meddelt Hertug Johann Adolf af Johann von Wowern, der var fungerende amtmand for Aabenraa Amt. Samme dag, fredag den 18. maj afsendtes der et ridende bud fra Gottorp til Aabenraa med det hertugelige reskript om, at de dømte skulle underkastes et pinlig forhør i torturkammeret.
Et grufuldt syn
Dagen derpå, da hertugens ridende bud nåede Aabenraa, stod byen i flammer. Buddet holdt hesten an og forfærdes at det grufulde syn. Det var blæst op til storm fra øst. Den piskede flammerne fra stråtag til stråtag.
Rytteren sporede sin hest og red ind til Brundlund Slot for at aflevere Hertugens skrivelse til Amtsskriver Peter Moritzen. Efter at have bundet sin hest, ilede han op mod Slotsgade for om muligt at være til hjælp.
Det var jammer det hele. I løbet af få øjeblikke var de små pyntelige gavlhuse af bindingsværk i lys lue og sank snart efter sammen. Intet blev reddet.
Løjt Sogns karle ilede til hjælp
Løjt Sogns karle var ilet til hjælp. Og ved deres hjælp lykkedes det at redde den nordlige del af byen og Kolstrup. Ilden havde da bredt sig fra Peter Gregersens hus i øst til Peter Andersens hus i vest i Ramsherred (Fladsten – bogen).
Hele den øvrige by lå i ruiner. 156 borgerhuse med alle tilhørende stald – og lade-bygninger var blevet flammernes bytte. Ilden havde fortæret Rådhuset, præsteboligerne, skolen, kirkens tag og tårn. På kirkegården stod forkullede stammer af de smukke asketræer som ”Sorte Hans ” havde plantet i 1565.
En hel mil inde i landet fandt man efter branden stumper af brændt stråtag, som stormen havde ført med sig. Mads Poulsen fra Fladsted, der også var kommet til stede, skrev senere i sin dagbog, at han aldrig havde set magen til brand med så stor en skade.
De allerfleste havde kun formået at redde det, de havde på kroppen, og skønt det var midt på dagen, omkom flere kvinder og børn i luerne.
Man søgte tilflugt på marker og i skove
Et tragisk syn var det om aftenen at se de brandlidte søge tilflugt i de omliggende skove eller på markerne. Andre havde søgt husly i omegnens landsbyer. Det gjaldt om at bjerge sig så godt man kunne. Hvor man kom hen, var der jammer og elendighed.
Det ridende bud fra Gottorp fik straks et bønskrift med hjem til hertugen, i hvilket borgmester- og råd underdanigst anmodede om hjælp til den brandlidte by. Man ønskede ligeledes træ til opførelsen af nye huse.
Men først den 30. juni, efter at man havde indsendt et nyt bønskrift, kom der svar. Det første var ikke blevet besvaret, fordi Pinsen stod for døren. Nu lod Hertugen udgå et opråb til alle sine undersåtter om at komme Aabenraas nødstedte indbyggere til hjælp.
To personer sigtes for mordbrand
En måned senere blev Peter Bådebygger og Niels Ovsen kendt skyldig i mordbrand. De havde denne 19. maj, da det meste af byen blev lagt i aske, tændt ild ude på den nye skibbro, hvor de var beskæftiget med tjærearbejde. Tre borgere var gået ud for at advare dem men de havde fået svaret:
Men straks derefter havde ilden taget fat i en staldbygning og begyndte at brede sig. Blæsten blev til storm og sprang om fra øst til sydøst.
Dommen over Peter Bådebygger og Niels Ovsen var hård. Da de ikke havde ænset den advarsel, som de havde fået, blev de dømt
Hvordan kunne man hjælpe Aabenraa?
Der foregik mange samtaler hos Hertug Johann Adolph. Johann von Wowern havde mange forslag til, hvordan man kunne hjælpe borgerne i Aabenraa. I det andet bønskrift bad borgerne om fritagelse for skat og skyld og om ophævelse af accisen for det hjemmebryggede øl.
Enkedronning Sophia i Nykøbing på Falster ville lade sine undersåtter yde bidrag til hjælp for de brandlidte, hvis det kom et andragende fra Hertugen. Hun bad ham underdanigst sende hende et sådant.
Føltes som en ekstra straf fra Gud
Det var nok at tage fat på for Hertugen. Han udstedte en forordning om, at de nye bygninger skulle forsynes med tegltag og forbød stråtagene. Han forærede træer fra Nybøl Skov til byen. Men da der mod slutningen af året blev indsendt et nyt bønskrift, svarede Johann von Wowern, at fyrstelig nåde af forskellige grunde ikke kunne opfylde det fremsatte ønske.
Den store brand føltes længe som en straf fra himlen for begåede synder og måske også mordet på borgmesteren.
Den 22. februar 1611, da borgmester og råd bad den danske konge Christian den Fjerde, om tilladelse til at foretage en indsamling i Kongeriget.
Til pinligt forhør på Brundlund Slot
Retten skulle trods den voldsomme omvæltning gå sin gang. Den tiende dag efter branden blev torturkammeret på Brundlund Slot gjort klar til at modtage Wolff Kalundt til pinligt forhør. Bøddelen og hans hjælpere var mødt op med deres redskaber. Ved et bord sad en skriver parat til at nedskrive de svar, offeret skulle give. Byens Råd havde taget opstilling.
Ingen havde noget til overs for Wolff. Alligevel følte de fleste sig ilde til mode. Men Fyrstelig Nådes bud kunne man ikke sidde overhørig.
Kort efter hørte de nysgerrige, der havde taget opstilling udenfor slottet hjerteskærende skrig. Bøddelen havde spændt Wolf Kalundt på en stige og strakte hans lemmer. En grufuld håndtering. Så holdt man inde for at give ham lejlighed til at svare op de første spørgsmål.
Den kloge kone i Flensborg
Wolff var mere end villig til at fortælle om, hvorledes han havde søgt en klog kone i Flensborg. Heinrich Lowsen skulle ordne denne sag og havde først fået 7 mark i ”tærepenge” og dernæst 3 alen tøj, hvorpå han havde ledsaget ham til fruentimmeret i Flensborg.
Men da hun krævede både år og dag for at aflive borgmesteren med sine kunstner, opgav han og forærede hende tre alen tøj.
Han forklarede, at hans kone nu og da havde været ude at få råd. Navnlig havde hun opsøgt pastor Andres Beyerholm i Øster Lindet. Han kendte dog ikke noget til, hvad hun havde udrettet undervejs.
Skulle have mødt Jørgen Lund
Jo han havde lejet Jørgen Skytte. Det tilstod han frivilligt. Aftalen fandt sted lige før påske. Beløbet var 380 Daler.
På spørgsmålet om han havde henvendt sig til Hellevad – præsten, Jørgen Lund om hjælp og råd nægtede han, men da bøddelen nu satte tommelskruerne på ham, tilstod han klagende, at han havde spurgt Lund, om han ikke vidste råd for, hvorledes Claus Esmarch kunne berøves livet, fordi han og hans kone levede så dårligt sammen. I første omgang ville Lund ikke har noget med sagen at gøre.
Men otte dage senere var de mødtes i Flensborg, hvorfra de skulle rejse til Gottorp. De havde spist og drukket godt sammen og da havde Lund sagt, at han nok skulle finde en løsning. Han kunne godt tænke sig at Lund havde haft en aftale med gerningsmanden.
Så blev der spurgt om Lund havde haft nogen fortjeneste på det.
Kalundt ville sværge ved sin sjæls saglighed, at det ikke var tilfældet.
Herredsfogeden var åbenbart også indblandet
Men da tommelskruerne fik en ny omgang og efter at bøddelen havde stukket ham ”den gyldne Pære” tilstod han at Lund havde fået tilsagn om 100 Daler. Men han havde ikke fortalt noget om sin egen aftale med Jørgen Skytte.
Han nægtede i første omgang at herredsfoged Bartram Jensen fra Bedsted havde haft noget med sagen at gøre. Men under torturen forklarede han, at Jørgen Skytte ville have sikkerhed for sine penge. Han havde så givet Bartram en forsikring på 200 Daler.
Han havde lovet Bartram en foræring, når Claus Esmarch var død. Han vidste godt at Jørgen Lund og Bartram var venner.
Flere indrømmelser ved fornyet tortur
Under fornyet tortur forklarede han, at han efter mordet havde givet sin hustru 120 Daler som hun så havde ladet sin lille datter bringe til gerningsmanden. Han tilstod videre, at han havde brændt borgmesterens testamente sammen med andre papirer, deriblandt et brev til broderen Jacob Esmarch og et til Hertugen.
Claus Esmarch havde opstillet et testamente. Han vidste godt, at der var planer om, at han skulle myrdes. Og det var hustruens mor, der stod bag med hustruens far som vidende. Claus Esmarch havde hørt rygterne fra flere sider. Hans midler i testamentet var opført til 15.000 mark.
Kalundt blev nu båret væk på stigen godt medtaget.
13 dage efter var det Margrethe Kalundts tur. Under tortur tilstod hun, at hun vidste at Claus Esmarch skulle myrdes. Datteren skulle flere gange have tryglet sin mor og far mor om at skaffe ham af vejen.
Til alters hos sognepræsten
Dommen var døden. Samme dag tog sognepræsten Johannes Generanus Wolf Kalundt og hustru til alters. Dagen derpå blev han stejlet og lagt på hjul på Arnsbjerg. Da folk, der havde overværet eksekutionen, vendte hjem, så de fra højen ud over den hærgende by ved den skønne fjord.
Mærkelig nok var den ny skibbro uskadt. Nordsiden af Rådhuset var derimod blevet flammernes bytte.
Margrethe Kalundt blev af særlig nåde henrettet med sværd, Det skete samme dag på kirkegården. Her blev hun også stedt til hvile. Alt omkring hende var aske.
Claus Esmarchs kone blev udvist
To dage senere stod Johan von Wowern og kiggede på dommen. Claus Esmarch skulle ikke straffes. Men al hendes ejendele blev taget fra hende og hun blev udvist.
Herredsfoged Bertram Jensen fra Bedsted blev afskediget fra sit embede. Jørgen Lund var forsvundet. Men han blev fundet og blev henrettet i Flensborg den 22. oktober 1610.
Så kunne vi have sluttet historien
Ja så kunne vi godt have stoppet historien. Og det har de fleste historikere også gjort. Men det er lige værd at sætte spørgsmålstegn ved nogle af hændelserne!
Amtmanden havde et horn i siden på mange
Det sjove er at Johann von Wouwern som var fungerende amtmand og hertugens rådgiver havde et horn i siden på nogle af vores hovedpersoner. Den berømte filosof og præst m.m. Niels Heldvad fra Hellevad kendte også hovedpersonerne. De var tidligere gode venner, men nu var han blevet fjender med en del af dem.
Johan von Wowern, der også havde et horn i siden på denne overvejede også om han kunne være en af de mistænkte. Men hans alibi var i orden. Gennem flere måneder havde han opholdt sig i udlandet.
Var kusken involveret?
Mange af de ting vi ved om denne historie kommer fra provsten i Aabenraa, Johannes Generanus. Han fortæller, at på et tidspunkt fjerner kusken sig fra vognen. Og på det tidspunkt, hvor det bliver skudt, er borgmesteren selv i vognen.
Kusken havde fornemmet skuddet, sagde han. Men hvordan vidste morderen at lige på dette tidspunkt og på dette sted, ville vognen holde stille?
Borgmesteren dør efter kort tid. Kusken vender vognen og kører liget ind i byen.
Borgmesteren var nok ikke så afholdt
Nu omtales borgmesteren hele tiden som en meget afholdt mand. Men det har han bestemt ikke altid været. I hans tidligere job havde han haft at gøre med den landlige befolkning at gøre. Omkring 1600 – tallet behandlede han ikke disse særlig godt.
Omkring 1603 var det Wolf Kaalund som blev ofret efter, at bønder havde klaget over de forhold, der blev budt dem (Den onde amtmand i Aabenraa Amt). Han mistede sin stilling i Aabenraa Amt og blev sendt til Løgumkloster Amt. Svigersønnen Claus Esmarch fik hans job. Men det job mistede denne i 1605, da Frederik von Ahlefeldt mere eller mindre blev fyret.
Som vi tidligere har nævnt i en artikel, var der masser af klager i Løgumkloster mod begge ægtefolk. Man følte sig snydt af dem.
I første omgang ville man ikke bruge tortur
Hertugen måtte to gange beordre Rådet i Aabenraa til at foretage pinligt forhør under tortur. I første omgang havde man i Aabenraa ikke ment det passende.
Og det var måske von Wowern, der havde anbefalet denne tortur. Så kunne han få bugt med sine fjender.
Var det justitsmord?
Og ved hjælp af ledende spørgsmål kan man altid ved hjælp af tortur få det frem man gerne vil have. Margaretha Kalundt og hendes mand tilstod kun under tortur. Men var det nok bevis? Har Johann von Wouwern i virkeligheden begået justitsmord. I andre sager har von Wouwern også benyttet sig af beskidte tricks.
Niels Heldvad fik sit gamle job igen
Gad vide om Niels Heldvad også tvivlede på retssagen. Nu kunne han pludselig få sit gamle embede igen. Hertugen havde ikke noget imod det.
Og hvorfor skulle familien Kalundt give en person, som de var uvenner med ordren til at skyde deres svigersøn.
Var Jørgen Lund og Bertram Jensen overhovedet indblandet?
Om Jørgen Lund og herredsfoged Bertram Jensen overhovedet var med i mordet er også tvivlsomt- Herredsfogeden fik en bøde på 1.000 Rigsdaler. Den blev dog sat ned til 500 Rigsdaler. Efter denne dom var herredsfogeden en knækket mand. Han døde 11 måneder efter. Siden dommen havde han været syg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 26, 2022
I Fængsel i Aabenraa 1902
Gode venner med magthaverne. En måneds fængsel for fornærmelse Aabenraa i Tornerose-dvale. Hvornår var det mest behageligt at komme i fængsel? Man skulle underkastes samme betingelser som en landevejsrøver. Det var lige over for orgelbygger Marcussen. En hyggelig indretning i et beskidt fængsel. Svendsen fik bragt mad fra en kro. Åbent hus om aftenen. Byens knægte afleverede nyheder. Amtssekretæren så ham, da han gik hjem efter bøger. Fængselsinspektør Böse indfandt sig. Svendsen ville lige have ting til protokols. Den Tyske Forening havde travlt med at anmelde oprørske danske sange. Han lærte de andre fanger at kende.
Gode venner med magthaverne
Det var i Køller- politikkens værste år. Nic. Svendsen var redaktør af Hejmdal. Han var en af dem, der ofte stod for skud.
Dengang dukkede mange mærkelige personer op på den politiske scene. En af disse var fænomenet Fru von Wildenradt – Krabbe. Hun var journalist og forsøgte at gå de preussiske magthavere til hånde.
Hun faldt hendes kæmpende landsmænd i ryggen og angreb de ledende danske mænd.
En måneds fængsel for fornærmelse
Denne færd var i Hejmdal blevet stemplet efter fortjeneste som skamløs og ildeset. Over for disse beskyldninger påkaldte fruen de preussiske domstoles bistand. Det betød så at Nic. Svendsen af Overlandsretten i Kiel som sidste instans blev idømt en måneds fængsel.
Straffen skulle afsones i den lille uanseelige fængselsbygning, som lå i en baggård ved Storegade i Aabenraa. Her havde M. Andersen et par år før siddet arresteret i flere uger for respektløs omtale af ”Røverstenen i Løgumkloster”.
Her havde senere H.P. Hanssen været indespærret for højforræderi. Og i 1899 sad Thade Petersen også indespærret her. Nu var turen så kommet til endnu en kendt skikkelse – Nic. Svendsen.
Aabenraa i Tornerose – dvale
Aabenraa lå dengang i en Tornerose – Dvale. Staden var ikke nær så berømt som nu. Byen var omgivet og indsnævret af sine store skove. Som sådan følte den ingen trang til udfoldelse.
Byen var noget for sig. Hyggelig bedsteborgerlig. Alligevel mærkedes her et pust ude fra Stillehavskysten, hvor de gamle kaptajner, som stadig gav tonen an, havde færdedes næsten mere hjemmevante end i deres fødeegn i en menneskealder og derover.
Livet i byen, der for en fremmede syntes at være stillestående havde derfor i et par årtier bevaret sit bestemte særpræg. Det var meget tiltalende for dem, der ejede sans for det. Ja selv noget så ubehageligt som et fængselsophold kunne næppe ødelægge dette særpræg.
Hvornår var det mest behagelig at komme i fængsel?
Svendsens læge dengang var dr. Knuth. Som kredslæge havde han også tilsynet med fængslet. Svendsen rådførte sig hos kredslægen om, hvornår det var bedst at afsone straffen. Han anbefalede at vælge januar – februar. På den tid kunne opholdet i en opvarmet fangecelle være lige så sundt som ude i det barske vintervejr.
Svendsen fulgte hans råd med Overstatsadvokatens samtykke.
Man skulle underkaste sig samme betingelse som en landevejsrøver
Den preussiske fængselsordning omfatter et helt lille værk med alle kommentarer endog et anseligt bind på tykkelse med en moderne læsebog. Dens bestemmelser er i og for sig strenge.
En pressemand, der er idømt en fængselsstraf må selvfølgelig underkaste sig samme behandling som enhver tyv eller landevejsrøver, der sættes bag lås og slå. Men denne ordning er til held for mange, gennemhullet af talrige undtagelsesbestemmelser.
Det var over for orgelbygger Marcussen
Nu havde Svendsen i forvejen tre måneders fængsel i Slesvig at se tilbage på. Den 24. januar kunne Nic. Svendsen dog indrette sig i en ret så komfortabel fængselscelle i det ellers så skumle og snavsede gamle fængsel.
Ja han kom faktisk til at bo lige over for orgelbygger Marcussen. Redaktør Kimmel, medudgiver af bladet hjalp med indretningen. Han kendte udmærket lokaliteterne. Han havde også siddet her før.
En hyggelig indretning i et beskidt fængsel
Svendsen lejede folk til at transportere seng, lænestol, bord, bøger og lampe. Selvfølgelig havde han også sikret sig tilladelse til at gå i egen beklædning.
Ovenpå fangebriksen lå en blød og god seng, dækket af et renvasket tæppe. Arbejdsbordet var stillet midt foran den hvide væg. Foreløbig stod der kun en kasse cigarer, et askebæger og en petroleumslampe, som sendte sit hyggelige skær over den velfyldte bogreol og lænestolen for bordenden.
En medfange, som var en berygtet fåretyv, kiggede ind ad døren og udbrød:
Svendsen fik bragt middagen fra en kro
Redaktør Kimmel var oppe med dagens avis, som han havde sat sammen. Han sagde godnat og gik. Fangevogterens kone var med aftensmaden. Der var to fangevogtere på dette tidspunkt, men den ene var midlertidig suspenderet.
Svendsen havde fået tilladelse til at sørge for egen kost. Middagen sendte hans gamle udmærkede vært Hans Peter Schmidt på Søndertorv. I en lille time om aftenen blev det også nydt et glas rød – eller rhinskvin.
Åbent hus om aftenen
Og det var ofte, at der var besøg om aftenen. Fangevogteren havde ikke noget imod det. Han forlangte endda entre. De havde selv drikkevarer med. Var det noget til overs nød fangevogteren og fåretyven det.
Man kunne nyde morgenbladene i lænestolen med en god cigar. Ja selv små artikler og boganmeldelser til Hejmdal blev det også til.
Der kom folk fra Varnæs og Felsted Sogne og fik hjælp, selv om Svendsen sad her i fængslet. Der kunne godt være et stort rykind ved fængselsmuren.
Byens knægte afleverede nyheder
Byens drenge afleverede smånyheder. Det fik de 20 til 40 pf. for pr. stk. Disse nyheder blev afleveret mens Svendsen så gik gårdtur med sin cigar. Hver dag kom nyheder om brækkede ben, ulykker på isen, kørselsuheld. Svendsen lavede så en overførsel, så knægtene kunne få udbetalt beløbet på avisen.
Amtssekretæren så ham
En dag manglede han nogle bøger. Så gik han hjem efter dem. Men det var lidt mærkeligt at møde bekendte fordi hele Aabenraa vidste at han var indespærret. Men uheldigvis var en af dem, som han mødte en sekretær fra Amtsretten. Han studsede og satte straks kursen mod fængselsinspektøren for at meddele, at en fange var på fri fod.
Fængselsinspektør Böse indfandt sig
Inspektøren indfandt sig straks i Svendsens celle, netop som denne var begyndt at læse en af de savnede bøger. Hans mine var bøs – han hed for resten også Böse. Men barske ord forlangte han straks en forklaring. Han var preussisk retsbetjent i funktion.
Der kom straks en masse anklager fra Hr. Böse. Men Svendsen stoppede ham, inden han gik ud af døren. Han havde noget der skulle føres til protokol, når han nu skulle stilles over for dommeren. Dette er en ret som ikke kan nægtes nogen fange.
Det stramme træk hos hr. Böse faldt nu en smule. Han ville gerne vide, hvad der skulle føres til protokols.
Svendsen ville have ting til protokols
Jo svarede Svendsen. Ingen ringeapparat var i orden Fangerne blev en del af dagen overladt til sig selv. Den ene fangevogter gik dagligt og var fuld. Han så syner og det skete ofte at han midt om natten forstyrrede Svendsen i sin søvn og fortalte om de syner, som han sagde. Og så blev Svendsen plaget for penge. Han havde givet fangevogteren en veksel på 45 mark til udbetaling i Folkebanken osv.
Hr. Böse forstod situationen:
Det lovede Svendsen. Og Overstatsadvokaten i Kiel fik ikke noget at vide om de idylliske forhold i Aabenraa denne gang. Dommeren kendte Svendsen nu ret godt. Svendsen havde ofte lejlighed til at gøre offentligheden opmærksom på ømtålelige forhold. Men ofte var Svendsen selv den anklagede.
Den Tyske Forening havde travlt
Den Tyske Forening havde nedsat en Angiverkomite. Den offentlige anklager, byens borgmester, dommeren og Svendsen selv tog langt fra altid disse politiske retssager særlig alvorlige.
Jo det var også den tid, hvor man var efter danske sange. Man kaldte således ”Vift stolt på Kodans Bølger for:
I de preussiske regulativer står det anført, at en preussisk statsfange skal præsenteres for et bestemt dagligt arbejde. Men der findes også en bestemmelse om at en fange kan lejes ud mod en bestemt betaling.
Han lærte de andre fanger at kende
Således ville Svendsen koste dagligt 2 Mark 50 Pg. men nu arbejde han for sig selv i fængslet. Om eftermiddagen tog han lige et lille nap med at kløve brænde for lige at lære de andre fangere at kende.
Den eneste Svendsen ikke fik talt med var en russer. Han var blevet smidt af et finsk skib og hensat i arresten indtil han kunne sendes hjem. Når han ikke spiste eller sov, sad han på sin skammel, iført sit tøj med overfrakke og hat – parat til at gå, når det blev sagt til ham.
Et fængselsophold kan også være hyggelig. Nic. Svendsen blev senere skolekonsulent i Tønder Amt.
Således kunne et fængselsophold også være hyggeligt i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 14, 2022
Da By-sekretæren i Aabenraa blev myrdet
Da vægteren tog sig en blunder. Morgenstjernen kunne være farlig. En ung pige styrtede ud. Hun ville alarmere en læge. By-sekretæren vækket af porcelæn, der faldt til jorden. Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans. Stak med kniv. Døde efter et kvarter. Dette stod i retsprotokollen og kirkebogen. Den skyldige var en dragon, der samme nat deserterede. Han skal nok vogte sig for at vise sig i Aabenraa.
Da vægteren tog sig en blunder
Det var natten mellem den 25. og 26. maj i året 1764. Sejrværket i Skt. Nikolaj Kirke havde netop forkyndt midnatstimen. De tolv dirrende slag var tonet ud over den lille Aabenraa by, hvis flittige borgere var gået til ro.
Nattestilheden blev brudt på vanlig vis af vægteren, der trodsede den høje Magistrats reglement. Han havde gået sin sidste runde klokken 11 og tog sig nu en blunder på Vægterpladsen. Han havde fremsagt eller nærmere forsøgt at synge:
Morgenstjernen kunne være farlig
Vægterens skridt på den toppede brolægning gav dump genlyd fra gadernes toppede brolægning. Det blafrende lys kastede et spøgelsesagtigt skær omkring. I sin anden hånd førte han ”Morgenstjernen” – den lange vægterstav, hvis spidse jernpigge kunne være et frygteligt våben mod røvere og ugerningsmænd.
Kirke-uret havde næppe slået tolv inden vægteren igen vågnede og istemte det skønne midnatsvers:
En ung pige styrtede ud
De allerfleste beboere var trygge ved disse vægtere. Men midnattens fred blev pludselig brudt. Efter at vægteren var forsvundet, blev døren til by – sekretær Kanutz ejendom, der har ligget omtrent der, hvor Handelsbanken senere lå, revet op med et voldsomt ryk. En ung pige styrtede ud.
Hun for fuldstændig forstyrret af rædsel gennem de mørke og mennesketomme gader. For et øjeblik siden havde hun og en medtjener fundet by-sekretæren i ejendommens forstue døende gennemboret af knivstik. mens morderen, en fuldstændig nøgen mand var flygtet ud af et vindue.
Hun ville alarmere en læge
Nu var hun på vej for at alarmere en læge som hun vel nok også har fået fat i, men han er sandsynligvis ikke nået frem til by-sekretærens dødsleje, før det var for sent. Kanutz udåndede allerede et kvarters tid efter, at det blodige overfald havde fundet sted.
By-sekretær Kanutz, der tillige var Overrets – og Landsretsadvokat, var enkemand og boede i ejendommen på Storegade sammen med sin lille søn Friedrich, en tjener og en tjenestepige.
Vækket af porcelæn, der faldt på gulvet
Lidt over midnat den pågældende nat blev Kanutz vækket af en usædvanlig larm som om der blev knust noget porcelæn i en af stuerne. Da han snart blev klar over, at der befandt sig en fremmed i lejligheden, formentlig en indbrudstyv, stod han op, tændte lys, svøbte lidt klæder om sig og begav sig ud i forstuen, hvor han traf den natlige gæst, en fuldstændig nøgen mandsperson, der ved hjælp af en stige var klatret ind gennem vinduet. Ukendt med lokaliteterne var han i mørket kommet til at støde voldsomt til et skab, på hvilket, der befandt sig noget porcelæn. Det faldt på gulvet med et stort brag.
Tyven var nøgen og påført en klæbrig substans
Kanutz, der var i sin bedste alder og en uforfærdet mand for løs på indbrudstyven og forsøgte at gribe ham. Men det viste sig at være ret vanskeligt for ikke at sige umuligt. Tyven var som skrevet nøgen og desuden havde han smurt kroppen ind i en fedtet substans, det gjorde det let for ham at rive sig ud af ethvert nok så hårdt greb.
Stak med en kniv
Da Kanutz mærkede, at han ikke alene kunne få bugt med banditten, udstødte han et gennemtrængende skrig om hjælp, der hidkaldte tjeneren. I samme nu, hvor tjeneren viste sig, sprang den nøgne mand ind på by-sekretæren og stødte sin kniv i hans bryst.
Døde efter et kvarter
Ved synet af blodet blev morderen helt desperat og huggede i blinde løs på sit offer, der efter få sekunders forløb sank sammen dødelig såret af en mængde knivstik både i brystet og i underlivet. Tjeneren kom netop tidsnok til at se morderen forsvinde ud ad vinduet, hvorefter han ved hjælp af stigen nåede jorden. I ly af mørket lykkedes det ham at flygte og slippe ukendt bort.
Sammen med pigen har tjeneren bar tjeneren by-sekretærens blodige legeme ind i soveværelset, hvor de lagde ham på sengen. Mens tjeneren blev hos den døende mand løb tjenestepigen ud i byen for at hente en læge. Idet hun kom ud på gaden, så hun den nøgne mand forsvinde om et hjørne.
Dette stod i retsprotokollen
Sådan omtrent beretter overleveringen om den uhyggelige bloddåd i Aabenraa i 1764. Aabenraa Retsprotokol fra 1764 indeholder den 26. maj en kort meddelelse om mordet.:
Dette stod i kirkebogen
Aabenraa Kirkebog indeholder for den 26. maj 1764 bl.a. følgende:
Den skyldige var en dragon
Der var ikke skik dengang, at der holdtes lig – prædiken over alle døde. Derfor er det tilføjet i kirkebogen, over hvem der skal holdes lig-prædiken. Kirkebogen bringer den nye oplysning, at morderen skulle være en dragon. Denne antagelse stemmer udmærket overens med følgende linjer, der hidrører fra Stadsarkivet i Kiel:
Han skulle nok vogte sig at komme til Aabenraa – igen
Nej, Andreas Polekin skulle nok vogte sig for at komme til Aabenraa igen. Det havde været halsløs gerning for at vise sig inden for det område, hvor Aabenraa – skarpretteren Heinrich Christoph Røseler med nidkærhed udførte sit blodige hverv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: