Søgeresultater på "lers"
Dato: december 5, 2022
I Köllerpolitikkens Dage
Vi er i 1905. Der var rejst en anklage mod en redaktør i Kiel. Preusserne ville germanisere området. Köller blev overpræsident i Provinsen Slesvig – Holsten i 1897. Den danske agitation skulle knuses. Loyale embedsmænd kom syd fra. I 1903 måtte Köller pakke sammen. Hans chikane havde taget overhånd. Men embedsmænd fortsatte med samme politik. Myndigheder forsøgte at anholde Finnemann. Gendarmer gennemsøgte toget flere gange. Niels Finnemann var dukket op i Kiel i nattens mulm og mørke. Slægten Finnemann var blevet udvist. Pastor Jacobsen kunne nu kalde sig forfatter, var også sukket op. Men ville Finnemann nu dukke op? Vidner fik udbetalt 2.000 Mark. I salen blev Finnemann beskyttet. Men lige så snart han trådte ud blev han anholdt og sendt til Danmark den kommende nat. Köller – politikken fortsatte uanfægtet.
2.000 Mark – affærerne
Vi er i 1905. Preusserne havde indført en tvangskurs. Udvisningerne havde nået nye højder. Man bekæmpede de danske forsamlinger og forfulgte diverse blade og aviser. Den ene afsløring efter den anden afslørede en forsumpning.
Noget af det mest utiltalende var de såkaldte 2.000 Mark affærer. Der var udlovet denne sum til belønning af vidner, hvis følger kunne blive udslagsgivende for ansete danske handelsmænd. Blev de dømt blev de erklæret for optanter og udvist af Nordslesvig. En af dem, der blev udvist, var gårdejer Chr. Finnemann.
Vi kunne ellers blive ved med at skildre de forfølgelser, dansksindede blev udsat for. Den daværende Rigsdagsmand H.P. Hanssen har i en tidligere udgave af Sønderjyske Årbøger berettet om denne sag.
Anklage mod redaktør i Kiel
H.P. Hanssen skrev også om den fiasko, det egentlig var. Jeg mener, at dette kom som særnummer. Vidner havde givet yderst graverende beskyldninger. Vidneudsagnene var omtalt i en socialdemokratisk avis i Kiel. Den daværende indenrigsminister von Hammerstein foranledigede landråd Bercherer i Haderslev til at kræve anklage rejst mod den ansvarshavende redaktør.
Den 24. juli 1905 fortsatte sagen ved Landsretten i Kiel. Blandt de vidner, som forsvareren havde stævnet, var blandt andre gårdejer Niels Finnemann, der havde lidt samme skæbne som faderen og var blevet udvist, så han så sig nødsaget til at tage midlertidig bopæl nord for den daværende grænse.
Ja selv om redaktøren blev idømt tre måneders fængsel, så fik hovedpersonen ikke sit nordslesvigske statsborgerskab tilbage. De preussiske myndigheder forsøgte gentagende gange at arrestere Finnemann.
Preusserne ville germanisere området ’
Men hvad var det for forhold de dansksindede blev tilbudt? Ja de blev væsentlig værre efter at Ernst Matthias von Köller kom til. Og efter at denne blev tvunget til at fratræde fortsatte chikanerne af de dansksindede. Det var tydeligt, at preusserne var ude på at germanisere området.
Köller var født på godset Kantreck i Pommern. Han læste jura i Heidelberg og Berlin. I 1888 – 1889 var han en upopulær politipræsident i Frankfurt am Main. Derefter var han understatssekretær i det besatte Elsass- Lothringen.
Köller – overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten
I 1894 blev han udnævnt til preussisk indenrigsminister. Han var fra 1881 – 1887 rigsdagsmedlem for det tyskkonservative parti. Han var en såkaldt konservativ hardliner. Således stemte han i 1884 for forlængelse af Socialistloven. Denne forbød socialistiske og socialdemokratiske organisationer og aktiviteter i Tyskland.
I 1895 måtte han gå af som minister fordi han havde givet kejseren Wilhelm den Anden underhåndsoplysninger om interne kabinetsforhold. Men allerede to år senere blev han overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten.
Den danske agitation skulle knuses
Han fortsatte og udvidede den preussiske chikanepolitik over for de dansksindede. Ca. 900 danskere blev udvist. Danske forsamlingshuse og foreninger blev lukket. Andre foreninger blev beskyldt for at være politiske og fik derved beskåret deres virkemidler betragteligt.
Journalist Henrik Cavling fra Politiken Talte med Köller. Han fortalte:
I Sønderborg blev der meddelt forældre til unge på skoler i Danmark, at hvis ikke deres børn kom hjem inden en vis frist, ville samtlige danske ”undersåtter” i området blive udvist. Forældrene bøjede sig dog ikke for presset.
Loyale embedsmænd, der kom syd fra
Köller betjente sig af loyale embedsmænd, der kom syd fra uden kendskab til områdets danske kultur og med en anden ambition hurtigst muligt at udmærke sig og dermed opnå avancement til stillinger længere syd på.
Kôllers politiske målsætning var at skabe ro i Sønderjylland om det nationale spørgsmål, men i kraft af hans håndhævede metoder, chikane og forfølgelse. Men efterhånden fik han det stik modsatte resultat. Der kom et stadig tættere og tættere sammenhold inden for den danske folkegruppe.
Köller måtte pakke sammen
Fronterne mellem danskerne og slesvigerne blev således voldsom skærpet. Formålet var at beskære den danske indflydelse og fremme Slesvigs fortyskning. Köllers politik førte i begyndelsen til tilbagegang for de dansksindede. Köllers metoder vakte opsigt i det øvrige Europa. Og det gjorde det også i moderate kredse i Tyskland. I 1903 måtte Köllers så pakke sit tøj og forlade landsdelen.
Myndighederne forsøgte at anholde Finnemann
Tilbage til vores retssag i Kiel, der blev gennemført to år efter at Köller havde forladt området. Men der var stadig masser af tro preussiske embedsmænd tilbage.
Man var klar over, at myndighederne ikke gerne så Niels Finnemann møde for retten og forklare, hvad et hovedvidne i sagen mod hans fader havde fortalt om de 2.000 Mark som hun og hendes søn skulle have udbetalt, hvis det lykkedes at få den gamle Finnemann udvist.
Man tvivlede heller ikke om, at man ville benytte en udvisningsordre, der var givet Niels Finnemann til at holde ham borte fra retssalen. Dem der var interesseret i sagen og få den grundig oplyst måtte vente ubehagelige overraskelser.
Gendarmer gennemførte undersøgelser i toget
Tidlig om morgenen den 24. juli 1905 kørte en række nordslesvigske venner, der alle ville overvære retshandlingen. Man kørte med toget fra Haderslev til Kiel. På banegården i Vojens lagde gruppen mærke til en preussisk gendarm, der underkastede gruppen en indgående mønstring.
Da toget standsede i Rødekro, mødte atter en gendarm frem. Han var ikke så klog som sin kollega i Vojens. Han gik fra kupé til Kupé og spurgte, om der var en. Hans spørgsmål blev overalt besvaret med et nej.
På Tinglev Station blev der ligeledes gennemført en undersøgelse af hele toget. I Flensborg og Rendsborg blev det også gennemført undersøgelser. Hele den slesvigske jernbanestrækning fra Vamdrup til Ejderen var under bevogtning. Man ledte efter et vidne som var indkaldt af den preussiske landsretspræsident. Denne skulle afgive en forklaring. Og det var det tydeligvis nogen, der havde noget imod.
Niels Finnemann dukkede op i nattens mulm og mørke
På banegården i Kiel blev der truffet endnu flere, der skulle til retsmødet. Her grinede man af politiets og gendarmers eftersøgning efter det vigtige vidne. Niels Finnemann var dukket i byen i nattens mulm og mørke. Han befandt sig som gæst hos en familie, der ikke ville røbe hans tilstedeværelse.
Nu gjaldt det om for Niels Finnemanns tilhængere at han kom helskindet ind i retslokalet. Myndighederne ville gerne arrestere ham ind han satte foden ind i retslokalet.
Foran døren var der placeret to civilklædte betjente. Ved indgangen til retslokalet stor der også posteret to betjente. Det ville ikke lykkedes for Niels Finnemann at slippe igennem.
Slægten Finnemann blev udvist
Et kvarter før retssagen så de fire opdagere en dansk og en tysk journalist gå nok så fornøjet op ad trappen til salen, hvor processen skulle finde sted.
Nu begynder den store danskersag, sagde præsidenten idet han åbnede forhandlingen. I tilhørerrummet så man en masse kendte venner og journalister.
På forreste række sad Kollerpolitikkens mest fremtrædende repræsentanter:
Udvisningen af slægten Finnemann var deres værk. De troede derved at gavne tyskheden og fremme deres politiske formål. Til der forsvar må det antages, at de hverken forstod den sorg de således bragte over talrige mennesker eller den uret, de begik over for en familie, der fra gammel tid var hjemmehørende i Nordslesvig. De var desuden kendt for deres hæderlighed.
Men mens de sad der i spændt forventning, hvad denne proces ville bringe, havde en anelse om, at den ville besegle deres politiske skæbne og åbenbart ville kunne åbenbare for alverden, hvor hul og uretfærdig deres virksomhed havde været.
Pastor Jacobsen fra Skærbæk nu betegnet som forfatter
Ude på gangen gik pastor Jacobsen fra Skærbæk, amtsforstander Valentiners svoger. Han havde for længst offentligt prisgivet Köllerpolitikken og fordømt deres gerninger. På listen over vidnerne betegnedes han ikke mere som præst men som forfatter. Hans forfattervirksomhed bestod i at afsløre den politik, hvis ypperste repræsentant han egentlig havde været i at skildre uretfærdigheder.
Forhandlingerne udviklede sig til mere og mere dramatisk. Med hver nerve spændte fulgte Köllerpolitikkens to svorne tilhængere, landråden og amtsforstanderen, de enkelte vidners udsagn. For ikke længe siden var et hovedvidne i Finnemann – sagen, en preussisk gendarm, blevet afsløret som upålideligt.
Ville Niels Finnemann dukke op?
Det blev fastslået at han i denne sag havde aflagt falsk ed – af vanvare. Eftersom denne forhandling i Kiel skred frem, blev det mere og mere klart, at det andet hovedvidne, en gammel kone, var lige så utroværdigt.
Det ene vidne derhjemme fra mødte frem efter det andet og fortalte under ed ting som viste hele optantlaveriet i den værste belysning.
Henne ved døren stod der stadig stive som støtter de to opdagere. Landråden og Amtsforstanderen følte sig tydeligt berørte af sagens gang. Men i en henseende var de ganske trygge. Niels Finnemann, dette vigtige vidne skulle ikke have lov til at møde frem. Det skulle de preussiske gendarmer ved døren nok forhindre.
Vidner fik udbetalt 2.000 mark
En farvehandler fra Esbjerg stod foran dommerne og fortalte efter at have aflagt ed, at landrådens hovedvidne, konen fra samme by, i hans butik havde sagt, at hvis Finnemann blev dømt, så han kunne udvises, ville hendes søn få udbetalt 2.000 Mark.
Det næste vidne var Niels Finnemann, sagde formanden derpå. Rets-buddet gentog præsidentens ord flere gange. Alle øjne rettede sig mod indgangen. Kriminalbetjentene rankede sig lidt op og lod blikke glide ned ad den store trappe, der førte mod indgangen. Ingen meldte sig. De danske tilhørers minespil røbede alvorlig skuffelse. Det efterfølgende vidne kaldtes frem.
Et menneske trådte pludselig frem
Mens han trådte frem foran rets-skranken, lød der over for den modsatte side af indgangen en knirken som af en dør, der åbnedes og hurtig lukkedes igen. Kun få fangede lyden. Øjnene var rettet i en anden retning. Men der fandtes virkelig over ved siden af en lille smal dør, som var omtrent skjult af en stor sort tavle.
Men mellem tavlen og væggen kom pludselig et menneske til syne lige foran landråden og amtsforstanderen. Det gav et sæt i sidstnævnte og uvilkårlig greb han sin foresatte i armen og pegede på skikkelsen, som om der havde vist sig et genfærd.
Det var imidlertid vidnet Niels Finnemann hvis nærværelse retspræsidenten lige havde krævet. Det var almindeligt røre i tilhørerrummet. Man mærkede, hvorledes publikum, hvoraf de fleste danske morede sig over denne overraskelse som yderligere øgede retsforhandlingernes dramatiske gang.
I salen var Finnemann beskyttet
Den indgang Niels Finnemann havde brugt, blev anvendt af det underordnede personale, når der skulle bæres brændsel op i etagerne.
Så længe Finnemann befandt sig i salen stod han under beskyttelse. Han fik også lov til at vidne som alle de andre vidner. Men da forhandlingerne var til ende og han ville gå med de andre ned af trappen, lagde en af opdagerne en hånd på hans skulder. De førte ham bort. Samme nat førte de ham over grænsen til Danmark.
Köller-politikken fortsatte uanfægtet
Den anklagede socialdemokratiske redaktør blev idømt tre måneders fængsel. Det interesserede dog ingen. Ved en efterfølgende dom blev H.P. Hanssens endelige dom også beseglet. Finnemann forblev udvist. Köller – politikken fortsatte uanfægtet.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.910 artikler
Dato: december 3, 2022
Følgerne af Slesvigs deling 1920
Måske en forklaring på det anstrengte forhold. Der er byttet dokumenter. Tønder Amt blev skåret over. Kongen troede i 1918, at han kunne beholde Hertugdømmet. Zahle holdt sig til fredsaftalen, men blev fyret af kongen. Togvogne blev plomberet. Man måtte ikke sige Nordslesvig. Stridigheder i Højer. Nogle af historikerne overlapper hinanden- Men det gør ikke noget. En grundt til at man sagde nej til kirken. Mindretal lukkede sig inde. Man var nærmest et parallelsamfund. Mindretallet ville selv kræve skat. Danmark lukkede nærmest grænsen. De tysksindede følte sig uretfærdig behandlet. De mente, at afstemningen var snyd. ”Kun med flæsk fik de smuglet sig ret”.
Måske en forklaring på den anstrengte forhold
En meget interessant bog er udkommet. Den hedder ”Die Folgen der Teilung Schleswigs 1920/Følgerne af Slesvigs deling 1920”. Ja den er tosproget og kan købes gennem Historisk Samfund for Sønderjylland.
Bogen giver også en forklaring på det til tider anstrengte forhold mellem dansksindede og tysksindede. Og bogen er udgivet i samarbejde med Landsarkivet i Slesvig Holsten og Rigsarkivet Aabenraa.
Udgiveren af bogen er Hamburg University Press. Både danske og tyske historikere står bag bogen.
Der er byttet dokumenter
I forordet kan man læse om det gode samliv mellem danskere og tyskere i grænseområdet. Der er også en ros til at begge lande vil finde ud af at beskrive historien sammen. Der er både danske og tyske historikere, der leverer bidragene.
En af artiklerne hedder ”Vores kamp gælder den blødende grænse”. Har analyseres folkeafstemningen i 1920, som af mange tysksindede blev betragtet som uretfærdig. Mange håbede i mange år på en grænserevision. Det havde man også lovet de tysksindede.
Tønder Amt blev skåret over
Man kan også læse om at danske og tyske myndigheder har byttet dokumenter og arkiver. Det her er en af de bøger, der går i dybden, og det er ret interessant. Ting man ikke har tænkt over, kommer pludselig frem til overfladen. Igen engang, er det også nye ting, der åbenbarer sig.
Slesvigs deling 1920 fik følger for den arkivalske kulturarv. Tønder Amt blev skåret over grænsedragningen. Men sådan kunne man ikke gøre med arkivalierne. Det viste sig meget vanskeligt at forene arkivfaglige, nationale og forskningsmæssige hensyn. Det gik mange år med intensive forhandlinger, før man kom til et praktisk resultat. Men den 15. november 1933 kunne undertegne den dansk – tyske arkivoverenskomst.
Kongen troede i 1918, at han kunne fortsætte med Hertugdømmet
En af redaktørerne, Hans Schultz Hansen beskæftiger sig med Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Den anden redaktør hedder Rainer Hering. Man skulle i hvert fald ikke genindføre Hertugdømmet. Der skulle heller ikke laves noget overgangssystem. Interessant er det også at læse om Christian den Tiendes tanker. Han troede i 1918, at man kunne fortsætte Hertugdømmet Slesvig – Holsten.
Zahle holdt sig til fredsaftalen
Problematikken gik ikke sporløst gennem Danmarkshistorien. Månederne januar – juni 1920 var kendetegnet ved turbulens. Spørgsmålet var om grænsen skulle gå nord eller syd for Flensborg. Nu vidste de lokale jo godt, at så mange danske stemmer var det ikke i byen. Ja nogle mente at grænsen skulle trækkes ved Dannevirke.
Christian den Tiende afskedigede sit radikale ministerium Zahle, fordi det holdt sig strikt til fredsaftalen. I stedet udnævnte kongen et forretningsministerium med sin advokat Otto Liebe som statsminister.
Togvogne blev plomberet
Vi hører også om besværligheden med at passere grænsen lige efter 1920.
Baggrunden for de dansk – tyske stridigheder gennemgås også. Interessant er det også at læse om skibsforbindelsen mellem Munkmarsch og Højer Sluse. Man skulle køre med de såkaldte ”Korridorzügen”. På grænsebanegården i Sønder Løgum blev toget plomberet. Så kørte toget videre til Højer Sluse, hvor de tyske kurgæster så gik ombord på skibe.
Vi måtte ikke sige Nordslesvig
Åbenbart var der også kampe om, hvordan amterne skulle opdeles. Man skulle i Danmark undgå at nævne navnet Nordslesvig. Derfor blev området kaldt for ”de sønderjyske landsdele”. Dermed skulle man understrege at området var en del af det danske kongerige. Som Neergaard fortalte i 1920, var det heller ikke tale om en provins.
Stridigheder i Højer
Vi kommer også ind på oprettelsen af tyske afdelinger af de kommunale skoler. I Højer skabte dette stridigheder. Der var flere elever i den tyske afdeling. Der var tysk flertal i kommunalbestyrelsen. Hvor man ikke kunne sætte sig igennem, blev der oprettet Tyske Privatskoler.
I Tønder Amt eksisterede der 19 kommunale skoler med tyske afdelinger. Normalt skabte den fælles skolegang mellem de dansksindede og tysksindede ingen problemer.
I Højer for at løse stridigheder
I Højer var der i 1905 bygget en lærerbolig, der omfattede to boliger. Her forlangte man at den tyske lærer efter 1920 skulle flytte. Sagen gik helt til undervisningsministeriet i København. Først derefter kunne den danske hovedlærer flytte ind.
Skolekonsulent Nicolai Svendsen var flere gange i Højer for at udglatte stridigheder. Således nægtede de tyske og danske lærere at hilse på hinanden.
Nogle historikere overlapper hinanden
Interessant er også at læse om kirkepolitikken. Således bliver den danske politik kritiseret. Man har åbenbart ignoreret den slesvigske kirkelov. Derfor blev den tyske menighed i Nordslesvig stiftet i 1923.
Nu er det sådan at mange temaer bliver overlappet. Sådan er bl.a. med kirkepolitikken. I et andet indlæg får vi nemlig at vide, Hvorfor de danske myndigheder her var meget tilbageholdende. Vi har før set, at historikere kan få deres personlige mening frem, ved at undlade at fortælle ting.
En grund til at man sagde nej fra kirkens side
36 af 42 pastorer forblev i arbejde efter 1920. Den danske kirkeledelse ønskede ikke at der skulle være to forskellige nationaliteter inden for kirken. De nægtede at samarbejde med den tysksindede kirkeledelse.
Vi har tidligere her på siden beskrevet forholdene i Højer med Pastor Braren.
Mindretallet lukkede sig inde
Henrik Becker-Christensen skriver et meget interessant kapitel om de store vanskeligheder, der var for at integrere Nordslesvig i Danmark. Og så skriver han også om hvorfor Mindretallet mere og mere isolerede sig som et lukket samfund.
Man var nærmest et parallelsamfund
Tiden frem til 1933 var præget af mange diskussioner om Grænserevision. Mindretallet forsøgte at bevare deres organisation så stærk som mulig. Fra slutningen af 1930erne og under besættelsen var det nærmest tale om en autonom stilling. I mange år var der nærmest tale om et parallelsamfund.
Man lovede kongen troskab. Men man sagde også dengang, at det var ikke samme som at acceptere grænsen.
Det kunne også være svært for en stat, der i 1910 havde 65 mio. indbyggere som så skulle gøre knæfald for et lille land som Danmark.
Mindretallet ville selv kræve skat
Ved folketingsvalget i 1924 blev vælgerne gjort bekendt med, at Wählerforening søgte en ny afgørelsen. Og det kom også med diverse andre forudsigelser. Dog var det ikke med i programmet fra 1932. Men snart dukkede erklæringen op igen.
Mindretallet ville have en autonom stilling. De ville have lov til at nedlægge veto. Og så ville de selv påligne skat til deres medlemmer. Mindretallets interesser skulle varetages af et særligt folkeråd. Men det kunne man fra dansk side ikke toldere, at mindretallet på den måde skal være en stat i staten.
Det var de tysksindedes bestræbelser at lave et samfund i samfundet.
Danmark lukkede nærmest grænsen
Omkring 1920 var ernæringssituationen blevet forværret. Sortbørshandlen voksede og gav en god indtægt.
Efter fastsættelse af grænsen i 1920 var den danske og tyske grænse principielt forskellig. De tyske bestræbelser gik på at holde grænsetrafikken så åben som mulig. Det danske synspunkt var at grænsen burde føles.
Skulle en tyske statsborger over grænsen krævede det ud over et gyldigt pas også en ansøgning om visum Gebyret for dette var 25,50 Reichsmark. Efterhånden fik man dog en mere lempelig adgang.
I 1925 mente den tyske regering, at visumtvangen mellem Danmark og Tyskland burde ophæves.
De tysksindede mente at grænsedragningen var uretfærdigt
Bettina Dioum har kigget i dagbøger og private dokumenter og breve, der beskriver de tysksindedes holdning til valget og grænsedragningen. For dansksindede er det svært at forstå, at de tysksindede følte sig uretfærdig behandlet efter Første Verdenskrig- Således udtalte landmand Heinrich Lorentzen:
Jurist Theodor Söhrnsen – Petersen skrev i januar 1920 på et postkort:
Måtte bo i et afstumpet område
En anden skriver:
Arno Dietrich var lærer på Landbrugsskolen i Tønder. Han skriver lige efter afstemningen på et postkort. Han giver dog stadig udtryk for forhåbninger.
Nej det gik det ikke. Og Tønder Landbrugsskole blev siden hen flyttet i september 1920 flyttet til Nibøl.
Kun med flæsk har de smuglet sig ret.
Magda Sieverts skriver:
Bogen indeholder mange spændende afsnit. Den er meget læseværdig og igen en gang indeholder bogen mange nye informationer. Vi kunne godt have valgt nogle andre afsnit.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 1, 2022
Hvad læses der mest – i november 2022
”Dummebøde”- nok engang. Vi har overtrådt Copyright – regler med et gammelt foto. Man lægger mærke til os på Flensborg Avis, Jydske Tidende og Historisk Samfund for Sønderjylland. Men historikere i Haderslev udtaler: ”Mage til vås, skal man lede længe efter” Og han ligefrem advarer læserne. Så Haderslev – læsere – kig i fremtiden på dengang.dk. God feedback fra vores læsere. Alle vores artikler bliver gemt. Vi vil gøre vores side hurtigere. 9 nye artikler i november 2022. Igen trusler i Facebooks navn. Nu med 1.908 artikler. Den alternative hitliste. De mest populære kategorier. Top-100 – sept. – okt. – nov.
Dummebøde – Nok engang
Vi er igen blevet idømt en bøde – og det ikke billigt skal vi hilse og sige. Vi har overtrådt copyright – reglerne. Vi har fuld respekt for, at der er copyright. Men nogle gange går det lidt for hurtigt. Efter første gang lovede vi os selv at sætte os selv alvorlig ind i reglerne. Vi ville så skrive en artikel om det vi fandt ud af. Men grundet en forværret sygdom i nærmeste familie, har vi ikke fået det gjort. Men indtil da – pas på hvilke fotos I bruger fra nettet. Jeg er glad for, at vi ikke har forsynet vores artikler på hjemmesiden med fotos.
Man lægger mærke til os
Det er skønt, at der er nogle, der lægger mærke til os. Således er der omtale af en artikel, som vi har skrevet omkring ”Flygtninge i Tønder” i Jydske Tidende og i Flensborg Avis.
En anmeldelse af en ny bog fra Historisk Samfund for Sønderjylland, der hedder ”Sønderjylland, en særlig Historie, har vi anmeldt. Denne anmeldelse er bragt på Historisk Samfund for Sønderjyllands hjemmeside. Og anmeldelsen kom også på vores Top – 100.
Mage til vås skal man lede længe efter
Det er bestemt ikke alle, der er begejstret for vores artikler. En ”rigtig” historiker fra Haderslev har direkte advaret læserne mod vores artikler. Og det er ikke første gang. Vi bruger ikke den nyeste forskning, når vi beskriver Haderslevs historie. Og anden gang var det omkring en kejser-statue i Haderslev. Her har vi så vidt jeg husker brugt 8 – 9 kilder. Disse må så også ”være fulde af vås”. Eller vil kritikkeren skabe den historie, at det er noget vi bare har opfundet af os selv.
Det er jo lidt ærgerlig for på Haderslevs Facebook side er der mange læsere. Men det nytter jo ikke noget når ”rigtige” historikere bliver ved med at advare mod vores artikler.
Nej, sådan er de ikke alle sammen – de ”rigtige” historikere. Flere har brugt vores artikler i diverse bogudgivelser og lignende.
Nu skal man vel også tage det hele med en grand salt. Hvor meget tid skal man ofre på en enkelt artikel i form af arkivadgang og biblioteksbesøg m.m. Det at søge i arkiver er blevet mere vanskelig, end det har været. Og du har bestemt ikke den frie adgang, som det bliver hævdet. En ”rigtig” historiker vil altid kunne finde fejl i vores artikler. Sådan vil det jo altid være. Men ligefrem at advare læsere! Gad godt nok vide om der har været advaret mod de kilder, vi har brugt.
Vi har nu slettet indlægget og må beklage, at vi ikke lever op til sidens historiske ambitioner. Vi kunne selvfølgelig gå ind og forsvare os og henvise til vores kilder. Men belært af erfaring, gør vi det ikke. Så udbreder vi ”hadefuld retorik”. Det er sket før.
Det er jo bare synd for gruppens læsere. Det betyder at vi også her må holde en længere pause. På Top – 100 for de sidste tre måneder er det hele fem Haderslev – artikler. Men trods det, er det sjovt, når en historiker flere gange går ind og ligefrem advarer mod vores artikler.
Vi må så håbe, at Haderslev – folket finder dengang.dk. Vi holder en meget lang pause fra Haderslev – gruppen. Det er ikke så sjovt, at gruppens læsere flere gange bliver advaret mod vores artikler.
God Feedback fra vores læsere
Nogle af vores artikler kan måske godt være lidt kontroversielle, måske fordi vi har søgt lidt andre kilder og været i andre arkiver end de almindelige. Men jeg synes egentlig at I læsere har regeret positivt og på en konstruktiv måde. Der har været gode indskud. Og i andre artikler er er der kommet fine erindringer fra læserne.
For små billeder
Der er nogle, der klager over at nogle af fotoerne er for små. Det vil vi godt medgive. Og havde vi brugt mere tid på at finde fotos, kunne vi måske have fundet større fotos. Men atter engang, så er vores hjemmeside/Facebook baseret mere på tekst end foto.
Minder – hver dag
Hver dag bringer vi ”Minder” – gamle artikler. På en måned deler vi på Facebook mellem 300 og 350 artikler. Så kan det ikke undgås, at der kommer gengangere. Det er det selvfølgelig læsere, der klager over. Men kan man ikke bare springe over? Der kommer jo hele tiden nye til.
Alle vores artikler bliver gemt
Nu er alle vores over 1.900 artikler blevet gemt for eftertiden. Det skal noget til. Så er vi sikret når computer går ned eller hjemmeside hacket
Vi vil gøre vores side hurtigere
Vi arbejder på at gøre vores side hurtigere. Den har i perioder været meget langsom. Det skal indrømmes, at vi kører på en lidt forældet opbygning. Men selv om vores side indeholder oceaner af artikler, så har vi dog fået roser for sidens gennemskuelighed. Men i sidste ende handler det også om finanser.
Igen med Hitlister
Vi begår ingen ulovligheder ved at bringe Hitlister. Vi spreder ikke personlige oplysninger. Så fra og med denne udgave bringer vi igen Hitlister.
9 nye artikler i november 2022
Igen trusler i Facebooks navn
Så har igen fået at vide at vi har overtrådt Facebooks fællesskabsstandarder og politikker. For at beskytte os er vores side ikke synlig for alle på Facebook. Og så skal vi ellers trykke på et link for at bekræfte at vi er administrator. Og så skal vi igen læse at vi har 24 timer til at forhindre at vores konto bliver permanent deaktiveret.
Og så takker man, fordi vi hjælper Facebook med at forbedre den måde de vedligeholder Facebook på.
Det er selvfølgelig et falsum, som vi har fået på Messenger og det er bestemt ikke første gang. Hvorfor kan Facebook ikke forhindrer dette. Man misbruger jo Facebooks navn til at vil hacke sig ind på siden.
Facebook – statistik
Inden for de sidste 28 dage ser det sådan ud:
Nu med 1.908 artikler
Den Alternative Hitliste
I vores normale Top-100 er der kun lokalhistoriske artikler. Så her har vi en lille hitliste med andre artikler. Og placeringen er samme rangering som de lokalhistoriske artikler. Så se bare her:
De mest populære Kategorier
Hver placering på Top-100 giver et point. Har to kategorier samme antal point er det den bedste placering, der er afgørende. Og se dette er så gældende for de sidste tre måneder:
Indlemmelse, Afståelse og Genforening 0
1864 og De Slesvigske Krige 0
Grænsen er overskredet 0
Akeleye – Historien om adelsslægten 0
I lang tid har Besættelsestiden ligget på førstepladsen. Men vi skal huske på, at vi ikke mere deler nogle af vores artikler til nogle af de andre besættelsesgrupper. Grunden til dette er vel nok at vores artikler ikke er så ”frelste”
Vi skal huske på at under Sønderjylland ligger der 5 Haderslev – artikler. Da vi som allerede skrevet holder an pause med at dele i Haderslev – gruppen, så er det nok ikke sikkert at denne topplacering holder.
Vi deler hver dag to artikler i en Københavner – gruppe. Og her er der også artikler om Nordvest, som er meget læste.
Vi har tidligere delt Østerbro – artikler hver dag. Det gør vi ikke mere. Efterhånden har vi brugt kontingentet.
Før i tiden delte vi artikler i hele tre Nørrebro – grupper. Det gør vi ikke mere. Og grunden til dette har vi tidligere beskrevet.
Egentlig burde tilslutningen til Tønder være større. Hver dag deler vi tre artikler til tre Tønder – grupper.
Nogle af artiklerne under Andre Historier er faktisk meget læste.
Efter at have holdt en pause med Aabenraa – artikler, er vi begyndt igen. Og disse artikler er der også god tilslutning til.
Egentlig skal vi ikke overvurdere Facebooks betydning. Langt de fleste af vores læsere går direkte ind og finder artiklerne. Facebooks andel er i øjeblikket 30,8 pct.
September – oktober – november Top – 100
Og så var det lige før, at disse artikler klarede det – bedre held næste måned
Dato: november 22, 2022
Besættelsestiden i Abild
Garnisonen i Tønder nåede ud i sidste øjeblik. Der blev kæmpet i Sølsted og Abild. Invalide soldater kunne ses i Abild. Sabotører skjult lige ved siden af tyskerne. Soldaterne måtte vente i timevis på mad. Eksplosion i køkkenet. Ville det blive kæmpet i Abild? Tunge kampvogne kørt i stilling. Dannebrog steg til tops. Overflødighedstårn af efterladenskaber. Masser af konkurrencer med våben og krudt. Ungarske soldater med heste. Så tog knægtene sig af bilerne. Værdier kastet på veje og grøfter. Knægte på skattejagt. Skatterne forsvandt.
Garnisonen i Tønder nåede ud
For dem, der ikke ved det, så ligger Abild ca. 5 km nord for Tønder. Her kunne man i høj grad mærke tyskernes tilstedeværelse.
Kl. 4.10 blev de tyske styrker set ved grænsen. Tønder garnisonen blev alarmeret. Kort tid efter ankom tyskerne til kasernen. I sidste øjeblik lykkedes det for garnisonen at slippe ud af Tønder.
Ja panservogne holdt allerede foran porten. Da enheden forlod kasernen fra bagsiden og over en nød-bro, der var lagt dagen i forvejen
Kampen ved Abild
Ved Abild og Sølsted kom det til træfninger. Ved Abild blev to tyske panservogne ødelagt med en enkelt maskinkanon.
Befalingsmandseleverne var udstyret med cyklister og motorcykler samt to maskinkanoner. Af markveje nåede styrken hovedvejen ved Abild, mens halvdelen af cyklisterne blev anbragt som flankesikring af kanonen.
Kampen ved Sølsted
Resten blev sendt til Sølsted
Ved Sølsted blev den første panservogn ramt. De næste kørte frem og blev også ramt. Det betød at de måtte trække sig tilbage. Pludselig blev styrken angrebet af to fly
Styrken fik at vide at fjendtlighederne var indstillet i Danmark. Styrkens fører nægtede at tro på det og trak i flyverskjul i Draved Skov.
I løbet af dagen vendte garnisonen tilbage til Tønder.
I Abild kunne man se de endeløse kolonner på hovedvejen på vej nord på.
Invalide kom til Danmark fra fronten
Beboerne i Abild lade også mærke til alle de invalide, der kom fra fronterne. De støttede sig til krykker. Mange havde gazebind om hovedet eller armen. Abild blev af tyskerne brugt som forsyningsområde.
Mange soldater indkvarteret i Abild
Mange soldater var indkvarteret på større gårde i området. På den tidligere højskole var der vel flere hundrede indkvarteret. Skolen blev brugt som hovedkvarter. Gymnastiksalen blev i begyndelsen brugt som sovesal.
I begyndelsen blev alt brugt efter forskrifterne. Men det varede ikke længe. Snart fyldtes alle rum med brædder, møbler, halmneg og gule ærter trillede over gulvet. Flere vinduer var efterhånden blevet ødelagt. Biblioteket blev brugt som lager for surbrød.
Et par værelser var først opholdsrum for højtstående officerer, snart blev de i takt med det stigende antal soldater i byen omdannet til barberstue, skomagerværksted og endda et posthus. Men snart standsede også disse vigtige institutioner deres virksomheder.
Sabotører skjult ved siden af tyskerne
I den tidligere højskole havde familien fået lov til at beholde haven og nogle værelser. Dette forhindrede ikke familien i at skjule nogle sabotører. Hvem kunne finde på at lede efter disse med så mange tyskere indkvarteret.
Soldaterne måtte vente i timevis på mad
I gymnastiksalens omklædningsrum var der køkken for byens samtlige soldater. Herfra udgik den eneste uddeling af varm mad. Soldaterne måtte ofte vente i timevis for at få et kogekar med en varm portion af dagens ret.
Prøv at forestille sig, hvordan haven så ud efter en dag hvor der var serveret stegt sild. Der var sildeben overalt. I standeren på havegangen og endda i det lille vandbassin.
Stanken kunne være uudholdelig
Når en af de mange influenzaepidemier hærgede, var stanken uudholdelig. Overalt var der steder. Hvor en soldat havde efterladt den føde som han lige havde indtaget. Jo der var soldater, der gravede nogle latriner, men alt for få. Mange levende hegn og mange tøveskurer stod mål for soldaternes sygdom.
Eksplosion i køkkenet
En uhyggelig hændelse indtraf en søndag. Dette kunne have ført til en alvorlig ulykke. Et frygteligt drøn lød – en eksplosion. Årsagen var at nogle patroner sammen med tørvene var kommet i fyret. Familien slap uden skade. Men køkkenet lignede ikke sig selv.
Ville det blive kæmpet i Abild?
I april 1945 vidste man godt i Abild at tyskerne havde tabt krigen. Men hvordan ville det hele ende. Skulle der kæmpes for hver meter?
Snart gik der rygter om, at englænderne var kommet. Men på det tidspunkt var de ikke engang nået til Holsten.
Tunge kampvogne gjorde sig klar
De sidste dage før den 5. maj var ophidsende til det uudholdelige. Snart gjorde tyskerne sig klar til den sidste modstand. Tunge kampvogne hver af dem bemandet med SS – soldater gjorde sig parat. Disse kampvogne brølede gennem Abild og blev opmarcheret på hovedvejen mod Tønder.
Dette gjorde trafikanterne nervøse. De følte det livsfarligt at køre her. Ofte kørte de store omveje for ikke at komme i nærheden af disse. Men dagen efter oplevede man en sand modløshed hos tyskerne. Så sad de og fordrev tiden med at lave små hvide flag.
Rygter om at skolen ville blive bortsprængt
Den fjerde maj var situationen akut. Højskolefamilien fik at vide at de sammen med skolen ville blive sprængt bort, hvis det kom til krigshandlinger og dette kunne ske samme aften. Så var det ellers med at komme afsted. Dette skete i hestevogn. Børnene blev placeret bagerst blandt dyner og andre nødvendige sager.
Det blev en anstrengende tur på grund af den stærke trafik på vejen. Bestemmelsesstedet var en større gård uden for byen. Her blev familien sammen med andre huset på bedste måde.
Dannebrog strøg til tops
Samme aften kom det glædelige budskab at tyskerne havde kapituleret. Det kan godt være at der nu blev festet på gården. Højskolefamilien tog hjem sent på aftenen. Højdepunktet den 5. maj var, da familien rev den tyske radio – antenne ned fra flagstangen og lod Dannebrog gå til tops.
De tyske soldater forblev i kaserne den historiske nat mellem den 4. og 5. maj 1945. Men allerede om morgenen tiltrådte de første afdelinger tilbagetoget. Endeløse kolonner marcherede mod grænsen.
Overflødighedshorn af tyske efterladenskaber
I Abild fandt man et overflødighedshorn af tyske efterladenskaber. Det var lige noget for Abilds knægte. Først fandt man småting som en lade-skinne og tomme patronhylstre. Men snart var det med skarpladte patroner, stålhjelme, gasmasker, pudsegrej til våben og mange andre slags effekter. Snart skulle man finde nye gemmesteder til alt det man fandt.
Et par knægte havde nu deres eget gevær, hvoraf det ene blev fundet på et loft og det andet i et buskads.
Masser af konkurrencer med våben og krudt
Men efterhånden havde alle knægte deres eget våben. Nu blev der så afholdt konkurrencer i adskillelse og samling af våbnene i kortest tid med og uden bind for øjnene. Nye fabrikater af geværer blev fundet. Nu var det også maskinpistoler og endda et maskingevær. Det sidste var dog for tungt og indgik derfor ikke i normalbeholdningen.
Våbnenes mekanik blev studeret i mindste detalje. Lysten til at prøve våbnene blev vakt. Til skydeplads blev valgt en mark i nærheden af en lille skov nogle kilometer fra byen. . Her blev de første skud affyret under et strengt tavshedsløfte.
Våbnene virkede upåklageligt. Det var indlysende at dette bestemt ikke var ufarligt. Efterhånden tog skudlarmen til og nu havde de voksne også fundet lyst til at skyde. Derfor blev skydebanen nu forlagt nærmere til byen.
Masser af krudt
Rundt omkring gårdene havde de tyske soldater moret sig med at skyde med geværer og pistoler efter stålhjelme, flasker og konservesdåser. Skud hørtes dagen lang. Men det var umuligt at bortskyde de mængder af skarp ammunition som lå tilgængelig overalt.
Knægte fandt derpå at lave sjov med krudtet fra de skarpladte patroner. Projektilet blev brækket af hylstret og krudtet hældt ud. Så blev det antændt. En fornøjelig lyseblå flamme kunne derefter ses.
Så opstod der en ny konkurrence som knægtene kaldte ”Flammekastekrig”. Knægtene i Abild fandt også elektromotorer, radioer og forskellige måleapparater.
Ungarske soldater med heste
Pludselig kom der ungarske soldater med hundredvis af heste til byen. De blev en sand plage for det kneb med græs til så mange gamle frontheste. Disse heste gjorde stor fortræd i haverne. De passerede både grøft og hegn.
Og da der var tordenvejr, som gjorde hestene bange, passerede de deres indhegninger i store flokke. Mange af byens mænd måtte natten igennem hjælpe til med at indfange de stakkels dyr.
Mange af hestene var gode ridedyr og det benyttede knægtene sig af. De fik lov til at passe dem.
Så tog knægtene sig af bilerne
Så kunne knægtene tage sig af alle de biler, der stod opmarcheret på de fleste gårdspladser. Det var flest lastbiler men også enkelte personvogne samt en del specialbyggede vogne.
Først nøjedes man med at sidde i bilerne. Hver knægt havde sin bil. Men længe varede det ikke, før man begyndte at pille ved diverse ting. Snart svingede retningsviserne. Så skulle hornene også afprøves.
Ja og selvfølgelig skulle nogle af bilerne også afprøves på markvejene omkring Abild.
Værdier kastet på veje og grøfter
Efter 5. maj strakte kolonner af besejrede tyske soldater sig ned gennem Sønderjylland. Nogle af kolonnerne var mere end 30 km lange. Hver eneste dag i lang tid marcherede tyske soldater gennem Abild på vej mod Sæd grænse.
Nogle var tavse og mærket af sorg og bitterhed. Andre kom syngende gennem Abild. Nord for Tønder blev de visiteret af engelske soldater. Det tog meget lang tid at slippe gennem nåleøjet. Der var en lang kø gennem Abild. Nogle af soldaterne satte sig ned og kastede mønter fra sig. De kastede også andre værdier væk. Pengesedler, rationeringskort og meget andet smed de fra sig på vejen og i grøften.
Knægte på skattejagt
Knægtene gik så jo gang. De havde poser og spande med i deres skattejagt. Der var mønter fra hele Europa men dog flest danske.
Men ak – knægtene skulle aflevere alle pengesedler, mønter og våbnene til politiet. Politiet kom selv og spurgte efter knægtenes samlinger.
Skatten forsvandt
Ja sådan sagde betjenten. Væk var de mange skatte. Men det tog efterfølgende kun et par minutter i grøfterne at finde 50 kroner. På blot en dag lykkedes det for politiet at samle 35.000 kr. hos de tyske soldater.
En gang i løbet af sommeren kom CBU med et større antal lastbiler. De var i stand til i løbet af få uger at rydde det hele for ”skatte”. Senere kunne familien, når de gravede i haven, kunne de støde på en guldklump i form af nogle mønter. Nu og da fandt man dog stadig ”skatte” rundt om i Abild
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 9, 2022
Republikken Sofiegården
Britta fik øje på stedet. Det var forbudt at bo her. Der blev skam betalt leje. Hitler – Hansen i farvandet. Love og paragraffer blev indført. Kommune og ejer blev enig om nedrivning af baghuse. Her blev Gasolin dannet. Kim Larsen blev vred. Slumstormebevægelsen blev dannet. Der står noget andet i Københavns Kommunes arkiver. Der var ingen nedstyrtningsfare. 42 lejligheder og 7 butikker. Socialt og kreativt samlingssted. Viggo Kampmann hjalp med at få aftale i stand. Den gode stemning ændrede sig. Myndighederne blev ydmyget. Rygter om en kommende aktion nåede de unge. Sofiegården udråbt til republik. Man forberedte sig. 200 mennesker i Sofiegården. En kranbil fra overmagten. 46 unge mennesker arresteret. Det var Max Muldjord, der stod for nedrivningen. De unge vendte tilbage. Nu et kollegium, hvor det er lovligt at bo.
Britta fik øje på stedet
Det handler om en ejendom på Christianshavn på hjørnet af Sofiegade og Dronningegade. I dag ligger der et kollegium på denne grund. Ejendommen fra 1700 – tallet
I 1965 var ejendommen saneringsmoden. Planerne for ejendommen var ikke færdige, og den stod tom. Med Boligselskabets tilladelse flyttede unge ind i huset. De brugte officielt ejendommen som lager.
Det var egentlig den 20 – årige Britta Lillesøe, der i 1965 fik øje på bygningerne og tog initiativet. Det blev til et blomstrende miljø, der pludselig blev smadret. Britta bladede i telefonbøger og fandt ejeren af bygningerne.
Det var forbudt at bo her
Egentlig var det forbudt at bo der, men ejeren Ole Waagensen gav de unge lov til at leje et par af lejlighederne i Sofiegade 3 som lager.
Jo, et var forbudt direkte at bo der, da husene var kondemnerede, dvs. usunde og derfor uegnede som menneskeboliger, Og der måtte absolut ikke bo nogen børn her. Men flere og flere søgte herhen. Til sidst fik de unge overdraget hele karren med forhuse, baghuse, skure og i toilethuse – kaldet retirader.
Og så blev der ellers sat opslag op på Studenternes Boliganvisning, på læreanstalter, på sygeplejeskolen og flere andre steder.
Der blev betalt leje
De unge betalte skam i fuld forståelse med ejeren, en lille lejre. Og dette blev inddrevet hos alle beboere. Dertil kom et lille kontingent oveni til mulig istandsættelse og andre udgifter som elektricitet, gas og vand. Planen indebar nedrivning af baghuse og nye indendørs toiletter samt baderum.
De nye beboere satte to forhuse i stand og så rev de baghuse ned og skabte et flot gårdmiljø.
Først boede de unge mennesker illegalt med mørklækningsgardiner, som under krigen og værkstedsskilte på dørene.
Hitler – Hansen i farvandet
Man skulle dog lige passe på den enkelte betjent, der patruljerede i gaden. De kaldte ham for Hitler – Hansen. Og når nogen så spottede ham på vejen, lød fare – råbet:
Ind i skabe og skuffer røg tallerkner, bestik, hashpiber, galar – alt det, der kunne tyde på rigtig beboelse.
Love og paragraffer
Der blev sandelig lavet en masse regler. Kollegieforeningen Sofiegården fik love og paragraffer, som det sig hør og bør. Der blev valgt og nedsat en bestyrelse. De skulle så varetage huslejeindkrævninger. De indkaldte til møder, skrev referater og alt det nødvendige.
I Sofiegade 7 blev der indrettet kontor og en mønttelefon. Ejeren Ole Waagensen var informeret om alt. En skønne dag rev de unge mørklægningsgardinerne ned. Nu blev beboelsen helt åben og dermed politisk. Kommunen vidste stadig ikke, hvad de skulle bruge grunden til.
Kommune og ejer gik med til nedrivning
Husejeren gik med til at beboerne selv satte bygningerne i stand. Sammen med Waagensen og med støtte fra kommunen sørgede de unge for nedrivningen af de klaustrofobiske baghuse og de stinkende retirader. Det var nok ”Danmarks største gårdrydning”.
En murmester, en snedker, en blikkenslager og et par andre håndværkere renoverede bygningerne, både indvendigt og udvendigt. Blandt beboerne var der også nogle håndværkere. Ja der var også nogle arkitektstuderende.
Men de fleste af de unge var nu mere eller mindre halv – eller helstuderende.
Endnu flere flyttede ind
Naboerne kom nu efterhånden. Gården her var langt lysere og pænere end deres. Over for kontorerne blev brusekabiner og rigtige toiletter installeret.
Endnu flere flyttede nu ind. Det var folk inden for teater, musik, digte – og malerkunst og livskunstnere og andre fra vidt forskellige steder.
Her blev Gasolin dannet
Den digteriske skolelærer Kim Larsen havde mødt elorgel – og guitarspilleren, Willy Jønsson, der flyttede ind tidligere på året. Jazzsaxofonisten Franz Beckerlee, som boede i nærheden kendte Willy i forvejen fra skoletiden. De faldt i snak med poeten Mogens Mogensen, som havde boet der i et par år. Kims digtersjæl tog straks.
Tom McEwan var på et tidspunkt trommeslager efter at Bjørn Uglebjeg stoppede. Franz Beckerlee var mere til jazz og en habil saxofonspiller. Gruppen, der endnu ikke havde noget navn øvede i et gammelt loftrum over Sofiegården. På et tidspunkt var alle deres tekster på engelsk.
En beboer på Sofiegården mente at de skulle hedde Gasoline efter at Franz Beckerlee havde udtalt, at han mente at bandets funktion var at ”tanke folk op”.
Kim Larsen blev vred
Og det var min afdøde kone Hanne (Sus) også boede. Hun fortalte, at hun skulle opbevare nogle fotos for Kim Larsen. Dem havde hun så forlagt og kunne ikke finde. Der var en der blev godt sur. Og hun tilhørte også en af de kreative. Hun blev uddannet på Filmskolen. Og herhjemme står faktisk en Bodil.
Slumstormebevægelsen blev dannet
Mange unge boligsøgende blev skrevet op på Sofiegårdens lister. Det var langt flere end man kunne rumme. Senere kom der flere ejendomme til som ejeren af Sofiegården ligeledes administrerede. Og listen med boligsøgende blev givet videre. Det drejede sig om Stengården, Fredensgården, Prins Jørgensgården, Tømrergården, Jægergården, Hudegården. Efterhånden startede nogle aktivister fra de andre ”gårde” den egentlige ”Slumstormebevægelse”.
Det står noget helt andet i Københavns Kommunes arkiver
Kigger man i Københavns Kommunes arkiv, står det officielt, at ejeren Danske Andelslejligheder af 1954 havde bedt Kongens Foged om hjælp til at sætte beboerne ud, men beboerne havde nægtet. Herefter hjalp politiet med at rydde husene, så de kunne rives ned.
Men det svarer nu ikke helt til virkeligheden.
Der var ingen nedstyrtningsfare
Bygningerne havde været stemplet som ubeboelige og ulovlige at bebo siden 1965. Og nu syntes Københavns Kommune at de unge havde fået for lang snor. Boligborgmester Edel Saunte som selv havde været med til at give de unge en lang snor ønskede nu at kvarteret skulle have et løft.
Hun udtalte til medierne, at det var farligt at befinde sig i bygningerne. Men de unge havde bedt restaureringsarkitekt og specialist Curt von Jessen at besigtige de to huse. Han fandt, at der ikke var nogen øjeblikkelig nedstyrtningsfare. De unge fik også andre specialister til at kigge på forholdene. De fandt heller ikke tegn på nedstyrtningsfare.
De unge skulle ud – om nødvendig med magt.
42 lejligheder og 7 butikker
Cirka 60 unge flytter ind og over en 4 – årig periode rykker 60 beboere ind og begynder at sætte bygningerne i stand. De havde fået et mundtligt tilsagn om, hvor længe de kunne blive. Og her boede de så i 42 lejligheder med 7 butikker i en hel karre bagved Atlantic Bio.
Efter at de unge havde renoveret bygningerne var stadslægen på besøg. Han kiggede også på toiletterne og baderum. Han udtalte klart og tydeligt, at nu kunne kondemnerings-kendelsen godt omstødes.
Og ejeren, ingeniør Waagensen ville køre det hele videre med de unge lejere helt lovligt.
Socialt og kreativt samlingssted
Det blev et socialt og kreativt samlingssted som fik endnu flere til at flytte ind. Også naboerne kom på besøg. Lokalerne var ulovlige at bo i, men man måtte godt leje dem ud til erhverv og lager. Udlejeren så gennem fingrene, at de unge boede der. Og det gjorde Københavns Kommune også i starten. Man havde en mundtlig aftale med overborgmester Urban Hansen.
Viggo Kampmann hjalp med at få aftale i stand
Med til at få den aftale i stand var sikkert tidligere statsminister Viggo Kampmann, hvis tre døtre boede herude. Kampmann havde ført flere korrespondancer med overborgmesteren og haft flere møder med ham.
Man måtte bruge husene som kollegielejligheder indtil bebyggelse blev mulig, hvilket dengang skønnedes til tidligst være i 1971. Boligkommissionen var også indforstået med disse forhold. De unge lovede ikke at røbe disse aftaler.
Den gode stemning ændrede sig
Men den gode stemning ændrer sig. Edel Saunte Kommer på kant med de unge eller nok snarere omvendt. Men ejeren er stadig på beboernes side. Nu nægtede hun, at hun nogensinde havde haft en aftale med de unge mennesker.
De unge havde også fået en advokat. Det var Søren Søltoft Madsen søn af den kendte advokat og kommunist Carl Madsen.
I radioens Orientering i den første uge i november 1968 kan man opleve Edel Saunte:
Int: For nogle få dage siden opgjordes kollegiebehovet til cirka 80.000 værelser, synes De så, at det er rimeligt, at Københavns Kommune gennem nedrivningsordre smider 60 studenter og lærlinge på gaden nu?
E.S.: Det er jo meget beklageligt, at de unge mennesker skal ud, men de er jo flyttet ulovligt ind, og de har jo hele tiden vidst, at de skulle ud, når saneringssagen var færdigbehandlet.
Int: De unge mennesker holder sig selv til, at de har fået en stiltiende overenskomst med Københavns Kommune?
E.S.: Det er ikke med mig. Jeg har ved enhver lejlighed, hvor jeg har talt med repræsentanter for de unge, sagt til dem. At der verserede en politisag mod ejeren, fordi han havde lejet ud til dem, at jeg så snart saneringens-sagen var i orden ville gøre alt hvad der stod i min magt, for at få saneringen gennemført så hurtigt som muligt, og at de skulle ud.
Int: Men borgmester Saunte, der er gået 2 ½ år siden de unge mennesker første gang henvendte sig til Dem.
Myndighederne blev ydmyget
Den 4. november 1968 sendte Dansk Andelslejligheder en murer og en svend til Sofiegården. Egentlig var det ejerens halvhjertede og symbolske forsøg på at parere ordre fra kommunen for at rive to af de syv bygninger ned.
Beboerne var varslet på forhånd og pressen var inviteret. Det blev da også et teaterstykke. Murer og svend fjernede sten fra en mur blot for at række til beboere, der så lagde dem på plads igen. Bagefter var det morgenmad.
Dette var en ydmygelse af myndighederne. Nu satte de hårdt mod hårdt. Næste skridt fra kommunens side var at indsætte fogeden, der med loven i hånden kunne sætte Sofiegårdens beboere på gaden.
Rygter om en kommende aktion nåede beboerne
De unge havde fået lovning på fem års beboelse og det var med Edel Saunte tilladelse og Boligkommissionens vidende. Kommunen skulle beviselig dokumentere, at de begyndte at bygge tre måneder efter at ”rotterne” havde forladt skuden. Glemt havde kommunen også, at de gav tilladelse til at baghusene blev revet ned.
Københavns Politi var godt klar over, at fogeden skulle have hjælp. Københavns Politi samlede 217 betjente til opgaven fra Politiskolen og fra tre forskellige politikredse. Desuden fik de fat i 23 beredvillige folk fra Falck – Zonen, som også stillede en kæmpe kran til rådighed.
Rygter om en kommende aktion nåede beboerne.
Sofiegården udråbt til Republik
Den 19. februar 1969 var der indkaldt til krisemøde på Kofoeds Skole lige over for Politigården. De vidste ikke, hvordan og hvornår rydningen ville foregå. De regnede ikke med at blive varslet på forhånd. Mødet sluttede med, at man symbolsk frigjorde sig fra det danske samfund og udråbte Sofiegården til ”Republikken Sofiegården”.
Man forberedte sig
En af måderne at forberede sig på var at gøre det ekstra svært for den kommunale overmagt at trænge ind i de to bygninger, der skulle rives ned. Trapperne fra stuen til første sal blev fjernet og beboerne kravlede op på rebstiger, som de kunne trække op efter sig.
En anonym stemme ringede den 29. februar 1969 for at fortælle, at nu var det tid.
200 mennesker i Sofiegården
Ved 7 – tiden næste morgen ringede en lokal beboer for at fortælle at kolonner af betjente og en kranvogn var kørt i stilling klar til at rykke ind fra nærliggende Langebrogade.
Beboerne ville fingere en ildebrand med røgbomber med det gik helt i fisk. Denne morgen var der samlet 200 mennesker i Sofiegården. Det var venner og folk fra den politiske venstrefløj, der var kommet for at støtte beboeraktionen.
I den vinterkolde gård var Cirkus Arenas gamle cirkustelt opstillet. Herfra var der afholdt folkemøder med brændende taler. Folk kom fra nær og fjern. Her kom alle slags folk.
På førstesal havde en lang række af dem lænket sig sammen. Bag barrikaderne sad en række af de unge side om side, mens andre blæste sæbebobler ud ad vinduet. De havde ikke tænkt sig at gøre modstand. Men de var bange.
En kranbil fra overmagten
Første møde med overmagten var kranbilen. Den hev fat i barrikaden, der var sat sammen med pigtråd. Nu kunne det hele bare fjernes på en gang. Nu var der fri adgang for politiet, som begyndte at slæbe de unge ud på gaden. Også telefonforbindelsen kapper politiet.
Willy Jønsson konstaterede at røgbomberne ikke virkede. Ledningerne var blevet våde, så med dette kunne man ikke narre politiet.
Kranen begyndte derefter at banke en rambuk ind på de to bygninger, der skulle ned. Det var nu ikke så smart. For nu smadrede de også vinduer i de bygninger, hvor der sad folk. Politiet tog det nu mere med ro. De byggede nu en interimistisk trappe, hvor der sad beboere og sympatisører, som havde forskanset og forbundet sig.
46 unge blev arresteret
En del af de unge, der opholdt sig i gården, blev slæbt ud af politiet. Det virkede nu ret tilfældigt, hvem der fik æren at komme med i politiets salatfade. 46 blev arresteret, deriblandt Willy Jønsson. Politiet overvejede at give lederne af de unges aktion ekstraordinære bøder. Men det var nu vanskeligt, fordi aktivister normalt ikke havde nogen leder.
Det var ”Max Muldjord”, der stod for nedrivningen
Politiet fik hjælp af et privat nedrivningsfirma, der gjorde kort proces. En bulldozer med en kæmpestor skovl foran begynder at gnave husene bid for bid. Max J. Madsen stod der tydeligt på køretøjet. Pludselig var der en, der råbte:
Bag murbrokkerne blander sig med de unges gråd og råb og skælden ud på betjentene sig med kvarterets børn, der kastede snebolde efter panserne.
De unge vendte tilbage
På et tidspunkt kom de unge tilbage til Sofiegården efter nogle få timer i politiets varetægt. De kunne stille og rolig gå tilbage til deres lejlighed, hvoraf de fleste stadig stod. Sofiegården blev endelig ryddet i 1970.
Et kollegium, hvor det var lovligt at bo
Det var måske en ganske god ide at bygge et kollegium i Sofiegården. Vel at mærke et kollegium, hvor det er lovligt at bo.
Christiania og Solvognen
Bådsmandsstrædes kaserne blev langsom indtaget fra efteråret 1970. Flere kom til hen over sommeren 1971. Indvandringen kulminerede med Jacob Ludvigsens artikel i Hovedbladet, september 1971, hvor folk blev opfordret til at emigrere med linie 8. På Hovedbladet arbejde min kone også. Og så var hun skam også med i Solvognen, som vi senere skal høre om. Den startede i sommeren 1972.
Ja så var det også Sofie Kælderen et klassisk københavnerværtshus, der blev etableret den 1. oktober 1972 i sammenhæng med etableringen af Kollegie Sofie Gården. Her kom Frede Fup, Lone Kellermann og ikke mindst medlemmer af bandet Gasolin.
Kilde:
Hvis du vide mere:
Dato: november 9, 2022
Adolf Eichmann – manden bag jødernes død
Mange overraskende meldinger. Adolf afsluttede uden eksamen. Et kontor til fordrivelse af jøder. Ansvar for jernbanetransport til KZ – lejre. Blåsyre anvendt i Auschwitz. Nej Eichmann havde ikke kendskab til jødisk kultur. Hans medfanger hjalp ham til flugt. Flygtet til udlandet med hjælp fra Kirken og Røde Kors. Familien kom kort efter. CIA og tyskerne kendte hans opholdsadresse allerede i 1952. I 1954 vidste Simon Wiesenthal også, hvor han var. ”Er I slet ikke interesseret i pågribelse af Adolf Eichmann”, spurgte anmelder. Mossad modtog dokumenter. Hvorfor var Adenauer ikke interesseret? Hvorfor var CIA ikke interesseret? Eichmann gav interviews – han følte sig sikker i Argentina. Mossad pågreb ham. FN fordømte Israel, men ikke Argentina, der mishandlede anmelderen. Store sikkerhedsanordninger. Anklageskriftet omfattede 15 punkter. Forsvarer og familie tjente penge på Eichmanns samtaler og noter. Han ville ikke have noget med Mengele at gøre. De havde ikke samme kemi.
Mange overraskende meldinger
Når man beskæftiger sig med Besættelsestiden og Anden Verdenskrig – før – under og efter finder man ofte frem til overraskelser. Det gælder også i sagen om denne person. Og hvorfor nu det. Jo det viser sig, at flere kendte til hans opholdssted i Argentina. Og læg lige mærke til, hvem der hjalp ham til Argentina. Men det er ikke altid lige populært at nævne det rigtige.
Han stod bag 6 mio. jøders død.
Albert sluttede uden eksamen
Faderen var en relativt velstående forretningsmand og fabrikant. I 1914 flyttede familien til Linz i Østrig.
Derhjemme i Østrig var de seks børn. Moderen døde og far giftede sig igen. Der kom yderligere to børn ind i familien.
Som den eneste og ældste af søskende sluttede Adolf Eichmann sin skolegang på gymnasiet i Linz uden eksamen.
Sprang også fra en mekaniker – uddannelse
Gennem sin skoletid lærte han sin senere chef, Ernst Kaltenbrunner at kende. Han blev chef for Sikkerhedspolitiet (SD) Også Adolf Hitler gik på denne skole men i tidsrummet fra 1900 til 1904. Vores hovedperson fik en uddannelse som mekaniker. Ja sådan står der i nogle kilder, men han sprang fra og blev i stedet handelsrejsende.
I 1935 blev han gift og fik fire børn. Hans bror Helmut faldt ved Østfronten i 1942.
Han beskæftigede sig med fordrivelse af jøder
Allerede i 1932 blev han medlem af det østrigske NSDAP. Han gennemgik en uddannelse hos SS og i 1934 tiltrådte han som frivillig i SD i Berlin. I 1935 indtrådte han i den ny afdeling, der hed Jøder, hvor han blev sekretær. I samarbejde med Gestapo beskæftigede han sig med såkaldt ”Udvandring” det vil sige fordrivelser af jøder.
I 1937 afleverede Eichmann en rapport, hvor han konkluderede at jødedommen i evig tid ville være en fjende af nationalsocialisme. Fjernelse af jødedommen ville kun kunne ske ved at fjerne de væsentligste erhvervsmuligheder for jøderne.
De skulle sendes til områder, hvor jøderne ikke kunne skade ”Das Reich”. Det skulle være i områder med lav kultur. Det kunne være enkelte stater i Sydamerika og i Palæstina. Og netop til det land rejste Eichmann i 1937. Han besøgte Haifa og Karmel – bjergene. Men snart blev han udvist til Ægypten af britisk politi.
Et kontor til fordrivelse af jøder
Efter Østrigs ”Anschluss i 1938 blev Eichmann som SD – fører sendt til Østrig. Her befalede han til hærværk mød jødisk ejendom.
Han opbyggede et centralt kontor i Wien, hvor jøderne kunne få tilladelse til ”tvungen udrejse”. Men inden så skulle de aflevere det meste af deres værdier. Fra marts 1939 lavede han det samme i Prag efter samme mønster.
I Berlin havde Göring oprettet Rigscentralen for Jødisk udvandring. Den blev Adolf Eichmann nu leder af. Men man nåede dog ikke samme succes som i Wien, hvor 150.000 jøder inden for 18 måneder blev fordrevet.
Planerne om jøde – fordrivelse til Madagaskar blev heller ikke til noget.
Ansvar for jernbanetransporten til KZ – lejrene
Adolf Eichmann fik nu ansvaret for jernbanetransporten til alle udryddelseslejre. Han skulle lave alle køreplaner til disse lejre samt til ghettoerne. Han var således direkte medansvarlig for udryddelse, deportation og mord på ca. seks millioner jøder.
Han besøgte personlig udryddelseslejrene i Minsk, Belzec, Chelmo og Auschwitz. Han så hvordan jøderne blev udryddet og dannede sig tanker om, hvordan dette kunne gøres mere effektivt.
Blåsyre blev anvendt i Auschwitz
I Auschwitz fortalte kommandant Höss, hvordan man kunne dræbe med blåsyre. Runde stykker papfilt var blevet dyppet i blåsyre og blev kastet ind i diverse rum, hvor jøderne var blevet drevet ind. Denne gift virkede dødelig med det samme.
Ja man sagde, at Eichmann efterhånden havde besøgt alle større udryddelseslagre. Han fik på den måde et overblik over den industrielle tilintetgørelse.
På Wannsee-konferencen den 20. januar 1942 var det Eichmann, der var sekretær. Han havde også skrevet Heydrichs foredrag.
Det var også Eichmann, der den 19. marts 1944 stod for den såkaldte Magrethe – aktion. Det handlede om massedeputation af de ungarske jøder. Trods sin topstilling inden for SS nåede Eichmann aldrig at møde Hitler.
Nej, Eichmann havde ikke kendskab til jødisk kultur
Det gik rygter om at Eichmann havde specielt kendskab til jødisk kultur og kunne tale det jødiske sprog. Ja han skulle også være født i nærheden af Tel Aviv. Hans forældre skulle være tysker. Derfor skulle han også dengang være kommet uset til Haifa.
En fransk avis fortalte i 1940, at han kunne perfekt hebraisk. Men rygterne talte ikke sandt. Han vidste ikke engang, at den hebraiske skrift bliver læst fra højre til venstre.
Hans medfanger hjalp ham
I foråret 1945 skilte Eichmann sig fra sin familie og nærmeste medarbejdere i Altaussee i Østrig. Under navnet Adilf Barth og rangen af ”Obergefreiten” fra Luftvåbnet kom han i amerikansk fangenskab,
Men på grund af SS – tatoveringen måtte han skifte forklaring. Han påstod nu at han var SS – Untersturmführer Otto Eckmann. Han blev nu interneret i en fangelejr.
Men han fortalte nu sine medfanger om hans rigtige identitet. Det betød at han nu kunne dukke ned i en lille by i Lüneburger Heide. I februar flygtede Eichmann fra lejren og ved hjælp af gamle broderskaber og hjælpeorganisationer lykkedes det ham via Hamborg at komme til sit nye tilflugtssted.
Nu hed han købmand Otto Henninger
På vej derhen lykkedes det ham også ved hjælp af organisationer at få fremskaffet falske papirer som købmand Otto Henninger. Under dette navn fik han arbejde som skovarbejder.
Da hans arbejdsgiver i 1948 måtte lukke firmaet, lejede han et 18 m2 stort værelse til en leje på 10 mark om måneden. Han købte 100 høns og levede af at sælge æg og høns samt forefaldende arbejde.
Flygtet ved hjælp af kirken og Røde Kors
Ved hjælp af en præst lykkedes det ham at komme over den østrigske grænse til Sydtyrol. Her søgte han tilflugt i et Franciskaner – kloster. Med hjælp fra den tysk – katolske kirke og den østrigske biskop Alois Hudal samt Vatikanet lykkedes det via den såkaldte ”Rattenlinien” at skaffe Eichmann til Argentina.
Her havde han fået ny ID og hed nu Ricardo Klement. Det var også det navn som stod i hans flygtningepas udstedt af Det Internationale Røde Kors i Geneve.
Familien kom efter
Nogen tid efter kom hans familie også. De levede i spartanske forhold. I 1955 blev sønnen Ricardo Eichmann født dog under farens dæknavn. Og vores hovedperson fik et job hos Daimler – Benz.
CIA og tyskerne vidste siden 1952, hvor han var
Flere medier også herhjemme fra gør et stort nummer ud af, hvem der har afsløret Eichmanns adresse. Senest har Süddeutsche Zeitung afsløret at det var geologen og historikeren Gerhard Klammer, der afslørede Eichmann.
Men alt tyder på at man i Tyske Efterretningsvæsen allerede fra 1952 havde kendskab til, hvor Eichmann opholdt sig. Også CIA vidste, hvor han var. Fra 1958 vidste den tyske regering også, hvor han var.
I 1954 vidste Simon Wiesenthal, hvor han var
I 1954 fik Simon Wiesenthal mistanke om, at Eichmann var i Argentina. Han havde modtaget et postkort fra en kammerat, som var flyttet til Buenos Aires. På postkortet stod der:
Men ellers foreligger der to historier om personer, der har henvendt sig. Og de to historier kan også være rigtige.
”Er I slet ikke interesseret i at pågribe Adolf Eichmann?”
Den hessiske statsanklager Fritz Bauer fik i 1957 et brev fra en ven, den tyske jøde og KZ – overlevende Lothar Hermann fra Buenos Aires. Hans datter Sylvia havde lært Eichmanns ældste søn at kende. Lothar Hermann fattede mistanke, da sønnen begyndte at prale af sin far.
Fritz Bauer havde informeret den israelske regering. Der for længst udstedet en arrestordre. Anklageren frygtede, at de tyske myndigheder ville informere Eichmann at hans adresse var kendt.
Men regeringen under David Ben Gurion havde dog ingen interesse i at forfølge Nazi – forbrydere. Det ville efter Luxembourg – aftalen ikke vanskeliggøre forbindelserne til Adenauer – regeringen.
En Mossad – agent var dog rejst til Argentina for at kigge på Eichmanns bopæl. Han havde erkendt at en så vigtig top – nazist ikke kunne leve under så primitive forhold. Men Lothar Hermann havde mobiliseret hele den tysk – jødiske bevægelse i Buenos Aires.
Til slut skriver han til de israelske myndigheder i 1960:
Mossad modtog dokumenter
Men det var en henvendelse fra geologen og historikeren Gerhard Klammer, der satte gang i Mossad. Han havde mellem 1950 og 1953 arbejdet sammen med Adolf Eichmann i et byggefirma.
Ved et tilfældigt møde i Argentina i foråret 1959 havde Klammer mødt Eichmann. Han fandt ud af dennes adresse. Han sendte sammen med bekendte dokumenter til Fritz Bauer.
Denne rejste i december 1959 til Jerusalem, hvor han overbragte dokumenter uden at røbe informantens navn.
Hvorfor var Adenauer ikke interesseret?
Hvorfor Adenauer ikke var interesseret i at pågribe Eichmann kan skyldes at chefen for Adenauers kontor, Hans Globke var tidligere top – nazist. Han var blandet ind i de nazistiske racistlove. Ja man talte om en ”Eichmann – krise i Bonn – regeringen”
Hvorfor var CIA ikke interesseret?
Hvorfor CIA ikke reagerede eller informerede Israel, ja det er det store spørgsmål. Men måske vidste Israel det godt i forvejen?
Eichmann gav interviews
Eichmann følte sig sikker i Argentina. Han følte sig beskyttet af USA og Tyskland. Han gav også interviews til Willem Sassen, som var en hollandsk SS – mand og propagandist. Sassen solgte dette videre til Life – Magasin.
Mossad pågreb Eichmann
Den 11. maj 1960 lykkedes det for en gruppe fra Mossad at pågribe Eichmann i San Fernando, som er en bydel i Buenos Aires. På den tid havde Argentina ingen udleveringsaftale med Israel. Eichmann (Atilla) blev udklædt som medlem af El Al flybesætning. Han var blevet bedøvet. Men kidnapperne fra Mossad fortalte, at han havde en ordentlig ”skid” på. Han var ligesom kidnapperne forsynet med falske papirer.
I 12 dage benægtede den israelske regering at have været indblandet i Eichmanns tilfangetagelse og hævdede i stedet, at han var blevet fanget af jødiske frivillige
Den 23. maj meddelte premierminister David Ben Gurion at Eichmann befandt sig i Israel, hvor han var blevet arresteret.
FN forsømte Israel, men ikke Argentinas behandling af anmelderen
FN fordømte Israels handling. De forlangte at Israel sammen med Argentina skulle finde frem til en passende erstatning. Åbenbart fandt man så frem til dette den 3. august 1960. Men hvad dette indebar blev ikke oplyst.
Lothar Herrmann, den overlevende KZ – fanger og jøde, som havde skrevet til de israelske myndigheder, blev i 1961 arresteret og mishandlet. Dette forhold blev ikke påtalt af FN. Først i 1972 fik han i hemmelighed den lovede belønning af den israelske regering. I 2012 blev han æret af den jødiske sammenslutning i Buenos Aires.
Store sikkerhedsanordninger
Eichmanns celle havde en størrelse på tre gange fire meter. Sikkerhedsforanstaltningerne var enorme. Den israelske regering frygtede at Eichmann kunne finde på at begå selvmord.
En vagtmand sad rundt om uret i sin celle. Bag ved celledøren sad en anden, som kiggede gennem kiggehullet. En tredje vagtmand stod bag døren til udgangen. I cellen brændte lyset dag og nat. En politilæge undersøgte Eichmann to gange dagligt.
I retssagen blev mere end et hundrede vidner afhørt. Tusinder af dokumenter blev fremlagt som beviser.
Anklageskriftet omhandlede 15 punkter
Anklageskriftet omfattede 15 punkter bl.a.
Den 15. december 1961 blev han dømt til døden ved hængning.
Mens Eichmann lyttede til dommerne, der på skift i 15 timer læste op fra deres 211 sider lange dokument, mistede Eichmann gradvis kontrollen over sine ansigtsmuskler. Han skar ansigt og gik nærmest i chok. Han fumlede nervøst efter sine papirer.
Eichmann bedyrede sin uskyld fra start til slut. Han ankede dommen og mente han i juridisk forstand var uskyldig- Han havde kun handlet efter ordre, sagde han. Men hans anmodning blev afvist.
Eichmann’ s sidste ord
Få minutter over midnat den 1. juni 1962 gik Adolf Eichmann i døden i et improviseret henrettelseskammer i et fængsel i Jerusalem. Hans sidste ord var:
Forsvarer og familie tjente på Eichmanns samtaler og notater
Vi har været inde på de samtaler Eichmann havde med SS – manden Sasse. Mens retssagen var i gang, havde denne travlt med at slette og redigere de bånd, han havde optaget. Disse bånd blev solgt til Life, Der Spiegel og Dem Stern.
I 1979 solgte Eichmanns forsvarer, Robert Servatius sine bilag til Forbundsarkivet. Sassen overgav de tilbageværende båndoptagelser på 29 timer til Familien Eichmann, som solgte disse videre til et schweizisk forlag inden Forbundsarkivet fik fingrene i dem.
Mens Eichmann sad i arrest forfattede han to tekster.
Han vidste præcis, hvad han gjorde
Mange historikere har beskæftiget sig med hans liv. Det vigtigste spørgsmål er, hvor ansvarlig Eichmann var for Holocaust. De fleste er enige om, at Eichmann præcis vidste, hvad han gjorde. Hans søn mener dog at han er dømt uretfærdig, fordi han blot gjorde sin pligt som tysk soldat.
Kan almindelige mennesker også begå disse frygtelige forbrydelser?
Hannah Arendt en jøde som flygtede fra Tyskland. I Eichmann i Jerusalem skriver hun om retssagen, at bortset fra et ønske om at forbedre sin karriere, viste Eichmann ingen tegn på antisemitisme eller psykopati.
Hun kaldte ham legemliggørelsen af ”ondskabens banalitet”, fordi han lod til at have en ganske almindelig personlighed. Han viste hverken tegn på skyld eller had. Hun mente, at dette faktum såede tvivl om, at de nazistiske krigsforbrydere var psykopatiske og anderledes end andre mennesker. Mange konkluderede af denne og lignende observationer, at selv ganske almindelige mennesker kan begå forfærdelige forbrydelser.
Han havde ikke samme kemi som Mengele
Gennem Sassen mødte Eichmann også Mengele. De mødtes flere gange med de fandt aldrig kemien sammen. Mengele tilbød Eichmann gratis lægehjælp men denne takkede nej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 2, 2022
De glemte at rydde op på Grønland
En fare under isen. Et hemmeligt projekt. Man lukkede i 1967. Et grønlandsk/dansk overvågningsprojekt. Da et atomfly styrtede ned. 10.000 tynder flybrændstof. Amerikanerne oprettede en masse stationer. Værtslandet skal klare oprydningen. Ødelæggende for naturen. Dagligt produceres der affald på Thule – bassen. Og den skal nu opgraderes. Danmark tør ikke tage en konflikt med amerikanerne. Stor amerikansk interesse for Grønland. Udenrigsminister fik et bud på 100 mio. kr. Amerikansk tidsskrift havde offentliggjort en hemmelighed, som den danske regering slet ikke var klar over.
En fare under isen
Vi taler så meget om hurtigere nedsmeltning på Grønland. Mon dette vil bevirke, at vi på et tidspunkt vil kunne se de betydelige mængder af affald, som amerikanerne har efterladt sig på indlandsisen. Måske er det værste sted Camp Century, som de opgav i 1967.
Den såkaldte ”Byen under is” ligger godt 200 km øst for Thule – basen.
På den efterladte base ligger formentlig 9.000 ton fysisk affald i form af bygningsmaterialer, jernbanespor m.m. Her ligger 200.000 liter dieselolie, 24 mio. liter biologisk spildevand samt mængder af stærkt giftige PCB – forbindelser og af lavradioaktivt affald.
På et tidspunkt, hvis klimaændringerne fortsætter, vil der ske større nedsmeltning end tilførsel af ny sne over Camp Century – området. Så vil der ske udsivning af skadelige stoffer til det arktiske miljø.
Her skulle også ligge et atomkraftværk. Et tilsvarende skulle ligge langt under Thule Air Base.
Et hemmeligt projekt
I 1958 påbegyndte amerikanerne arbejdet på Camp Century. Den blev anlagt 8 meter nede. Udstrækningen var på 55 hektar. Varme og el var fremstillet af et transportabelt atomkraftværk.
Man sagde at det var for at studere isen og de atmosfæriske forhold året rundt. I virkeligheden er det et helt andet tophemmeligt projekt, kaldet Project Iceworm.
Projektet skulle omfatte 600 mellemdistance a- bomber, der skulle placeres et 4.000 kilometer langt tunnelsystem under indlandsisen.
Hvert år skulle der blive boret nye tunneller, så missilerne hele tiden kunne skifte position. Hele komplekset skulle dække 140.000 km2. Det ville kræve 11.000 mand til at betjene systemet. Kun statsministeren havde kendskab til mulige atomare aktiviteter men slet ikke af dette omfang. Regeringen var uvidende.
Man lukkede ned i 1967
Først i 1997 kom hele projektet for offentlighedens lys i forbindelse med en rapport om amerikanske overflyvninger af Grønland med atom-bevæbnede fly og Thule- basens rolle i dette.
Så vidt vides blev Camp Centry lukket i 1967. Ingeniørerne havde opdaget at isen forandrede sig mere, end de havde regnet med. Allerede i 1962 begyndte de at notere sammen- trykning af tunneltaget fordi den overliggende sne og is bevægede sig uventet meget.
Efterladenskaber fra Camp Century under isen kan komme til at befinde sig i en afsmeltningszone og ikke i den arktiske is, der skulle have holdt affaldet sikkert isoleret fra et arktiske miljø.
Et grønlandsk/dansk overvågningsprojekt
For at undgå en miljøkatastrofe skal der ryddes op. Og det skal være snart. Men hvem er ansvarlig. Danmark, USA eller Grønland. Spørgsmålet er, hvor meget har Grønland at sige?
Det forlyder at Danmark og Grønland i fællesskab har indledt en fælles overvågning af området. Således viser radarbilleder at basen ligger i 32 meters dybde. Men hvis det går galt, så vil forurenet vand fra basen blande sig med vand i naturen.
Da et atom – fly styrtede ned
I 1957 indførte Danmark ellers en lov, der forbød atomvåben på dansk grund. Det måtte hverken transporteres eller opbevares.
I februar 1968 indledtes et samarbejde mellem amerikanske og danske forskere i oprydningen efter et flystyrt, der involverede et B – 52 kampfly lastet med fire atombomber, som styrtede tæt ved Thule Air Base i januar 1968. Under 0prydningen er mange danske statsborger blevet syge og efterfølgende døde af stråling. Thule – arbejderne mener ikke, at de blev godt nok orienteret om faren v ed at deltage i oprydningen.
Hver af de fire atombomber var 80 gange så eksplosiv som de bomber, der tilintetgjorde Hiroshima knap 20 gange tidligere. Heldigvis var der ingen af bomberne, der sprang.
10.000 tønder flybrændstof
Byen hed engang Ammassalik. Det var Østgrønlands største by. 50 km nordøst for denne by, der i dag hedder Tasiilag befinder vi os i noget der ligner en undergrundsfilm. Tusindvis af rustne olietønder ligger strøet langs kysten. En håndfuld rustrøde bilvrag er halvvejs nedsunken i gruset. Et kaos af krøllede jerndrager fra diverse bygninger skimtes. Gamle kraner og strandede bæltekøretøjer pynter ikke just i landskabet.
Amerikanerne oprettede en masse stationer
Da Danmark var besat af tyskerne, anlagde amerikanerne 14 stationer langs Grønlands øst – og vestkyst. I 1947 lukkede og slukkede man. Alt blev efterladt også 10.000 tønder af flybrændstof.
Lokale har berettet om, at der er udsivning af olie til det arktiske miljø til skade for jagt og fiskeri.
Andre eksperter peger på, at der nok nærmere var tale om 35 amerikanske anlæg på Grønland. Åbenbart har Danmark påtaget sig et betydeligt ansvar i oprydningen.
Værtslandet skal klare oprydningen
Var det ikke noget med, at vores tidligere udenrigsminister Uffe Ellermann – Jensen indgik en aftale med amerikanerne i 1991. Heri hed det sig, at USA, når man trækker sig fra militære anlæg:
USA opfatter gerne sine mere end 600 militære anlæg i andre lande som bidrag til fælles forsvarsindsats. USA forventer som oftest til gengæld at værtslandet klarer oprydningen – noget for noget.
Tænk, hvis amerikanerne begyndte oprydningen, hvad ville de andre lande så sige?
En talsmand fra Pentagon har tidligere talt om at det er tale om en byrdefordeling. USA havde med sine militære anlæg ydet et forsvar for den fri verden – så måtte andre yde deres ved at tage oprydningen.
Ødelæggende for naturen
Den manglende oprydning i Grønland irriterer grønlænderne. Og så er det vel lige som en flue i suppen, når danske diplomater/politiker modes med deres amerikanske kollegaer. Måske dør fluen, når danske politikere selv beslutter for at betale. Men det bliver bestemt ikke billig, skal vi hilse at sige.
Andre steder på Grønland er der rustne amerikanske olietønder, efterladte køretøjer og andet affald. Og noget af dette er giftigt og ødelæggende for naturen. USA har siden 1940erne haft militære aktiviteter på Grønland.
Dagligt produceres der affald på Thule Air Base
De opererer stadig på den kolossale Thule Air Base, hvor nye mængder affald produceres dagligt. Og mon ikke, de i anledning af Ukraine har udvidet deres aktiviteter heroppe. Således har amerikanerne meddelt at man vil opgradere Thule – basen for at styrke deres position i det Arktiske område. Men hvad denne opgradering går ud på vides ikke.
Dette sted er hverken Grønland eller Danmark. Det er USA. Bevares den danske politimester er den eneste, der har bemyndigelse til at skyde en indtrængende isbjørn. Han har også politimyndigheden over de civilt ansatte. Men resten tager amerikanerne sig af. Det er også dem, der bestemmer, hvem der må rejse til bassen fra Danmark. Du skal godt nok søge gennem det danske udenrigsministerium. Men har du en gammel hash-dom eller har vist interesse for kommunisme, skal du nok ikke forvente at komme ind på basen.
Danmark tør ikke tage en konflikt med USA
Måske findes der slet ikke noget retsligt aftalegrundlag. Og skaden er sket. Den kan blive meget alvorlig. Det er et spørgsmål om politik og moral. Vil Grønland lægge pres på USA, skal det ske via den danske regering. Og Danmark tør ikke tage en konflikt med USA.
Det har og heller ikke let for Danmark. De er klemt inde mellem to supermagters koldkrigsambitioner. Grønland har stor betydning for de to supermagter.
Stor interesse for Grønland
At Trump havde interesse for Grønland, blev anset for latterlig. Men måske lå der noget andet gemt bag denne interesse. Vi har jo tidligere her på siden fortalt om dengang Henrik von Kauffmann gav amerikanerne lov til at bygge baser på Grønland til gengæld for anerkendelse af dansk suverænitet.
I 1944 bestod det amerikanske mandskab på Grønland af 5.795 militærpersoner og civile. Det var dengang 25 pct. af hele befolkningen (21.412). Grønland spiller en helt afgørende rolle for Nordamerika. Hvor meget amerikansk personale – militært og civilt, der er på baserne deroppe lige nu, er hemmelighedsholdt.
Udenrigsminister fik et bud på 100 mio. kr.
Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen var i 1946 på besøg i USA. Han ville såmænd have at vide, hvornår amerikanerne forlod Grønland. Men den amerikanske regering tilbød lige med det samme at købe Grønland. Den danske regering var slet ikke bevidste om amerikanernes interesse for Grønland. Prisen lå omkring 100 millioner dollar. Det var dengang, da Sovjetunionen først forlod Bornholm den 5. april 1946.
I 1951 indgik Danmark og USA en aftale, som gav amerikanerne lov til militært at slå sig ned på Grønland og som fastlagde nye grundregler for amerikansk forskningsarbejde i Grønland.
Amerikanerne løber om hjørnerne med danskerne
Danmark fik fuld suverænitet over øen. Det amerikanske militær fik lov til at bibeholde militærbaserne i meget strengt udstukne områder.
Men det var som om amerikanerne kørte om hjørner med danskerne. De fortalte ikke alt, hvad de foretog sig. Således påbegyndte de Camp Century uden for de militære afmærkede områder. Og omfanget af baserne overraskede også danskerne.
Ganske uformelt ved et cocktailparty fortalte den amerikanske ambassadør at man for resten var begyndt at bygge Camp Century. Den chokerende danske minister indkaldte straks til hastemøde. Men det var ikke så meget de kunne gøre. Amerikanerne gjorde, hvad det passede dem. Danmark kunne ikke stoppe de amerikanske styrker. Den danske udenrigsminister dikterede en totalt medie-mørklægning. Men det var for sent.
Amerikansk tidsskrift havde offentliggjort hemmeligheden
Et par dage tidligere havde et amerikansk tidsskrift ”The Sunday Star” haft en stor artikel om lejren helt uden de danske myndigheders viden. Det danske efterretningsvæsen havde ikke opdaget noget.
Fra dansk side forbød man al kontakt mellem den lokale inuitbefolkning og amerikanerne.
Den danske ambassade i Washington forsøgte at censurere journalisternes rapporteringer om de amerikanske aktiviteter i Grønland. Man ville fra dansk side gerne have det drejet over i noget med civil forskning.
Thule blev den største flyvestation uden for amerikansk territorium, hvilket viser, hvor vigtig den var.
Thulebasen blev i løbet af 1950erne voldsom udvidet. I 1954 etablerede man Camp Tuto, som blev anlagt 25 kilometer sydøst for basen lige op til indlandsisens rand.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: november 1, 2022
Fra Nørrebro til Spanien
Vi skal give en håndsrækning i Spanien. Ni børn i en to – værelses i Skyttegade. Generalprøve på Anden Verdenskrig. Det skulle se ud som en cykelferie. En stopklods ved grænsen til Frankrig. Ankommet til Barcelona. Første nat tilbragt i en fængselscelle. Masser af breve. Den Spanske Borgerkrig var en rodet affære. Brødrene sat ind mod 50.000 italienere. Brødrene kunne ikke lide Stauning. 90 – 95 pct. af de 550 danskere var fra arbejderklassen. Brigaden forlængede krigen Tre år for at erobre Madrid. Brødrene modtaget som helte. Aage døde under tortur under besættelsestiden. Arresteret og indsat i statsfængsel i Sverige.
Vi skal give en håndsrækning i Spanien
Tænk engang at i 1936 tog fire danske fremmedkrigere på cykel fra Nørrebro til Spanien. De ville ned og kæmpe af ideologiske grunde.
Sådan sagde den 21 – årige Kai Nielsen dengang.
Den Spanske Borgerkrig var brudt ud. Fascistisk støttede nationalsocialistiske oprørsstyrker ønskede at vælte den demokratisk valgte.
En diskussion var gået i gang hos Hartmanns Maskinfabrikker i udkanten af København. De mange samtaler i den larmende fabrikshal gjorde det tydeligt for to kammerater Kai og kammeraten Hans Petersen, at de måtte afsted. De var begge to overbeviste kommunister. De mange samtaler gjorde dem overbeviste om, at de ikke kunne se passivt til.
Ni børn i en to – værelses i Skyttegade
Kai kunne ikke bare sådan tage af sted. Han måtte snakke med to af sine brødre, Harald og Aage. De var vokset op i en to – værelses lejlighed i Skyttegade på Nørrebro. Her var der særdeles trange kår til to voksne og ni børn.
Faderen var smed og glødende syndikalist. Moderen var hjemmegående. Som seks – årig solgte Harald syndikalisternes blad ”Solidaritet” i Fælledparken.
I den store søskende – flok var der særlig de tre, der delte næsten alt også politisk ståsted. De mente dog at Aage var for ung til at tage med. Han var kun 18 år. Men intet kunne stoppe ham. Han ville med.
Generalprøve til Anden Verdenskrig
Således blev brødrene Nielsen og Hans Petersen enige. De tog afsted den 22. august 1936 som de fire første danske fremmedkrigere til den spanske Borgerkrig.
Man var bange for at denne konflikt ville sprede sig til andre lande. Ingen måtte røre denne konflikt. Men Tyskland og Italien støttede oprøret med både våben, penge og soldater – særligt Italien sendte mange mænd afsted.
Sovjet støttede på lignende vis Folkefronten (Regeringstropperne) De sendte en masse våben og nogle militære rådgivere, der oplærte de spanske tropper i at bruge de våben, der blev sendt afsted.
Havde det været for Tyskland, Italien og Sovjet, så var det blevet en meget mindre konflikt. I stedet blev det en slags generalprøve på Anden Verdenskrig.
Det skulle se ud som cykelferie
Det anslås at omkring 550 danskere deltog i Den Spanske Borgerkrig som en del af de Internationale Brigader.
Det var et formål med at de tre Nørrebro – brødre og deres kammerat tog afsted på cykel. Det var ikke kun et praktisk og billigt transportmiddel. For ikke at vække opsigt skulle det se ud som om, at de tog på cykelferie.
En stopklods på grænsen til Frankrig
De lagde alle sammen nogle ugers løn til side. De skaffede telt og tørkost. Den første bratte stopklods opstod på grænsen mellem Tyskland og Frankrig. De rendte ind i en grænsevagt, der opkrævede depositum for, at de kunne tage deres cykler med videre. Da de ikke kunne betale, måtte de efterlade cyklerne og tage rejsen mod Paris til fods. De fik lov til at sidde på ladet af en svinetransport det sidste stykke vej til den franske hovedstad.
Ankommet til Barcelona
Mens de var i byen, fik de økonomisk hjælp af blandt andet en venligsindet krovært og en antifascistisk taxachauffør.
Herfra blafrede, tog toget og blev til sidst smuglet over grænsen til det borgerkrigsramte land. En måned efter afrejse kunne brødrene Nielsen skrive hjem til Nørrebro:
Første nat i en fængselscelle
Hvad de så ikke skrev, var at de tilbragte deres første nat på spansk grund i en fængselscelle. De spanske anarkister, der mødte de fire dansker ved grænsen, var nemlig mistænksomme overfor udenlandske kommunister, der kom og blandede sig.
Det var først da den legendariske Hans Beimler kom til, at de blev frigivet. Dette tidligere medlem af den tyske Rigsdag blev som ”en far” for dem. Men denne mistede desværre livet.
Masser af breve
Den 23. november 1936 skrev Aage hjem:
Der var en ret livlig korrespondance mellem forældrene på Nørrebro og børnene i krigszonen i Spanien. Der findes en fremragende bog med disse (se under Kilde). Således sendte mor et brev retur til Spanien den 8. december 1936:
Den Spanske Borgerkrig var en rodet affære
Den spanske borgerkrig var en politisk rodet affære, der ganske vist stod mellem de fascistiske oprørere på den ene side og den spanske folkefront på den anden. Men der var massive splittelser internt.
De kræfter, der støttede den spanske republik og det demokratisk valgte centrum – venstre regering, bestod blandt andet af trotskister, anarkister, baskiske og catalanske separatister. Og disse grupper, som det ses igen og igen i venstrefløjens historie, havde utroligt svært ved at samarbejde.
Kommunisterne ønskede at sætte sig på det hele og direkte bekæmpe andre af Folkefrontens grupperinger.
Brødrene sat ind mod 50.000 italienere
I januar 1937 blev de fire medlem af det 100 mands store luftværnsbatteri ”Argument Dimitrov”, der også havde andre danskere. Hans Petersen blev uddannet partisan og blev sat ind bag fascisternes linjer.
I april 1937 sendtes brødrene til Guedalajara for at imødegå 50.000 italienske soldater. På samme tid blev den baskiske by Guernica terrorbombet fra luften. 1.654 civile omkom.
Brødrene kunne ikke lide Stauning
Brødrene Nielsen var glødende kommunister. Hvis de skulle bringe kommunismen til Danmark, skulle de slå fascismen, som de så som den største trussel mod deres mål. I et brev dateret den 5. maj 1937 udtrykte den ældste bror Harald Nielsen sin ufortyndede mening om Danmarks første socialdemokratiske borgmester:
90 – 95 pct. kom fra arbejderklassen
Ikke ret mange af de 550 danskere havde nogen sinde været ude for landets grænser. De havde en ret naiv forestilling om, hvad krig indebar. Cirka halvdelen af dem, der tog afsted, var arbejdsløse. Vel nok 90 – 95 pct. kom fra arbejderklassen. Nogle havde været kriminelle.
Nu hjalp det også lidt, at soldaterne i de internationale Brigader blev aflønnet. Men det var bestemt ikke noget man blev rig af.
Høje tabstal
Det var primært ved fronten brødrene var ude at slås. Den Spanske Republik havde begrænsede væbnede styrker. Store dele af styrkerne tilsluttede sig det højreorienterede fascistiske oprør.
Dem uden militærerfaring vidste nok ikke, hvad de egentlig havde sagt ja til. Den brutale konsekvens var det meget høje tabstal. Nogle af de danske frivillige kun overlevede dage eller få uger ved fronten.
Den første enhed, som Nielsen – brødrene kom med i, var en forløber til de Internationale Brigader ved navn Centuria Thälmann. De tre brødre kom i en maskingeværgruppe. Harald betjente det han faktisk var uddannet til.
Brigaden forlængede krigen
De Internationale Brigader var årsag til forlængelse af krigen. Borgerkrigen sluttede officielt i 1939. Republikken havde tabt og general Franco overtog magten. Til gengæld overlevede både Harald, Kai og Aage borgerkrigen. Langt fra alle danskere var så heldige. Der anslås at 25 – 30 pct. af de danske frivillige ikke kom levende hjem.
Tre år om at erobre Madrid
Franco forventede, lige som de fleste kommentatorer og journalister. En hurtig erobring af hovedstaden. Det skulle dog gå næsten tre år før Madrid var i fascisternes hænder. Slaget om Madrid startede med et frontalt angreb på byen, som kort efter blev standset. Fascisterne forsøgte at knække Madrids forsvar med omfattende bombardementer. Derefter forsøgte de at omringe byen.
Det var nok ikke våben, men tapperhed, der standsede den nationalistiske fremrykning.
Hans Petersen blev såret i halsen og sendes på lazaret i Barcelona.
Kampene ved Madrid bølgede frem og tilbage over en periode på to måneder, før oprørsstyrkerne flyttede fokus mod nye frontafsnit. I løbet af den første måned mistede De Internationale Brigader 1.700 mand.
Brødrene modtaget som helte
I august 1937 deserterede Aage og stak til søs. Senere fik Harald og Kai orlov. De tog med 88 andre danskere hjem i april 1938. I Esbjerg blev de modtaget af 500 mennesker. Martin Andersen Nexø holdt tale for dem. I København var der mødt hele 25. – 30.000 mødt op til modtagelsen.
Hjemme blev de afhørt af politiet. Mange herunder Harald idømtes fængsel. I april 1939 overgav Folkefronten sig og Franco tog over
Aage døde efter tortur under besættelsen
Brødrene Nielsens kamp i Spanien var afsluttet. Men de var ikke færdige med at slås. De fortsatte i modstandsgruppen BOPA, der jo som bekendt havde forbindelse til DKP.
Nielsen – brødrene udførte en del industrispionage og i 1943 var den yngste bror, Aage med til at sabotere et dansk skib i tysk tjeneste. Han blev fængslet i Vestre Fængsel og det døde han af. Han var den første sabotør, der blev tortureret ihjel under krigen – men desværre ikke den sidste.
Til Aages begravelse mødte over 1.000 deltager. Nogle bevæbnede, andre med røde faner:
Arresteret i Sverige
Senere blev Harald og Kai arresteret. Men de flygter til Sverige. Her bliver de også arresteret og overført til Statsfængslet Kalma. Den 6. maj vendte Kaj tilbage til København og lidt senere Harald.
Otte års krig og tabet af Aage, havde sat sine spor. Kaj døde i 1975 og Harald i 1989.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 28, 2022
En avis fra Haderslev
Dette er historien om Nordslesvigsk Tidende, der levede i 2 ¼ år. Jo der var oprør i Haderslev. Fem blade var det dengang i Nordslesvig. Hertugen af Augustenborg forsøgte at redde to af dem. Nordslesvigsk Tidende udkommer. Latinskolen leverer to af redaktørerne. Men ellers gemte redaktionen sig ”Bag Sandhedens Slør” Redaktør Koch vente atter hjem, men måtte afsted igen. Vi skal se en prøve på datidens kulørte sprog. Ny redaktør flygter ud af byen fordi general Rye er ankommet. Dr. Michelsen er redaktør for tredje gang, men ikke ret længe. Han går lidt for meget i selvsving efter ”Slaget ved Fredericia”. Koch måtte blive i København og endelig kunne han komme hjem bestandig. Men han måtte for fjerde gang ansøge om tilladelse til at drive Lyna – trykkeriet. Jo der skete sandelig noget under Den Første Slesvigske Krig i Haderslev.
Fem blade i Nordslesvig
Det var midt i 1840erne fem blade i Nordslesvig. Det var 2 danske og 3 Slesvig – Holstenske. Luna var allerede begyndt at udkomme i 1797 i Haderslev. I de første 40 år af dets tilværelse udkom det på tysk. Fra 1839 fik det et dansk følgeblad. Senere blev hovedparten af bladet skrevet på dansk.
Sønderborger Ugeblad’ s tyske udgave begyndte i 1825. Den danske udgave kom i 1832. Endelig udkom der i Tønder et lille ret ubetydeligt ”Intelligenzblatt”.
De to bedst læste
De to danske blade ”Dannevirke” i Haderslev og Apenrader Ugeblad var begyndt at udkomme 1838 og 1839. De var snart blevet de mest læste. Allerede her i midten af 1840erne havde de Slesvig – Holstenske blade ondt ved at klare sig i kappestriden.
Hertugen af Augustenborg forsøgte at redde bladene
Hertugen af Augustenborg prøvede forgæves at holde Lyna og Sønderborgbladet oppe. Men regningerne blev efterhånden for store. Dannevirke meddelte skadefro ved nytårstid 1847, at Lynas abonnenter:
Et par måneder efter gik Sønderborger Ugeavis ind. I november samme år købte Peter Christian Koch, Dannevirkes redaktør Lyna, der fra nytår 1848 atter kom på tysk. Jo men med dansk indhold. Nu var der kun tre blade i Nordslesvig. De Slesvig – Holstenske blade var forsvundet på nær det lille tønderske ”Intelligenzblatt”
Oprør i Haderslev
Men herligheden varede ikke ret længe. Den sidste lørdag i marts blev det kendt i Haderslev at oprøret var brudt ud. Samme dag dannede fremtrædende Slesvig – Holstenske borgere en provisorisk regering for byen, og den første egentlig regeringshandling var at storme hen og forsegle Dannevirkes presse.
I nattens løb vågnede byens danske borgerskab til dåd og dagen efter væltede den nye regering. Byens gamle styre genrejstes og seglene på Kochs presse blev fjernet. Det var så nogenlunde fred i lejren en måneds tid.
Men efter slaget ved Slesvig den 23. april gik man igen løs på Dannevirkes trykkeri. Koch var imidlertid allerede på vej til Kolding med en del af sine maskiner. Dengang havde man ikke sådan noget moderne som en rotationspresse. Heldigvis for Slesvig – Holstenerne havde Koch jo endnu et trykkeri, nemlig Lyna.
Nordslesvigsk Tidende udkommer
Og dette blev ikke forseglet. Tværtimod blev det taget i brug. På trykkeriet arbejdede en dygtig og smart typograf, C.E. basse fra Bonn. Han var villig til øjeblikkeligt at starte et nyt blad redigeret efter de nye magthavers ønske.
Bag Sandhedens Slør
Det udkom straks og havde fået navnet Nordslesvigsk Tidende. Redaktionen forblev i det skjulte under betegnelsen ”Sandhedens Slør”. Men man kunne dog gennem sløret skimte en af Latinskolens lærere, endda selveste subrektor Dr. Michelsen.
Det var ikke første gang, Latinskolen leverede redaktør til et Slesvig – Holstensk blad, og det blev heller ikke sidste.
Redaktør Koch vente atter hjem
Men lykken skiftede hurtigt i disse tider. Efter slaget ved Dybbøl sidst i maj måtte Nordslesvigsk Tidende gå ind efter at have leveret 7 numre. Og Koch, som nu vendte tilbage til Haderslev kunne sætte følgende noget ondskabsfulde eftermæle over den så hastigt afdøde Tidende:
Koch måtte atter afsted
Det var nu lovlig tidligt, Koch hoverede. Blot endnu en måned senere måtte han i stor hast forlade Haderslev. Denne gang havde han ikke tid til at tage trykkemaskinen med. Han søgte til København og herfra udgik Dannevirke fra slutningen af august 1848 til midten af september 1849. Men ”det er nu en anden historie” som H.C. Andersen siger.
Knap var Koch forsvundet fra Haderslev før ”Nordslesvigsk Tidende” dukkede op på ny. Og denne gang var sløret lettet. Dr. Michelsen trådte åbenlyst frem som bladets redaktør. Bladets retning var også den samme.
Datidens kulørte sprog
I en skrivelse til ”Dannevirke” fortælles i datidens temmelig kulørte sprog at:
Bladet led under forskellige indre besværligheder. Ved nytår måtte Dr. Michelsen trække sig tilbage. Men Latinskolen kunne straks levere en ny redaktør som Julin Fabricius. Han måtte dog også snart fortrække. Men det skyldtes general Ryes indtog i byen hen på foråret.
Ny redaktør flygter fra byen
Dr. Julien Fabricius flygtede bort fra byen. Han kom først tilbage, da Rye måtte drage mod nord. Men da var Nordslesvigsk Tidende igen begyndt at udgå. Dr. Michelsen havde snuppet redaktionen for næsen af sin medlærer. Naturligvis følte Dr. Julien Fabricius sig noget brøstholden over den behandling. Få dage efter kunne læserne læse denne mærkelige erklæring i bladet:
Dr. Michelsen – redaktør for tredje gang
Dr. Michelsen kunne for tredje gang sætte sig til rette i redaktørstolen. Hvis ikke andet var kommet i vejen, kunne han måske have fået lov til at sidde der længe. Men sådan skulle det ikke være.
Efter våbenstilstanden var krigen udbrudt på ny i foråret 1849. I begyndelsen gik det godt for Slesvig – Holstenerne. Nordslesvigsk Tidende kunne leve højt på sejrsberetningerne. Men alt får en ende i denne verden. Det gjorde sejrene i Nordslesvigsk Tidende også. Den sidste af dem kostede endda Dr. Michelsen hans redaktørplads.
Slaget ved Fredericia
Den Slesvig – Holstenske hær havde lejret sig om Fredericia. De forberedte sig nu til at storme fæstningen. Men inden det kom så vidt, var den danske hær blevet stærk nok til at gøre udfald. Den 6. juli stod Fredericia-slaget. Dagen efter indeholdt Nordslesvigsk Tidende følgende sejrsmelding:
Vi har skåret lidt i teksten og enkeltheder vil vi spare læseren for.
Koch måtte blive i København
Det blev bladets meningsfælder for meget. De mente at redaktøren havde været fuld, da han skrev sejrsberetningen. Kort efter trak Michelsen fra hvervet som redaktør. Men Nordslesvigsk Tidende fortsatte med at udkomme.
Ja Koch skrev endog i Dannevirke, at bladet var blevet den ny regerings officielle avis og at Dannevirkes forflyttelse tilbage til Haderslev syntes at være unødvendig.
Man kan måske godt forstå Kochs bitterhed. Der var igen sluttet våbenstilstand. En regeringskommission havde overtaget styret i Nordslesvig, men Koch måtte stadig tage til København, mens Nordslesvigsk Tidende kunne udgå fra Haderslev og tilmed blive trykt på Kochs eget trykkeri.
Fjerde gang er lykkens gang
Men endelig i september slap Koch hjem igen efter næsten 15 måneders fravær. Nu kom Nordslesvigsk Tidende i forlegenhed. Koch ejede jo begge byens trykkerier efter at han havde købt Luna.
Det var rigtig nok den lille hage ved. At handelen skulle stadfæstes af regeringen på Gottorp, og det var den ikke blevet. Den første ansøgning forsvandt sporløst i regeringskontorerne. Den næste fik han svar på, men det var fra den provisoriske regering, og det var et afslag.
Nu efter hjemkomsten sendte han en ny ansøgning afsted. Denne gang til den nye Fællesregering som styrede landet under våbenstilstanden. Men det blev også mødt med et afslag.
Først da Koch selv sammen med Lyras forhenværende ejer H. Seneberg mødte med den 4. ansøgning, blev den endelig bevilliget. Det var den 12. december 1849 – to år efter at handelen var afsluttet.
Nordslesvigsk Tidende levede i 2 ¼ år
Det begyndte nu at se sort ud for Nordslesvigsk Tidende. Men bladets udgiver C.E. Basse havde en trumf i baghånden. Det var et privilegium udstedt af den Slesvig – Holstenske regering på Gottorp, der gav ham ret til at oprette eget trykkeri og udgive et blad med navnet Nordslesvigsk Tidende.
Bladets venner skød nu i hast 4.000 Rigsdaler sammen og takket være dem kunne bladet fortsætte. Fra 1850 fik det en ny redaktør M. Schultz. Det var hvis nok den samme, som havde ledet Lyra. Men han fratrådte snart igen.
Nu overtog udgiveren selv redaktionen. Nogen rigtig fart i foretagendet kom der dog ikke, skønt rygtet gik på at det fik betydelige pengegaver fra det Slesvig – Holstenske Ridderskab. Sikkert er det dog at bladet kun fandt få læsere og ingen abonnenter.
Den 10. juli 1850 kom bladets sidste nummer. Nordslesvigsk Tidende havde kun oplevet 2 ¼ år. Disse havde dog været bevægede.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 27, 2022
Nazisternes sidste tilflugt
Forsøg på anmeldelse af Hans Christian Davidsen: Nazisternes sidste tilflugt. Vi kender udmærket forfatteren. Et nyt ID. Naboerne kender sandheden Med Rattenlinie mod nord. En spektakulær tid i Flensborg. Himmler begik selvmord. Dönitz kunne nøjes med 10 år. Spændende, dramatisk og god journalistik. Englænderne greb ikke ind, da tyskerne sank deres flåde. Et deprimerende stykke historie
OBS: Bagerst i denne artikel kan du finde en kæmpe liste over artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) i Grænselandet som undertegnede har begået. Mange af disse artikler indeholder noget af det samme som omtales i denne bog. Nej – vi har ikke skrevet af. Mange af artiklerne er ældre.
Vi kender udmærket forfatteren
Bogens tema har vi beskæftiget os meget med her på siden. Og for kort tid siden holdt undertegnede et to timers-foredrag om disse begivenheder. Foredraget blev afholdt på Vesterbro.
Forfatteren kender vi jo udmærket – både som journalist på Flensborg Avis og netop som forfatter. Men læg mærke til, at han har lavet ret så mange videoer om steder både i Nord – og Sydslesvig. Og en gang om måneden præsenterer Flensborg Avis – Månedens bog også som video.
Et nyt ID
Og for bare et år siden sendte Hans Chr. Davidsen en bog ud om Vesterhavs – maleren Emil Nolde. Det er sandelig også en bog, der er værd at læse.
I bogen befinder vi os i et Flensborg, hvor en masse kriminelle samles og får ny identitet. De fik såkaldte ”Persilscheine”. Det var tegn på en pletfri fortid som nazist.
Disse Scheine delte Dönitz ud med rund hånd. Og marinesoldater blev ofret i Flensborg Fjord, Alssund og Gelting Bugt og mange andre steder. Du kan læse nogle af beretningerne her på vores side.
Naboerne kender sandheden
Mange går under og dukker senere op og får en karriere i byen trods det at man er stemplet som krigsforbryder. Naboerne gemmer sig bag gardinerne. De kender sandheden.
Masser af SS – forbrydere gemmer sig ude hos bønderne. Ellers færdes de op og ned ad gaderne i Flensborg. Livet er mere end mærkelig. For ingen ved, hvornår de allierede siger:
Med Rattenlinie mod nord
Mange flygtede via Rattenlinie Nord via Kruså, hvor nazister hjalp forbryderne via Sverige eller til Kastrup Lufthavn. Mange af forbryderne forsvandt i mængden og blev ikke siden straffet.
En spektakulær tid
Cirka 3.000 forbrydere samles. Og også en masse KZ – fanger samles her i Flensborg. I Sydslesvig udbreder der også hungersnød.
Bogen er en spændende fortælling om en spektakulær tid og den er gennemillustreret med en masse spændende fotos. Det var her i Flensborg, at Karl Dönitz fik lov til at regere i 20 dage. Men til sidst havde englænderne fået nok.
Rudolf Höss – den berygtede Auschwitz-leder havde gemt sig ude på en gård under falsk navn men han ring røbede ham. Han blev sendt tilbage og med ansigtet vendt mod Auschwitz – lejren blev han henrettet. Albert Speer gemte sig på Lyksborg Slot.
Himmler begik selvmord
Himmler fik et andet udseende og her gik han lige og troede at Dönitz kunne bruge ham men nej. Han fik en fisker til at ro sig over Elben. Under en kontrol kunne man ikke forstå, at hans Ausweiss virkede så nyt. Så lykkedes det for ham at sluge en af de berømte piller.
Hitler selv var kun en gang i Flensborg. Men det glemte nazisterne ikke. Da holdt han en af de sine bedste taler.
Dönitz kunne nøjes med 10 års fængsel
Men det var her i Flensborg Nazi-regimentet førte sine dødskramper. Dönitz kunne nøjes med 10 års fængsel. Han blev slet ikke straffet for sine handlinger i Flensborg. Og længe efter sin løsladelse kunne han underholde gymnasieelever med sine nazi – forherligelser.
Nej en udrensning kom aldrig. Det kan du også læse her på vores side. Forbryderne fortsatte i betroede stillinger.
Nazisterne holdt ud til det sidste også med deres ritualer. Briterne accepterede deres henrettelsesmetoder og krigsretter langt efter krigens ophør. Det gik ud over mange mennesker.
Spændende, dramatisk og god journalistik
Det er spændende dramatisk og god journalistik. Cirka 40 sider er mere detaljerede artikler til eftertanke. Her hører vi også fra nogle af dem, der overværede det hele. I hans tidligere bøger har vi også set, at Davidsen tydeligvis mestrer den spændende fortælling. Og det er skøn blanding af historie og dramatik.
Englænderne greb ikke ind, da tyskerne sank deres flåde
Vi hører om den KZ – fange, der skreg efter vand. Ikke langt fra Calle – Supermarkedet blev en person skudt. Han blev senere dømt for landsforræderi i England. Som vi også har berettet om, så indeholder bogen også dramaet i Gelting Bugt.
Englænderne greb ikke ind, da tyskerne sænkede deres flåde.
Et deprimerende stykke historie
Vi er i bogen fokuseret på Flensborg, men vi kigger også på grænseområdet. Derfor er det naturligt, du får en liste med en lang række artikler om Besættelsestiden før/under og efter i grænseområdet, som du kan finde her på siden.
I grunden er det et deprimerende stykke historie, vi her bliver vidende til. Men det var det jo også nord for grænsen. Men hele sandheden må vi ikke høre – nord for grænsen. Vi har her forsøgt at samle de artikler, som vi allerede har skrevet om Besættelsestiden i grænselandet. Det er noget at gå i gang med.
Men derfor skal du jo stadig læse denne spændende bog.
Hans Christian Davidsen: Nazisternes Sidste Tilflugt – Hovedland
Litteratur – Grænselandets Besættelseshistorie
Og mange flere