Originaler i det gamle København

Der var sjovere og visekællinger. Vi havde Lersø-bøller, Fælled-bisser, prinser og kræmmer, Vi henviser i artikler til dem. Men vi møder her over 20 af datidens originaler. Der var Krølle-Charles, Fidus-Carl, Professor Libri, Scheibelein, Professor, Hindborg, Pudse-Pter, Carl Mortensen, Rasmus Christensen, Puste (Put)-Møller, Jomfru Tidsfordriv, Alexander den Store, Frøken Jeanette, Filosoffen fra Magstræde, Fløjte Carl, Gedaha, Candidat Tønder, Johan Jørgensen-jomtou, Excellencen, Peter Rundetårn, Israel Levin m.m.

 

Lersø-bøller, Fælled-bisserne, Prinserne og kræmmerne

Hvorfor skal man altid skrive om de mennesker, der har udrettet noget. Originalerne har sikkert også udrettet noget, men de var kendt, fordi de netop var originaler. Og sådanne var det i enhver by. Vi har her på siden allerede beskrevet sådanne fra Tønder og Aabenraa. Ja vi har nu også berettet om Københavns originaler i form af Lersø-bøllerne, Fælledbisserne, Prinserne og Kræmmerne.

 

Skæbnen kan være hård

Ofte har skæbnen været hård ved disse mennesker, og det er endt med, at de er blevet latterliggjort. De tiltrækker sig ofte ufrivillig bevågenhed disse originaler. Og særlinge får os til et skævt smil. Men heldigvis er vi ikke alle ens. Og hvorfor skal vi absolut være ens alle sammen. Vi behøver ikke alle, at være som de andre. Her har vi håndplukket en række københavnske originaler.

 

Professor Labri

Det var løberen, der uden at tale med nogen altid bevægede sig i løb. Og så var det Professor Labri. Han blev kvæstet om bord på et skib. Hele hans højre side blev ødelagt. Skævheden i den ene skulder og i hovedet, hvor det ene øje var halvt tillukket biddrog til at hans fremtoning var særpræget.

 

Fidus-Carl

Der var Fidus-Carl, der om morgenen mødte op på Blomstertovet. Og samlede affaldsblomster op. Dem gik han rundt på beværtninger og solgte. Det blev sagt, at han var meget velhavende. Dette kom nogle slagtere for øre. Da han kom ind på et værtshus en aften, sprættede slagter ham op, og fandt et par hundrede kroner. Dem fik han lov til at beholde. Men han havde fået nervesammenbrud.

 

Sjovere og visekællinger

Af andre typer, der færdedes på gaderne var såkaldte sjovere og visekællinger. Mange af sjoverne blev med tiden drikfældige. Og det var også de såkaldte sjovere, der udgjorde grundlaget for det såkaldte ”Bybudekompagnier”.

Visekællingerne var datidens bladsælgere, og de såkaldte skillingsviser, som de solgte, behandlede ofte en aktuel begivenhed. Med skingrende røst råbte visekællingerne titlen på de allernyeste titler. Lærerdrengene forsøgte at efterligne disse.

Ja så kom gadehandlerne, der solgte alt muligt. Da disse forsvandt, forsvandt også et stykke fornøjeligt stykke københavnsk kultur.

 

Krølle-Charles

Når Krølle-Charles undtagelsesvis var ædru kunne han tale både tysk og engelsk. Det hændte også, at nysgerrige damer stillede op, for at høre, hvad der var for mærkelige ting han sagde. Men når han så opdagede dette, råbte han sjofle ord. Damerne skyndte sig væk, godt røde i hovedet.

Engang var der en velmene Forretningsmand, der ville hjælpe Krølle – Charles. Han ekviperede ham i pæne klæder, vaskede og friserede ham. Og så blev han ellers forsynet med et reklameskilt som han skulle gå rundt med i hele byen.

Ordnede forhold passede ikke Krølle-Charles og heller ikke de spydige tilråb, der fulgte. Gadedrengene fik hurtigt ødelagt det pæne. Et par dage efter var han lige så beskidt.

 

Wilhelm Anton Scheibelein

Han var en ret høj, ranglet fyr. Han var altid prober og skinnende og havde et renpudset ydre. Han gik med rød og violet farvede strømper og en sort jakke. Denne var prydret med krigsmedaljer og en række foreningsemblemer. Han gik med hvidt halstørklæde og en militærkasket med en rød kokarde.

Når han vandrede på gaden bar han som regel en pakke indsvøbt i et rødt tørklæde. Hvad dette tørklæde gemte, er nok en gåde for de fleste. Man har fortalte, at det var mad.

Han ledsagede soldaterne på deres marcher i København og Omegn. Og mad var sikkert ikke noget som Scheibelein kunne undvære. Han havde en aldeles glubende appetit. Dengang han var soldat kunne han fortære to hele rugbrød hver femte dag, men s de øvrige soldater kun kunne få bugt med en.

Scheibelein er født i Adelgade den 5. december 1839. Hans far var murer og Wilhelm var den yngste af tolv. Han blev opdraget ret strengt. Han fik ofte prygl og gik i Sølvgades Skole og bagefter i Dronningens Asyl.

Efter at være konfirmeret i Trinitatis Kirke blev han sat i murerlære. Såvel hans bedstefar, far og hans ældste bror var murere. Scheibelein berettede ofte med en hvis stolthed i stemmen, hvorledes han engang reddede en kone og to børn fra at indebrænde. Som belønning fik han redningsmedaljen.

Scheibelein kom til Rendsborg, hvor han blev uddannet til soldat. Han deltog i den sidste Slesvigske Krig. Han blev såret og taget til fange.  I Slaget ved Sandelmark. Han kom på lazarettet, blev kurreret og sendt til Fæstningen Spandau. I København fandt han sig en pige, som han holdt meget af. Ja han blev endog forlovet med hende.

Men ak, da han kom tilbage fra Spandau var hun blevet en anden mands hustru. Dette tog han sig meget nær. Han meldte sig frivillig som vestindisk soldat, og opholdt sig fem år derover. Her blev han bl.a. angrebet af ”Den Gule Feber”. Han søgte om, at komme til Amerika, men guvernøren sagde til ham:

 

• Det er du for doven til
• Du må tilbage til Danmark.

 

Således vendte Scheibelein tilbage til København. Efter nogle mislykkede forsøg på at genoptage murerhåndværket, ja så begyndte han som ”Original”.

Og det bestod i hans forkærlighed for det militær. Når han hilste var det med honnør. Han havde stor respekt for militæret og for kongefamilien. Han mødte således kongen i Borgergade. Scheibelein gjorde front og tog hånden til kasketten. Kongen gengældte meget venlig denne hilsen.

Da kongen var kommet et stykke ned ad gaden gentog Scheibelein hilsnen. Og kongen hilste atter. Men da Scheibelein gjorde det tredje gang greb denne i lommen og gav ham nogle mønter. Dermed var den tro undersåt tilfreds for denne gang.

Scheibelein søgte ofte ud på Citadellet. Her kendte man ham. Som regel blev han ”vel lystig” og smidt ud. Men ufortrøden mødte han op igen.

På Kommunehospitalet kendte man ham også. Det var et fristed for ham. Han var godt tilfreds med kosten, men han savnede øl. Han gik en dag ned til portneren og forlangte øl.

Ofte var han på Almindeligheden og Ladegården. Det satte han dog ikke så meget pris på. Det lykkedes ham flere gange at komme væk herfra.

Jo han kunne da fortælle at over i Vestindien havde han lært Doris at kende. Hun var plantagedatter. Han havde skam to børn derover, sagde han. Han påstod også, at kunne russisk.

 

”Professor” Andersen Bang

Han var en lille mand med et gulligt, rynket ansigt med små øjne og fuldskæg. Han var tarvelig men proper påklædt.

Professoren ville holde et stort handelsmøde i ”Thalia”. Han havde konstrueret et noget forvirrende opråb. Det lokale, hvor mødet skulle finde sted var aldeles mørkt. Og kun en eneste var til stede, nemlig ”Professoren” selv. Til sidst var der dog 20 – 30 mennesker.

Mødet varede til ud på natten, og ”Professoren” talte om alt muligt. Til sidst sang han også. Han ville udrette noget stort. Og sådan holdt han mange møder.

Man sagde om ham, at han engang i fortiden havde været murearbejdsmand. Han var ugift og boede et sted ude i Nansensgade. Professor – titlen var selvvalg og nok noget overvurderet.

Undertiden indkaldte han også til møder på Nørre Fælled. Jo han berettede både om udenrigs- og indenrigsnyheder. Han har sandelig også optrådt i et cirkus.

I 7 år boede han på Hotel Bellevue i Studiestræde.

 

Jeppe Laurentin Hindborg

Jo han var ved Bybudevæsnet i 28 år. Han var en høj mand med et noget indfalden ansigt og den stærkt fremstående næse. Det var i 1861, at Hindborg først trak i den hvide frakke.

Han kunne godt lide et par små ”sorte” – en træskopunch, som det hed på hans hjemstavn. Hindborg er født i Horsens, hvor hans far var ved toldvæsnet. Han var ungkarl og boede i et lille kammer i Regnegade.

Hver dag i 28 år opholdt han sig ved Gammeltorv i al slags vejr. Hindberg blev over 70 år. Jeg er snart træt, sagde han. Nu ville han helst på Almindeligheden.

 

Pudse-Peter

Pudse-Peter var nok den mest kendte original. Han var glad og stolt over, at kunne betræde en så fremragende plads i samfundet. Hel byen kendte ham, og han skulle nok sørge for, at ingen glemte ham.

Begyndte københavnere at glemme hans viser, skulle han nok sørge for ny interesse for sin person.

Når han viste sig, iført sin tarvelige mørke dragt med kridtpiben i munden, den lave rundpulede hat på hovedet og den kendte kurv på armen, blev der straks ”sjov i gaden”.

På gadeungdommen øvede han nemlig samme indflydelse som ”Sprøjten”. Så snart han var i sigte strømmede gadens børn til fra nær og fjern og eskorterede hujende den lyksalige Peter på hans vandring fra gård til gård.

Peter var handelsmand og et stykke af en poet. Han faldbød sine varer på vers:

 

• Blankesværte, Blankesværte Å, Å, Å

 

Ja sådan sang han og udeblev køberne, var han straks der med et nyt vers:

 

• Jeg synes det varer så længe

Inden de fruer får penge osv.

 

Pudse-Peter havde som sagt hele sin forretning med sig på armen. De artikler, han havde på lager, var Blankesværte, Pudsevoks, tændstikker og lignende. Han var i besiddelse af for en handelsmand rap tunge og forstod at underholde sine kunder med en eller anden historie.

Engang imellem overraskede han med sit udseende, ved at lade sit skæg rage af. Han var dog altid genkendelig på sin underlige, dansende gangart, med hvilken han bevægede sig. Peter gav udseende af, at han var småtosset, men så tosset var han dog ikke. Hans virkelige navn var Niels Peter Nielsen. Og hans øgenavn havde han fået af soldaterne på Kastellet, fordi han også solgte ”Pudsevoks” til dem.

Han var en skikkelig fyr, der ikke gjorde en kat fortræd, men han havde to slemme fejl. Den ene var hans lidenskabelige lyst til kortspil. Den anden var hans hang til flasken. Peter drak sig en stor snaps og sang altid:

 

• Peter er fuld, dundrende fuld.

 

Peter var født i Tjæreby ved Esbjerg. Da han var 7 år kom han sammen med sine forældre til København. Om hans barndom er det intet at berette. Den forløb som alle andre københavnere. Snart tumlede han rundt i lystige kammeraters selskab i Københavns den gang grøftelignende rendestene. Snart anførte Peter hele truppen til kamp og sejr mod Fælledparkens øvrige bataljoner, når Borgervæbningen var i krig.

Profitten var altid på Peters side, når han handlede med kammeraterne. Ja det var også ulykkelig kærlighed, der førte til, at Peter blev original. Han blev svigtet. Senere var Peter dog blevet gift og havde fået fire børn. Han påstod dog at børnene var ”skomagerens”. Men det var måske bare nogle af Peters ”puds”.

Ak ja, en aften faldt Peter i vandet ved Nyhavn og pådrog sig en stærk forkølelse. Det gjorde ende på hans liv.

 

Carl Mortensen

Han skrev digte i tusindvis, historier i snesevis, ja han har også skrevet et romantisk drama i tre akter. Han forsøgte selvfølgelig at få alt dette udgivet. Han rendte samtlige redaktører på dørene. Og mange af disse havde stakkevis af bunker af hans ”værker” liggende.

Teaterdirektører havde også massevis af ”værker” liggende. Han kunne simpelthen ikke lade være med at skrive. Driften dertil var medført. Uden tvivl var han i besiddelse af et vist talent.

Han mente også selv, at han havde talent som skuespiller. To professionelle af slagsen læste også med ham. Første gang han skulle optræde, skulle han så låne et par mørke bokser. Men de passede ham slet ikke. Det resulterede i, at folk skraldgrinede, og så gik Carl i stå.

Carl havde også et musikalsk talent. Som 5 – årig kunne han spille ”Den Tapre Landsoldat” på harmonika. Han var i stand til at tjene til føden som kontorist, kopist eller lignende. Men han føler sig som kunstner, derfor flakkede han rundt. Han var søn af en værtshusholder og født i København. Han var i lære som skibshandler, i en delikatessehandel og en papirhandel. Han har været oplæser adskillige steder på diverse pladser.

 

Rasmus Christensen

Rasmus Christensen var søn af en jysk husmandsfamilie. Han er født i Hyllested. Få dage efter fødslen blev han blind på det venstre øje. På det højre øje kunne han kun se ganske svagt. Hans børnelærdom kærte han ved, at andre læste op for ham.

Efter konfirmationen var han en kort tid tjenestekarl. På grund af sit dårlige syn var det kun en måde, som han kunne ernære sig på. Og det var som omvandrende spillemand. Sognerådet i hans hjemstavn forærede ham en violin, med hvilken han flakkede om i Jylland og på øerne.

Endelig havnede han i København, og her optræder han og synger en vise, der handler om hans eget levnedsløb. Rasmus Christensen boede i en kælder på Nørrebro, hvor hans kone havde en lille butik med grøntsager m.m. Og tre børn blev det også til.

 

Poul Villiam Møller

Navnet er måske ikke så kendt. Puste-Møller eller Put-Møller var nok mere kendt. Disse navne fik han, når han var fuld, og det var han ofte. Og så pustede han altid, når det var varmt. Han var en lille tyk mand med et rundt og fedt ansigt. Han havde et par ejendommelig blå glasagtige øjne, som han altid kneb sammen, når han begyndte at puste.

Hans klædedragt var altid ens. På hovedet bar han en brun rundpuldet hat. Om halsen et grønt tørklæde, i hvilket der er fæstnet en gul sjalsnål. Han havde en mørkplettet frakke med perlemorsknapper og på fødderne et par sorte knapsko.

Under den ene arm bar han nogle blade i en lille papmappe. Med disse blade søgte han fra beværtning til beværtning, hvor han agerede kolportør. De penge han således skrabede sammen anvendte han til at leve for. Han boede i ”Blodknoppen”, et logihus i Farvergade. Her betalte han 35 øre for nattelogi.

Her nød han sit ”Måltid”, der som regel bestod af en stor snaps med en lille sjat øl til. For dette betalte Poul 5 øre. Han var en lidenskabelig tobakssnuser. Det var en anselig portion snus han havde med sig i en blikdåse.

Og så havde han en anden ejendommelighed. Han kunne til hver en lejlighed stille sig op og berette om store mænd. Han kendte navnene på samtlige redaktører i København.

Han var søn af en urtekræmmer og er født i København. Han gik i skole et sted i Farvergade og sat i lære i en kolonialhandel i Horsens. Her blev han også konfirmeret. Som urtekræmmersvend var han derpå i Nykøbing Sjælland.  Og senere i Slagelse.

Så forlod han faget. En tid var han kontrollør og opvarter på Alhambra. Så blev han pakhusforvalter og derefter opvarter på Raadvad.

En skønne dag fik han den ide at nedsætte sig som Lingerihandlende. Men det gik ikke så godt. Men den gode Møller var ikke rådvild. Han gav sig til at optræde som gøgler. Han rejste rundt med Miehes Beridertrup, men da det heller ikke gik, forsøgte han sig som skuespiller. Han rejste rundt med Jacobys selskab i Jylland og Sverige, hvor han optrådte i komiske roller.

Omsider opgav han også det og tog atter fat i forretningslivet. Først var det i en købmandshandel i Kerteminde og senere en vinforretning i København. Men nu var Møller også træt, nu ville han ikke mere. Han havde kun sig selv at sørge for. Han havde aldrig været gift. Men som han selv sagde, så havde han altid sværmet for damerne.

En tid lå han på Skt. Johannes Stiftelsen. Da han blev udskrevet fandt han et asyl i Blodkoppen. Derfra begiver han sig kun, når han skal passe sine forretninger, kolporteringen og fægtningen.

 

Jomfru Tidsfordriv

Jomfru Tidsfordriv færdedes ofte omkring området ved Kultorvet. Københavnerne mente, at hun i sin ungdom, at hun havde været en meget smuk ekspeditrice, der var blevet svigtet af sin forlovede og derfor mistede forstanden.

Hun strejfede rundt i gaderne iført en gammel frakke pyntet med spraglede silke – og cigarbånd, en gammel hat og alt for store støvler og galosjer. Om sommeren blev dette suppleret med en slidt parasol.

Desuden bar hun altid på en gammel spånkurv fyldt med ulækre bolsjer, som hun gerne delte ud af. Bolsjerne havde hun tigget rundt om på byens sukkervarefabrikker. Sine hatte og tøjpynt var en gave fra byens handlende.

Og sit navn havde hun fået, fordi hun besvarede alle spørgsmål med et ”for tidsfordriv”, men hendes virkelige navn var Juliane Marie Elise Hansen. Hun havde nu aldrig været ekspeditrice eller forlovet.

Hun var datter af en lejetjener, der døde da hun kun var 12 år. Moderen måtte ernære sig som vaskekone efter mandens død. I det hele taget spillede denne mor vistnok en stor rolle for hende, for hun svarede ofte jamrende ”min mor er død”, når folk spurgte hende om noget.

Efter moderens død anbragtes hun på Sankt Johannes Stiftelse i Ryesgade, da hun skønnedes til at være åndssvag, hvad hun formentlig også var. Hun havde det som en 7 – årig, men man løslod hende, da man mente, at hun sagtens kunne klare sig selv!

Skuespilleren m.m. Robert Neiiendam, der på mødrenes side var i familie med Jomfru Tidsfordriv har fortalt, at hun var:

 

• Godmodig, kendte næppe forskel på kønnene, drak ikke, men var bare fjollet. Hun var helt standset i udviklingen.

 

Denne barnlighed gjorde også, at hun var utrolig glad for børn og havde den tvangstanke, at hun var lærerinde. Man kunne derfor af og til finde hende på en bænk i Kongens Have, hvor hun havde samlet en flok børn om sig. Hun prædikede moral samtidig med, at hun gav dem bolsjer og skændte på dem.

Nogle familier tog sig trods alt af hende blandt andet familien Neiiendam. Ofte blev hun drillet på sine ture rundt om i byen. Og renlighed var ikke hendes stærkeste side. Hun var ofte fyldt med lopper.

Hun boede i en ussel bolig i det berygtede og nu nedrevne Lille Brøndstræde, der lå mellem Vognmagergade og Gothersgade. Her fandt man hende dødssyg en januar – dag i 1907. Hun blev bragt til Almindelig Hospital på Nørre Alle, men hendes liv stod ikke til at redde.

Der var masser af blomster og kranse bl.a. fra den populære prinsesse Marie, der hver juleaften havde sendt tøj og madvare til hende. Hun blev stedt til hvile i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård,

 

Alexander den Store

”Professor i hundrede sprog”, Alexander Wiebe, der også gik under Alexander den Store, var trods en god skolegang og evner alligevel ikke i stand til at nå sine mål. Han lod sin videbegærlighed gå så langt, at forstanden ikke længere var intakt og som det blev sagt:

 

• Den revnede lige som Granbergs Ballon

 

Victor Granberg havde den 26. juli 1857 forsøgt at stige til vejrs med luftballon fra Christiansborg Slotsplads, men ballonen revnede og måtte lande på taget af Hofteatret.

Wiehe fik udgivet en latinsk ordbog og udgav en overgang et ugeblad ved navn ”Rivehjernet”. Begge dele var nu med manglende succes, hvorpå resten af hans tilværelse var præget af mistrivsel og en stigende hang til alkohol.

 

Frøken Jeanette

Frøken Jeanette var franskfødt og var efter sigende blevet skør, fordi hun i sine unge dage havde oplevet både sin mor og far som ofre for guillotinen. Endvidere blev det berettet om, at hun ofte tilbragte tid i Kongens Have, hvor hun sad alene og gestikulerede og til tider slog en umotiveret høj latter op.

 

 

Filosoffen fra Magstræde

I mange år levede han bare af at stå med hængende hoved og sine hænder foldet på maven, hvorpå folk stak ham penge. Dette var i og for sig ikke ulovligt. Han tiggede jo ikke. Men hans lapsede påklædning sammenholdt med fremtoningen har sikkert bidraget til indtægten.

Hans virkelige navn var Christian Johan Christensen. Og kaldenavnet fik han, fordi han havde både læst H.C. Ørsteds Aanden i Naturen og Kierkegaards Enten, eller.

Fra 1913 til hans død var han forhandler af Ekstra Bladet. Filosoffen blev fundet i sit værelse i Magstræde den 3. april 1918. I hans gemmer fandtes flere værdipapirer. Flere banker kunne meddele, at han havde op til flere konti hos dem.

Han havde skænket næsten hele sin formue til ”Foreningen til Kønssygdommens bekæmpelse”.

Hans stamcafe var Bræddehytten. Den var kendt for sin gode mad. Her kom Københavns velbeslåede borgerskab, forfattere, journalister, skuespillere m.m.

 

 

Fløjte – Karl

Fløjte-Karl underholdt ofte rundt om i Københavns gårde. Han modtog betaling som blev kastet ned til ham. Hele hans fremtoning tyede på, at han havde kendt bedre dage. Det var nok ikke Guds mening, at han skulle ende som gårdmusikant.

Han var født Karl Frederik Kattentid. I 1830erne og 1840erne optræder en masse gørtlere og gørtlermestre med dette navn.

Meget mod sin vilje måtte han på et tidspunkt ophøre med sit spilleri. Han blev i maj 1887 fundet død i sit beskedne logi i et baghus i Lanemærket.

 

Gedalia

Finansmanden Gottlieb Hartvig Abrahamson Gedalia var hverken fordrukken eller åndelig tilbagestående, tværtimod. Men original det var han. Og som sådan var han kendt i hele Danmark og dele af Europa.

Gedalia var sønnesøn af overrabbiner Abraham Gedalia blev født i fattige kår i 1816. Han var søn af en handelsbetjent. I hjemmet talte man kun jiddisch.

Først da han kom i skole fik han lært dansk. Dette kom til at præge hans ind imellem ejendommelige sprogbrug. Som 13-årig kom han i lære som sadelmager. Men det var for kedeligt for ham. Han havde handelsblod i årene. I sin fridtid begyndte han med småhandel med obligationer og aktier. Det blev en vekselerer så imponeret over, at Gedalia overtog hans job ved hans død. Ja Gedalia overtog hans firma.

Han var sprængfyldt med ideer og planer. De fleste viste sig også at være meget indbringende. Han tog også initiativ til oprettelse af Landmandsbanken. Men ved anlæggelse af jernebanen fra Roskilde til Kalundborg gik det galt. Han gik fallit i 1875.

Efter sin fallit rejste han en kort overgang til Nordamerika. Men han vente tilbage og drev senere igen vekselererfirma. Han blev anklaget af en kompagnon i 1878. De var dog for det meste ubegrundet, men Børsen var lukket for ham. Han døde i 1892 og er begravet på Mosaisk Begravelsesplads på Nørrebro.

Han elskede uniformer. For 12.000 lire købte han en barontitel i San Marino og blev portugisisk generalkonsul. Dette indebar en flot uniform. Han skaffede sig en samling ordener. På den måde blev han Ridder af Dannebrog. Han var også indblandet i besættelsen af den spanske kongetrone i 1870.

Men det var nu mest hans sprogbrug, der førte til vittigheder.

 

Candidat Tønder

Ja her skal vi så høre om en person, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på siden. Candidat Tønder eller Jens Peter Tønder som han var døbt var uddannet teolog. Han ernærede sig som lærer i latin og fransk. Et ”underligt væsen” stillede sig imidlertid i vejen for hans karriere. Og hans familie ville ikke vide af ham.

Han blev matros og var både i Nordamerika og Kina. Efter hjemkomsten blev Tønder ansat ved den optiske telegraf, men blev afskediget. Han forsøgte sig derefter som lærer igen. Til tider prædikede han i forskellige kirker, dog uden større succes. Hans forældre nægtede at give samtykke, da han ville gifte sig med en tjenestepige.

Tønders efterfølgende ansættelse som gadevægter i forældrenes gade, betød at han kunne tage hævn. Han begyndte at råbe op til dem. Her var vejen tilsyneladende banet for en særling. Tønders bolig blev et tagkammer i det betændte Brøndstræde – kvarter.

Men han havde arvet en del penge som han investerede i et blad, han kaldte Gammelt og Nyt, som han selv solgte på gaden.

På et tidspunkt var han flyttet til Nyhavn 65 som 63 årig. Det gik rygter om, at han var en holden mand. Det fristede åbenbart den 22 årige Petri Claudi Ferdinand Worm. Og hvad der derefter skete kan du læse i artiklen Mord i Nyhavn.

 

Johan Jørgensen- Jomtou

Johan Jørgensen – Joumtou var både en begavet og indsigtsfuld mand. I 1835 opnåede han positiv bevågenhed af kromprins Christian Frederik (8) Han blev på kromprinsens opfordring sendt rundt i landet for at gøre forskellige iagttagelser. Han blev desuden støttet i flere studierejser, der bl.a. gik til Wien og Prag.

Kongens rådgivere var dog lidt skeptiske over for denne anløbne men indflydelsesrige mand. Disse modarbejdede ham og så måtte han til sidst trække sig. Han fik dog en årlig understøttelse på 600 rigsdaler så han kunne hellige sig sin litterære virksomhed.

Al brast dog, da kongen døde. Frederik den Syvende var ikke så imponeret af hans virksomhed. Det magtfulde blad ”Cosaren” og folk på gade begyndte nu at gøre nar af ham. En kort tid vente han tilbage til sin fødeby, Maribo. Men han returnerede til hovedstaden for at skrive en biografi om Christian den ottende. Han blev dog nægtet udlevering af korrespondance mellem ham og den afdøde konge.

I en tid arbejde de han på en bogudgivelse, der skulle give oprejsning for både Struensee og Caroline Mathilde. At vanviddet nu var på vej, vidnede hans blad Diorama meget om. I det første nummer portrættere han tre af verdenshistoriens største mænd, Kritus, Rousseau og ham selv.

Da han efterhånden følte sig meget forfulgt rettede hans vrede sig nu mod Frederik den Syvende i en artikel. Dette blev betragtet som majestætsfornærmelse og han indkasserede tre måneders fængsel.

Fængselsopholdet svækkede ham både psykisk og fysisk. Han kunne dog stadig skrive. Og han anmodede nu blandt andet Rigsdagen om at nedlægge jernbanen, da den var til skade for erhvervslivet. Jørgensen-Jomtou citerede Kiels borgmester for at have sagt, at før jernbanens oprettelse havde Kiel haft 12 hattemagere mod nu kun to. Det var fordi, at kunderne tog til Hamborg for at købe hatte.

Johan Jørgensen-Jomtou afgik ved døden den 31. december 1866 som ern bitter og forarmet mand.

 

Excellencen

Excellencen eller Frederik den Syvendes søn bar altid medaljer, foreningsmærker m.m. I virkeligheden hed han Hans Johnsen og kom fra Nøddebo. Han dukkede op i København omkring 1900. Ja han lignede faktisk Frederik den Syvende.

Ja egentlig hed han bare Hans Johnsen. Hans store skæg skulle illustrere hans kongelige herkomst. Det har sikkert været et kosteligt syn når han i sit storhedsvanvid er kommet gående. Ja det var på sin vest, at han havde alle medaljerne. Og denne vest blev på et tidspunkt stjålet. Og Johnsen var helt knust.

Han var iført en høj hat og bar i venstre hånd en sort taske og en rød stok. Den brugte han til at jage gadedrenge væk med. I højre hånd havde han en cigarstump, som han sikkert havde samlet op fra gaden.

Mest levede han af at tigge. Ja så forlangte han også skat. Det kunne jo godt tilkomme ham, som kongelig.  Men som ”søn” af Frederik den Syvende og Grevinde Danner betragtede han sig selv som tronarving. Han yndede at optræde især hos byens fornemme familier, der gerne stak ham et par skilling for at slippe af med ham. Han døde i 1906.

Om han var dum eller blot snu, ja det er aldrig blevet fastslået. Men gennem sit liv, har han ikke haft en dag med hæderligt arbejde.

 

Peter Rundetårn

Den godmodige om vandrende handlende Peter Rundetårn faldbød diverse skrifter fra en kasse, som han via en rem bar over skulderen. Hans tilnavn skyldtes de almanakker, som han solgte. På forsiden var de prydret af Rundetårn.

Man sagde om ham, at han var en udmærket handelsmand, selv om hans søster, skulle have udtalt, at han ikke havde:

 

• Den rigtige fornuft på forstanden.

 

C.F. Reiser

C.F. Reiser udgav i 1784 den ufrivilligt sjove bog ”Historiske-beskrivelse over den Mærkværdige og meget frygtelige Store Ildebrand 1728.

Hvorvidt hans pyrofobi skyldtes omtalte bybrand vides ikke, men når gadedrenge fulgte efter ham og strøg tændstikker i hans nærvær, stak han i et hyl og for væk. Det ses bl.a. af hans erindringsbog:

 

• Liv, Levnets og Forfølgelses – Historie

 

Israel Levin

Han var kendt som den altid stridbare filolog og litterat. En overgang var han sekretær for Søren Kierkegaard. Levin lå i evig strid med sine fagfæller, men var også berygtet som kvindehader og soldebroder.

Ved sin død efterlod han sig over 150.000 sedler med forarbejdede ord til en dansk ordbog. Jo dette udgjorde et meget vigtig del af grundlaget til Ordbog over det danske Sprog.

 

 

Ja vi kunne også have bragt beretninger om

• Bøf-Henrik, Gøngehøvdingen, Klørknægt, Løberen, Lær mig oh Skov, Messingjens, Blærejens, Peter Sengeløse, Ligvognskusken, Grev Holk og mange flere.

 

 

Kilde:

• 2den Samling af Kjøbenhavnske Originaler (E.D. Jordan) (Første samling blev udgivet i 1877)
• Jørgen Vibe Frederiksen: Københavnske Originaler i Slutningen af 1800-tallet
• Før og Nu 1915 Hefte nr. 4 F. Zacharie (E. Jespersen Forlag)
• Mellerup: Godtfolk, Gavtyve og gadeliv
• Steffen Lindvald: I byens skammekrog
• Davidsen: Kongens København
• Jørgen Vibe Frederiksen: Københavnske originaler i slutningen af 1800-tallet
• Artikler fra www.dengang.dk
• indenforvoldene.dk

 

Hvis du vil vide mere: Se her på www.norrebro.dk

• De skæve eksistenser på Nørrebro
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
• Klunsere og kræmmere på Nørrebro
• Prinserne på Nørrebro
• Lersø-Bøller og bisser, nok engang
• Lersø – bisser
• Originaler fra det gamle Aabenraa
• Benne Blitz (Tønder)