Nu hvor der kommer en ny slotsfrue på Schackenborg, skamroser ugebladene det lille samfund og grevskabet. Men det har ikke altid været så idyllisk. Forholdet mellem grevskabet og bønderne var dårligt. Læs her om De onde grevinder, og de to brødre, der kæmpede en heltemodig kamp for bøndernes rettigheder. Læs også om Møgeltønder Kirke, hvor den sociale rangstige var tydelig. Artiklen er skrevet i 2007. I dag er der ingen slotsfrue på Schackenborg 

 

Feltherre Hans Schacks søn Otto Didrik Schack var død den 1. juli 1683, kun 31 år gammel. I testamentet blev hans hustru i 2. ægteskab, Sophie Dorothea, født Marschalk indsat som formynder for børnene og til at administrere grevskabet.

Lige indtil sin død i 1707 deltog hun under sønnen, lensgreve Hans Schacks lange udenlands ophold, i administrationen af grevskabet. Hun tog adskillige initiativer, blandt andet anlæggelse af Slotsgade og parken på den anden side af vejen, syd for slottet.

Hans Schack var blandt andet i fransk krigstjeneste. Under slaget ved Höchstedt i 1708 mistede Schack sin ene arm.

 

Overinspektøren var upopulær

Måske var det grevens fraværd, der skabte de mange kontroverser med bønderne. Overinspektør Eberhard Frostberg traf afgørelser i mange sager. For det meste var han meget emsig, og bestemt ikke populær blandt bønderne.

 

Det sociale hierarki i kirken

Dengang i 1692 afspejledes folks position i sognet, hvor de skulle sidde i kirken. Det sociale hierarki var noget som familien Schack styrede. Det sociale register
blev styret af grevinden.

På de første rækker sad først overinspektøren, derefter betjentene og i tredje stolerække godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd, der havde råd
til at betale en leje på tilsammen 1 mark og 16 skilling. Pladserne var skibets bedste og kirkens dyreste, idet de var placeret umiddelbart foran prædikestolen.

Efter de tre første stolerækker fulgte 15 rækker med bolsmænd, der samlet betalte en afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre
stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.

I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens samt birkedommeren og delfogedens koner fik plads her. Derefter fulgte 15 stolerækker til bolsmændenes koner, og endelig blev de sidste fem rækker lejet ud til kvinder for henholdsvis tre og fire skilling. Helt oppe ved alteret, var tre stole besat af kvinder, der ville betale 8 skilling.

I koret var der også kvinder. De nordlige stole kostede hver tre skilling og på de sydlige to en halv skilling. Fra disse stole kunne prædiken dog dårlig høres og prædikestolen kunne næppe anes.

Kirkens allerdårligst pladser var beregnet til pøblen og de andre kvinder.

 

Grevskabet og kirken

I løbet af 1720’erne og 1730’erne var det almindeligt, at kirkens overskud i Møgeltønder blev brugt på godset. Men grevskabet interesserede sig meget for kirken. Messeklæder, alterduge, altersølv, messehagel m.m. i Ballum, Daler og Møgeltønder indeholder grevskabets våben.

 

Greven forlangte for mange penge

I 1688 udarbejdes en jordebog for grevskabet, samtidig fik fæsterne nye kvitteringsbøger, hvori afgifterne, landgilde, landleje og frihedspenge var anført. Men bønderne mente, at greven forlangte for mange penge.

Det største problem var, at møntsorten ikke var angivet. I mange år fremover gjorde bønderne oprør. Det første skete i 1703 til 1706. Grevskabet beordrede delefogeden til ved birkedommerens hjælp at inddrive tilgodehavendet, og ved tvangsforanstaltninger blev pengene inddrevet.

 

Disciplin og lydighed

Omkring 1712 kunne man igen mærke grevens tilstedeværelse i Møgeltønder. Han forlangte orden i tingene. Og det krævede lydighed og disciplin fra sine undersåtter. Hans lydige redskab var overinspektøren.

Også i 1713 og 1714 var der uenighed. Efter at bønderne havde nægtet at betale, blev der den 29. november 1714 på Møgeltønder Birketing læst en grevelig ordre om, at bønderne skulle levere deres landegilde in natura eller efter tidligere kontrakt.

 

Uvilje mod Landmilitsen

Uviljen blandt bønderne skulle også ses som stor uvilje mod landmilitsen. Hans Hansen skulle føre sag for en ung mand af betydelig slægt. Han beskyldte den lokale kommandant for overgreb ved en session på Schackenborg.

Ved en kongelig forordning af 22. februar 1701 indførtes i kongeriget en landmilitsordning, som gjaldt for de vest-slesvigske enklaver. Selv om det ikke var godsejerne, der fik retten til at udskrive mandskabet, så var herskabet på Schackenborg bestemt ikke uden indflydelse.

Nu var det ikke særlig tidskrævende, at være med i landmilitsen. Men ordningen var meget forhadt på grund af den behandling man fik af underofficererne.

Derfor flygtede de unge mænd i stor stil. Selv om bøndernes ordfører Hans Hansen fik en kongelig bevilling af 15. januar 1704, hvorefter Ballum, Emmerlev og Møgeltønder sogne indtil videre blev fritaget for udskrivning til landmilitsen, så fortsatte udskrivningen uanfægtet

Det fik bønderne til at blive endnu mere utilfredse.

 

Masser af vold

Op til langt ind i 1720’erne fortsatte stridighederne om landmilitsen.

Den lokale militschef, kaptajn Didrick Vierick og hans næstkommanderende, “Loitnant” Lorenz tvang med prygl og anden hårdhændet behandling de unge til at aflægge ed. De blev kastet i tyvehullet og slået med pisk.

En ordning blev indført fra højeste sted, at dem, der meldte sig til flåden, skulle slippe for landmilitsen. Men det rettede kaptajn Vierick sig dog ikke efter.

 

Hans Hansen – anholdt og befriet

Hans Hansen påstod, at han havde været i flåden. Men præsten i Daler mente, at han havde været så ofte i kirken, at det kunne han ikke have været. Hans Hansen havde aftalt et møde med greven, men i stedet blev han arresteret og fik prygl. Men fire stærke mænd fra Østerby fik ham befriet.

Det bevirkede så, at 23 dragoner drog mod Østerby og fik en masse mennesker arresteret deriblandt Hans Hansen. De fire stærke mænd fra Østerby blev sendt til Rendsborg til tvangsarbejde.

 

9 års tvangsarbejde

Alle blev dog frigivet, efter at Hans Hansen havde lovet aldrig mere, at køre sag mod greven og kongen.

Men så let gik det ikke for bøndernes ordfører. Han blev igen arresteret og sendt til arresten i Ribe. Man ville absolut have ham i landmilitsen, selv om han også havde birkedommerens ord for, at det skulle han ikke. Og atter en gang blev han sendt til tvangsarbejde i Rendsborg. Ja, han blev faktisk dømt til 9 års tvangsarbejde.

Men han blev frigivet efter 3 år. Han måtte dog atter en gang love, ikke at anstifte til oprør. Dommen blev læst op i Møgeltønder birketing og i Daler Kirke.

 

To stærke brødre

Grevskabet forsøgte flere gange, at få Hans Hansen indrullet til landmilitsen, helt op til han havde en alder af 42 år. Egentlig skulle grevbskabet ikke blande
sig i den slags, men de havde stor indflydelse, og oprør var noget de slog hårdt ned på.

Hans Hansens bror Anders Hansen hører vi om i historien om Præsten fra Daler. Han supplerede sin bror på fornemste vis. Ham kunne øvrigheden heller ikke lide.

 

Den onde grevinde

Grevens ægtefælle fra 2. ægteskab, Anna Sophie født Rantzau førte sig frem i de adelige kredse i København. Hun var ung, intelligent, vidende, myndig og charmerende. Efter ægtefællens død i 1719 styrede hun som administrator for stedsønnen, godset med fast hånd.

Hun mente, at greveslægtens rettigheder var det altafgørende. Hun blev ikke uden grund kaldt Den onde grevinde.

 

Forlig blev forkastet

Bønderne havde svært ved at betale deres afgifter. I 1721 nedsætter kongen en kommission, der skulle undersøge forholdene i grevskabet. Og grevskabet truede bønder med, at fratage dem deres fæste såfremt de ikke betalte.

Herredsskriveren i Højer, Niels Brinck støttede bønderne. I 16 år havde han været delefoged på Schackenborg.

Hans Hansen blev tvunget til at underskrive et forlig. Han var kort sagt banket godt mør. Men bønderne ville ikke acceptere dette forlig.

 

Dommerne var ikke enige

Den 4. marts 1723 blev der igen afsagt dom. Dommen gik imod bønderne. Men Højesteret ville også have et ord indført.

Bønderne var desværre kommet til at beskylde grevinden for at være ukristelig, og beskyldte hende for ulovlig adfærd og tvang. Denne majestætsfornærmelse
lagde retten stor vægt på. Men dommerne var vildt uenige. Seks dommere mente, at bønderne skulle dømmes hårdt, mens seks dommere mente, at dommen skulle falde anderledes ud.

Grevinden, Anne Sophie Schack blev nervøs og henvendte sig til kongen. Han gjorde sin indflydelse gældende. Og kongen skrev til Højesteret og befalede.

Mild dom til bønderne

Godset skulle betale 100 Rigsdaler til Vor Frelsers Kirke. Anders Hansen og Thomas Petersen skulle hver betale 50 Rigsdaler og forvises fra grevskabet. Det var ellers lagt op til livslang slavearbejde.

Men de lokale accepterede ikke dommen. Anders Hansen og Thomas Petersen blev kendt fredløse. De skulle anholdes for enhver pris. Og oprøret fortsatte. Først i 1725  blev Hans Hansen benådet, og han og  hans bror Anders flyttede til Aventoft, lige syd for Møgeltønder.

Anders Hansen døde i 1731, 49 år gammel. Hans Hansen døde 10 år efter at han blev benådet i 1735.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• Litteratur Møgeltønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• Turen går til Møgeltønder
• Præsten fra Daler 
• Overinspektør på Schackenborg 
• En landsbydreng fra Møgeltønder 
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack 
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang 
• Schackenborg i Møgeltønder
• Møgeltønders historie 
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord 
• De kongerigske enklaver 1-2 
• Tyven, der stjal Guldhornene 
• Gallehus – den femte fortælling 
• Guldhornene fra Gallehus (1) 
• Guldhornenes ældste historie (2) 
• Guldhornene – den tredje historie 
• En ridder fra Gallehus (4) 

Redigeret 9 – 04 – 2022