Operation Möwe – 19. september 1944

Tyskerne var bange for at dansk politi faldt dem i ryggen. De arrangerede en luftalarm. Betjent skudt i Valby. Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig. Kun 200 betjente arbejdede for tyskerne. I Odense blev der også dræbt en betjent. I Ballerup var det en tidligere kollega, der hjalp de tyske styrker. Politiledelsen var kaldt til møde. Himmler kaldte aktionen for ”absolut korrekt”. Sejlet til Lübeck og derfra i KZ – lejr. Jyderne kom syd på via Frøslevlejren. Justitsministeriet udsendte forespørgsel. Tyskerne rippede CB – depotet. Det danske politi kunne ikke reorganiseres, som tyskerne egentlig ville. 500 danskere meldte sig til Hipo. De blev aldrig en erstatning for politiet. Efter to måneder blev betjentene erklæret som krigsfanger.  Mange betjente døde. Dramatisk HIPO – afslutning på Nørrebro.

 

Tyskerne var bange for at politiet ville falde dem i ryggen

I en tidligere artikel har vi beskrevet, hvordan de tyske myndigheder var utilfredse med det danske politis holdning. Det voksede til bekymring om politiets stilling. Den tyske mistillid til politiet voksede særlig efter augustoprøret 1943.

Også politiets ageren under Folkestrejken i juni – juli 1944 gav anledning til ny tysk utilfredshed.  Grænsen var åbenbart overtrådt.

Politistyrken voksede i løbet af besættelsesårene fra ca. 3.000 mand til ca. 10.000. Efter militærets opløsning den 29. august 1943 var det den eneste væbnede magt, der var til rådighed for den danske centraladministration.

Som vi tidligere har skrevet, så var tyskerne bange for at politiet ville falde tyskerne i ryggen ved en allieret invasion. Ikke mindst den øverstkommanderende for værnemagten i Danmark, general von Hanneken ønskede politiet reduceret til 2-3.000 mand. han fandt tilslutning hos politichef Pancke.

 

Luftalarm

Det var den 19. september 1944. Klokken var omkring 11. Sirenerne lød til luftalarm. For tjenestegørende betjente var det tegn på at man skulle søge mod sin post.

Andre var søgt hen på hittegodskontoret under foregivende at de havde ærinde. Da sirenerne så løs, trak de pludselig våben og sikrede passage til bygningen for de tyske styrker, der under støvletramp og råb hurtigt overrumplede det danske politihovedkvarter.

Det samme udspillede rundt om i landet på de danske politistationer, politikaserner og på politiskolen.

 

Betjent skudt i Valby

På station 9 i Valby sparkede tyske værnemagtssoldater døren ind til ekspeditionslokalet og affyrede uden varsel en maskinpistolsalve ind i lokalet. Skuddene ramte en 58-årig overbetjent, der sad ved sit skrivebord med ryggen til døren. Han var dræbt på stedet.

I København stormede SS – elitesoldater og tungt bevæbnede soldater fra Værnemagten Politigården. Sideløbende blev rigspolitichefen og politidirektøren i København arresteret. Stormen på Politigården forløb relativ fredeligt. Men i resten af landet og omkring Amalienborg var der flere intense skudvekslinger, som krævede flere dødsofre.

 

Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig

Det var åbenbart tyske marinesoldater, der ved en fejl kom i kamp med politivagten på Amalienborg.

Politivagten på Amalienborg ville ikke overgive sig. De ville forsvare kongen. På dansk side blev to politifolk og palæforvalteren i det Gule Palæ såret, mens 20 tyskere blev dræbt og det dobbelte antal såret. Andre tal fortæller, at ni tyske soldater omkom mens syv blev såret. Blandt de dræbte var SS – Oberscharführer Fritz Himmel fra Petergruppen. Skader fra den tyske kanonild kan stadig ses ved slottet, hvor der i 1952 blev sat en mindeplade op.

De 56 tjenestegørende på Slotspladsen byggede barrikader rundt om på pladsen. Kort efter luftsirenernes begyndelse havde vagtchefen fået melding om det tyske overfald på stationen i St. Kongensgade. Et opkald til politigården var forgæves. Det var opkaldene til byens andre stationer også.

Kl. 12.20 nærmede en gruppe tyske marinesoldater slotspladsen. De så barrikaderne og forsøgte at forcere dem. Det kom til en alvorlig skudveksling som også blev suppleret fra en tysk kanonbåd.

På kongens foranledning blev kampene indstillet. Skudvekslingen varede i godt to timer.

Frem til befrielsen var der uniformerede politifolk på Amalienborg.

 

Kun 200 politifolk gik i tjeneste for tyskerne

Ordenspolitiet i København og de største provinsbyer skulle afvæbnes og interneres. Det øvrige politi, herunder kriminalpolitiet skulle afvæbnes, men kunne i øvrigt fortsætte deres arbejde. Men da havde tyskerne hvis gjort regning uden vært. De gik hjem og blev hjemme. Mange gik aktivt ind i modstandsbevægelsen. Kun knap 200 politifolk valgte at gå aktiv ind i tyske tjeneste

I Slagelse nåede politiet at forsvinde med deres våben, inden tyskerne ankom.

 

I Odense blev en betjent også dræbt

Af en eller anden grund var der ikke noget luftalarm i Odense. Derfor var der en del civile på gaden, der ufrivilligt blev en del ad aktionen.

250 tyske soldater gik til angreb på byens hovedstation, der var beliggende i byens rådhus. Ved stationens vagt stod blot en 24 – årig reservebetjent, der ikke nåede at reagere før han falder livløs om ramt af en tysk kugleregn.

 

En tidligere kollega ledede de tyske styrker

I Aalborg blev en 30 – årig reservebetjent ramt. Han havde kun været ansat i et halvt år. Han blev dræbt ved politikasernen, da de tyske soldater stormede bygningen.

I Ballerup var det en tidligere dansk politimand, der var gået i tysk tjeneste, der ledede aktionen mod sine tidligere kollegaer.

 

Ledelsen kaldt til møde

I mellemtiden befandt den øverste danske politiledelse sig i det tyske hovedkvarter på Dagmarhus. Her var de dagen forinden blevet indkaldt til et møde, der skulle starte kl. 10.45. Mødeindkaldelsen var udgået fra hovedarkitekten bag Aktion Möwe, den Højere SS – og Politifører i Danmark, Günther Pancke.

Så blev de herre gjort bekendt med at de nu ville blive sat i ”æresarrest”.

 

Himmler kaldte det: ”Absolut korrekt”

Operationen foregik meget uensartet og er nok et skoleeksempel på, hvordan det ikke skulle gøres.

Knap 2.000 politifolk blev taget til fange. De resterende gik under jorden. Aktionen blev af Værnemagten og den tyske politiledelse i Danmark betragtet som en umiddelbar succes. Man havde jo pacificeret det danske politi uden de store sværdslag. Himmler var da også tilfreds med aktionen, som han i sine optegnelser beskrev som ”absolut korrekt”.

Mange blev advaret på forhånd, da aflytningscentralen i Helsingør havde opsnappet planerne om arrestationerne nogle dage i forvejen.

 

Sejlet til Lübeck

De københavnske betjente blev samlet i Københavns Frihavn og sejlet fra Langelinie i M/S Cometa. Politifolk over 55 år fik lov til at gå. Transporten gennem København var i halvåbne lastbiler. Politifolkene stod sammenlænkede og med bøjede hoveder. Maskingeværer pegede på dem.  De blev samlet i de store pakhuse i frihavnen.

Efter to dages sejlads i aflåste lastrum ankom de til Lübeck, hvor de blev sat på kreaturvogne og kørt til KZ- Neuengamme. Har var de en uges tid hvorefter de med godstog blev sendt til Buchenwald,

 

Fra Frøslevlejren syd på

De 300 politifolk, der under aktionen var blevet tilbageholdt i Jylland og på Fyn var intetanende om det videre forløb blevet samlet i Frøslevlejren, hvor de opholdt sig i knap en uge. Herefter blev de så stuvet sammen og sendt syd på.

 

Justitsministeriet udsendte en forespørgsel

Tre dage efter aktionen mod politiet udsendte justitsministeriet en fortrolig skrivelse til landets amtmænd, hvori ministeriet udbad sig oplysninger om forholdene i de enkelte politikredse. Amtmændene blev bedt om omgående at meddele ministeriet, i hvilken udstrækning politiet udøvede politimæssige funktioner i de enkelte politikredse, hvilke og hvor mange politifolk der var anholdt eller bortrejst.

 

Tyskerne rippede CB – depotet

På Frederiksberg var 50 blevet anholdt, mens cirka 150 havde fulgt politimesterens eksempel og var gået under jorden.

Da besættelsesmagten forlod stationen på Howizvej 25. september var den så godt som ribbet for brugbart materiel. Man havde gjort et markant indhug i CB – mandskabets tøjdepot på stationen og medtaget samtlige gummistøvler. Med hensyn til politiets udrustning og materiel stod det endnu værre til. Samtlige våben, hjelme og gasmasker var borttaget.

Det samme var stationens ti køretøjer og beredskabet af fødevarer. Stationens øvrige materiel bar stærkt præg af den tyske tilstedeværelse. Aflåste møbler og skriveborde var brudt op og en række døre var sparket op og ødelagt. Forude ventede knap otte måneder med stigende kriminalitet og næsten lovløse tilstande i Danmark.

 

Det danske politikorps kunne ikke reorganiseres

I dagene derefter viste det sig dog betydelige problemer. For hvordan skulle man nu håndtere sikkerheden i et land uden politi. Den Højere SS og Politifører Günther Pancke havde derfor en plan om at omorganisere politiet og føre det ind under tysk kontrol. Men det lod sig ikke umiddelbart realisere, idet såvel myndighederne som de danske politifolk stillede sig særdeles uvillige over for denne plan.

Det mindre antal danske politifolk, Pancke havde tilbageholdt på Politigården til at varetage administrativt arbejde og sporadisk efterforskning, indgik derfor kun modvilligt i politiarbejdet. Men måtte derfor opgive hele ideen om et reorganiseret dansk politikorps.

 

500 danskere meldte sig til HIPO

Det forslog heller ikke meget, at Pancke gennem Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste, ET søgte at opbygge Hilfspolizei (Hipo) som erstatning for det internerede korps, da dette langt fra kunne bære alle politiets opgaver. Omkring 500 danskere blev optaget i Hipo.

De huserede på Politigården til befrielsen. De skød til måls efter dagsbefalinger og lavede deres egne politiskilte, naturligvis præget med dødningehoved og herunder tre løver.

Hipo’ s uniformer var omsyede politiuniformer påført Hipos distinktioner.

 

HIPO var ikke en erstatning for almindeligt politi

Det var ikke almindelige politiopgave som Hipo gav sig i kast med.  Man begrænsede til at deltage i sabotagebekæmpelser og fordrev ellers meget af tiden med at provokere eller lade sig provokere af den almindelige befolkning. Det blev hyppigt til klammeri og også grovere vold.

Fra efteråret 1944 og frem til befrielsen i maj bevægede det danske samfund særlig i de større byer sig i stigende grad mod regulær opløsning. Efter politiets opløsning steg kriminaliteten voldsomt. Med de tiltagende kampe mellem danske nazistiske korps og modstandsbevægelsen blev skyderi i gaderne tilnærmelsesvis hverdagsbegivenheder i visse byer.

Den tyske politiledelses erstatning for det internerede danske politi var alt i alt en katastrofe for landet. Hipos hærgen satte sig varige spor i den danske bevidsthed. Betegnelsen Hipo blev nærmest et skældsord.

Nu var Hipo vel ikke en erstatning for dansk politi, som mange hævede. Fordi tyskernes planer havde jo aldrig været at lukke fuldstændig for dansk politi. Hjælpepolitiet blev vel nærmest skabt på ruinerne af denne fiasko, siger Henrik Lundtofte i sin bog, Håndlangerne.

 

Tyskerne ville bevare dansk politi i reduceret format

Tyskerne ville bevare dansk politi i reduceret form. Så kunne man også få de sædvanlige fødevarerationer fra Danmark og bevare det som tyskerne kaldte ”Lieferfreude” Dansk politi var en forudsætning for dette.

Aktionen var sikkert også et af de største tyske selvmål under besættelsen.

Trods tendensen til opløsning var Danmark dog fortsat i forhold til det øvrige besatte Europa at sammenligne med et ordnet samfund – ikke mindst på landet, hvor de voldsomme forandringer ligesom i de foregående år ikke havde den store indflydelse.

 

Efter to måneder erklæret som krigsfanger

I første omgang blev de tilfangetagende anbragt i KZ – lejren Neuengamme. Men senere blev de overført til Stutthof. Den længste tid sad politifolkene dog i lejren Buchenwald. De danske politifolk blev overført fra Neuengamme til Buchenwald i to grupper, henholdsvis 29. september og 6. oktober.

Den 8. december blev 200 syge politifolk hjemsendt. Desuden var der 33 urner af allerede døde politifolk.

På grund af myndighedernes pres fik de godt 1.900 danske politifolk efter godt to måneder i KZ – Buchenwald status som krigsfanger. Det var en forbedring af politifolkenes forhold. Efter at have forladt Buchenwald den 16. december 1944 kom 1.604 af de danske politifolk til krigsfangelejren i Mühlberg/Elbe og blev udstationeret på forskellige arbejdskommandoer.

 

Mange betjente døde

I marts/april 1945 blev de fleste politifolk transporteret hjem med de hvide busser. I en periode sad nogle af de hjemvendte politifolk i Frøslevlejren.

Mellem 81 – 90 politifolk døde alt afhængig af kilden. Dette er eksklusiv dem, der døde af følgesygdomme af opholdet herhjemme. I en opgørelse fra 1968 hedder det sig at 131 politifolk døde senere. 60 af betjentene døde nede i Buchenwald.

Men mange fik varige men på sjælen.

 

Dramatisk HIPO – opløsning

Hipo’ s opløsning efter befrielsen var ikke uden dramatik. Den 6. maj 1945 opstod der en kraftig ildkamp mellem politisoldater hjemkommet fra Sverige og Hipofolk. Kuglerne fløj i gadekrydset Aagade, Jagtvej og Falkoneralle. Flere forbipasserende blev ramt og en fabrikant mistede livet. Enkelte lejligheder blev også ramt af skud.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• dansk-politi.dk
• da.wikipedia.org
• stadsarkivet.frederiksberg.dk
• danmarkshistorien.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• dr.dk/nyheder
• nordhavnavis.dk
• Frank Bøgh, Palle Buus Jensen:19. september – Da politiet blev taget
• Jørgen Barfod: Helvede har mange navne
• Aage Nielsen: fange – dog fri/ en dansk politimands oplevelser i tysk fangenskab
• Gads Leksikon om dansk besættelsestid 1940 – 1945
• Henrik Lundtofte: Håndlangerne

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.764 artikler, herunder 356 artikler fra Besættelsestiden (før, under, efter):
• Rovmordet i Utterslev Mose
• Da vi fik hjælp fra England
• Hipo – og Schalburgkorpset
• Politi – under pres
• Politi – under Besættelsestiden
• Gestapo – i Syd- og Sønderjylland
• Gestapo i Danmark

 

• Under Østerbro (98 artikler):
• Skud i Vordingborggade
• Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)

 

• Under København (190 artikler):
• I en lovløs tid