Chefpolitiinspektør Per Larsen ser sammenligninger med det, der skete den 16. december på Nørrebro, og det der skete den 18. – 19. maj 1993. Det er råhed og vildskaben, han kan genkende. Men forskellen fra dengang, er ifølge Per Larsen, at nu var man forberedt. Og det er man også, når Ungdomshuset skal ryddes

Men hvad skete der, den skæbnesvanger aften og nat den 18. – 19. maj 1993?

Ekstrem vold

Politiet ville ikke anskaffe vandkanoner, men betjentene blev pakket ind i kampuniformer. Situationen udviklede sig denne maj – dag til en tragedie. Folks opfattelse af politiets rolle og borgenes forhold til politiet udviklede sig til bitterhed.

Harmen resulterede i hærværk, ildspåsættelser og blindt raseri. Politiledelsen havde besluttet at sende 300 betjente fra hele landet til Nørrebro. Da mandskabsvognene kommer, går alt op i en blodrus, og i løbet af kort tid er alt kaos.

Fejl hos politiet

Ordensmagten var klart i undertal. Mange af betjentene var ikke færdiguddannede, og på Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas, radiokommunikationen svigter, og styrken presses tilbage af den rasende mængde, mens brosten og kasteskyts flyver gennem luften. Mange rammer butiksvinduer, men også betjente.

Flere betjente går i chok under det hadefylde angreb. Reaktionen kommer først senere. De betjente, der bliver ramt segner om på asfalten, overbevist om, at de skulle dø.

113 skud

Af frygt for, at de helt skulle miste kontrollen affyrer de danske politifolk 113 skud mod danske statsborgere. 11 demonstranter må behandles for skudsår på Rigshospitalet.

Ingen, hverken civile eller betjente bliver dræbt, men det er en tilfældighed. Eftervirkningerne førte desværre til dødsfald.

Eftervirkninger

En tredjedel af den indsatte politistyrke får fysiske skader under kampene. 92 betjente rapporteres skadet og 61sygemeldes, og for mange ender konfrontationerne i personlige problemer og årelange fortrængninger.

* Det er som en film, der kører igen og igen

Siger en betjent, der først syv år efter modtager ordentlig krisehjælp.. Det gør folk i uniform sjældent. Store drenge, græder ikke.

Tragiske hændelser

Gennem 90’erne bryder adskillige politifolk sammen som følge af det rystende had og bundløst angst i det psykiske grænseland på Nørrebro.

En af lederne, en vicekriminalkommissær, gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken, og går langsom i total opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel, og året efter hænger han sig i sin celle i Ringsted arrest.

Ingen er skyldig

Situationen vrides atter og atter i medierne. Endnu engang indleder politiet en undersøgelse af politiet. Men ingen vil påtage sig hverken skyld eller ansvar, alle føler sig lige retfærdige.

Politikerne fastholder, at de har overholdt de demokratiske spilleregler, og politiledelsen frikender sig selv.

Halvdelen af befolkningen syntes, at det var helt i orden, at skyde på forbryderiske antidemokrater. Tre politifolk sigtes for at have skudt mod civile, men ingen af sagerne bliver gennemført.

Hvorfor?

Hvorfor udviklede diet sig, som det gjorde. Var det et raseri over ja til Edingburgh – aftalen, varmt vejr eller for mange øl.

Den 2. juni 1992 havde 50,7 % stemt nej til Maastricht – traktaten, trods det at et næstent enigt Folketing og erhvervsliv havde sagt ja. Mindre end et år efter blev den danske befolkning atter kastet ud i en afstemning.

Det gentager sig ikke

Efterspillet var et mareridt for betjentene. Alle politiskridt og handlinger blev kortlagt. Politidirektør Hanne Bech Hansen mener ikke, at man skal glemme 18. maj. Til Dansk Politi siger hun, at det var politiets sorteste dag i efterkrigstiden. Det er meget at lære af begivenhederne den nat.

* Vi har et andet og mere mobilt indsatskoncept, et lettere udstyr, vi kan få folk ud og radiokommunikationen er langt bedre. Samtidig er det klart, hvem der har kommandoen.

Dette udtalte politidirektøren i 2003. Siden har man fået de såkaldte Hollændervogne, der betyder, at strategien igen er blevet ændret.

Politiet så ikke faren

Nærpolitistation Blågården angribes ved 22 – tiden, og de første barrikader opføres på Nørrebrogade. Der var ikke nogle forudgående meldinger om uro. De første politistyrker tror, at det er tale om mindre isolerede hændelser.

Betjentene var ikke indstillede på timelange kampe med brosten og brandbomber. Ingen har på noget tidspunkt klarhed over begivenhederne. En efterlysning af mere tåregas når aldrig frem til Politigården.

Omkring Skt. Hans Torv er betjentene ikke klar over, hvem der har kommandoen. Omkring kl. 0.30 befinder cirka 20 betjente sig i overhængende livsfare og undertal. De kan hverken trække sig væk eller fjerne deres sårede. De bruger den sidste udvej. Pistolerne trækkes, og man rykker frem.

Syv års mistænkeliggørelse

De enkelte politifolk følte sig efterfølgende ladt i stikken, syv års mistænkeliggørelse føltes dybt deprimerende. Eftertiden vil sikkert stadig mistænkeliggøre betjentene. Og de fleste vil helst glemme episoden.

Man fandt aldrig bagmændene til urolighederne, den 18. – 19. maj 1993 eller den 8. – 9. november 1999. Episoden i 1999 udviklede sig, fordi politiet ventede for længe med at rykke ind. Nørrebro Handelsforening forstod ikke denne strategi.

Demonstration

Anti Fascistisk Aktion gennemførte en demonstration på Blågårds Plads. Man antog, at demonstrationen ville gå mod Christiansborg. 27 betjente var udstationeret på pladsen, og fulgte den fredelige demonstration.

Da alt tegnede sig til ja, døde festlighederne. Og betjentene blev sendt hjem.

Kl. 22.00

Ved 22 – tiden begyndte deltagerne at gå hjem. De var en gruppe på 500 – 1.000 der gik ned af Blågårdsgade mod Nørrebrogade. Nogle havde planer om, at lave barrikader. Øjenvidner fortæller, at det var 10 – 20 stykker fra det autonome miljø, der startede bygningen. Men ret hurtig får de opbakning fra de lokale beboere.

Det blev nu sat i værk. Skurvogne blev fremskaffet til disse barrikader. Oven over hængtes et banner med teksten EF – fri Zone.

Politiet forholdt sig passivt. Op mod 2.000 mennesker var nu forsamlet på Indre Nørrebro. Flere steder tændes der bål i gaderne

Kl. 23.15.

Først kl. 23.15 er den første kampstyrke klar ved Søtorvet, 500 meter fra nærmeste barrikader. 23.30 indtages barrikaderne og der bliver affyret store mængder af tåregas ind i området, uden hensyntagen til beboerne. Samtidig angribes nærpolitistationen på Blågårds Plads.

Kl. 0.13

Først kl. 0.13 har politiet stationen under kontrol. Nørrebrogade mellem Fælledvej og broen er besat af politiet og området indhyllet i tæt tåregas.

Demonstranterne går nu mod Skt. Hans Torv. Her ligger flere tons frit tilgængelig brosten. De bliver samlet i affaldscontainere, så de lettere kan transporteres. Torvet var under ombygning, så våbenlageret lå frit tilgængeligt.

14 urobetjente bliver sendt op til Torvet for at observere og rapportere. De hjælper med at samle sten i en container. Men bliver genkendt af et ægtepar. De jages ned af Fælledvej. De har ikke fulgt deres ordre, med at være passive.

Kl. 0.34

Politiledelsen beslutter, at Torvet skal genindtages. Men betjentene er allerede nu i klart undertal.

Kl. o.34 lyder de første skud. Kugleregnen varer 36 sekunder. Det går kludder i politiets strategi.

Stenregnen stilner nu næsten af. 0.36 rammes en enkelt betjent af en sten. Pludselig hører man råbene Skyd efter benene, og det lyder et enkelt skud. Råbet gentages 8 sekunder senere. Det udløser en kraftig salve, der varer i over 17 sekunder.

Kl. 0.45

Kl 0.45 er politiet rykket frem til Skt. Hans Torv, man har endelig fået fremskaffet mere tåregas, og har nu hele Torvet under kontrol.

En lille gruppe betjente rykker samtidig op ad Guldbergsgade mod demonstranterne. Under denne fremrykning skyder politiet for 3. gang direkte ind i mængden i en salve, der varer 7 sekunder.

I de følgende timer kommer det til mindre sammenstød.

Hele 6 undersøgelser

Hele seks undersøgelser bliver foretaget af begivenhederne

I 1994 frifinder Byretten 18 og dømmer 8 af de tiltalte tilskuere og deltagere.

I 1995 får tre skærpet deres straf og 9 tilskuere bliver idømt hæfte

I 1995 bliver det konkluderet at det er overvejende sandsynligt, at det var aktivister, der råbte ”Sigt efter benene”.

I 1995 opgiver justitsministeren tiltale mod tre betjente

I 2000 frifindes alle involverede politifolk for tiltale.

Var det hele planlagt?

Undersøgelseskommissionen finder

* Det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at der fra demonstranternes side har foreligget en samlet forudgående planlægning af begivenhedsforløbet.
* Det derimod sandsynliggjort, at de enkelte dele af urolighederne i en vis udstrækning har været planlagt og udført af et antal grupper af personer, der har handlet efter forudgående aftale inden for de enkelte grupper.

Politiets Vietnam – kompleks

Ikke underligt kaldes begivenhederne for Politiets Vietnam – kompleks.