Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

1864 og De Slesvigske Krige

Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov

September 12, 2019

 

Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov

Ved Blåkær Skov står et monument for faldne i 1849. Her var også en træfning i 1645, hvor svenskerne måtte tage flugten. Den 28. februar 1864 siger legenden, at Niels Kjeldsen blev skudt ned bag fra af grev Gustav von Lüttichau. Inden da skulle Niels Kjeldsen have kæmpet bravt. Nu sagde rygterne at man hos preusserne havde skålet for det danske heltemod og at greven var blevet fyret. Man havde brug for helte i 1864. Der blev tegnet en heltetegning af en høj, blond og bredskuldret Niels Kjeldsen. En mindesten blev rejst. Men ak, Mange af senere kunne professor Karl Larsen fortælle, at Greven, der kun var 19 år var blevet forfremmet og fået to medaljer. Kjeldsen var ikke blevet dræbt uhæderligt. Og i øvrigt var han sorthåret, lille og spinkel.

 

 

 

Vejstykket Kolding-Vejle har, som hele “den blodige vej” fra Bornhøved til Viborg, været scenen for flere krigerske sammenstød. På Almind Mark ved Almind Å ca 5 km syd for Blåkærskoven, stod under Torstenssonfejden, 7. august 1645, en træfning hvor svenskerne blev slået, og 7. maj 1849 kæmpede Olaf Rye mod Slesvig-Holstenerne under sit tilbagetog, for blot at nævne et par episoder. Ved Blåkær Skov står et monument for faldne i 1849.

 

 

En vinterdag den 28. februar 1864 stod en lille ryttertræfning, hvor dragon Niels Kjeldsen faldt. Han var 22 år, da han i 1863 blev indkaldt til militæret. Han blev indrulleret i 6. dragonregiment og blev kaldt for dragon Ullerup: Han kom fra Ullerup i Give sogn.

 

 

Under det danske tilbagetog red en dansk feltvagt på en korporal og otte menige ad vejen og blev set og indhentet af en styrke på 40 preussiske husarer. Det var ikke meningen at den danske styrke skulle indlade sig i kamp, den skulle trække sig tilbage og give melding om at fjenden var under fremrykning, men de preussiske heste var lettest. Den danske korporal red en god hest og slap bort, men de tungere menige dragoner havde ingen mulighed for at slippe fra forfølgerne. Nogle af dem blev straks fanget.

 

 

Mens de øvrige prøvede at slippe væk, blev dragon Niels Kjeldsen indhentet af tre preussere. Han ville ikke kapitulere, men trak blank og forsvarede sig, mens han fortsatte sit ridt mod nord. Han blev ramt af et hug over højre arm og tog sablen i venstre og trak samtidig over i den anden vejside. Han havde lige langet en preussisk underofficer et lammende slag over armen, da han selv blev skudt ned bagfra af grev Gustav von Lüttichau.

Skuddet var dødeligt. Han gled af hesten, og preusserne fortsatte forfølgelsen af de andre danske dragoner, for at hindre dem i at nå tilbage med deres melding.

 

 

Kampen vakte stor opsigt, for under den ulykkelige krig, der føltes knugende håbløs, havde danskerne brug for alle eksempler på at de danske soldater dog gjorde hvad de kunne.

 

 

Formentlig lagde preusserne ikke særlig vægt på den krigsmæssigt set meget lille episode, men ikke desto mindre drak de preussiske officerer om aftenen i officersmessen i Kolding “den faldne danske dragons skål”, for en ældre opfattelse af, hvad krig var, levede på den tid endnu.

 

 

Men fortællingen om Niels Kjeldsen blev en dansk legende. Den tog hurtigt den form, at han havde værget sig, indtil han fejt blev skudt ned bagfra af en preusser, og anekdoten fik den slutning, at de preussiske husarers chef i messen havde drukket Niels Kjeldsens skål og beklaget, at en af regimentets officerer havde dræbt ham uridderligt, så han gjorde bedst i at tage sin afsked straks, hvad man hævdede, at han gjorde.

 

 

Mindestenen blev rejst på Niels Kjeldsens dødssted i 1891, og et maleri af Frants Henningsen, som skildrede episoden med den stovte danske dragon, blev udstillet på Charlottenborg i 1902. Det hed ”En helt fra 1864” og blev købt til Frederiksborgmuseet. På maleriet ses Niels Kjeldsen ventende og barhovedet, en vældig viking til hest, blond og med lyst fuldskæg, mens hans banemand er redet til siden, helt ud på marken, for at fælde ham fra baghold.

 

 

Men så greb professor Karl Larsen ind. Han var ikke ganske ukyndig i emnet.

Blandt andet havde han i 1897 udgivet dagbogsoptegnelser og breve skrevet under krigen 1864, under titlen “Under vor sidste Krig.”

 

 

Han påviste nu i en pjece der hed “Dragon Niels Kjeldsen og hans

Drabsmand”, at både legenden og maleriet fortalte historien meget unøjagtigt. Det var rigtigt, at Niels Kjeldsens skål var blevet drukket i den preussiske officersmesse samme aften, men grev von Lüttichau, der i øvrigt kun var 19 år gammel, var ikke blevet bedt om at tage sin afsked, og han havde heller ikke gjort det, tværtimod var han blevet forfremmet og fik to medaljer for kampen nord for Blåkær Skov.

 

 

Niels Kjeldsen var ikke blevet skudt ned bagfra mens han holdt stille og ventede på et angreb, men under den almindelige forfølgelse, efter at han havde gjort en preussisk husar ukampdygtig. I øvrigt var Niels Kjeldsen ikke en stor blond vikingekæmpe, men en lille spinkel og sorthåret mand.

 

 

Uagtet professor Karl Larsen ydede Niels Kjeldsen al hæder for hans kamp trods den håbløse situation, og uagtet han ikke havde til hensigt at

“skænde de danske Farver”, blev han meget voldsomt angrebet og beskyldt for at støtte preusserne.

 

 

En kreds af danske officerer skrev så en række artikler, som blev udsendt samlet, og i dem fik professor Karl Larsen fuld støtte: Han havde ret, kampen på landevejen havde været regulær nok i enhver henseende, og Niels

Kjeldsen var ikke blevet dræbt på nogen uhæderlige måde.

 

 

Diskussionen blev hed og drejede sig bl.a. om at Niels Kjeldsen muligvis først havde trukket sin pistol. En lille pudsig ting var vistnok med til at forvirre billedet. Tanken om at Niels Kjeldsen havde skudt først kom formentlig af, at den unge greve under det voldsomme ridt havde haft det lidt pinlige uheld at sende den første kugle igennem det ene øre på sin egen hest, og det fandt han næppe grund til at prale med i rapporten. Men hovedsagen er, at man fra dansk side, efter at den meget animerede debat havde lagt sig, anerkendte at den danske legende ikke var rigtig. Frants

Henningens billede blev fjernet fra Frederiksborgmuseet i 1913.

 

Fuld klarhed over hver detalje i kampen bliver der næppe nogensinde. Det er utænkeligt, at samtlige deltagere i en så kort og forvirret hændelse skulle have fattet alle enkeltheder så objektivt, at samtlige skildringer bliver ens. Snigmyrdet blev Niels Kjeldsen ikke. Men her på landevejen nord for Kolding faldt han den 28. februar 1864. Ved hans mindesten dvælede man i ærbødighed mange årtier efter.

 

 

Teksten på mindestenen lyder:

 

I Helte modig enekamp

Mod Prøisiske husarer,

Faldt her på landevejen

Dragon

Niels Kjeldsen

Den 28 februar 1864

 

Ene mod mange

Holdt du tappert stand

Kæmpede med ære for dit fædreland

feigt han skød dig ned,

Men din daad, dit minde

Har vor kjærlighed.

 

Hans støv hviler på Give kirkegård

*

Underliggende stens tekst:

 

Foranlediget reist

År 1891,

Ved Kolding og Omegns

Forsvarsbrødre Forening

Af 1889

 

*

Tekst på sten bag mindeanlægget:

 

Anlægget er restaureret

I anledning af H.M. Kong CHR. Den X´s

Regerings Jubilæum 15 maj 1937

D.F.B Kolding og Omegn

 

*

Stenen er placeret, ca. 1,5 km syd for Højen og ca. 2,5 km nord for Blåkær Skov, ved 2½ milestenen ca. ud for den vestlige ende af Aldebertsmindevej

 

 

https://skrold.dk/ebog/dragonnielskjeldsen.pdf?fbclid=IwAR2_atf_Y5fKepyuNAkJf8zqiXC4ACjm9wQm3T7l-z4-5lF0PnaFuW6G1g4

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

1864 og De Slesvigske Krige