Mysteriet på Assistens Kirkegård (4)

Måske er dette ikke så meget om Assistens Kirkegård, men artiklen viser, at der var lignende historier som Giertrud Bodenhoff.

Lignende historier fra hele Europa. Graverne på Assistens Kirkegård var gavtyve. I fare for at blive levende begravet. Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven. Succes med en bog på fransk. Liget forbundet til en klokke. Pas på dørkarmen. Et menneske anses for at være død uden at være det. Havde vendt sig i kisten og spist tre af sine fingre. Alfred Nobel var bange. Den døde datter var gået op på sit værelse. Ligsynsloven blev ændret. Der skal opstige en hæslig lugt og leddene bliver stive. Angsten for at vågne i krematoriet. Interessant tilfælde af skindød.

 

Lignende historier fra hele Europa

Jo den indledende gyser fra Assistens Kirkegård er blot en af mange historier. I stort set hele Europa eksisterer der lignende historier.

 

Graverne på Assistens Kirkegård var gavtyve

Vi skal også huske at i slutningen af 1700-tallet var det at være graver noget af det laveste, man kunne påtage sig i samfundet, Graverne på Assistens Kirkegård var derfor en værre omgang gavtyve og hjemme-brændere.

I et enkelt mausoleum fandt man hele fem fremmede kroppe. Har havde røverne for nemheds skyld valgt at dumpe kroppene efter plyndringerne. I historisk tid er en epidemisk frygt for at blive levende begravet med jævne mellemrum dukket op.

 

I fare for at blive levende begravet

Det skyldtes blandt andet, at der ikke før 1900-tallet blev endelig klart for lægevidenskaben, hvornår en person med sikkerhed kunne erklæres død.

Som barn havde Winsløv to gange været så syg, at familien troede at han var død og klar til begravelse. Måske var det derfor han forfattede et lille videnskabeligt værk med. I bogen hævder han, at de af lægerne der anvendte dødstegn, var så usikre, at alle nulevende personer stod i fare for at blive levende begravet.

 

Brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven

Han beskriver episoder, hvor lig havde rejst sig lyslevende fra kister lige som på Assistens Kirkegård. Kun egentlig forrådnelse var tegn på at man var klar til at komme i jorden, mente Winsløv.

Han nævner eksempler på folk, som man troede døde, men som er:

• brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja af graven.

 

Succes på fransk

Bogen var skrevet på latin. Men en franskmand øjnede en sensation. Han fik tilladelse til at oversætte bogen på fransk. Og det blev en stor succes.

I Tyskland indrettede man flere såkaldte Leichenhäuser. Til kadaverets fingre bandt man store, der havde forbindelse til en klokke. Dette kunne så advare vægterne. Som vi tidligere har skrevet, kæmpede man også herhjemme med at oprette overvågningsanstalter.

 

Liget forbundet til en klokke

Sådan en blev også bygget på Assistens Kirkegård. En snor forbandt ligene til en klokke i graverens værelse på første sal. Jævnligt skulle graveren også blæse i trompet og lægge mærke til om ”ligene” nu skar ansigt.

Og som bekendt havde H.C. Andersen altid en papirlap med, hvorpå der stod ”Jeg er kun skindød”. Jo, der er sandelig tilfælde, hvor mennesker, der var erklæret døde, har vist livstegn og som efter genoplivningsforsøg er vendt tilbage til livet.

 

Pas på dørkarmen

Engang havde en portør banket på kisten, som traditionen bød. I kisten lå en ældre kvinde, hvis enkemand havde sagt det sidste farvel ved indgangen til krematoriet. På vej ud af kistemodtagelsen trillede de ved en fejl kisten hårdt mod dørkarmen. Da blev der ”opstandelse” i kisten. Med rystende hænder fik de chokerende portører skruet kistelåget af. Der lå den endnu levende kvinde.

Enkemanden var nu ikke enkemand længere. Han fik endnu nogle måneder sammen med sin kone. Da kisten efter noget tid blev rullet ind, udbrød hendes hårdtprøvede ægtefælle spontant:

• Dørkarmen. Pas for Guds skyld på Dørkarmen!

Men er historien nu rigtig – eller er det også en vandrehistorie?

 

Et menneske anses for at være død uden at være det

Der er historier om, at en slægtning vågnede op ved lugten af fisk, som blev serveret til begravelsesgæsterne.

I 1827 skrev Niels Lang Nissen, professor og rektor ved Metropolitanskolen i bogen ”Om Skindød, Levendes Begravelse og Lighuset”:

• Et Menneske kan anses at være dødt uden at være det. Og denne Tilstand af ufuldkommen og blot tilsyneladende død kan vedvare længe, stundom endog over 8 Dage et saadant Menneske, ved falskeligt at holdes for dødt, kan blive begravet i levende live, og naar han opvaagner i Graven, og der kommer tilbage til Bevidsthed og Bevidsthed om sin Tilstand maatte dø den skrækkeligste død, der vel kan tænkes.

 

Havde vendt sig i kisten og spist tre fingre

I 1849 berettede et lægetidsskrift om et tilfælde i Utrecht, hvor en kolerapatient ved en hastig begravelse havde fået en stor pengeseddel med i lommen. Da man gravede liget op for at redde pengesedlen, så man at den døde havde vendt sig i kisten – og havde spist tre af sine fingre.

Ja folk kunne skræmme hinanden ved at berette om kradsemærker på indersiden af låget på kisten.

 

Alfred Nobel var bange

Dynamittens opfinder, Alfred Nobel var så besat af frygt for skindøden, at han i sit testamente bestemte, at man efter hans død skulle skære hans pulsåre over og brænde hans lig.

 

Den døde datter var gået op på sit værelse

I 1867 kunne man den 14. oktober 1867 i Næstved Tidende (oversat til nudansk) læse følgende:

• I Fyens Stiftstidende meddeler en indsender følgende tilfælde af skindød, der indtraf henimod årene tyverne, da indsenderen opholdt sig på en herregård i en anden provins. På en nabogård boede en særdeles agtet og formuende familie, hvis ældste datter omtrent 16 år gammel pludselig blev syg – af en stærk forkølelse. blev der sagt.
• Nogle dage forløb, hun syntes hensovet og blev af lægen erklæret død. I sengen, hvor hun døde, blev hun over et døgn og blev så bragt til herregårdens store sal, hvor hun, iklædt lig-dragt, blev lagt på et udslået bord. Hun havde ligget her dag og nat, da husjomfruen om morgenen kom farende til moderen med den beretning, at frøkenen var borte og kun bordet tilbage.
• Familien og gården kom nu i bevægelse, der næsten var større, end da dødsfaldet blev bekendt, thi den unge pige var hjertelig afholdt, og den tanke, at man ikke engang skulle have hendes lig til en hæderlig begravelse, rørte alle dybt. Men hvor var liget ført hen, blev foreløbig en uopløftelig gåde. Nogle mente, at en rovfugl havde bortført det gennem et åbentstående vindue, andre, at en eller flere kirurger havde stjålet det. Men det urimelige i den første formodning blev straks indlysende og den anden viste sig også snart at være ugrundet.
• Tiden trak sig nu hen til op på formiddagen, da nogle ridende karle blev udsendte fra gården for at efterforske i omegnen, om ingen mistænkelige vogne færdedes på vejen deromkring.
• Imidlertid søgte husets frue op i sin elskede datters kammer for ved minderne der at græde ud. Da hun havde siddet her et øjeblik så hun ind i den gardinhængte seng, og med forfærdelse og glæde så hun ikke alene sin for død antagende datter at ligge der, men bemærkede endog, at hun hørligt åndede let og godt.

Artiklen fortsætter nu med at man sender bud efter den læge, der erklærede hende død.  Han forbød dem at vække hende. Efter 30 timer vågnede hun og fortalte at hun frøs i den store sal, derfor lagde hun sig i sit kammer.

 

Ligsynsloven blev ændret

Problemet er egentlig, hvornår man er død. Indtil 1875 var det kun i København, at der krævedes en læge til at skrive en dødsattest. I 1875 udvidedes ligsynsloven kravet til at gælde fem købstæder plus Frederiksberg.

På landet kunne det være distriktslægen. Men hvis den døde nu befandt sig mere end et par kilometer fra lægeboligen, skulle der tilkaldes ligsynsmænd. Det kunne være den lokale politimester eller ”ro paalidelige Mænd”, udpeget af sognerådet. Der blev også bestemt at en afdød ikke måtte flyttes de første seks timer efter dødens indtræden. Og så skulle dødsårsag også angives.

 

Der skal opstige en hæslig lugt og leddene bliver stive

I tidens løb har der været mange forslag til, hvordan man skulle afgøre om en var afgået ved døden. Man kunne stikke, brænde eller skære på et følsomt sted for at se om der kom en reaktion. Eller – endnu bedre – lade den døde ligge i sin seng i tre fulde døgn, indtil der

• Opstiger en hæslig Lugt og leddene er blevet stive.

Først derefter kan man trygt begrave den døde.

 

Angsten for at vågne i krematoriet

I 1880erne blev ligbrænding et hedt diskussionsemne. I 1881 blev Foreningen for Ligbrænding dannet. Loven om ligbrænding blev først vedtaget i 1892. Men debatten havde atter engang fyret op om debatten for skindød. Nu var det ikke kun angsten for at vågne op i en kold mørk grav, der nærede angsten. Det var angsten for at vågne op i krematoriets 800 grader varme forbrændingskammer.

 

Interessant tilfælde af skindød

I 1920 kunne man i Ugeskrift for Læger” referere:

• Et interessant Tilfælde af Skindød

En 23 – årig kvinde havde ”af ulykkelig Kærlighed” taget en overdosis morfin plus sovemidlet barbital. Efter et døgn blev hun fundet bevidstløs – udendørs ved en temperatur over frysepunktet. Hun døde på vej til hospitalet, og en række dødstegn optrådte: muskelstivhed, mangel på reflekser, ophør af puls og respiration og ingen hjertelyde. Kvinden blev erklæret død og lagt i en kiste.

Den næste dag åbnede politiet kisten for at identificere liget.

• Betjentene saa nu til deres Skræk, at Liget havde blaalige læber, og at der var let Bevægelse af Larynx.

En tilkaldt læge kunne hverken konstatere puls eller åndedræt, men det var meget svage hjertelyde. Her kunne man kun høre svage hjertelyde. Der blev givet injektioner med kamfer og koffein. Man foretog maveskylning. Man anbragte hende i varmt bad og gav kunstigt åndedræt. Langsomt kom kvinden til sig selv og overlevede.

Læs også vores artikel: Død eller Skindød

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.org/
• biografiskleksikon.dk
• powinternational.dk
• kristeligtdagblad.dk
• Medicinsk Forum
• Viggo Starcke: Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s Mysterium
• Personalehistorisk Tidsskrift
• Historiske Meddelelser fra København
• Albert Fabritius: Giertrud Birgitte Bodenhoff s Mysterium og Gravrøverierne på Assistens kirkegård.
• Preben Geertinger: Af en retsmediciners erkendelser
• Markil Gregersen, Tommy Heisz: Dødens årsag
• Medicinsk Forum
• Berlingske Tidende
• Nyeste Skilderier af Kjøbenhavn
• Ugeskrift for læger

 

Hvis du vil vide mere:

Assistens Kirkegård:

• Mysteriet på Assistens Kirkegård 1-3
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Mindeplade for Peter von Scholten
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Røde faner på Assistens kirkegård
• Præster og døden på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens Kirkegård

Kirker på Nørrebro:

• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Endnu flere kirker og mennesker på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op?
• Marthahjemmet på Nørrebro
• En kirke på Nørrebro
• Samuels kirke – 100 år
• Johannes kirke

 

• Mosaisk Nordre Begravelsesplads

København:

• Død eller skindød
• Begravelser – dengang
• Petri – og omgivelserne

Østerbro:

• Østerbros kirker
• Holmens Kirkegård
• En engelsk kirke på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Krigergraven på Garnisons Kirkegård

Vesterbro

• Vesterbros kirke-liv