Loven fra 1866 kunne idømme kvinder, der fik provokeret abort helt op til 8 års straffearbejde i de såkaldte forbedringshuse.

Livsvarigt fængsel
Fra 1879 risikerede kvinder, der fødte i dølgsmål, at få livsvarigt fængsel.
Hvis ens forældre ikke kunne eller ville hjælpe, når man fødte uden for ægteskab, ja så måtte man gå til sognerådet, der så ofte anbragte hende og barnet på fattiggården.
Og pigen kom i forhør.

– Hvor var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?
– Hvordan foregik det?

Fattighjælp
Det kunne jo være, at Sognerådet kunne inddrive nogle af de penge, de skulle punge ud, hos faderen.
I øvrigt måtte modtagere af fattighjælp ikke gifte sig.
Fattighjælpen bandt ofte modtageren hele livet. Hjælpen var et lån. Sognerådene havde vide beføjelser til at inddrive disse. De måtte sælge fattiglemmers ejendele, splitte familien og sende forældre og børn i tjeneste.

Ofte gav man tilskud til udvandring, da børn mellem fattiglemmer ofte førte til flere udgifter for sognerådene.

Skudsmålsbogen
Når ungepiger søgte tjeneste, forgik det ofte på de såkaldte folkemarkeder, det foregik enten til forår og efterår. Skudsmålsbogen havde de i hånden. Bønderne så på pigerne og skudsmålsbogen, og pruttede om lønnen.
Denne bog blev indført ved lov i 1854. Den kom til at betyde meget for 250.000 borgere. Heri skulle sognepræsten anføre, hvornår man ankom, og hvornår man rejste fra sognet.
Hvis bogen blev væk, blev det dyrt. Så skulle man betale mellem 10 og 40 kroner i bøde. En årsløn var mellem 80 og 150 kroner.

§ 27 i bogen gav husbonden ret til at prygle sit kvindelige tyende indtil det 16. år, og sit mandlige tyende indtil det 18. år.

Horeunger
Mange gårdmænd betragtede det som deres ret til at forlyste sig med tjenestepigerne.
På landsplan blev 10 % af alle børn født uden for ægteskabet. Det var de såkaldte horeunger..

I Den danske Familieret fra 1882 hedder det sig, at uægte børn, som en gift eller ugift mand har avlet af en mand eller en kvinde, der begge er gift med andre, har avlet en frille.
Horeunger, avlet af en mand og en kvinde, der begge er gift med andre, samt bigami – børn, blodskams – børn og voldtægtsbørn, alle juridisk sidestilles med horeunger.
Uægte børn blev ikke anset for at være i familie med faderen. Moderen havde automatisk forældremyndigheden og forsørgerpligten.

Horeunger var helt og aldeles familieløse. Det skete ikke så sjældent, at optegnelserne i skudsmålsbogen pludselig ophørte. Grunden var horeunger.

Enepiger i København
Begrebet enepige dækkede over dem, der gjorde tjeneste hos de herskabelige familier i København. Det dækkede over en blanding af kogekone, stuepige, rengøringskone og børnepasser.
Det var arbejdsdag fra klokken 6 til langt ud på aftenen.
Friheden var hver anden søndag eftermiddag. Men netop om søndagen spillede masser af byens restauranter op til dans.
Pigerne sov ofte på sofaen i stuen, det var altid bedre end et uopvarmet kammer.

Ikke godt for borgerskabet
En generation tilbage var det almindeligt at have tre eller fire tjenestepiger ansat. Man skulle helst også have en gårdskarl til at passe vogne og heste.
I nogle kredse blev det betragtet som fornemt, hvis pigen var ansat i en familiær stilling og kunne kalde sig frøkenpige. Selv om arbejdet var det samme som en tjenestepiges, så indskrænkede betalingen sig til kost og logi plus en smule lommepenge.

Formelt var det herren i huset, der var arbejdsgiver, men i praksis var det husfruen, der var øverste myndighed. En frue, der ikke havde styr på sit tyende, var der ingen respekt for.. Den unge pige var antaget for at lære at arbejde, således at hun kunne blive en ansvarlig husmoder. Det nyttede ikke, at aftenerne gik til pjank og fjas. Arbejdstiden talte man ikke om, der var altid opgaver at løse.

Det var en katastrofe for borgerskabet, at Københavns Tjenstepigeforening i 1899 pludselig begyndte at stille krav om en hel times pause dagligt plus ekstra betaling for natarbejde. En hel fri aften efter syv, skulle det også til.
Skudsmålsbogen eksisterede stadig. Den skulle helst være god, når tyendet søgte plads hos et nyt herskab.
Tænk hvis ord som proper, sædelig og skikkelig manglede.

Ilden på komfuret skulle holdes ved lige. Der skulle hentes brændsel og varmes vand. Indkøb sammen med husfruen skulle der også være plads til.
Den daglige rengøring i køkkenet, spisestuen, salonen, soveværelset og i børnenes værelser skulle der huskes. Gulvene skulle vaskes, de tilsodede lampeglas skulle gøres i stand, og inventaret støves af. Tæpperne ordnede man ved hjælp af fint snittede hvidkålsblade, som omhyggeligt blev fejet op.

Og da støvsugeren kom, skulle den betjenes af to piger. Den ene skulle hold.e slangen, den anden dannede undertryk i bælgen ved at træde på den. Den var dyr, men man kunne altid leje den hos rullekonen

Mange døde af barselsfeber i Fødselsstiftelsen
Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen. Den blev senere flyttet til Rigshospitalet.
Men mere end halvdelen af de indlagte kvinder døde af barselsfeber.
En markant bedring indtraf i 1870 erne og 1880 erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget, der hed bakterier. Lægerne og jordmoderne begyndte også at vaske hænder.

Billig arbejdskraft på fabrikkerne
Pigerne var billig arbejdskraft på fabrikkerne. I 1906 havde hver tredje københavnske kvinde løsarbejde.
Fabriksarbejdende piger tjente mere end vaskekoner og havde større personlig frihed end tjenestepigerne, samtidig var deres arbejde mindre fysisk hårdt.

Dårlig hygiejne
København kunne slet ikke kapere indvandringen. De hygiejniske forhold var elendige. Toilet skulle man dele med 20 andre. Tønder med efterladenskaber skvulpede over når hestevognene (chokoladevognene) blev kørt ud til byens randområder og ud i Øresund.

Falliterklæring med udearbejdende kone
Man meldte sig i fagforening. I 1890èrne var halvdelen organiseret. Fra 1873 til 1900 blev der etableret 27 kvinde – fagforeninger. Men Pio, den socialdemokratiske leder, advarede mod at arbejderboliger blev for beskidte, fordi husmoderen ikke havde tid til at gøre rent. Det fører mændene i fordærv.
Arbejdstiden var 6 gange 9 – 10 timer. De faglærte tjente mere og reallønnen steg. For mange arbejdere var det en falliterklæring at have en udarbejdende kone.

Omkring århundredeskiftet var hver 10. kvinde mellem 35år og 55 år enke eller separeret, dertil kom forladte hustruer og enlige ugifte mødre.

Flasken var fattigmands trøst
Blandt de fattige var flasken en trøst. Omkring århundredskiftet blev der nedsat en ædruelighed – kommission. Den gennemgik dødsårsager blandt personer over 15 år.
I 23 % var flasken enten hoved eller bi – årsag hos mændene. Hos kvinderne var det kun 3 %.
Afholdsforeningerne havde storhedstider. Og værtshusene var symboler på arbejderklassens elendighed.

De sociale vilkår i byerne førte til sult og sygdom. Vi så det med Ladegården. Begrebet hattedamer opstod. Det var borgerlige damer, der ville yde en social indsats. Blandt socialisterne blev de kaldt
Selvgode, Konservative og moraliserende fruentimmere.

Kvindens adelsmærke var kyskhed
Mandens krop blev opfattet som bærer af kultur, ånd og orden. Kvindens krop var en del af naturen, drevet af det stærke ukendte og mystiske.
En gravid kvinde skulle så vidt mulig holde sig inden døre. Hun skulle i hvert fald ikke deltage i selskabelighed.
Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun skulle være jomfru, gerne uvidende om samlejet ind til ægteskabet..
Men man accepterede, at manden dyrkede uægteskabelig sex. 30 legale og en masse ulegale bordeller gav rige muligheder.

Dyr og usikker prævention
Prævention var usikker og dyr. Men fra 1880 kunne man købe kondomer af fiskeblærer og gummipessarer. Lægerne var dog ikke indstillet på at oplyse piger, om disse muligheder.
Men en bog dukkede op i 1911, der hed Arbejderne og Børneflokken. Den blev solgt i 12.000 eksemplarer.

Unge piger blev i brevkassen opfordret til at passerer unge herrer med nedslagene øjne, ellers kunne det få katastrofale følger.

Urimelige vilkår
På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Her måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Hvis de blev afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn. Stedet var hverken værre eller bedre end andre steder.
I Privatbankens regulativ § 3 stod der
– Kontorassistenter der indgår ægteskab, må fratræde deres stilling senest den 1. i den efter ægteskabets indgåelses følgende måned.

Dette fik telefondamerne da sat en ende på. Efter seks ugers strejke, måtte de beholde deres arbejde, selv om de giftede sig.