Mindst 18 modstandsfolk i Tinglev var i gang under besættelsen. Det var hovedsagelig jernbanesabotage de beskæftigede sig med. Men også våbensmugling. Næsten alle blev pågrebet af Gestapo, som var særdeles aktive i Sønderjylland. De kom under tortur på Staldgården og via Frøslevlejren blev de sendt til Neuengamme. Tre af dem overlevede ikke, og andre blev mærket for livet.

 

Man levede livet farligt

Der var modstandsgrupper overalt, også i Sønderjylland. Man levede livet farligt, for man vidste ikke om naboen stak ind til tyskerne. Gestapo brugte mange snedige metoder for at få fat i modstandsgrupperne. Mange medlemmer endte på Staldgården i Kolding, hvor de blev tortureret. Derefter blev de sendt til Frøslevlejren, og via en ukendt skæbne i en KZ – lejr. Tre modstandsfolk fra Tinglev vendte aldrig hjem igen.

Der var mindst 18 personer i modstandsbevægelsen i Tinglev. Man kendte ikke hinanden, og man arbejdede parvis. Folk kom fra Store Jyndevad, Almstrup, Kravlund, Rends m.m.

 

Lektor Rosenkjær tog initiativet

Antagelig var det lektor Aage Rosenkjær fra Tønder, der tog initiativ til gruppen. 15 mand var indkaldt til møde i Tønder. Her fortalte Rosenkjær, at hvis vi skulle se vore allierede i øjnene kunne vi ikke blive ved med at sidde med hænderne i skødet. Med store tab kæmpede de ved fronterne, ikke blot for deres frihed, men også for danskernes skyld. Rosenkjær fremhævede, at det var vigtigt at holde lav profil i forbindelse med sabotageaktioner, for der var mange nazi – venlige i befolkningen.

Ingeniør Bøge fra Hedeselskabet i Tønder forklarede de tilstedeværende, hvad de kunne blive udsat for. Og det var blandt andet 3. grads forhør hos Gestapo.

 

Indtegning af lytterposter

En af de første opgaver var, at indtegne lytteposter og militære telefonledninger på målebordsblade. Det var området mellem St. Jyndevad, Frøslev, Bov samt området syd for Tinglev, der skulle indtegnes. Det var faktisk det kort, Jørn Røjel havde med sig, da han flygtede fra Frøslevlejren.

 

Cyklede rundt med sprængstof

Modstandsfolkene kørte rundt på cykler med kasser bag på. Og disse indeholdt ofte sprængstoffer og håndgranater. Ofte var det ikke cykler med almindelig dæk, men ofte med træhjul. Således gik det også på cykel til en transformerstation i Perbøl.

 

Sheriffen tog ansvaret

Efterhånden som sabotageaktionerne blev øget, kom der flere folk til. En af dem var Landbetjent Egebjerg Andersen, som opmærksomme læsere ved, blev kaldt for Sheriffen fra Tinglev. Han overtog hurtigt rollen som lokalt ansvarlig.

Egebjerg Andersen var i vinteren 1942 – 43 begyndt at samle folk med henblik på at etablere en skydebane i Tinglev. Det blev så ikke til noget, men man startede så med terrænsportsøvelser. Det har dog sikkert været et skalkeskjul. Hensigten var utvivlsomt noget andet.

Sheriffen blev sammen med pastor Riis Højgård fra Rise sammen med andre frihedskæmpere brugt som passagerer af tyskerne i Himmelekspressen som en slags gidsler i våben –  og soldatertransporter.

Medlemmerne fik udleveret en maskinpistol hver med strenge ordre om ikke at bruge den.

 

Aktioner helt til Rødekro

Gruppen var også begyndt med sabotageaktioner på jernbanen. Ja turen gik helt til Rødekro og Hjordkær. Det var godt, når man midt under aktionen punkterer og har gemt marcipanen (sprængstoffet) i en mappe på cyklen. Når man så samtidig møder tyske soldater på patrulje, ja så kommer sveden frem.

 

Rosenkjær døde

Lektor Aage Rosenkjær blev arresteret af Gestapo den 11. december 1943. Han kom igennem nogle særdeles hårde forhør med tortur, men røbede intet. Han kom via vestre Fængsel, Horserød, Frøslevlejren og endte i Aussenlager, Schwesing ved Husum, hvor han døde i december 1944.

I løbet af vinteren 1943 – 44 foretog gruppen flere sprængninger på jernbanelinjerne Rødekro – Padborg og Tinglev – Sønderborg. Også ved Bjerndrup skete der flere sprængninger. Transformeren i Bredevad skulle sprænges, fordi flere lokale firmaer arbejdede for tyskerne, og deres strømforsyning, skulle rammes.

 

Sprængstof i Tatol – forretningen

Egebjerg Andersen blev arresteret på Tinglev station grundlovsdag 1944 sammen med Farver Jacobsen, Aabenraa. Man var begyndt at blive bange i Tinglev. Så var det godt man kunne gemme sprængstof hos bl.a. Frk. Gregersen i Tatol – forretningen.

 

Sprængstof på Tinglev Station

I begyndelsen blev der ikke nedkastet våben og sprængstof i Sønderjylland af frygt for at det tyske mindretals medlemmer skulle røbe det. Nedkastningen skete nord for Kongeåen og blev sendt i kasser til Tinglev station. Aage Christensen reparerede værnemagtens biler. Han brugte dem så om aftenen og hentede kasserne på stationen og kørte dem til Almstrupgård og Jyndevad.

En trafikassistent på stationen fortalte, når der var gods. To kasser var beregnet til modstandsgrupper inden for politiet og grænsegendarmeriet, men de blev taget af tyskerne den 19. september 1944. Kasserne blev derfor stående på stationen. Men de skulle væk. Vognmand Kryhlmann kørte dem til Kravlund, da Aage Christensen var blevet taget af Gestapo tidlig om morgenen den 6. oktober 1944.

Kassen med ammunition blev kørt ud i en skov og gravet ned. Det var nu med at gå under jorden. Men Gestapo havde allerede været og spørge efter kasserne. Pludselig blev næsten hele modstandsgruppen i Tinglev arresteret.

 

Tortur

En fordel var det at kende færrest muligt, for det gik hårdt for sig under forhørene på Staldgården i Kolding. Modstandsfolkene fra Tinglev stiftede også her bekendtskab med bødelen Karl Peter Brinkmann.

Det var et chok for gruppen, at se deres ven, Aage Christensen, der næsten dagligt havde været gennem tortur siden han blev arresteret den 6. oktober. Han var blevet anholdt af den kendte stikker, Niels Ries fra Haderslev. Den raffinerede tortur varede syv timer dagligt.

 

I Frøslevlejren

Gruppen fra Tinglev kunne ikke på maven, på grund af smerter i ryg og hoved. Efter forfærdelige pinsler blev gruppen bragt til Frøslevlejren. De fleste af gruppens medlemmer blev anbragt i stue 11 i barak 5.

Fangerne kunne hver 6. uge modtage en pakke på under 10 kg. Den måtte kun indeholde vasketøj, toiletartikler, 90 cigaretter eller 40 cerutter eller 20 cigarer eller 100 gram tobak eller 2 normalpakker skråtobak. Fangerne måtte hver måned modtage og afsende et brev. De måtte kun fylde 20 linjer, hver på 16 stavelser. Det skulle skrives med læselig skrift. Breve, der ikke opfyldte disse betingelser blev tilintetgjort. Modtagelse af bøger, aviser og tidsskrifter var forbudt.

 

På vej i KZ – lejr

Den 13. januar 1945 om morgenen blev hele Tinglev – gruppen og mange andre udtaget til transport sydpå. 250 mand blev i lastbiler kørt til Harrislee station. Her blev man stoppet i godsvogne. I det ene hjørne var det et hul, som man kunne bruge som toilet. Til hver vogn var der tre knipper halm. En dansktalende tysker på Harrislee Station inkasserede penge for ekstra halm. Han kom dog aldrig med det.

34 mand var stuvet sammen i en vogn. På turen syd på var det to mand, der flygtede. Men de blev dog hurtig indfanget. Ved ankomsten til Neuengamme blev alle klippet og sendt i koldt brusebad. Et bliknummer blev hængt om halsen. Tilfældig tøj blev udleveret og et fangenummer blev syet på tøjet. Alle danskere fik desuden syet et D på tøjet.

 

Medicinforsøg på jøder og russer

Der var ingen møbler. Fugtig træuld blev bredt ud på et koldt cementgulv. Og fangerne fik udleveret tæpper. Cirka 5 – 6 dage blev gruppen i hovedlejren, så blev gruppen delt ud i forskellige arbejdshold. Nogle kom til at arbejde på Finkenwärde udbådsværft, som ofte blev bombet af englænderne. Andre fik et ubehageligt arbejde på krematoriet. Det var noget, der fik psykiske følger mange år frem.  Andre kom i en lejrbygning Dessauer Ufer på Frihavnen i Hamborg, og så i Bullenhuser Damm, som var en af de såkaldte udekommandoer. Lejren var i en udbrændt 4 etagers skolebygning, der husede ca. 600 fanger.

Stedet blev senere brugt til ulovlige medicinforsøg på jødiske og russiske krigsfangere. De blev til sidst udslettet på en skrækkelig måde.

 

Ingen toiletpapir

Ved Dessauer Ufer lå 400 mennesker i to etagers køjer. De var kun 65 cm brede, og der lå to personer i hver. Der var opstillet et langt trug, hvor der var sat en vandledning med huller i hist og her. Her stod 20 mennesker og vaskede sig af gangen. Ved siden af trappeopgangen var der med en bræddevæg adskilt et hjørne. Herinde var en vandrende til pissoir og 5 porcelæns WC – kummer. Toiletpapir fandtes ikke.

Den blokældste var dansker. Han opførte sig meget uværdig over for folk fra andre nationer. Man skammede sig ved at være dansker, når man så, hvordan han opførte sig.

 

Straf og mishandling

Efter vask var der appel, der som regel tog to timer. Så var der uddeling af mad. Det var som regel et stykke brød med et eller andet ovenpå, måske flydende ost eller en klat margarine. En enkelt gang kunne der være et stykke såkaldt sylte. Suppen, bestod af hvidkål, rødkål eller kålrabi og vand, sommetider iblandet salt og sand.

Man udsatte sig for 50 slag, hvis man forsøgte at pjække for luftalarm. Og det var vel og mærke 2 mand, der skiftede til at slå. Ofte tvang man medfangere til at slå.

Straf og mishandlinger blev ofte udført ved aftenappellen. Der blev hovedsageligt anvendt gummiknippel eller sult. De fleste danskere mistede dog livet ved knæk og sygdom. De hyppigste sygdomme var lungebetændelse og dysenteri. Det krævede en stor selvopholdelsesdrift for at overleve.

 

Døde mennesker med hjem

Mange arbejdede i Renia Harburg. Det var et raffinaderi, der også ofte blev bombet. Når der var luftalarm, blev fangerne jaget ud i en nærliggende skov eller i en bunkers. Var man ikke hurtig nok, blev man skudt. Næsten hver dag havde man døde mennesker med hjem fra arbejde.

 

Syge og døende i godsvogne

Opholdet i Dessauer Ufer var lidt af en prøvelse. Røde Kors vidste åbenbart ikke, hvor danskerne var blevet af, for der kom ingen pakker. Det kunne også være, at tyskerne tilbageholdt pakkerne. De fleste havde diarré. Og fangernes skræk var fedt svineflæsk. Kiks var det bedste. Cigaretter var næsten en betingelse for at overleve. Først den 24. februar begyndte Røde Kors – pakkerne at komme, men da var det for sent for tre af kammeraterne fra Tinglev.

De danske fangere var afmagrende og forhutlede, grå og furet. De var snavsede og fulde af lus. Mange var hærget af dysenteri, lungebetændelse, tuberkulose, bylder og sår.

Et par af de danske fangere blev sat til at køre syge og døende til jernbanestationen, hvor de blev fyldt i kreaturvogne. Indtrykket var, at de skulle dø i disse vogne. Det var et meget ubehageligt arbejde.

 

På vej hjem i hvide busser

Den 11. april blev Tinglev – gruppen hentet med talrige andre af de hvide busser. De engelske flyvere var over hovedet, og egentlig var englænderne kun 20 km fra lejren, da den blev rømmet. Busserne kørte til Fridrichsruhe. På vej dertil måtte man flere gange ud af busserne og søge flyverskjul i vejgrøfterne. Overnatning måtte ske i skoven. Turen videre nordpå foregik af små veje af hensyn til beskydning af fly. Der var ingen vagtpersonale. De kørte i en bus bag de hvide busser.

I Kruså var der mange pårørende til KZ – fangerne for at tage imod. Fra Kruså gik turen til Frøslevlejren. Men i begyndelsen ville man ikke lukke KZ – fangerne ind. Måske var det fordi de var meget beskidte og havde lus. Den 26. april blev fangerne kørt videre til Korsør, hvor de blev vasket og fik rent tøj. Fra Korsør gik turen videre med tog til København.

 

Til Sverige

Gennem de københavnske forstæder gik det ganske langsomt, og mange valgte at stå af. En masse københavner havde valgt at hilse på. For de fleste gik turen videre til Malmø. Her fik man igen nyt tøj og blev anbragt ved sommerhusområdet ved Söderås

Den 14. maj 1945 gik turen atter retur til København. Mange fortsatte i bevogtningsarbejdet langs grænsen.

Lidelserne var ikke over, da de var kommet hjem. Mange var mærket på liv og sjæl. Andre måtte kæmpe mod tuberkulose og andre epidemier.

 

Kilde: Se

• Litteratur Besættelsestiden A – L
• Litteratur Besættelsestiden M – Å
• Modstandsgruppen på Tinglevegnen 1943 – 1945

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB – Dengang indeholder ca. 118 artikler fra Besættelsestiden herunder blandt andet:

• En Frihedskæmper fra Tønder
• Dødsdømte fra Tønder
• Det mystiske mord ved grænsen
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Modstand i Sønderjylland
• Opgøret efter 1945
• Sheriffen fra Tinglev
• Modstandsbevægelsen i Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Bov Kommune – under Besættelsen
• Dramaet ved Viadukten
• Frøslevlejren
• Faarhuslejren
• Mord i Padborg 1945 (1 – 4)
• Sandheden om de hvide busser
• To skæbner i Kiskelund
• Højer 1935 – 1945
• Bombeangreb mod Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder
• Tønder – under Besættelsen
• Tønder – efter krigen
• Tønder – Maj 1945
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Harreslev – dengang
• KZ – lejr Ladelund 
• og mange flere