Aabenraa har en smuk natur og smukke piger. Gågaden var hyggelig og vi havde et godt kammeratskab os ansatte i butikkerne. I Bo Bojesens Boghandel havde vi det som en stor familie. Som HK – formand var man udsat i Aabenraa´ s natteliv. Medierne i Aabenraa var meget påvirkelige. Og så var der en, der mente, at man ikke både kunne sidde i Initiativ-udvalget og være HK – formand. En chefredaktør ville have fjernet en linje i et indlæg. Og som HK – formand kunne man ikke lave en avis, mente en journalist. 

• Du er godt klar over, at du har lejet et møbleret værelse.

Sådan var ordene, da jeg ankom på Haderslevvej 60 i Aabenraa. Jeg ankom sammen med min gamle lagekammerat fra Tønder, Per Keller i en DSB – lastbil.

 

På Haderslevvej

Jeg havde lejet et værelse på 1. sal i en ældre villa hos et ældre ægtepar. Lige ved siden af lå parrets sovekammer, og et andet værelse var lejet ud til en ung mand. Vi havde fælles the – køkken. Af møblering kan jeg huske kurvebord og kurvestole. De var meget flinke hos arkitekt Nielsen. Men det var lidt underligt at bo der, for ubevidst tog man hele tiden hensyn.

Høj musik og pigebesøg var hvis ikke særlig velset. Mange år senere skulle jeg få en del med ægteparrets søn at gøre, da vi byggede nyt HK – hus.

 

Er dette livet – så frygt ej døden

Jeg havde fået arbejde i Bo Bojesens Boghandel i Ramsherred. For blot en uge før havde jeg afsluttet min glorværdige militære løbebane hos telegraftropperne på Langelandsgades Kasserne i Århus.

• Er dette livet så frygt ej døden

Ja sådan stod der ude på det kombinerede toilet og brusebad på kasernen Efter dette burde man være hærdet til, at tage imod udfordringen i Aabenraa.De første mange weekends tog man hjem til mor med vasketøj. Senere ringede min mor til mig:

• Uwe, det er godt gjort, at man skal se hvordan du ser ud i avisen. Du har ikke engang tid til at besøge din gamle mor mere.

 

Jeg skulle have holdt min kæft

Det var ikke mange man kendte i Aabenraa. Men det skulle senere ændre sig. Byen havde en skøn natur, smukke piger og mange forlystelser. Nej, det bliver ikke en udlevering af de pigebekendtskaber, jeg havde. Dette er en sober hjemmeside.

Egentlig kunne artiklen havde heddet Glade minder fra Aabenraa. Men det var lidt malurt i bægeret. Det var måske delvist min egen skyld. Jeg kunne bare have holdt kæft.

 

7 steder i Aabenraa

Foruden Haderslevvej, boede jeg i de 15 år på Tøndervej, Nybro, Storegade, Barkmøllegade, Jernbanegade og Frueløkke.

Jonna, bagerjomfruen som jeg skulle vække hver anden søndag morgen, når hun havde været ude at ture i Tønder fra de glade dage i Arnolds Bageri, var flyttet til Aabenraa. Hende og hendes mand skaffede mig værelset på Tøndervej. Og gode venner fra Rødekro skaffede mig ind på Nybro.

Tiden i Barkmøllegade var sjov. Det var Peter Moldt´s ejendom. Han var snedker og bedemand, og en person med meget humor. Vi har fået mange bajere sammen. På taget kunne man tage solbad. En sommer mistede Peter fuldstændig koncentrationen. Jeg havde besøg af en norsk veninde. Vi sad alle tre op på taget og fortalte historier i timevis, sikkert til stor fornøjelse for alle naboer.

Peter´ s kone, Hanne etablerede en børnetøjsbutik på Haderslevvej. Jeg hjalp med skilte og dekoration. For nogle år siden mødte jeg hende i Rens. Da spillede hun i Tinglev Brandværnsorkester.

Også på Tøndervej var det specielt sjov. Jeg boede hos indehaveren af Centrum Vinduer. Der boede også husets søn. Nogen gange gik det ret vildt for sig. Og de kiggede også da jeg pludselig rejste en walkie – antenne ude i haven. Ledningen skulle gå gennem deres stue og så ned i kælderen, men også det klarede de også i stiv arm. Min gode ven, advokat Melchiorsen stod og dirigerede.

 

Til fodbold i Aabenraa

Sammen med mine gode venner Thorbjørn og Flemming gik vi til fodbold på Aabenraa Stadion. I 2. division gik det godt, og hvor har vi råbt og skreget.

Jeg var med til at starte Aabenraa og Omegns Walkieklub. Mit kaldenavn var Alfa Fox 54 når jeg talte med lokale. Når jeg talte med Guldkysten, Jugoslavien og Frankrig hed jeg Radio Fox. Beboere i nærheden mente, at jeg pludselig deltog direkte i Radio Syd. De kunne pludselig høre mig midt under gudstjenesten,
da jeg brusede frem i radien.

 

Direkte i radio Syd

Og sidstnævnte har jeg også prøvet. I 45 minutter talte jeg direkte om teknologi sammen med en af Radio Syd ´s gæve journalister. Jeg var formand for sådan noget fornemt som ASL´s (Arbejdernes Sønderjyske Landsorganisation) Teknologiudvalg. I den forbindelse var det en stor oplevelse, at besøge Danfoss.

 

En stor familie

Min arbejdsplads var fantastik. Kock og hans kone behandlede os som vi var i familie. Vi blev også mange gange inviteret hjem privat.

Når varerne til katalogerne kom hjem, ja så fyldte det faktisk ret meget i butikken. Så skulle det slæbes ind af en sidedør, hvor der var en smal gang med en trappe op til de andre etager.

Da jeg var ankommet blev butikken udvidet til det tre – eller fire dobbelte. Vi havde overtaget Hotel Royal s køkken og nogle af værelserne på første sal. Jo klokken var der endnu, men der kom ingen søde tjenestepiger, når man forsøgte at ringe.

Den gang var der ikke noget, der hed stregkoder. Alle varer skulle mærkes. Og når de var det, blev varerne i første omgang placeret på trappen.

Når det ikke var plads, ja men så skulle varerne slæbes op på lageret – oppe på 2. sal.

Da jeg startede, var lageret fuld af gamle efterladenskaber. Gamle kassebøger, kardusark, regnskabspapir og karton. Jeg fik renset ud i det, og det er sikkert mange børnehaver i Aabenraa og omegn, der blev glade for alt det papir og karton, de fik foræret af os.

Oppe på løftet fra Ramsherred 28 var der en dejlig udsigt ned til havnen.

 

Snaps og honningkager

Vi havde nogle pragtfulde kunder. Og det meste foregik på synnejysk. Til nytår kom malermester Clausen med en flaske snaps. Og fru bankdirektør Rudolph kom med en dejlig honningkage til jul. På Nørrebro har jeg et par gange haft den glæde at hilse på Hr. og fru Clausen samt deres dejlige datter, Gitte.

Regnemaskiner og computere

Det var også den tid, hvor de første små regnemaskiner kom frem. Leopard 8 M var en af de første. Den kostede 799,- kr. Kl. 9 en lørdag blev den leveret. Den var solgt inden middag.

Så kom de såkaldte Dantron maskiner med røde tal, efterfulgt af Kovack, der havde store grønne tal.

De første computere dukkede frem. ZX – 80 og ZX – 81 med 1 kb Ram. Hold da op.

Jeg lånte en med hjem, og lavede et simpelt program med Basic – Spaghetti programmering. Ikke et øje var tørt. Men nu kom Spectrum 16 k og Spectrum 48 k og så i farver. Almindelige kassettebåndoptagere fungerede som en slags harddisk.

 

To kreative kunder

Jeg lavede en lille computerklub, som kunderne var begejstret for. To af disse kunder var Carsten Worsøe og Steen Sødergreen. To meget aktive unge mennesker. De lavede simpelthen en sløjfe af programmer som en slags demo. Jeg lavede en computerudstilling i vinduerne på halmballer meddemoprogrammet. Sådan noget havde man ikke set i Aabenraa før. Udstillingen blev også vist på TV – syd.

Steen Sødergreen og jeg havde mange politiske diskussioner. Han var konservativ, det var jeg bestemt ikke. Men han var meget kreativ og snakkede om at lave en piratradio med en sendemast på Galgebakken. Og han gjorde det faktisk, med lovlige midler. Han oprettede Radio Mojn, som i dag er udbredt over hele Sønderjylland. Den eksisterer hvis ikke mere.

Og Carsten Worsøe, der dengang var rødhåret blev senere medarbejder på Danmarks Radio og senere i Ålborg. Hvad Carsten laver nu, ved jeg ikke.

Nye computere dukkede frem Vic 20, Commodore 64 og Amstrad. Ja vi solgte sågar anlæg til læger og kontorer, bestående af Commodore 64, diskettestation Commodore 1541 og matrixprintere. Det var virkelig sjovt.

 

Spritprøven på Royal

Når en lærling var ved at være færdig skulle han bestå spritprøven. Den forgik på byens værtshuse. Vi startede inde hos naboen Hotel Royal. Jeg bestemte, hvor mange bajere, de skulle drikke inden jeg kunne acceptere, at de var udlært.

En af disse lærlinge var Jens Viltoft, hvis far og mor havde Folkehjem. Jens har hvis nok købt Stakladen i Aarhus. Også Jens´s lillebror startede sin karriere i Bo Bojesens Boghandel. Og så var det Finn Møller, hvis far havde boghandel i Nordborg. Ham måtte jeg støtte hjem til 4. maj kollegiet. Men det var nok fordi,
at vi lige skulle forbi Spar To i Vestergade. Her kom vi en overgang meget. Store skærme med videomusik blev vist her. Resultatet af den teknologiske udvikling havde indfundet sig i Aabenraa.

Jo, det var mange lærlinge, jeg med glæde vil huske. Tommy har i dag sin egen boghandel i Rødekro.  Den eksisterer hvis heller ikke mere.

 

Sønderjylland – i hovedet

Jeg har præsteret et par gange, at vaske gågade, fordi dronningen kiggede forbi. Ja en dag var jeg lige ved at være skyld i, at en anden dronning fik Sønderjylland i hovedet. Jo, det var et antikt kort, der skulle op at hænge, som drattede ned. Fem minutter efter kom Dronning Ingrid med følge ind i butikken.
Man plejede ellers at varsle, når hun kom. Det var hendes chauffør, der kom ind i butikken, og fortalte, at hun kom dagen efter. Fru Kock plejede at servere kaffe for ham.

 

Gågaden – fuld af lort

Gågaden var fuld af ”lort” m.m., når ringrider – hestene havde været igennem. En dejlig duft bredte sig. Det var den energiske Peter Jessen, der stod for dette.
Han fik også de talrige fotos, jeg i tidens løb har taget af alle orkestre m.m.

Det var ikke så meget ”lort”, når Aabenraa Skyttelav marcherede igennem gaden. Dem vender vi tilbage til i en anden artikel.

 

De gamle samles

Det har været mange dejlige kollegaer hos Bo Bojesens Boghandel, som jeg mindes med glæde. En stor del af disse var forsamlet til en trist begivenhed, nemlig Fru Kochs begravelse. Hun døde alt for tidligt. Bagefter samledes vi på Hotel Royal – os gamle.

 

De mange forlystelser

Der var jo også Astoria. Svanen og Koks og Kul, som vi kaldte Sommerlyst på et tidspunkt. På et tidspunkt blev der også lavet et andet sted nede ved havnen med et eksotisk havn. Vedkommende, der ejede stedet, der var håndværker, havde også overtaget Postkroen. Og det var vel nok mit stamværtshus. Her har jag både skrålet, drukket og kysset. En fantastik oplevelse var her, at opleve Neander Jazzband.

Jeg husker ikke mere, hvad håndværkeren hed. Et par gange var jeg også med hjemme i privaten og fejre et par fester.

Havbunden var et specielt sted. Her fik man udleveret en sangbog, og så lagde Skipper Thorvald ellers for. Men han nøjedes ikke med det. Havde man fået smag for noget sødt, så kunne man være ganske forvisset om, at alle gæster skulle vide, hvem man ”havde bestemt sig for” Fra mikrofonen fortalte Thorvald
glædeligt, hvad der foregik på dansegulvet. Og hvem man nu var sammen med.  Der er lavet en speciel artikel om ham.

 

Forhandlinger under byjubilæum

Da byen på et tidspunkt fejrede jubilæum, var det også Thorvald, der underholdt. Jeg var blevet formand for HK og der havde været nogle kontroverser mellem HK og arbejdsgiverne. Midt under det hele møder jeg så formanden for Arbejdsgiverforeningen, Erik Skifter Andersen. Og det blev sandelig kommenteret højlydt af Thorvald.

Jeg havde nu ingen problemer med nogen af arbejdsgiverne. Og Erik Skifter Andersen og mig fik da et par bajere sammen. Jeg kan dog ikke huske, hvem der betalte dem. Og Thorvald, ja han kommenterede så rigelig vores samtale fra mikrofonen.

 

Den vilde fødselsdag

Da jeg fyldte 30 år havde jeg besøg af Aabenraa Dame Boldklub. Det var den aften vi bankede Sovjet med 3 – 1. Søde Trille fra Odense var dukket op, og startede dagen med at spille på sin guitar inde i en baggård. Det var desværre ikke i den baggård, hvor jeg boede. så det var flere beboere, der mærkede
at jeg havde fødselsdag.

Det blev en ret fugtig dag og støjende. Der indløb da også klage fra naboen. Nogle af gæsterne kørte Indkøbsvogns – ræs fra Rådhuset ned til bus – stationen.

En ung mand bliver formand

Jeg havde siddet i bestyrelsen i HK et års tid, da man foreslog mig som formand. Jeg skulle afløse Uwe Nannsen, der var blevet borgmester i Gråsten. En del arbejde for HK – ungdom og et par foredrag var der blevet til, inden jeg fik formandshvervet.

Det var også interessant, men det var kun en fritidsbeskæftigelse. Man skulle deltage i et væld af møder. Og når nogen ville se giraffen skulle man sige ja.

Afdelingssekretær Werner Thomsen udtalte til pressen:

• Fornyelse skal komme fra ungdommen. Personlig er jeg ikke i tvivl om, at vi i Uwe Brodersens tilfælde har en fordel med så ung en formand. Uwe har mange års erfaring bag sig i det faglige arbejde. Han har under forhandlinger bevist, at han kan beskue tingene både fra medlemmerne og fra arbejdsgivernes side. Det er en stor fordel på formandsposten.

 

Murerarbejde bliver aldrig min hobby

Da jeg havde lagt grundstenen til vores flotte hus udtalte bygmester Thomas Lorentzen:

• Man kan godt se, at det ikke ligefrem er murerarbejde, der er din fritidshobby derhjemme.

Jeg havde godt nok fået instrukser af min far, der var professionel. Men jeg nåede da at få sagt følgende:

• Jeg vil håbe at denne bygning i mange år vil danne rammen om en aktiv virksomhed til gavn for HK´s medlemmer. At medlemmerne selv må blive glad for huset, at medlemmerne vil blive glad for huset, og at det vil glæde befolkningen som et arkitekttonisk smukt indslag i bybilledet.

Ak ja, det varede ikke så længe, det flottehus fik en trist skæbne. Det vender vi tilbage til.

 

Kampen om rødbøgen

Snart bredte det rygte sig, at vi ville fælde en gammel rødbøg ved siden af det nye hus. Rygterne var anført af seminarielektor Agnete Bisgaard. Jeg måtte flere gange i pressen og dementere de falske rygter. Rødbøgen passede fint ind i Arkitekt Niels Aage Nielsens flotte hus.

 

De gik bag min ryg

Jeg havde et fint samarbejde med de fleste ansatte og afdelingssekretæren. Da vi havde den såkaldte Rødding – konflikt, der gik ud på, at der skulle større åbenhed i HK, oplevede jeg, at enkelte bestyrelsesmedlemmer og afdelingsansatte gik bag min ryg. Det var ikke sjovt.

Samtidig blev jeg indlagt i på Sønderborg Sygehus og kunne læse i JydskeVestkysten, at jeg ikke ville udtale mig. Jeg kunne i bogstaveligt forstand ikke. I tre uger kunne jeg ikke tale.

Jeg fik sat den pågældende journalist på plads.

 

Ville ikke have besøg af SF’er

Rødding – konflikten handlede også om, at HK ville støtte Socialdemokratiet med 5 % af kontingentet. I Aabenraa havde vi aldrig støttet denne ordning. Tværtimod havde vi gennem vores Erfa – samarbejde advaret mod denne udvikling. Jeg udtalte, da stemmen var tilbage, at HK – medlemmer var intelligente
nok til selv at kunne vælge, hvem de ville stemme på. Situationen udviklede sig efterhånden absurd. Således truede medlemmer med at melde sig ud, fordi jeg havde inviteret SF’eren Inger Harms til et teknologimøde.

Til en af de talrige debatmøder, som jeg deltog i, mødte jeg en ung, temperamentsfuld og smuk pige, en VU’ er. Hendes navn var Eva Kjær Hansen. Det var hvis nok i Rødekro.

 

Angreb fra de borgerlige

Jeg var formand i 4 år. I den periode fik vi ansat yderligere to mand. Vi fik et nyt hus på 750 m2, efterlønsklub, ungdomsafdeling, arbejdsløshedsklub og arrangeret en masse debatmøder. FOF beskyldte os for at være for passive i teknologidebatten. Så jeg inviterede Jens Randers, der var formand for FOF til et debatmøde.

Jens Randers brugte lidt ufine metoder. Han påstod, at jeg havde to kasketter på. En som HK – formand og en som ansat i butik som solgte ”hjemmecomputere”.

Vi holdt en del møder omkring teknologi. Grænse-instituttet og de sønderjyske handelsstandsforeninger var kommet på kant med hinanden. Jeg inviterede dem til møde i det nye HK – Hus og de tog glædelig imod invitationen.

Jeg synes, det var tåbelig at kåre ”Den mest smilende ekspedient” Handelsstandsforeningen blev overbevist om, at man skulle kåre, butikken med den bedste service.

 

Den borgerlige presses forlængede arm

Og så er det med journalister, så skal vi ikke glemme Per Borgaard. På det tidspunkt var han redaktør på Jydske Tidende – Aabenraa afdelingen.

I fagbevægelsen var man utilfredse med Jydskes dækning af fagbevægelsens mærkesager. Vi havde et medieudvalg, hvor jeg også sad i. Her snakkede mine kollegaer fra de andre fagforeninger om de borgerlige avisers dårligdom.  Hvad har I gjort ved det? Spurgte jeg. Nu skal jeg ikke som ny og uprøvet formand komme og belære dem.

En dag tog jeg mig sammen og henvendte mig til Jydske, og spurgte efter redaktøren. Og derinde sad så en te-drikkende og piberygende person., med benene på bordet.

• Goddag Uwe, hvad kan jeg gøre for dig?
• 
  Han kendte mig åbenbart, denne redaktør. Jeg fortalte, at fagbevægelsen var utilfreds med ham. Og Per svarede, at han ikke ville gengive floskler,
  fagbevægelsen ikke kunne svare på. Og i øvrigt så er jeg medlem af Socialdemokratiet i Bov Kommune. Sagde Per.

Det udviklede sig til et varmt venskab, som består den dag i dag. Massevis af artikler har Per og hans kollegaer bragt i Jydske og senere Jydske/Vestkysten som jeg har været involveret i. Jeg gik aldrig forgæves.

Og fagbevægelsen i Aabenraa, hvordan reagerede de?

• Du er den borgerlige presses forlængede arm.

 

Dejlige mennesker

Ja sådan lød dommen fra den øvrige fagbevægelse. Men jeg tror nu nok at de var lidt misundelige. Jeg brugte faktisk en stor del af min tid som formand for HK i pressearbejde med informationer, kronikker og artikler. Jeg syntes, at det var vigtigt at kommunikere på linje med medlemmerne i stedet for at tale ned.

Og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at bygningerne skulle fungere som folkeskole. Jeg har hørt, at en 10. klasse skulle undervises i lokalerne. 60 elever dukkede op til lokaler uden møbler den 12. august 2008. Møblerne kom først efter klokken 18.

Dengang var der virkelig liv i lokalerne hele tiden. I kælderen havde vi det vi kaldte EDB – undervisning, og i de andre lokaler huserede de forskellige udvalg.

Nu er afdelingen flyttet til Rødekro, og man har en formand fra Horsens. Længe leve rationaliseringen.

Jeg vil savne de gæve journalister som Heydenreich og kollegaen Tommy fra Vestkysten. Og fotografen Ernst Winkelmann og den underskønne fotograf frøken Borrgaard, der dog ikke er i familie med Per.

Da vi flyttede til Padborg så vi meget til Per og Grethe – to virkelige dejlige mennesker. Kommer I forbi Hærvejens Købmand i Gejlå kan I se noget af det som Per og Grethe har opbygget. Nu er det datteren, der fører det videre. Og Per blev indblandet i valgkampen i Bov, på et tidspunkt. Vi havde brugt ham i Kultur Paraplyen. Der talte han om, at Istedløven skulle flyttes til Bov. Det brugte borgmesteren så i valgkampen. Per stod også bag artiklen Tønders Hemmelige agent på Nørrebro. Hele to sider om denne web – side.

 

Chefredaktøren ringede

Jeg skrev også dengang en kronik, der hed Vi skal turde bruge medierne. Da beskrev jeg også fænomenet med journalisternes rige onkel. Den havde man nu svært at sluge på Jydske Tidende. Man ville kun bringe den, hvis en linje blev slettet. Og det var selve chefredaktøren der ringede til mig op i boghandelen. Jeg havde hørt historien fra en journalist fra Sønderborg. Det var vel rimeligt, at når man talte om at visse dele af fagbevægelsen havde en rig onkel, jamen så skulle offentligheden også vide, at journalister havde en sådan.

At artiklen blev bragt med den famøse linje i Vestkysten glemte jeg at fortælle Jydskes chefredaktør.

 

En uhyre sjælden gæst

Engang kom jeg til at ringe til fotograf Ernst og fortalte, at der boede en sjælden fugl i min opgang. Ernst lånte Fugle i Farver oppe i Bo Bojesens Boghandel. Vi
var begge enige om, at min fugl var sjælden. Men ak og ve ornitologer kunne efterfølgende fortælle avisens læsere, at fuglen var en husrødstjært aldeles ikke var sjælden – i hvert fald ikke i Aabenraa. Overskriften i Jydske Tidende var dengang: Uhyre sjælden gæst

• Mon ikke snart Aabenraa – egnen kunne reklamere med sine zoologiske sjældenheder? Først en lille præstekrave på Sønderstrand, så hvidhvalen Valborg ved Genner, parykbukken i Søst Skov og nu husrødstjærten.

 

Aktiv i Initiativ-udvalget

Jeg var også en del år medlem af Initiativ-udvalget, som var en afdeling af handelsforeningen i Aabenraa. Vi skulle sørge for aktiviteterne i Gågaden. Pludselig under vores indtagelse af den traditionelle biksemad på Viking rejste uddeleren fra Kvickly, Døssing sig. Han mente ikke, at det kunne være rigtig, at der sad
en HK – formand i Initiativ-udvalget i Aabenraa. Han var rigtig sur og gal.

Bagefter gik jeg hen til ham og spurgte, hvad problemet var. Det viste sig, at det ikke var min person, der var problemet. Det var blot princippet. Personlig har jeg aldrig haft noget imod Døssing.

For et års tid siden var jeg så heldig at møde hans datter i butikken på Nørrebro, og sendte i den anledning en hilsen til ham. Omkring juletid ville man have udvidet åbningstiden væsentlig. Det gik jeg selvfølgelig imod, og det var man sure over i Initiativ-udvalget.

 

Da Joan blev likvideret

Jeg var med til mange sjove ting i Initiativ-udvalget. Vi arrangerede musik med familien Vagn Hansen. Året efter var det med sønnen Kris i Neander Jazz Band. Et par af mine goder venner i Mads og Åkes Crazy Cabaret optrådte og savede Joan Vagn Hansen halv over. Det var en urolig opmærksomhed, dette
arrangement vakte. Jeg ringede til Jydske.

• Send en fotograf. Røde Kors formanden bliver savet over.

Nu har de indimellem været sjove hos den avis, for de svarede:

• Skal vi af sikkerhedsmæssige grunde også komme med en ambulance

Og det sjove fortsatte, dagen efter. Under billedet af en lidende Joan kunne man læse:

• Formanden For Røde Kors afd. Joan Vagn Hansen blev på åben gade likvideret dvs. Skåret midt over med en motorsav. Det var Initiativ-udvalgets tak for godt samarbejde i ugen i anledning af gågadens fødselsdag sammen med Røde Kors ugen. Overskærerne var medlemmer af Mads og Åkes Cabarette. Overskæringen forløb åbenbart skævt, for bagefter så man Joan og Mads danse brudevals. Fra pålidelig kilde oplyses, at Joan Vagn Hansen har det godt.

 

Lucky Luke var sur

Og så arrangerede jeg Søs og Country musik fra Genner. De kaldte sig Kun for Sjov.

Lidt mere dødsygt var arrangementerne med Jan & René og Lucky Luke. De første var højrøvede og Lucky Luke, der skulle være sjov, kom for sent og var meget sur. Jeg klagede til forlaget, der havde anbefalet. Han blev hvis nok fyret.

Og da jeg lavede en avis for Initiativ-udvalget, henvendte en ældre journalist fra Jydske sig til mig. Som fagforeningsformand burde du nok ikke have gjort dette.

Vi arrangerede grillstegt humørgris, nej det var ikke Aabk´s maskot – gris Øffelia. Der var kæmpeskak, murstenskunst, Sønderborg – garden, Kirsten og
Hans Chr., kørsel med fjernstyrede biler og meget mere.

 

Konservativ Ungdom på HK – husets tag

En nat, hvor jeg havde kvindeligt besøg, tændte jeg min politi – scanner. Der var meldt om indbrud i HK – Huset. Jeg spidsede øre, og ville vandre over til huset. Men min veninde holdt mig tilbage. Det var nogle unge mennesker, der klatrede rundt på HK – Huset. Og i scanneren blev der nævnt navne. Jeg var
ikke i tvivl. Det var Konservativ Ungdom.

Næste dag bad jeg afdelingssekretæren i HK, Werner Thomsen om, at henvende sig til Politiet. Han ringede retur, og sagde, at det ikke stod noget i døgnrapporten om episoden. Det undrede mig. Jeg bad ham om at nævne, at en nabo havde henvendt sig til os. Politiet forklarede nølende, hvad der var sket.

En time efter ringede en kendt person fra byen, og spurgte om jeg ville gå til pressen. Hans søn havde været involveret. Det kunne kun være vagthavende hos politiet, der kunne have informeret ham.

• Nej, sagde jeg til ham Du kan meddele at hvis Konservativ Ungdom ønsker en rundvisning i HK – Huset så stiller jeg mig gerne til rådighed. Jeg synes da bare ikke, de skal gå ind gennem taget.

Et stykke tid efter fik jeg en henvendelse fra Konservativ Ungdom. De sendte et foto, hvor man kunne se et stort banner på vores HK – Hus, hvor der stod Kina – restaurant. Fotoet tog vi med i vores velkomstbrochure, samt udleverede det under en pressekonference.

 

Inger Harms på låret

Da vi indviede vores hus, valgte vi at holde en offentlig reception. Fra Rådhuset gik vi gennem gågaden til vores hus. Brandværnsorkesteret gik i spidsen. Der var virkelige mange mennesker med til indvielsen. Frands Gregersen kiggede misundelig, da Inger Harms sad på mit lår.

Sammen med Benny Olsen fra afdelingen havde jeg lavet en pjece og fotograferet vores nye hus indefra. Denne pjece, der viste vores nye hus, havde vi sendt ud til alle medlemmer. Her var også det billede, som de unge konservative havde taget den nat, de klatrede rundt på huset.

 

Flensborg Avis på jagt

Vi havde på en aktion set, at Merkur var til salg. Vi holdt det hemmeligt, fordi Forbundet ikke skulle få den ide, at købe skulpturen. Den ville passe fint ind i
vores nye hus. På en eller anden måde havde Flensborg Avis fundet ud af dette. Det lavede de en stor historie ud af. Den gik på, at vi ruttede med medlemmernes penge. Ak ja, det havde sikkert været agurketid. Skulpturen som vi erhvervede før Forbundet, kostede 7.000 kr.

 

Trusler i Aabenraa

Men som offentlig person var det slut med at gå i byen i Aabenraa. Adskillige gange blev man lovet tærsk, og adskillige gange var der optræk til ballade. Disse trusler fortsatte, efter at jeg var fratrådt som HK – Formand.

I nogle af butikkerne sprang man kunderne over. Man ville først ekspedere HK – formanden. Det brød jeg mig ikke om.

 

”Hov” – Han er jo ikke medlem

Jeg kunne godt lide Steen Valentin Petersen fra DsU. Han var virkelig engageret og havde bedre visioner end hans ældre kollegaer i Socialdemokratiet. Jeg holdt en del arrangementer sammen med dem, og holdt også et par valgtaler.

En 1. maj tale i Løjt Feriecenter samt en på Folkehjem, blev det også til. Men midt under den på Folkehjem fandt Poul Quist Jørgensen, Dycke Hoff og Lis Greibe ud af, at jeg ikke var medlem af partiet. Det var en katastrofe

Senere fik jeg tilbudt om at melde mig ind i partiet. Man ville opstille mig til byrådsvalget på en sikker plads.

 

Egner mig ikke til partipolitik

Men jeg tror ikke, at jeg egner mig til partipolitik. Jeg kom op at skændes med Camma Larsen Leddet omkring socialdemokratiets manglende ”teknologi – politik”. Det skete i forbindelse med, at Aabenraa skulle være med i et forsøgsprojekt omkring teknologi. Jeg nåede aldrig at blive enige med hende. Men hun
fik da et chok, da min kone Hanne præsenterede hende for mig. De havde det fint sammen.

I forbindelse med teknologi – forsøget lærte jeg at sætte stor pris på bibliotekar Ib Madsen. Han anbefalede at jeg startede et aftenskoleprojekt omkring dette emne. Sammen med Ib arrangerede jeg flere møde i HK – Huset.

 

Dårlige arbejdsbetingelser

Vores store aktivitet i HK afstedkom min tilstedeværelse mange steder. Bestyrelsen ville ikke gå med til at bevillige flere penge til formandsposten, så det var
kun en ting. Det var at gå af. Jeg kunne ikke få bedre arbejdsbetingelser. Man mente, at formandsposten var et tillidshverv, og at det var naturligt, at jeg ofrede hele min fritid og til dels min arbejdstid på hvervet.

Med andre ord, alle mine fridage var inddraget til HK – arbejde. Jeg beundrede min chef, boghandler Koch for aldrig at brokke sig, over alt det, jeg blev nødt til at lave i min arbejdstid både for Initiativ-udvalget og for HK. På en eller anden måde lykkedes det dog mine efterfølgere at få bedre betingelser. Avisen skrev dengang:

• Det var stor anerkendelse for hans indsats. Han har i høj grad engageret sig i arbejdet og han har formået at markere Aabenraa – afdelingen som en åben og udadvendt afdeling. Han har også forstået at få HK´s synspunkter ført frem i en større kreds.

Men den store aktivitet i HK – Huset skyldes også en kæmpe indsats af medarbejderne Flemming, Hans Christian, Helle, Benny og Werner. Sidstnævnte døde desværre alt for tidligt.

Hans Christian så jeg forleden optræde i Talent 2008. Han har ikke forandret sig meget siden dengang.

 

Mange gøremål

Man skulle selv lave kopier af sine egne beretninger til generalforsamlingerne, og heller ikke dengang kunne jeg finde ud af, at fatte mig i korthed. Til gengæld blev beretningerne altid bragt i de lokale medier. Ja vi fik da også omtale i de større medier, LO – Bladet m.m.

Jeg var med til at udforme annoncer og lave praktiske gøremål i forbindelse med arrangementer med Sebastian og Troels Kløvedal.

Efter Sebastian – koncerten i Sønderjyllandshallen var Frands Gregersen sur på mig, fordi jeg kom og drak bajere i pausen. Frands var bestyrer af Sønderjyllandshallen i mange år. Men jeg havde desværre også et job som vært for arrangementet.

Da Troels Kløvedal var på besøg, var vores ældste søn Thomas med. Efter foredraget fik jeg en bajer eller to sammen med Troels. Det var en oplevelse for Thomas. Hans mor havde nemlig boet i kollektiv med Troels i Mao´ s Lyst. Så det fik de snakket lidt om.

Som formand havde jeg kontakt med de forskellige udvalg og udarbejdede presseinfo for dem. Jeg husker også et møde, jeg var med til at arrangere. Det var med tidligere kriminalassistent Tove Nielsen og handlede om vold i hjemmet. Det var en rystende oplevelse.

 

Godt samarbejde med arbejdsgiverne

Trods genvordigheder havde vi et udmærket samarbejde med handelstandsforeningen og den lokale arbejdsgiverforening. Desværre nåede jeg ikke at oprette et tværfagligt butiksudvalg. Jeg synes mange af de butiksansatte var for passive. Denne sektion ville jeg gerne have forstærket.

 

Gågaden – et dejligt sted

Gågaden var et fantastisk sted. Os ansatte omkring boghandelen og så de ansatte i de andre virksomheder i nærheden havde et godt sammenhold. Vi mødtes i pauserne og havde det meget skægt. De var de skønne piger fra frisørsalonen, Femina. Og så var det Ulla og hendes søster over fra Bager Petersen, hvor der også var et lille konditori. De præsterede flere gange at putte sukker i mine pomfritter.

På den daglige tur kom jeg ofte i snak med skohandler Freddy Christiansen og Købmand Willy Schmidt. De var også med i Initiativ-udvalget. Nogle gange gik turen ned til Britta Feldt, der var formand for foreningen. Hun havde et parfumeri og havde et heftigt temperament. Det brugte hun blandt andet, da Frands
Gregersen ikke kunne overholde deadline til vores avis.

 

Royal

Inde på Royal som var mit spisested i mange år, var der også skønne piger. Der var en dejlig atmosfære, når der var musik derinde. Tønder Spillemændene, Ove Bager og de Fynske Spillemænd, Alex Campell – ja man kunne blive ved.

Jeg tjente et par middage ved at tegne et par skilte til dem. Det var en spiseseddel formet af vittighedstegninger.

 

Van Dango på Folkehjem

De danske sønderjyders mødested før Genforeningen , Folkehjem kunne også klare andet end 1. maj møder. Især et musi- arrangement husker jeg tydelig. Det var med Anne Grete og Van Dango. Hold da op, hvor det gyngede.

 

Skrivekløe – allerede dengang

Jeg forsøgte at markedsføre både butikken og HK – Aabenraa og foruden presseinfos skrev jeg på livet løs:

• Vi skal turde bruge de lokale medier
• Arbejdsløs og hvad så
• Arbejdsløs/fredløs
• Hjemmedatamater – legetøj eller hjælpemiddel
• Karius og Baktus har tandpine
• Vi skal selv styre den ny teknologi
• Fremtidsromanerne snart virkelighed
• Fagre nye mennesker
• Hvem bestemmer teknologien?
• Personregistrene 1984
• Hvorfor smiler ekspedienterne ikke?
• Hjemmecomputere kan demokratisere ”edb – teknologi” og meget mere

Og Jydske Tidende var med på den. Da nu Aabenraa var udset som prøvecenter for teknologi burde vi have en folkelig debat. Jeg lavede et oplæg med tegninger og tekst. Det kom i et stort opsat søndagstillæg.

 

Aktiviteter i butikken

Man gik aldrig forgæves til de lokale medier. Det er helt anderledes herover i København. I samarbejde med Sønderjysk Turistkreds lavede vi en udstilling i butikken med sønderjysk litteratur, keramik, fotostater, ægte Rømødragt m.m.

En specialudstilling om Nordisk litteratur lavede vi med Foreningen Norden.

I forbindelse med børnebogsugen var alle ansatte i butikken klædt ud som børnebogsfigurer. Selv var jeg Emil fra Lønneberg. Børnehaver kom op i butikken og fik saftevand og hjemmebagt kage. Og alt dette ville de lokale medier gerne skrive om.

Jeg havde skrevet en presseinfo omkring vores skolebøger i butikken oppe på 1. sal. Helt uventet dukkede der sandelig både en journalist og en fotograf op

• Lige bag ved bordet med nutidens svar på kuglerammerne, de elektroniske lommeregnere, er der en dør, der fører op til en trappe til boghandelens første sal. Man skal ikke tage sig af, at der ligger æsker med clips, stempelpuder, kassetter og andet godt og flyder på trappen. Bare fortsæt til de to rum ovenpå, hvor 6.000 skolebøger og undervisningsmaterialer er udstillet.

Ja sådan var indledningen. Vi havde uheldigvis fået en masse varer hjem, som jeg ikke nåede at få ud, inden journalisten pludselig dukkede op.

 

Hanne´ s mange aktiviteter

Min senere kone lærte jeg at kende første gang under en generalforsamling på Folkehjem. Hun stillede nogle intelligente spørgsmål til regnskabet og beretningen. Jeg kunne godt mærke, at man var irriteret på hende

Senere mødte jeg hende i vores arbejdsløshedsudvalg. Hun havde lavet en række film omkring Hærvejen til Danmarks Radio. Hun blev senere leder af BIS
– video, der lavede en del produktioner til TV – Syd. Indslaget med ”Det rene vand” omkring giftlossepladser nåede helt til Folketinget.

”Til døden os skiller” var med Kirsten Sarens og Erik Paaske og handlede om malersyndromet. Her medvirkede vores store søn, Thomas som Erik Paaskes søn. Filmen blev meget rost og opnåede flere priser. Det blev også til en andre produktioner, ofte flere på en gang, bl.a. om ordblindhed og om begrebet tillidsmand.

Der var tryk på, og jeg måtte tage fri, for at hente den mindste i børnehaven.

En film om computerprogrammet Comal 80 af Tønder – drengen Børge Christensen, blev det også til. Men her var TV – Syd ikke tilfreds med underlægningsmusikken. Det var ”Det haver så nyeligt regnet” spillet på keyboard af (?) Mikkelsen fra Aabenraa.

 

Gift i hemmelighed

Hanne og jeg blev gift i al hemmelighed af borgmester Jens Terp Nielsen. Grunden til, at det skulle holdes hemmelig var, at vi begge to var offentlige personer. Jeg – som HK – formand m.m. og Hanne som filmproducent.

Egentlig ville vi gerne være blevet gift af vores nabo, som var præst i en frikirke i Aabenraa. Det skulle så være sket i Nicolai – Kirken. Men her sagde man nej.
Man ville ikke anerkende ham som præst.

Præsten og hans familie var dejlige naboer oppe på Frueløkke. Rasmus legede meget med især deres søn. En dag snakkede de om, hvem der var den stærkeste i verden. Rasmus sagde selvfølgelig:

• Supermand er den stærkeste i verden.
• Nej da, svarede naboens søn. Jesus er verdens stærkeste.

Der manglede en flyttebil.

Da vi så flyttede og den ene flyttebil var fuld, ja da manglede det halve stadigvæk. Så i en fart måtte der bestilles en flyttebil mere. Og af sted gik det mod Padborg, hvor vi havde købt hus på Jernbanegade.

• Jeg kunne have nævnt et utal af personer i Aabenraa, der gjorde tilværelsen behagelig for mig, de 15 år, jeg var i byen. Skulle alle disse nævnes, ville artiklen blive til en bog. Men jeg husker hver enkelt med glæde.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

Redigeret 7.02.2022