Militære Efterretninger i Grænselandet

Den mest udokumenterede bog, som jeg har læst. Ja sådan var reaktionen fra nogle, da vores bog om Asmus Jensen udkom. Her en delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet ved grænsen. Sikkert også udokumenteret. Arkiverne er ikke tilgængelige for ”amatører” Syd på, var en frikorps-bevægelse i gang. Der var ”voldsomme kommunisturoligheder” i gang. Padborg voksede fra Klondyke til Danmarks største frihavn på land. Postmesteren opbyggede et netværk. Gendarm Malling-Jacobsen var en af dem. Der var kontakt til Dons – gruppen. Og så var det speditør Andreas Andresen. Farver Jacobsen var en vigtig person fra Aabenraa. På sejltur til Mürwick. Interesse for indhold i vognene. En meget dansksindet kæmner. Da Rottbøl familien havde kontakt. Flere af Dons gruppens medlemmer i tysk varetægt. Fleggaard videregav oplysninger. Lunding i tysk fangenskab.

 

Arne Sørensen var gået ”under jorden”. Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen. Efterretningsvæsnet blev reorganiseret. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Urolige tider og mystiske mord i Padborg. Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder. Kaos i Flensborg. Kommunister gemte sig i Det danske Mindretal. Forholdet mellem Modstandsbevægelsen og englænderne var ikke altid lige godt. Der var også gnidninger i Flensborg. Villaer i Kollund Østerskov, hvor Familien Best og ledende personer fra Mürwick havde opholdt sig, fungerede nu som hovedkvarter for efterretningsvæsnet. Overvågning af Det tyske mindretal fortsatte lang tid efter besættelsen. Vi skal også lige hilse på chefen for det hele en overgang, og den første chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, H.M. Lunding.

 

Den mest udokumenterede bog, jeg har læst

Da vi skulle udgive vores bog om Asmus Jensen, der blev myrdet et par dage efter befrielsen fandt vi mange mystiske ting i Padborg og omegn. Vi vidste godt, hvilke arkiver vi skulle i. Det lykkedes også at få nogle dokumenter, der kunne dokumentere, at vi havde ret i de fleste af vores påstande. Men mange af vidneudsagnene kom fra hovedpersonens hustru. Og dem var der mange, der ikke ville anerkende. Efterhånden blev arkiverne lukket for os. Mange af disse ting, der i det følgende bliver beskrevet, har vi allerede været inde på. Se venligst bagerst i artiklen.

Således har man skulle finde sig i bemærkninger, som:

 

• Det er den mest udokumenterede bog, jeg har læst.

 

En delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet i Sønderjylland

Heller ikke alt, hvad der står i denne artikel, kan dokumenteres. Se venligst det omfattende kildemateriale, der er brugt. Mange af konklusionerne vil være realistiske formodninger. De arkiver, der skal bruges for at dokumentere påstandene er lukket for os amatører. Der er sikkert velrenommerede historikere, der har adgang. Også de kilder, som vi har brugt har haft adgang til alt, som de gerne ville.

Men som forfatterne Ole Grøn og Michael Clemmensen selv siger i en artikel, som vi også bruger som kilde:

 

• Det er en delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet i Sønderjylland.

 

Når man beskæftiger sig med disse ting er direkte indsigt ofte begrænset. Hvis man vil søge netværket, skal man lede efter de sociale relationer. Der er ofte et sammenfald.

 

H.M. Lunding

En vigtig person i alt dette er H.M. Lunding, selv sønderjyde. Han blev i 1937 tilkommanderet den danske generalstabs efterretningssektion og blev her næstkommanderende. Han udførte under besættelsen under dæknavnet ”Bent” spionage for englænderne mod den tyske værnemagt. Han fik i 1938 til opgave at opbygge et netværk af agenter og meddelere i Tyskland. Han udbyggede nettet, så det også kom til at dække dele af Polen.

Efter 9. april tog Lunding initiativ til flere skjulte og bevæbnede grupper i Jylland. Frem til den 29. august 1943 var han ansvarshavende for P-ordningen i Jylland.

Han blev arresteret den 29. august 1943 og overført til Tyskland. Under et besøg i Stockholm gav han oplysninger til det polske gesandtskab. Men en tysk spion havde opdaget ham.

Han sad i to år i tysk fangenskab, først i gestapo-fængslet i Prinz Albrechtstrasse i Berlin. Han hørte til de prominente fanger. Uformelt havde han under et forhør hos Obersturmbannführer Heinrich Müller fået sin dødsdom. Han fandt, at Lunding ikke var særlig meddelsom, idet han trods trusler om tortur nægtede kendskab til de fremsatte anklager.

I sidste halvdel af 1944 blev Lunding overført til KZ – lejren Flossenburg i Østbayern. Han blev anbragt lige ved siden af Abwehr-chef Wilhelm Canaris. De kommunikerede via morse-banketegn. Natten til den 9. april vågnede Lunding, da Canaris blev hentet til henrettelse.

Den 16. april kom Lunding sammen med 39 prominente medfanger på en transport til KZ – lejren Dachau, hvor de blev indkvarteret i lejrens bordel, der nu var blevet nedlagt. Fire dage senere fik de besked om, at nu var der filmforvisning i et stort baderum, der var indrettet som lejrbiograf.

Men gamle Dachau – fangere kunne fortælle, at biografen for længst var nedlagt. Det omtalte baderum betød aflivning ved gas. Men et kvarter før kom der en kontraordre. Den 22. april kom gruppen igen på transport, nu mod Innsbruck. Turen fortsatte syd på mod Italien. De blev befriet af amerikanske tropper.

I 1950 blev Lunding udpeget som chef for den nyetablerede Forsvarets Efterretningstjeneste og overtog rollen som ´chef for den milirære efterretningsarbejde efter Ejnar Mygdal Nordentoft. Denne stilling havde han indtil 1963.

 

Den dansk – tyske grænse gennem mere end tredive år

I forbindelse med Unnaernes afsløring af raketanlægget på Peenemünde måtte fru Lunding tage til Tyskland for at aftale koder med Unna – familien, da hendes mand lige var blevet taget af tyskerne. De kodede breve fra Unna – familien til Lunding blev adresseret til hans sigermor – Frants Thygesens svigermor.

De informationer, der fremkommer i artiklen understreger den dansk – tyske grænses vigtige efterretningsmæssige rolle gennem disse tredive år. Dette er jo logisk, selv om det ikke er et forhold, der har været fremhævet specielt klart tidligere.

 

Ikke alle have rent mel i posen

Men da vi lavede forarbejdet til vores bog, oplevede vi mange fordomme. Måske var det fordi, vi fandt ud af at familier, som folk respekterede måske ikke havde helt mel i posen. Vi måtte således forsyne Asmus Jensens datter med et andet navn.

Og så kom der beskyldninger om, at vi for meget troede på hovepersonens hustrus’ udsagn. Man mente ikke, at de var troværdige. Hvorfor skulle de ikke være det?

 

Den første periode

Den første periode er årene 1919 til 1922. Man opfattede, at den største trussel mod landet var det daværende Sovjet Rusland. Den potentielle trussel fra Tyskland blev dog ikke ignoreret.

 

Den anden periode

Den anden periode er 1923-1930. Her blev der mere og mere klart, at politikerne krævede, at forsvaret af de jyske halvø ikke kun skulle indledes i Sønderjylland. Man var stadig opmærksom på truslen fra Sovjet.

 

Den tredje periode

Den tredje periode var 1931 – 1932, hvor truslen fra Tyskland blev understreget af den begyndende genoprustning af landet fra 1928 og den igen ustabile politiske situation. Vi kunne vel heller ikke forlange allieret støtte på grund af reduktionen af størrelsen af den britiske flåde. Man skulle koncentrere sig om udfordringen fra Japan.

Det blev afgørende at følge situationen i Nordtyskland. Man måtte supplere varsling om aktiviteterne på den anden side af grænsen. Man havde Grænsegendameriet og agenterne i Berlin og de tyske havnebyer.

Efterretningstjenesten opdaterede i begyndelsen af årtiet sine oplysninger om sovjetisk militær organisation. With blev tidligt i 1931 kommanderende general og fik hermed det samlede ansvar for at forberede landforsvaret af Danmark.

 

Den fjerde periode

Den fjerde periode 1933 – 1936, hvor truslen blev en Versailles – revision. Den indenrigspolitiske ramme for hæren blev ændret med statsminister Stauning og hans tillidsfolks samarbejde med With.

Vigtigt var også en overvågning af de nazistiske hjemmetyskere. Og endnu vigtigere var det at følge situationen syd for grænsen.

 

Den femte periode

Den femte periode er fra 1937 – 1940, hvor krigstruslen og senere angrebstruslen blev stadig mere akut. Under den nye, energiske generalstabschef Ebbe Gørtz’ ledelse ændrede forsvarsforberedelserne sig til at være realistiske og fokuserende. Der skete en udbygning og supplering af diverse netværk.

 

Den sjette periode

Den sjette periode er 1940 – 1945, hvor det generelle samarbejde mellem hæren og dansk – nationale politikere, herunder socialdemokratiet er grundigt beskrevet af Palle Roslyng i hans disputats.

 

Den afsluttende periode

Den afsluttende periode er fra 1945 til ca. 1950. Truslen blev rettet mod øst nu med udgangspunktet på den anden side af Østersøen og fra foden af den jyske halvø. Men efter denne tid blev medlemmer af det tyske mindretal stadig overvåget.

Clemmensen har været inde og kigge i Statspolitiets arkiv om politiets interne efterretningsvæsen. Grøn har talt med overlevende vidner eller deres familiemedlemmer.

I begyndelsen af maj 1920 afløste en dansk hærstyrke af regimentstyrke ”Sønderjysk Kommando, den franske og den britiske bataljon, der havde overvåget folkeafstemningerne tidligere på ret.

 

Politisk og social uro syd for grænsen

I perioden efter Christian den Tiendes tur gennem Sønderjylland i 1920 kom der flere gange meldinger om politiske og sociale uroligheder syd for den nye grænse. De lokale myndigheder og Grænsegendameriet var bange for, at urolighederne ville passere grænsen.

Udviklingen blev fulgt intens i Nordtyskland. I maj 1919 var der således indberetninger om, at sikkerhedssituationen i Flensborg og Holsten var kritisk. Man havde opsnappet en marinedagsbefaling fra Wilhelmshafen.

 

Frikorpsbevægelse i Gang, syd for grænsen

Midt i august 1920 modtog Sønderjysk Kommando en melding fra en sergent Overgaard om, at tyskerne transporterede geværer og anden soldaterudrustning til Harrislee.

Tyskerne havde opmagasineret vognladninger af krigsmateriel i en stor bygning i Harrisleegade. Efterretningsvæsnets Sektion C rapporterede, at højrenationalistiske tyskere var ved at danne frivillige korps i hele Sydslesvig. Flensborgs overborgmester fra 1899 til 1930, Todsen stod angivelig i spidsen for frikorpsbevægelsen.

Korpset skulle allerede være på 5-6.000 mand. De havde alle en militær uddannelse og havde angivelig pensionerede officerer som førere. Nogle af styrkens våben blev opbevaret i private hjem.

 

”Voldsomme kommunisturoligheder”

I begyndelsen af 1921 blev den Sønderjyske Kommando holdt i beredskab på grund af ”voldsomme kommunisturoligheder” på den anden side af grænsen. Den umiddelbare trussel mod Sønderjylland var dog kombinationen af voldsom politisk uro i Tyskland og illoyale revisionistiske hjemmetyskere.

 

Postmesteren fra Padborg

Nu skal vi hilse på en person, der fik betydning for efterretningsarbejdet hernede ved grænsen. I 1931 efter 8 år i Skærbæk blev Niels Grøn Madsen som 41 – årig forfremmet til postmester for grænse – og transitposthuset i Padborg. Han var landets yngste postmester. Hurtigt blev han medlem af sognerådet i Bov Kommune og indtog fra 1938 – 1943 posten som sognerådsformand.

Postmesterfamilien oplevede gennem faderens familie den mærkelige ustabile periode i Flensborg før Hitlers magtovertagelse i 1933.

Otto og Mogens, postmesterparrets børn legede frit med tyske børn over grænsen. De lærte hurtigt at tale indfødt tysk. Otto husker fra et besøg formentlig fra 1932 under et besøg hos onkel Nicolai og tante Titte et sammenstød med skyderi mellem et demonstrationstog af kommunistiske arbejdere fra værftet og et af nationalsocialister. Det skete nederst i Harisleegaden lige neden for onklen og tantens vindue.

 

Padborg – fra Klondyke til Frihavn

Padborg blev efter 1920 et Klondyke som udviklede sig omkring dette centrale transitpunkt for post- og togtrafikken over den nye dansk – tyske grænse. Padborg havde i 1921 ifølge Kraks 1935 vejviser 47 indbyggere, mens antallet i 1930 var vokset til 1.161.

Der var efter ”genforeningen” blevet bygget en ny station, posthus, politistation, butikker m.m. Med tiden udviklede stedet sig til:

 

• Landets største frihavn, blot beliggende på land.

 

Ja det er faktisk et citat fra Hans Frede Fleggaard. Den lille by fik pludselig en central rolle for spedition, persontransport, fremmedpoliti, toldvæsen, post m.m. Padborg blev med andre ord et ideelt udgangspunkt for efterretningsvirksomhed rettet mod Tyskland.

 

Postmesteren opbyggede masser af kontakter

Niels Grøn Madsen opbyggede i og ud fra Padborg et netværk af kontakter, der i denne sammenhæng kan tyde på, at han her har fungeret som distriktsagenten for Flensborg – området.

Ottos erindringer om de af familiens potentielt efterretningsrelevante kontakter fra syd for grænsen, som hyppigt besøgte deres hjem, bliver naturligt bedre og mere detaljeret med tiden.

Niels Grøn Madsen trak sig tilbage til herreværelse for at tale uforstyrret. Otte husker ikke præcis proceduren ved Maren Sørensens besøg, men mener også her, at hun og Niels Grøn Madsen havde mulighed for at tale sammen alene.

 

Malling – Jacobsen

Der var en meget nær forbindelse mellem officer i Grænsegendameriet ritmester, Aage Malling Jacobsen, Kollund og Niels Grøn Madsen. Malling – Jacobsen optræder også på listen over efterretningstjenestens meddelere og tillidsmænd. Lunding nævner ham også som en del af sit alarmsystem 9. april 1940. Han har sikkert allerede i 1920erne haft en betydelig rolle.

Malling – Jacobsen og Grøn Madsen var begge frimurere og deltog begge aktivt i møder i logerne i Aabenraa og Sønderborg. De kørte begge to i Malling – Jacobsens private bil. Logerne kunne være velegnede steder for koordinering og udveksling.

Andreas Andresen var også frimurer. Han deltog også i møderne. Men han kørte selv. Dem der kom i Frimurerlogen blev anset som gode danske mænd. Vi har til gengæld i mindretallets arkiver set at Andreas Andresen lejede lokaler ud til Wehrmacht, som de så brugte som depot. Her var masser af biler, tæpper, feltrationer, tøj m.m.

 

Post til Flensborg Avis gik via Padborg

Al post til Flensborg Avis gik til posthuset i Padborg. Her blev den så dagligt sorteret af avisens altmuligmand, Christian Ludvigsen. Det, der kunne bruges ind i Tyskland, tog han med til Flensborg. Denne trafik fortsatte gennem hele krigen undtaget et par måneder i 1940.

Otto Grøn husker, at postmesterfamilien bl.a. fik mange interessante bøger, der ikke måtte komme ind i Tyskland. Ludvigsen havde en god relation til postmesterfamilien. Han fungerede som en slags bybud for dem til indkøb og småærinder i Flensborg. Ludvigsen fik mulighed for at overbringe kodede meddelelser.

Flensborg Avis udkom også i Danmark. Den største redaktion nord for grænsen var i Tønder, hvor den udkom under navnet ”Vestslesvigsk Tidende”. Fra 1933 – 1940 var det Viggo Lausten, der var redaktør. Denne blev i 1940 taget af tyskerne som medlem af Dons – gruppen. Som vi tidligere har berettet om, døde han i egen eller anden hånd på Kastellet.

Ifølge Otto Grøn havde Niels Grøn Madsen ”direkte” kontakter til centrale personer på Flensborg Avis. Han nævner I.K. Lausten (Viggo Laustens far) og Jacob Kronika. Han var meget velorienteret og kritisk over for tyske forhold. Ifølge de tyske myndigheder måtte han ikke være korrespondent for en avis i Tyskland. Men han stod i kontakt med Flensborg Avis via søsteren Marie Kronika.

 

Kontakt til Dons – gruppen

Postmesteren fra Padborg havde kontakt med to medlemmer af Dons – gruppen. Grøn – Madsen fungerede som underagent mht. forsikringssalg for Jens Dons. Denne synes at fungere som et mobilt bindeled mellem gruppens medlemmer. Han har sikkert også været aktiv for at hverve nye agenter for englænderne.

Købmand Nicolaus Nissen Wind fra Bov, der også blev taget af tyskerne lige efter 9. april 1940 havde også kontakt med Niels Grøn Madsen. Wind kom rundt ved at sælge grisefoder. Han transporterede det rundt i sin lastvogn. Wind var iflg. Trap sognerådsformand i 1935. Der var åbenbart ikke vandtætte skodder mellem engelsk og dansk efterretningsvirksomhed i 1930erne.

 

Andreas Andresen

Der var nære relationer mellem postmester-familien og speditør Andreas Andressen og hans kone Luise fra starten i Padborg. Andreas Andressen blev født i Flensborg i 1904. han blev i 1926 ansat i firmaet Søndergaard C.G. & Søn. Fra 1930 overtog han firmaet, der havde hovedkontor i et lille rødmalet træskur på stationens toldbehandlingsområde.

Andreas Andresen overtog jobbet som sognerådsformand, da Grøn Madsen på grund af hjerteproblemer i 1943 måtte trække sig.

 

Fra Padborg til Sverige

Det forekommer sandsynligt, at Lunding, da han opbyggede sit agentnet i 1937, benyttede Andreas Andresens vidtstrakte internationale transportnet. Et eksempel fra krigens tid er en sikker rute fra Padborg til Sverige. Der gik gennemgående plomberede vogne med appelsiner fra Spanien til Sverige. Andreas Andresen var som speditør i stand til at få personer på de plomberede vogne, så de kunne komme til Sverige uden tjek.

Dette vides at være sket i mindst to tilfælde. Den ene var Mogens, Otto Grøns tvillingebror, der var ansat som speditør hos Andreas Andresen. Han var jagtet af tyskerne på grund af sabotage. Den anden var en unavngiven modstandsmand. Eneste problem med den rute var den lange ventetid over Øresund.

Andreas Andresen var fra 1942 til sin død i 1976 en meget aktiv kasserer i Den danske Hospitalsfond. Efterretningsvæsen koster mange penge, og så er det ønskeligt at man råder over indirekte og diskrete finansieringskanaler.

 

Mange kontakter

Martin Hammerich, der på H.P. Hanssens foranledning blev udnævnt til sekretær for statsministeriets udvalg til forberedelse af genforeningen var også meget aktiv i det aktivistiske danske netværk dengang. Han var også aktiv i køb af dansk ejendom.

Ved grænseovergangen til Kruså var det ”Kong Peter”, der ledede KDAK’ s grænsekontor. Hans rigtige navn er glemt. Men han indgik også under en eller anden form i netværket. En anden person, der nævnes er Lærer Thomsen fra Udby.

Maren Sørensen var sygeplejerske og præst. Hun kom fra Valsbøl syd for grænsen. Hun havde en meget stor kontaktflade, Hun var aktiv i efterretningsvæsnet også efter krigen.

Pastor Petersen som var præst ved den tyske Mariakirke (Vor Frue Kirke) i Flensborg var dansksindet og var jævnlig i kontakt med Grøn Madsen.

 

Farver Jacobsen – en vigtig person fra Aabenraa

Farver Jacobsen fra Aabenraa var en central person for Dansk Samling. Der var en gruppering, der hed ”Kredsen”. Ligeledes var der en gruppering, der hed ”Forsvarsligaen”. Her var militære sagkyndige og erhvervsfolk som også samarbejde med efterretningsvæsnet.

Farver Jacobsen var en ret central person i efterretningsvirksomheden især i 1942 og 43. Søsteren Ingeborg i Hamborg blev af Lunding rekrutteret før krigens start. Hendes mand var den berømte dermatolog C.W. Unna.

 

V1 og V2 – raketter

Parret kom i 1943 via deres gartner, der havde været chauffør for en åbenmundet tysk general, under vejr med V1 og V2-anlæggene på Peenemunde. Det førte til bombning af anlæggene samme år.

Som tak for sin tjeneste fik C.W. Unna lov til at drive praksis i Aabenraa, Ingeborgs fødeby.

 

En spion syd for Padborg

Niels Grøn Madsen fik en del med Lundings folk at gøre. Det var på grund af overvågning af en tysk spion ved Padborg. Det var tale om en gårdmand ved navn Andreas Meyer, der boede på gården Simondys, syd for Padborg. Den lå i Danmark, men havde også en smule jord på den anden side af grænsen. Den var erhvervet i 1920.

Grøn Madsen holdt som postmester øje med breve mellem Meyer og hans net af agenter. De var bl.a. interesseret i afsejlingstidspunkter for skibe mellem Esbjerg og England med henblik på planlægning af torpedering af dem.

Andreas Meyer havde en ”postkasse” til den tyske efterretningstjeneste i en grøft lige ved den tyske side af grænsen. Når der dukkede et brev op, der skulle undersøges, ringede Grøn Madsen til Lundings central, som så sendte et par mand, der afhentede brevet hos postmesteren. Et par timer senere kom de igen med brevet.

 

Stort våbenlager nedgravet i Frøslev Plantage

Otto Grøn fortalte, at den danske hær havde nedgravet store mængder af våben i Frøslev Plantage. Måske var det forberedelse til en form for undergrundskamp mod tyskerne allerede før krigen.

 

Agenter rekrutteret i Padborg

Padborg Station havde udviklet sig til et knudepunkt for togtrafik, post og spedition. Politistationen havde 14 betjente og der var et anseeligt antal toldere. Der boede i området også en del kokke, tjenere og andet togpersonale, der var knyttet til de internationale tog, der passerede gennem byen.

Byen var derfor velegnet udgangspunkt for udvikling af agenter rettet mod udlandet. Det virker, som om Lunding har udnyttet denne mulighed og rekrutteret flittigt i byen.

 

På sejltur ved Mürwik

Kriminalassistent Ole Johansen var ansat i fremmedpolitiet, der havde ansvar for paskontrol og relaterede funktioner. Fra 1937 begyndte han og Otto grøn at sejle sammen i Flensborgs danske sejlklub ledet af hans Peter Bernhard Hansen.

Klubben havde fået foræret et antal juniorbåde af A.P. Møller. De to kørte sammen til sejlklubben i Flensborg på Ole Johansens motorcykel. Under disse sejlture indsamlede de systematisk militære efterretningsdata som f.eks. tidspunkter og regelmæssighed i sejltiderne for 3 – 4 øvelsesubåde fra marineakademiet i Mürwik, der var den centrale skole i Tyskland for uddannelse af flådeofficerer.

I 1938 foretog de en køretur i Tyskland, hvor de observerede afprøvning af luftværnssirener. De havde da en formodning af en kommende krig.

Ole Johansen blev ansat i Rigspolitiets Visumkontor, hvor han udviste stor kreativitet med hensyn til at få personer ud af landet. Han er da også registret i modstandsdatabasen.

 

Man var advaret om 9. april

Marineattache Kjølsen skrev hjem og forklarede, at nu skete det snart, at tyskerne gik over grænsen. Gennem årene har man diskuteret Rostock – myten. Og man skulle næsten tro, at den var sand, da man så hvad der skete.

Oberst Lunding kunne indrapportere, at det tyske vogntog umiddelbart syd for den dansk – tyske grænse var ca. 60 km lang. Den 8. april opsnappede en af Lundings tyske agenter det eksakte tidspunkt for det tyske angreb, nemlig klokken 4 om natten den 9. april. Dette indtelefonerede Lunding til generalstaben, som sendte oplysningerne videre til regeringen. Da tyskerne endelig angreb, fik Lunding sig en mindre overraskelse.

Han konstaterede, at det tyske artilleri i Sønderjylland ikke som ventet ankom med den forreste angrebsstyrke tidligt den 9. april, men de dukkede først op dagen efter.

Regeringen vidste altså også, at tyskerne ville angribe klokken 4 om natten, men regeringen forholdt sig fortsat passiv.

De danske hærenheder var ganske vist blevet sat i alarmberedskab, men hvad hjalp det, når det var blevet forbudt at grave sig ned, og når flåden og Grænsegendarmeriet ikke måtte skyde før fjenden havde beskudt dem?

Sådan noget er benzin hos konspirations- tilhængernes bål.

Min far i Tønder vidste halvanden uge i forvejen, at der holdt en masse tysk militær syd for grænsen. Det havde en tyske fiskechauffør fortalt ham. Ved Højer dige kunne man fra Sild høre jetjagere varme op. Og folk ved grænsen havde i næsten en hel uge set et dansk fly flyve langs hele grænsen dagligt.

Dem, der faldt i kampen for Danmark havde kun fået begrænset annimutation. I hvert fald de soldater, der blev sendt ud fra Søgård-lejren.

 

Interesse for indhold i togene

Mikkel P var i fremmedpolitiet. Han var en af de ledende på stationen i Padborg. Han var den øverst ansvarlige for Told – og paskontrollen. Han interesserede meget for de ammunitionstog, der skulle videre til Finland. Han var med til at indsamle efterretninger om disse transporter.

Lunding nævner Mikkel P som efterretningsaktiv i 1940. Han stod også på en liste fra 1942/1943. Han har antagelig været virksom i militær efterretningsvæsen før besættelsestiden.

 

En meget dansksindet kæmner

Grøn Madsen havde et tæt samarbejde med kæmner Erik Sonne. Han var glødende dansksindet, og havde tilbragt en nat i fængsel for at have spyttet i jorden foran en tysk soldat.

Ifølge sønnen nægtede han pure at udlevere informationer til tyskerne om borgere i kommunen for efterforskning mod dem. Han var i kraft af sin stilling i en god position til at fremskaffe alle typer administrative informationer til brug for arbejdet mod tyskerne.

En anden person, der var brugt allerede inden Første verdenskrig var vandrelærer Niels Nielsen Kjems fra Sydslesvig. Han var tysk statsborger men dansksindet.

 

Da Rottbøl – familien besøgte postmesteren

Der var også en kontakt mellem Rottbøl familien på Børglum Kloster og Niels Grøn Madsen. Denne hjalp med at skaffe et beløb, som familien havde erhvervet ved at sælge en større fabrik syd for grænsen. Og den gang var det svært få penge ud af Tyskland.

Det var jo sønnen, der blev skudt af dansk politi i Vordingborggade/Øresundsgade i København, da han arbejdede for SOE. Åbenbart har faderen længe opereret i efterretningsvæsnet.

 

Flere af Dons – gruppen døde i tysk varetægt

Vi har i flere artikler beskrevet modstandsbevægelsen i Sønderjylland. Og det har vi også omkring Dons – gruppen, der blev taget få dage efter tyskernes besættelse. Man kan undre sig over, hvem der har givet tyskerne informationerne. Viggo Laustens død har vi været inde på. Peter Dons døde på grund af forgiftning af hans hjertemedicin. Noget tyder på, at de efterretninger, der blev indsamlet var af en lidt uprofessionel karakter. Men trods dette så er det kendskab til, at tyskerne torterede to af gruppens medlemmer i Flensborg over flere måneder. En af disse døde senere.

 

Fleggaard videregav oplysninger

Også Peter Fleggaard’ s købmandsbutik lige ved Padborg Station spillede en rolle under krigen. Det var her tyske soldater havde mulighed for at købe mad, når de kørte nord på. Ifølge lokale kilder udviste købmanden en diskret men klar interesse i, hvad de havde på togene og hvor de skulle hen. Han fik en masse informationer som sikkert er gået videre.

 

Lunding i tysk fangenskab

Den 29. august 1943 opløste tyskerne det danske militær. Lunding kom i tysk krigsfangenskab mens resten af staben overførtes rimelig intakt til Stockholm. Det var efter august 1943 Svend Truelsens opgave at reorganisere efterretningsnettet i Danmark. Det var klart, at hærens arbejdsløse officerer skulle anvendes.

 

Arne Sørensen ”under jorden”

Lederen af Dansk Samling Arne Sørensen boede ”under jorden” i et lille vogterhus tilhørende gårdejer Hans Schmidt i Kollund. Der var relationer mellem Farver Jacobsen og Harders, der bestyrede Rønshoved Højskole.

 

Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen

Ved siden af normal højskole fungerede stedet som uddannelsessted for modstandsbevægelsen.

 

Modstandsbevægelsen hårdt ramt

Som vi tidligere har beskrevet i diverse artikler, så blev modstandsarbejdet i Sønderjylland hårdt ramt af Gestapo i slutningen af 1944. Samtidig med, at politiet blev taget den 19. september, arresteredes ca. halvdelen af gendarmerne. De sendtes til koncentrationslejre.

Dette var også tilfældet for Malling-Jacobsen, der også blev anklaget for efterretningsvirksomhed. Det lykkedes for farver Jacobsen at komme til England, hvor han gik ind i den britiske hær.

 

Efterretningsvirksomheden måtte reorganiseres

Niels Grøn Madsen døde under en cykeltur af sine hjerteproblemer. Det betød at modstandsarbejde og efterretningsvirksomhed måtte reorganiseres nok engang. Denne reorganisering blev foretaget af Åge Højland-Christensen, en af de meget aktive officerer i Ringen. Denne gruppe var den mest dominerende i det centrale og sydlige Jylland.

 

Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende

I løbet af 1943 gik Otto Grøn og Jens Peter Thomsen i gang med at opbygge et undergrundsblad ved navn ”Grænsevagten” Det skulle fokusere på problemerne i grænselandet.

Jens Peter Thomsen blev under forberedelserne taget af tyskerne. Efter en uges tortur på Shellhuset blev han frigivet med løfte om aldrig mere at lave illegalt arbejde. Den milde udgang af arbejdet skyldte at Jens Peter Thomsens far, der var mejeribestyrer i Gammelgab nær Broager, havde deltaget i 1. verdenskrig sammen med dyrlæge Jens Møller, der senere blev leder af NSDAP – N. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Og det var ikke første og eneste gang, han gjorde dette.

 

 

Urolige tider og mystiske dødsfald i Padborg

Efter befrielsen var der ret urolige tider ved grænsen. I forbindelse med vores bogudgivelse fandt vi ud af fem mystiske dødsfald. Og det var foruden mordet på Asmus Jensen. I historiebøgerne står det, at han forsøgte at flygte over grænsen. Han blev skudt af to navngivne medlemmer af Den danske Brigade. Disse fik senere topposter i Bruxelles. Sandheden var dog, at Asmus Jensen blev likvideret på klods hold af fem medlemmer af lokale modstandsbevægelse.

Familien blev holdt hen med diverse løgne. Vi kan se, at politiet forfalskede diverse rapporter. En lokal politimester skrev på et tidspunkt til justitsministeren og spurgte, hvad han skulle gøre, fordi at nu spurgte pressen igen engang.

 

Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder

Et folketingsmedlem forespurgte om, hvornår man fik sandheden om Asmus Jensen. Han fik aldrig noget svar.  Folk, der fortalte sandheden om mordet omkring Asmus Jensen blev mødt med hævn. Vi har spurgt ældre mennesker i Bov Kommune. Her kan fastslås, at modstandsbevægelsen langt fra var populær alle steder. Folk der havde solgt æg og kød fra deres gårde tyske soldater, der gik vagt ved Flensborg Fjord blev mødt med repressalier.

Men efterhånden som vi gravede os længere og længere ind i arkiverne blev de lukket for os. Men vi nåede dog at tale med nogle ældre mennesker, der havde oplevet ting og sager.

Den kendte forfatter og forstander på Jaruplund, Niels Bøgh Andersen var åbenbart aktiv for SOE og OSS. Måske havde Ringen også noget med det at gøre.

 

Kaos i Flensborg

Flensborg havde i de sidste uger op til kapitulationen fungeret som Det Tredje Riges hovedstad. Admiral Dönitz som vi også tidligere har nævnt regerede fra marinastation Mürwik. Flygtende fra de russiske tropper hobede sig op i Sydslesvig og Holsten. Befolkningen var steget med 61 pct. Flensborgs befolkning var steget fra 69.000 i december 1940 til 101.000 i december 1945.

Mange topnazister fik job hos de myndigheder. Andre blev hjulpet på flugt. Mange forsvandt nord på gennem Danmark. Tusindvis havde fået skiftet identitet.

 

Kommunister gemte sig i det danske mindretal

Det danske mindretal var blevet et fordelagtig skalkeskjul for tyske kommunister. I en periode interesserede Stalin sig meget for Kielerkanalen, som kunne give russerne bedre adgang til Nordsøen. Der var mange gode grunde til at området syd for grænsen og specielt Flensborg og distriktet der omkring var interessant.

 

Forholdet mellem modstandsbevægelsen og englænder ikke altid godt

Det var ikke altid at forholdet mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de engelske soldater var det allerbedste. De engelske myndigheder blev rasende, da den danske modstandsbevægelse begyndte at organisere hjemsendelse af tyske flygtninge. På det tidspunkt var der hungersnød i Sydslesvig og Holsten.

Således ved undertegnede, at modstandsbevægelsen på et tidspunkt sendte flygtninge fra Oksbøl til Kolding med busser. Derfra gik det med tog til Gedser til Wanemünde, hvor flygtningene blev læsset af. Historien er fortalt af en afdød politibetjent, der selv var med på turene. Men det står ikke beskrevet i nogen kilder, som vi kan finde. Hvor mange ture, det drejede sig om, vides ikke.

Betjenten fortalte, at også lokale modstandsbevægelser sendte flygtninge retur.

 

Der var også gnidninger i Flensborg

Gennem en forbindelsesofficer i en dansk militær repræsentation i Flensborg holdt man fra dansk side tæt kontakt med den nye besættelsesmagt syd for grænsen. Men også her var der alvorlige gnidninger.

Den første forbindelsesofficer, der ledede militærrepræsentationen i Flensborg var oberstløjtnant P.W. Toussieng, som dog blev fjernet fra engelsk side fordi han, med Lundings ord:

 

• I enhver forbindelse var gået ind for de danske sydslesvigers interesser med stor ildhu – altså større end englænderne syntes om.

 

Villaer i Kollund Østerskov var hovedkvarter

Den første adjudant ved militærrepræsentationen var Jørgen ”Ole” Hald, der fra tidligere sammenhænge var kendt fra modstands – og efterretningsaktiviteter. Han blev af englænderne forlangt fjernet i løbet af 1946. Men han forlod posten tidlig i 1947.

Han havde allerede fra slutningen af 1945 det overordnede ansvar for dele af militærets efterretningsarbejde i grænseområdet, som bl.a. involverede arbejde ud fra efterretningsstationen i de to store nabovillaer Olinda og Lola.

De to villaer er overtaget efter topnazister, hvor bl.a. Werner Best og officerer fra Mürvick har opholdt sig, Nu havde dansk og amerikansk efterretningspersonale indtaget villaerne.

 

Lunding tog selv over i Flensborg

Lunding tog over efter Toussieng i januar 1946. Han undgik at få flere adjudanter udvist og klarede at holde sig selv i sadlen til repræsentationen blev nedlagt i sensommeren 1950.

Jørgen ”Ole” Hald blev trukket tilbage til basen i Kollund Østerskov, efter at han måtte forlade posten i Flensborg.

 

Overvågning af Det Tyske Mindretal

I det sønderjyske kørte politimester Brix næsten sit eget løb med at overvåge folk fra Det Tyske Mindretal. I lang tid blev Knivsbjerg – møderne også overvåget. Det var Det Tyske Mindretals årsmøder. Ja man fandt også ud af, hvem der havde abonnement på Der Nordschleswiger. Brix ville også indføre en spion – ordning, men det blev ikke den store succes.

Og som tak for sin store indsats blev politimester Brix udnævnt som den første chef for PET.

 

 

Kilde:

• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Diverse artikler på dengang.dk
• Ole Grøn, Michel H. Clemmensen: Skyggerne på væggen (artikel i Krig og Fred)
• M. Lunding: Stemplet fortroligt
• Niels Bøgh Andersen: Forstander på Jaruplund
• Niels Bøgh Andersen: Krigsdagbog
• Niels Barfod: En kriger – Portræt af Ole Lippmann
• Peter Birkelund: Holger Danske, Sabotage og Likvidering 1943 – 45 1-2
• Hans Christian Bjerg: Ligaen. Den danske militære efterretningstjeneste 1940 – 1945 – 1-2
• Carlo Christensen: Under jorden i Borgergade
• Wilhelm Christmas Møller: Obersten og kommandøren
• De Parlamentariske Kommissioners Beretninger 1945 – 1956
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
• PET – Kommissionens Beretning bd. 5
• PET – Kommissionens Beretning bd. 16
• Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance 1
• Jørgen Hæstrup: Kontakt med England
• Frode Jacobsen: I Danmarks Frihedsråd 1-2
• Bent Jensen: Danmark og det russiske spørgsmål 1917 – 1924
• Sven Ove Gade: Frode Jacobsen – en biografi
• Peer Henrik Hansen: Da Yankee’erne kom til Danmark
• Hans Schutz Hansen & Henrik Becker Christensen: Sønderjyllands Historie 2 – efter 1815
• Henrik Lundbak: Staten stærk og folket frit
• M. Lunding & O. Lippert: Stemplet fortroligt
• Carl Madsen: Vi skrev loven
• Hans Davidsen – Nielsen: Spionernes krig
• Palle Roslung Jensen: Værnenes Politik – politikernes værn
• Jørgen Røjel: Erik Husfeldt
• Arne Sejr: En kamp for frihed. Studenternes Efterretningstjeneste 1940 – 1945
• Sønderjyske Årbøger
• E. Sørensen: Døden i Kastellet. Bogen om Viggo Lausten – sagen.
• modstand.natmus.dk
• wikipedia.org

 

Hvis du vil vide mere, om hvad der skete i Sønderjylland, så se bare her. www.dengang.dk indeholder i alt 1.446 artikler, herunder:

• Under Tønder (246 artikler):
• En Frihedskæmper fra Tønder
• De Dødsdømte fra Tønder
• Tønder – Maj 1945
• Sabotage i Tønder
• Nazister i Tønder
• Flygtninge i Tønder
• Tønder – efter krigen
• Obersten fra Tønder
• Tønder under besættelsen
• Tønder og Omegn 9. april 1940

 

• Under Sønderjylland (177 artikler):
• Sønderjylland under pres – syd fra
• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Overvågning i Sønderjylland
• Den sønderjyske politiadjudant
• De mystiske mord ved grænsen 1-2
• Folkevalget 1939
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Modstand i Tinglev
• Jens Møller – Folkefører eller folkeforfører
• De fem lange år i Sønderjylland
• Da Skydstrup fik sin flyveplads
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Mindretal i brændpunkt
• Sheriffen fra Tinglev
• Modstand i Sønderjylland
• Kampene 9. april 1940
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Opgøret efter 1945
• Modstand i Kolding
• En stikker fra Sønderjylland
• Det tyske mindretal
• Holocaust aldrig igen
• Mindretal under pres
• Sønderjylland 9. april 1940

 

• Under Aabenraa (146 artikler):
• Aabenraa – under besættelsen
• Sorgen ramte Aabenraa 1-2
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa (vers. 2018)
• En dobbeltagent fra Aabenraa
• Aabenraa – maj 1945
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Frits Clausen, lægen fra Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Modstandsbevægelsen i Aabenraa

 

• Under Højer (70 artikler):
• En sønderjydes liv på godt og ondt
• Baraklejren i Højer
• Højer 1935 – 1945

 

• Under Padborg/Kruså/Bov (57 artikler):
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Frøslevlejren – i den sidste tid
• Grænsen – dengang
• Sandheden om de hvide busser
• KZ – lejr Ladelund
• To skæbner i Kiskelund
• Straffelejren
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Dramaet ved Viadukten
• Harreslev – dengang
• Fårhuslejren
• Frøslevlejren
• Bov Kommune under besættelsen
• En sønderjyde krydser sine spor

 

• Under Besættelsestiden (før/nu/efter) (284 artikler):
• I Kollund Østerskov lå to villaer
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
• Da de ubudne gæster kom
• Anklaget for højforræderi
• For tysk krigsret i 1940
• Gerningsmænd eller ofre
• Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
• KZ – lejr Husum – Schwesing (Svesing)
• Frits Clausen og danskheden
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Retssikkerheden under og efter besættelsen
• Brede under besættelsen
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Syd for grænsen – efter besættelsen
• Frits som sprællemand og med trillebør
• Varulveangreb eller drengestreger
• Besættelsestiden – og det tyske mindretal
• Uenigheder om 9. april
• Besættelsestiden i den sidste tid i Bov
• Revision – en avis og dens redaktør
• Rømø under besættelsen
• Kæmp for alt, hvad du har kært, Chr. Friis
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
• Da Frits Clausen kom til middag
• Alarm i Sønderjylland 8. april 1940
• Spionage i Sønderjylland – under besættelsen
• Bovrup Kartoteket
• Karantænestationen ved grænsen
• Frits Clausen – den tredje historie
• Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
• Likvideret i Alssund 5. maj 1945
• Var Paludan – Müller en folkehelt?
• Danskerpak og tyskerpark
• Tilfældet Aabenraa Motorfabrik
• Retsopgøret i Sønderjylland.

 

• Under København (159 artikler)
• april – aldrig mere
• Optakten til 9. april
• Danmark var advaret