Manden, der skabte grænsen

Tænk, at en historielærer fra Frederiksberg tegnede grænsen. H.V. Clausen var Nordslesvigs fortaler i hovedstaden. Det handler om kilder. Utallige fodture i Slesvig. En aktiv person. Ja grænsen blev allerede tegnet i 1891. Men han påkaldte de preussiske myndigheders opmærksomhed. Undlod at fastlægge Flensborgs tilhørsforhold. Flest mulige tilfreds med grænsedragningen. Gårdejerne var toneangivende i lokalsamfundet. Grundlaget for afstemningen var fastlagt meget tidligt. Slesvig – Holsten blev betragtet som tysk af tyskerne. Kongen: ”Det skal ej ske” En fordansknings-politik skulle etableres. Hvordan opstod den Clausen’ ske linje. Afstemningsresultat var givet på forhånd. Grænsen faldt også sammen med naturen. Var det noget Clausen misforstod? Danmark ville have fire tyske kommuner. H.P. Hanssen havde ret.   

 

En historielærer fra Frederiksberg

Hvem skulle tro, at den mand, der tegnede grænsen, var en historielærer fra Frederiksberg. Og tænk, at det gjorde han allerede i 1891. Dengang, da mente de tysksindede måske med rette, at den ikke var retfærdig. Men ser vi på det i dag, så er holdningen nok anderledes.

 

Det handler også om kilder

Hvordan det var dengang og hvordan holdningen, ja det handler også om, hvilke kilder som man bruger. Når man beskriver disse forhold, så er det ikke lige populært alt sammen. De fleste har en indgroet holdning til det, der kendetegner Sønderjyllands historie. Men måske er alt sammen ikke så lyserødt.

 

Utallige fodture i Slesvig

Hans Victor Clausen var født den 14. januar 1861 og død den 7. oktober 1937 i København. Han tog i 1885 en magistergrad i historie. I 1887 kom han til Frederiksberg Gymnasium, hvor han fra 1916 virkede som overlærer og 1919 som lektor. I 1926 tog han sin afsked. Han var en særdeles aktiv og herre. I denne artikel vil vi beskrive hans relationer til Sønderjylland.

Allerede i 1879 foretog han den første af utallige fodture i Slesvig, der skaffede ham det enestående kendskab ikke blot til landet, men også til menneskerne og de nationale forhold fra sogn til sogn. Han blev en af nordslesvigernes bedste støtter i Kongeriget.

 

En aktiv person

I 1885 var et kvart år praktikant på Flensborg Avis. Hans indstilling var dog noget anderledes end redaktør J. Jessen’ s. Clausen knyttede sig efterhånden mere til H.P. Hanssen. Fra slutningen af 1880’erne knyttede han sig til historikeren A.D. Jørgensen.

I 1888 udsendte han et sprogkort, som han senere ud fra sit kendskab til Mellem – Slesvig forsvarede mod tysker angreb i afhandlingen ”Folkesproget i Sønderjylland” (Sønderjyske Årbøger 1892).

 

Grænsen blev tegnet i 1891

I 1890 udgav han en kendt rejsebog for Sønderjylland. Endelig udgav han en større afhandling ”Nordslesvig 1863 – 93” (Sønderjyske Årbøger 1894) en detaljeret oversigt over den nationale forskydning af ejendomsforholdene på landet bygget på et under hånden indsamlet mægtigt statistisk materiale.

Allerede i 1891 havde Clausen indtegnet den påtænkte landegrænse i et værk kaldet ”Landmandsbogen”. Kortet blev også vist i bogen ”Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaal’ s Historie” fra 1901.

 

Påkaldt sig de preussiske myndigheders opmærksomhed

Efterhånden havde Clausen påkaldt sig de preussiske myndigheders opmærksomhed. I 1904 undgik han heldigt en udvisningsordre. Men i 1910 blev han udvist ret så ubekvemt. Da skulle han sammen med M. Mackeprang udgive den 4. udgave af Trap Danmark ”Slesvig”. Men det kom han dog til i 1930, hvor han ved med til at udgive ”De Sønderjyske Landsdele”.

I 1918 kom han til at spille en betydelig rolle i grænsestriden. Han kortlagde her grænsen mellem dansk og tysk. Dette blev kendt som ”Clausenlinjen”. Kortet blev bragt i ”Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”. Her beskriver han hvorledes linjen faldt sammen både med de naturlige skel og sindelaget.

I 1918 havde han tillige markeret den sydligste grænse, som han fandt forsvarlig. Det blev en forløber for ”2. Afstemningszone”. (undtagen Flensborg).

Clausen skrev en række artikler i Nationaltidende. Disse blev samlet i pjecen ”Før Afgørelsen”.

I 1919 sendte regeringen ham til fredsforhandlingerne i Paris som sagkyndig rådgiver for den danske gesandt.

 

Undlod at fastlægge Flensborgs tilhørsforhold

Clausen havde dengang bevidst undladt at fastlægge Flensborg tilhørsforhold. I de kommende måneder opstod der imidlertid betydelig uenighed på dansk side og mange fremsatte krav om en sydligere grænsedragning. Den danske regering tog imidlertid kraftig afstand fra en afstemning i de sydligste områder og herefter var det striden om Flensborg, der for alvor splittede både sønderjyderne og danskerne i Kongeriget.

Clausen var en fortrinlig lærer. Han yndede at kalde sig for topograf. Ja det var ikke kun Sønderjylland, han havde indgående kendskab til. Det var stort set hele Danmark. Således udgav han i 1926 den smukke bog ”Det Danske Landskab”.

Adskillige af hans hypoteser holdt ikke, men mange af hans anskuelser har virket befordrende for forskningen. Hans ”Studier over Oldtidsbebyggelsen” var tænkt som en doktordisputats med blev ikke antaget.

 

Flest mulige blev tilfredse med grænsedragningen

Blandt den tyske befolkning i ”Schleswig” skete der en tilsvarende national mobilisering. Og det var særlig i købstæderne dette skete. Ja nogle mente endda at afstemningen skulle forhindres.

Grænsen langs Sønderå, Gammelå og Kruså skabt 30 år før afståelsen holder endnu. Clausens kortlægning fungerede som et værn mod de nationalromantiske bevægelser i København. Ved at kortlægge området objektivt kunne man affeje de nationalistiske interesser med fakta. Og egentlig var tyskerne lettede over Clausen – linjen ikke var så ”hævnfuld” som Dannevirkebevægelsen.

Vi skal i denne artikel også høre om dem, der ikke var tilfredse med Clausen – linjen. På en måde stillede grænse – linjen flest mulige tilfredse, Så derfor var den med til at sørge for, at der ikke var yderlige behov for at trække nye grænser.

 

Ikke alle var tilfredse med den antidanske kampagne

Der skete en forskydning af beboersammensætningen i Nordslesvig mellem 1864 og 1920. Det hang sammen med at langt den overvejende del af de offentlige ansatte var tyskere. Og det havde også sin betydning, at det tyske kejserrige så dagens lys i 1871. Indtil da havde det været småstater, der samarbejdede i ”Det Tyske Forbund”.  Dette gav tyskheden en ekstra glans.

Tyske krigsforeninger havde 3.000 medlemmer. For kvinderne var det ”Vaterländischer Frauenverein”. Hovedorganisationen var ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig. De nåede op på 7.300 medlemmer, men en del af den gruppe, som nu blev kaldt hjemmetyskere holdt sig tilbage. De brød sig ofte ikke om, at foreningen var så antidansk.

 

Gårdejerne var toneangivende i lokalsamfundet

Det var gårdejerne, der var vigtige for både de tysksindede og dansksindede. De var toneangivende i lokalsamfundet. Så både fra dansk og tysk side forsøgte man at opkøbe gårdene. Og det lykkedes bedst for tyskerne dengang. De havde flest penge. I 1903 lavede H.V. Clausen en undersøgelse, der viste at 72 pct. af gårdejerne var dansksindede. Det var en tilbagegang fra 1863, hvor 80 pct. af gårdejerne var dansksindede.

 

Grundlaget for afstemningerne fastlagt meget tidligt

Den måde som afstemningen blev afviklet på, blev i virkeligheden fastlagt på et meget tidligt tidspunkt, hvor de danske vælgerforeninger i Nordslesvig lagde sig fast på nogle principper, der efterhånden fandt støtte i den dansk regering og hos de sejrende magter. Anvendelsen af disse principper medførte uundgåeligt at Tønder blev dansk på trods af at byen havde en klar tysk karakter og befolkning.

Ved Tønder gik Clausen – linjen ca. 5 km syd for Tønder og direkte mod vest ud i Nordsøen, hvorved en række klart tyske områder som Tønder og Højer kom med i afstemningszonen.

Afstemningen i 1920 foregik under international kontrol.

 

Slesvig – Holsten blev også betragtet som tysk

For de tyske nationalister var Holsten en helt klar del af et samlet Tyskland, da hertugdømmet var en del af det tyske forbund med den danske konge som hertug med plads i den tyske rigsdag. Man anså også Slesvig som en del af et samlet Tyskland. Dette bestyrkedes af en udbredt brug af det tyske sprog ikke mindst i administrationen af Slesvig. Derfor måtte man fra tysk – national side nå frem til en skillelinje mellem kongeriget Danmark og et samlet Tyskland ved Slesvigs nordgrænse.

Hele hertugdømmet Slesvig blev i denne henseende betragtet som dansktalende, enten som områder, hvor det daglige folkesprog var dansk eller hvor det havde været det, men hvor det nu var på retur på grund af indvandring, administrationssprog eller andre grunde.

Men det er som om man glemmer det frisiske sprog. Det frisiske sprog havde for Tønder en særlig interesse. Det var en del af byens handelsopland.

 

Kongen: ”Det skal ej ske”

I forbindelse med treårskrigen 1848 – 1850 opstod der en interesse i at dele området ikke efter fortid men efter sprogforhold. Disse tanker fandt dog ringe opbakning i Danmark. ”Det skal ej ske”, sagde Frederik den Syvende.

Fra ren tysk side fandt dette forslag heller ikke større opbakning. Her holdt man fast ved et samlet Slesvig Holsten.

 

Fordansknings – politik

Fra dansk side havde man den naive forestilling, at man hurtig ved hjælp af en fordanskningspolitik kunne rulle sproggrænsen tilbage til Ejderen. Hele Slesvig skulle gøres dansk af sprog og sindelag.

I strid med nationale aftaler forsøgte Danmark at tilegne sig Slesvig med vedtagelsen af november forfatningen i 1863.

 

Opsigtsvækkende aftale

Ved fredsaftalen i Prag i 1866 mellem Preussen og det Østrig – ungarske kejserrige blev man enige om denne opsigtsvækkende aftale:

 

• Befolkningerne i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark.

 

Selv om denne aftale blev annulleret, så var der flere, der fastholdt dette krav. Men da Danmark solgte Dansk Vestindien til USA, skete dette uden afstemning blandt de lokale.

 

Hvordan opstod den Clausen’ ske linje?

Et relevant spørgsmål blev rejst i Folketingssalen så sent som i maj 1920, da grundlovsændringen om indlemmelsen skulle vedtages:

 

• Den streg, som blev slået over Sønderjylland og som kaldes den Clausen’ ske linje, er i virkeligheden ikke slået ved fredstraktaten, den er slået forinden. Hvornår og hvor er den linje i virkeligheden kommet til verden, og hvad er der blevet gjort for, at denne linje skal fastsættes i fredstraktaten.

 

Ja spørgsmålet er besvaret her i artiklen, men åbenbart var politikerne ikke klar over det.

 

Afstemningsresultatet var givet på forhånd

Da det gik op for tyskerne, hvad ”en bloc afstemning” i Nordslesvig betød udløste det straks protester fra tysk side. Som modtræk opstod det derfor straks et forslag fra tysk side om ”en bloc afstemning” for hele Slesvig mellem Kongeå og Ejder. Dette fandt ikke velvilje hos sejrsmagterne for det ville betyde en grænse ved Kongeåen.

Afstemningsresultatet var givet på forhånd. Der var 75 pct. danske stemmer. Men opsigtsvækkende var det dog alligevel, at der var tysk flertal i Tønder, Højer, Ubjerg samt tysk flertal i 10 kommuner beliggende i danske sogne lige øst for Tønder.

 

Grænsen faldt vel også sammen med naturen

Den overvejende andel af tysktalende i byerne affærdiges med at de:

 

• På grund af deres ringe størrelse ikke vejer særlig meget i sproglig henseende

 

Den foreslåede grænse og områdets geografiske beskaffenhed der viser at sproggrænsen

 

 

• Falder sammen med den, der er sat af naturen

 

Var det noget Clausen havde misforstået?

H.V. Clausen antog, at de dansktalende ville til Danmark. Men er dansktalende også dem, der taler sønderjysk? Også folk fra det tyske mindretal talte og taler sønderjysk. Der foreligger heller ikke noget om, hvordan de frisisk – talende er blevet behandlet i statistikken.

H.V. Clausen anførte, at:

 

–  Sognene mod sydvest Højer Ubjerg og Tønder er det kun ringe kendskab til

 

Den naturlige grænse

Men Clausen vidste godt, at Møgeltønder et gammelt enklaveområde, der er at betragte som dansk. Og det kan man også kalde Rørkær.

Clausen har nok også set marsken som en naturlig grænse. Det er ikke alene et relativt tyndt befolket område, men det er en erhvervsmæssig enhed der er knyttet sammen af afvandings – og digespørgsmål. Og som nævnt en vigtig del af Tønders handelsmæssige opland.

 

Danmark ville have fire kommuner

Egentlig ville Danmark have haft fire kommuner med fra 2. zone. Der blev foreslået at marskområdet ned til Niebüll tilfaldt Danmark på grund af vigtige sluser i forbindelse med afvandingsprojektet i marsken. Den britiske formandsstemme var afgørende for, at Danmark ikke fik dette område.

Nu var det også truslen fra Johannes Tiedje der havde foreslået en delingslinje, der gik nord om Rinkenæs, Ravsted, Tønder og Højer men syd om Møgeltønder.

 

H.P. Hanssen havde ret

Vi skal måske også lige huske H.P. Hanssens kommentar:

 

• Enhver indlemmelse i Danmark af sydligere liggende tysktalende eller tysksindede områder afviser man bestemt, fordi man betragter det som farligt for rigets og folkets fremtid.

 

Kilde:

• Hans Schultz Hansen: Sønderjyllands Historie 2
• Franz von Jessen: Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmåls Historie
• Bjørn Svensson: Tyskertimen
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
• Harboe Kardel: Die Stadt Tondern am Ausgang der Deutschen Zeit 1900 – 1919
• Karl Alnor: Die Geschichtliche und nationale Recht in Nordschleswig und die Lösning der nordschleswigschen Frage (Schlewig-Holsteinisches Jahrbuch 1920)
• Viggo Sjøquist: Erik Scavenius Bd. 1
• Hans Dietrich Lehmann: Der Deutsche Ausschuss und die Abstimmungen in Schleswig 1920
• Hans Becker-Christensen: Byen ved grænsen
• Sønderjyske Årbøger (div. Udgaver)
• Jens Rasmussen: Grænsedragningen ved Tønder – baggrund og konsekvenser (artikel)
• nordschleswiger.dk
• fla.dk
• tv2lorry.dk
• wikipedia.org
• genforeningen2020.dk
• denstoredanske.dk
• (enkelte af bøgerne nåede vi ikke at få fat i, men vi nævner dem, fordi du ved selvstudium kan komme videre)

 

Hvis du vil vide mere: I vores kategori ”Indlemmelse, Afståelse, Genforening” har vi 133 artikler.