I maj 1243 kom et eksemplar af den Lybske Ret til Tønder. Indtil da havde befolkningen levet efter regler, som i resten af landet. Dog var der to år forinden den Jyske Lov, der var gældende. Men meget tyder på, at den sønderjyske hertug havde suppleret reglerne.

Det var den tyske fødte Broder Reinhard, der havde indført den Lybske lov til Tønder. Men den endelig tilladelse kom fra Hertug Hans.  Byens foged, der repræsenterede hertugen havde også sit at skulle have sagt.

 

Appeldomstol

Et råd blev nedsat, og byrådet i Lybæk fungerede som appeldomstol. Dette ville Frederik den 1. dog ikke finde sig i. Den 21. maj 1496 udstedte han et forbud mod dette. Kongen bestemte, at borgmestrene i Kiel, Rendsborg og Oldesloe blev en slags appeldomstol.

 

Betal dig fra drab

Men det var nu sin sag, hvordan man dømte i Tønder. Efter den Lybske Lov blev manddrab takseret med dødsstraf. Men sådan var det ikke oprindelig i den Jyske Lov. Her medførte drab kun pligt til at betale den dræbtes familie. Men en senere dom viste, at man skulle huske at meddele offentligheden, at det var på denne måde, at man ville ordne en sådan sag. Glemte man at meddele dette, kunne man blive dømt med sit liv.

En kvinde blev ikke hængt. Det var på grund af kvindelig æres skyld , at hun i stedet blev levende begravet.

 

Snyd ikke med målet

Hvis man snød med målet kunne det føre sin mand til galgen

I mindre tilfælde var straffen piskning og afskæring af håret. Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden. Hvis en gift kone blev grebet i in flagranti med en fremmed mand, skulle hun trække manden op og ned af gaderne i Tønder.

Straffen for en mands bigami, var for mandens vedkommende temmelig mild.

Hvis man med forsæt og af ond vilje overfalder en person, straffes man med en bøde på 10 mark – samt et vognlæs vin. Hvem, der i Tønder drak denne vin, vides ikke.

Hvis en ægtemand døde insolvent, hæftede hustruen i al fremtid for hans gæld. Den eneste mulighed hun havde, var at overlade alle aktiviteter til kreditorerne, forlade huset sammen med børnene og flytte fra byen uden ret til noget som helst.

 

Ingen offentlig ret at rejse sag

De offentlige myndigheder havde i middelalderen hverken ret eller pligt til at rejse sag i tilfælde af lovovertrædelser. Denne ordning var også almindelig efter den Lybske Ret. Ordet tvekamp nævnes også som mulighed for at gøre en skyld op, hvis bare man var over 24 år og under 60 år.

 

Rettigheder frataget

En kort overgang mistede Tønder dog den Lybske Ret. Hertug Frederik fratog byen alle rettigheder og privilegier i 1522. Det skete, fordi borgere havde drevet hertugens kvæg bort fra Vestermarken.

Byen angrede dog og fik privilegierne igen.

I det 16. århundrede blev den gamle byret oversat til plattysk. Men oversættelsen var dog temmelig mangelfuld.

 

Datidens politivedtægter

En gang om året ved åbning af retten fremsagdes barsprog. Skal man oversætte dette, må det være til nutidens politivedtægter (1544):

• Det er en borgerpligt at sørge for renlighed på gaderne
• Våben og rustning skal være pudset
• Plankeværker skulle vedligeholdes
• Helligdagsfreden skal overholdes
• Løse grise må ikke gå løse rundt på kirkegården

I 1633 blev en kvinde fundet skyldig i tyveri. Hun blev henrettet med sværd. I 1743 blev en mand, der havde begået sodomi mod en hoppe, brændt sammen med denne.

 

Galgen og kagen

Galgen og kagen repræsenterede de hovedhjørnestene i retsplejen. Mindre forbrydelser straffedes til kagen med piskning. Af andre kreative afstraffelsesformer
kan nævnes, udstikning af øjne, afhugning af ører, en eller flere fingre eller de ene hånd.

Men værre end straffen var nok den atmosfære af uærlighed, som kagen var omgivet af. Man var socialt degraderet, og det første skridt mod galgen. Kagen var i Tønder en muret søjle på et stenfundament, der stod på Lille Torv. I 1654 omtales Dat Bild up dem Kaake. Det var en forløber for den figur, der nu
står på Torvet, kagmanden – æ Kachmand. Figuren forestiller en skarpretter i en dragt fra 1760. I den højre hånd har han sandsynligvis holdt tugtens ris.

Galgen stod dengang på Nordmarken. Den lå ved indgangen til den gamle kirkegård i Carstensgade. Her kunne forbrydere så dingle til skræk og advarsel for alle dem, der skulle ind i byen. De kom nemlig tæt forbi. Der hvor, Carstensgade i dag ligger, var dengang byens vigtigste tilgangsvej. Galgen stod dog i lang tid
på byens torv.

 

Tortur og bortvisning

En anden straf var bortvisning fra byen. Hvad de bortviste så skulle foretage sig på landet. bekymrede ikke bystyret. Det kunne andre myndigheder tage sig af.

Man var ikke bleg for at anvende tortur, når en sag skulle opklares eller hvis man ville opnå en tilståelse. Dette tog skarpretteren sig også af. Af torturinstrumenter kan nævnes:

• Tommelskruer, jernhånden, den spanske støvle og stigen.

Forbudt at huse fremmede folk

Den 5. maj 1688 udsendte Magistraten en bekendtgørelse, hvor det blev fortalt, at det var forbudt for Tønders borgere, at give ly eller udleje boliger og boder til fremmede og fordægtige folk. Inden for 8 dage skulle man aflevere en liste over de folk, der boede hos dem. Hvis folk ikke kunne betale deres skat, blev de smidt ud af byen.

 

Borgerskab var dyrt

Enhver der tog ophold i byen var inden for tre måneder forpligtiget til aflægger borgereden. Undtaget for dette var embedsmænd, kommunens tjenestemænd, særlig privilegerede som læger (dog ikke kiruger, de blev betragtet som håndværkere).

Optagelsen i borgerskabet var en dyr affære. I Tønder behøvede man ikke at være gift eller hav eget hjem for at få borgerskab. Man skulle være ægtefødt af ærlige forældre. Børn født af uærlige som bødler og rakkere var ikke velkommen i Tønder. Man skulle være kristen, jøder havde først adgang efter 1854.

 

I skattely

Uldgade og Slotsgade opstod i løbet af det 16. århundrede. Gaderne blev bygget oven på det nedrevne Franciskaner kloster. De hørte sammen med slots – og frigrunden under amtet, og delte derfor ikke byrderne sammen med de andre Tønder – borgere. Sagt på en anden måde, de levede i skattely. Her boede også
tjenestefolk, der arbejdede på slottet. Ved hertugens dom i 1665 blev gaderne indlemmet i byen. Men det var kun en kortvarig affære. En overgang kom også Uldgade med i byen. Men først i 1933 blev gaderne fuldstændig indlemmet i byen. I perioder var det hele 400 borgere, der levede i skattely.

 

De samme familier bestemte i mange hundrede år

Borgerskabet, der boede i byens 120 stavne var sikker på at bevare magten i byen. I flere hundrede år var det de samme familier, der styrede byen. Når man boede i stavnene havde man ret til at drive handel og håndværk i byen.

Denne inddeling i stavne er ikke enestående for Tønder. Den kendes også fra Aabenraa og Randers. En borger, der ville drive virksomhed, skulle først godkendes af sit lav. Han skulle forpligte sig til

• at være hertugen huld og tro, samt vise borgmesteren og raadet skyldig lydighed.

Udenbys folk måtte betale borgerskabspenge, oprindelig 3 Rigsdaler. mens borgerskabet i ældre tid var gratis. Men beløbet blev ofte sat i vejret. Det skyldtes,
at Tønder havde store udgifter til indkvartering af forskellige hære, der ofte blev indkvarteret i byen.

 

Frimesterbreve

De mange lav i Tønder mistede nogle af deres rettigheder, da hertugen pludselig kunne finde på at udstede Frimesterbreve. Det betød at handlende og håndværkere kunne udføre deres erhverv uden nødvendigvis at være medlem af et lav.

Nogle gange opstod der nogle groteske situationer. Således i 1708, hvor man ikke kunne finde ud af, om det var fin – eller grov-bagerne, der måtte bage sigtebrød. Hertugen måtte træffe en afgørelse, og den faldt i gunst for finbagerne.

 

Et drabeligt privilegium

I 1354 blev nok en af de ældste handels – privilegier i Danmark nedfældet. Indbyggerne i Hvidding, Lø, Højer, Tønder – og Slogs Herreder skulle søge deres Torv – og Købmandsskab i Tønder, ligesom alle derboende håndværkere, som smede, tømrer, skomagere og bundtmagere. Inden for seks uger skulle man flytte til Tønder by, dog med den indskrænkning, at der i hvert sogn måtte blive en tilbage fra hver kategori.

Det var et drabeligt privilegium, som ofte blev gennemhullet.

I 1361 overdrog hertugen sin ret i Møgeltønder Sogn til Ribebispen. I 1407 havde Dronning Magrethe købt Trøjborg med størstedelen af Lø sogn. Dette forærede hun til bispen. Efter reformationen gik det hele over til Kronen. Privilegierne gjaldt ikke i disse områder, som var at betragte som udland.

 

Handelshindringer

I 1670 forbød man al indførsel af kniplinger til Danmark. Og i 1674 fritog man også kniplinger fra licensafgifter. Dette var også et handels – privilegie for handelen i Tønder. Men samtidig indførte man slavelignende tilstande for alle kniplingsarbejdere.

Måden man drev bystyret på, var i nogen grad nedfældet i Christian den fjerdes købstadsordning.

 

De fattiges dårlige forhold

Fra byens side forsøgte man at holde tiggerne borte ved hjælp af stodderkongen. Tiggeriet var især i det 16. og 17 århundrede en hel landeplage. En gang om ugen læssede stodderkongen et hestevogn med tiggere og kørte dem ud for sognegrænsen og læssede dem af. Så kunne et andet sogn tage sig af dem.

Tønders egne fattige var i mange år henvist til privat velgørenhed. I 1709 lagde man grunden til et mere velordnet fattigvæsen. Mange fremmede tiggere havde dog sneget sig ind  i byen, og tog brødet ud af munden på byens egne tiggere.

I en forordning fra 1705 havde borgmesteren og raadet truffet en beslutning om, at al tiggeri foran husene og på gaden skulle ophøre. Man besluttede, at man en gang om ugen ville uddele penge og brød til de fattige. Ved uddelingen startede man med en salme,

• Nunn bitten wir den Heilligen Geist,

Derpå blev der blev læst fra katekismen. Man sluttede med en lov – og takkesalme. De godt 100 personer, overvejende kvinder, der blev understøttet i 1709 fik ganske få midler tildelt.

 

Åbning for udlændinge

Fra lovgivningens side blev det af kongelig patent af 5. november 1841 foreslået at Fattigkollegiet kunne give tilladelse til, at udlændinge slog sig ned.

 

Borgerskabet ophæves

Efter at Sønderjylland blev indlemmet i Preussen ophævedes det urgamle Borgerskabsordning. Fra 1. marts 1869 tilkom der borgere, der havde boet i byen i et år de samme rettigheder som fastboende. Allerede i 1842 var dele af udstedelsen af borgeriet og borgerbrevet
ophævet. Efter overtagelse af Slesvig Holsten udstedes der fra Preussen i 1867 en lov om ophævelse af flyttepenge og lignende.

Det betød for Tønder, at de sidste rester af de gamle lavs-ordninger, og andre middelagtige hæmninger af det fri nærings – og erhvervsliv blev ophævet.

 

Endeligt farvel til Jyske Lov.

I 1877 blev der oprettet en stadsdomstol. Bürgerlisches Gesetzbuch blev indført i 1900. De sidste rester af Jyske Lov var dermed forsvundet.

 

To gendarmer og en betjent

I Tønder var to gendarmer, som godt kunne ligne ryttergeneraler. Men der var også en betjent med Schnurrbart, uniform og kårde. Den væsentligste opgave var at transportere berusede personer fra  arresten til detentionslokalet Klötzen over den gamle Ratzkeller.

Om natten gik tre vægtere og passede på den lille by. Juristdirektoratets fængsel var resterne af det berømte Tønderhus, det nuværende museum. Det nuværende fængsel blev første gang taget i brug i 1916.

 

Statspolitiet

Fra 1. januar 1920 til 1. juli 1920 var der en “international commission” kaldet CIS, som havde ansat folk til at holde ro i området. I 1933 var der stadig ansat 15 mand ved Tønder Politi, som havde været med i CIS.

I Tønder og i det øvrige Sønderjylland var politiet underlagt den særlige ordning om det Sønderjyske Politi, som var en slags statspoliti, mens det øvrige land frem til 1938 havde et kommunalt politi.

Det personale, som blev ansat i ordenspolitiet i 1920 var næste alle folk, som havde været tyske soldater under 1. verdenskrig. Mange havde været underofficerer og i 1933 var der stadig 11 mand, som havde den tyske tapperhedsorden Jernkorset.

 

Stationen flytter på pigeskole

I 1923 blev Aaage Seidenfarten ansat som politimester. Inden genforeningen var J.H.W. Bergmann ansat. (Læs vores artikel)  Han havde været på jobbet siden 1891. Men han kunne ikke dansk, så derfor blev han ikke genansat. Det var faktisk hos ham min far afleverede og stjal vandrotter. Men denne historie kan du læse om et andet sted.

Selve politistationen blev indrettet i retsbygningen i Nørregade. I 1957 flyttede den lidt længere øst ad Nørregade til den tidligere Alexandrineskole. Ja skolen hed engang Höhrere Tochtenschule, den var opført i 1915. Kort efter den 5. maj 1945 blev den beslaglagt og indrettet som dansk kommuneskole.

 

Speciel uniform

Det sønderjyske ordenspoliti fik fra starten en uniform, som adskilte sig fra det øvrige land, ved bl.a. at bruge det store rigsvåben i stedet for det politivåben,
som stadig bruges. Og stammer fra slutningen af 1600’ tallet. Til uniformen blev der båret en høj lige kasket som den militæret og grænsegendarmerne da anvendte. Men i farverne grøn og sort. Jakken var sort uden synlige knapper foran eller på lommerne, og der blev anvendt spidsbukser med lange støvler.

 

Politimester angrebet af tysk presse.

Der var mange gnidninger i Tønder mellem 1920 og anden verdenskrig mellem dansk og tysk. Politiet kunne ikke undgå at blive inddraget. Aage Seidenfarten, som var politimester indtil 1934 fortæller i sine erindringer, at han mindst to gange om ugen, blev angrebet af tysk presse som værende uretfærdig og undertrykkende over for tyskerne. Han indkasserede også flere næser for sine holdninger. Seidenfartens bedrifter kan læses andre steder her på siden.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• I fængsel i Tønder
• Bødler i Tønder 
• Æ Kagmand i Tynne (Kagmanden i Tønder) 
• Da skarpretter-familien overtog kroen i Rørkær 
• Tønders Politistyrke: 1 mand 
• Fattige i Tønder 
• Sygdom og andre lidelser i Tønder 

Redigeret 16. – 04. – 2022