Lorens Filskovs Bedrifter
Dette handler om den berømte købmand fra Møgeltønder. Han var en af de markante dansksindede, som også blev interneret i Flensborg. Han var 38 år, da han blev indkaldt til den tyske hær. Han troede, han kunne slippe. Han mente at have Iskias. Men tyskerne gik efter de dansksindede, der åbnede munden. De skulle til fronten. Vores hovedperson var i den grad en spasmager, der drev gæk med den tyske hær. Således opfandt han en ny sygdom, nemlig afføringsproblemer. Det betød, at han i sidste øjeblik slap for at komme til fronten i Rumænien. Han nåede at besøge hele 13 forskellige lazaretter mens han aftjente sin værnepligt. Jo han blev berømt for at være Tysklands dyreste soldat. En overgang havde han seks oppassere. Vi skal også her høre om hans bror, Tycho, journalist på Flensborg Avis. Han startede på et tidspunkt Tønder Amtstidende. Og så skrev han en bog. Læs her om Nordslesvigs svar på soldat Svejk. Vi har tilladt os, at redigere en smule i forhold til originalen.
Nordslesvigs soldat Svejk
Der findes mange beretninger fra Første verdenskrig, men der er ikke mange, der er så festlige som Lorens Filskovs beretninger. Jo han har stadig slægtninge. Vi ved, at de følger med her på siden. Han havde en stor købmandsforretning i Møgeltønder. Og der findes en festlig fortælling om ham.
Jo Filskov var kendt viden om. Og beretningen om ham skulle være sand nok. Det må være historien om Nordslesvigs Soldat Svejk. Og mon ikke, at han var den dyreste soldat i krigen.
Dansker – bør indkaldes hurtigst muligt
Det havde sikkert været lettere for tyskerne og alle andre, hvis de ikke havde indkaldt købmand Filskov. Han var 38 år, dengang i 1915. Han havde da hvis nok fået et brev på, at var ubrugelig til al krigstjeneste. Så sent som i 1912 var han mødt op til session med en hel masse attester, at han var angrebet af Iskias.
Men nu gik rygterne dengang, at der ud for alle dansksindede stod:
- Dansker – bør indkaldes, hvis det er muligt
Filskov – bliver selvfølgelig skudt
Filskov var en af de danske mænd, der ved krigens start var blevet holdt varetægtsfængslet i flere uger på Navigationsskolen i Flensborg. Forstanderen på Bylderup Bov Station havde spurgt den revolvermand, der ledsagede Filskov, hvad der ville ske med ham:
- Der Filskov, der das grosse dänische Maul gehabt hat, wird natürlich erschossen.
Nu blev Filskov da ikke skudt, hverken før eller siden. Vi har mere om det ufrivillige ophold bagerst i artiklen.
Man skyder med skarpt ved fronten
Han var sikkert sværtet inden krigens start, måske af Den Tyske Forening i Toftlund. De så gerne visse folk til fronten. Filskov havde også et motto:
- Det er livsfarligt at være sund, for efter hvad man siger, skyder soldaterne med skarpt derude.
Efterhånden blev han en myte ide nordtyske garnisoner. Han humoristiske sans samt hans civile klodsethed hjalp ham ud af mange situationer.
Iskias blev forværret
Lorens Filskov skulle til at begynde med gøre tjeneste som kanonér i den store garnisonsby Güstrow i Mecklenborg. Jo nærmere toget nærmede sig byen jo mere brød han gamle Iskias op. Og da han holdt sit indtog i byen, gik han foroverbøjet. Han støttede lænden med højre hånd.
Man mente hurtigt, at han var simulant, så han blev overgivet til en underofficer, som var specialist i sådanne folk. Men kompagniet opgav ham ret hurtig og indlagde ham på et lazaret til observation.
Den store løbetur
En anti-prøjser ligesom Filskov havde advaret ham om, at han snart skulle løbe for overlægen på gangen. Flere læger og et par officerer, hvide kitler og uniformer imellem sig havde indfundet sig. En læge og en menig tog ham i hver sin arm og slæbte ham hen ad gangen. Filskov skreg som en stukken gris. Flere var løbet med.
Nu så Filskov sin redning. Hans gode ven Anti – prøjseren komme ud fra køkkenet med 32 krus dampende kakao bærende på en stor bakke. Og indholdet landede også på uniformer og hvide kitler. Filskov kom nu i bur.
En måske uberettiget orlov
Nu kom Filskov så på et Røde Kors Hospital, som åbenbart var finere end de andre. Det var en adelsmand, der ledede det. Patienterne trådte nu frem for overlægen og spurgte om orlov. Det gjorde Filskov også. Og han fik det bevilliget. På banegården mødte han nogle af sine gamle kompagnikammerater. De rystede på hovedet af hans fortagende. Men han tog glad mod Nordslesvig og glædede sig til gensynet med kone og børn.
Men han havde kun opholdt sig to timer i hjemmet før gamle kommuneforstander Jensen stillede med et ildtelegram, hvor der stod at man i Güstrow snarest så hans tilstedeværelse.
”Einquatierung ” hos Skovrøy
Købmanden tog sig nu den frihed at vente til næste morgen. I Tønder gik toget en time senere end beregnet. Han var i fuld krigsmaling og fik nu et ellevildt indfald at besøge sin gamle ven, redaktør P. Skovrøy.
Med hjelmen godt nede i hovedet bankede han på hos sin ven. Husbestyreren blev helt fortumlet, da Filskov skreg ”Einquatierung” Skovrøy forsøgte at afværge en indkvartering af en gammel soldat og påstod, at han var syg. Men da Filskov nu smed hjelmen:
- Nå, er det dig, din tumbe karl!
Tysklands dyreste soldat
Da han nu var ankommet til Güstrow fik han en alvorlig reprimande. Men det var nu ikke det værste. Han blev ført til Sindssygehospitalet i Rostock. Her blev han på nerveklinikken gjort til genstand for en meget grundig og lidet hyggelig prøve.
Det var nu ikke lige let for Filskov altid. Han blev sat til de mest mærkelige ting. Han optrådte både som rengøringskarl og bregneplukker. En officer havde normalt kun en oppasser. Filskov havde fem – seks stykker. Han var simpelthen Tysklands dyreste soldat.
Oppasser for 16 – 18 krikker
Også som hestepasser forsøgte Filskov sig. En aften stillede han stadig med hånden i lænden udstyret med en flagermuslygte som nattevagt og skulle passe 16 – 18 krikker. Han havde ellers fortalt, at hans erfaring på dette område var ret begrænset.
Det skete da også, at et par stykker rev sig løs og duellerede i bagbensspark. Filskov mente, at et menneskeliv trods alt var mere værd, så han barrikaderede sig i en tom bås. Han skulle afgive forklaring til dagvagten. Med ivrige gebærder forklarede at det ville være sårlig økonomi hvis han skulle sætte sit liv på spil i en sølle hestestald.
Havaristernes genopdragelse
Efter nogen tids sygeorlov hjemme i Møgeltønder havde han ligget på fem forskellige lazaretter. Nu indtrådte han så igen i krigstjeneste – denne gang i Garderegiment zu Fuss in Berlin. Dette regiment var et såkaldt ”Sammenstelle”. Her blev de mere eller mindre medtagende soldater opsamlet for at komme til hægterne igen. Nogle unge energiske officerer forestod daglig havaristernes genopdragelse.
Maden skal tygges 40 gange
Nu var denne formation nok ikke den mest glansfulde. Det var nærmest ”De elendiges regiment”. Hans major von der Tann pålagde indtrængende Filskov til at tygge sin mad 40 gange. Det befordrede nemlig stofskiftet. Man skulle jo først og fremmest sende sunde soldater til fronten. Denne besked forstod Filskov til fulde. Ude i gården manglede der en soldat. Og det var Filskov. Man kom til at kigge gennem vinduet til markenteriet. Og der så man ham stadig siddende og tyggende. Feldweblen sendte en mand ind efter ham og spurgte han ville komme ud.
- Det kan jeg ikke, jeg har ordre til at tygge min mad 40 gange, og jeg er langt fra færdig endnu.
Filskov troede sig beskyttet af en ordre fra en højere befalingsmand, men Feldwebel var ligeglad. Han skulle stille i gården. Filskov bad nu om en stol. Nu skreg Feldwebel:
- Wollen Sie mir den ganzen Betrieb stören
Feldwebel var nu helt rød i ansigtet af raseri og skreg:
- Ka de komme væk mand! Væk med Dem! La’ mig aldrig se Dem mere, aldrig! Jeg holder det ikke ud længere!
Mødet med en General, der var Kaptajn
I de følgende dage undgik Filskov at falde sit kompagni til byrde. Fra morgen til aften drev han omkring i Tiergarten og Zoologisk Have. Men sådan kunne det ikke gå i længden. Så man fandt til en ikke ukendt udvej at indlægge ham på et lazaret.
Her ankom han så en lørdag aften. Det var netop nyoprettet og inspektøren ville gerne til en familiefest om søndagen. Så han gav de fire nyankommende udgangstilladelse. Men hvad skulle han lige gøre ved Filskov. Hans mundering lå endnu ved kompagniet. Så han blev påklædt et sæt drejlstøj.
Filskov havde hørt, at købmand Fink, Aabenraa og bankdirektør Andresen fra Tønder også var indkaldt til militærtjeneste og opholdt sig i Berlin. Inspektøren fandt nu en gammel Ulansuniform frem, som Filskov nu trak over drejlstøjet. Inspektøren viste ham da også lige, hvordan man hilste på en overordnet. Denne ejendommelighed havde nok i nogen grad hæmmet hans karriere i militæret.
Nu kunne inspektøren jo bare give man et Kommisbrød under armen, så kunne Filskov jo nøjes med ”Stramme Haltung”. Han var kommet på gaden og så nu en officer på lang afstand med fjerbusk og masser af ordner. Her mente Filskov nu ikke, at ”Stramme Haltung” var nok. Filskov gik nu ud i rendestenen og gjorde sig virkelig umage.
- Sig mig, hvad er meningen
Ja sådan spurgte ham, der blot var kaptajn.
- Jeg gør bare Front, Hr. General
Nu blev lommebogen ellers taget frem. Og det bekræftede, at det ikke kun var Filskovs ben, der var noget galt med.
På Hotel Fürstenhof
Filskov fortsatte sin ejendommelige solo-march gennem Berlin. Hos Andreasen og Fink erfarede han, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen og Landdagsmændene Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager vistnok kunne træffes på ”Hotel Fürstenhof” Han besluttede sig så at aflægge dem et besøg. Måske kunne H.P. Hanssen sørge for, at han blev hjemsendt som for stedse ubrugelig til al krigstjeneste eller dog fik en langvarig orlov.
Der var fyldt med palmer og pinjer. Her var tykke røde løber, hvor folk promenerede. I selve restauranten sad høje officerer med deres damer. De nød eftermiddagen omkring det plaskende springvand. Filskov havde med interesse studeret denne ukendte verden men interessen syntes gensidig.
En officer rejste sig fra en af bordene og gik nu langsom hen til Filskov. Denne henvendte sig nu til Filskov:
- Sig mig engang kammerat, hvad er egentlig deres ærinde?
Filskov fik udtrykt på sådan en måde, at officeren fik ondt af ham og spurgte om han søgte nogen bestemt. Og det gav Filskov så udtryk for. Officeren fulgte med Filskov hen til portieren. Men det var sikkert upassende, at sådan en ejendommelig Utan blev ført op til Rigsdagsmanden.
En nat i arresten i Tønder
Efter 2-3 måneders sygeorlov i Nordslesvig blev Filskov forflyttet til Hamborg. Sygeorloven fik en dramatisk afslutning. Under påberåbelse af en hårdnakket sygdom havde han sat tilbagekaldelsen overhørig. En skønne dag stillede en løjtnant og fire mand op i Møgeltønder og transporterede ham til Tønder. Her blev han nu anbragt i arrest.
Filskov havde fået ny lidelse
Ved ankomsten til Hamborg besluttede Filskov at lade sin Iskias træde lidt i baggrunden. Nu slog han sig i stedet på forstoppelse (Obstipatio). Han var blevet ansat hos arbejdskommando som kartoffelskræller. Der kom nu en ubehagelig meddelelse om, at han skulle melde sig ved et kompagni, der næsten øjeblikkelig skulle afgå til Rumænien. Rent ud sagt til den rumænske front. Filskov trak sig tilbage i stilhed for lige at overveje situationen.
Da morgenen for kompagniets afrejse til Balkan oprandt, stod den tapre soldat i geleddet. Sammen med alle de andre. Soldatens udrustning var upåklarlig korrekt, dog lige med den lille undtagelse, at der op af tornystret ragede en stump af en gummislange med en aluminiumsspids.
Officererne gik nu række op og række ned og undersøgte hver mands udrustning. Nu kom kaptajnen over til Filskov. Nu får han øje på det, der stikker ud af soldatens tornyster:
- Was haben Sie dort?
Filskov gjorde som om han ikke ville svare på det, men nu spurgte kompagnichefen også om det. Jo det var et klysteraparat. Sagen var, at han havde svært ved at få afføring, ja somme tider endog meget svært ved det. His det bare kom lidt vand ind og op, så gik det udmærket.
Den tyske hær kunne ikke sende jordemødre med til fronten
Nu blev der holdt samråd mellem befalingsmændene og der var blevet sendt bud efter Filskovs helbredsattester. Efter en halv times tid styrtede kaptajnen hen mod Filskov:
- Nej De vil jo blamere hele hæren. Så langt er det dog ikke kommet med den tyske armé, at vi må sende en jordemoder med hver mand til fronten – Træd af.
Samme eftermiddag blev Filskov indlagt på sygehuset. Der lå han og græmmede sig over ikke at være kommet med til Balkan, men efter en uges forløb sporede lægen dog helt gode fremskridt.
Filskov fungerede som detektiv
I den følgende tid fungerede Filskov som en slags detektiv. Mange soldater vendte ikke tilbage efter orlov. Mange skjulte sig i Hamborgs slumkvarterer. Hos flygtningens familier skulle han lede efter bortkommende våben og uniformsgenstande. De skulle bringes tilbage til militære depoter.
Med en revolver i hånden besteg han så de mest skumle trapper i storbyens mest berygtede gader. En gang imellem kom han dog også tilbage med et bælte eller en patrontaske. Det var på sin vis en interessant tid.
Ulovlig jagt med byens mænd
Men fortiden forfulgte Filskov. Han var en ivrig jæger. Og under en orlov derhjemme havde han begivet sig på en ulovlig jagt sammen med byens mænd. Overvagtmester Parbs overrasker jægerne. Han affordrede dem bøsserne. Men Filskov, der var i uniform, erklærede kort og godt, at en prøjsisk soldat under ingen omstændigheder lod sig fratage sit våben – så hellere dø på stedet. Men episoden førte til forhør både i Tønder og Hamborg.
Men inden overvagtmesteren var ankommet, havde Filskov kun nået at skyde en rotte. Netop på dette tidspunkt var der udstedt et opråb til det tyske folk om at medvirke til udryddelse af rotterne. Ved retten mente Filskov, at han havde gjort sit til at udrydde hærens værste fjende.
Amtsdommer Kettels i Tønder var af helt samme mening som Filskov. Det påstås, at overvagtmester Pabst aldrig helt overvandt dette.
Retssagen havde vakt interesse i Hamborg. Filskovs ry som Tysklands dyreste soldat havde virkelig fået et kærkomment supplement.
Filskov møder sprogkyndig
Feldwebel ville gerne bryste sig af at have forstand på jura, og han mente, at det var en retfærdig dom. Men han mente, at det var et mærkeligt ”mål” man talte deroppe. Det er mit modersmål, og det hedder dansk. Nu mente han og soldaterne, at han skulle tale noget dansk. Filskov erindrede sig en mundfuld ”Vrøvlelatin” som hans brødre havde vigtet sig med hjemme i Møgeltønder i en tid de gik i Ribe Latinskole. Filskov rømmede sig og slog ud med hånden:
- Serri, sari compirasi serimpa
Hvorledes kan det oversættes på tysk, spurgte Feldwebel
- Det folk og det land, man tilhører, skal man være tro.
Nu mente Feldwebel, at dansk lød lige som græsk. Det forklarede Filskov med, at det danske kongehus havde slægtskab med det græske. Jo, sluttede Feldwebel, at når man havde en smule sprogøre, så kunne man hurtigt høre sådan noget.
Filskov på toilet med ”Liebesgabe”
En morgen var Filskov kommet lidt sent afsted og han befandt sig pludselig i en skolegård med påfaldende mange ukendte ansigter. I anledningen af kejserindens fødselsdag var der ankommet en ”Liebesgabe” med tre pakker kiks til hver mand. Ja sådan sagde løjtnanten. Nu mente Lorens Filskov fra Møgeltønder dog også, at hun var kejserinde over ham, så han modtog med glæde tre pakker kiks.
- An die Gewehre
Ja sådan kommanderede løjtnanten nu, men Filskov havde ingen gevær. Han var jo blot kartoffelskræller. Krigsmagten havde kun betroet ham en lille spade. Den kunne han ikke eksercere med og heller ikke affyre skud med.
Da de andre røg til geværerne trak Filskov sig stilfærdigt tilbage til gårdens W.C. med tre pakker kiks i anledningen af kejserindens fødselsdag. I denne retirerede stilling forblev Filskov i halvanden time. Nu mente han at luften var ren. Forude lå også en reprimande med at han var kommet to timer for sent. Sandheden var nok at jorden begyndte at brænde under sålerne.
Lazaret nr. 13 besøges
Var det ikke bedst at komme på lazaret igen? Da Filskov kom ud på Hamborgs gader, tillod han sig at besvime på et sted, hvor færdslen var livsfarlig. Først kom civile siden militære for at se på den havarerede soldat. De forsøgte med koldt vand i ansigtet og det lykkedes da også at kalde ham til bevidsthed. Men det var først efter lang tids forløb.
Nu blev han lagt på en båre og ført derhen hvor hans skulderstropper fortalte, hvor han hørte hjemme. Og nu blev han så ført på det 13. lazaret siden foråret 1915. Her lå Filskov på en sygestue med en snes senge.
Ekspert i at fange måger
Da han var kommet lidt til kræfter, begyndte han ved hjælp af en vinduesmekanisme at fange måger. Han kunne fange 13 – 14 fugle om dagen. Det var ikke uden grund, at de andre kaldte ham ”der Möwenfänger”
Det var knaphed på levnedsmidler så det efterlod et godt indtryk hos lazaretdirektøren og andre, at Filskov kunne levere alle disse fugle til fortæring. Han fik på denne konto mange små lempelser, ja kunne endda få lov til at gå i biografen om aftenen, hvis han selv skønnede, at han havde kræfter til sådanne anstrengelser.
På lazarettet var ved Isebecker Kanal var der en overordentlig afholdt overstabslæge, Friherre von Finke. Han var forgudet af patienter og personale. Da Friherren fyldte 75 år måtte alle patienter fremføre et ønske for ham.
Filskovs fromme ønske
Og turen kom også til Filskov. Han havde et fromt ønske:
- Herr Obertabsartz. Kunne det tænkes, hvis jeg faldt i krigen, at jeg blev balsameret og hensat blandt Tysklands andre store.
Forventningsfuld stilhed, men så gav Oberstabsartz Filskov hånden og sagde med et stort fødselsdagssmil:
- De er en spøgefugl. Nå vi er gode venner vi to. Godmorgen
En ros til en dansker
I november 1918 kom Lorens Filskov hjem fra militærlivet. Nu var han atter i Møgeltønder. Han gemte uniformen og militærjakken som kære minder fra en stor og bevæget tid.
Jo og så skete det at Lorens Filskov fik rosende omtale af selve amtsforstanderen. Det var ved et møde, hvor foranstaltninger i anledning af fødemiddels – spørgsmålet blev forhandlet. Filskov havde sikret sig en vognladning kartofler. Og nu stillede han hele vognladningen til kommunens disposition.
I den anledning rejste amtsforstanderen sig og udtalte i varme ord på kommunens vegne en tak til Filskov for hans uegennyttige handlemåde. Det var hvis første gang en forvaltnings-embedsmand havde rost en dansker.
De var tre brødre. Lorens Filskov kaldte dem ”De Tre Musketerer”. Det var også redaktør Tycho Filskov og skibsinspektør Aksel Filskov.
Sat i fængsel på Rådhuset i Flensborg
Og Tycho Filskov var en af de dansksindede, der blev interneret ved Første Verdenskrigs start. Op mod 280 dansksindede i Sønderjylland blev interneret. Den 4. august 1914 var det Flensborgs tur. Dengang arbejdede Tycho Filskov på Flensborg Avis. Om formiddagen blev han sammen med andre på redaktionen afhentet. Dengang lå redaktionen på Nørretorv og så blev det ellers marcheret gennem byen.
På rådhuset blev journalisterne lukket ind i en enecelle, hvor politiet plejede at opbevare vagabonder og løse eksistenser. Senere blev de flyttet til en større celle. Her var kun to smalle brikse, så de måtte skiftes til at sove. Mad måtte de selv bestille ude fra byen.
Onsdag den 5. august 1914 skulle Tycho Filskov være mødt til mobilisering. Han frygtede, at der ville komme bud efter ham. Men intet skete. Det var en underlig situation at sidde i en stinkende kachot, husker han senere. Egentlig ønskede han, at der ikke skete nogen forandring hele krigen ud.
Flyttet til Latinskolen
Den 6. august 1914 blev fangerne flyttet til den splinternye latinskole mellem diakonissestiftelsen og Kunstindustrimuseet. Her blev de nu 7 fanger indlogeret i et klasseværelse med hver en halmsæk som leje. Næste dag fik de dog lov til at rekvirere sengetøj hjemmefra. Overborgmester Todsen kiggede forbi for at se om fangerne blev behandlet korrekt.
Der blev kommunikeret med broderen
I andre lokaler sad efterhånden også fangere. Indbyrdes kommunikation mellem cellerne på latinskolen var i begyndelsen strengt forbudt. Tycho Filskov fandt dog på en metode, hvordan han kunne kommunikere med sin bror, Lorens Filskov.
Han overtalte den venlige arrestforvarer Speck til at overbringe broderen to bananer. Broderen led af svag mave og tålte desværre ikke meget andet, forklarede han. Bananerne var indsvøbt i avispapir, som Tycho Filskov med blyant havde skrevet en meddelelse på. Lidt senere returnerede Speck så to nikotinfrie cigaretter fra Lorens Filskov til sin bror. Han kunne ikke tåle at ryge andet, blev det sagt. Disse var også viklet ind i avispapir med meddelelser på. Og på denne kreative måde blev der udvekslet beskeder på.
Fængselsavisen
Efter nogen tid blev der slækket på sikkerheden. Nu var der mulighed for at snakke sammen. Til sidst blev der lavet en fængselsavis. Hele redaktionen var jo samlet. Den kom i et eksemplar og prisen var en cigar pr. stue. Godsinspektør Davidsen fra Schackenborg fungerede som illustrator.
Tycho Filskov ville ikke skrive under
H.P. Hanssen kæmpede ihærdigt for deres frigivelse. Men de blev i stedet flyttet til navigationsskolen. Endelig den 6.september 1914 slap de flensborgske pressefolk ud. Og i de følgende dage fulgte de andre. Men inden de slap ud, skulle de underskrive en erklæring:
Jeg erklærer herved:
- at jeg ikke vil vise noget ikke – tysk sindelag
- at jeg ikke vil øve, understøtte eller begunstige noget, som kan være i modstrid med tyske interesser
- at jeg i særdeleshed ikke ville udbrede meddelelser om politiske eller militære tildragelser, især ikke ud over landets grænser
- at jeg ikke vil deltage i nogen slags foreninger eller møder af dansk retning
- at jeg kun i påtrængende tilfælde vil forlade min hjemstavnskommune og aldrig uden at jeg mindst 24 timer i forvejen har givet politimyndighederne meddelelse om rejsens årsag, formål og varighed, og politiet har givet sin tilladelse til rejsen.
De to sidste fanger i Flensborg
I begyndelsen af oktober 1914 var der kun to fanger tilbage på navigationsskolen i Flensborg, Grev Schack og Tycho Filskov. Sidstnævnte nægtede at underskrive erklæringen. Han var nemlig udmærket klar over, at samme øjeblik han skrev under, så ville han blive indrulleret i hæren og sendt afsted til fronten.
Men den 8. oktober 1914 gik den ikke længere for Tycho Filskov. Selv om han nægtede at prente sit navn under noget som helst blev han hentet af en betjent og ført til kasernen, hvor han blev indrulleret i den tyske hær.
Han skrev senere feltpostbreve fra Belgien i Flensborg Avis.
I 1933 åbnede Flensborg Avis’ s egen lokalredaktør så en ny avis i Tønder, Tønder Amtstidende. Og en bog skrev han også. Det var i 1934, hvor han udgav ”Seks Aar for Rachel
Kilde:
- Sven Thorsen: Lunets Sønner
- Sydslesvigs Forening for Flensborg Amt 2014 (René Rasmussen)
- denstorekrig1914-1918.dk
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.489 artikler, herunder 250 artikler fra Tønder og omegn, inklusive ca. 10 fra Møgeltønder.
’