Løjt var præget af store gårde og rige gårdmænd. Lærredsvævning var en specialitet i mange år. Karle og tjenestefolk fik en del af lønnen udbetalt i naturalier. Fattigvæsnet fungerede fint, bare det at myndighederne ikke fik for store udgifter. Og så havde man ikke tiltro til tiggerfogeden. Han delte i porten med tiggerne. 

 

Befolkningstilvækst

I perioden 1769 – 1803 skete der en større befolkningsfremgang på Løjt Land. Bodum tredoblede sit indbyggertal. Men mest bemærkelsesværdig var det at
Løjt Kirkeby opslugte ca. 70 pct. af tilvæksten.

 

Overklassen

Landbruget var hovederhvervet. Knap en fjerdedel af befolkningen var håndværkere. Mellem 1769 og 1845 ernærede en sjettedel af områdets befolkning sig af søfarten. Egentlig var den gruppe større, da en del gårdejer også sejlede som kaptajner. Gruppen med fiskere var efterhånden svundet helt ind. Inden for landbruget steg antallet af tjenestefolk.

I 1845 bredte søfarts – erhvervet sig over hele øen og andelen steg væsentlig. Sognets overklasse, der bestod af gårdmænd, styrmænd og kaptajner var indfødte, mens underklassen stammede fra andre egne. Matroser, jungmænd og skibstømrerne var ligesom kaptajnerne indfødte løjtninger. Det var som om de unge fra Løjt fortrak søen frem for det, at blive karl.

På de store gårde fandt man de store formuer. Bodel Matzes på Fladsten og hendes søn Jørgen Matzen havde i første omgang opgivet en samlet formue på 1.200 rigsdaler. Men myndighederne troede ikke på dette beløb. Gården var blandt sognets bedste. Hun endte dog også med at blive sat til 5.000 rigsdaler.

Derefter fulgte Hans Paulsen på Nørre Jakobsgård – Barsmarks største og måske sognets bedste. Han, der var søn af den kendte storbonde, studehandler og skibsreder Paul Hansen, betalte skat af en formue på 4.000 rigsdaler.

Til sognets allerrigeste hørte også  mølleren på Runde Mølle. Laurids Holdt var også en velhavende herre. Han var skipper og medejer på en af
Aabenraa – skibene. Han var desuden medejer på mindst to andre skibe. Til denne gruppe skal også nævnes Nis Bruhn i Stollig og Nis Bendixen.

I den anden ende, kan det nævnes, at der i Kirkeby var 107 inderste uden formue. Krigen mod englænderne berørte dog også løjtningerne.

Præsterne, mølleren og kroholderne hørte til de mere velstillede. Men til de øverste lag af overklassen og bedre middelklasse regnedes desuden kaptajner, styrmænd og lærere. Lærerne og styrmændene havde i kraft af deres uddannelse højere prestige end en typisk husmand.

 

Underklassen

Som underklasse kunne der udpeges daglejere, menige søfolk og fiskere. Kigger man på skattelisterne fra 1789 og 1810, ja så var det enkelte smede og håndværkere, der var at finde i middelklassen.  Tyendet var en særlig gruppe og folk uden erhverv var samfundets absolutte bund.

I 1769 udgjorde det øvre lag ca. en tredjedel af befolkningen i Kirkeby. I 1845 var dette tal faldet til en femtedel.  Kirkeby tiltrak de fattige. Det var som om de samlede sig omkring kirken. Ved siden af gårdmændene fandtes der allerede en stor gruppe daglejere. Tørvemoserne omkring Bodum tiltrak mange. I 1845 talte man om, at Kirkeby og Bodum var sognets fattiggård.

I Høgebjerg var næsten samtlige gårdejere også kaptajner. I 1845 var dette sted samt Stollig, Løjt Lands udprægede søfartsby.

 

Høgebjerg

Endnu i 1660 ejede den gottorpske hertug Høgebjerg. Men siden afløsningen af hoveriet havde den næsten konstant været bortforpagtet. I 1665 afhændede hertugen godset. I 1685 blev stedet købt af slægten Kamphøvener. De beholdt ejendommen i knap hundrede år.

Under denne slægt var der også  tale om landbrugsbedrift. Det var absolut den største gård på  Løjt Land. I 1774 var der endnu 27 køer og 6 kvier på gården.

Det dyrkede areal blev stærkt udvidet. Især i godsets sydlige område, Duborg – Dyrehave blev der ryddet en masse skov. En række selvstændige brug groede senere frem i rydningerne.

I 1640 var der i alt 3 kåd på  godsets område, foruden hovedgården selv. I 1812 var antallet vokset til 16 kåd.

I midten af 1700tallet hævdede mølleren på Runde Mølle, at fem af de daværende inderste på godsets grund selv havde heste og vogne og lige så meget jord som den kongelige gårdmand. Nogle af dem gav 30 – 35 rigsdaler i årlig afgift.

I 1760erne gik ejerne fra Høgebjerg over til også at udstykke de arealer, der hidtil havde været drevet direkte under hovedgården. Udviklingen kulminerede 1773 – 75, hvor næsten hele jorden blev udstykket. Der opstod dog ikke nye gårde ved den lejlighed. De nye parceller blev solgt til bønder i de omgivende
landsbyer.

 

Bondelandet

Bondelandet på Løjt var i 1660 nogenlunde ligeligt fordelt mellem selvejere og kongelige og hertugelige fæstere. Nørby, Barsø og Bodum var udelukkende fæstejord og Stollig var det for størstedelens vedkommende.

Selvejet var fremherskende i Kirkeby og især Barsmark og Skovby. Forskellen mellem selvejere og fæstere var dog ganske lille, og den blev stadig mindre.

I årene efter svenskekrigene kneb det med at få hentet afgifterne. Større restancer blev ophobet, og endnu i 1704 var der for næsten hver eneste ejendom tale om store beløb.

I begyndelsen af 1700tallet valgte både den kongelige og den hertugelige administration at nedsætte restancerne til et beløb, som bønderne kunne betale.

Endelig i 1800tallet var en 200 årig udvikling tilendebragt. Med et kongeligt pennestrøg var kronfæsterne i Løjt og det øvrige Nordslesvig blevet selvejere. I den øvrige del af kongeriget måtte bønderne købe deres gårde af godserne.

Ganske vist blev også sognets Kådnere og mange inderste selvejere, men gevinsten ved at få overladt små brug var langt mindre, da de ikke gav meget indtægt.

Gårdmændene på Løjt var en lukket gruppe. Allerede før arvefæstets indførelse gik de fleste Løjt – gårde reelt i arv. I 1800 var 123 af 144 gårdmænd selv
sønner af gårdmænd på Løjt.

Fra ældre tid drev Løjt – bønderne bymarken i fællesskab, men det ophørte efterhånden. Den sidste fællesjord forsvandt i 1730. Men helt frem til 1829 dyrkede
Bodum – bønderne, noget af deres jord i fællesskab.

Det var sikkert lettere at forbedre sin egen jord, uden at skulle vente på naboen.

I 1739 blev bønderne i Løjt spurgt om de dyrkede andet end de traditionelle kornsorter. Her fremhævede de hør og humle. Humle blev brugt i den ølbrygning, enhver gård selv foretog. Allerede Aabenraa Amts Jordebog fra 1605 vidner om udbredt humleavl.

I 1840 tjente man på Blåsholm – gården cirka 4 pct. af indtægten ved salg af humle.

 

Specialiteter fra Løjt

En Løjt – specialitet var hør-avl og lærredsvævning. Endnu i 1800tallet var der hør-avl overalt. Et stort antal væversker levede af at forarbejde hørren.

I løbet af 1800tallet dukkede endnu en afgrøde op – kartoflen.

Men man har muligvis også forsøgt sig på andre områder, for i 1739 erklærede sognefogeden og andre gårdmænd, at avl af hamp og tobak ikke var mulig i Løjt.

Kvægpest

Den 1. april 1745 ramte et pestudbrud på Peder Jespersen den ældres store gård i Stollig. I løbet af april og maj bredte den sig til andre gårde på Løjt. I efteråret kom pesten igen til området. Kvægpesten hærgede flere gange.

 

Lønnen

I 1845 var der ansat 190 karle og tjenestedrenge og 230 tjenestepiger i sognet. Karlene arbejde i mark og stald og udførte det hårdeste arbejde med at pløje, høste tærske og meget mere. Pigerne deltog både i hus – og landbrugsarbejde. De havde meget at gøre med at lave mad, vaske, gøre rent m.m. Men de var også med til at bjerge hø, høste korn og sprede møg.

Lønnens vigtigste del, som er svær at måle, var kost og logi. De sov i alkover i stuer og køkken. Normalt spiste de med ved gårdmandsfamiliens bord. Men nogle steder var det meget skilt op. Således belærte en gårdmandskone sine børn om, at man ikke skulle omgås tjenestefolk. En gårdmand insisterede på, at
karlen skulle gå bag ham i marken og hilse på ham hver morgen med hatten i hånden.

Man kunne også få naturalier som løn. I 1740 hyrede Paul Hansen på Jakobsgård en karl for 11 rigsdaler og to skjorter. En pige, der blev fæstet på Paulsgård
i 1858 fik 10 rigsdaler, 10 alen lærred, 1 lispund hør og 1 pund uld, hvorimod karlen fik kontant løn – 34 rigsdaler.

Tjenestefolkene var fra 1832 forpligtet til at have skudsmålsbøger, hvor deres husbond, gav dem en udtalelse med. I 1858 havde familien på Paulsgård
fæstet en pige, men hun blev sendt væk igen, da hendes Skudsmaalsbog var slet.

Det var meget stor forskel på lønnen. På Blåsholm betalte man i 1840erne helt ned til 4 skilling i dagløn i vinterperioden. Om sommeren, hvor arbejdsdagen var betydelig længere og hvor der var behov for mere arbejdskraft voksede lønnen helt op til 12 skilling.

 

Smedene

De fire smede i Barsmark og Løjt aftalte fælles priser i 1755. Der var yderligere 3 – 4 smede på Løjt Land. Men myndighederne tillod ikke uden videre, at der blev oprettet nye smedevirksomheder. Både i Stollig og i Skovby søgte man forgæves om at få en smed. Først efter 1800 kom der en i Stollig.

Aabenraa – smedene følte sig trængt af smedene i Løjt. De mente, at der var alt for mange og inde fra byen forsøgte man på mange raffinerede måder, at begrænse antallet af smedene på Løjt Land. En smed kunne heller ikke bare uden videre ansætte en svend. Så fik han problemer med smedelavet i Aabenraa.

Der var også problemer med at nogle af Løjt – smedene producerede leer og knive, som de solgte i både Jylland og på Fyn. Men modsat smedene på Als og andre steder, så var Løjt – smedene selvstændige og ikke ansat af bønderne.

 

Andre håndværkere

Hjulmagere, bødkere og ikke mindst tømrer var også håndværkere, der blev brugt af bønderne. Fra midten af 1800tallet var det dog efterhånden murerne, der blev den største gruppe inden for håndværkerne.

Skræddere, skomager og træskomager, der alle havde noget at gøre med beklædning var den tredje største gruppe. Tjenestepigerne fremstillede selv en del af deres tøj, mens gårdmandsfamilien fik andre til det.

Træsko blev lavet på bestilling, og det gjorde andet fodtøj og almindelig tøj uden tvivl også. I Aabenraa kunne man sikkert få lidt mere moderne snit og lidt bedre kvalitet end det skrædderne på Løjt kunne tilbyde. Mange Løjt – borgere var velhavende og kunne betale for det.

Møllere og krofolk brændte selv brændevin og folk klarede selv fremstillingen af fødevarer. I 1845 var der kun en enkelt slagter i sognet og i 1860 en bager. Og samme år dukkede en urmager op.

 

Lærredsvævning

I 1837 sammenlignede pastor Mathiesen lærredsvævningen i sognet med knipleindustrien i Tønder. Fra før år 1700 og frem til 1860erne var et usædvanligt stort antal kvinder i sognet beskæftiget med at spinde og væve. Løjt – væverske var kendt for deres fine hørlærred.

 

Løjt og søfarten

Søfarten overhalede håndværket som Løjts næst vigtigste erhverv. Som landsogn havde man ikke ret til at holde en selvstændig Løjt – flåde. Løjt – søfarten
var en del af Aabenraas skibsfart. Sidst i 1700tallet var der nogenlunde lige mange søfolk i Løjt som i Aabenraa. Løjtningernes indflydelse blev langt større
i 1800tallet, da man nu repræsenterede en stor del af kaptajner og styrmænd.

I 1713 var der mindst 11 Løjt – bønder blandt de 125 personer, der ejede parter i Aabenraa – skibene. De store Løjt – gårde gav overskud, og dette skulle investeres.

Betydningen af udlængsel og eventyrlyst har sikkert haft stor betydning. Indtjeningen på søen var også større end på landjorden. Springet til styrmand betød en fordobling af lønnen. Alle måtte dog starte som skibsdreng.

En privat søfartsskole eksisterede i mindst et århundrede i Løjt Sogn. Og det har åbenbart eksisteret navigationsskole i både Kirkeby og Skovby.

 

Eksotiske ting på Løjt land

Mange løjtninger tog på langfart. De så ikke deres hjem i flere år. Turen over Atlanten tog lang tid. En rejse fra Havanna til Fallmouth ved Englands sydvestligste hjørne tog i 1845 hele 35 dage. Den lange rejse fra det sydlige Argentina til Europa varede 82 dage.

Hjemme i Løjt sad søfolkenes koner og kærester, familie og venner. Ofte gik der år uden at de så sømanden. Med stor interesse fulgte man i Løjt de søfarende løjtningers færd.

Mange Løjt – hjem kom til at rumme eksotiske skatte fra mange lande. Ting som te, kaffe, porcelæn og silke kom meget tidligt til Løjt.

 

På aftægt

Når de ældre gik på aftægt, så blev der udfærdiget en kontrakt, så de ældre kunne få em tålelig tilværelse. Som regel bestod den afgift som den yngre generation skulle af med, af fødevarer. I 1800tallet blev ydelsen forhøjet.

Mange gange måtte generationerne deles om for eksempel køkkenet. Normal foregik dette harmonisk uden komplikationer. Men på Løjt er der dog eksempler, hvor det ikke gik helt så godt. Så måtte myndighederne ind og blande sig.

 

Fattigkassen

Dem, der ikke havde arbejde eller nogen til at forsørge sig, måtte indtil 1736 leve af almisser og tiggeri. Dette år blev der indført fattigløn i Slesvig. Man ville forsøge at begrænse tiggeriet. Midlerne kom fra kling-pungen i kirken. Men også indsamlinger blandt sognets beboere skulle give penge til fattigkassen.

I 1736 – 37 undersøgte tolvmændene, hvor mange værdigt trængende, sognet rummede. Fattigvæsenet dengang blev forvaltet af præsterne, kirkeværgerne og tolvmændene i fællesskab. De mødtes en gang i kvartalet.

Fra 1760 havde man lister over, hvem der skyldte bidrag til fattigkassen. Disse bidrag var efterhånden ikke mere frivillige.

I 1736 havde man fundet frem til 21, der var værdig til fattighjælp. Deriblandt var en mand på 24 år, der nærmest var krøbling. De 17 af de 21 var 60 år eller derover og ofte samtidig lamme, halvblinde eller svagelige. De fire, der var yngre, var stærkt handicappede.

I 1820 var der 67, der modtog fattighjælp, og i 1847 var der 67. I videst mulig omfang søgte fattigforstanderne at henvise folk til at klare sig selv.

 

Et problem blev løst

I 1776 bad tjenestekarlen Jep Pedersen Broe fattigvæsenet om at tage sig af hans bror og svigerinde, da de hverken havde mad, drikke og brændsel og kun få klæder, så de risikerede at sulte eller fryse ihjel i vinterens løb. Bønnen blev dog ikke hørt lige med det samme. Sagen kom dog for provst og amtmand. De besluttede, at de to skulle have hjælp, hvis ikke slægtningene kunne forsørge dem.

Herredsfogeden konstaterede, at parret havde almindeligt ry for at være vanvittige, men at de kun var forstyrrede – især konen, der uafladeligt talte om djævle, hekse og gespenster.

De to blev skilt ad. Mandens moder blev overtalt til at tage sig af sin søn. Og det gjorde hun gratis, mens konen blev anbragt hos en kurator. Det fik han 2 mark om måneden for. Han fik samtidig befaling til at holde hende til arbejde, da herredsfogeden mente, at hendes “forstyrrethed” kom af, at hun arbejde for lidt.

Ja sådan løste man sociale problemer på Løjt – dengang.

En mand med uhelbredelig ben-skade fik i juli 1832 afslag på fattighjælp, fordi han havde skilt sig fra sin kone, der kunne forsørge ham, men ikke ville.

 

Sparekasse

Sparekassetanken opstod meget tidligt. Allerede omkring 1820 oprettede pastor Matthiesen en sparekasse. Men den havde svært ved at klare sig selv, så den gik ind sidst i 30erne. I tilknytning til sparekassen oprettedes en almissekasse.

 

Tiggerfogeden kunne ikke bruges

Fattige fra andre sogne fik ikke noget. Og udenbys tiggere blev bortvist. I 1780 anholdte tiggerfogeden en tigger, der var søn af en velstående gårdmand fra et andet sogn. Tiggeren blev fordrevet og det indsamlede beløb blev taget fra ham.

Men tolvmændene var ikke begejstret for deres tiggerfoged. De mente, at han stod i ledtog med tiggerne og delte i porten. Og systemet med denne foged sluttede i 1831. Tolvmændene mente, at han kunne spares væk, og så overtog de selv opsynet på skift.

 

Kilde:

• Litteratur Løjt
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Lysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
• Løjt Land – i begyndelsen
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa og mange flere 

Redigeret 13.01.2022