Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Lige syd for grænsen 1940 – 1949

Oktober 5, 2019

Lige syd for grænsen 1940 – 1949

Inden Hitler kom til, var der 28 partier. Men man manglede brød og arbejde. Ret hurtig var der kun en ungdomsbevægelse. Med nazisterne kom der mange stramninger for det danske mindretal. Man tav om sit sindelag. Man fik kontakter på dansk side. Danskerne var interesseret i efterretninger og våben. En jødisk læge blev hjulpet over grænsen. Og våben blev ført over i en barnevogn. Der kom også tog med menneskevrag. 4.000 af dem blev sendt med tog til Padborg. Der var Gestapo – razzia i Kruså. Og kriminalrat Hermannsen hjalp også. Men der var usikkerhed og utryghed. Blev Flensborg en kampzone? Briter betragtede de dansksindede som en risikogruppe. De var rasende over deres initiativer. De gamle nazister var der stadig. De tyske medier rasede mod de dansksindede. Man kunne ikke svare igen. Briterne havde indført censur mod Flensborg Avis. Der var masser af flyveblade mod de dansksindede. Butikker blev ødelagt. De dansksindede var forarget over flygtningene. A.P. Møller frygtede for danskheden. SSW indførte racehygiejne. Og tyske historiker beskyldte dette som lighed med den nazistiske raceideologi.

 

28 politiske partier

Det var bestemt ikke let for de dansksindede syd for grænsen. Først skulle de leve med nazi – diktaturet og derefter måtte de ofte kæmpe mod den britiske besættelsesmagt.

Den protest og modstandsarbejde, der foregik var beskeden. Og ofte fik man hjælp nord for grænsen.

I slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne havde Tyskland seks millioner arbejdsløse. 4 millioner unge havde aldrig haft en lærerplads eller fået noget uddannelse. I 1930 var der 28 politiske partier, som du kunne stemme på.

 

Man manglede brød og flere i arbejde

Men det var et samfund, hvor der manglede brød og flere i arbejde. Dette blev baggrunden for nazismen. Nazisterne var meget optaget af det nordiske, især alt det, der lå før år 1000. Det var helteånden, der blev dyrket. Den kunne bruges i opdragelsen. Og den fyldte ikke så lidt i skolebøgerne. En sangbog fik titlen ”Blut und Ehre (Blot og ære)

Hitler sagde:

 

  • Det er mandens ære at slås og det er kvindens ære at føde børn

 

I 1934 da han talte ved rigspræsident von Hindenburgs bisættelse i Tannenberg sluttede han:

 

  • Så rejs da til Valhal, du gamle marskal!

 

Kun en ungdomsbevægelse

I 1933 opløstes samtlige ungdomsbevægelser. Herefter eksisterede der kun en. ”Hitler Jugend”. Der skulle mange og lange forhandlinger til før det danske mindretals unge slap for den tvungne HJ tjeneste. Lørdagen blev ”Stats – ungdomsdage”. Alle lørdage hørte alle unge staten til, dvs. Hitler Jugend.

Samtidig indførtes den nye hilsen ”Heil Hitler”. Og selv om mindretallet efter lange forhandlinger slap for dette, førte det alligevel mange ubehageligheder med sig.

I 1934 udsendte den nazistiske ungdomsleder Baldur von Schirach en bog med titlen ”Gestaltung der Hitler Jugend” (Opbygningen af Hitler Jugend). Her blev det fastslået at alt hidtidigt ungdomsarbejde er dødt, hvorfor der nu gælder om at opdrage noget nyt, stærkt og livskraftigt.

Børnenes tvungne lørdags – tjeneste omfattede bl.a. militær eksercits.

 

Adskillige stramninger

Nazisterne forlangte i begyndelsen, at folk skulle gå i kirke, men snart forlangte Goebbels og Rosenberg m.fl. trosfrihed for nazistpartiets medlemmer. Heraf udsprang brydningerne inden for den tyske kirke.

Enhver kunne blive medlem af nazipartiet, men man kunne ikke melde sig ud, og bl.a. derfor blev partiet så stort. Efterhånden blev det afsløret, at efter nazisternes opfattelse skulle syge, svage og gamle helst dø. De var en unødvendig belastning for det fremadstræbende storrige.

Det var hårdt for børn og unge, der blev omskolet fra dansk til tysk skole, fordi forældrene blev udsat for nazistisk pres, som de ikke magtede at modstå.

I tiden op til krigen 1939 kom der adskillige indskrænkninger i foreningslivet, som også ramte mindretallet. Tøjlerne blev strammet på alle måder.

 

Man tav om sindelag

Tyskerne troede ikke, at England ville gå i krig for Polen, ligesom de ikke havde troet, at England ville gå med i den første verdenskrig. Tyskerne troede på en nem og kort krig.

For anden gang måtte den danske ungdom i Sydslesvig nu stille spørgsmålet: ”Flygte eller blive”. Mange tav om deres sindelag. Det var meget vanskeligt at få pas eller visum. Man kunne ikke uden videre passere grænsen. Ofte skete det ved hjælp af bestikkelse.

Nazipartiet brugte begrebet ”Unabkömmlich” (uundværlige). Storbønder og industriens ledere blev ikke indkaldt. Som partimedlem fik man eventuelt lov til at blive hjemme. Var man ikke partimedlem måtte man ud.

 

Forskellige kontaktsteder på den danske side

Modstandsbevægelsen i Flensborg havde et værdifuldt kontaktsted i Kruså. Det var frk. Heiselbergs lille restaurant ved siden af det danske toldsted. Havde man noget særligt at ordne, fik man lov til at gå op i hendes private lejlighed oven på restaurationen. Mangen en betydningsfuld besked gik over frk. Heiselberg.

Et andet kontaktsted var gråsten banks filial ved siden af restauranten, hvor bankbestyrer A. Madsen – senere Neisgaard, da Madsen måtte gå under jorden – var til uvurderlig hjælp, når det gjaldt post, meddelelser af enhver art og oplysninger vedrørende grænseovergangsforhold.

Under krigen blev der etableret kontakter til den danske modstandsbevægelse ofte ad mærkelige veje og det førte til, at modstandsarbejdet syd for grænsen i visse tilfælde også kom til at omfatte folk uden om mindretallets kreds.

Der blev knyttet kontakt til værten i Borgerforeningen, Hanni Matthiesen af modstandsbevægelsen i Danmark ved jens Ege, Kohagen i Kollund og oberstløjtnant, senere general Aage Højland Christensen. I februar 1945 måtte jens Ege gå under jorden. Ny kontaktmand blev oversergent Ole Hansen, der boede i Kruså Mølle. Han ”arbejdede” i frk. Andersens gartneri i Kruså som Ole Olsen.

 

Danskerne interesseret i efterretninger og våben

Modstandsbevægelsen var først og fremmest interesseret i efterretninger og våben, men lagde også vægt på det psykologiske i, at der også inden for Tysklands grænser foregik sabotager m.v.

Jens Ege bistod også med at hjælpe folk over grænsen. Dette skete ofte med aften – rutebilen fra Flensborg til Kruså. Omkring den tyske toldbygning var der temmelig mørkt. Det gjaldt om at aflede toldernes opmærksomhed. Så gik turen over til den danske side af grænsen, hvor alt var forberedt til den videre rejse.

 

Flygtede i kajak over Flensborg Fjord

Ofte skulle der skaffes folk over grænsen til Sverige. Turen gik over Krusåen i området omkring Nyhussø. Kontaktmanden på dansk side var ofte Hans Hansen. Han stammede fra Flensborg. Han var meget aktiv i det socialdemokratiske ungdomsarbejde. Han måtte allerede i 1933 forsvinde på grund af Gestapos interesse for ham.

Han flygtede i kajak over Flensborg Fjord. I 30’erne opholdt han sig i Padborg – området med kontakt syd på. Han virkede som sendebud for gamle partivenner. Da Danmark blev besat måtte han flygte til Sverige. Men han vendte tilbage og bosatte sig lige nord for grænsen.

 

Den tyske grænsebevogtning ikke så effektiv

Da de danske grænsegendarmer blev arresteret og ført til koncentrationslejre blev der, på trods af den tragiske baggrund, noget lettere at gennemføre de illegale grænseoverskridelser. Den tyske grænsebevogtning var ikke særlig effektiv.

Kontakterne Hamborg – Flensborg – Danmark førte også til, at sårede fra Straffebataljoner, der efter et lazaretophold var gået under jorden, dukkede op i Flensborg. De var hjulpet på vej af gamle partikammerater og grupperne i Hamborg. Nu skulle de så skaffes videre til Danmark.

Straffebataljonerne bestod dels af folk, der var dømt ved en krigsret, og dels af fanger fra koncentrationslejre. Begge grupper skulle ”have en ny chance”. De kom ofte i uniform, men fik civilt tøj, hvorefter uniformen blev brændt i et centralfyr. De blev hjulpet over grænsen lige som så mange andre i disse år, jøder, halvjøder og de, der i nazisternes øjne politisk upålidelige.

Mange i Flensborg og i hele grænseområdet var parat til at hjælpe, skønt risikoen var stor, således f.eks. A & N, der ejede et lille hus nord for grænsen og var med til at redde ikke så få mennesker.

 

En jødisk læge bosatte sig senere i området

Fru LHM kan berette om en række familiemedlemmer, men også andre, der dukkede op for at få logi, når et bestemt kodetal blev nævnt. Et af de næste led i kæden var den danske hjemmesygeplejerske i Valsbøl, Kathrine Bojlesen, der tog imod disse mennesker og var med til at hjælpe dem over grænsen. Blandt dem, der kom ud i friheden af denne vej, var en læge og hans husholderske. Lægen var halvjøde og måtte ud af Nazi – Tyskland.

 

Våben smuglet i barnevogne

Efter krigen åbnede han en praksis i Sønderjylland. Og den blev videreført af hans søn.

Et brændende ønske hos modstandsgrupperne nord for grænsen var at få våben. Og dette foregik ofte i barnevogn eller i en jordemodertaske med dobbelt bund. Senere fik man en aftale med en vognmand nordfra, der kørte med kølebiler med pakker til danske koncentrationsfanger i Neuengamme.

Sidst i marts og først i april dukkede de hvide busser fra dansk og svensk Røde Kors op i Flensborg på vej til Sverige med danske og norske KZ-fangere. Men der kom også andre fanger til byen.

 

Et tog med menneskevrag

Således holdt en dag et tog ved Flensborg Sporskifte med godsvogne fyldt med menneskevrag, fanger fra koncentrationslejre. Senere kørte toget frem til havneområdet i Flensborg ved skibsværftet og slagteriet. Mange var døde i toget og ligene blev stablet op af en mur. Vogterne var nervøse. Ingen måtte komme i nærheden af toget. Befolkningen måtte ikke se dette forfærdende udtryk for nazismens menneskelighed.

En skoledreng spurgte en af vogterne, om han måtte give et brød til fangerne. Vagten gav efter, og drengen rakte brødet frem. Umiddelbart efter brød et voldsomt slagsmål ud i godsvognen.

Der var nervøsitet og forvirring omkring toget. Pludselig fik fangerne besked om, at lægge de døde tilbage i vognene. Toget kørte tilbage til Sporskifte. Herfra forsvandt det om natten, ingen vidste hvorhen.

 

Gestapo – razzia i Kruså

Som allerede nævnt var der ofte brug for rationeringsmærker, legitimationskort m.v. nord for grænsen. Enten blev disse ting skaffet til et bestemt formål fra en illegal forbindelse, eller man havde på samme måde fået mærker og kort til egen administration.

Et lager af alt dette lå gemt i en kakkelovn hos frk. Wildau på Kruså Møllegård. På en eller anden måde havde Gestapo fattet mistanke om, at der foregik et eller andet, så der blev iværksat razzia. Heldigvis var der besøg hos hende, så disse mennesker tog lageret ud af kakkelovnen og puttede det i en mappe. Så gik de ud på landevejen. En Gestapo – mand bad om legitimation, og spurgte, hvor de skulle hen. Et pas med visum lydende på ”Arbeiter” og en forklaring om, at de var på vej til at arbejde på skibsværftet i Flensborg sikrede dem passage – uden at tasken blev åbnet.

 

Kriminalrat Hermannsen hjalp også

Nu var det ikke alle der var lige bombardiske hos myndighederne. Således hjalp Kriminalrat Hermannsen mange. Han forhindrede bl.a., at fanger fra Frøslevlejren blev ført til Tyskland. Den mærkelig figur i Gestapos ledelse i Flensborg holdt øje med den lokale modstandsbevægelse. I nogle tilfælde gav han også melding om, når de skulle flygte til Sverige.

Der var kræfter i den danske modstandsbevægelse, der via den britiske oberst Orff i Kiel fik udvirket, at Hermannsen blev hentet ud af fængslet i Flensborg, så han kunne bistå med eftersøgningen af Gestapo-folk.

I nogle uger fik Hermannsen et ”arbejdsværelse” i Borgerforeningen. Han blev indkvarteret nord for grænsen, men kom hver dag til Flensborg sammen med Ole Hald.

 

Ville Flensborg blive et kampområde

I Flensborg var der kort før krigsafslutningen en atmosfære af både håb og spænding. Ville Flensborg blive et kampområde? Siden 2. marts 1945 var byen sat i primitiv forsvarstilstand. I efteråret 1944 var skansearbejde blevet iværksat.

Ville byen blive erklæret som en åben by? Dette skete den 4. maj, mens de britiske styrker nærmede sig. Men hvad med Danmark? Ville Danmark blive den sidste slagmark?

Flensborg vrimlede med alle slags militær. Havnen var fuld af skibe. Midt i vivaret kom så meddelelsen om, at Hitler havde taget sit eget liv, selv om det ganske vist blev sagt på en anden måde. Admiral Dönitz blev hans efterfølger. Nu måtte vejen da være klar til en krigsafslutning.

 

Flensborg havde fået en ”Reichssender”

Stor var overraskelsen, da man den 3. maj i radioen pludselig hørte den præsenteret som ”Reichsender Flensburg” og ikke som hidtil ”Reichsender Berlin”. Dönitz – regeringen var flyttet til marineskolen i Mørvig. Gaderne vrimlede med høje militærpersoner og fremtrædende partifolk. Rygterne ville vide, at der på politipræsidiet og andre steder blev udfærdiget falske civile papirer i stort tal til SS- og Gestapo – folk og andre nazister. At det virkelig skete blev senere bekræftet.

 

En forskrækkelse på Flensborg Avis

På Flensborg Avis oplevede personalet en forskrækkelse på den sidste Hitler – fødselsdag den 20. april. Der skulle efter ordre bringes et billede af Hitler og en pæn kliché var fundet frem og placeret på forsiden.

Trykningen var i gang, og de første bude var gået ud med aviser, da der blev opdaget, at en af personerne ved siden af Hitler var den flygtede Hitler – stedfortræder Rudolf Hess. Maskinen blev standset og Hess ansigt kradset ud til uigenkendelighed, før restoplaget blev trykt. Men hvad med de allerede udsendte eksemplarer? Ville Gestapo møde op med en beskyldning om fornærmelse af Føreren? Nerverne stod noget på højkant. Nazisterne havde andet at tænke på i de dage, og der skete intet.

 

De hvide busser

I de hektiske dage sidst i april passerede de hvide busser næsten døgnet rundt i Flensborg med danske og norske fanger fra Neuengamme, hvortil de var ført fra forskellige koncentrationslejre. Busserne kørte fangerne til Danmark og videre til Sverige, men en del blev anbragt i Frøslevlejren.

De danske jøder i Theresienstadt var også bragt til Neuengamme, og ca. 400 overlevende kom med busserne til Sverige. I alt omkring 10.000 kz-fanger blev befriet på denne måde.

Andre 10.000 kvindelige fanger fra Ravensbrück blev af dansk – svensk redningshold med biler og tog reddet i de sidste aprils – dage, væsentligt franske, hollandske og polske.

 

4.000 fangere via Flensborg til Padborg

Et bestemt godstog havde 4.000 fanger med og strandede nogle dage i Flensborg, før det lykkedes at få det igennem til Padborg den 30. april. Det var frygtelige scener, der udspillede sig på banegården her. Et stort frivilligt arbejde reddede mange af disse fra døden.

Mellem de mange skibe på fjorden var et, der var stuvet fuldt med ca. 1.000 sultende fanger fra KZ – lejren Stutthof. De blev slæbt fra borde og proppet i godsvogne for at blive kørt til en opsamlingslejr et eller andet sted. En del mindre skibe og ubåde tog proviant om bord i betydelige mængder fra frihavnsområdet og stak til søs. En del skibe blev sunket af besætningen på yderfjorden og nær Østersøkysten.

Nogle af skibene var fulde af varer af mange slags, f.eks. tekstilvarer. Det var det stortyske riges sidste beholdninger, som man forsøgte at redde.

 

Kirkeklokker og festfyrværkeri

Luftalarmer var hyppige og efterfulgt af skyderi fra luftværnsartillerier, både fra landbatterier og fra skibe på fjorden. Kun enkelte bomber faldt i byen i krigens sidste dage, de sidste den 3. maj om aftenen. Skaderne var heldigvis begrænsede.

Efter et par spændingsfyldte dage meddelte den sidste nazregering endelig den 8. maj at den endelige kapitulation over ”Reichssender Flensburg”. Samme dag kom flere engelske afdelinger til byen. Kapitulationsdagen kom ikke til at gå helt stille af. Da mørket sænkede sig, og kirkeklokkerne havde lydt begyndte et helt festfyrværkeri. Det tyske militær skod lyssignaler op over byen.

 

Usikkerhed og utryghed

Krigens sidste uger var præget af usikkerhed og utryghed. Byen vrimlede med tysk militær, og der dykkede uniformer og tjenestegrader op, som man ikke tidligere havde set. Det var tydeligt, at noget var ved at ske. Det var tydeligt, at noget var ved at ske. Flensborgerne spurgte med ængstelse sig selv og hinanden:

 

  • Vil krigens umenneskelighed her i den sidste fase også ramme vor by og vor hjemstavn?

 

Ingen stolede på de officielle oplysninger, der blev givet befolkningen.

 

De danske sydslesvigere blev betragtet som risikogruppe

Briterne betragtede de danske sydslesvigere som en risikogruppe, fordi det måtte antages, at var genstand for Gestapos og andre tyske myndigheders særlige interesse og kontrol.

I Flensborg blev der også spioneret. De dansksindede modstandsgrupper noterede alt ned, hvad de mente kunne have interesse for efterretningsvæsnet. Det var både om soldaterenheder, militære-lastbiler, kanonvogne, tanks, tog og skibe i havnen. En remise på banegården blev nøje studeret.

Kontaktmanden nord for grænsen hed Frede Birklund. Han blev senere oberstløjtnant i det danske flyvevåben. Men han blev dræbt ved et flystyrt i 1961. Han kom til Flensborg omkring den 1. maj.

 

Henvendelse til den danske regering

Nyhederne væltede frem om Hitlers selvmord, Dönitz overtagelse af regeringsmagten, om Montgomerys tropper på vej til Lübeck og rygterne om, at den tyske hær med SS-tropper i spidsen forberedte at gå i forsvarsstilling langs med Kiel – kanalen. Og en sand strøm af tyske tropper gik nord på ad hovedvejen.

Den 8. juni henvendte 34 flensborgske arbejderrepræsentanter sig til det danske socialdemokrati for at understøtte:

 

  • Enhver bestræbelse, som har til mål at rykke grænsen af 1920 mod syd og tilslutte byen Flensborg og et landområde til Danmark og dermed Skandinavien.

 

Senere vedtog en række af de nyudnævnte borgmestre og embedsmænd en henvendelse til den britiske militærregering om at oprette en særskilt administration for selve Sydslesvig.

 

Briterne rasede over de danske sydslesvigere

Forskellige initiativer blev sat i værk. Men de britiske myndigheder var rasende over de initiativer de dansksindede sydslesvigere foretog sig.

Den danske regering var også afvisende over de dansksindede sydslesvigere.

Sydslesvigs befolkningstal var i 1945 fordoblet på grund af de mange flygtninge østfra. I en situation med nød og arbejdsløshed, inflation og varemangel skulle nu opbygges et nyt demokratisk samfund på diktaturets og krigens ruiner.

 

Et godt kommunalvalg

Det første kommunalvalg den 13. oktober 1946 gav ganske vist de danske sydslesvigeres repræsentanter en forholdsvis god placering i de kommunale råd, men problemerne hobede sig op.

 

Den britiske militærmagt skuffede

Valget gav langt fra den fulde frihed for i alle forhold skulle den britiske besættelsesmagt spørges. Man havde ellers næret de store forventninger til dem.

I et britisk memorandum fra september 1945 findes en sætning, der udstikker linjen:

 

  • We must win the German for our side

 

Her var grunden lagt til, at alt hvad der kunne genere denne målsætning, matte holdes nede.

 

De gamle nazister var der stadig

Flere og flere følte snart, at den frihed, som den 8. maj indvarslede, ikke svarede til forventningerne. I overensstemmelserne med det britiske militærstyres forordninger skabtes et ”nyt” forvaltningsapparat. Men overalt i kommuner, amter og ”lande” var de gamle nazister stadig at finde. Hertil kom, at flygtninge på adskillige områder fik forret.

Godkendelser af de gamle skoleønsker blev trukket i langdrag eller afslået, og der blev lagt hindringer i vejen for Sydslesvigsk Forenings politiske ligestilling med de tyske partier.

 

Socialdemokraterne truede med vold mod de dansksindede

Modsætningsforholdene kom stærkt til udtryk allerede i valgkampen forud for kommunalvalget i oktober 1946. Den daværende socialdemokratiske landbrugsminister Arp truede i Husby den danske folkegruppe med vold. Han erklærede lige ud, at landsforræderi – paragraffen ville blive anvendt over for de danske sydslesvigere, og at alle, der bekendte sig til danskheden, ville blive udvist, når Tyskland var blevet stærkt.

 

Medierne var også imod danskerne

Noget senere skrev det socialdemokratiske blad ”Lübecker frei Presse i en ledende artikel om det sydslesvigske spørgsmål:

 

  • Det stegte flæsk kan dufte nok så forførisk fra Danmark herover, og de danske fedtøjne kan betragtes som de yndigste i Europa, men det kan ikke være med til at bestemme synspunkterne vedrørende den europæiske ordning.

 

Det var synspunkter som disse, som fik Flensborgs socialdemokrater til at bryde ud og danne deres eget socialdemokrati.

 

Der var censur på dansksindede aviser

Alle anmodninger om fra dansk – sydslesvigsk side til at få en licens til en uafhængig presse, hvor man kunne komme til orde, blev afslået. De tyske aviser udkom uden censur, men Flensborg Avis var stadig under streng engelsk censur og kunne ikke svare på de tyske angreb eller påtale tyske angreb. Derfor overvejede man at fremstille illegale blade.

 

Flyveblade med advarsel mod de dansksindede

Iden disse planer blev til virkelighed, var der tyske kredse, der ønskede at understrege deres holdninger uden om presse og organisationer. De udsendte flyveblade som f.eks. følgende, der udkom i ugerne inden kommunalvalget den 13. oktober 1946 i Kappel:

 

  • Tyskere vågn op
  • I må ikke længere roligt se på, at gemene fædrelandsforrædere og karakterpjalte fortsat driver deres smudsige håndværk!
  • Det er spækdanskerne
  • Tidligere nazister, som med deres ejendele i dag vil flygte fra ansvaret, mens vi alene skal betale regningen for den tabte krig, og som for spæk og smør vil sælge et betydeligt område af vort lille restfædreland.

 

Et andet flyveblad var opklæbet rundt omkring i Sdr. Brarup og omegn. Det havde følgende ordlyd:

 

  • Tyskere køb kun hos tyskere
  • Boykot spækdanskernes forretninger
  • Ellers fylder i landsforrædernes pengesække
  • Nedenstående forretninger er tilhængere af spækdanskheden og hjælper til med at fremme den.
  • Borgmester, eksportkøbmand Petersen. En stor profitmager og støtte for spækdanskheden

 

Briterne reagerede ikke mod chikanen

Og så var der ellers nævnt en masse dansksindede virksomheder. Mange dansksindede forretninger fik også knust deres butiksvinduer.

Der var vandalisme mod danske soldatergrave og danske skoler.

Åbenbart var alt dette ikke noget, der rørte briterne, der forbød Flensborg Avis at bruge udtrykket:

 

  • Vort moderland Danmark

De illegale blade opstod

Efterhånden opstod der en masse illegale blade produceret af de dansksindede sydslesvigere. Ja selv en illegal radiostation fik man. De illegale radioudsendelser kom fra Danmark. Man kaldte programmerne for ”Efterretninger fra hjemstavnen uden Kiels censur”. Hver tirsdag og fredag kl. 22 sendte man, når Flensborg – senderen havde slukket.

 

Man brugte også radiosender

Og det var Svenborg politis radiosender man brugte. En politimand gav god teknisk støtte. Som speaker optrådte af og til den unge lærerstuderende Karl Otto Meyer.

Stoffet i radioudsendelserne var stort set det samme, der blev offentliggjort i den illegale blad Landes – Zeitung og fra pressetjenesten i Bov.

 

Dansk politi hjalp briterne og tyskerne

Dansk Politi hjalp englænderne med at finde ”forbryderne”. Selv om dette blev benægtet i folketinget. I Bov søgte man efter illegalt trykkeri og en illegal radiosender. Flere mistænkte blev også afhørt. Jo politiet blev gjort til håndlangere for det tyske politi og de engelske besættelsesmyndigheder.

Ja selv efter en glad dansk aften, måtte dansksindede med ind på politistationen i hovedgaden Hohe Strasse. Og det er nok ikke hver dag, at ”Dengang, jeg drog af sted afsynges på en tysk politistation.

 

Censuren ophørte, men problemerne fortsatte.

Først i 1949 slap Flensborg Avis for censuren af de engelske myndigheder. Men problemerne for de dansksindede var langt fra slut.

 

Dansk forargelse over for flygtninge

I bogen ”Sydslesvig i dag”, der blev udgivet i 1956, er der fotografier af danske hjem, der måtte afgive plads til flygtninge. Billedteksten lægger ikke skjul på forargelsen. Et sted står der:

 

  • Fru Anna Cordsen har maatet flytte ud af sin Stue og ind i et Kammer for at give Plads til en tidligere Gestapo-Soldat og hans Hustru. Nu ser fru Cordsen længselsfuldt mod sin egen Seng, der optages af ubudne Gæster. Gestapo – Soldatens Kone har forsynet sig med Brød og Marmelade og lagt Beslag paa Stuens eneste Stol.

 

Et andet eksempel giver måske en endnu større forargelse:

 

  • Hos Lærer Niels Kjems brugte Flygtningene Familiens Spisestue som Gennemgangsvej til og fra den Del af det danske Lærerhjem, som de tyske Myndigheder havde beslaglagt. Uden at banke paa, uden at hilse, men overbegloende Lærerfamilien passerer de ugenert. Flygtningene var alle Kvinder fra Sudetenland. De var 5 i Tallet og synes saa godt om Fru Kjems Køkken, at de inviterede andre til at besøge sig.

 

De dansksindede brød sig ikke om flygtningene

De dansksindede sydslesviger brød sig ikke om flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten. Ikke blot i Sydslesvig med også i Danmark brød man sig ikke om dem. Et sted kunne man læse:

 

  • De kan avle forskellige bastarder, som kan opfylde og forpeste landsdelen. Marchere over grænsen så endnu et gammel dansk land kan blive forpestet.

 

Et andet sted stod det at læse:

 

  • Østpreussen har klare racekendetegn, der adskiller dem fra sydslesvigere og de øvrige nordiske folkeslag. Det kulminerer i den østpreussiske folketype, hvis legemsbygning og hovedform bærer rigt vidnesbyrd om blodmæssigt tilskud mellem generationer af polakker, russere, litauere med flere.

 

På flyveblade sås et landkort med sorte pile, der kom fra Østpreussen, Pommern, Sudetenland. Pilene pegede på Sydslesvig. Forneden stod:

 

  • De stimer mod grænsen. Bort med flygtninge. Gør Sydslesvig frit.

 

A.P. Møller frygtede for danskheden

Skibsredder A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede i den grad for danskheden og skrev læserbreve i Berlingske Tidende og Flensborg Avis om flygtningeproblemet:

 

  • Forbliver de østpreussiske indvandrere i Sydslesvig, vil Tyskheden uværgerlig trænge nord på.

 

A.P. Møller mente dog, at flygtninge over 60 år godt kunne få lov at blive:

 

  • Men nu, da Beslutninger skal træffes, bør denne Fare med alle Midler øges forebygget. Nogen Beroligelse ligger der for Danmark næppe i, at der blandt Flygtninge er saa mange Kvinder, thi min Iagttagelse gennem mange aar har været, at tyske Kvinder gennemgaaende er fuldt saa nationalt fanatiske end tyske Mænd.

 

SSW indførte raceideologi

I marts 1948 pålagde SSW, at dansksindede sydslesvigere ikke måtte gifte sig med nogle syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogen, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde man det blev man udelukket af det danske mindretal.

Det vides, at på dette grundlag, var der 45 medlemmer, der blev smidt ud. Så sent som i 1949 kunne man læse i den sydslesvigske hjemstavnsavis som udkom på tysk, at der var stor fare for det frisiske blod.

Folk øst fra blandede sig. Og det var stor fare for, at de slaviske træk ville blande sig. Derefter kom en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i den nordligste del af Slesvig Holsten skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.

 

Beskyldt for ligheder med nazistisk raceideologi

Det danske mindretal har som beskrevet ikke haft det let under Hitler – tiden. Det stod efterhånden også ret alene med kravet om ”Danmark til Ejderen”. De havde også taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske race. Åbenbart skulle man nu selv til at tage dette spørgsmål op igen.

Martin Klatt har i bogen ”Lange Shatten (Lange skygger) under overskriften ”Et Slesvigsk Folk” beskrevet det danske mindretals selvforståelse i efterkrigstiden sat i relation til det tyske flertal og specielt de mange hjemstavns – fordrevne.

Kapitlet er en kritisk belysning af den danske Sydslesvig – propaganda. Forfatteren mener, at den havde mange ligheder med den nazistiske raceideologi. I mange tilfælde slog dansksindede og tyske i Sydslesvig sig sammen om en hjemstavnsideologi vendt mod den fremmede østprøjsiske indflydelse.

Afslutningsvis må vi igen påpege, at vi ikke skal se fortiden med nutidens ideologi.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Franz Wingender: Modstand i Sydslesvig – før og efter 1945
  • Viggo Petersen: Sydslesvigske skæbner
  • Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
  • Gerhard Paul m.fl. .: Lange Schatten (Flensburger Berichten zur Zeitgeschichte)
  • Sydslesvig i dag (1956)
  • Martin Klatt: Flygtninge og Sydslesvigs danske bevægelse 1945 – 1955

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 1.453 artikler herunder:

  • KZ – lejr Ladelund
  • KZ – lejr Husum – Schwesing
  • Harreslev – dengang
  • En Sønderjyde krydser sine spor
  • Militære efterretninger i Grænselandet
  • I Kollund Østerskov lå to villaer
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • For tysk krigsret i 1940
  • Syd for grænsen – under besættelsen
  • Mindretal under pres
  • Flensborg 1945 – 20 dage som Regeringsby
  • Karantænestationen ved grænsen
  • Sandheden om De Hvide Busser
  • Deserteret i Svendborg – likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
  • Og mange andre

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden