Lersø-bøllernes viser

Anders Enevig, en forfatter der beskrev vilkårene for dem, der var lavest i samfundspyramiden og dem, der ikke var bosatte, skrev en række fremragende bøger. Men han samlede også viser. Han talte med 200 mennesker og samlede 400 timers viser på sin båndoptager. Og det gjorde han i sin fritid. Han arbejdede ved politiet. Og man kan sige at disse viser også udgør en form for lokalhistorie. Arbejderne sang også Lersø-bøllernes viser. Vi skal da også kigge på visen om Lersø – slaget. En politibetjent døde efter at være mishandlet. Frederik Jensens store vise på Nørrebro teater i 1902. Anders Enevig drak håndbajere med Karen Spidsmus. Så var det lige Utterslev – prangerne. Vi kigger på visen om Valde og Fie. Lersø – bøllerne måtte flygte til fælleden. Storm P fandt sine modeller blandt Lersø – bøllerne. Igen engang måtte man flygte. En gruppe blev og gik rundt på Ydre Østerbro. En anden gruppe gik på Blågårds Plads. Og så var det dem, der tog tilbage til Lersø – kvarteret.

 

Anders Enevig samlede viser

Anders Enevig kan vi takke for, at kulturen og historien om Klunserne, Kræmmerne, Prinserne, Lersø-bøller og Fælled-bisser er bevaret. Han har skrevet nogle fremragende bøger om emnet. Men hvad de færreste sikkert ved, er at han også har samlet de viser, der hørte til disse grupper af mennesker.

Under besættelsen var han modstandsmand og måtte flygte til Sverige, hvor han blev soldat i den danske Brigade.

 

Arbejdede ved politiet

I 1945 blev han ansat i Rigspolitiet. Under sit arbejde i Københavns Politi fik han et indgående kendskab til Nørrebro-kvarteret. Han kom under sit arbejde i forbindelse med bl.a. Spritterne.

Dette resulterede at han i 1958 i sin fritid med båndoptager indsamlede historier og viser sunget i dette miljø af subsistensløse. Snart efter udvidede han sit indsamlingsarbejde og lignende og andre miljøer mange steder i landet.

 

400-timers båndoptagelse

Der er blevet indsamlet både eventyr, beregninger om overtro m.m. folkehistorisk traditionsstof samt miljøberetninger om det farende folk. Anders Enevig har skrevet et hav af artikler i fagtidsskrifter og udgivet bøger med ikke – bofastes folklore.

Han beskæftigede sig med de mere eller mindre omvandrende og dermed ofte ildesete og af myndighederne forfulgte minoriteter. Han var en respekteret debattør, vel nok fordi hans indlæg altid var deldokumenterede. Ja han var vel den fødte storsamler. Således overlod han sin store samling til diverse museer. Og alle hans båndoptagelser (ca. 400 timer) blev overladt til Dansk Folkemindesamling.

Nu er det nok ikke alle viser, der er lige stuerene. Det er folkeminder fra en tid og et miljø, hvor hårde livsbetingelser gjorde, at mange hurtigt faldt væk.

 

Viserne er et stykke lokalhistorie

I denne artikel dukker vi ned især i hans indsamlinger omkring Lersøbøller og Fælledbisser. Efter denne artikel kan du læse, hvad du kan finde om ”De Skæve Eksistenser” på Nørrebro og i Nordvest og vel også på Østerbro.

Vi har valgt et tilfældig udvalg af viser, som samtidig blev et lille stykke lokalhistorie fra Nørrebro/Nordvest/Ydre Østerbro. Det er historie – set nedefra.

 

Arbejderne sang også Lersø-bøllernes viser

”Krykke Maries Slagsang” er trykt på fint lyserødt papir. Visen handler om et vældigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Servicet var ikke særlig appetitligt og bohavet i hulen bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne person har vi omtalt i tidligere artikler.

Det var 8 vers og med lidt god vilje kunne den synges på den gamle folkemelodi ”I skoven skulle være gilde”.

Når man engang kom forbi en byggeplads på Nørrebro, kunne man fra arbejdsskuret høre arbejderne synge nogle af de gamle viser ude fra Lersøen.

Det var viser, der ikke stod i sangbøger og i visebøger.

 

Anders Enevig talte med 200 mennesker

Anders Enevig gik nu på jagt og talte med henved 200 mennesker på Nørrebro. Han omtaler det selv som en morsom og interessant opgave, som ofte resulterede i natteroderi. Arbejdet måtte gøres, når både han og sangerne havde tid.

 

Visen om Lersø – slaget

Og egentlig har vi tidligere i flere artikler berørt Lersøsalget. Slaget mellem Lersøbøllerne og politiet fandt sted natten mellem den 29. og 30. september 1901. Egentlig var det ikke tale om et slag. Det var snarere tale om et brutalt overfald på en politimand, som næsten blev slået halvt ihjel. Men i folkemunde taler man om Lersøslaget. Og vi har da også tidligere berettet om dette.

Jo Lersøbøllerne var et folkefærd ud over det sædvanlige. Andre grupperinger var næsten rene pigespejdere ved siden af de gamle Lersøbøller. Det var et fag og et erhverv at være Lersøbølle, og de kunne deres arbejde.

Visen om Lersøslaget er nu ved at smuldre i traditionen. Men det lykkedes dog for Anders Enevig at rekonstruere visen. Han måtte kigge i avisens referater for at få versene indpasset i den rigtige rækkefølge.

Melodien er kendt. Den minder om melodien til Hans Hartvig Seedorffs vise ”Den er fin med kompasset, slå rommen i glasset”.

Det må have været en ganske særegen stemning derude, når de lå i hulerne og sang viser og mindedes bedrifterne inde på landjorden. De har også sunget denne Lersøballade:

• Den vise jeg synger, den er ej på mode

Den handler om de helte, der slog Ørsted til jord

Nu sidder vi alle bag lås og bag slå

Og det længe til var´, før vi friheden vil få

Tingving vallivalliving valliving vallivallivaj

Tingving valliving tingvingvallivallivaj

 

• Og det var en aften, vi skulle ud på livet

Vi var nogle fulde og folk fik på snuden

Den første vi traf på vor ensomme vej

En nattevagt det var, os en storslået galaj

 

 

• Vi spurgte ham om han en spids kunne give

For tørstig´ vi var, og vi skulle ud på livet

Dertil han svared` det ville han ej

Og vi havde jo bare at skrubbe vor vej

 

 

• Men så fik han skaller, og det efter noder

Det var jo nogle af Glorias` goder

En tog hans stok, han hamred` hans hud

Stodderen råbte: oh hjælp mig dog Gud

 

 

• Men Herman han sagde, oh hør kammerater

Vi skal vel ej løbe for disse krabater

Og straks han ind på panseren fòr

Og nak ham en skalle, så han segned` til jord

 

• Og så kan I tro, det gik stærkt hen ad vejen

Og folk som vi mødte, ja de gik på kajen

Og vi standsed først ud for Søborghus kro

En stodder vi slog, og kyllinger tog

 

 

Et par dages tid efter denne ballade

Så blev Musen taget i Kildevældsgade

Der var han med Gloøjet ude på rov

Og da panserne kom, ja så blev det sgu sjov

 

 

• Der stod vi med brysterne fulde af varer

og lommerne fyldte med fine cigarer

da panserne rykked´ nærmere frem

så smed vi sardiner i ho´ det på dem

 

 

• Så blev vi fanget, vi blev bastet og bundet

Skønt varerne sa´ vi, at dem ha´ de vi fundet

Så kom vi alle på Vester en tur

Og nu sidder vi alle bag fængslets mur

 

 

• Tag jer nu i vare, I vore betjente

for hver gang I træffer på Nørrebros helte.

En skål for de kæmper, som var med dengang

På Lersøens hulvej og dansed` can – can

Tingving vallivalliving valliving vallivallivaj

Tingving valliving tingvingvallivallivaj – go` morgen Karl Baj

 

 

Hvem ville ofre papir på Lersø-bøllerne?

 

Men hvem var denne Karl Baj egentlig. Han er nævnt i flere viser. Han er blevet en slags fællesnævner for en rigtig Lersøbølle. Vi har hørt, at han skulle være kommet ud af det hele og blevet entreprenør.

 

Teksten er interessant, fordi den har en virkelig historisk baggrund. Før Anders Enevig fik den på tryk, har den ikke været det. Hvem ville ofre papir og tryksværte på en rå Lersøballade?

 

En af de folk vores hovedperson fortalte, at han havde lært sangen før 1910, da han var mælkedreng på mejeriet Enigheden.

 

 

Politibetjenten døde – efter mishandling

 

Mon Lersøbøllerne siden tænkte på, hvordan det var gået deres offer, politibetjent Ørsted, Sikker ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter som en ret ung mand.

 

Lersøslaget var kun en lille lokal episode ude på Nørrebro, men der var sat en udvikling i skred, som ingen dengang havde forestillet sig. Aviserne svælgede i lange artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle på vers dengang.

 

 

Komedier om Lersø – bøllerne

 

Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede i, at Sønderbro Theater i både 1905 og 1909 satte folkekomedierne ”Lersøbøllerne” på programmet. I komedien fra 1905 blev der fra de skrå brædder på Sønderbro sunget ikke mindre end tolv grove viser, gendigtet over skelettet til nogle obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. Det kunne også blive for sølle.

 

 

Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus

 

Men Lersøbøllen Ferdinand Eriksen var jo flygtet. Han og Karen Spidsmus havde taget damperen til Aarhus. Hvor ingen kendte dem. Har boede de et halvt års tid, til de endelig blev snuppet af politiet og blev sat ind i den gamle arrest.

 

Det var sandelig ikke noget de brød sig om. Allerede første nat foranstaltede Ferdinand alle tiders største forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrene i gaden må absolut have moret sig. Ud for Karen Spidsmus` celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen.

 

Man bør absolut bruge lagener, hvis man skal flygte fra spjæld med manér. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.

 

 

Frederik Jensens store vise i 1902

 

Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen 1902 på Nørrebros Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jensen havde sat melodi på. Hele København, ja hele landet sang med på visen om Ferdinand og Karen Spidsmus.

 

• Den lille Karen Spidsemus

Sad i arrest og læste i sin kattekissemus

og tænkte på sin Ferdinand

Lersøbøllen Ferdinand.

Så kom han midt om natten

Banked´ på så galant

Skønjomfru – luk op

udenfor står din ven

det er de lyse nætters tid

jeg véd du elsker dem!

Hun var der, det var kun et øjebliks værk

Hvor Ferdinand i skjorte, Karen Spids i særk

Gik glad ud i kulden

I kulden

I kulden

Mens fængslet lå i lullen

Og sov så sødt

 

 

Anders Enevig drak håndbajere med Karen Spidsmus

Lersøbøllen Ferdinand døde på Kommunehospitalet i 1919. Karen Spidsmus levede i bedste velgående på Vesterbro sammen med et par undulater. Anders Enevig besøgte hende og kaldte hende ”en elskelig gammel dame på ca. 80 år, og hun har ”glemt” Lersøtiden.

 

Men hun havde ikke glemt at drikke håndbajer. Således måtte Anders Enevig forbi høkeren på hjørnet efter en omgang øl. Han kaldte det for en oplevelse at skåle med Karen Spidsmus.

 

 

Utterslev – prangerne

 

Hvad bestod miljøet af omkring den gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev- prangere. Disse var bestemt ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte vel nok deres største særpræg på Lersø-kvarteret og en af deres viser lyder sådan her:

 

• Vi er raske gamle drenge

Og vi har ikke spor a` penge

men leve længe

kan vi uden det.

Vi er her til verden kommen

For at nyde radiommen

Og vi har lidt i lommen

For det ska´ der til.

Vi kludemads` er

Vi rydder op i alle klasser

og hvad der passer

tilhører vos

Li` fra morgen til Kvælden

går vi rundt og fylder bællen

men det er så sjælden

at det ka`ses på vos!

 

Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Der gik mange sagn om disse gamle prangere. Vi har tidligere berettet og Stærke – Harald og Luse – Laurids møde med Amager – slagterne i Lygte Kroen.

 

 

Visen om Valde og Fie

 

I Lersø-kvarteret var der også lige visen om Valde og Fie. En sjov vise om et stræbsomt ægtepar som var forbavsende uheldige en dag.

 

• Se derude hvor byen mødes med landet

Hvad stedet det hedder, jeg husker ej mer’

der lå et skur med lidt halm og lidt andet

der havde to elskende slået sig ner

og Fie og Valde – som parret det hed

og Valde sa’ forbandet:

Du elsker da vel mig?

Hva’ Fanden ka’ jeg andet

sådn’ som du tamper mig.

Tag benene på nakken

som Fan’ var efter dig

tag en tur på Bakken

og skaf lidt skejs til mig

 

 

• Og Fie hun rendte imedens hun tænkte

Hvordan hun ka’ skaffe lidt godt til sin ven

Da så hun en and på en krog at den hængte

uden for en slagter og hun snubbed’ den

og skyndte sig hjemad til Valde igen:

Er jeg ikke sød og villig

se hvad jeg har til dig

en and jeg købte billig

jeg tænkte kun på dig

Jamen hvor er snapsen henne?

Ak Gud den glemte jeg

men nu skal jeg rende

og hente brændevin til dig.

 

 

• Lidt ude på vejen hun møder en panser

han var lige sendt hen for at hente den and

han nikker til Fie, hende han standser:

Jeg ku’ lige ha’ ha’ lyst til at tale med din mand.

Og Valde var i færd med at gøre anden i stand

Godda’ du kære Valde

du tar’ en tur med mig

når du får anden saltet

så følges du med mig

vi tar’ en tur i skoven

du kender vel den vej?

Og Valde bed på krogen

Han blev snydt for andesteg.

 

 

Lidt længere ude hvor Lersøen ligger

har Charles med knoen sit hyggelige hjem

han længe til Fie har gået og kikket

og da Valde er hugget, så møder han frem:

Oh elskede Fie, oh flyt til mig hjem

Ja når bare ej du slår mig

Jeg gerne tar’ med dig

Næ hvorfor Fanden sku’ jeg slå dig

når kun jeg elsker dig

når blot du skaffer skejsen

brændevin til mig

akkevit og majsen

så elsker jeg kun dig

 

 

• Og så flyttede Fie til Charles med knoen

Hun hyggede hjemmet som kvinden kun kan

Men en dag var hun kommet langt ud på broen

Hvem møder hun – Valde, sin forrige mand:

Og nu skal du få en tak for den dejlige and

imens jeg sad på Vester

så hørte jeg om dig

du gik og laved’ fest

du laved’ grin med mig

jeg sad og pilled’ tovværk

en stump den glemte jeg

og nu skal det være sjovt

at prøve den på dig

• Og hornfisk har grønne ben

og sov mit barn sov længe

med min hakke og min skovl og min spade

og de drak som gale

de gamle hopsaka’ le. –

 

 

Lersø-bøllerne flygtede til Fælleden

Men der lyder også andre toner.

En ret almindelig vise fra Lersøkvarteret viser sig at være en sjælden gammel folkevise fra middelalderen. Kulturen får sit, uden at man spekulerer over det. Det er selve hverdagen i dette kvarter. Man synger til arbejdet, man synger i fritiden, og man synger på værtshusene.

 

Lersø-bøllerne kunne ikke mere være i fred for politiet. Slangerup-banen blev anlagt og fabrikkerne kom tættere på. Ja og så kom der politihunde. De var ikke bange for bøllerne. De flyttede så ud til Nørre Fælled. Det var derude at en ung tegner Robert Storm Petersen fandt sine berømte motiver. De lå i mange år og sang deres viser ude ved Holger Danskes Briller. Her er en af dem:

 

• Der blæste en brandstorm i Farvergades kvarter

de bølger de ginge så høje

for det skete så uheldigt den sælsomme nat

at de mange måtte kulden døje

for det blæste gennem vinduer

og det regned’ gennem tag

men aldrig kan vi Rakkerbulen glemme

for intet er så dejligt som at sove under tag

med alle de fordrukne soldesvende

 

 

• I busk nummer atten på Fælleden jeg bor

Mit hoved’ til en græstørv kan jeg hælde

Thi vinteren er hård at gå på du gamle dreng

men aldrig vil jeg mig på Gården melde

for i Holger-Danske sover man

så dejlig på en snor

så mange dejlig’ snapse kan man bælle

slut sammen kammerater la’ os splejse til en pægl

for otte graders såben er dog li’ godt mest reæl

 

 

Storm P fandt sine modeller på Fælleden

 

Efterhånden tog Storm P – figuren lidt efter lidt har taget form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven. Morsomt er det at tænke på, at det er de gamle Lersø – bøller har stået mål.

 

Efterhånden blev Fælleden også for friseret for dem. Rent galt gik det, da brændevin ikke blev til at betale lige efter første verdenskrig.

 

• Du dejligste flaske med radium

Du er min ven og min trøst

Lad andre kun prise champagne med skum

du slukker dog altid min tørst

du lille flaske – du er så rar

du følger altid trolig med far

selv om de værste skæve jeg slår

altid i lommen jag dig har

 

 

• Men hvodden er det også du smager i dag

du er jo modbydelig varm

og sveder gør jeg osse fordi jeg må

jo stadig bøje min arm

du lille flaske – du er mig huld

når du er drukken ja så er jeg fuld

du går itu og jeg går omkuld

så bliver facit nul komma nul

 

 

Se nu har jeg drukket den sidste sjat

og nu kommer panseren herhen

ska’ vi nu ta’ og følges hjemad igen

men hvoddan pokker er det jeg står

benene siksak under mig slår

Gud ved hvordan vi hjemmet dog slår

For nu er der skid på – ligesom i går

 

 

Spritter-flokken blev igen delt

Spritterflokken var nødt til atter engang at dele sig. Nogle få blev på stedet og søgte mod Ydre Østerbro, nogle søgte til Blågårds Plads. Og andre søgte tilbage til Lersø – kvarteret – ud til den lille flok – som stod ude på Rebslagervej.

Anders Enevig indsamlede mindst 1.500 numre. En del af materialet er gammelt men fuldstændig ukendt stof.

Og inden læserne nu bekendtgøre stavefejl, så vil undertegnede lige gøre opmærksom på, at vi nogenlunde har afskrevet viserne, sådan som de stod med de i nutiden viste stavefejl.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Anders Enevig: Lersøbøller og Fælledbisser (artikel)
• Anders Enevig: Klunsere og Kræmmere
• Anders Enevig: Prinser og Vagabonder

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk finder du 1.974 artikler
• Under København finder du 197 artikler
• Under Nørrebro finder du 315 artikler
• Under Østerbro finder du 106 artikler

 

• Valdemar Skrubskider, Baptister, Knokkeldrengen og de andre (Foredrag)
• Derude på Lersøen
• Lersø-bøller og bisse – nok engang
• Lersø – bisser
• Klunser og kræmmer på Nørrebro
• Prinserne på Nørrebro
• Fattiglemmer, bøller og bisser på Nørrebro
• Med tog over Lersøen
• Fælledbisser og prinser (NørLiv 16)
• Valdemar Skrubskider og de andre (NørLiv 17)
• Klunserne (NørLiv 20)
• Klunsere, kræmmere og sprittere i Nordvest
• Lersøen – Idyl og Uro (Foredrag)
• De skæve eksitenser på Nørrebro (Foredrag)