På grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg lå Ladegården. En bastion og en kæmpe ladegård, som kongen ikke kunne få til at løbe rundt. Gården var også pesthus med kirkegård, husvilde-bolig, krigshospital, arbejderanstalt og tvangsarbejderanstalt. Herfra gik Pjaltehæren i krig med koste. Moralen var præget af forholdene. Her var både \”Offentlige Fruentimmer, løsladte fangere, betlere, elementer der ikke gad arbejde og andre personer, der ikke passede ind i samfundet.

 

Ladegårds historie er lige så broget som livet. Det er et sagn om megen lidelse, sygdom og fattigdom. Det blev den faste borg for menneskets nød og fattigdom.

 

En flot ladegård

Christian den Tredje lod anlægge en ladegård til Københavns Slot i 1548. Den blev anlagt i Nyby uden for København. På Christian den Fjerdes tid var den blevet for lille, og en ny måtte bygges.

Egentlig skulle kongens ladegård have ligget foran Øster Port, men det blev aldrig til noget. Fra 1620 øjnede man en anden mulighed. Kongen overtog den gamle Sankt Jørgensgård.

Den nye gård byggedes i hjørnet ved Sankt Jørgens Sø og udløbet af en å, der nu fik navnet Ladegårdsåen. Den store lade var ikke mindre end 100 fag. 500 stykker kvæg stod opmarcheret og et sindrigt rørsystem bevirkede, at der kom vand op i krybberne. Ovenover var der en lade som man kunne køre op til. Der var åbenbart lavet en rampe.

Kongen tog selv aktiv del i driften. En overgang indrettede man hønseovne, som var en slags rugemaskine.

 

Nye bygninger tilknyttet Ladegården

I 1620 blev der i Sankt Jørgens søs nordvestligste hjørne ved slusen bygget et \”Svertehus\”, som nærmest var et farveri. Dette havde sikkert forbindelse til Ladegården.

Mellem Blegdamshuset (bygget i 1621 i det nordøstligste hjørne af Sankt Jørgens Sø) og Ladegården blev der i 1622 bygget et såkaldt Fangehus. Det er nærliggende at tro, at huset også havde forbindelse til Ladegården.

Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600tallet. Det vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.

 

Kongevejen

Christian den Fjerde anlagde en landevej til området. Kongen betragtede denne vej som sin egen ejendom. Vejen fik selvfølgelig navnet Kongevejen. Nogle haveejere i forbindelse med vejen fik allernådigst tilladelse til at benytte vejen hvis dette kunne “skee uden Skade”, som det hed i 1645.

Det kneb for kongen at få overskud af driften. Han skrev blandt andet til Rentemesteren for at få gode råd.

 

Mange betingelser

Ladegårds – anlægget bestod foruden af den store lade med udbygget gavl mod sydøst af tre – fire mindre bygninger rundt omkring og en hovedbygning.

I 1623 var Ladegården klar. Den første foged hed Rasmus Jensøn. I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger.  Han skulle ligeledes sørge for, at der altid var folk til at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid, og de skulle lystre fogeden.

Bønderne på nabogrundene skulle sørge for at grøfter og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på rette tider og efter bedste metode. Man skulle være påpasselige med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.

Kornet skulle renses, så det kunne bruges som malt på Kongens Bryghus. Hele produktionen skulle sælges fra torvene. Salg måtte ikke ske fra gården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.

Portene skulle åbnes ved ind – og udførsel af nøje afregnet gods, og ingen måtte opholde sig alene i laden. Dyrene, der ikke var så let at opdrage skulle for en sikkerheds skyld alle brandmærkes med Ladegårds – mærket.

Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Det skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer måtte de spinde – til gavn for Kronen.

 

Ny Ladegård

Jordene var nok ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne, og der skulle etableres hele 18 broer over disse afvandingskanaler. En storm ødelagde store dele af laden i 1628, og en del kvæg omkom. Men straks blev laden genopført.

Den ny var grundmuret og i hele tre etager. Voldgravene rundt om stedet fik vand fra Ladegårdsåen og Rosenåen.

 

Fogeden havde travlt

Fogeden havde nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid, som kongen ønskede det. I 1639 var der en del fisk i dammene. Det fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med at de tre af dem blev anbragt på Bremerholm.

 

Ny foragter

I 1647 forpagtede Peder Suendske gården. Det kostede årligt 2.200 rigsdaler. Men der hørte også en del forpligtigelser med denne forpagtning. Suendske
var også forpagter over Friederichsborg Slots ladegård. Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget en to års forlængelse med væsentlige stramninger.

Peder Suendske (Svenske) skulle forpligte sig til at aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Grundet disse stramninger var det bestemt ikke en guldgrube for forpagteren, at drive Ladegården.

En del grundejer havde mistet jord i forbindelse med anlæggelse af Nykiøbenhavn. De fik erstatningsjord på Ladegårdens arealer. Dette indskrænkede
også forpagterens muligheder.

 

Hollænderne kommer

Markerne som stammede fra den gamle landsby Solbjerg blev udset til, at skulle være den nye Hollænder-by. Dele af Ladegården blev i 1651 indrettet som pesthus. Det blev kortvarig indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutionerne. Og takket være svenskerne led bygningerne stor skade.

 

Hvor blev bøhmerne af?

I 1653 havde Frederik den Tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie om at få lov til at bosætte sig på Ladegården og derfra fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde fordrevet fra deres hjemland og fik nu vidtstrakte privilegier for en snes år frem i tiden.

De kunne opbygge et lille fristed med kirke, skole, valkemøller, farverier, og pressehus. Men af en eller anden grund blev det ikke til noget. Om det havde noget med et mord at gøre, som fandt sted på stedet, vides ikke. Klædemagerne forsvandt lige så brat, som de var kommet.

 

20 hollandske gårde

Ladegården var med den omskiftelige tilværelse blevet meget brøstfældig. Tyve hollændere havde i 1651 fået tilladelse til at dyrke afgrøder på en del af Ladegårds jorder. Det lykkedes ret hurtig at få bygget en lille by op. 20 gårde opstod.

Hvad der videre hændte, kære læsere kan I snart læse når vi åbner siden om Frederiksberg.  Christopher Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud.

 

Den Gule Hest

I 1670 blev der givet tilladelse til krohold lige øst for landevejen, der dannede skel for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at brygge og bage, således at tilrejsende til “nødtørfftighed for Penge” kunne overnatte og overleve. Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne diverteres med, når blot der erlagdes told deraf. Hvor længe, der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn Den gule Hest, bød på en hvis standard.

Gabel erhvervede også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Men han havde sandelig gjort regning uden vært. I 1674 fratog man ham området, og der kom igen vand i søen.

I 1682 lå der tre fiskedamme på grænsen mellem Vestre og Nordre Forstad på Ladegårdens jord. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse damme.

 

Kronen overtager atter gården

Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget i stedet for Ladegården. Et kort fra 1685 viser, at man dog kun bibeholdt den ydre del af skansen.

Selve gården havde lidt stor skade under krigen. Christoffer Gabel havde fået skødet på gården. Hans søn Waldemar Christopher havde overtaget den, men var kommet i pengenød. Derfor overtog Kronen atter engang gården.

I 1683 blev dele af Ladegården udlejet til kongelig musikant, Johan Alter. Andre dele af gården fungerede som offentligt værtshus med beboelse for justitsråd Edvard Kruse.

 

Kvæsthus

Omkring 1690 overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710 – 1711 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af Kronen fået skænket gården.

Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret med stråsække som senge og madrasser og “dobbelte køye dekkener som overdyner”. Sækkene havde den fordel, at de kunne “kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte”. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke også skulle lide kuldens
kvaler.

Da Ladegården eller krigshospitalet blev omdannet til midlertidig pestlazaret, flyttedes de syge soldater, som i forvejen var på gården til Nyhavn. Senere blev det besluttet at overflytte de \”faste Lemmer\” til Falkonérgården.

Et stort rækværk blev bygget rundt omkring lazarettet, og en pestkirkegård blev etableret omkring 1710 – 1711 på Ladegårds jord.

 

Igen krigshospital

Da epidemien var over blev Ladegården igen omdannet til krigshospital for landetatens soldater. Men også en del af statens ansatte kom herud. Fra 1716 ved vi, at der var indlagt 254 patienter, heraf var 149 soldater.

Men igen engang blev Ladegården også brugt til lystigere ting. I 1724 fik inspektøren David Schack kongeligt privilegium på at måtte holde værtshus på stedet.

Fattighus og husvilde-bolig

I 1728 blev udbrændte lemmer overvist hertil fra Brøndstræde Hospital. Gården var blevet istandsat, og fra 1. juli blev det regnet for at være et egentlig krigshospital, der samtidig blev brugt til fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for Militæretaten.

Ladegården blev også brugt som husvilde-bolig for nogle af dem, der mistede deres bolig under Københavns Brand. 2.000 huse var lagt i ruiner.

 

Oprettelse af produktion

Den 27. juni 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården.

I 1748 blev hele gården radikalt ombygget. Fra 1734 var der også indrettet en kirke. “Al Folchet ved Hospitalet” blev betjent af magister Sechmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Sidstnævnte tog sig også af undervisning af børnene.

Efterhånden startede der fabrikation på Ladegården. Så var der beskæftigelse til alle lemmerne.

Produktionsafdelingen med væve – og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den østre del.

Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra mortensdag til påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed. Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kunne måtte være en fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning (med enebær).

 

Sindssygehospital

I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra pesthuset Sankt Hans Hospital ved Kalvebodsstrand blev overført hertil. Den nye institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik lov til at bære navnet Sankt Hans Hospital.

I 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup udenfor Roskilde.

De næste seks år henlå Ladegården ubenyttet.
Bomber mod lemmerne

I 1807 havde fjenden søgt ly ved Ladegården. Byens kanoner var rettet mod stedet. Lemmerne på Ladegården måtte leve i en evig frygt for at blive ramt. Englænderne bragte dog lemmerne i sikkerhed i Frederiksberg Kirke.

 

Arbejderanstalt

I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål vat at undersøge om der var behov for en arbejderanstalt, hvor Københavns arbejdsføre fattige kunne beskæftiges. Året efter blev Arbejderanstalten på Ladegården indviet.

De første fattiglemmer ankom den 1. oktober samme år.

Et moderne landbrug blev indrettet. Til avlens fremme fik man tilført latrin inde fra byen. Der blev satset på kartofler og hør. Hertil kom et uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindeligt håndværk samt et lysstøberi.

Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen, med i alt tre timers pause. Man havde regnet med et overskud, men der tog man fejl. I 1824 var der 246 lemmer.

 

Pjaltehæren

Fattigvæsenet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede Pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks hed det, at han over for lemmerne skulle forene streng alvorlighed med kærlig sagtmodighed, med det udtaltes samtidig at den medlidenhed, hvorpå den ulykkelige har et billigt og retmæssigt krav, kan erhverves ved uorden, trolig opfyldelse af pålagte pligter og hengivenhed i sin skæbne.

For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var Paradisets Have.

I 1833 gik den hidtidige ledelse af og institutionen blev lagt under Fattigvæsnet.

I 1834 blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktiviteten til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret.

 

Tumult og ballade

Gennem tiden var der masser af tumulter på Ladegården. Således blev Ladegården sat i brand den 13. august 1839.

Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke kunne adskilles. Dette forhold gav anledning til meget ballade. Så derfor opførtes et højt plankeværk. Det ville beboerne ikke finde sig i.

 

Tvangsarbejderanstalten

Tvangsarbejderafdelingen var anvendt til betlere og uordentlige fattige. Der var to afdelinger for fabriksarbejdere, en afdeling for indslusning. Desuden var det en slags eliteafdeling, som man skulle gøre sig fortjent til. En af betingelserne var, at man var flittig og ordentlig. På den afdeling kunne man ved sin indsats gøre sig fortjent til lidt ekstra goder.

Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner m.v.   I 1850 havde der været ikke mindre end 2.000 personer ind og ud af anstalten. I 1870 var der mere end 4.000.
Offentlige Fruentimmere

Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse.
Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitutionen, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral.

Og ofte blev disse offentlige fruentimmere anbragt i Ladegården.

Prostitution var i slutningen af 1800tallet et lovligt erhverv såfremt kvinden var registreret hos politiet. I 1892 var der således indskrevet 538 prostituerede. Derudover fandtes der en såkaldt hemmelig prostitution, dvs. kvinder der drev erhvervet uden at være registreret.

Til disse hørte Christiane Adolfine Larsen som i juni 1892 blev indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane
blev anset for sindssyg. Hun opholdt sig meget af tiden på Ladegården. Den 43 årige Christiane tilstod ved indlæggelsen:

• et meget uforbeholdent Alkoholforbrug.
• Har fört et meget lystigt Liv – dog aldrig eller i alt Fald kun faa Dage practiseret som Scortum (prostitueret)

Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital (senere Rudolph Bergs Hospital), der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet.

Oprindeligt var der kun de “ikke kun under Observation henliggende offentlige Fruentimmere, er, var uønskede”. Mange offentlige Fruentimmere endte deres dage på Ladegården.

 

Ikke særlig velset

Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med disse. De blev betragtet som uordentlige fattige. De blev anset for at ligge samfundet til last og for på alle områder at udnytte systemet. “De benyttede Lægen som Skærmbrædt ved ulyst til Arbejde”

Ladegården havde to sygestuer hver med plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 blev der kun indlagt mindre syge personer. Men efter 1870 blev dette ændret. Nu kunne Ladegården selv behandle “Benbrud, Urinrørsstrikturer, primære Syphilistiske Saar og Gonorrboea”

 

Moralen var primitiv

I 1880erne, da arbejdsløsheden var på det højeste klagede fagbevægelsen over ulig konkurrence fra Ladegården.

Når der var udgang til lemmerne, måtte det ikke ske samtidig for begge køn. Så skete der ulykker mente man. Når det var helligdage og lemmerne forlod Ladegården vakte de offentlig skandale, når de drukne og larmende vendte hjem om aftenen.

Det var en meget broget flok, der befandt sig på Ladegården. Det var den forarmede håndværksmester, løsladte forbrydere og letlevende fruentimmere. Moralen var primitiv og dikteret af forholdene.  I 1904 var der stadig 572 lemmer herude.

 

Udflytning til Sundholm

Da Arbejderanstalten Sundholm blev indviet i 1908 blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet ud til Amager. Dog fik Ladegården lov til at stå frem til 1930, hvor man rømmede den. På dens grund opførtes i stedet boligejendomme og Radiohuset.

Det sidste, der forsvandt, var Ladegårdens flotte have. En have som man i mange år kunne beundre fra togskinnerne. Men denne have var ikke indrettet for at lemmerne skulle plukke roser. Den var indrettet til inspektørens velbefindende.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

• Fattiglemmer på Ladegården
• Pest på Nørrebro
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Ladegården nok engang
• Ladegården uden for Nørreport
• De fattiges fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Ladegårdsåen (NørLiv 18)
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegården
• Skal Ladegårdens vand atter flyde
• På YouTube ligger to videoer med titlen Ladegården og åen. Her får du et foredrag og masser af fotos.

Redigeret 28.03.2022