KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)

Dette blev en ret lang artikel. Vi forsøger, at beskrive de fleste ekstreme forhold i lejren. Vi starter med stamlejren Neuengamme og har også lidt med om Ladelund. Kommandanten af disse to lejre blev aldrig straffet. Her herskede ekstreme forhold. I Schwesing (Svesing) var det en lærer og en skoleklasse, der pludselig fandt ud af, at der havde ligget sådan en ekstrem lejr her. Lejren eksisterede kun i kort tid, men mellem 300 og 500 nåede at dø. I Ladelund var der 300, der døde. De to lejre blev kaldet døslejre. Nattero var luksus. 25.000 var i gang med at bygge Friesenwall. Det var forbudt, at blive snavset. Man fik muggen rugbrød lavet af savsmuld. Der var likvideringer med sprøjter af dem, der var uarbejdsdygtige. Ligene blev betragtet som affald. En lærer og hans skoleklasse opdaget den frygtelige skoleklasse. Mange hånede også fangerne, når de kom gående.

 

Neuengamme havde 87 udelagre

Dette frygtelige sted var ligesom Ladelund en udelejr fra KZ – Neuengamme. I denne artikel vil vi derfor også komme lidt ind på KZ – Aussenlager Ladelund. Tænk engang Neuengamme havde hele 87 udelagre.

Over halvdelen af de 106.000 fangere, der passerede Neuegamme mistede livet.

De fleste danskere, der blev deporteret til Neuengamme mellem den 15. september 1944 og 12. januar 1945, blev hurtigt overført til en af de 87 udelejre for at blive misbrugt til livsfarligt tvangsarbejde. I alt blev 1.700 danskere deporteret til Neuengamme. Hvor mange der blev overført til udelejre vides ikke.

 

Pjaltet fangetøj med gul kors

Tempoet i Neuengamme var et helt andet end i Frøslev. SS skyndte på fangerne ved hjælp af pisk og bidske schæferhunde. Man blev tvunget til at stille op i en marchkolonne langs toget. SS – mændene var bevæbnet med maskinpistoler. Uhyggen bredte sig, da man så synet af de kommende medfanger, der tydeligvis havde tilbragt nogen tid i lejren. . De mødtes af tavshed og sløve blikke. Danskerne så fanger i lurvet, civilt tøj, bemalet med gule kors.

Selv om danskerne ikke blev skånet, så viser måden de blev behandlet på, trods psykiske ydmygelser, at danskerne var mere privilegeret i de nazistiske koncentrationslejre på grund af deres racetilhørsforhold.

Men også danskerne fik udleveret pjaltet fangetøj med gul kors. Det var brugt og bestod af gammelt og beskidt civilt tøj. Udleveringen skete tilfældigt og fangerne måtte selv bytte eller tilrette for at få tålelige størrelser. Fodtøjet bestod af en slags klipklapper med træsåler.

 

Hængning fandt jævnligt sted

Men hængninger fandt jævnligt sted. Niels Aage Skov beskrev, at døden med ét blev meget nærværende:

 

• På vores anden dag i Neuengamme blev en polsk kvinde fra den mindre og isolerede kvindeafdeling hængt offentlig. Hun havde en lille baby, sandsynligvis resultatet af en voldtægt, og i et desperat forsøg i at holde barnet i live, begik hun den ultimative forbrydelse, det var at stjæle et stykke brød. Det blev gjort kort proces, og kvinden blev hængt i den galge, der var opstillet i udkanten af appelpladsen.

 

Vabler og sår kunne ikke behandles

Danskerne, der blev sendt videre til Schwesing opholdt sig cirka 1 ½ ugen i Neuengamme. Einar Røen fortalte en SS – mand, at en ældre mand, som han jagtede ikke kunne løbe hurtigere bevirkede at han selv blev slået i jorden med geværkolbe og efterfølgende fik yderligere prygl. SS – manden bandede på dansk. Hvem denne var vides ikke.

Fangerne måtte finde sig til rette i de nye omgivelser. Volds – og ydmygelsesrutinerne var blevet skabt gennem seks år. Den var påbegyndt i 1938 af en personkreds, der allerede var rundet af KZ – systemet i andre lejre som fx Sachsenhausen, som Neuengamme i begyndelsen havde hørt under. Allerede fra starten havde det fysisk hårde tvangsarbejde været en fast del af fangernes brutale dagligdag, da KZ – lejren var indrettet i forbindelse med et teglværk.

 

81 danskere til Husum – Schwesing

Fangernes helbred blev i høj grad påvirket af, om de kunne holde varmet i det våde tøj i Schwesing. Og elendigt fodtøj kunne få alvorlige følger. Således kunne vabler og sår ikke behandles. Dette krævede i sidste end dødsofre.

Cirka 5 kilometer nordøst for Husum i Schwesinger bydelen Engelsburg blev Udelejr Schwesing den 26. september 1944 taget i anvendelse. Her var i alt 2.500 mennesker fra 14 lande. Mellem 300 og 500 mennesker døde her som følge af tvangsarbejde, underernæring og mishandling.

Med den første sending var 81 danskere. Fangerne vidste ikke, hvor de skulle hen. Bevogtet af et stort antal SS – vagter med hunde blev de læsset op i kresturvogne. Toget kørte via Hamborg, Itzehoe og Friederichstadt til Husum, for derefter at følge den nedlagte bane mod Flensborg. Rejsen varede cirka seks timer.

 

En flyveplads med attrapper

Allerede i 1938/1939 blev flyvepladsen Husum-Schwesing anlagt. I nærheden blev der indrettet en Rigs – arbejdslejr. Dengang kunne der her være ca. 250 mand. Men nu var det ikke flyvemaskiner, der blev anbragt her. Det var kun attrapper.

Fra 1940 blev lejren benyttet til soldater, der efter deres ferie skulle tilbage til Skandinavien.

I september 1944 blev borgere fra Husum beordret til at sørge for, at der kom en dobbeltrække med ståltråd om hele lejren. Desuden blev der anlagt 4 vagttårne.

Her var 9 barakker, en sygebarak og større bygninger. Her var lagerbygninger, et snedkervirksomhed og provisoriske latriner. Der var en forvaltningsbygning for SS, ja og så var det et såkaldt kartoffelskrælleri.

Imellem de to rækker pigtrådshegn var der strøet hvidt kalk, så bevogtningspersonalet bedre kunne se fangere i tilfælde af flugtforsøg.

 

Lokale vognmænd tjente på anlæggelsen

Uden for pigtråden forefandtes der beboelsesbarakker til SS og marineinfanteriet. Det er muligvis disse, der blev tilføjet til den oprindelige lejr fra slutningen af 1930erne. Fangerne beskriver barakkerne som gamle og nedslidte.

Fakturaer viser, at lokale vognmænd leverede barakdele. De tjente også penge på Friesenwall – projektet. Om de også fragtede mandskab ud til arbejdsstederne kan man ikke rigtig se, men den 15. oktober kørte mandskab fra ”E-lager” til Hockenbüll og senere kørte samme mandskab tilbage til Schwesing.

 

Papirsæk med halm tjente som madras

I Husum ventede fem SS – mænd samt ca. 100 marinesoldater. Da fangerne kom til udelejren, foretog SS-mændene en magtdemonstration på en russisk fange, der får 25 slag på enden uden angivelse af årsag.

Størstedelen af fangerne stammede fra Holland, Frankrig, Danmark og Polen. Hertil kom de fra Sovjet og Tyskland.

De nye beboers første opgave var at fylde en papirsæk med halm, der til lejligheden er blevet kørt dertil i en stor stak. Den fyldte sæk er fangernes madras i barakkernes køjeseng, i Husum kun to etager. I Neuengamme var der tre etager. Men det blev senere en ulempe, da yderlige 1.000 fangere senere også skulle have plads.

 

Nattero var luksus

Men i takt med at fangerne mistede legemesvægt blev det lettere at dele køjen. Nattero var dog en luksus, der ikke eksisterede i koncentrationslejren. Fangerne oplevede hurtigt lejrens daglige chikaner. En måde at chikanere fangerne på, var at vække dem om natten ved at give luftalarm.

Dette var meningsløst, dels fordi der aldrig kom fly, der angreb lejren ved disse alarmer, og dels fordi der ikke var nogen beskyttelsesrum i lejren. Det eneste fangerne skulle var at stå ved siden af deres senge, indtil alarmen på et tidspunkt blev afblæst af SS.

De udmattede fanger fik en efter en lov til at gå i seng, men risikerede efter nogen tid igen at blive udsat for ”luftalarm” samme nat.

 

”Bettenbau” var ren chikane

Om morgenen skulle fangerne rede deres senge, hvilken i koncentrationslejrene også var en form for chikane. Her blev fangerne straffet hårdt, når sengene ikke blev redt ordentligt. Da der var tale om halmmadrasser og primitive tæpper, der i Husum på grund af fangernes helbredstilstand, den dårlige hygiejne og de elendige sanitære forhold hurtigt blev meget snavsede, gav det næppe megen mening at rede køjesengene, så betrækkenes mønstre flugtede.

Hertil brugte man brædder, der samtidig sikrede, at madrasser og tæpper kunne rettes ud på en måde, at de blev pænt kantede. At den såkaldte ”Bettenbau” stadig blev praktiseret i en udelejr under primitive forhold i efteråret 1944 siger noget om, at den såkaldte ”Dachau-model” stadig blev praktiseret på dette tidspunkt.

 

SS` ideologiske doktrin blev prioriteret

SS’ ideologiske doktrin blev prioriteret langt højere end en effektiv udnyttelses af fangernes arbejdskraft i forhold til anlæggelse af ”Friesenwall”. At fangerne var ordenligt udhvilede til at kunne arbejde var således ligegyldigt, så længe de fysisk og psykisk kunne knækkes gennem meningsløse disciplinære foranstaltninger.

 

Danskerne måtte bo sammen

Hans Mørup beretter, at de danske fanger ved ankomsten til Husum første gang fik at vide, at de som arier var privilegerede. De måtte bo sammen i samme stue i barakkerne. I første omgang blev de delt i to grupper i hver deres barak. Gruppen bestod udelukkende af modstandsfolk fra Syd – og Sønderjylland. I denne blok blev præsten Aage Dahl fra Horsens stueældste. Blokældste var ifølge Dahl derimod en asocial, antagelig tysker, der har været tjener og havde sadistiske tilbøjeligheder.

Dem lod han dog ikke gå ud over danskerne, men derimod særligt hollænderne.

Interessant er dog, at transporten fra Frøslevlejren til Neuengamme den 15. september særlig domineres af modstandsfolk fra Københavnsområdet (Region 6) og Sønderjylland (Region 3) samt enkelte fra Sjælland (Region 5) Midtjylland (Region 2).

I foråret 1944 optrevlede tyskerne specifikke modstandsgrupper og organisationer i de pågældende områder, hvor særligt sabotagen mod Aabenraa Motorfabrik og Hamag kan fremhæves. Disse fatale konsekvenser for optrevlingen af særligt modstandsgrupperne i Aabenraa, Varde og København, hvor Holger Danske 2 var direkte involveret i sabotagen.

 

25.000 i gang med at grave Friesenwall

I det tunge marskjord måtte fangerne med skovl og spade grave en fem meter bred og tre meter dyb pansergrav. I mange dage stod de hele dagen i koldt vand og mudder. De måtte dagligt finde sig i slag fra Kapos. Ældre marinesoldater overvågede fangerne. Grunden til at de to lagre blev oprettet var Hitlers ”Führerbefehl” nr. 77 fra 28. august 1944.

Tænk engang i alt 25.000 var i gang med at grave ”Friesenwall. Man frygtede en allieret invasion i Danmark eller ved den tyske vestkyst. Hitlers ordre om at opføre befæstningsanlæg langs Tyske Bugt og på tværs af Slesvig – Holsten skal ses i det trusselsbillede og forklarer oprettelsen af de to lejre, som vi beskæftiger os med.

Både Hitler Jugend og Bund Deutscher Mädel blev involveret. Unge og ældre, der ikke ville blive indkaldt til krigstjeneste var tvunget til at deltage i arbejdet. Vi ved, at ved Meppen var der også danske KZ – fanger, der gravede tankspærringer.

 

Værnemagten og marinen var ikke enige

Marinens overkommando ytrede sine bekymringer om endnu en allieret landsætning langs den tyske kystlinje og betonede nødvendigheden af en militær befæstning. Værnemagten havde overkommando havde tidligere ment, at en invasion her var usandsynlig. Men problemet var, at den militære efterretningstjeneste Abwehr var brudt sammen i Frankrig efter invasionen i sommeren 1944.

En britisk efterretningsrapport frarådede en invasion på grund af Vadehavets bløde havbund.

 

Tvangsarbejdet dikterede fangernes hverdag

Husum var en arbejdslejr, hvor tvangsarbejdet dikterede fangernes hverdag. Størstedelen af de vågne timer gik for de fleste fanger med tvangsarbejde, så længe de på nogen måde havde kræfterne til det.

Selv fanger, der efter normal målestok var for dårlige til at gå på arbejde, blev dog oftest tvunget til det. Hverdagen begyndte tidligt om morgenen, ofte så tidligt som kl. 4.30. Fangerne blev brutalt vækket. De skulle indtage en sparsom morgenmad og ordne morgentoiletten, hvilket ud fra de utilstrækkelige sanitære forhold var en udfordring. Man skulle kæmpe med de andre fangere for at komme til at vaske sig.

 

Forbudt at blive snavset

Det var forbudt at være snavset. Men omvendt var lejrens sanitære faciliteter utilstrækkelige, så det var umuligt at renholde både sig selv og det udleverede fangetøj, der jo også fungerede som arbejdstøj i de mudrende pansergrave i al slags vejr. Mange svækkede fanger nåede ikke at forlade deres køjer eller barak for at nå hen til latrinerne, som var dimensioneret efter, at de skulle anvendes af 250, maksimalt 400 soldater og ikke op til 2.500 fanger.

Herefter blev fangerne med fløjte kaldt til appel. Fangerne skulle tælles inden afgang til arbejdsstederne. Næsten dagligt førte dette til tumult og voldsanvendelse. Foruden arbejdet med tankspærringer kunne arbejdet også dreje sig om losning af skibe. Og dette var særligt eftertragtet, da man også havde chance for at skaffe sig lidt ekstra mad. Dette var dog illegalt og blev straffet meget hårdt.

Efter apellen skulle fangerne transporteres til arbejdssteder, enten til fods eller i takt med arbejdets fremskridt også i åbne eller lukkede jernbanevogne.

 

Mishandlet med kæppe

Grøfterne blev gravet med håndkraft og arbejdet skulle udføres i et højt tempo. For at opretholde temposet blev fangerne løbende mishandlet med kæppe af kapoperne. Dels havde marinens overkommando udstukket retningslinjer, der definerede, hvornår de enkelte etaper af ”Friesenwall” – projektet skulle færdiggøres i løbet af efteråret og vinteren 1944/1q945. Dels opretholdt SS også sin tradition for at udnytte fangernes arbejdskraft til det yderste uden hensyntagen til menneskeliv.

Kommandant Griem inspicerede således næsten dagligt personligt gravearbejdet, råbte ad karpoerne og sparkede til de livløse kroppe, der lå ved grøftekanten for at konstatere, om der stadig var liv. Det skete dog ikke af medmenneskelighed, men for at finde ud af, om der stadig var arbejdskraft i den pågældende fanges krop.

 

SS – folk chikanerede fangerne

I KZ – lejrene var der udbredt blandt SS – mænd at chikanere fangerne på arbejdskommandoerne på en måde, så disse blev nødt til at bevæge sig uden for det af vagtposterne sikrede område. Dette kunne gøres ved at tvinge fangen til at hente sin hue, der til lejligheden var blevet revet af hovedet og smidt væk eller ved at flytte kæden af vagtposter.

Formålet ved denne behandling var at SS dermed kunne påstå, at den pågældende fange havde fjernet sig fra arbejdet uden tilladelse, hvilket blev tolket som flugtforsøg og dermed legitimerede et dræbende skud. Drabsmanden blev oftest belønnet med naturalier i form af delikatesser, spiritus eller en fridag.

 

Historien om de tre hollandske fangere

”Kapoerne” havde af SS fået tilkendt ret meget magt. Tre unavngivne hollandske fanger var i begyndelsen af november blevet slået voldsomt og efterfølgende spæret inde i et skur, hvor man opbevarede ligene fordi man beskyldte dem for at have stjålet mad.

Den efterfølgende dag var de tre fysisk og psykisk svækkede efter denne behandling, men måtte alligevel rykke ud med arbejdskommandoen for at grave tankspærringer i et særligt straffekompagni, hvor der var ekstra mudret.

Gentagende gange modtog fangerne 20 – 30 slag. Dette gentog sig over nogle dage. Hver aften blev de spæret inde sammen med lig. Her stank det i den grad af forrådnelse og rotter, der gnavede i ligene. I hvert fald en af hollænderne blev sindssyg og blev skudt under flugtforsøg. Men det var nok tale om et bevidst selvmord.

 

Mange fangere valgte ”selvmord”

Dette var det flere fanger, der valgte. De opfattede deres situation som værende håbløs. Selvmord blev af enkelte fanger set som sidste udvej, som protest og modstand som en sidste mulighed for at bestemme over eget liv.

Det var uhyre svært for fangerne at grave noget op på grund af den våde og mudrede grøft. At arbejdet ikke skred frem gjorde ”Kapoerne” hysteriske. De begyndte at slå fangerne med knyttede næver og knipler.

 

Dansker døde af kæbebrud

En af dem beskyldte danskerne for at sabotere arbejdet og kaldte dem op af grøften for at mishandle dem på række. Herved blev en af fangerne Poul Erik Astrup slået så hårdt, at denne brækkede kæben.

Da man i lejren ikke havde mulighed for at behandle bruddet, døde Astrup af sine kvæstelser få dage senere, da han ikke var i stand til at indtage nogen form for føde.

 

Kollektiv afstraffelse

Mange brugte tæpperester til forbinding. Men blev det opdaget ved stikprøvekontroller under appellerne, blev fangerne beskyldt for tyveri og dermed for sabotage mod ”Det Tredje Rige” Straffen var prygl, oftest pisk af enden og den nedre del af ryggen. Dette var i mange tilfælde ensbetydende med åbne sår og sågar nyreskader. Mange af disse skader endte dødeligt. Afstraffelsen foregik med en tommetyk kæp eller et tykt kabel op til 70 centimeters længde.

Det skete også at SS gennemførte kollektiv afstraffelse. En af disse afstraffelser bestod af, at fangerne skulle trække deres overtøj op over hovedet for at få ti slag med en skovl, et stykke pigtråd eller andre forhåndenværende redskaber.

 

Manglende ernæring

Om morgenen og om aftenen så beboerne i Husum de udhungrede fangere. Og lokale vognmænd måtte transportere ligene til kirkegården. Blandt de døde var en lektor var Tønder og Vardes politimester Jørgen Bech Simony.

 

En elendig hygiejne

De fik ikke nok at spise. Den manglende ernæring førte til mange sygdomme, bl.a. epidemier. Mange fik diare. Og selv det mindste sår kunne føre til katastrofale infektioner, som kunne ende med døden. Man havde ingen medikamenter eller forbindingsmaterialer.

Den danske ”funktionsfange” Poul Thygesen, der fungerede som læge, kunne i slutningen af november konstatere, at 700 var syge. Hygiejnen var elendig. Nu var funktionsfanger ikke garanteret overlevelse. Det er en anden dansk funktionsfange beviset på. Det var den 48 – årige praktiserende læge, Knud Nordentoft fra Varde. Han døde i Husum.

Næsten dagligt døde fanger under arbejdet eller i barakkerne.

I KZ – lejrene var sult en af hovedårsagerne bag intrigerne for at sikre sig madrationer. ”Politiske” og ”Kriminelle” kæmpede om magten i lejrens fangesamfund.

 

I december 1944 blev projektet opgivet

I december 1944 blev projektet med Friesenwall opgivet. Den militære situation havde ændret sig. Ja blandt fangerne opstod det rygte, at kommandanturet i stamlejren havde fundet ud af, hvor ekstreme forholdene var. Derfor skulle man have besluttet sig for at lukke lejren. Men dette har du ikke kunnet dokumenteres.

Dødsmarcher blev kun en realitet for ganske få af Schwesing – fangerne. Lejren blev opløst, mens Neuengamme – lejrkomplekset stadig var fuldt operativt. Fangernes skæbne blev derfor ofte afgjort af, hvilke lejre de efterfølgende blev fordelt på.

Flertallet af de danske fanger blev koncentreret i Neuengamme i foråret 1945 og evakueret af ”De Hvide Busser” få dage inden SS rømmede stamlejren.

Andre blev forlagt til skibe i Neustädter-bugten fra den 20. april 1945. Skibene blev angrebet af Royal Air Force den 3. maj 1945. Af de 10.000 fanger, der blev transporteret til Lübeck fra Neuengamme døde ca. 7.500 fanger på skibene ved angrebet. Flertallet af ofrene blev aldrig identificeret.

SS sendte både fangerne på march for ikke at lade dem falde i fjendens hænder og samtidig for at sikre deres arbejdskraft i andre KZ – lejre i håbet om at kunne stabilisere fronterne og producere sig til at kunne vende krigslykken.

 

Kommandanten – Hans Hermann Griem

Det var SS-Untersturmfûhrer Hans Hermann Griem der var leder af lejren. I november 1944 blev han også leder af lejren i Ladelund. Og Griem tjente masser af penge på at sælge de levnedsmidler til lokale, som de indsatte ellers skulle have haft.

Han havde sadistiske tilbøjeligheder og elskede at torturere fangerne. Ofte var han fordrukken. Ja man fik nærmest indtrykket, at han var egoistisk, magtsyg og uligevægtig. Men i KZ – systemet var han en betroet og driftsikker medarbejder, der blev sendt ud for at løse omfattende opgaver. Han leverede varen uden hensyn til menneskeliv.

Han kunne sit håndværk. Gennem sin brutale fremfærd og sit uberegnelige væsen forstod han at skabe frygt i fangesamfundet. Han skabte resultater gennem terror. Grunden til, at Griem ud fra et SS – perspektiv var en succes var måske netop, at han fik realiseret systemets ideologiske projekter som i dette eksempel ”Friesenwall”

Kun lidt vides om hans privatliv. Han havde været gift, havde fået to børn. Under krigen holdt han sig tillige en elskerinde. At han var beruset under tjeneste er kendt gennem flere beretninger. Men om det er tale om egentlig alkoholisme kan ikke dokumenteres. Om alkoholforbruget skyldes trangen til at drukne koncentrationslejrens daglige realiteter eller skal findes tidligere i Hans Griems liv lader sig heller ikke fastslå.

Efter opløsningen af lejren blev han kommandant i KZ – Udelejren Dalum.

 

Griem døde uden at blive dømt

Først så sent som i 1963 begyndte statsadvokaten i Flensborg at starte efterforskningen af Griem. I 1965 fandt man ud af, at han opholdt sig i Hamborg – Bergedorf. Det betød at juristerne i Hamborg overtog sagen. I 1969 rejste Landsretten så en forundersøgelse mod Griem. Men inden sagen rigtig blev rejst døde Griem den 25. juni 1971.

Han var flygtet under det britiske retsopgør i 1946. Mange af fangerne mente, at Griem var ligeglad med at fangerne døde.

 

Griem solgte fangernes mad

Hos flere fanger findes der skildringer af, hvorledes SS med Hans Griem i spidsen slog mønt på de sultne fanger. Med profit solgte SS således kartofler, roer og andre rodfrugter som svinefoder til egnens bønder, mens fangerne sultede i lejren. Disse grøntsager blev ifølge beretningerne kamufleret med et tyndt lag kartoffelskræller eller rådne kålblade og således solgt som køkkenaffald.

Hvad SS tjente på dette foretagende vides ikke, men det må have været tale om en lukrativ forretning, der fandt sted over en længere periode.

Var det mon de samme landmænd, der leverede varen og hentede den igen? Det kan vi kun gisne om

 

Andre krigsforbrydere i Husum

Allerede i marts 1947 startede undersøgelserne mod Griems stedfortræder, Eichler, blokfører Klingler og ”Kapo” Schneider.

Og det endte med, at Klingler blev dømt til døden. Eichler fik fem års fængsel og Schneider fire års fængsel.

Paul Thygesen skrev følgende om Eichler:

 

• En gammel forbenet, men relativt uskadelig lille nazist, som havde sat sig til opgave at omvende og bevare os nordboere for ”Riget” og Førerens ideologi. Han betragtede os som vildledte ariere, der blot skulle overbevises og retledes for at blive virksomme komponenter og støtter i det fremtidige euro-afri-asiatiske storrum.

 

Griem, Eichler og Klinger var Husum-lejrens centrale SS-mænd. Hvor mange SS-folk, der gjorde tjeneste i Husum og Ladelund. Vi ved dog, at der i Ladelund har været cirka 20 danske statsborgere og medlem af Det Tyske Mindretal, som fungerede som vagter.

 

Husum-lejrens feltkøkken

SS – OberScharführer Friederich Otto Dörge fungerede som Husum – lejrens Verwaltungsführer og uddannet købmand. Som forvaltningsfører havde han ansvaret for forplejningen, beklædningen og forvaltningen af fangernes eventuelle ejendele samt lejrens økonomiske mellemværender med omverdenen.

Tillige havde han det overordnede ansvar for driften af lejrkøkkenet. I køkkendagbogen er der anført en næsten dobbelt så høj brødration, end den fangerne fik.

 

Muggen rugbrød lavet af savsmuld

Hans Christian Rasmussen fortæller, at det var Hitler Jugend, der leverede brødet til koncentrationslejrens fanger. Han fortæller, at brødet ofte var muggent, fordi det skulle være blevet opbevaret i en fugtig lade over længere tid inden fangerne fik det udleveret.

Begrundelsen for dette skulle være, at fangerne ikke måtte få udleveret fødevarer, der var af samme kvalitet som de fødevarer, den tyske befolkning modtog. Det er sandsynligt, at en stor del af brødet bestod af savsmuld og skaller af korn.

 

Når suppen væltede

Det hændte, at fangernes suppe, der blev transporteret i store, åbne kar, væltede undervejs fra lejrkøkkenet til stedet, hvor den skulle uddeles. Skete dette, resulterede det i, at en gruppe sultne fanger omgående styrtede hen til suppepytten og forsøgte at slikke denne samt de sparsomme stykker af rodfrugter eller endnu sparsommere stykker kød op af den bare jord. Sulten var så slem, at fangerne herved kunne komme op at slås indbyrdes.

Paul Thygesens skildring af en episode, hvor han iagttog en russisk fange, der på samme facon spiste en hollandsk medfangers opkast. Sulten blev også anvendt som et instrument for umenneskeliggørelse viser en episode, hvor en sulten russisk fange blev pint ved, at en SS – mand smed kartofler over i pigtrådshegnet. Da fangen nærmede sig dette for at samle kartoflerne op, blev denne omgående skudt af vagtposten på grund af ”flugtforsøg”.

En hollandsk sygepasser solgte medikamenter for højest bydende blandt fangerne.

 

Likvideringer med indsprøjtninger

Der har også fundet målrettede likvideringer sted både i Husum og Ladelund gennem injektioner. Indsprøjtningerne blev givet af fangelæger efter ordre fra Griem. Formålet med likvideringerne var, at skaffe uarbejdsdygtige fanger af vejen. Derved kunne man nedbringe belægningen på reviret og samtidigt undgå, at de syge skulle sendes på sygetransport til Neuengamme.

Hans S. Bruhn berettede:

 

• Der var vel ikke en dag, hvor vi ikke havde en eller flere døde med hjem fra arbejdet i tankgravene. Men efterhånden sløvedes vi også over for det. Dog gjorde det dybt indtryk på os, når det var en af vores egne døden havde indhentet.

 

Antallet af døde steg også hurtigt som følge af overbelægningen.

 

Ligene blev betragtet som affald

Ligene blev betragtet som affald, der afventede den vogn, der skulle køre dem til massegraven på Husum Østre Kirkegård. Ifølge en beretning husede barakken, som her på baggrund af sin hovedfunktion kaldes kartoffelskrælleriet, også et lille snedkeri, hvori der blev fremstillet ligkister. Op til tre fanger kom i hver kiste, der blev lavet af affaldstræ. På grund af mangel på materialer anvendte man også papirsække i forbindelse med begravelserne. Man begravede til sidst ligene nøgne, fordi der heller ikke var nok papirsække.

Hans S. Bruun fortæller, at den danske fange, Viggo Hansen var i begyndelsen med til at fremstille disse kister.

 

Ligene faldt af hestevognen

Transporten af ligene fra lejren til Østre Kirkegård i Husum foregik med hestevogne, der var så overfyldte, at ligene faldt af undervejs. På kirkegården blev ligene lagt i massegrave med 30 – 40 lig i hver grav i op til fem lag.

Thygesen, som efter krigen også deltog i ekshumeringen af ligene af de danske Hsum-fanger, anførte antallet af massegrave til at være omkring 12, hvilket kan tyde på 60 – 140 flere ofre end de officielle knap 300 omkomne i løbet af lejrens eksistensperiode

 

En lærer og en skoleklasse opdagede stedet

I 1983 var der en arbejdsgruppe, der offentliggjorde KZ – lejrens historie. En mindehøjtidelighed blev afholdt den 30. januar 1983 med deltagelse af flere end 1.000 mennesker. Mange af dem var tidligere fanger. Og de fleste borgere har ikke anet, at der her havde eksisteret en sådan lejr.

Ja det var faktisk en lærer og hans folkeskoleklasse, der i 1970erne opdagede dens eksistens. De begyndte at undersøge gamle arkiver. Den sidste overlevende danske KZ – fanger Einar Brøgger fra Hammerlev, der blev taget af Gestapo i juni 1944 fortæller:

 

• Jeg blev sammen med et kontingent på 1.500 fanger, hvoriblandt 100 var danske, sendt til en Neuengamme – udelejr i Husum – Schwesing, hvor vi skulle grave pansergrave. Det var et vådt og hårdt arbejde. Så snart vi kom et par spadestik ned, piblede grundvandet op, og når vi om aftenen vendte hjem til lejren, sov vi vores våde tøj. Der var ikke andre muligheder for at få det tørret. Der blev ikke fyret i kakkelovnen. Morgenmaden bestod af kaffeerstatning og en humpel rugbrød, og der blev serveret kålrabisuppe. Noget tyndt pjask uden næring, men hvor man engang imellem kunne være heldig at finde nogle klumper, der lignede kød. Arbejdet med pansergravene sluttede lige før jul, og da var vi kun 427 tilbage af de oprindeligt 1.500 fangere

 

Man skal have held og meget held

Benjamin Mørk spurgte i sine erindringer:

• Hvordan overlever man sådan et sted?

Og hans svar var:

• En ting er meget vigtigt. Man skal have held, meget held. Og man skal være bygget et helt normalt.

Brutalitet, vilkårlighed og død var hverdagsbegivenheder i KZ – lejren.

 

Mindelund med informationstavle

I 1987 blev der indviet et mindelund. Og siden 1995 er der på stedet anbragt bygningsrester fra dengang. En informationstavle beretter nu om lejrens historie. På stedet er der også 300 små opstandere i jern med navnet på hver enkelt af de omkomne i lejren.

 

Der blev vist mellidenhed

Mange vil sikkert spørge, hvordan befolkningen kan glemme sådan et sted. Måske var det ens samvittighed. Man var bange for at vise medlidenhed, for så at ende i samme situation.

Men nu er det dog flere eksempler på medmenneskelighed fra lokalbefolkningen. Hans Mørup kan berette om, at en lille pige uden for lejren gav ham et æble, som han delte med de andre fangere.

Kontakten med lokalbefolkningen var forbudt. Ved en episode, hvor fangerne skulle losse et skib i Husum, blev fangerne og deres vogtere inviteret indenfor i en garage og fik her forplejning af en lokal kvinde.

 

Gulerødder til fangerne

I en anden episode oplevede Benjamin Mørch, at en landmand i en af de landsbyer, hvor fangerne skulle grave huller til maskingeværstillinger, havde lagt en stak gulerødder til fangerne. Han kunne ikke give dem direkte til fangerne, da dette var strengt forbudt og pålagt stor risiko for landmanden selv.

Blikke mellem fangerne, landmanden og en ældre godmodig marinesoldat, der bevogtede arbejdskommandoen, afgjorde situationens udfald. Bevogteren kiggede væk og fangerne fik et kærkommet tilskud til den mangelfulde lejrkost.

Mørch selv, der hentede gulerødderne fik mulighed for at veksle nogle få ord med landmanden, der udtrykte bekymring over for fangernes tilstand. Ifølge Mørch var flere af de lokale blevet opmærksomme på, hvordan fangerne blev behandlet ude på arbejdsstederne.

 

Fangerne blev ikke slået i landsbyerne

Mørch berettede om, at fangerne særligt ved arbejdet med maskingeværstillingerne inde i landsbyerne ikke blev slået af ”kapoerne” og bevogtningsmandskabet. Det var for ikke at pådrage sig negativ opmærksomhed fra civilbefolkningens side. Slagene blev i stedet uddelt ved hjemkomsten til lejren. Men de forekom her mindre slemme, da afstraffelsen var hurtigere oversået i stedet for at være spredt over hele arbejdsdagen.

 

Mange hånede også fangerne

De civile kunne dog også acceptere det de så – måske alt efter politisk ståsted. De kunne endda fryde sig over fangernes lidelser, når de mødte dem på de nordfrisiske veje eller i Husums gader.

Mange væmmedes af at se fangerne, andre hånede og grinede af de forhutlede fanger. Dette står lidt i kontrast til den tyske befolknings ansvarsfraskrivelse og påstand om, at:

 

• Davon haben wir nichts gewusst

 

Der fandtes jo masser af lejre ligesom denne spredt ud over hele Tyskland og også som denne placeret i et lokalsamfund.

 

Lejrene blev kaldt ”Dødslejrene”

Ladelund og Husum-Svesing blev af fangerne kaldt ”dødslejren”. Det antages at indtil 5.000 fangere har opholdt sig i de to udelejre. Det nøjagtige antal fanger og hvor mange af dem, der døde, er ikke kendt.

Man mener, at mellem 300 og 500 døde i Svesing, og 300 i Ladelund.

 

1.000 mand til Ladelund

Den 1. november blev 1.000 fanger taget ud ved appellen med henblik på transport. De skulle til Ladelund. Hans Christian Rasmussen erindrer, at en håndfuld danskere var blandt de udvalgte, men disse blev erstattet af andre. Men 4 kilometer fra den dansk – tyske grænse ville man ikke have danskere. Her kunne man måske formode støtte fra venligsindede modstandsgrupper.

 

Historien om den hollandske by: Putten

Cirka 100 af de døde kom fra den lille hollandske by Putten. Og forhistorien til dette, er at den 1.oktober 1944 døde en tysk officer og to blev kvæstet i nærheden af denne by. Kommandanten, der stammede fra øen Føhr General Freidrich F. Chiristiansen lod byen nedbrænde og sendte den mandelige befolkning til Tyskland til tvangsarbejde. 602 mænd fra Putten landede i Neuengamme, 540 nåede ikke tilbage til Holland.

 

Arbejd til udslettelse

Oprettelsen af lejren i Ladelund betød tillige, at fangerne i det daglige kom til at se mindre til hans Griem, der nu primært opholdt sig i Ladelund og kun lejlighedsvis kom til Husum. Terroren mod fangerne fra kapoernes og SS´ side blev dog ikke mindre af den grund.

De fanger, der kom til Ladelund var allerede afkræftet ved ankomsten. Tænk engang. Her ankom 2.000 fangere til en lejr kun bygget til 200. Det blev til en decideret udryddelseslejr under mottoet:

• Aibeit zum Vernichten – Arbejd indtil udslettelse

Arbejdet stod på i kun seks uger. Så indså tyskerne, at slaget var tabt, og at det ikke gav nogen mening at fortsætte. Men som skrevet på den korte tid var allerede 300 døde. Den sidste barak blev revet ned i 1970.

Som det eneste sted i Tyskland kan du her i nærheden af lejren opleve en rest af den oprindelige Friesenwall. Vi har allerede på siden to artikler om Ladelund samt en billedrække af mindelunden og museet ved Ladelund

 

 

Kilde:

• Jens-Martin Sørensen: I tysk kz-lejr
• Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne
• Therkel Stræde (red): De nazistiske koncentrationslejre, Studier og Biografi
• Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det 1-2
• Johannes Fonsmark (red): Danske i Tyske koncentrationslejre
• Benjamin Mørch: Mærket for livet, Erindringer fra fangelejre, fængsler og kz – lejre
• Paul Thygesen: Læge i tyske koncentrationslejre
• Hans Mørup: På fløjen
• Knus Wiese: Fange i Tyskland
• Hans S. Bruhn: På dødsmarch gennem Hitlers Tyskland
• Niels Aage Skov: Brev til mine efterkommere
• Anders Georg: I tysk fangenskab
• Aage Trommer. Modstandsbillede i nærbillede
• Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 259 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) herunder:

• KZ – lejr Ladelund
• En sønderjyde krydser sit spor
• Frøslevlejren
• Harreslev – dengang
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Modstandsbevægelsen i Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Sort Jord – Holocaust
• Modstand i Kolding
• Tvangsarbejde i Det Tredje Rige
• Buchenwald – rædsler og lidelser
• SS – absurde grusomheder
• I ondskabens skygge af Holocaust
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Modstand i Tinglev
• Modstand i Sønderjylland
• Holocaust – aldrig igen og mange flere