Krigsfangelejr ved Løgumkloster

Der kom i alt 3.000 krigsfanger til den meget interimistiske lejr. Fangerne kom til at bo i træbarakker. Kort tid efter udbrød der plet – tyfus i lejren. Der var mange døde, der blev begravet på en kirkegård i nærheden. Lejren blev omhyggelig renset, så epidemien ikke bredte sig til selve byen. Russerne var velegnede til at arbejde i landbruget. De dansksindede havde medlidenhed med dem. De tysksindede betragtede dem som fjender. De blev meget afholdt, selv om de havde en arbejdsuge på 6 gange 10 dage. Til sidt blev lejren befolket af tyske straffefanger. Efter krigen blev lejren brugt som husvilde-boliger, men brændte i 1920.

 

Mange lejre i Nordslesvig

Der var mange krigsfangelejre i Nordslesvig. Vi har registreret følgende steder:

• Bjerndrup
• Øster Lindet
• Højrup
• Gabøl
• Bovlund Øster Terp
• Gravlund
• Gårdeby Mark
• Bajstrup
• Holbøl
• Ullemølle
• Barsbøl
• Døstrup
• Løgumkloster

 

3.000 krigsfanger i Løgumkloster – lejren

Her vil vi beskæftige os med lejren ved Løgumkloster. Det var i begyndelsen af marts 1915 at der ankom 2.000 krigsfanger af forskellige nationalitet. Russere, belgiere, franskmænd og englændere til den nyopførte fangelejr ved Løgumkloster. De blev anbragt i træbarakker af forskellige størrelse. Det var en ret interimistisk lejr.

I alt var her vel ca. 3.000 fangere. Fangerne havde ringe mulighed for at få kontakt med lokalbefolkningen, da de under arbejdet var under konstant bevogtning. Lejren var utilnærmelig om aftenen.

Også i Løgumklosterlejren var der fødevaremangel. De lokale beboere satte vagt ved roe og kartoffelkuler i nærheden af lejren for at forhindre, at de blev plyndret.

Englænderne blev kort tid efter overført til en lejr ved Østerterp ved Bedsted Lø.

 

Plettyfus i lejren

Allerede kort tid efter opstod der en frygtelig epidemi. Det var den frygtelige plettyfus, der fulgte i verdenskrigens spor. Epidemien fik nogle frygtelige følger for lejrens fanger.

For at beskytte byen mod denne epidemi, blev der i en lille skov, der lå vest for lejren indrettet en særlig kirkegård. I løbet af blot 4-5 måneder lå her 71 af sygdommens ofre. 56 russere, 10 franskmænd og 5 belgiere.

Takket være omhyggelig rensning af hele lejren, lykkedes det at bekæmpe epidemien, så den ikke bredte sig til Løgumkloster.

 

Vagtmandskabet var ældre tyske soldater

Lejrens vagtmandskab bestod af ældre tyske soldater, der blev indkvarteret hos byens befolkning, dansk – som tysksindede. De var omkring 40 – 45 år. Og de var egentlig lette at omgås.

 

Straffefanger kom til lejren

Under den sidste del af krigen husede lejren en hel del tyske straffefanger. Af dem døde der 39. De blev begravet på selve kirkegården. Disse grave blev sløjfet i 1945 – efter 27 års forløb – sløjfet efter ordre af en tysk Feldwebel.

Menighedsrådet med pastor Schülein havde ellers besluttet at bevare gravene for en ny periode.

 

Lejren brændte i 1920

Efter krigen blev lejren benyttet som husvilde-boliger. Hele lejren brændte ned i 1920.

 

Tre års preussisk værnepligt

Ved første verdenskrigs udbrud i 1914 var det nuværende danske Nordslesvig en del af den preussiske forbundsstat. Der var tre års preussisk værnepligt. Alle de indkaldte soldater blev ved krigens udbrud sendt til fronten. Dette medførte en betydelig arbejdskraftsmangel, som især gjorde sig gældende i landbrugsegne som Nordslesvig. I industriområder var det større muligheder for at inddrage kvindelig arbejdskraft til erstatning for værnepligtige mænd.

 

Forholdet præget af nationalpolitiske tilgang

Tyskerne vandt store sejre ved Tannenberg og slaget i de Mauriske Sumpe. Man tog omkring 100.000 fangere. Det nøjagtige tal kendes ikke

Mange af russerne blev efter lejropholdet udstationeret hos byens og omegnens landmænd, hvor de som ”fagfolk” gjorde god fyldest.

Efterhånden blev de fleste russere overført til landbrugsarbejde med bopæl i landsbyerne. De fleste belgier og franskmænd blev sendt syd på til industriegnene.

Lokalbefolkningens forhold til krigsfangerne var i høj grad påvirket af den nationalpolitiske baggrund. Det dansksindede flertal kunne ikke betragte krigsfangerne som fjende. De følte nærmest medlidenhed med dem. De forsøgte at stikke et stykke mad til dem, når de vandrede forbi. Men hvis det blev opdaget af vagtmandskabet, blev det straks konfiskeret.

 

De tysksindede betragtede dem som fjender

De tysksindede holdt sig til kostreglementet for fanger, mens de dansksindede snød. En logisk forklaring er at de tysksindede betragtede dem som fjender.

De russiske krigsfanger var meget populære og blev omtalt med varme og interesse. De var arbejdsomme, muntre og vellidte. Mange af dem var analfabeter. Men de kunne bestille noget. Det var også en fornøjelse for de lokale at se dem spise den spartanske krigskost.

Den normale arbejdstid var 10 timer ugens seks dage. Om søndagen kunne man normalt holde fri, men i landbruget skulle man stadig passe dyrene.

 

En fransk hyldest

I efteråret 1919 forsvandt de fleste fanger. De gik illegalt over grænsen til Danmark. De blev alle samlet i en stor lejr i Hald ved Viborg.

Ved indvielsen af monumentet på krigsfangekirkegården den 15. juni 1923 sagde den franske minister Vicomte de Fontenay bl.a.:

• Jeg står nu her i den franske regerings, det franske folks, ja hele Frankrigs navn for at udtrykte den inderligste tak til dem, der har taget initiativet til denne smukke højtidelighed, til dem der har villet forskønne den ved deres tilstedeværelse, til myndighederne, til den slesvigske befolkning, der stadig har vist de grave, der gemmer soldater, som døde fjernt fra deres fædreland en så værdig og rørende kultus.
• I krigens frygtelige år havde navnet Løgumkloster en sørgelig klang i franske øren. Det var en lejr, hvor så mange af vore egne måtte lide, men da krigen hørte op, blev Løgumkloster for os symbolet på den æres-frygt og andagt, hvormed et ædelmodigt folk omfatter de, der døde som pligtens ofre, og det ikke alene her, men på alle kirkegårde i Danmark, hvor der hviler franske soldater.

 

Tilgang til kirkegården

I skovens østligste del ligger en ensom grav. Han måtte ikke ligge i indviet jord – den russiske jøde, Abraham, der døde den 1. juni 1915. Da faderen, den rige korngrosserer fra Odessa under et besøg i 1920’erne så, hvor fredeligt hans søn lå begravet, opgav han omgående at få sønnen bragt hjem til Rusland.

I 1965 blev krigsfangegården med myndighedernes tilladelse udvidet med to grave, to russiske fanger fra 1914 – 18, som ikke ønskede at komme hjem igen, ugift som de var.

Det var Andrei Floderow, som fandt et hjem i Bevtoft.  Og så var det Jürgis Bickowski, kaldet Georg. Han fandt sit hjem i Løgumkloster. Han villeikke kaldes russer, da han var født i Litauen. På hans gravsten står også rettelig ”Litauer”. De ønskede begge at hvile ved siden af deres kammerater.

 

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• Inge Adriansen: Ivan fra Odessa- Krigsfanger i Odessa og Danmark 1914 – 1920
• dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.792 artikler
• Under Tønder finder du 286 artikler
• Under Sønderjylland finder du 208 artikler
• Russiske krigsfanger i Nordslesvig
• Krigsfanger i Sønderjylland
• Et slot i Løgumkloster
• Soldater i Løgumkloster
• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Kloster Marked
• Et kloster – 15 km fra Tønder