Kommunisterne i Horserødlejren

Fangerne havde fået et tilsagn om, at de ville blive løsladt. Men det var åbenbart et usikker tilsagn. Værnemagten kendte for lidt til stedet. Derfor kunne 95 flygte fra stedet. Myndighederne hjalp ikke. Chancen blev forpasset for resten. De måtte lide halvanden år i Stutthof. Dansk Røde kors og udenrigsministeriet ville ikke hjælpe 2De Røde Enker”. Senere måtte svensk Røde kors træde til. Politikerne forholdt sig tavse. Kommunisterne var ikke så højt prioriteret som jøderne. Scavenius: ”Vi skal ikke provokere tyskerne unødvendig”. Man vil ikke ødelægge forholdet til tyskerne heller ikke efter 29. august 1943. Thune Jacobsen, justitsminister: ”En reaktion med den tungeste vægt ville forekomme fra tyskerne” Der forekom urigtige oplysninger fra justitsministeren efter besættelsestiden.

 

Et usikker tilsagn

I lejrens uofficielle ledelse mente man, at have et tilsagn fra justitsminister Thune Larsen, om at få et varsel i tide, hvis tyskerne virkelig skulle overtage magten. Et varsel, der kunne gøre det muligt for de internerede at slippe væk i tide. Men der var intet aftalt om en nærmere udformning af advarslen. Værre var, at de indsatte opfattede det som et reelt løfte.

 

Værnemagten kendte for lidt til stedet

Den 28. august 1943 var man i Horserød lige så alarmeret som man var mange steder i København. Det gjaldt også fængselsbetjentenes kreds. De var efterhånden alle indstillet på ikke at løsne et skud, hvis et tysk overfald skulle gøre en hastig fangeflugt nødvendig.

Det gik delvis godt den 29. august. Og det skyldtes ene og alene fejl og misforståelse hos de tyske specialtropper, der var sat ind for at klare magtovertagelsen.

Det var et imponerende opbud af panserbiler og transportkøretøjer, der natten mellem den 28. og 29. kl. 3.00 skulle bruges til at storme lejren. Om nødvendig skulle det danske fængselsvæsen uskadeliggøres.

Men den tyske major, der stod i spidsen for aktionen, gjorde i mørket og regnen den fejl at tro, at den nye lejr og administrationsbarakken syd for landevejen rummede hele Horserødlejren.

 

Martin gik i seng igen

Til den gamle officerslejr hvor alle de ”rigtige” kommunister boede, havde man intet kendskab. Da klokken var 2.00 havde hverken den gamle eller den nye lejr fået et vink om flugt fra de danske myndigheder i København.

Der har senere været tale om misforståelser, men i en så alvorlig sag skulle der ikke være mulighed for misforståelser. Hvorfor var de ikke blevet advaret?

Ved 2 – tiden klatrede en våd og muddertilsølet dansk færdselsbetjent ind ad Martin Nielsens vindue og sagde:

• Så er det nu Martin. De er på vej. I må af sted nu.

Men den korrekte Martin Nielsen afslog at flygte eller alarmere sine kollegaer i den ”nye lejr”. Han havde ikke fået en officiel varsel som lovet.  Han lagde sig tilbage i sin seng.

 

Chancen var forpasset

En time efter var lejren besat af et betydeligt antal trænede tyske soldater med en rabiat råbende officer i spidsen. Enhver chance for de 145 mand i Martin Nielsens lejr var forpasset. Vidste de havde vidst, hvad der ventede dem, havde de sikkert flygtet.

Men oppe i den gamle kommunistlejr skete der ingenting. Så gik det op for ledelsen derover, at de formentlig havde en uventet og uvarslet chancefor at slippe ud, hvis de handlede hurtigt og beslutsomt.

 

Planer blev iværksat

De planer, der var udtænkt i forvejen blev nu pludselig iværksat. Badeliste fra toiletrummene, omlavet til stiger blev stillet op af pigtrådshegnet bag barak K. Samtidig blev nogle madrasser smidt op på det næsten vandrette pigtrådshegn og dannede derved en slags bro over pigtråden.

De første, der gik over stillede også stiger på ydersiden, og snart gik det fuldstændig på tælling. 95 mand – det var næsten alle – kom over i løbet af mindre end en time. Selv lejrens eneste mand med træben kom over.

 

Man flygtede syd på

Han overnattede i et træ og kom videre den næste dag. Alle var instrueret om denne gang at løbe mod syd for oppe på landevejen mod nord holdt jo hele det tyske materiel med bevogtningsmandskab.

Skønt der ingen biler holdt til at lette flugten og skønt at det var svært at finde vej til København, når man ville undgå landevejen. Skønt kommunist-flygtninge ville få en kold skulder af lokalbefolkningen foreligger der ingen beretninger om, at nogen af de 95 fangere blev pågrebet.

 

Betjentene måtte forlade området

Fangerne måtte selv tage affære. De blev svigtet af justitsministeren. Den næste formiddag ankom den særdeles rasende general Haneken og skældte de danske fængselsbetjente ud for deres totale svigt. Det var en grim sag at skulle indberette til Berlin.

Betjentene fik at vide, at de skulle forsvinde fra lejren.  Med alt deres habengut med det samme. Nu overtog tyskerne hele Horserødlejren. De 145 tilbageværende fik besked om, at gøre den forladte afdeling rent.

 

Halvanden års rædsler i Stutthof

Specialtropperne blev snart udskiftet med ældre soldater på orlov fra Rusland. Og den 3. oktober blev de 143 kommunister fra Horserødlejren sendt til et for dem ukendt sted med 207 danske jøder fra Langelinie. De blev anbragt i lastrummet på et skib ved navn Wartheland.

Men de oplevede 1 ½ års rædsler i Stutthof. 6 var døde i lejren. 10 var segnet om på landevejen eller skudt på dødsmarchen for at undgå russerne. Desuden døde 6 kort efter hjemkomsten. Men det kunne have gået meget værre, hvis det ikke lige havde været for ”De Røde Enker”.

Den officielle debat efter besættelsen gik på, at man befriede kommunisterne for en værre skæbne i Tyskland. Den holder hvis ikke.

 

Dansk Røde Kors ville ikke hjælpe

”De Røde enker” gik først til Dansk Røde Kors. De henvendte sig til den daværende direktør Helmer Rosting, der kom med et kategorisk nej. Dansk Røde Kors kunne ikke hjælpe politiske fanger.

Nu var denne Helmer Rosting særdeles tyskervenlig. Han var flere gange nævnt som udenrigsminister i en tysk ministerliste med Frits Clausen som statsminister.

 

Udenrigsministeriet ville heller ikke hjælpe

”De Røde enker” gik videre til udenrigsministeriet. Men de hævdede, at de ikke anede, hvor kommunisterne var blevet sendt hen. Men det var ganske ukorrekt. Udenrigsministeriet havde tætte forbindelser til den tyske topledelse på Dagmarhus.

Men endelige kom de igennem hos Socialministeriet, der gennem Dansk Røde Kors fik sendt pakker af sted. Men det var imod Helmer Rostings vilje.

 

Datidens LO (DSK) advarede mod ”De Røde Enker”

Mange af kommunisterne havde været fagorganiserede arbejdere, nogle endda fagforeningsleder. Men det fik ikke datidens LO – ledelse. Tværtimod udsendte den daværende LO – formand, den markante socialdemokrat Ejler Jensenet brev til alle fagforeninger, hvor han advarede mod ”denne selvbestaltede komite”, som kunne skade det arbejde fagbevægelsens ledelse havde gjort for at hjælpe fangerne.

Da kvinderne senere spurgte Ejler Jensen, hvad man havde gjort for at hjælpe deres mænd, hævdede han, at der var sendt et større beløb fra den danske fagbevægelse til Stutthof – lejren. Det viste sig, at man i alt havde sendt 150 kr.

 

Svensk Røde Kors gjorde det lang hurtigere

I 1944 gik det trægt med forsendelsen. Det var som om, at Dansk Røde Kors prøvede på at sabotere forsendelsen. Men nu gik ”De Røde Enker” så til Svensk Røde Kors, som straks sendte adskillige pakker til de danske fanger.

”De Røde Enker” fik en gallamiddag, som Udenrigsministeriet var vært for i 1946, men en egentlig officiel tak har de aldrig fået for deres arbejde.

 

Ingen myndigheder hjalp de 95 på flugt

Nu er det der står i Hartvig Frisch behandling af sagen nok ikke helt korrekt. Den Parlamentariske Kommission behandlede sagen i efteråret 1946. Her kulegravede de problemet med, hvorfor myndighederne ikke hjalp de indsatte. Her kom det første egentlige kildemateriale på bordet.

I Hartvig Frisch omtale tildeles den danske regering ikke et særligt ansvar over for kommunisterne.

Ifølge Den Parlamentariske Kommission var løftet til de internerede givet af underordnede embedsmænd, nemlig de menige betjente i Horserød, lejrchefen og andre.

Nu skyldtes de 95 kommunisters flugt på ingen måde medvirken fra myndighedernes side eller politikernes fortjeneste. Men det skete alene, fordi værnemagten ikke kendte forholdene omkring Horserød.

 

De lovede at holde sig i ro

Nu kunne alle kommunister sagtens være flygtet, men lejrledelsen holdt dem tilbage. Dette skyldtes i henhold til kommunisternes egne oplysninger, at man havde lovet lejrchefen at holde sig i ro. Dette kunne ødelægger forhandlingssituationen med tyskerne. Men dette løfte var vel ikke gældende om aftenen, da krisen var bekendt også over for de indsatte. Således var telekommunikationen til Sverige blevet afbrudt.

Lejrchefen Gjerstrup forsøgte forgæves at få politikerne i tale, om han måtte åbne portene for kommunisterne. Han fik telefonisk kontakt med fængselsdirektør Tetens. Denne kunne fortælle, at forhandlingerne med tyskerne endnu ikke var afbrudt. Gjerstrup ville få besked, men det fik han aldrig. Lejrchefen var oppe hele natten for at afvente telefonbesked fra København.

Gennem Duckwitz og telefonaflytning vidste man, at der var masser af aktivitet blandt de tyske tropper på kasernerne.

Klokken 22 forlød det fra Dagmarhus, at der kom en vigtig besked i løbet af natten.

 

Politikerne forholdt sig tavse

Men politikerne forholdt sig tavse. Carl Madsen, der selv slap væk natten den 29. hævdede senere, at dette skyldtes en kynisk handel mellem regeringen og tyskerne, hvor kommunisterne var betalingen for at samarbejdspolitikken kunne fortsætte. Men der foreligger dog ikke dokumentation for dette, og mon ikke det lige er ret meget efterrationaliseret.

Vilhelm Buhl, der var formand for samarbejdsudvalget forklarede til den Parlamentariske Kommission, at han havde haft så meget at gøre om lørdagen, at han glemte kommunisterne i Horserød.

 

Kommunisterne var ikke så højt prioriteret

Åbenbart var disse kommunister ikke så højt prioriteret mål for de danske beslutningstagere i hvert fald ikke for kollaborationens overlevelsesstrategi. Det sidste ministermøde om lørdagen kl. 16, hvor kommunistspørgsmålet var oppe at vende. Hverken Gunnar Larsen, Kofoed eller Holbøll nævner kommunisterne i deres samtidige optegnelser. Noget tyder på, at behandlingen af emnet var meget overfladisk.

Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen erklærede senere over for den Parlamentariske Kommission, at der blev sagt noget i retning af, ”Og hvad så med kommunisterne i Horserød? Det var nok ikke alle, der hørte bemærkningen. Der gav ikke anledning til debat af nogen art.

 

Scavenius: ikke provokere tyskerne unødvendigt

Eivind Larsen, departementschef havde prikket sin høje chef, justitsminister Thune Jacobsen i siden, fro at få ham til at tage sagen op.

Selv hævdede Thune Jacobsen efter krigen, at den konservative Halfdan Hendriksen havde sagt, at sådan et spørgsmål kunne man ikke rejse der. Også Gunnar Larsen skal have vinket afværgende.

Scavenius sagde vist ikke noget, men protesterede ikke, da justitsministeren efter krigen tog ham til indtægt for sit synspunkt, der klart var dette:

 

• Ikke at provokere tyskerne unødvendigt

 

Man ville ikke ødelægge forholdet til tyskerne

Nogen seriøs vilje til at diskutere kommunisterne var der i hvert fald ikke til stede – en desinteresse som Thune Jacobsen formentlig ikke med urette opfattede som udtryk for at ministrene ikke ønskede lejren åbent før tyskerne rykkede ind.

• Der kan næppe betvivles, at der i ministeriet har været et bredt ønske om ikke at ødelægge noget vitalt i forholdet til besættelsesmagten under forsøget på at redde kommunisterne.

 

Thune Jacobsen: En reaktion med den tungeste vægt

Thune Jacobsen sagde det befriende ligefrem i en situation hvor han har haft god grund til at skubbe skylden over på andre, nemlig over for den Parlamentariske Kommission, at:

 

• Åbningen af lejren for de internerede ville klarlig have karakteren af en betydningsfuld aktiv sabotage fra ministeriets side. Det var ved den første indsættelse til forvaring givet tyskerne et senere gentaget tilsagn om kun at løslade internerede med tysk samtykke i hvert enkelt tilfælde. Bruddet herpå ville give en yderligere begrundelse for den tyske retorsion og lejrens åbning ville sikkert efter tysk opfattelse påkræve og berettige til en reaktion af tungeste vægt rettet såvel mod de på flugt værende og andre kommunister med deres pårørende som mod hele vort samfund.

 

Urigtige oplysninger af justitsministeren

Thune Jacobsen foretog sig altså helt bevidst intet og var ved tilbagekomsten til Justitsministeriet lukket af for alle andre spørgsmål end sine egne karriereproblemer. Ganske vist hævdede han senere at have givet ordre til, at Horserød – betjentene ikke måtte skyde, hvis kommunisterne stak af. Men dette benægtes af samtlige implicerede.

Ministrene, der havde indsigten, var klart imod at provokere tyskerne til at bryde alle broerne for en fortsat kollaboration. Man mente heller ikke, at man skulle sætte sig til modværge mod tyskerne.

At der så alligevel kom til kamp den 28. og 29. august, skyldtes at værnscheferne saboterede forsvarsministerens ordre.

 

Man prioriterede ikke kommunisterne så højt som jøderne

Politikerne, der stod for beslutningerne prioriterede kommunistspørgsmålet lavt og skød det derfor til side. For det ville være vanskeligt at bortforklare, at både socialdemokrater og konservative kunne have meddelt situationens alvor for lejrchef Gjerstrup. Om de havde prioriteret kommunisternes redning lige så højt, som de gjorde en måned senere med jødernes.

Således havde den socialdemokratiske indercirkel en direkte og varm linje til Gjerstrup i Horserødlejren, men den blev aldrig brugt for at hjælpe kommunisterne.

 

 

 

 

Kilde:

• Hans Kirchhoff: Augustoprøret
• Bo Bramsen: Blandt 100 gidsler i Horserød 1943
• Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet
• Martin Nielsen: Rapport fra Stutthof
• Hans Kirk: Breve fra Horserød
• Carl Madsen: Vi skrev historie
• Parlamentarisk kommission (div. Beretninger)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 258 artikler fra besættelseshistorien herunder:

• Udleveret til Tyskerne
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Frihedsrådet – som springbræt
• En justitsminister i unåde og mange flere