Da man fandt ud af, hvad de tysksindede ville med Knivsbjerg, forsøgte de at købe grunden tilbage. Redder Jebsen var den største yder til Bismarck – monumentet. Det Tyske Mindretal mente, at det danske politi ikke gjorde meget ud af, at opklare sabotagen på Knivsbjeg. Og så ville Der Nordschleswiger have Bismarck tilbage. Rasmus mente, at Hitler lå begravet her. Og vi fik vore ideer igennem på Knivsbjerg.

 

Forsøgte at købe Knivsbjerg tilbage

Knudsbjerg var engang et tingsted. Og man mener også, at det har været et kulturcenter og et offersted.

Efter et stormøde den 16. juli 1893, mødtes en hjemmestyskere fra Aabenraa, Aabenraa, Løjt, Hoptrup for at købe Knivsbjerg til fremtidige møder. To tyske bønder gik til bakkens ejer, der var dansk, og købte ballen for 6.700 mark. De fortalte ikke rigtig, hvad de ville bruge den. Og det hele blev sat i gang af pastor Jessen i Sønder Vilstrup.

Da man fra dansk side, hørte, at de ville oprette en Germania – statue, forsøgte man, at købe marken tilbage, men så var det for sent.

 

”Vedbliver at forblive tysk i al evighed”

Lidt syd for Hoptrup og ca. 10 kilometer nord for Aabenraa ligger Knivsbjerg. Det rager ganske godt op i vejret – 97 meter. Siden 1893 har det været ejet af Knivsbjerg – selskabet. Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret her. Her besluttede man så at rejse et nationalt mindesmærke for hertugdømmernes befrier, Otto Bismarck. Det var ham, der var skyld i, at Sønderjylland var tysk fra 1864 – 1920.

Ved indvielsesmødet den 15. juli 1894 var der 6.000 deltagere. Der blev hejst en 25 meter flagstang med et til meter langt flag skænket af Michael Jepsen. Fra de tysksindedes side foreslog man, at bakken skulle hedde Wilhemshöhe, men det slog aldrig an.

Åbenbart har man fundet inspiration på Skamlingsbanken, som siden 1843 var blevet brugt til lignende nationale formål med modsat fortegn.

Ved indvielse af Landråd Schwartz blev der sagt:

I tysk jord er du rejst, og du lader dit blik glide hen over det tyske hav, og kun dig Bismarck, kan vi takke for, at dette land er blevet tysk og vil vedblive tysk i al evighed.

 

Indsamling til Bismarck – statue

Man foretog en indsamling, og hos rederen Michael Jepsen og hans familie fik man et større beløb. Man fik samlet cirka samlet 10.000 mark. Grundstenen blev lagt i 1895. Men først i 1901 blev det berømte Bismarck – tårn indviet. Da var Bismarck blevet fyret af Kejser Wilhelm den Anden.

Dette var Bismarck ikke særlig tilfreds med. Fra hans gods Friederichsruh skrev han mange barske udfald mod regeringen gennem Hamburger Nachrichten. Og han nåede slet ikke, at se sit tårn, der ragede 46 meter i vejret. Han døde i 1898.

Hele anlægget kom til at koste 170.000 Mark. De fleste af disse penge, blev betalt af redder, Michael Jepsen. De resterende del af pengene blev indbetalt rundt omkring i provinsen. Monumentet på Knivsbjerg opnåede en anden plads af samtlige Bismarck – monumenter i Tyskland.

 

Jepsen – et stort firma

På verdensplan af Jepsen og Co 6.500 ansatte. Michel Jepsen etablerede sig som selvstændig redder på Skibbroen i Aabenraa i 1882. Allerede i 1897 ejede han 14 dampskibe. Ved første verdenskrig i 1914 blev Michael Jepsen interneret af englænderne. Først i 1919 kunne han vende tilbage til Aabenraa og genoptage fabrikken her.

 

”Vi Tyskere frygter Gud, ellers intet her”

Monumentet bestod af blandt andet to gange seks meter brede tapper med 30 trin. Og så kunne man i midten komme op på den øverste etage, men det krævede yderligere 20 trin.

Man kan altid diskutere, hvor flot bygningsværket tog sig ud. Det var bygget i den rigtige tyske gotiske kraftbare stil. Udvendig var det beklædt med granit. I en niche var der anbragt en syv meter høj statue af Bismarck. På monumentet var der anbragt et citat af Bismarck:

Vi Tyskere frygter Gud, ellers intet på denne Jord.

Under statuen stod Up ewig ungedeelt (for evig uddelt). Og det menes selvfølgelig Slesvig – Holsten.

Bürschenschaft Alamania forsøgte, at oprette 300 statuer af Bismarck overalt i Tyskland. Man anbefalede, at der skulle bruges tysk granit. Man anbefalede, at prisen ikke oversteg 20.000 kr.

Det blev til 250 statuer af Bismarck. De blev bygget i forskellige stilarter i fire kontingenter. Der står endnu 175 tilbage, heraf otte stk. i Slesvig Holsten.

 

Savede hovedet af, da Bismarck blev flyttet

Den sidste forsamling fandt sted på Knivsbjerg den 11. maj 1919, inden Sønderjyllands afståelse til Danmark. Den 4. juli blev Bismarck statuen afmonteret og fragtet til Rendsborg. Man blev nødt til at save hovedet over, for at der kunne være plads. Brütts mesterværk blev den 30. august 1930 transporteret til Hütten Sogn og opstillet i Aschberg.

I 1930erne samledes medlemmer af Hitler Jugend på stedet. Nazificeringen af det tyske mindretal irritererede de dansksindede. Det skabte et voldsomt modsætningsforhold mellem dansk og tysk.

 

Knivsbjergtårnet sprængt

Den 16. august 1945 kunne man i Danevirke læse følgende overskrift, Knivsbjergtaarnet sprængt i Nat. Bladet kunne endvidere fortælle, at tårnet kun var en ruinhob, og at ingen mennesker var kommet til skade. Eksplosionen foregik ved 3 – tiden om natten. Den tyske militærbelægning, der lå i en barak tæt på, var klokken 3.10 blevet advaret. Fem minutter efter lød der et ordentligt brag. Man anslog, at 40 sabotører havde anvendt 850 kg sprængstof.

I området opholdt der sig 150 tyske flygtninge og 75 soldater. Man skulle også nå at advare gårde og huse i området. Vinduerne skulle åbnes og al trafik på hovedvej 10 skulle stoppes.

 

Gjorde de nok ved opklaringen?

Modstandsbevægelsen foretog sprængingen lige inden de skulle aflevere deres våben og sprængstoffer til politiet. Hærværket blev aldrig opklaret. Det Tyske Mindretal mente, at politiet ikke gjorte nok ud af opklaringen.

Nu er det hele vel ikke så hemmeligt mere. For i bogen Kvindernes modstandskamp fortæller den dengang 27 – årige Ulla Kunøe, hvor hun var at være eneste kvinde, blandt 40 sabotører. Hun har opgivet et dokument, hvor det afsløres, at hun var med sprængningen.

 

Deltagerne var ”tyskerklippet”

Knivsbjerg – festerne blev genoptaget i juni 1947. Dette vakte stor modstand i de danske kredse. Natten til ugedagen, hvor festen skulle afholdes, blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg. Der blev opsat skilte med dødningehoveder og med taksten Livets Landminer udelagt. I mange år blev møderne kontrolleret af politiet (Se vores artikel: Den sønderjyske efterretningstjeneste). I en rapport fra 1947 skriver politiet:

Deltagerne var ret afdæmpede i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk, Man saa ikke som ved tidligere Fester var den særprægede Klipning af Haaret hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede sammenkomsten.

 

Æreslunden skiftede til mindesmærke

Fra 1955 fandt politiet ikke officielt anledning mere til at holde øje med Knivsbjerg – festen. I 1955 – 1956 betalte den danske stat for oprydningen ved Knivsbjerg. Tårnet blev aldrig genopført, men blev dækket med jord. Tilbage står kun en mindetur med en nøgterne indskrift om sprængningen.  

I 1969 bragte Danmarks Radio en radioudsendelse om episoden. En hvis hr. Frandsen kunne fortælle om episoden. Han fortalte blandt om, at tyske soldater havde skudt efter sabotørerne.

Æreslunden Ehrenhain for faldne sønderjyder og i tysk tjeneste, skiftede navn til Gedänkstätte, hvilket betyder mindested. På stedet kan der ses omkring 750 tysksindede sønderjyder. De meldte sig i frivillig tjeneste i Hitlers Waffen- SS under 2. verdenskrig. Seks af navnene er senere blev fjernet med en vinkelsliber. De to af dem, var belastet af deres gerninger efter krigen. To af dem døde reelt først efter krigen, hvor de blev henrettet i forbindelse med retsopgøret.

Det er mindretallets organisation Bund Deutscher Nordschlewiger (BDN), der besluttede navneændringen i erkendelse, af tiderne har ændret sig.

 

Der Nordschleswiger vil have Bismarck tilbage

Hele området tilhører fra 1970 Jugendhof Knivsbjerg, og derigennem Det Tyske Mindretal i Sønderjylland.

I 2010 vakte det langt fra begejstring alle steder, da Der Nordschleswiger – det tyske mindretals blad, forslog, at der skulle oprettes et mindesmærke for selve Bismarck i Danmark.

Efter offentliggørelse af Kong Christian den Niendes breve, hvori den kongen tilbyder Danmark som medlem og provins af de tyske forbund (Deustscher Bund) efter 1864, må den danske historie også omskrives vedrørende Bismarcks person, mente avisen i en leder. Den tyske rigskansler var mere end et århundrede forhadt i Danmark på grund af hans politik. Åbenbart modsatte Bismarck sig personligt planen om, at Danmark skulle ende som en provins i Deutscher Bund.

Og i Nordschleswiger blev der udtalt, at efter, at tårnet var bortsprængt, kunne man overveje at få ham tilbage i lighed med Isted – løven!!!!

 

Er det her Hitler ligger begravet?

Men det var her på Knivsbjerg, vi kom nogle gange. Rasmus gik på tysk skole i Padborg. Inden han blev så gammel vi forbi alle mindeplader. Min kone og mig gik lidt foran. Pludselig råbte Rasmus:

Er der her Hitler ligger begravet?

Vi kom til at kigge på formanden for Bund Deutscher Nordschlewiger. Han så ud til at have et lidt anstrengt smil. Vi kom lidt senere på kant med skolen, og fik først en undskyldning længe efter, at Rasmus var kommet ud af skolen.

 

Vi fik hørt vores ideer på Knivsbjerg

Inden havde vi da også været i gennem skruestikken. I forbindelse med en ny bog om mindretallet havde vi udtalt os om problematikken med skolesystemet. Det første til, at vi skrev en kronik, der vakte lidt røre. I første omgang ville Den Nordschlewiger ikke bringe den. Men de ringede da langt længe efter, at vi havde haft den i andre aviser. De spurgte, om de måtte oversætte den til tysk, og om vi skulle godkende den. Det blev en pragtfuld oversættelse, som jeg ikke kunne have gjort bedre.

Men det endte med, at vi blev inviteret på Nachschule i Tinglev. Her provokere jeg lidt.  Talen blev delt op i dansk, tysk og sønderjysk. Halvdelen var begejstret og halvdelen peb.

Hvor var det skønt, at høre vores egne ideer på talerstolen på Knivsbjerg. Så fik vi da alligevel opnået noget.

 

www.dengang.dk indeholder også en masse artikler om det dansk/tyske forhold i grænselandet.