Læs om den dramatiske tilblivelse af Varnæs Kirke. I Ensted ville bønderne ikke betale for præstens løn. I Kliplev tiltrak Sct. Hjælper mange pilgrimme. Ahlefeldt ‘erne ville tjene ekstra penge, derfor oprettede de Årup Kapel. I Felsted fandt præsten rester af en menneske-hjerne i alterskabet.

 

Ensted Kirke

Før reformationen hørte kirkesognet Ensted under provsti Ellumsyssel. Efter reformationen kom sognet under det meget store Tønder Provsti. Siden 1852 har det hørt under Aabenraa.

Kirken stammer fra første halvdel af 1200 tallet. Første gang nævnes kirken omkring 1270 og 1280, hvor stormanden Knud Snabbe giver 1 mark penge til kirken, samt ½ mark penge til præsten.  Kirken ligger på en høj mellem Røllum og Stubbæk. Kroen er dens eneste nabo. I ældre tid lå retterstedet også her.

 

Dronningen forærede stenene

Det er ikke noget tårn på Ensted Kirke. Kirken er opført i tilhuggede kvadersten, dog ikke vest-gavlens øverste trekant. Her er teglsten. Et gammelt sagn fortæller, at Dronning Magrethe den Første forærede disse Kvadersten.

Våbenhuset er antagelig fra 1771. I 1839 bliver huset kaldt Karnhus. Det vil sige, at den er blevet brugt til opbevaring af ben. Det var ben, der ved gravkastning blev gravet op på kirkegården.

Begge oprindelige døre er i behold. Norddøren er dog tilmuret, mens syddøren har gennemgået en del ændringer. I koret er der mod øst og nord ret store oprindelige vinduer med stik af tre krum-huggede kilesten. Skibets eneste synlige men tilmurede vindue har stik af tegl.

 

Gammel døbefont

Altertavlen er fra 1841. Og den er betalt ved frivillige gaver. Det var også i 1841, at kirken blev gennem-restaureret. Storfeltets maleri er en kopi af Eckersbergs maleri af Gethsemane Have fra 1831. Det ses i Havnbjerg Kirke.  På  alterbordet, er der et alterklæde fra 1954 med guldkors. Kalken er en barok – type fra 1661 skænket af Johan Mohrbeck og hustru. Stagerne er fra tiden kort før 1831. De tidligere stager blev stjålet sammen med dåbsfadene.

Bag alteret findes en lille sengotisk messeklokke.  Døbefonten har i tidens løb været flyttet et par gange. Antagelig er den lige så gammel som kirken. Den er af granit. Dåbsfadet er af kobber og fra 1929.   Prædikestolen blev ved restaureringen i 1840 delvis bygget om. Store dele af den gamle fra 1647 er dog bevaret. Motiverne er Bebudelsen, Tilbedelse af Barnet, Korsfæstelsen
og Opstandelsen.

Prædikestolens himmel er otte-siddet. Undersiden er malet dybblå med påsatte gyldne stjerner. Himlens due er fra den gamle prædikestol.

 

Dårligt tag

Ved ombygningen i 1840 – 41 blev der også opsat nyt tagværk. Blyet blev udskiftet med teglsten. Der kom nye vinduer med karme af træ og et gips-loft. Indtægten for salget af blyet har sikkert bekostet renoveringen. Men det blev alligevel en dårlig forretning. Tagstenene skallede af og blev utætte. Stenene skulle således allerede udskiftes i 1845 på kor og våbenhus og i 1863 på skibet. Her blev i stedet lagt skifer.  Orglet er fra 1886 og selvfølgelig fra Marcussen i Aabenraa.

Korset med den 134 cm høje kristusfigur hænger på nordsiden af korbuen. Det er antagelig fra 1500 tallet.  I kirken hænger to lysekroner. Den ene er en gave fra degn Riis og hustru i Hoptrup. Hun var født i Sdr. Hostrup.   Stolestaderne er fra 1907. Samme år blev gulvet også delvis fornyet. I koret er der lagt blå og gule rudestillede fliser.  Ved skibets sydmur er opstillet fem gravsten fra slutningen af 1800 tallet.

 

Pæl  – til skræk og advarsel

Kirkegården er omgivet af et stensat dige. Den blev udvidet i både 1942 og 1983. En mindesten for de faldne fra første verdenskrig blev rejst i 1921.

Ved indgangen til kirkegården stod en høj ege-pæl med to lænker, begge forsynet med en bøjle til at ligge om synderens hals og til at sikre med hængelås. Denne pæl som stod på kirkegården i 1858 – 59 befinder sig nu på Aabenraa Museum.

 

Klokketårn

Det nuværende klokketårn er fra 1828. Det afløste et andet tårn af samme typer som vi ser i flere kirker i nærheden. Det nuværende er muret og med pyramidetag. Tårnet består af to stok-værker, med to klokker i det øverste. Det ældste er fra 1654 og det yngste fra 2005. I den nederste er anbragt en såkaldt Genforeningsklokke. Den blev brugt indtil 2005. På tårnets øst – og sydside er ophængt fire gamle gravsten. De tre af dem er gravsten, der er blevet brugt til begravelser inde i kirken.

På skibets nordvæg er et gravminde. Det for Henrietta Sophia Boysens seks børn. Fru Boysen var forpagter på Årup. Hun døde kun 32 år gammel.

 

Bønderne ville ikke betale

Kirkens ejendom og indtægter var små. Og det var ikke altid let at vedligeholde den. Således er der ved et besøg i 1776 konstateret:

• Indvendig er kirken forfalden, stolestaderne løse og vaklende.

Flere renoveringer fulgte. Udgifterne blev fordelt i forhold til den enkeltes andel af kirkens stolestader. Antallet af kådnere og inderste og jord-løse steg i forhold til antallet af bønder. En dalende kirkegang , gjorde det mere vanskelig for bønderne at udleje stolestaderne. Udgifterne for den enkelte steg markant. I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Bønderne forlangte nu, at halvdelen af udgifterne skulle betales af de sogneboere, der ikke ejede stolestader. Det vil sige kådnere og inderster.

Det var en svær tid for pastoren. Måske var det årsag til, at pastor Sönnichsen efter ganske få ord søgte bort fra sognet. Resultatet blev at fremtidige udgifter skulle fordeles  efter grundbesiddelse og formue.

 

Præstevalg

Familieoverhovederne kunne vælge mellem tre præster, når embedet skulle besættes. Efter en prøveprædiken blev der stemt. Vinderen blev bekræftet af kongen og endelig indsat af af kirkevisitatorerne.   Også præsten skulle have noget at leve af. Til embedet hørte agerland på Stubbæk Bymark, som præsten drev for egen regning sammen med tjenestefolk. Præstegården
hørte til de middelstore. Præstegårdens stuehus var på  14 fag. De 11 fag skulle vedligeholdes af sognet. Resten måtte præsten selv sørge for. Det gjaldt også for avlsbygningerne.

 

Præsterne søgte væk 

Pastor Fabricius opførte  i 1713 nogle nye bygninger. Disse blev overført til den nye præstegård, der blev opført i 1912. Gang på gang søgte pastorerne væk fra Ensted. De kunne ikke få det til at løbe rundt. Den mest udholdende var Pastor Freuchen. Han forblev sognet tro i hele 50 år fra 1748 til 1758.

Han var også en god landmand. Han fulgte sine medborgers ve og vel og noterede det. Ensteds ældre historie kan man takke Freuchen for. Freuchen holdt ikke sin mund. I 1797 indførte Biskop Adler en ny gudstjenesteordning. Den virkede meget fornuftig, mente Ensted præsten. Men den lokale befolkning ville ikke have ændret noget. Det endte med at Freuchen fik sin afsked – i nåde med pension.

 

En fortvivlet præst

Men striden fortsatte. Bønderne ville ikke betale til præstens underhold. Pastor Hoeck skrev således i 1799

• Jeg er så  nær ved at fortvivle, at jeg næsten er i stand til at bede om min afsked, så jeg på anden måde kan sørge for mit og min families underhold. Så ser jeg ingen anden udvej end at overlade min kone, som venter sig til hendes mor og derpå selv drage i krig mod franskmændene.

 

Militæret i Ensted

Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en korporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at bønderne havde betalt deres restance til præsten.  I 1738 blev der klaget over, ar kvinderne sjældent viste sig i kirken. I 1840erne klagede man over, at daglejere, små jordejere og teglværksarbejdere ikke kom i kirken.

 

Fest med øl og brændevin

Bryllupper og andre familiefester blev fejret med festivas og dansemusik. Indtil år 1800 blev dette musik leveret af amtsmusikanterne fra Tønder. Man huskede også at give en skærv til fattigkassen ved sådanne lejligheder.   Ved barsler blev nabolagets kvinder indbudt til barselhuus og trakteret. Ved barnedåb blev der spist, drukket og danset til langt ud på natten.

Ved begravelser blev der holdt gravøl. Lighuset ydede en tønde øl og nogle kander brændevin.  Når der var Provstevisitats blev der indkøbt en tønde provste-øl. Så fik kirke-væreger og sognefolkene sig en god dag. Præsterne holdt øje med det overdrevene drikkeri.

 

Kapellet i Årup

Hele den negative periode i Sønderjylland, kunne få mange til at søge trøst i den kristne tro. I 1400 – årene havde Ahlefeldt – familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de to årlige Helligkors – messer , 3. maj og 14. september var der enorm søgning.

 

Flere indkomster i vente

Måske er adelsfamilien blevet inspireret af valfartsstedet Gettorf mellem Eckernförde og Kiel. Eller også syntes de, at det gik meget godt med Kliplev. Måske har det også været Kong Christian den Førstes afvisning af at nedlægge Årup, der har givet adelsfamilien ideen til nye indtægter.

 

En kæmpe bygning

Først efter udgravninger i 1959 og 1965 ved Årup, er det gået rigtig op for historiker, at her lå noget interessant. Et marknavn som Kapellyk burde åbne øjnene. Man har fundet ud af, at der engang i 1400 – årene er rejst et bindingsværks – bygning på  Kapellyk.

Årup nævnes som landsby i Aabenraa Stadsret.

I år 1500 er der sket et mere omfattende byggeri, med koret som første afsnit. Skibet nåede man aldrig at gøre færdig. Var det hele blevet færdig, ville det have målt 35 meter i længden og bredden ville have været henholdsvis 11 og 21 meter.  Murene var 125 cm tykke og af munkesten. Det har været en anseelig byggeri. Det kunne vel i omfang måle sig med Løgum Klosterkirke.

 

Mange fund på stedet

De møntfund der er gjort på stedet, vidner om, hvor godt besøgt valfartsstedet var. Men den tidlige reformation i Sønderjylland i 1528 satte en stopper for projektet. Måske blev kapellet ødelagt af Frederik den Tredjes tropper, da de plyndrede det nærliggende Aabenraa i 1523.
Varnæs Kirke

Varnæs  betyder usmark og næs. Varnæs Hoved er fredet. Varnæs  udgjorde et selvstændigt birk . Det nævnes i Kong Valdemars Jordebog, som kongeligt slægtsgods. I modsætning til herredets øvrige sogne, har det fra gammel tid hørt under Aabenraa Amt.

 

Omskiftelig tilværelse

Efter reformationen kom kirken under landsherren . Fra 1544 kom den under de gottorpske hertuger. Fra 1713 – 1721 under kongen. Her havde menigheden begrænset valgret.

Hvem skulle tro, at Varnæs var en af de største landsbyer i landsdelen, 55 gårde lå samlet. Allerede i 1680 fik bønderne hertugelig tilladelse til at udskifte jorden. Men kongelige tropper besatte kort tid efter den gottorpske del af  Sønderjylland, og der kom ikke noget ud af planen. Men planen blev dog gennemført i 1709.

 

Da kirken blev bygget

Junker Vigge var en ung og velhavende ridder som boede på borgen Vold ved Varnæs. Han forelskede sig i Jomfru Ida som boede på Helnæs hos sin far Ridder Ove. Vigge vidste godt, at han var et godt parti. Men han ville gerne have himlens velsignelse. Derfor gik han til Pather Mathis. Dette indvilligede i at arrangere forlovelsen mod at Vigge lod opføre en kirke i Varnæs. 

Kirken blev bygget og med Pater Mathies som vidne, trolovede Ridder Ove sin datter til Junker Vigge. Herefter vendte Junkeren fra Varnæs hjem til sin borg for at afvente sin tilkommende.  Ridder Ove var i gæld til den mægtige Grev John af Odde. Graven ønskede frøken Ida fæstet til sin søn Kaj. En uhæderlig pagt blev indgået mellem de gamle mænd.

Da det under julemessen kom Vigge for øre, at Ida skulle bortgiftes til Kaj, faldt han på knæ foran alteret i Varnæs Kirke og svor, at her skulle jomfruen blive hans brud, om så det skulle koste hans sjæl.

Lillebælt var frosset til. Julenat drog Junker Vigge med tyve svende over isen til Helnæs. Her ankom følget netop betids til at afbryde bryllupsklokkerne med sværdet. Ingen blev skånet undtaget undtagen Ida, som skulle med til Varnæs.  På tilbagevejen over Lillebælt brød isen op, og Ida og Vigge kom bort fra hinanden. Mange omkom, og begge de elskende troede, at have mistet den anden.

Det gik flere år før skæbnen atter førte dem sammen. I Letland var Ida gået i kloster. Sammen rejste de til Varnæs, hvor de endelig blev viet. Men ak og ve. Morgenen efter lå  Ida begravet på kirkegården. Hun havde i konflikten mellem kærlighed og nonneløfte valgt døden som sidste udvej.

Mange år senere vandrede en olding ind på Varnæs Kirkegård. Det var Junker Vigge, som for at sone sin skyld havde vandret hvileløst omkring i årevis. Den gamle lagde sig på Idas grav og udåndede.

 

Junkerens ansigt i sten

Ved korgavlen af Varnæs Kirke under den gamle løn, ligger de to, som i livet ikke kunne få hinanden, forenet for evigheden. Tidligere stod der altid vand i en hulning i det gamle træ. Vandet havde helbredende virkning. Desværre er hullet nu utæt i bunden, og vandet er borte. Men øverst i gavlen ses stadig Junker Vigges hoved i sten.

 

Kirke bygget i 1150

Varnæs Kirke er fra 1150.Kirken er sandsynligvis viet til Sct. Peter. Kirken består af kor og skib. Foran norddøren er et våbenhus. Våbenhuset er næsten helt præget af renoveringer
fra 1868 og 1952. Inde i huset er det dog et ældre murværk. Det er fra en gotisk forgænger. I 1704 kaldtes bygningen for Lighuset. I 1767 for karnhuset.

Fonte-himlen er fra 1692. Præsten i Varnæs i 1691 sørgede for prædikestolen. Orgelet er selvfølgelig fra Marcussen i 1892. Den blev udbygget i 1993.  Alterkalken er fra det 16. århundrede.
Oblatæsken er prydret med Ahlefeldt’ ernes våben.

 

Altertavlen

Den fornemme altertavle er fra 1400 tidens slutning. Selve tavlen består af et midter-skab og fire bevægelige fløje. De to inderste med apostelrelieffer, de to yderste med malerier. En velskåret Golgata – scene i midter-skabet. To gamle altertavler blev solgt i 1790. Døbefonten er en romansk granitkumme

Alterbordet er middelalderligt  af munkesten og rå kamp. En firkantet fordybning afslører en helgengrav. Ved en undersøgelse i 1942 fandtes der ingen indhold.  Alterklædet omtales i 1767 som gammelt af rødt fløjl og med et sølvvåben. Sølvet solgtes dog i 1790 for 30 rigsdaler

 

Lysekronen
– en foræring

Lysekronen er fra omkring 1650. den er omtalt i 1704, som skænket af Hr. Buchwald fra Skovbølgård.  Røgelseskarret er sidst blevet brugt i 1864. Det er fra 1300 tallet. Det er ophængt i kor-bue-bjælken mod syd.  Kor-bue-krucifiks er fra 1250 – 1275.

Prædikestolen bærer årstallet 1606. Stolen er kun på fire fag. Fire forskellige relieffer præger stolen. , bebudelsen, hyrdernes tilbedelse, Kristus på korset og Opstandelsen. I en indskrift kan læses, at År 1691 lod hr. P.F. (provst Peter Fabricius på egen bekostning prædikestolen forny og pryde med farver til Guds ære og kirkens vinding). Dette var en oversættelse fra latin.

 

Det gamle klokkehus

Klokkehuset er middelalderligt. Det omtales første gang i 1704. I 1947 blev klokketårnet renoveret. Sandsynligvis er det bygget i 1600 tallet.  Der er to klokker. Den ene er fra 1690, her er en indskrift Fabricius gjorde mig. Den anden klokke er støbt i Egernførde.

På to af dets hjørner hænger et halsjern til minde om den strenge kirketugt.  I 1888 blev kirken hårdt restaureret. Øst – og nordmur blev fornyet, ligesom der kom nyt tag på. Det eneste bevarede vindue og vistnok kun delvis bevarede vindue ses i korets sydmur.

 

Felsted Kirke

I ca. år 1300 nævnes Felstede, hvilket kommer af ordet fætil, der betyder vadested. Felsted Kirke er fra ca. 1250. Det er en hvidmalet landsbykirke. Den har fra gammel tid været et biskoppeligt patronat.  Under svenskekrigene har kirken været udsat for plyndring.  Ifølge et sagn, skal kirkens grundvold være flyttet til Kirkebjerg. Der eksisterer også et sagn, der gør Felsted Kirke til en af Slesvigs ældste kirkepladser. Fæl(led)sted for guds- dyrkelse.

Der er anvendt store munkesten. Begge kirkens døre er i behold. Skibets loft blev repareret i 1765 – 1766. For at få råd til dette, blev man nødt til at sælge kirkeskoven. Under krigen 1807 – 1814 benyttedes skibets loftrum som våbenkammer for kystmilitsen.   Fløjaltertavlen er fra ca. 1425. Den ligner den i Højer Kirke men med naive tegninger i siderne.

 

Hjernerester i alterbordet

Sognepræsten fortæller i en indberetning til Oldsags-kommissionen i 1808, at han har undersøgt alteret. Midt i bordet, under en lille firkantet sort marmorsten, har han fundet en Helgengrav med æsken, samt en lille fladrund granitsten med et en halv tomme dybt hul i den ene side. I æsken er der en rødforet pose af rødt, formentlig byzantinsk silkestof fra 1200 tallet med gul dekoration. Posen er sammentrukket med en grøn snor. Heri ligger indviklet i et stærkt medtaget stykke tyndt, hvidt silkestof, småknogler af en hjerneskal, stammende fra et menneske.

Et alterkæde er fra 1762 og skænket af præsten, Andreas Petræus.  Alterstagene er fra sidste halvdel af 1500 tallet. Dåbsfadet er sydtysk og fra 1550. Fonte-himlen er sikkert lavet på Peter Petersens værksted i Tønder. Den er fra 1692.

Krucifiks-gruppen er fra begyndelsen 1500. tallet.  Stoleværket var fra 1613, men blev i 1858 omtalt som rådne og af en afstikkende facon. De nuværende stole er fra 1909.  Prædikestolen er fra 1624. På  frisen står der på plattysk: So war ick leve. Skibet har haft træhvælv. På den romanske døbefont er der motiver af en jagtscene.

Våbenhuset er fra 1800 tallet. Orgelet er fra Marcussen i Aabenraa, leveret i 1878. Et orgel blev i 1830 leveret af Brustgrün i Flensborg for 650 mk.

 

Klokketårnet

Et fritstående klokketårn fra 1769 har afløst et langt ældre. Tagbeklædningen var tidligere af bly. Nu var den af fyrrebrædder. Det ældre klokkehus er nævnt 1648. Et solur i forbindelse med klokketårnet er fra 1842.. Den ene klokke er fra 1847. Den er om-hængt og vent i 1949. Den anden er en såkaldt Genforeningsklokke.

I korhvælvingens øst-kappe fandt man i 1939 et kalkmaleri, der viser et dommedagsbillede. På skibets nordvæg fandt man også malerier. På diget ved kirkegården er en muret portal fra 1795. Og så kunne man leje ligklæder i kirken før 1763. Det kostede 8 sk lybsk. Et par var skænket af en foged på  Gråsten Slot. Men da justitsråd Koch i Aabenraa og kammerråd Günderoth
til Skovbølgård gav deres undergivne tilladelse til at bruge deres egne lig-lagener, tabte kirken denne indtægt, hvilket præsten forgæves protesterede imod.

 

Lys fra gårdene

Fra gammel tid havde de 3 – 4 største gårde i sognet  ret til ved dødsfald at ofre lys, der med tilhørende lyseplader, hvorpå den afdødes navn er garveret, anbringes i alterstagerne. Ældre lyseplader ligger i alterskabet. Tidligere brugte man så lidt lys, at et par normalt ikke kun opbruges ved et dødsfald. I det 18. århundrede blev det derfor anbragt en hylde, som blev anbragt
på korets nordvæg. Her blev alle ikke brugte lys placeret.

 

Kliplev Kirke

12 km syd for Aabenraa ligger Kliplev. Navnet er sammensat af ordet Klippi, som er et mandenavn. -Lev betyder arvegods. Allerede i 1231 nævnes Klyppælef. Byens historie er meget knyttet til Hærvejen. Store studedrifter skiftede her ejermand.

 

Herredskirke

Kirken har formentlig været Herredskirke. Den nævnes i Kong Valdemars jordebog. Fra 1654 – 1704 havde Kliplev og Kværs fælles præst. I sognet var der i middelalderen et gejstligt broderskab, elende Lach til fattige pilgrimmes understøttelse.

Kirken er opført i 1400 tallet til afløsning for en romansk granitkvaderkirke. Det var nødvendigt, for der var en voldsom søgning til kirken. En meget stor kirke, af en landsbykirke at være.

Meget af den gamle kirke er ikke bevaret. I kirkens ydermur kan man dog se syldsten, kvadersten og kampesten. Ældst i kirken er skibet, hvis vestende oprindelig har haft et tårn. Det oprindelige romanske kor blev erstattet af en stor lys hvælvet korbygning, højere end skibet i nord og syd.

 

Sankt Hjælper

Det var en omfattende valfart til kirken via Hærvejen til kirkens nu forsvundne Sankt Hjælper figur. (et sengotisk krucifiks med en kronet påklædt Jesus). Den hang i korets nordligste kapel. Det var en kongekronet skikkelse, der havde handsker på hænderne og sko på fødderne. På kirkeklokken i Kværs fra 1422, der er kommet fra Kliplev findes et billede af Sct. Hjælper.

Denne blev betragtet som særlig helligt og dermed helbredende. Man havde ikke adgang til billedet. Man så det gennem et vindue med jerngitter. Foran gitteret stod blokken , hvori man lagde sit offer. Kliplev Mærken, har oprindelig været festdagene for Sct. Hjælper.

Den nordfrisiske krønikeskriver Heimreich beskrev den i 1683 som et billede med gylden krone, gyldne handsker og sko, hængt på korset. Men allerede i 1628 har den flensborgske rådmand, Jonas Hoyer i forbindelse med den fortsatte dyrkelse af figuren, skildret denne som en stor klods dannet som en mand. Men den arme klods kunne hverken hjælpe folk eller deres syge bæster og kvæg.

• da doch der arme S. Helper sich selbst nicht helfen kann.

Ifølge præsteindberetningen fra 1808 lå figuren St. Hielper genannt – oben auf dem – Gewölbe. Siden forsvandt den.

Våbenhuset mod syd er bygget omkring 1490 – 1599. Det er dog totalt ombygget i 1754 – 55.

 

Ahlefeldt
– slægten satte sit præg 

Kirken rummer mange begravelser for slægten Ahlefeldt, der ejede den nærliggende Søgård. Det var især i kirkens sydkapel. I gulvet under krypten ligger en hel række smukke gravsten, alle fra det 16. århundrede. Her mistede et par Ahlefeldter deres liv. Gregers Ahlefeldt førte blandt andet hoved-banneret.

Efter Reformationen blev forholdene ved Kliplev helt ændret. Den før så velbesøgte kirke kom under Ahlefeldt på Søgård.  Brødrene Gregorius og Franz von Ahlefeldt nedrev i 1559 sognekirken i Bjerndrup og lagde dette sogn ind under Kliplev. Det vestlige kapelpar i syd og nord er opført af Jørgen og Benedict Ahlefeldt.

I kirken findes syv figurgravsten i renæssance over medlemmer af Ahlefeldt – slægten. I nordvest – kapellets øst-væg sidder et lyst kalkstens – epitafium fra omkring 1587 over Catharina Ahlefeldt.

På sydøst-kapellets øst-væg hænger et renæssance – epitafium i træ fra Ringerincks værksted over Birgitte Ahlefeldt.

Krypten er stor. I midten står en pille, fra hvilken hvælvingerne går ud til siderne. Her er fuld af kister. Også under nordkapellet er indbygget en krypt. Her står kun tre kister. I dag bruges det som kapel. Under begge tilbygninger findes murede gravkrypter, der menes at være lidt yngre end kapellerne.

 

Altertavlen

Rokoko – altertavlen af Peter Christian Hansen er fra 1774. Oprindelig stod der en tavle, der skildrede Marias liv. Hoved-billedet skildrer opstandelsen i den voldsomme form. Alterskranken er fra restaureringen i 1882. Før den tid brugte man to skamler, der står bag ved alteret. De stod ved hver sin ende. Man fik brød mod nord og vin mod syd. Altertæppet er syet af sognets damer.

Prædikestolen er et billedskærerarbejde fra 1610, ligesom døbefonten er fra 1613. De er begge skåret af Flensborg mesteren Hinrich Ringerinck.  Alt tyder på, at det er Birgitte Ahlefeldt, der har betalt herlighederne. Orglet er fra Marcussen i Aabenraa og blev taget i brug i 1882.

Krucifiksgruppen er skåret i perioden 1510 – 1530. Samtidig med, da koret blev bygget. I korets øst-væld er fundet et kalkmaleri. Det er en dommedagsscene, malet i begyndelse af 1600erne.

 

Viet til Jomfru Maria

I regnskaberne findes den forrige altertavle kun omtalt i 1789. Det gamle alters tømmer blev solgt. I 1710 har præsten i Holbøl, Samuel Nissen noteret, at kirken uden tvivl var viet til Jomfru Maria, da hele hendes livsforløb var gengivet på tavlen.

En ny døbefont blev fremstillet i 1613. Udgiften inklusive kostpenge blev 123 rdl. Og det var den berømte Heinrich Ringerinck fra Flensborg, der stod for den. Hans Mahler ligeledes fra Flensborg fik 41 rdl. 4 sk. For at staffere fonten med guld og sølv og andre farver. I 1882 blev den kasseret til fordel for en nygotisk font.

I inventarlisten fra 1860, nævnes to lig-bårer. I 1893 købtes brædder til ligvognshuset for 133 mk. En ligvogn blev også købt omkring samme år.

På kirkegården står Danmarks ældste træbygning, et klokkehus fra 1300. Den er lavet af sort-bejset egetømmer. Den ligner de gamle forsvarstårne fra vikingetiden. Men som sådan er den sikkert også blevet brugt. Man samlede sten og andet, som man kunne kaste i hovedet på en angriber.

 

Tre klokker

I 1634 forærede Friederich og Hans von Ahlefeldt en klokke. Egentlig har der været tre klokker. I 1675 fik klokkestøberen 214 rigsdaler. for om-støbning af en klokke. I 1733 sendtes den store klokke til om-støbning hos Armowitz i Husum.

I kirkens sakristi står et urværk fra ca. 1600. Indtil 1974 kunne det slå timeslag på klokken i spiret. Værket havde ligeledes forbindelse til kimer-manden inde i kirken. Nu styres såvel timeslagene som den daglige morgen – og aften – ringning af et elektrisk ur på væggen ved siden af det gamle værk.

Den flotte præstegård ved siden af kirken er opført i 1747. Sammen med Mørks Kro opført i 1700 tallets slutning giver det et godt indtryk af den gamle landsby.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du  63 artikler

 

Om egnen:

• Adelsslægten, der uddøde
• Ahlefeldt og Søgård
• Folk – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa
• Toldsted – på Hærvejen
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa

Hvis du vil vide mere:-

• Om Kirke – og Åndshistorie:
• Fra Hjordkær til Rødekro (Hjordkær Kirke og Rise Hjarup Kirke)
• To kirker i Aabenraa
• Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)
• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Præsten fra Daler (under Tønder)
• Åndens folk i Tønder (under Tønder)
• Højer Kirke (under Højer)

Redigeret 24. – 11. 2021