Den 8. juli 1959 var en meget varm dag. 98 passagerer ombord på båden tursiten var på vej tilbage til Haderslev fra Damende efter et par hyggelige timer. Men under 100 meter fra land fik båden motorstop. Og et eksperiment med benzin gik helt galt. Pludselig eksploderede båden. Forældre så deres børn som levende fakler i forstavnen. Desperate scener udspillede sig. Mange døde i kampen for at nå land. Resultatet blev frygtelig. 54 omkom på Haderslev Dam. Det hele var så ufattelig, at man helst ikke skulle tale om det. Først på do års dagen blev der rejst en mindesten.

 

Ville glemme katastrofe

Katastrofen på Haderslev Dam var så smertefuld, at man helst ikke ville snakke om den. Det var bedst, at man glemte den.

 

Biskop: Ulykker kan altid indtræffe

Biskop Niels Henrik Arendt:

Vi mennesker har ikke styr på alt her i verden. Ulykker kan altid indtræffe. Vi lever bestandigt på livets kant. Måske kan vi blive bedre til at leve, hvis vi ser det i øjnene.

 

En meget varm sommerdag

Det var den 8. juli 1959. Det havde været en meget varm sommerdag. Alt åndede fred og idyl, da turbåden P840 Turisten sejlede ud fra Damende. Den skulle sejle til anløbsbroen, Bispebroen. Disse ture var meget populære og søgningen var i periode ret stor. Det skulle have været en skøn oplevelse. Båden var godkendt til 35 passagerer, men den sene onsdag eftermiddag kl. 17.30 havde båden 98 om bord. Tidligere var båden blevet godkendt til 75 passagerer, men der var kun 35 redningsbælter om bord.

 

En god forretning for Riistofte

Mange benyttede turen til, at få noget godt at spise, få en is, kaffe og hygge sig udendørs i Damende, inden turen atter gik mod Haderslev. Det var en god forretning for Hans Otto Georg Riistofte, der ikke kun var bådfører for Turisten, men også indehaver af det gulmalede traktørsted Damende.

 

Stå af og tag bussen

Bådføreren havde ellers bedt nogle af passagerne, om at stå af og tage bussen. Men ingen rejste sig. Opfordringen kom endda flere gange. Bådføreren vrissede lidt, og startede derpå motoren.

Snart skulle dagen forvandles til ren tragedie, som skulle kaste mørke skygger over Haderslev og flere mindre samfund i landsdelen.

 

Motorstop

Cirka 100 meter ud for Damager Kirkegård fik båden motorstop. Der var åbenbart problemer med benzinoverførelsen. Benzinrøret var tilstoppet. En nødtørftig reparation med en overskåren gummislange til en reservedunk ved hjælp af en mekaniker, blev foretaget. Reservedunken blev forbundet med karburatoren. Meningen var så, at mekanikeren skulle holde dunken på den resterende del af turen. Denne uforsvarlige omgang med benzin fik katastrofale følger. De overskårne gummislanger havde revet sig løs. Andre gisninger gik på, at slangers diameter var for stor så noget af benzinen fossede ved siden af.

 

Der opstod panik

Benzinen lækkede og ramte den varme motor. Dette førte til en voldsom eksplosion. Ilden bredte sig i lynets hast. Båden var pludselig omspændt af flammer, og blandt passagerne opstod der panik.

 

Trampede eller trak børn i døden

Bådføreren forsøgte at styre båden mod lavt vand. Men mange passagerer hoppede over bord, uanfægtet om de kunne svømme eller ikke. Mange omkom i flammerne og endnu flere druknede. Det var forholdsvis lavvandet. Ja hvis ikke panikken var brudt ud, kunne man faktisk næsten være gået i land. Vanddybden var cirka 2 – 3 meter. Passagererne var så skrækslagende, at man nærmest trampede børn og gamle ned for at redde sig selv.

 

Det skrev Dannevirke

Avisen, Dannevirke skriver den 9. juli 1959 blandt andet følgende:

• Kun få minutter efter at flammerne slog op omkring båden var hjælpen på vej. Der udspilledes de frygteligste scener på den brændende båd, og de få, der bevarede roen kunne intet stille op mod de rædselsslagene passagerer, der med tøjet i flammer forsøgte at redde livet ved at springe udenbords.

 

• En af de første både, der nåede ud til ulykkesstedet blev roet af Martin Krab. Jeg gik helt op til den brændende båd og ude foran stod passagerne klumpet sammen mens flammerne slog meterhøjt i vejret midtskibs. Da båden var nær ved forstavnen sprang en halv snes af passagerne ud og klamrede sig fast til rælingen. I løbet af få sekunder var den lille båd trukket under vand, og flere af de panikslagne passagerer klamrede sig til mig. Det var frygteligt. Jeg glemmer det aldrig.

 

• Lidt efter kom Carl Engel i sin båd, og det lykkedes mig at få fat i en line, og jeg blev trukket med ind under land, hvor jeg fik fodfæste og vadede det sidste stykke. Det hele gik så hurtigt, at jeg næsten intet sansede. Flammerne stod meterhøjt omkring båden, og vandet omkring den var fyldt med mennesker – børn og voksne mellem hinanden.

 

Haderslev Ugeavis

I Haderslev Ugeavis den 14 juli 1959 fortæller Poul Arensbach, der var ombord på Turisten sammen med sine forældre:

• Da vi sidst på eftermiddagen skulle sejle fra Damende, var der trængsel ombord på båden. Den var fyldt godt op med passagerer, da den lagde fra bådebroen og sejlede ud på Dammen – i retning mod Haderslev.

 

• På et tidspunkt gik motoren i stå. Bådfører Riistofte forsøgte to – tre gange at få den i gang igen, og en benzindunk blev hevet frem. Han fik hjælp af en ung mand med en cigaret i munden. Og jeg husker, at min far råbte til min mor: ”Karen tænk dig, han hælder benzin på med en tændt cigaret i munden”.

 

• Og så lød der et ordentlig knald eller en eksplosion. Flammerne begyndte at brede sig i båden, og der gik ild i teltdugen over båden. Min mor greb mig hurtig i hånden og fik mig med ned i den anden ende af båden. Panikken var begyndt at brede sig. Folk råbte og skreg.

 

• En lille træjolle kom op på siden af Dambåden. Den sprang mor og jeg ombord i sammen med flere andre panikslagne passagerer, men jollen vendte bunden i vejret, Den kunne simpelthen ikke klare vægten af så mange mennesker.

 

• Min mor og jeg forsøgte at holde os oppe ved at hage os fast i bunden af jollen. Vi kom ned under vandet, men op igen. Jeg holdt fast i min mor, for jeg kunne på det tidspunkt ikke svømme.

 

• Vi måtte flere gange slå og sparke os fri af andre, der forsøgte at trække os ned. Det var faktisk en regulær overlevelseskamp, vi var ude i.

Dagen efter blev Poul Arensbachs far fundet druknet.

 

Børn son fakler

Mange af børnene, var gået ud foran på skibet. De rædselsslagende forældre kunne se deres børn stå som levende fakler eller falde brændende i vandet. Turistens signalhorn kortsluttede og blandede sig sammen med rædsels – og smerteskrigene.

 

Ankeret var trukket

Åbenbart var skabet med redningsvestene ikke blevet åbnet, og båden kunne ikke sejle ind mod det helt lave vand, da ankeret var blevet kastet og båden sad fast. Først da ankertorvet var brændt over, begyndte båden at drive ind mod Ribe Landevej.

 

Tre soldaterkammerater som redningsmænd

Tre soldaterkammerater gik på Ribe Landevej. De var på vej til kasernen, hvor de skulle på beredskabsvagt. Pludselig hørte det et Puuf. De kom til at kigge ud på dammen, hvor de nu så et kæmpe flammehav. Der var råb og skrig, og en masse røg udviklede sig. De så folk springe til højre og venstre. Men de tre kammerater vadede ud til båden.

 

Meget af hjælpen kom for sent

På land blev der slået alarm. Snart tudede byen af ambulancer. De første redningsmænd, svømmede, vadede eller sejlede ud i joller til ramte båd. Redningskorpsene og politiet organiserede redningsarbejdet fra dammens bred.

Fra hele Sønderjylland blev der sendt ambulancer til Haderslev. Radioavisen kl. 18.30 var blevet udvidet. Pludselig vidste hele Danmark besked. Også CF – Kolonnen samt en helikopter kom til hjælp. Men det var alt for sent. De mødte kun forkullede lig.

 

To kvinder blev slæbt i land

En ældre herre havde slæbt to døde eller bevidstløse kvinder op på land. Det var hans kone og svigerinde. Han skreg fortvivlet på folk, der kunne give kunstigt åndedræt. Men al hjælp var for sent.

 

54 omkom

De sårede og de døde blev ført til Amtssygehuset og byens sygehus. Falck – folk bar med tårerne trillende ned af kinderne, omkommende børn i land.

54 omkom ved selve ulykken, mens 3 omkom senere på grund af deres forbrændinger. På en dag var der hele 15 begravelser i Haderslev. Halvdelen af de omkommende var fra Haderslev. Meget hårdt ramt var en bagermester – par fra byen. De efterlod deres børn på 6 og 3 år. Ja hele otte familiemedlemmer til bagermesteren havde mistet livet.

 

23 mennesker hædret

Efterfølgende blev 23 mennesker hædret af Carnegiefonden for deres redningsindsats. Det var et frygteligt syn for redningsmændene at se de mange livløse kroppe ligge i vandet. Det var både mænd, kvinder og børn. Også de mange skrig fra folk, der kæmpede for livet, hørte de.

 

Fabrikant redede 15 mennesker

I Jyllands Posten kunne man læse, at fabrikant Carl Engel med sin robåd havde reddet i alt 15 mennesker. Ligeledes i samme avis, er der en beretning, om den 12 årige Benny Andersen, der redede flere kvinder og et barn.

Den hidtidige største frømandsaktion i Danmark blev sat i værk for at lede efter lig. Dette blev dog vanskeliggjort af det over en meter tykke lag dynd på bunden af dammen.

 

Otte måneders fængsel

Dambådens fører og ejer blev i retten i Haderslev dømt otte måneders fængsel og frakendt retten til at føre skib for bestandig.

Hans Riistofte blev dømt for overtrædelse af Straffelovens § 241 omhandlende uagtsomt manddrab og overtrædelser af forskellige bestemmelser angående skibets bygning og udstyr. Retten fandt, at Hans Ristofte under sejladsen fra Damende til Haderslev ved en grov fejl i tjenesten havde forvoldt bådens brand og derved uagtsomt havde forvoldt andres død.

Selv var han blevet forbrændt på ryggen. Han var blevet fundet i vandet, men sagde, at han intet fejlede indtil han vaklede om på stranden.

 

Omfanget var uhåndterlig

Tragedien kastede lange skygger, for både efterladende som de efterladte. Det der skete, var så hårdt at bære, at de fleste slet ikke kunne tale om det. Og så skete det kun seks måneder efter Hans Hedtoft – forliset, der kostede 95 menneskeliv.

Man holdt begravelser og indsamling. Men man forsøgte at glemme det skete. I årene efter blev der ikke afholdt mindehøjtideligheder for de omkommende. Man markerede heller ikke årsdagen for katastrofen. Mellem hinanden gik snakken, men ikke i fællesskab. Det var ikke tabu, men det var alt for overvældende. Ulykkens omfang var helt uhåndterlig. En ophedet debat om placering ad ansvar og skyld opstod aldrig. Holdningen var, at det ikke var grund til at rode rundt i noget, der havde ramt så mange.

 

En mindesten afsløret

Mod sydøst i Damparken blev der på 50 – årsdagen i 2009 afsløret en mindesten. 500 mennesker overværede dette. Og en meget velskrevet bog om hændelsen (Den tavse tragedie) udkom. Tavsheden var endelig brudt. I sin prædiken lagde biskop Niels Henrik Arendt vægt på, at man først kommer overens med sin sorg, når den kommer frem i lyset. Ellers bliver den til mareridt eller tungsind. Det fortrængte bliver til orm, der gnaver.

 

Ingen psykologer

I dag ville man nok stille med en hær af psykologer og traume – eksperter, der ville hjælpe de overlevende og pårørende. Men den mulighed var der ikke dengang.

Katastrofen betød, at der fremover blev forbudt at anvende benzinmotorer til passagerbåde.

 

Kilde:

• Flemming Just, Poul Erik Thomsen: Den tavse tragedie
• Haderslev i det 20. århundrede
• Rasmus Dahlberg: Danskernes egen historie: Små og store ulykker
• Rasmus Dahlberg: Danske Katastrofer
• Diverse artikler

 

Hvis du vil læse mere om Haderslev: Se her:

• Haderslev – under Første Verdenskrig
• Haderslev 1917 – 1918
• Haderslevs Historie (3)
• Et Apotek i Haderslev
• Haderslev – handel og søfart (2)
• Haderslev – i begyndelsen (1)