Kampen om Ungdomshuset (3)

På direkte TV så man røverier fra butikker på Nørrebro. Balladen om Ungdomshuset har kostet samfundet 125 – 150 millioner kroner. 1.200 unge er blevet anholdt. Mange har fået anmærkninger i straffeattesten. For detailhandlerne på Nørrebro har det minimum kosten 14 millioner kroner. Selv ikke i dag får man politikerne til at indrømme, at de unge nok skulle have været med, da man afgjorde, at man skulle Ungdomshuset. Generalforsamlingen i Nørrebro Handelsforening roste bestyrelsens håndtering af sagen. Foreningens formand Johnny Beyer blev hædret for sin indsats. Og vi andre havde rasende travlt med at skrive. Dette er den sidste artikel i anledning af Nørrebro Handelsforening 125 år.

 

Den 1. marts

Det var den 1. marts. Klokken var lige før 7. På min cykeltur kunne jeg fra Nørrebros Runddel godt se en mærkelig bil holde i nærheden af Ungdomshuset. Vi åbnede allerede klokken 7. Det var den store dag. Bogudsalget startede og vi åbnede meget tidligt. De første kunder var allerede i butikken, da der lød kraftig støj. To helikoptere kom til syne og i bedste action – stil firede soldater sig ned op Ungdomshusets tag. Fra butikkens køkken var vi nærmest vidne til en amerikansk action – film.

 

Sælger I bøger til Uroer?

Ret hurtig var der autonome i gadebilledet. De var blevet tilkaldt af det interne tilkalde – system. Og ret hurtig benyttede de sig af vores toilet. Vi havde normalt et fint forhold til brugerne af Ungdomshuset, og kendte en del af dem. De brugte ofte vores kopimaskine til deres mange løbesedler, når de havde arrangementer i ungeren.

Men pludselig var der nogen, der ude fra gaden råbte:

• Nå, så I sælger bøger til uroerne

Da blev jeg godt nok lidt sur i skralden og råbte tilbage:

• Ja, og I bruger vore lokum

Åbenbart havde civilklædte betjente og folk fra PET blandet sig i mængden. Men de unge mennesker var ret hurtig til at spotte dem. Længere nede ad gaden havde de unge mennesker truet en restaurationsejer med brand såfremt han fortsatte med at servere for ”strømerne”.

 

Vi mistede halvdelen af omsætningen

Den dag mistede vi halvdellen af vores omsætning. Vi fik også masser af sympatitilkendegivelser fra kollegaer rundt om i landet. Kunderne blev hjemme. Nu var det også ret hurtig ”gang i den” på Nørrebrogade. Og ret hurtig så vi ambulancer køre op af Heinesgade. Der blev ellers hævdet, at ingen var kommet til skade under politiets raid mod Ungdomshuset. Men 3 – 4 gange så og hørte vi ambulancer returnere med udrykning.

Politiet oplyste senere, at det var nogle, der var allergiske over for gassen. Nogle unge, der var i huset, da angrebet kom, fortalte, at det var et par stykker, der var slået ned af politiets knipler.

 

De fleste lukkede ved middagstid

De fleste butikker lukkede allerede ved middagstid. Og det var hvis meget fornuftigt. Vi fortsatte med at holde åbent. Vi skulle gerne have så meget ud af første bogudslagsdag som muligt. Men efterhånden sendte vi personale hjem. Sikkerhed frem for alt.

 

Det vrimlede med medier

Det vrimlede til med journalister og TV – folk. Og en bestemt kameramand fulgte mig resten af dagen. Meningen var at det skulle klippes sammen til et tre minutters indlæg i et magasinprogram og aftenen på DR1. Men det blev aflyst, og som bekendt var det Breaking News på begge kanaler.

Kameramanden ringede et par dage senere og spurgte om jeg ville stille mig på Nørrebros Runddel og følge nedrivningen af huset. Men dette ville jeg dog ikke medvirke til.

 

Kommunen er ikke et forsikringsselskab

Det blev til mange samtaler med journalister. Og så fortalte jeg, at jeg godt kunne forstå de unges kamp, men var imod deres vold og hærværk. Men jeg var også imod politikernes ligeglade holdning med erhvervslivet på Nørrebro. Således havde Martin Geertsen udtalt, at kommunen ikke var et forsikringsselskab efter at Nørrebro Handelsforening havde bekendtgjort, at de ville sende regningen for hærværk videre til kommune og stat.

 

Sikkerhed frem for alt

Vi var ikke meget personale tilbage, da jeg skønnede, at nu var det lige faretruende nok. De blå blink kom nærmere, og efterhånden var Nørrebrogade sort af mennesker. Tyve minutter før normal lukketid bekendtgjorde jeg over for kunderne, at nu måtte de gå op til disken, for nu lukkede vi. Det blev de godt nok sure over. Men igen sikkerhed frem for alt.

 

Direkte billeder af plyndringer

Om aftenen gik det hele over gevind på Nørrebro. Breaking News – helikopteren var igen i luften. Vi fik direkte billeder fra plyndring af Nørrebros butikker. De unge havde en glad aften med masser af mad og drikke fra Irma og Kvickly. Alt det, som de ikke orkede blev smidt på bål.

 

Kropsvisitering

I 14 dage var alle sideveje lukket. Det fik detailhandlen heller ingen erstatning for. Igen kom politikerne med meget ubehøvlede kommentarer. Hver gang man skulle forbi afspærringerne for at komme på arbejde, måtte man holde et mindre foredrag.

En morgen kom undertegnede som sædvanlig, og ville gå gennem afspærringen. Her blev man så mødt af en meget morgensur betjent. Han spurgte, hvad jeg skulle. Jeg svarede, at jeg skulle på arbejde, og at jeg arbejde lige derinde. Om jeg kunne bevise det. Jeg svarede høfligt, at det kunne jeg ikke lige her og nu. Ja så måtte jeg gå igen.

Nu blev jeg faktisk lidt sur. Jeg spurgte, om jeg skulle gå rundt med bøger. Han svarede, at nu skulle han få mig til at opføre mig ordentlig. For nu var det dømt kropsvisitering. Jeg meddelte ham, at det havde han ingen grundlag til. Han belærte mig, at det var visiteringszone. Heldigvis var det en knap så morgensur kollega, der kom mig til undsætning og sagde ”Passer”.

 

Butiksbesøg – ikke lovlig ærinde

For kunder til butikkerne i sidegaderne kunne det også besværligt. Et besøg i en butik blev ikke betragtet som et lovligt ærinde. Heller ikke denne manglende omsætning fik butikkerne nogen kompensation for.

 

Verbale øretæver fra ledelsen

Det kneb også med at få varer leveret. Og mange betjente gik op i deres arbejde. Mange betjente var sure. De havde fået deres ferie inddraget og havde masser af overarbejde. Den ny politireform var heller ikke deres livret.  Brokkede man sig var der verbale øretæver fra ledelsen.

 

Sure betjente

Et par betjente gjorde da også opmærksom på, at de aldeles ikke forstod Nørrebro Handelsforenings opbakning til, at de unge skulle have et nyt hus:

• Tror du ikke, at det er på tide, at du stikker piben ind?

 

• Hvad fanden har du gang i?
• Er du klar over hvor mange politibetjente, der arbejder i døgndrift for at begrænse skaderne for almindelige borger på Nørrebro?

 

• Og så vil du have endnu et sted hvorfra deres hærværk og terrorisering kan finde sted. Hvad tænker du på?

 

Også tilfredse betjente

Nu var det heldigvis ikke alle betjente, der var sådan. Under en af undertegnedes optrædener i TV – avisen kom en betjent ind i butikken:

• Hvor var det godt det du sagde. Endelig var det en fornuftig udtalelse. Det syntes vi alle sammen på stationen.

 

Nervøse kunder

Problemet var også, at mange var nervøse for politiets massive tilstedeværelse på Nørrebro. Således skrev APS:

• Jeg bor på Nørrebro. Og har fået flere meldinger fra familier og venner, der i disse dage går en stor bue uden om Nørrebro. Det er ikke fordi de er bange for Ungdomshusets brugere eller sympatisører, men fordi de er bange for at opholde sig på det ”forkerte sted på det forkerte tidspunkt” og således ende med at blive anholdte og uskyldig varetægtsfængslet.

 

Fornuftig udtalelse fra Per Larsen

Den enkelte betjent, der gang på gang stod over for en aktivist, var godt træt af situationen. Han eller hun var sat til at udføre et stykke arbejde. Man kunne vel godt forstå chefpolitiinspektør Per Larsen, der efterlyste en politisk løsning. At han så fik hug af politikerne for denne mening er uforståelig:

• Vi bruger en hulens masse ressourcer, som vi gerne ville have brugt andre steder
• Det er på tide, at politikerne erkender, at konflikten ikke kan løses med straffeloven i hånden.

 

Overborgmesteren var ikke tilfreds

En middag var undertegnede cyklet hjem efter nogle ting. Jeg kunne lige nå radioavisen. Men hvad var nu det jeg hørte. Overborgmesteren sagde usandheder omkring forsikringer. Atter engang var politikere i gang med at fortælle befolkningen, at forsikringsselskaber stort set dækker alt.

Undertegnede tog selvfølgelig referat. Det sendte vi så ud i vores nyhedsbrev og lagde på vores hjemmeside. Ved siden af beskrev vi så de faktiske forhold.

Men så pludselig modtog vi et brev fra overborgmesterens kontor. Her bad man os om at trække et referat tilbage. Og det opfordrede vores advokat også. Men i stedet henvendte vi os til Radioavisen, hvor vi har mange gode venner. De sendte os et referat af overborgmesterens udtalelse. Det viste sig, at det var fuld belæg for vores referat.

 

Henvendelse til erhvervsministeren

Vi sendte masser af breve til politikere, og det gjorde vi også til erhvervsminister Bendt Bendtsen:

• Kære Bendtsen

Nørrebro Handelsforening henvender sig til dig som erhvervsminister, fordi erhvervslivet på Nørrebro gennem den seneste tid har gennemlevet en meget barsk periode på grund af urolighederne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.

Vi synes, at politiet har udført hele opgaven på en meget sober og flot måde, så derfor er det ikke Lene Espersen vi har brug for at tale med, men dig i din egenskab af erhvervsminister

 

Nørrebros detailhandel kæmper både med problemer omkring knuste butiksruder, afbrændte biler m.v. og enten manglende forsikringsdækning, eller hvis forsikringen dækker så en høj selvrisiko, men også i meget høj grad manglende indtjening, forsi de normale kunder holder sig væk fra området.

 

Konsekvensen af dette vil være at flere forretninger formentlig vil blive nødt til at lukke og andre vil flytte til andre kvarterer, for at komme væk fra Nørrebro. Vi har allerede kendskab til i hvert fald en enkelt butiksindehaver, der vil flytte, fordi urolighederne er gået hårdt ud over ham. Han har haft forretning på Nørrebro siden 1958.

 

Alt dette betyder, at det Nørrebro vi er ret stolte af og glade for, fordi det er så farverigt og mangfoldigt, vil forsvinde.

Vi vil derfor være meget interesseret i at få et møde med dig, så vi kan drøfte om der findes nogle muligheder for på en eller anden måde at kompensere de hårdt ramte butiksejere her på Nørrebro.

Vi håber, at det vil kunne lade sig gøre i den nærmeste fremtid og vi ser frem til at høre fra dig.

Du vil kunne se vore holdninger på www.norrebro.dk

 

Brev fra Overborgmesteren

Det var langt fra alle politikere, der svarede os. De mente, at vi skulle klare ærterne, men overborgmester Ritt Bjerregaard svarede os:

• Kære Johnny Beyer

Tak for dit brev. Jeg forstår godt, at mange mennesker på Nørrebro er blevet rystede og skræmte over den seneste tids optøjer og det er uacceptabelt at lokalbefolkningen er kommet i klemme i denne sag. Det er også dybt beklageligt, at butiksejere og detailhandlen har fået ødelagt deres forretninger og spoleret deres omsætning. Men den vold og uro, vi har set siden 1. marts er ikke et problem, jeg kan løse – det er en politiopgave.

 

Det vil være fuldstændig upassende, hvis jeg begyndte at forhandle et nyt ungdomshus med mennesker, der bruger vold som pressionsmiddel for at opnå deres mål. En af årsagerne til, at vi politikere har brugt så meget tid på at finde et nyt opholdssted som fonden kunne købe var jo netop for at sikre en fredlig rømning af huset Jagtvej 69.

 

Fra starten af februar har de unge stået med et reelt tilbud om et nyt ungdomshus på Stevnsgade 34 – kommunen ville gerne sælge og fonden ville gerne købe huset. Det tilbud valgte brugerne at sige nej til fordi de insisterede på, at kommunen skulle forære dem huset. Og kommunen kan selvsagt ikke forære et hus væk, uden at det også følger kommunale krav med. Vi har i sidste ende ansvaret.

 

Hvorfor de unge sagde nej, kommer jeg nok aldrig til at forstå. I stedet for at sige ja til et nyt ungdomshus valgte de at ty til vold mod uskyldige politimænd, bogafbrændinger og hærværk af butikker, bygninger og biler – en bersærkergang, der som du selv nævner har haft store konsekvenser for butikkerne på Nørrebro og for lokalbefolkningen i øvrigt. Og som naturligvis har den konsekvens, at jeg har stoppet al dialog med de unge.

 

Københavns Kommune påtager sig hele tiden ansvaret for at skabe ungdomskulturelle tilbud – og hvis en gruppe af konstruktive og seriøse unge henvender sig til kommunen for at få hjælp til at finde et sted, hvor de kan udfolde deres kreativitet, så er vi lydhøre som altid. Men premissen er, at hvis man vil have kommunens hjælp, må man acceptere den autoritet, kommunen er. Det kan aldrig være en kommunal opgave at finansiere voldelige autonome bevægelser.

 

Du skriver, at I gerne vil fungere som aktiv medspiller i sagen. Jeg ser da gerne, at en forening, fond eller lignende tager kontakt til den konstruktive og ikke – voldelige del af de unge mennesker. Allerbedst ville det efter min mening være, hvis en fond købte et nyt værested til de unge.

 

Endelig skriver du, at jeg skulle have udtalt, at detailhandlens forsikringer dækker skaderne på Nørrebro. Det har jeg selvsagt ingen viden om, for det afhænger naturligvis af, hvordan den enkelte butiksejer er dækket. Det var også det jeg sagde i en radioudsendelse i december ”det er et anliggende mellem ham og hans forsikring”. Derfor må jeg sige, at jeg er skuffet over, at I i jeres nyhedsbrev

           udlægger mine udtalelser på en fejlagtig måde. I har jo ikke belæg for den påstand.

 

Og jeg synes, at det er beklageligt, at I på trods af en henvendelse fra mit sekretariat ikke vil korrigere den misforståelse.

 

Med venlig hilsen

Ritt Bjerregaard

 

Krigszone den 2. marts

Politiet opløste en demonstration den 2. marts 2007. Der blev bygget barrikader og biler blev sat i brand både på Nørrebro og Christianshavn. 170 blev anholdt og yderligere 77 varetægtsfængsles i Byretten. En masse betjente fra Hele Danmark blev kaldt til fra hele landet. Politibiler blev lånt både i Sverige og Holland.

Busserne kunne slet ikke køre igennem Nørrebrogade. Overalt lå der sten, afbrændte barrikader, rester af cykler, paller m.m., skraldespande smidt ud over det hele. Det lugtede meget afbrændt. Ja man skulle tro, at vi befandt os i en mellemøstlig stat midt i en krigszone.

 

119 personer anholdt

Dagen efter slog politiet til, der hvor man formodede, at uromagere holdt sig skjult. 119 personer blev anholdt. Nye uroligheder opstod om aftenen. Brandvæsnet blev angrebet med sten.

 

Ikke kun kapitalistforretninger

Det var ikke kun såkaldte ”kapitalistforretninger” der gik ud over. Den lille frisør og dyrehandelen gik det også ud over. Ja man havde også forsøgt at brænde en børnehave ned. Og i vores butik havde de smadret vinduerne og hugget computerudstyr.

 

Indsamling bragte 4.000 kr.

De unge foretog nu en indsamling til de uskyldige ofre. Det var til dem, der havde fået brændt deres bil, cykel eller fået smadret sin butik. Og hvor forsikringen sagde nej. Butikkerne havde ikke den fjerneste mulighed for at sagsøge hærværksmændene.

 

Nørrebro Handelsforening tilbød at hjælpe de unge med indsamlingen og deltog i nogle mandagsmøder. Nogle af disse foregik på Rådhuspladsen i et midlertidig Ungdomshus i et telt. Indsamlingen var ikke den store succes. Den indbragte ca. 4.000 kr.

 

Tæt på forlig

Aftenen før nedrivningen tilbød advokat Knud Foldschack på Københavns Rådhus at købe Stevnsgades Skole for 7,5 millioner kroner med 15 års genkøbsret. Den tidligere pris havde været 12 millioner kroner med 30 års genkøbsret.

 

Socialdemokratiets næsformand betragtede tilbuddet som pression og sagde nej. Men ifølge kilder, så skulle man have været meget tæt på en aftale.

Detailhandlen mistede for ca. 14 millioner kr.

 

I slutningen af april måned 2007 slikkede Nørrebro Handelsforening og detailhandlen på Nørrebro sårene. Det var en høj pris at være næsten nabo til Ungdomshuset. Detailhandlen havde skønsmæssig mistet 14 millioner kroner. Mange forretninger måtte lukke i flere dage. Andre lukkede helt og andre igen skulle finde ekstra penge for at kunne åbne igen.

 

Mange kunder var endnu ikke kommet tilbage. Hvis man helt nøjagtig skulle opgøre tabet, skulle man bruge masser af timer. Og det er trods alt frivillig arbejdskraft det som vi udøver. Til Lokalavisen for Nørrebro og Nordvest sagde Johnny Beyer, at hvis man skulle gøre tabet om, var det tre punkter, man skulle kigge på.

 

1. Hvad har det konkret kostet i selvrisiko for de forretningsdrivende?
2. Hvor mange omkostninger har forsikringerne ikke villet betale for?
3. Hvor meget præcist har vi mistet i omsætning?

 

Kommunen burde afsætte penge til en markedsføringspulje

 Johnny Beyer understregede over for avisen, at Handelsforeningen ikke var part i konflikten. Den opstod på baggrund af en beslutning som kommunen tog. Formanden mente, at kommunen burde sætte nogle penge i en markedsføringspulje som erstatning.

Man kunne jo finde et system, hvor staten lagde ud for erstatning, mente formanden. Så kunne man jo senere sagsøge gerningsmændene. Kommunalt burde man lave en oversigt over, hvad konflikten havde kostet hver part.

 

Opbakning fra Generalforsamlingen

På Handelsforeningens generalforsamling var det stor opbakning til bestyrelsens håndtering af konflikten.

Kommunen efterkom ikke opfordringen til at lave en regning, men det forsøger vi så hermed med et forsigtigt skøn:

Regning til samfundet (udarbejdet 4. juli 2007)

• Overarbejde til Politi 40.000.000
• Indkvartering, Forplejning, Politi 20.000.000
• Anskaffelser, forplejning, politi 10.000.000
• Evakueringsplan (kommune) 10.000.000
• Brandslukning, genetablering af veje 2.600.000
• Tabt omsætning for detailhandlen på Nørrebro 14.000.000 x
• Smadrede butikker og inventar 3.500.000 xx
• Smadrede og brændte biler 1.200.000 xx
• Smadrede cykler 50.000 xx
• 800 anholdelser, 900 sigtelser (retsudgifter) 10.000.000 xx
• Varetægtsfængsling (gennemsnitlig 200) 4.000.000

 

X = et realistisk skøn

XX = Disse skøn er bevidst sat lavt. Husk, at der var indkaldt ekstra mandskab inden for hele retssystemet. Vi kender heller ikke forsikringsselskabernes opgørelse efter urolighederne.

Resultat: 105. 428. 000 kr.

Dette er lig med 15 Ungdomshuse a la Stevnsgades Skole

Dette er lig med 9 Ungdomshuse a la det som Fonden 69 havde til rådighed.

Men egentlig var det for tidlig at opgøre skaderne, for det var slet ikke slut endnu. Senere beregninger fastslår, at udgifterne er nærmere 200 millioner kroner, når forsikring og politiets uforudsete udgifter også medregnes.

 

Atter en presseinformation

På halvårsdagen den 1. september 2007 er der igen ballade. I løbet af natten drager aktivister hærgende gennem bydelen. Adskillige butikker bliver igen smadret. Beboerne, der ringede efter hjælp, får at vide, at de skal blive inde og at hjælp var på vej.

 

Atter engang måtte undertegnede som sekretær for Nørrebro Handelsforening forfatte en presseinformation. Denne gang havde de autonome mange medløbere bestående af indvandrerbander. Mange børn deltog i optøjerne. Man spørger sig selv. Hvad laver forældrene?

 

Dyre forsikringer

Forsikringerne på Nørrebro havde efterhånden nået en anseelig størrelse. Men risikoen var også betydelig større i bydelen end i andre ender af landet. Det handlede heller ikke om at give efter for vold. Det handler om, at samfundet kan rumme mangfoldighed og forskellighed.

 

436 anholdelser

Den 6. oktober havde de unge proklameret at de ville besætte et hus I Grøndalsvænge Alle 13. Man var godt rustet ril aktionen. Der var afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, bygning af malerbomber, barrikadebygning og meget mere.

 

Det lykkedes de unge at besætte ejendommen i 25 minutter. Og politiet brugte masser af tåregas og knippelsuppe. Resultatet blev 436 anholdelser.

 

For meget ”vold, stenkastning og brand”

Mandagsmøderne og torsdags – demoerne fortsatte. Først var det på Det Fri Gymnasium i Møllegade, senere var det i en kirke på Indre Nørrebro. De var bestemt ikke tilfreds med medierne:

 

• Medierne har fremstillet politiets indsats som en stor succes. Efter vores opfattelse har det været på bekostning af lødig dækning af politiets egne lovovertrædelser og overgreb mod almen sikkerhed

 

• Derudover har omtale og debat drejet sig om vold, stenkastning og brand og kun i meget begrænset grad analyseret de reelle årsager bag dette folkelige oprør. Mange andre end folk fra det ”autonome miljø” har været på gaden og vise modstand.

 

Ulovlige ransagninger

Under kampene havde Københavns Politi foretaget en del ransagninger på et gymnasium, et værested for hjemløse, en ulandsforening og syv andre lokaliteter. Disse ransagninger blev af Østre Landsret kendt ulovlige. Byretten havde dog godkendt dem. Samtidig var der sket skader for 200.000 kr. Politiet havde aldrig fået tilladelser til disse ransagninger.

 

Politi og forsikring stod af

Under nedrivningen blev en del biler og byggemateriel ødelagt. De unge havde ikke glemt, hvem Ruth’ s Venner var. Særlig groft gik det ud over Hetland VVS og El. De har været offer for omfattende hærværk. Smadrede ruder, knuste biler og grafitti. Brosten og hundelorte blev kastet mod medarbejderne. Ifølge firmaet ville politiet ikke gøre noget. Forsikringsselskabet var også stået af.

Dette oplevede flere erhvervsvirksomheder.

 

”Angreb mod betjent med sten”

 

På et tidspunkt deltog gymnasielever fra ”Det Fri Gymnasium” i en ny idrætsgren ude i Fælledparken. Idrætsgrenen hed: ”Angreb mod betjent med sten” Betjenten var godt nok en papfigur men alligevel.

 

Johnny Beyer, hædret af PaaGaden

Som skrevet optrådte vi alle bestyrelsesmedlemmer i diverse medier og i speciel to lange artikler optrådte Johnny Beyer, der også fik en pris af avisen PaaGaden for hans håndtering af hele konflikten.

 

Imens i Johnnys Butik

I artiklen i Weekendavisen: Imens i Johnnys butik af Ina Kjøgx Pedersen fortalte Johnny Beyer, at han håbede, at de unge i Ungdomshuset ville forsvinde lige som i Allotria efterlade et billede af Anders And med en seddel til politiet:

 

• Kære Politi, vi har valgt ikke at slås.

 

Johnny Beyer mener i artiklen, at politikerne har svigtet stort. I artiklen fortælles, at han ofte har besøg af brugere af Ungdomshuset, der kommer og giver løs af deres bekymringer. Ja på gaden nikke nogle af yngre sortklædte brugere med ring i næsen til ham. Og i artiklen er det tydeligt at Johnny Beyer nu ligger sig ud med de københavnske politikere i stedet for de unge brugere.

De unge ville have haft ham som mægler, men det ville politikerne ikke. Journalisten ville gerne vide, hvorfor han havde fået en holdningsændring over for de unge. Hertil svarede Johnny, at gennem Indkøbsordningen, Handelsstandens Indkøbsforening lærte vi brugerne at kende som venlige og sociale mennesker.

 

I artiklen pegede Johnny Beyer, at Nørrebro var Verdens længste basar med 1.200 forretninger og en omsætning på 4,2 milliarder kroner. Her kunne man købe alt undtagen en Bentley.

 

Johnny Beyer mener i artiklen, at der er kø ved håndvasken på Rådhuset. Ved at sælge huset gjorde de som strudsen – stak hovedet i busken.

 

I anden artikel fulgte vi Johnny Beyer på selve den 1. marts. Her følger vi smadringen af vinduerne i banken lige over for. Og alle de journalister, der vil tale med ham. Ude på Nørrebrogade standser en cyklist lige foran ham:

 

• Er du ikke Johnny Beyer
• Jo det var han da
• Du gør et skide godt arbejde

Johnny Beyer fortalte journalisten, at han gennem knap en måned havde forsøgt at få fat i Ritt Bjerregaard, fordi de unge gerne ville have ham som mægler. Men hun aldrig ringede retur.

 

Hvordan klarede politikerne det lige?

Nu var det ikke kun Nørrebro Handelsforening, der mente, at politikerne ikke havde klaret situationen særlig godt. Berlingske Tidende fik kommunikationsekspert Jess Myrthu til at vurdere politikernes indsats:

 

• Det er en falliterklæring at klappe i, som de gør. Og politikerne får et troværdighedsproblem på længere sigt, hvis de ikke i det mindste melder, at de arbejder på en løsning.

 

• De behøver ikke at komme med et konkret udspil lige nu – hvad de nok heller ikke kan – men rent strategisk er de nødt til at melde ud, at de holder fast i alle deres flotte ord og ambitioner om mangfoldighed, at de mener, at der skal være et ungdomshus – og at de arbejder på en løsning, hvis det er det de gør.

 

 

• Man skulle fra starten klart og tydeligt have erkendt, at det var en fejltagelse at sælge huset uden dialog med de unge først

 

• Men lige nu viser de ikke engang, at de er i gang med et stykke strategisk arbejde.

 

Demokrati handler om dialog

Her har vi så lært, at demokrati handler om dialog. Modenhed og intelligens kunne have løst problemet. Generøsitet og venlighed kunne have skabt en løsning.

Politiet havde jo flere gange sagt, at de ikke kunne løse problemet. Så politikerne vidste, at en politisk løsning var den eneste brugbare model. Og hvor ofte tilbød Nørrebro Handelsforening ikke hjælp. Men vi blev hånlig afvist med arrogante kommentarer fra politikere.

 

Politiopgaver nedprioriteret

Politiet skulle køre med lav bemanding i nattetimerne. De skulle planlægge sig ud af en manko. Men samtidig ønskede Københavns Brandvæsen og Falck politiets tilstedeværelse i visse områder af hovedstaden. En række politiopgaver blev allerede dengang nedprioriteret.

 

Man ville stresse politiet

En af Ungdomshusets strategier var at stresse politiet, og det lykkedes i den grad. I massevis af torsdage har de demonstreret og holdt politiet beskæftiget. Disse demonstrationer har sammen med alle andre aktioner fra Ungdomshusets side været med til at dræne politikassen.

Naboerne klagede over, at politiet aldrig rykkede ud, når der var graffiti – hærværk og bål i gaden. Og politiet skulle en overgang være flere, når det var Nørrebro, det drejede sig om. Jo, det svandt gevaldigt i politikassen.

 

Nørrebro havde også brug for politi

Politiet skulle selvfølgelig være til stede, når det var almindelig politiopgaver, der skulle varetages. Erhvervsliv og naboer kunne da ikke være tjent med andet. Det kan godt være, at politiet havde svært ved at få vagtplaner til at gå op. Men det skal Nørrebro da ikke nok engang undgælde for.

 

Et hyggeligt gensyn

Det var slet ikke slut med ballade på Nørrebro, men hermed slutter vi vores dækning af Kampen om Ungdomshuset. Engang imellem møder undertegnede brugerne fra dengang under cykelturene på Nørrebro. Det bliver altid et hyggeligt gensyn. Endnu er respekten til stede, når man taler om Nørrebro Handelsforenings indsats – dengang.

Men spørger man politikerne, så er det desværre masser af foragt tilbage. Utroligt, at de ikke kunne se deres fejl. Selvfølgelig skulle de have de unge med på råd, da de valgte at sælge Ungdomshuset. Det havde været det helt rigtige. Og det havde sparet samfundet for 100 – 150 millioner kroner.

 

Til Lykke med Jubilæet

Nu var formålet med disse tre artikler ikke ensidigt at ringeagte politikere, men for at vise, hvad en bestyrelse i en handelsforening også kan blive udsat for. Og artiklerne bringes i forbindelse med Nørrebro Handelsforenings 125 år. Vi har desværre ikke midler til at bringe alle vore oplevelser i bogform. I stedet bruger vi hjemmeside og Facebook til at formidle foreningens livlige historie.

 

Kilde:

www.norrebro.dk

www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk :

• Nørrebro 18. maj 1993
• Terrornatten på Nørrebro
• Politi og Banditter på Nørrebro
• Kampen om Ungdomshuset 1
• Kampen om Ungdomshuset 2
• BZ – bevægelsen – endnu engang
• Skyd efter benene
• Slumstormer, Besættere og Autonome
• Bomben i Søllerødgade
• Bomben i Søllerødgade – endnu mere
• Byggeren på Nørrebro – nok engang
• Fristeder og Ungdomshus
• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets historie 1 – 2
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• BZ – Bevægelsens historie på Nørrebro

Og mange flere