På et medlemsmøde holdt hørkræmmer P. Rasmussen et indlæg om statens og kommunernes indgreb i den fri ernæring. Detailhandlerne i arbejderkvartererne ville rammes af eventuelt stats – og kommunesalg af livsnødvendigheder. Dette burde fordeles mellem de næringsdrivende., der ofte selv havde vanskeligheder med at fremskaffe varerne i 1915. P Rasmussen sagde bl.a.:

• Detailhandlere er villig til loyalt at medvirke ved livsnødvendighedernes fordeling, man må protestere imod, at blive berøvet det daglige brød.

Borgerrepræsentant Johan Nielsen foreslog en ensartet kødkontrol over hele landet. Nørrebro Handelsforening havde ved flere lejligheder påpeget mangelfuld hygiejne hos mange spækhøkere.

 

1916 med 552 medlemmer

Medlemstallet var i begyndelsen af 1916 vokset til 552 medlemmer.

Et problem meldte sig i Husumgade, hvor næsten alle handlende solgte maltøl til 15 øre. Foreningen havde anmodet bryggerierne om at sætte prisen til 18 øre. Sagerne hobede sig op. Derfor ansatte foreningen en såkaldt tillidsmand. Han skulle foretage prøveopkøb og møde i retten. Hans løn var 2 kroner pr. sag og 5 kroner for hver gang, han mødte frem i retten. Generalforsamlingen godkendte desuden en fast løn bestående af 30 kroner det første år.

Formanden anmodede på generalforsamlingen, at man skulle ligge hovederne i blød, til hvordan man kom brugsforeningerne til livs. Det griber om sig. Ved siden af Nørre Central
Cafe, blev Hovedstadens Brugsforeninger dannet oppe på 1. sal. I mange år var de en torn i øjet på den almindelige detailhandel.

Der var mange regler og forordninger, der i dag måske synes håbløse. Man måtte for eksempel gerne give en gratis kalender, stod der Glædelig Jul og Godt Nytår. Ja så var det tale om tilgift, og det var forbudt.

 

Politiet holder med Ismejerierne

Politibetjente advarede ismejerierne om, at de kunne risikere en anmeldelse hvis de solgte diverse varer. Betjentene optog dog ikke bøder. I Aftenbladene kunne man læse, at det var Nørrebro Handelsforening, der stod for anmeldelserne.

 

Henvendelse fra Middelstandens Forening

Fra Middelstandens Forening havde man modtaget en skrivelse. De ville godt have et samarbejde i stand med Handelsforeningen. Deres mål var at samle alle selvstændige mænd og kvinder af middelstanden til værn mod standens interesse blandt andet ved:

1. At modarbejde kooperative foretagender, der skønnes skadelig for mindre erhverv
2. At modarbejde kommunal og statsdrift af foretagender, der kan iværksættes og drives ved privat initiativ
3. At øve indflydelse på, og virke for, at der til offentlige tillidsposter i stat og kommune vælges mænd, der uden politisk hensyn vil arbejde for middelstandens interesse, og forvalte statens og kommunens midler med forsvarlig sparsommelighed.

Foreningen fik lov til at sende en folder ud til alle medlemmer, men et egentlig samarbejde blev det aldrig til.

 

Formanden måtte ikke udlåne sin telefon

Efterhånden havde de fleste butikker fået telefon. Formanden, urtekræmmer Koefod lånte da også telefonen ud til kunderne for fem øre pr. samtale. Men det måtte han ikke. Kjøbenhavns Telefon – Aktieselskab henvendte sig til formanden:

• Vi tillader os, at rette opmærksomhed på ”Vilkaar og Takster”(Telefonhåndbogen side 2 forneden) i henhold til hvilket sådant udlån af Telefonen ikke er tilladt, men endog berettiger Selskabet til at afbryde forbindelsen. Såfremt det omtalte udlån fremtidig konstateres, ser vi os af hensyn til Samtaleinstitutionerne nødsaget til at benytte vor Ret.

Man foreslog, at formanden anskaffede sig en godkendt bøsse og lægge 10 øre ned i den for hver samtale. Selskabet ville så modtage 5 øre, og formanden beholdt de sidste 5 øre.

 

Tænk – at beskatte fattigmands snaps

I 1917 blev generalforsamlingen afholdt på Sø-pavillonen . Her sagde Hr. Petersen:

• Hvis Medlemmer ikke kan komme med til Udflugter, så send Hustruerne, de kan godt nok fortjene, at få en lille Fornøjelse med. De ville blive godt behandlet.

Formand Koefod startede som formand nr. 13 med et medlemstal på 96 og 400 kroner i kassen. Nu var der 520 medlemmer og 7.000 kroner i kassen. Der var stor utilfredshed med
gas – og elektricitetsprisen, spiritusbeskatningen og brændevinsafgiften. Forhandlerne oplyste, at de kun fik leveret 1/6 af det tidligere forbrug. Tænk, at beskatte fattigmands snaps.

 

10 % af Københavnerne medlem i Brugsen

Brugsforeningernes omsætning var efterhånden nået op på 100 millioner kroner, og Nørrebro Handelsforening påpegede flere gange, den uretfærdige skattefrihed, som de kooperative foretagender fik. De burde beskattes af omsætning og fortjeneste. 8 – 10 % af Københavns befolkning var efterhånden medlemmer.

I en foredrag om de selvstændiges vilkår, blev det oplyst, at blandt byens 10.000 – 11.000 handlende, så havde de 7.000 fra 800 til 3.000 kroner i årlig indkomst. En ny forening henvendte sig. Det var Den personlige friheds værn. Også de fik lov til at sende brochurer ud til medlemmerne.

 

Advarsel mod Schous Sæbehus

P. Petersen mente, at et foretagende med så dårlig tankegang som Schous Sæbehus, burde man absolut ikke støtte. Han anmodede medlemmerne, om at købe hos andre grossister. Køb ikke
hos overflødighedsgøre, kundgjorde han. Grossister, der samtidig drev detailhandel, var absolut ikke foreningens livret. Man blev også sure på Urtekræmmerforeningen, der optog annoncer fra Schous Sæbehus i deres medlemsbog.

 

Henvendelse til Priskommissionen

De var hårdt klemte på Nørrebro. Dagligt blev man belemret med maksimalpriser, hvor avancen var så ringe, at når man trak driftsudgifterne fra, blev fortjenesten nul, eller med tab til følge. Mange detailhandlere spurgte: Hvad skal jeg leve af?

Foreningen opfordrede simpelthen til, at man betalte brændevinsafgiften under protest. Foreningen skrev endvidere til Priskommissionen og fortalte, at den absolut laveste avance, man kunne tolerer, var 20 %. Man søgte politisk indflydelse. Der blev ikke lyttet til detailhandelen. Meningen var ikke at have en partipolitisk bevægelse, men snarere at søge standens interesse varetaget. Det er nøjagtig den samme holdning, foreningen har nu til dags.

 

Giv penge til Understøttelsesfonden

Grosserersocietet blev bedt om, at give bidrag til Understøttelsesfonden, gennem alle de klausulbøder, der indgik. Samtidig henstillede foreningen til Indenrigsministeriet, at få andel i de 100.000 kroner, som ministeriet i samråd med Kaffenævnet skulle fordele til velegnede formål. Disse penge skulle selvfølgelig tilfalde Understøttelsesfonden.

Foreningens virksomhed måtte under krigen holde sig på de indre linjer.  Krigsårenes rationaliseringer og restriktioner satte på mange måder en bremse på den virksomhed, der skulle
udfoldes.

I 1918 blev der holdt et stormøde på Grundtvigs-hus i Studiestræde. Emnet var Handelstandens skæbnetid er inde  Kontingentet blev forhøjet til 1,50 kr. pr. kvartal.

Købmandsskolen ville oprette et dagskursus fra 13 til 19 en gang om ugen, specielt for udenbys boende handelslærlinge. Byboerne gik på aften-kursus. Når lærlingene havde frekventeret kurset et år, afholdtes der en afsluttende eksamen, hvor hver elev modtog bevis.

Problemer opstod der stadig med varer, der ikke kunne leve op til kvalitetsbegrebet. Hr. Sparwath fra bestyrelsen havde købt skosværten Ideal. Efter kun to dages forløb, var det kun en klat mug.

 

Statsmonopol

Endnu et stormøde blev afholdt. Emnet var Statsmonopolet – stats og kommunesocialisme og en retfærdig kooperations – beskatning. Brugsforeningerne spøgte stadig. Ved henvendelse til Københavns Understøttelsesforening kunne der opnås et lån, under forudsætning af, at vedkommende var kommet i tvang under krigen. 41 af foreningens medlemmer søgte om dette lån.

 

Kampen mod gadehandlere

Foreningens tillidsmand havde haft meget at se til om lørdagen, med at kontrollere om gadeforhandlerne havde fået stadeplads. Den første lørdag, blev der noteret syv, der derefter måtte i
retten. Resultatet var dog skuffende. De seks slap med en advarsel, mens den sidste fik en bøde på fire kroner.

 

Tre alvorlige spørgsmål til Banken

Formand Koefod opsøgte fuldmægtig Larsen i Bikubens afdeling på Runddelen. Det var den bank, foreningen brugte. Formmanden stillede tre spørgsmål:

1. Bliver de Københavnske Brugsforeninger finansieret af banken?
2. Bliver Arbejdernes Brændselsforsyning finansieret af banken?
3. Bliver Schous Sæbehus finansieret af banken?

Den fuldmægtige antog, at det var Andelsbanken, der stod bag Brugsen. Banken stod ikke mere bag Brændselsforsyningen, men måtte indrømme at de stod bag Schous Sæbehus.

 

Trussel om eksklusion

Flere medlemmer blev truet med eksklusion, fordi de var med i en spare-forening. Det var konkurrenceforvridende, og sådan noget tolererede man overhovedet ikke.

Maskinmestrene havde deres egen indkøbsforening, der gav 15 % rabat. De havde efterhånden 35 leverandører. Hvis medlemmer af Nørrebro Handelsforening rørte dette foretagende, så var der kun en vej, og det var eksklusion.

Formanden for Fællesrepræsentationen havde modtaget en henvendelse fra de Konservative om, at stille op til Rigsdagen. Dette var bestyrelsen dog ikke så begejstret for. Det endte endog med, at formanden stillede sit mandat til rådighed i protest over dette.

 

Kilde: 

• Uwe Brodersen: Nørrebro handelsforening gennem 110 år
• www.norrebro.dk
• www.dengang.dk
• Protokoller og dokumenter fra Nørrebro Handelsforening

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 
• Under Nørrebro 304 artikler
• Under “Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” (Nørrebro Handelsforenings Historie): 29 artikler
• Under Industri fra Nørrebro og Nordvest: 37 artikler

Redigeret 26.10.2021