Kaj Munk og Nazismen

Mange mente, at Kaj Munk havde et tåbeligt standpunkt, at man skulle kæmpe mod tyskerne. Det blev også hans død. Men han havde ikke altid haft det standspunkt. Ret hurtig fandt man hans mordere. Men nogle af disse blev beskyttet af amerikanerne. Von Hanneken blev rasende. Fascismen og Nazismen var en overgang meget udbredt. Man troede på Hitler som fornyeren. Det var ikke kun Kaj Munk, der havde den indstilling. Demokratiet er bundråddent sagde Munk, efter at tyskerne var kommet. Men han skrev et åbent brev til Mussolini. Til sidst erkendte han, at han havde taget fejl. Han er en spændende skæbne, som først blev et nationalt symbol og et samlingsmærke. Men siden blev han nærmest udråbt til en for lidenskabelig og skør mand. I et litteraturleksikon fra 1974 blev hans lyrik beskrevet som ”dårlig” Det var en mand, som i tale til at skulle have modtaget Nobels Litteraturpris. Han blev en af Besættelsestidens ”Prügelknaben” som de andre gemte sig bag.

 

Et tåbeligt standpunkt?

Kaj Munk skrev og talte om, at danskerne måtte tage stilling og vælge standpunkt. De skulle gå ind i aktiv modstand mod den tyske besættelsesmagt. Det var et standpunkt, mange ikke brød sig om under krigen. Ja de anså det for direkte tåbelig, for hvad skulle det nytte?

 

De ville tale med von Hanneken

Kaj Munk vidste, at hans synspunkt kunne koste ham livet. Det gjorde det også – tirsdag den 4. januar 1944.

Noget tyder på, at gerningsmændene ville slippe for, at likvidere Kaj Munk. De forsøgte at overdrage ham til Værnemagtens øverstbefalende i Danmark general von Hanneken i dennes hovedkvarter i Silkeborg. Dette var indrettet på et 35 hektar stort område ved Ørnsø, i kurstedet Silkeborg Bads bygninger.

Gruppen på fem ankommer til Vedersø Præstegård klokken 20. Og det går mange timer inden Kaj Munk bliver myrdet.

Ja de fem var Schwerdt, Nebel, Söhnlein, Carstensen og Gföler fra den berygtede Peter – gruppen. Længe overvejede de om de skulle bruge en giftsprøjte eller skydevåben.

Söhnlein bad om, at få lov til at tale med general von Hanneken. Måske nægtede generalen at tale med ham eller var gået til ro. Og det er ganske vist. For von Hannekens oldfrue, Alma Jensen kom tilfældigvis forbi. Og hun kunne se en mand, som hun senere mente var Kaj Munk. Hun havde spurgt om han var død. For sådan så han ud. Der blev svaret hende:

• Nej, endnu ikke

 

Fuldstændig fejlbedømt

Hvorfor skulle Kaj Munks mordere overhovedet opsøge von Hanneken? Er det ikke tale om iskolde SS-mænd, for hvem ”Befehl ist Befehl” og som aldrig vil nægte en ordre?

Måske tror Söhnlein endda, at det kan glæde von Hanneken ved at forære ham Munk, som han så kan forhøre og likvidere, for dermed at imødekomme Hitlers og Himmlers ordre om at sætte hårdere ind i Danmark.

Det er naturligvis fuldstændig fejlbedømt. Von Hannekens holdning var velkendt. Han ville ingen kontakt have med Gestapo og tog afstand fra deres opgaver og handlinger. Von Hanneken var en soldat af den gamle skole og kun interesseret i Værnemagtens militære opgaver. Nogle mener, at von Hanneken havde bedt Söhnlein og hans folk om at forsvinde omgående.

 

Politiet opklarede hurtigt mordet

Under afhøringerne langt senere beskylder Schwerdt og Niebel hinanden for at have affyret de tre skud mod Munk. Carstensen forklarede dog, at Schwerdt affyrer nakkeskuddet og Nebel et skud i tindingen.

Den næste morgen den 5. januar 1945 blev hans lig fundet kl. 8.15 af en lokal murer. Han ringede til politiet, der hurtigt satte en eftersøgning i gang.

Kaj Munk blev myrdet af tyskerne. De skød ham i en grøft ved Hørbylunde Bakke i Midtjylland. Det var mellem Pårup og Silkeborg. Tre skud i nakken og to i venstre tinding. Det var en tysk gengældelse for, at danske stikkere blev dræbt af modstandsbevægelsen. En række danskere skulle myrdes. Det skulle have en afskrækkende virkning.

Men kriminalpolitiet gik i gang med en efterforskning og ret hurtig fandt de ud af, hvem gerningsmændene var. Selv med sparsomme ressourcer kunne man opklare mordet ved at holde øje med færgetrafikken. De kørte en i en bil med tyske nummerplader. Det var talentløshed med en grænseløs hensynsløshed.

 

Kaj Munk gemte en jøde

Under tyskernes jødeforfølgelse havde Kaj Munk uden tøven sagt ja til at skjule den syvårige dreng og jøde, Morten Schyberg i præstegården. Morten var på flugt og yngste søn af litteratur – og teaterkritikeren Frederik Schyberg og skuespillerinden Nina Kalker.

 

Nytårsgudstjeneste uden orgelspil og lys

Så sent som ved sin nytårsprædiken havde Kaj Munk advaret danskerne mod at samarbejde med tyskerne. Der var ingen orgelspil, alterlysene blev ikke tændt og det fyldte kirkerum henlå i halvmørke. Han gik ikke på prædikestolen i præstekjole, men blev stående nede på kirkegulvet, klædt i sin tunge overfrakke med rødt halstørklæde og sort studenterhue.

Han betroede sine sognebørn:

• Da jeg i går forberedte mig for Guds ansigt til denne gudstjeneste fik jeg det sådan, at jeg vidste, at jeg ikke kunne gå på prædikestol eller alteret i dag…Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke- Kommer de efter dig i nat?

 

Stol på Gud

Den syvårige Morten var til stede, da Kaj Munk blev hentet. Drengen sad i den gamle stue og hyggede sig med Lise Munk og de andre børn. Han har senere fortalt om de dramatiske øjeblikke:

 

• Pludselig blev der nogen uro, en hviske og tisken og ude ved trappen var der nogle mænd med overtøj, og der holdt en bil på gårdspladsen. Ved bilen stod en mand med et våben hængende tværs over maven. Efter nogen tid kom Kaj Munk ned ad trappen og blev ledsaget ud til bilen.
• Inden han blev ført bort, tog Kaj Munk bevæget afsked med børnene og omfavnede Lise Munk med ordene ”Stol på Gud”

 

Von Hanneken var rasende

Da von Hanneken næste dag, den 5. januar 1944, blev orienteret om mordet blev han i den grad rasende. Han råbte og skreg:

 

• Sådan et fordømt svineri. Så skyder man de arme karle ned som skabede køtere og smider dem derpå foran vores dør for et demonstrere, at sådan gør vi her

 

Irrationel handling af Peter – gruppen

Peter – gruppen og andre tyske grupperinger handlede i mange tilfælde komplet irrationelt og talentløs og ikke anede, hvad hinanden foretog sig, som i dette tilfælde.

Ofte viste netop Peter – gruppen mangel på systematik og professionalisme. En mangel, der passer dårligt til gruppens ry som effektiv eliteenhed, hvor medlemmerne var rekrutteret fra og ledet af folk fra SS.

 

2.000 mennesker til begravelse

Den 6. januar blev Kaj Munk kørt til sygehusets kapel, hvor en af hans ungdomsvenner, pastor Herluf Aagaard, Them holdt en gribende højtidelighed. Selve begravelsen blev overværet af mere end 2.000 mennesker. Kun et mindretal havde kirken plads til.

Allerede i 1943 blev Kaj Munk opsøgt af modstandsmanden Børge Eriksen, der ville advare ham. Men kaj Munk ville slet ikke snakke med ham. Han vidste sikkert, at han kom for at advare ham. Det havde mange efterhånden gjort.

 

Von Hanneken uenig med Gestapo

Von Hanneken havde sammen med Werner Best og SS-Obergruppenführer i Danmark været hos Hitler i Ulveskansen i det besatte Polen. Her forlangte Hitler en streng kurs over for danske modstandsfolk, blandt andet med summariske nedskydninger uden rettergang. Best og von Hanneken var utrygge ved situationen. De mente, at dette kunne føre til en optrapning af modstanden. Generalen var godt klar over, at den terror som Gestapo praktiserede var stærkt medvirkende til den danske modstandsviljes opblussen.

Von Hanneken sagde nej til receptioner og samvær med danske nazister. Han deltog heller ikke i Schalburgs begravelse og mindekoncert. Heller ikke til en indvielse af en førerskole var han med til. Og der var en stående ordre til, at hvis den danske nazileder Fritz Clausen ringede, så var han ikke til at træffe.

 

CIA ville ikke udlevere Nebel

Den ene af Kaj Munks mordere, Nebel blev fundet ved en tilfældighed i München i 1946. Danskerne krævede ham nu udleveret via Krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. Men nu viste det sig, at det amerikanske efterretningstjeneste kom i klemme. Den amerikanske efterretningschef i Tyskland var imod en udlevering til Danmark. Det var nu pludselig et spørgsmål om national sikkerhed og det var uhensigtsmæssig at lade ”en fremmed magt” afhøre ham. Men langt om længe efter mange forhalinger kom han til Danmark.

Men hvorfor?

Louis Nebel var som så mange andre tyske krigsforbrydere blevet rekrutteret som amerikansk agent. De vidste udmærket, at han havde begået noget ”ubehageligt i Danmark” som en amerikansk agent skrev.

 

Dokumenter blev behandlet som statshemmeligheder

Og mon ikke Danmark forsøgte at behandle ham mere lempeligt end andre? Det amerikanske efterretningstjeneste har siden gjort sig store anstrengelser for at slette alle spor efter Nebels arbejde som dobbeltagent. Derfor blev dokumenterne behandlet som statshemmeligheder.

Efter drabet sendte tyskerne ham på aktioner i det besatte Frankrig. Men den 2. november 1944 fangede de fremrykkende amerikanske hærstyrker ham. En måned senere og 11 måneder efter drabet på Kaj Munk hyrede CIA ham som dobbeltagent under navnet Ostrich.

Amerikanerne blev dog advaret mod ham. Han skulle have en blakket fortid som schweizisk nazist. Politiledere fra Schweiz skrev til amerikanerne ”Skyd ham”. Han var idømt 15 års fængsel i landet. Men amerikanerne var ligeglade.

 

Nebel var kun ”formelt udlånt”

Straks efter befrielsen genoptog vicekriminalinspektør Otto Himmelstrup arbejdet. Snart var Schwerdt, Söhnlein og Kurt Carstensen anholdt.

Danmark havde af amerikanerne fået at vide, at Nebel kun var formelt ”udlånt”. Amerikanerne var meget bekymrede, da de af briterne havde fået at vide, at Nebel efter al sandsynlighed ville få dødsstraf. Men da han nu kun var ”udlånt” blev det så kun til 12 års fængsel i første omgang. Retssagen var blevet udskudt igen og igen. Måske var det efter pres fra amerikanerne.

I Byretten fik han 12 års fængsel, men i Landsretten blev det til 16 års fængsel. Men ak, det er godt at have gode venner. For allerede efter seks års afsoning blev han løsladt og udvist. Og sandelig om CIA ikke hjalp ham til at komme til USA året efter.

 

Ham der gav ordren var også beskyttet af amerikanerne

Men hvad så med ham, der gav ordren til at dræbe Kaj Munk? Hans navn var Rudolf Mildner. Ja han slap igennem helt uden straf. Det amerikanske efterretningsvæsen brugte også ham som agent. Efter krigen lod de ham slippe til Argentina.

 

Anhold Niels Bohr og deportér de danske jøder

Han havde forskellige chefposter i Gestapo. Han blev også chef for den politiske afdeling i Auschwitz. Himmler og Hitler betragtede ham som en hård hund, der for sendte de ham til Danmark med to straksordrer:

 

• Anhold Niels Bohr og deportér de danske jøder

 

CIA hjalp Mildner til Argentina

Begge ordrer gik i vasken. Bohr og de fleste danske jøder slap væk, og Berlin skummede. For at redde ansigt gav Mildner ordre om at dræbe Kaj Munk, men Berlin flyttede ham alligevel. Han blev chef for sikkerhedspolitiet i Wien. Amerikanerne mente, at de kunne bruge hans viden. De hyrede ham som agent, selv om også briterne ville have ham udleveret for drab på en britisk faldskærmssoldat. CIA hjalp ham i 1949 til Argentina, hvor han forsvandt.

 

Østrig ville ikke udvise Gföler

Og den tredje, Anton Gföler antog man, at var omkommet på østfronten. Men på basis af den tyske åbenhed i modsætning til den danske lukkethed kan det konstateres, at han overlevede krigen for at blive vin – og sodavandsforhandler i Østrig. Gfôler stod i 1965 på en liste over 31 tyske, danske og østrigske krigsforbrydere, som Danmark på dette tidspunkt ønskede retsforfulgt. Ingen af disse blev nogensinde stillet for retten. Heller ikke i Gföllers tilfælde hævdede den østrigske anklagemyndighed, at der ikke var beviser nok til at føre en retssag.

Det kan jo lyde underligt. Den danske efterforskning førte til, at Gföller var med til otte andre terrordrab og tre drabsforsøg.

 

Per Stig Møller tog også fejl

Men hvem var han egentlig denne Kaj Munk? Var han ikke nazist, inden han skiftede helt over i den modsatte grøft? Ja så enkelt er det nok ikke. Per Stig Møller mener, at Kaj Munks beundring for Hitler kun varede fra sommeren 1934 til pinsen 1935. Men det holder nu heller ikke stik.

Han var tidligt bekymret for jødernes skæbne. Men han troede ikke rigtig på, at det var Hitler, der stod bag. Op gennem 1930erne blev han konfronteret med ”Jødespørgsmålet”. Han vaklede mellem sympati for jøderne og at give dem selv en del af skylden for forfølgelsen.

Det var Munks synspunkt, at Tyskland efter nederlaget i Første Verdenskrig måtte blive en verdensmagt igen. Tyskland havde brug for en stærk skikkelse som Hitler.

 

Kaj Munk overværede Hitlers åbning

Allerede i 1933 hilste Kaj Munk Hitlers magtovertagelse velkommen. For Kaj Munk var han den mand, der kunne redde det tyske folk fra kaos. Selv tog han til Berlin for at overvære Hitlers åbning af rigsdagen i marts 1933.

 

Han slog hånden af en ven

I Tyskland havde man også set Kaj Munks talenter. Og en tysk skribent oversatte efterhånden et par af Kaj Munks stykker. Efterhånden udviklede det sig til et venskab mellem Magnus og Munk. Men Erwin Magnus, der var jøde skrev til Munk, at de nazistiske antijødiske regler havde ruineret ham og hans familie. Han skrev nedladende om Hitler og hans styre.

Munks svar til Erwin Magnus var ikke venligt:

 

• Jeg forstår så udmærket Deres syn på Hitler, det kan næppe være andet. Men min indstilling er en stikmodsat. Under disse forhold frygter jeg, at en samtale mellem os ville mere skille end nærme.

 

Det kan virke besynderligt at Munk slog hånden af den person, der havde kæmpet for Kaj Munk i Tyskland og ulønnet havde oversat tre af hans stykker.

 

Fascinationen kulminerede

I hans bog fra 1934 Vedersø – Jerusalem Retur kulminerede hans diktator-fascination med det udtrykte håb, om at der måtte komme en mand, der også i Danmark kunne vække folket og hive det op af en dynd.

Munks kritik grundede ligesom mange andres konservatives systemkritik egentlig i en kritik af den nationale selvforståelse, der var vokset ud af 1864.

 

Hitlers dåd skal æres

Den 26. september 1936 skriver Kaj Munk således:

 

• Ingen kan ære Hitlers dåd mere end jeg.

 

Hitlers styre skal prises for klogskab

I en kronik den 13. marts 1938 fandt han det:

 

• Umuligt andet end at prise det Hitlerske styre for klogskab over klogskab

 

Hitler, vor tids verdensnavn

Den 29. januar 1939 postulerede han, at Hitler var så:

 

• Nær ved at være en Gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske

 

Den 5. november 1939, mente Munk, at Hitler er:

 

• Den tysker, der blev vor tidsalders verdensnavn, medens han kæmpede (på grundlag af) sin egen korsfarertanke om Blut und Boden i fredens (!) vældige navn

 

Det er skrevet et par måneder efter, at Hitler havde angrebet Polen. Disse citater tyder jo ikke ligefrem på noget afsvalet Hitler – beundring fra Munks side.

Norden og (Nazi)Tyskland burde finde sammen

I en artikel den 5. april 1940 satte Kaj Munk sin lid til, at:

 

• Norden og (Nazi -) Tyskland kan finde hinanden i at udnytte alle muligheder for forståelse og samarbejde og fællesmenneskelighed.

 

Egentlig fortsatte Kaj Munk sin beundring for Hitler også efter, at Danmark var blevet besat. Det skete tydeligst på Ollerup Gymnastikhøjskole den 28. juli 1940. Her karakteriserede Munk bl.a. Hitler som:

 

• En af verdenshistoriens største skikkelser

 

Munk kritiserede kun enkeltpunkter

Det var ikke den anti-demokratiske holdning Munk tog afstand fra, da han på et tidspunkt gav sig til at kritisere Hitler og Mussolini. Det var udelukkende enkeltpunkter som jødeforfølgelse, angrebet på Abessinien, Hitlers indlemmelse af Tjekkoslovakiet og hans overfald på Polen, Danmark og Norge.

 

Danmark tror ikke på parlamentarisme

I Ollerup – talen luftede Munk sine anti-parlamentarisme med disse ord:

 

• Jeg sørger ikke over demokratiets dødsfald, for vi her i Danmark troede ikke mere på parlamentarisme.

 

Men nu var det sådan, at ved Folketingsvalget i 1939 havde de parlamentarisk indstillede partier nu ellers fået 94 pct. af stemmerne. Men det havde Kaj Munk nok ikke rigtig regnet for noget. Han fortsatte i Ollerup-talen:

 

• Er det gået nogen værre end os- Vi fik Hitler og beholdt Stauning.

 

Demokratiet er bundråddent og må forgå

I august 1940 oplyste Kaj Munk rekrutterne i Næstved om, at:

 

• Demokratiet er bundråddent og må forgå

 

Tre dage senere fortalte han ved et møde på Gerlev Højskole en gruppe studenter, at:

 

• Demokratiets sandhed blev til løgn
• Folket ikke styrede længere, men en præstekaste af golde debattører holdt sig ved magten ved brød og skuespil.

 

Mange andre borgerlige var fascineret af fascisme og nazisme

Per Stig Møller erkender, at Munks anti-parlamentarisme var ”en blindgyde”. Han erkender, at mange dengang i 1930erne, hvor demokratierne var nye og skrantende, mens diktaturerne så fremstormende og fornyende ud.

Men det danske demokrati, som Munk levede i, var aldeles ikke ”skrantende”, skønt det var ”truet” af højtråbende kommunister og nazister. En lang række borgerligt sindede så lige som Kaj Munk de fascistiske diktaturer som fornyende.

Per Stig Møller påstår i en af hans Munk – biografier, at kun KU’ s afdeling i København sympatiserede for Tyskland. Det er ikke korrekt. Undertegnede har i forbindelse med en artikel om KU haft lejlighed til at se gamle medlemsblade fra KU fra hele landet fra dengang. Også den meget aktive sønderjyske konservative skribent Bjørn Svensson har indrømmet at mange både unge og voksne konservative var fascineret af nazismen og fascismen dengang. Vi kan bl.a. nævne fhv. formand Pürchel.

Ja andre ungdomsorganisationer, som måske ikke kan kaldes borgerlige lod sig inspirere af de nye strømninger.

 

Venstres højrefløj var også betaget

Ja det skete også for Venstres højrefløj, der i 1934 skilte sig ud som Det Frie Folkeparti, fra 1939 hed de Bondepartiet. De gik direkte i samarbejde med det danske nazistparti DNSAP. Omkring halvdelen af den danske bondestand meldte sig ind i Landbrugernes Sammenslutning LS, hvis ledelse var åbenlyst nazi – orienteret. I Indre Mission var mange glade for Hitler, og det samme var mange grundtvigianere.

Også en række borgerlige aviser udtrykte sympati for Hitler og Mussolini.

 

En nazistisk præst fra Brøns

Det var da også andre præster, der var begejstret for nazismen. En af disse var Anders Malling, sognepræst i Brøns syd for Ribe. Han udgav i 1935 bogen ”Nationalismen og kirken”. I denne argumenterede han for at ”hagekorset baner vej for Kristi kors”. Han var medstifter af et nazistisk udbryderparti ”Dansk Folkefællesskab”.

Den kirkelige ledelse anså ham dog ikke efter 1945 at have været så kompromitteret, at den ville indstille ham til afskedigelse.

 

Et åbent brev til Mussolini

Kaj Munk var efterhånden chokeret over jødeforfølgelserne og opfordrede i et åbent brev i dagspressen (1938) Europas anden diktator, Mussolini, til at standse Hitler. Det vakte også postyr. For hvad lignede det at henvende sig til en anden fascistisk diktator.

Egentlig skal man på den baggrund ikke være så forarget på Kaj Munk. Men det man så kan blive forarget over det er, at man vil fortie, at der var disse sympatier mange steder fra. Vi skal heller ikke bedømme datiden med nutidens bagklogskab.

Og er det fair at dukke ned i enkelte citater, når han sagde så meget andet?

 

Han beundrede sin stedmor

Kaj Munk havde gennem 1930erne og 1940erne en utrolig gennemslagskraft. Hans dramaer og holdninger til de nye diktaturer i Europa skabte strid om hans person. Det var i Maribo, at Kaj Munk så dagens lys. Men han mistede tidligt sine forældre. Den lille Kaj blev nu adopteret af nogle fjerne slægtninge på Vestlolland.

Han beundrede sin stedmoder for hendes stærke vilje og handlekraft måske blev det senere til hans senere optagethed af det stærke menneske og den kraftige leder. Men nok så vigtigt for Kaj Munks udvikling blev den stærke kristendom, som han mødte både i form af den indremissionske i hans hjem og den grundtvigske opfattelse i skolen.

 

Debut på Det Kongelige Teater

Fra landsbyskolen kom han i realskolen i Maribo og derfra til gymnasiet i Nykøbing, hvorfra han blev student i 1917. I 1924 stod han med en færdig teologisk uddannelse og kunne søge præsteembede. Han søgte og fik embedet i det lille barske vestjyske sogn, Vedersø. Her blev hans dramatiske værker og digtning til. Her fandt han sin hustru. Og her forblev han til sin død.

Han havde længe tumlet med skuespillet ”En idelist”. Efter en del omskrivninger blev den endelig antaget af Det Kgl. Teater til opførsel i 1928.

 

Erkendte, at han tog fejl

Som stærkt troende præst, kunne han både inspirere, forarge og samle. Han var præst, debattør og mere eller mindre nazi-sympatisør. Men han var næppe nazist. Til sidst erkendte han også i form af skuespil, prædikener og taler, at han tog fejl.

 

Kaj Munk fjernede et stykke i Sønderjylland

Da man i januar 1939 ville sætte ”Han sidder ved Smeltediglen” op i Sønderjylland skrev Berlingske Tidende, at justitsminister K.K. Steincke havde henstillet til ikke at opføre stykket, fordi det var farligt i grænselandet. I sidste ende greb Kaj Munk selv ind og fik stoppet stykket.

 

En spændende skæbne

Netop fordi Kaj Munk kæmpede sig igennem sine dilemmaer med nazismen og politisk tvivlrådighed og nåede frem til en klar afstandstagen til både antisemitisme, nazisme og Førerskikkelse, er han så spændende en skæbne.

I 1943 var han blevet en fortaler for demokratiet. Til Folketingsvalget i 1943 opfordrede han folk til at slutte op om folkestyret og stemme på Dansk Samling.

 

Han var et nationalt symbol og samlingsmærke

Måske var det Kaj Munks kristeligt-heroiske livsindstilling, der bevirkede at det danske folk kunne se noget idet. Det var bedre end at se kanariefuglen i Hitlers bur med Churchills ord. Det var paradoksalt nok Munks ”udanske” radikalitet, der nu gjorde ham til nationalt symbol og samlingsmærke.

Men denne holdning ændrede sig.

Måske så Munk, at den moderne diktator ikke ville stille sig tilfreds med at være underlagt Gud og dermed på forhånd givet moralsk orden. Han var derimod et udslag af det moderne menneskets trang til at forkaste Gud, sætte sig i Guds sted og selv definere godt og ondt.

 

Valdemar Rørdam skrev nazistiske hyldestdigte

Vi havde jo også haft kulturpersonligheder som digteren Valdemar Rørdam, der skrev et hyldestdigt til den nazistiske invasion af Sovjetunionen eller den konservative forfatter Harald Tandrup, der blev nazist og skribent i Fædrelandet.

 

En lidt for lidenskabelig og skør mand!

Efterhånden var der ikke rigtig nogen, der troede, at Kaj Munk var en martyr. Man fik nærmest det indtryk af, at han var blevet myrdet af den danske modstandsbevægelse. Ved hjælp af systematiske fejlciteringer lykkedes det at få Kaj Munk til at ligne en lidt for lidenskabelig og skør mand, der var lidenskabelig begejstret for nazismen. Historikere og politikere gjorde sit til det.

 

Han blev et af besættelsestidens ”Prügelknaben”

Var det fordi han valgte at anbefale at stemme på Dansk Samling? Måske troede de gamle partier, at Dansk Samling og DKP ville få magten efter krigen?

I Gyldendals Litteraturleksikon fra 1974 kaldes digterpræstens lyrik for ”ringe”. Ja det sagde man om en person, der måske kunne have fået Nobelprisen i litteratur. Kaj Munk blev nævnt dengang.

Besættelsestiden har forstret en del ”Prügelknaben” De andre har gemt sig bag disse. Jo Kaj Munk var en af disse ”Prügelknaben”

 

 

Kilde:

• kristeligt-dagblad.dk
• dbrs.dk/ringkoebing
• fyens.dk
• information.dk
• stiften.dk
• b.dk
• Ole Drostrup, Walter Kienitz: Den hæmmende kriger
• Vejen Andersen: Viborgegnen under anden verdenskrig
• Frank Bøgh: Peter – Gruppen
• Jon Høgh: Kaj Munks Infermo
• Marc Auchert m.m.: Kaj Munk, Dansk rebel og international inspirator
• Per Stig Møller: Munk
• Per Stig Møller: Mere Munk
• Bjarne Nielsen Brovst: Kaj Munk. Retsopgør og eftermæle
• Bjarne Nielsen Brovst: Kaj Munk. Krigen og Mordet
• Bjarne Nielsen Brovst: Kaj Munk og den stærke mand
• Henning Tjørnehøj: Rigets bedste mænd
• Kaj Munk: Vedersø – Jerusalem Retur

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 260 artikler om Besættelsestiden (før, under og efter) herunder:

 

• Var Konservativ Ungdom nazister?
• Hitler var en farlig mand allerede i 1930
• Da krigsforbrydere flygtede
• Ikke alle krigsforbrydere skulle straffes
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Jagten på krigsforbrydere
• Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
• At handle med ondskaben
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• En justitsminister i unode
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Danskere i Hitlers tjeneste og mange flere