Tusindvis af uskyldige kvinder blev udråbt som hekse. Det var med kirkens velsignelse. I et skrift fra den katolske kirke blev kvinden udråbt som uintelligent. Men også jordemødre blev betragtet med skepsis. Det var de første, der mødte det nye barn. Og dette barn blev betragtet som uærlig indtil det havde været i kirken.

 

Slagtet køer og danset på Galgebakken

Haderslev – bøddelen, Mads Didrerik brændte i 1617 en heks på heksebålet Anna Jørgensdatter. Det foregik i Aabenraa. Og sikkert under tortur indrømmede heksen, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel.

Endvidere indrømmede hun, at hun havde dræbt nogle køer, og ved nattetid havde hun danset på Galgebakken. Og så havde hun også omgang med djævelen.

Margrethe Krogh var en anden heks fra Aabenraa. Hun skulle igennem hekseprøven, og var prisgivet på forhånd. Prøven bestod i, at hun blev smidt i vandet,
måske Aabenraa Fjord. Svømmede hun ovenpå var hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig, men så var det ligesom for sent.

 

Den katolske heksebibel

I årene fra før 1500 til år 1700 døde
mange tusinder af danske kvinder i heksebålet. Flammerne blev tændt
med kirkens velsignelse.

I den katolske kirke havde man ligefrem en heksebibel (1487). Denne bibel gav retningslinjer til, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var heks.

I heksebibelen kunne man læse, at hekseri stammede fra kvindernes umættelige kødlige lyst. Og minsandten om der ikke også stod, at kvinderne havde mindre forstand. De blev under tortur aftvunget tilståelser. Her indrømmede de, at de var i pagt med djævelen.

 

Præsten holdt øje med kvinderne

Og man kiggede nøje på kvinderne. Også i kirken. For hvis man tørrede sig om munden med et lommetørklæde efter altergangen skulle man være på vagt. En heks var nødt til at spytte nadverbrødet ud, og kunne i øvrigt også bruge det rent magisk. Var præsten klog nok, kunne han fra prædikestolen se, hvem
sognets hekse var, idet de ville sidde med ansigtet vendt bort.

Et andet kendetegn var at hekse kunne skabe sig om til dyr.

Hekse og trolde var mest aktive på magiske helligaftener. De rejste til Trons Kirke i Norge eller det mere kendte Bloksbjerg i Harzen. Ilden til Sankt Hans aften skulle skræmme dem og forhindre dem i at holde rast.

Et redskab for djævelen var jordemoderen, fordi de var de første, der var i kontakt med det nyfødte barn. Indtil de små poder havde været inde i en kirke, blev de betragtet som urene.

 

Djævelen var magtfaktor

I over 200 år brændte man landets kvinder. Reformationen ryddede godt nok op i den kirkelige tankegang. Men djævelen var stadig en magtfaktor, så heksene bestod stadig. Kun den rensende ild kunne gøre det af med de djævelske hjælpere. Det skulle gå over 150 år efter reformationen inden man holdt op med hekseafbrænding. Helt på i 1900 – tallet brændte man hekse i Europa. I Tyskland gik alene 25.000 hekse op i røg.

Der skulle findes en grund til at et barn døde, hvorfor køerne blev syge og høsten slog fejl. Man begyndte at kigge rundt i lokalsamfundet for at se, hvem der opførte sig mærkeligt.

Efterhånden blev hekseri og trolddom betragtet som overtro, og man kunne blive straffet for denne overtro.

 

Christian den Fjerde – som heksejæger

En typisk heks var en gammel fattig kvinde. Hun kunne være gift, enke eller enlig. Hun var rapkæftet og udsat for trolddomsrygter. Men også en adelig blev dømt som heks. Det var Christenze Kuckow. Hun kunne dog ikke direkte brændes. Hun blev først henrettet med sværd, hvilket var mindre vanærende.

Christian den Fjerde var en ivrig heksejæger. Han fik også indført præcise forordninger for behandlingen af trolddomsanklager. I Danske Lov
fra 1683 hedder det, at de:

• bør levendis at kastis paa Ilden og opbrendis.

Tilbage i 1547 havde man bestemt, at tortur først måtte anvendes over for de anklagede, når de var dømt. Under denne proces med tommeskruer og andre instrumenter blev mange andre hekse udpeget.

 

Trolddomsrygte betød
udstødelse

Et trolddomsrygte betød udstødelse af fællesskabet. Det tog århundreder før den ældre folketro blev mærkbar påvirket af reformationens oprydningsarbejde.
Magi og varsler kom til at bestå.

 

13 uskyldige blev offer for en storm

I september 1589 rejser Christian den Fjerde’ s storesøster Prinsesse Anne til Skotland for at blive gift med den skotske konge. Han blev senere engelsk konge, under navnet James.

14 skibe under ledelse af rigsadmiral Peter Munk skulle sejle prinsessen til sit nye hjemland. Men de blev ramt af en ordentlig storm og måtte søge ly i Norge.I November 1589 kom James i stedet til Oslo, hvor de blev gift.

Hverken rigsadmiral Munk eller rigshofmester Walkendorf ville efterfølgende påtage sig ansvar for, at bådene ikke nåede frem. I stedet fandt man frem til 13 uskyldige kvinder som blev beskyldt for at have udøvet trolddom mod prinsesse Anne. Blandt de 13 kvinder var borgmesterfruen Margrethe Skrivers. To af kvinderne begik selvmord i fængslet. Resten blev brændt på bålet som hekse i 1590.

Kvindernes forbindelse til skibene var formentlig, at deres mænd var med om bord.

 

Den sidste officielle hekseafbrænding

Den sidste officielle hekseafbrænding i Danmark fandt sted i 1693. Det var bondekonen Anne Palles. Hun blev dømt til den mest smertefulde død af alle – at blive levende begravet. Men kongen benådede hende på den måde, at hun først skulle halshugges med økse. Hun havde også fået en halv potte vin til 8
skilling vin, inden dette skete.

Da hendes hoved var kappet af, blev hun bundet til en stige og væltet ind i det brændende bål.

 

Gid der måtte ske dig en ulykke

Rygterne ville vide, at Peder Palles kun havde giftet sig med Anne Palles for at få gården. Det var noget andet med Maren Jacobs-datter. Hende havde han danset med hele natten til et gilde, og hende syntes han godt om.

Det fik Anne Palles at vide og hun skyldte Maren ud så alle kunne høre det og sluttede med ordene:

• Gid der vil ske dig en ulykke, når du bliver ved med at danse med andres mænd.

Efter nogen tid blev Maren syg af en mystisk sygdom. Det startede i fingrene og bredte sig på kort tid til resten af kroppen. Til sidst døde hun.

Rygterne gik, og mon også det var Anne, der var skyld i, at herredsfogedens køer ikke ville trives. Anne og Peder Palle blev sat fra deres gård i Øverup og fik anvist et dårligere sted i Tåderup.

Det var den kloge kone Karen fra Lommelev, der anmeldte Anne som heks. Karen selv blev dømt som morder, og havde håbet på en mildere straf, når hun udpegede fem hekse på Falster, hvoraf Anne var en af dem.

Ja og det var ganske vist. Anne indrømmede, at hun havde givet sig til Fanden med liv og sjæl. Hun tilstod også, at hun sammen med andre troldkoner tog til heksemøde på Helgenæs.

 

Her er mesteren for hekseriet

Det sidste heksemord blev udført i 1800 i Brigsted ved Horsens. En klog kone ville doktere på knægten Jens. Da den 82 – årige Anna Klemens kom gående ind i gården, stoppede den kloge kone konsultationen og udbrød:

• Her er mesteren for hekseriet.

Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Den kloge kone var velanset, så man turde ikke sige nej.  Og den sidste heksemishandling foregik
i 1897. Ja og i 1934 udspandt der sig en retssag, hvor hekseriet spillede en afgørende rolle.

Danske Lov fra 1683 indeholdt endnu en trolddomsparagraf.

 

Historien om Anna Göldi

I den lille schweiziske kanton Glarus blev den 47 årige Anna Göldi den 13. juni 1782 henrettet. Hun blev dømt som heks. Parlamentet har nu givet hende en undskyldning og opstillet en skamstøtte over den uretfærdighed, der stadig overgår kvinder ved menneske-handel, tvangsarbejde, tvangsprostitution og vold.

Anna Göldi var tjenestepige. Og angivelig havde hendes herre gjort kødelige tilnærmelser til hende. Ja hun skulle i følge andre oplysninger have været gravid. Hvis en mand blev grebet i u-ægtelig samkvem blev han frataget alle sine rettigheder og titler. Ja så var det lettere at erklære tjenestepigen som heks.

 

Kloge Koner

Mens hekse var fantasifostre var kloge koner skabninger i kød og blod. Således var en klog kone fra Falster involveret i Danmark’ s sidste officielle hekseafbrænding. En klog kone kunne helbrede mange sygdomme.

Mange vandrede rundt i landsognene og søgte deres kunder.

De kunne helbrede gigt, krampe, hovedpine og andre almindelige sygdomme. De brugte meget tid på at fordrive de ånde, der var årsag til sygdommen.

 

Læger, bartskærere og barberer og kiruger

Læger var en mangelvare – dengang. De dækkede så stort et område, at det krævede en lang rejse, at nå dem.

Selv om de havde gennemgået en universitetsuddannelse, var det begrænset, hvad de kunne. De kunne selvfølgelig observere feber, betændelse og udslet. Men de kunne ikke konstatere, hvorfra disse symptomer stammede. Og mulighederne de havde, var begrænset. De kunne give afføringsmidler, åreladning og medikamenter til svedfremkaldning.

Indgrebet ved åreladning foretog de ikke selv. De tilkaldte den stedlige bart-skærer eller barber-kiruger. Og disse mennesker blev betragtet som håndværkere og havde deres eget lav.

 

Tilliden til Medicus var begrænset

Tilliden i befolkningen til Medicus var ret begrænset. Sprutten og dens virkninger var at foretrække, når man var syg. I 1672 forsøgte man med en Medicinalforordning. Hvem skulle befatte sig med hvad og hvorfor. Man ville bringe orden i lægevæsen apotekervæsen pog jordemodervæsen. Grænseområderne skulle afklares. Denne forordning kom til at bestå i ca. 200 år.

Men lægerne kunne slet ikke leve op til det. I hele provinsen var der kun 13 læger i 1771. Lægerne kunne ikke lide konkurrencen fra jordemødrene, der første gang blev nævnt i 1510. De der jordemødre var uduelige, hårdhændede og brutale, sagde de få læger. Og ind imellem alt dette opererede kvaksalverne på livet løs.

 

Lægerne skulle undervise jordemødrene

Efter reformationen skulle jordemødrene give besked til præsterne hver gang de havde været til en fødsel, så han kunne det i kirkebøgerne. Her blev elle relevante oplysninger nedfældet. Om kvinden var gift – eller ikke. Om barnet var ægte eller uægte, og om der var en dreng eller en pige.

I Danske Lov af 1683 er det tilføjet, at lægerne skal undervise jordemødrene i fødselsvidenskab. Var det ikke en læge i nærheden, og det var jo højst tænkelig, kunne en barber-kirurg undervise jordemødrene.

Men også præsterne fik en myndighed over jordemødrene. Fra bibelen vidste præsterne at kvinderne føder deres børn i smerte. Men hverken præster eller læger havde meget begreb om fødsler.

 

Hjælpekvinder

Fra gammel tid var det kvinderne selv, der stod for fødslen. Og jo højere rang man havde, jo flere kvinder var til stede som såkaldte Hjælpekvinder. Betingelsen for at være Hjælpekvinde var, at man selv havde født. På et tidspunkt tog dette begreb overhånd, og mændene følte sig truet. Man forsøgte af lovgivningens vej, at få begrænset denne uskik.

En jordemoderforordning så dagens lys i 1714. I forordningen forbød man jordemødrene at give noget som helst medikamenter, drik og pulver. Reelt blev de frataget en del ting, også det at udføre aborter.

 

Lægerne glemte at vaske hænder

I 1787 startede man en jordemoderskole på Frederiks Hospital i København. I forvejen fandtes der en i Flensborg.

Og i begyndelsen af 1800’tallet kom der et krav, at jordemødre skulle være mellem 20 og 30 år, have født og være gift.

Mellem 1500 og 1870 døde 1 – 2 pct. af kvinderne i barselssengen. Men på den offentlige barselsstiftelse der var tilknyttet Frederiks Hospital, døde i 1839 hele 56 pct. af kvinderne i barselssengen. De læger, der var tilknyttet stiftelsen blev beskyldt for ikke at have en ordentlig hygiejne. Men de kunne ikke selv se det. De måtte have østrigske kollegaer til at fortælle det.

Jordemødrene havde tradition for, at vaske deres hænder i varmt vand efter hver konsultation. Det tog lægerne ikke så nøje.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa kan du finde 169 artikler

Redigeret 3.02.2022