Jens Vejmand

Af Lisa Hildegarth

Jeppe Aakjær skrev digtet i juni 1905. Samme år blev det bragt i Politikken. To år senere blev der sat musik til af Carl Nielsen. Det var et farligt job, Jens havde. Læderlappen for øjet skyldtes, at han var blevet blændet af en vildfaren splint. Vinterkulden var også hård ved ham. Han fik i første omgang ingen sten på sin grav. Men kun ”et gammelt frømmet bræt” Senere fik han dog en sten, der i dag står på Tjørring Kirkegård ved Herning. Det står, at han døde ”en kolde december-nat, men i virkeligheden døde Jens Nielsen i februar 1901, 69 år gammel.

Vi kender ham godt, Jens Vejmand som Jeppe Aakjær skrev digtet om. Det bruges den dag i dag; dels fordi Carl Nielsens melodi passer så godt dertil, og dels fordi Jens Vejmand minder os om, at der stadig findes ulighed.

Det er Jeppe Aakjær der er ophavsmand til sætningen: “Hvem sidder der bag skærmen”. Den udgør første linje af hans digt om Jens Vejmand. Aakjær skrev digtet i juni 1905. Samme måned blev det trykt i Politiken. To år senere blev der sat musik til af Carl Nielsen.

Digtet handler om en gammel, forslidt vejmand, der sidder bag en læskærm ved vejkanten; “med læderlap for øjet og om sin sko et bånd”, og knuser de hårde sten, så de kan bruges til vejbelægning. I digtet beskriver Aakjær et forløb fra morgen til aften, fra liv til død.

Vi møder Jens Vejmand tidligt om morgenen: “Og vågner du en morgen i allerførste gry og hører ham’ ren klinge på ny, på ny, på ny, det er såmænd Jens Vejmand på sine gamle ben, som hugger vilde gnister af morgenvåde sten”.

Hele dagen er han i sving, mens; “hans øjne står i vand”, på grund af vind, kulde og frost. Og endnu om aftenen kan man høre hans hammerslag, “i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest”.

Det er et farligt job, Jens har. Læderlappen for øjet skyldes, at han er blevet blindet af en vildfaren splint fra stenhugningen. Hans arbejde er i det hele taget livstruende pga. den lange arbejdstid og de ensomme og hårde betingelser. Især vinterkulden er hård ved ham, og han søger forgæves at beskytte sig ved hjælp af; “halm om ben og knæ”.

Hen mod Jul kan han ikke længere magte arbejdet og livet. Hans arm siger nej, han taber pludselig hammeren, og hans slidsomme liv er til ende.

Aakjær skriver; “de bar ham over heden en kold december nat”, og i sidste vers fortæller han, at Jens Vejmand ikke fik en sten på sin grav, men kun et gammelt frønnet bræt; “det hælder slemt til siden”. Digtet slutter med en lakonisk betragtning: “Hans liv var fuldt af sten, men på hans grav – i døden, man gav ham aldrig een”

Senere fik han alligevel en sten, nemlig en mindesten i form af det digt,

Aakjær skrev.

I digtet døde Jens Vejmand en kold december-nat midt i sit arbejde. I virkeligheden døde han i februar 1901 – 69 år gammel, Det var den gang meget gammel. Iflg. digtet fik han kun en ringe løn. Lønnen var fast og lå på samme niveau som en tjenestekarl fik, og Jens Nielsen fik faktisk et gratiale efter 25 års virke på 25 kr. hvilket har svaret til en månedsløn.

Jens Nielsens gravsted på Tjørring Kirkegård ved Herning.

Stenen bærer en kort inskription:

JENS VEJMAND

1832 – 1901

Tak til Lisa Hildegarth