Nørrebro Handelsforening ville hjælpe de ældre med at købe ind. Det skulle ikke være dyrere for dem. Man kunne bevare de lokale arbejdspladser. Og de
ældre var sikret det frie valg. Det blev en succes uden lige. NH – Distribution eller senere Handelsstandens Indkøbsordning fik 75 arbejdspladser. Men ak, Københavns Kommune havde en anden holdning til overholdelse af samarbejdskontrakten. Handelsforeningen blev tvunget til at sælge. Men man gjorde det på
en måde, så de ældre ikke led nød.  Det kostede så til gengæld. Bestyrelsen i Nørrebro handelsforening blev truet med at blive gjort økonomisk ansvarlig. Det kunne i yderste konsekvens have betydet, at undertegnede og resten af bestyrelsen skulle have gået fra hus og hjem. Handelsforeningen tabte både i Byretten og Landsretten. Kommunen måtte åbenbart gerne bryde kontrakten. De brugte Indkøbsordningen til besparelser. Køberen var Interware – en del af nemlig.com 

 

Ældrerådet protesterede

De ældre på Indre Nørrebro fik i slutningen af 1999 at vide, at Omsorgsafdelingen  skulle spare. Derfor besluttede politikerne, at de ældre skulle have varer et bestemt sted fra uden for bydelen.

Det fik Ældrerådet til at protestere. Man anfægtede, at det pågældende indkøbssted var dyrere med adskillige af deres varer, end der, hvor man plejede, at få varer fra. Ældrerådet
kunne heller ikke forstå, at i det udvalg, der tog beslutningen ikke rummede ældre eller handlende.

Bydelsrådet svarede, at de handlende ikke var interesseret. Det fik Nørrebro Handelsforening på barrikaderne.

 

Økologi/Social/Sundhed og erhvervspolitik blev forenet

Systemet fungerede på den måde, at de ældre blev visiteret af hjemmeplejen. Men det var NH – Distribution der modtog bestillingen på varerne, plukkede dem i de tilsluttede supermarkeder, og leverede varerne hos de ældre. Varerne blev leveret på Christiania – cykler. Ja man anbragte sågar også varerne i de ældres køleskabe. Og selskabet ringede også de ældre op, og modtog bestillingen.

Man kombinerede økologi, social –  og sundhedspolitik samt erhvervspolitik.

 

Det kunne have endt lykkeligt

Hjemmehjælperne fik nu tid til andre vigtige gøremål også til glæde for de ældre. Og det kunne så kun ende lykkelig. Men det gjorde det ikke. Mange arbejdede nærmest i døgndrift for at få en god ide praktiseret. Vi andre rendte til et utal af møder. Men fra starten var det som om, at nogle spændte ben for den gode ide.

 

Hvordan er det med etikken og moralen?

Og kommunen er indtil nu sluppet godt fra det – rent juridisk. Etisk og moralsk er de ikke sluppet godt fra det. Hvordan de slipper fra det i den næste juridiske instans, ja det kan kun tiden vise. Det endte ikke godt for Nørrebro Handelsforening.

Måske kan denne artikel advare andre, der vil samarbejde med nogen, der samtidig med at være forretningspartner også vil være formynder. En ting er sikkert, kommunens juridiske konsulenter har haft en god indtægt.

 

Vi må  ikke anfægte lovgivningen

Egentlig ville det måske have klædt kommunen at have indgået et forlig på et tidlig tidspunkt, for de har da så sandelig i sidste ende sparet en masse af borgernes penge. Som det vil fremgå af denne artikel lykkedes det kommunens embedsmænd at vildlede politikerne.

Og vi kunne ikke drømme om at anfægte byretten, som ikke mente, at Københavns Kommune har gjort noget som helst forkert. I vores demokrati er det ligeret for loven. Ingen ikke engang offentlig forvaltning har forrang for andre i det danske demokrati?

 

Bydelsrådet sparede 700.000 kr. årligt

NH Distribution/ Handelsstandens Indkøbsordning startede den 1. april 2000. Fra starten var der omkring 10 ansatte. Hurtig fandt man ud af, at mange ældre havde det svært med Dankort. Man fandt en  ordning, så de ældre kunne betale kontant. Ordningen skabte også tryghed. De ældre skulle ikke selv på gaden efter varerne.

Lederen af Bydelsrådet på Nørrebro, Jesper Langebæk vurderede, at Bydelsrådet sparede 700.000 kr. årligt.

 

Store interesse fra hele landet

I andre områder af København havde de ældre ingen valgmuligheder. Her var de tvunget til, at handle et sted. Her gad man ikke i første omgang at finde ud af, hvordan man klarede opgaven på Nørrebro.

Fra NH Distributions side tilbød man at være behjælpelig med at oprette en lignende ordning i alle 15 bydele i København.

Fra Svendborg, Randers, Slagelse  og Gråsten kom der forespørgsler om etablering af om lignende ordning. Fra Odense viste borgmester Anker Boye stor interesse. På et tidspunkt viste også  Post Danmark interesse for projektet.

 

Samarbejdspris

Da overborgmester Jens Kramer Mikkelsen overrakte den nystiftede pris Samarbejdsprisen i 2001 til NH Distribution sagde han, at selskabet sparede kommunen for fem millioner kroner årligt. Dengang mente han, at der var meget mere arbejde for selskabet, der på det tidspunkt havde 35 ansatte.

Samarbejdsprisen på 50.000 kr. blev brugt på medarbejderpleje

 

De fleste var tilfredse

Efterhånden kom der flere områder til ordningen, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro, Indre By  og Ydre Østerbro.

En evaluering foretaget i marts 2001 viste at

• 90 pct. var tilfredse med varerne
• 95 pct. var tilfredse med leveringstiden
• 97 pct. var tilfredse med budene

 

2.500 kunder

Inden årsskiftet 2001 servicerede NH – Distribution 2.500 ældre. Der blev indgået individuelle kontrakter med lokale butikker, og der blev fundet lokale bude. Men det hele blev styret fra Nørrebro.  I begyndelsen startede man i små  lokaler i Frederik den Syvendes Gade, men måtte snart udvide. Man tog yderlige lokaler i brug, der hvor  Nørrebro Nærpolitistation senere havde til huse

Men snart måtte man atter udvide. Og store lokaler i Titangade blev taget i brug.

Firmaet skiftede navn til Handelsstandens Indkøbsordning. Meningen var at de lokale handelsforeninger aktiv skulle gå ind og støtte ordningen.

 

Samarbejde med Bydelsrådet ikke altid let

Samarbejdet med Bydelsrådet på Indre Nørrebro var ikke helt uproblematisk. Man mente, at  Bydelsrådet manipulerede med nogle tal. Fra NH Distributions side havde man regnet sig frem til, at ordningen på Indre Nørrebro kun kostede en tredjedel af en tilsvarende ordning i Valby.

På Østerbro fik Østerbro Handelsforening  to gratis reklamer på Christiania – cyklerne til en værdi af 30.000 kr.

 

Efter tre år, 48 ansatte

Som et forsøg kom 400 ældre med fra Frederiksberg. Lokaler i dette område blev også taget i brug. Efter tre år var der 30 Christiania – cykler i brug. De ældre kunne vælge mellem Irma, Fakta, Netto og SuperBrugsen. På et år blev der omsat for 21 millioner kroner. Indkøbsordningen var efterhånden en stor arbejdsplads med 48 ansatte.

Nyt IT – udstyr blev anskaffet og selskabet udviklede et program, der gjorde det letter at klare det administrative. To elektriske biler blev anskaffet. Man fortsatte i den økologiske retning. Man håbede med tiden at kunne levere til alle 5 – 6.000 ældre i København og 3 – 4.000 ældre på Frederiksberg.

 

Et virvar af ansatte

Når man trådte ind i lokalerne på  Nørrebrogade emmede det med liv og travlhed. Et virvar af unge mennesker havde travlt med at ringe til kunder. Der var trange pladsvilkår. 41 tegnestifter er placeret på  et kort over København / Frederiksberg.  Disse symboliserede de supermarkeder, der var med i ordningen. Selskabet havde tre målsætninger:

• De ældre skal være tilfredse
• Kommunen skal spare penge i forhold til, at de selv skulle klare opgaven
• Vi skal lægge pengene i den lokale detailhandel

 

Der var en tilfredsheds – procent på 97 pct. Kommunen erkendte at de sparede fem millioner kroner pr. 1.000 ældre, der var tilknyttet ordningen. I 2002 var omsætningen nået op på 32, 5 millioner kroner.

 

Kommunal ansatte synes, at det var en dårlig ide

På Generalforsamlingen i NH – Distribution i 2002 kunne kunne Inger Poulsen fra Ældrerådet fortælle, at hun på et kursus, hvor hun deltog fik at vide af en kommunal konsulent, at det var en dårlig ide, at støtte de lokale handlende via en indkøbsordning. Det var hun blevet meget fortørnet over.

Inger Poulsen fortsatte med at fortælle, at det er forkasteligt, at politikerne hele tiden fortalte, at de ældre har valgmuligheder. 30 pct. af de ældre i København fik den laveste pension, og for dem var det vigtigt  at kunne få et pund hakket kød i Fakta for 27 kroner.

 

Manglende betaling

Johnny Beyer fortalte på generalforsamlingen, at kommunen næsten aldrig betalte til tiden. Så kunne det let opstå likviditetsproblemer, da NH Distribution modsat andre lignende selskaber ikke tjente på selve varen.

 

Ny direktør 

Johnny Beyer  var blevet ansat som direktør. Han brugte omkring 75 timer om ugen for at få organisationen til at fungere. Han var stadig formand for Nørrebro Handelsforening men havde grundet manglende tid opgivet jobbet som formand for SSH (Storkøbenhavns Sammenvirkende Handelsforeninger). Dette skulle senere få nogle uheldige følger.

 

I Titangade som Handelstandens Indkøbsordning

I 2004 var lokaleforholdene blevet for trange. Man flyttede ud i Titangade. På få år var man nu oppe på 75 ansatte. Indvielsen skete med et stort pølsebord. Alle brugere var inviteret.

For at lave positiv omtale og PR blev undertegnede sat til at lave et brugerblad.

Et repræsentantskab blev nedsat. Den bestod af Ældrerådet og medlemmer af Nørrebro Handelsforening. Dette råd skulle være med til at højne kvaliteten i Handelstandens Indkøbsordning.

 

Mange funktioner

Det var mange funktioner, at tage vare på i Indkøbsforeningen.

• Det var Ringeren, der ringede til aftalt tid, for at høre, hvad brugeren ønskede at bestille.
• Pakkeren, der pakkede varerne i supermarkedet
• Buddet, der bragte varerne ud
• Opretteren, der sørgede for at nye kunder blev registeret. Man aftalte i hvilken butik, brugeren ønskede at handle i. Leveringsdag og tidspunkt blev aftalt.
• Budchefen skulle sørge for, at der var nok bude på arbejde, så varerne kunne bringes ud.
• Receptionisten skulle sørge for, at rette løste problemer for brugerne
• Logistikchefen skulle finde ud af, om arbejdet kunne gøres bedre.
• Direktøren havde det politiske ansvar. Han skulle gå til politikerne, såfremt ting kunne gøres bedre fra det offentlige.
• Salgschefen stod for salg og indkøb til HI, deriblandt oprettelse af nye butikker samt reklameplads på selskabets efterhånden 40 Christiania – cykler.

 

Kommunal ansatte glemte at informere

Pludselig kastede medierne sig over et problem, der kunne være undgået. Medarbejdere fra Handelstandens Indkøbsordning havde ringet brugere op, som var afgået ved døden
eller indlagt på hospital. Problemet var, at medarbejdere ved Københavns Kommune ikke have fundet det nødvendig, at informere om det.

Fra kommunens side blev det givet udtryk for, at Handelsstandens Indkøbsordning  kun var ude på, at tjene flere penge. Ifølge kontrakten var det kommunens opgave at afmelde borgere.

Og kommunen reagerede ikke, trods det faktum, at HI orienterede kommunen om, at brugere ikke kunne træffes. Men kommunen forlangte, at få penge tilbage fra HI.

 

Holdt penge tilbage

Dette blev starten på en konflikt, der førte til HI`s dødsstød. Kommunen holdt simpelthen penge tilbage, og overholdt ikke deres betalingsbestemmelser. Ved forhandlinger truede kommunens embedsmænd at de ville finde et andet firma, såfremt HI ikke rettede ind til højre. Fra politisk side fik HI  at vide, at man skulle optræde mere afdæmpet.

 

Politikere blev vildledt

Embedsmændene orienterede politikerne om at HI uberettiget forlangte en merpris, men ikke om at kommunen reelt sparede penge på vareudbringningen. Politikerne fandt da også i anden omgang ud af, at de var blevet vildledt.

 

Hjemmehjælpere kunne ikke finde ud af teknikken

Et nyt problem opstod på Frederiksberg. Her skulle hjemmehjælperne sørge for at indsamle indkøbssedler og faxe dem til HI. Men ofte var det de ældre selv, der havde udfyldt dem. Og mange gange kunne man på HI  ikke tyde, hvad der var skrevet. Ja ofte var de helt ulæselig. Det kneb også med teknikken. Hjemmehjælperne skulle sende indkøbssedlen via faxen, men her kunne man ikke finde ud af teknikken. HI blev gjort ansvarlige for disse problemer.

 

Kommunen ville ikke betale den faktiske pris

En ny bombe blev dog leveret af kommunen. Man ville nu kun betale et beløb af 136 kr. pr. leverance. Man ville ikke betale for den faktiske pris. HI havde efterhånden 51 supermarkeder. Man blev nødt til at rationalisere og skære i servicen.

Og dette afstedkom kraftig kritik fra for eksempel Østerbro Avis. Og reaktionen fra HI var særdeles uheldig. Undertegnede forsøgte at rette op på det i et indlæg i bladet. Heldigvis var der andre brugere, der bakkede HI op i bladet.

Østerbro Avis havde brugt masser af spalteplads på at beskrive en enkelt brugers problemer. Hun skulle have varer fra en leverandør, der kun havde 14 kunder. Og det kunne praktisk ikke lade sig gøre. Efterfølgende forsøgte HI at finde en løsning. Men det var forgæves.

 

Direktør beskyldt for at stjæle 200.000 kr.

Den næste bombe kom i Jyllands Posten.  Her lykkedes det for formanden for SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger) at få fortalt at Handelstandens Indkøbsforeninger
havde indgået falske kontrakter og ført alle Københavns handelsforeninger bag lyset.

• I realiteten har han stukket pengene i egen lomme

Ja sådan var udsagnet fra Sven Grønsund formand for SSH og repræsentant for Valby Handelsforening.  Senere i artiklen gjorde formanden læserne opmærksomme på, at beløbet drejede sig om 200.000 kr.  Sven Grønsund blev senere dømt for sine udtalelser. Det kom til at koste 45.000 kr.

Udtalelserne var også begyndelsen til en nedtur for SSH. Et par år efter blev organisationen, som Nørrebro Handelsforening i sin tid startede, nedlagt.

Man kan så undre sig over Jyllands Postens tilgang. Hvordan kunne de videregive en sådan beskyldning uden at undersøge sagen. Det var ikke tale om et læserbrev eller lignende men en artikel på forsiden.

 

Embedsmænd igen på spil 

Men der lå en bombe under aftalen med Københavns Kommune. Ifølge reglerne må kommunen ikke betale mindre, end hvad de selv kunne udføre opgaven til. Her mente embedsmændene
at opgaven kunne løses for 136,- kr. En undersøgelse skulle fastslå om denne pris var rigtig.

 

Opgav samarbejde med kommunen

Repræsentantskabet besluttede at sælge firmaet. Man mente ikke, at firmaet kunne køre med kommunens kontraktbrud. Man betalte ikke til tiden, og budgettet kunne ikke holde med den ændrede betaling. Men kommunen ville ikke acceptere hvad som helst. HI var næsten tvunget til at sælge til Interware. Nu var det slut for de ældre med det frie valg. Nu havde de kun en
butik, at handle i.

 

Monopollignende forhold

Formand for Ældrerådenes Fællesudvalg mente, at det var en grund til at de ældre havde valgt Handelstandens Indkøbsordning:

• Nu får vi monopollignende tilstande. Et stort firma, hvor alle varerne ligger på  lager. Vi vil opfordre de ældre til at insistere på  en hjemmehjælper, for det er kommunen forpligtet til at tilbyde.

 

Frit-valgs – ordningen underminiret

Efter loven skulle det være en frit-valgs – ordning. Og lovgivningen siger helt klart at kommunen ikke må betale mindre, end hvad den enkelte kommune kunne levere varerne for.

Københavns Kommune havde selv beregnet, at det ville koste 25 millioner kroner at levere varerne ud til de 3.000 ældre, men Handelstandens Indkøbsordning kun havde modtaget 17 millioner kroner.

Forskellen skyldtes, at kommunen havde regnet ud, hvor mange ældre, der i alt var tilmeldt indkøbsordningen, mens Handelsstandens Indkøbsordning  kun havde modtaget penge for hver leverance.  Københavns Kommune brugte ordningen som besparelse, selv om intentionen fra regeringen var at sikre det bedste tilbud til borgerne.

 

En kontrakt til 13,6 millioner kr.

Københavns Kommune havde brugt 13,6 mio. kroner til at udarbejde kontrakten med Handelstandens Indkøbsordning. Et digert værk, må man nok sige. I den stod der bl.a., at man havde ret til at fakturere kunder, der ikke var frameldt inden kl. 16.

Dette annullerede Københavns Kommune.

De holdt simpelthen bare op med at betale. En masse revisorudgifter måtte bruges på det forhold.

 

Embedsmænd fortalte ikke sandheden

For HI gjaldt det om, at gøre overgangen så glidende som mulig. De ældre skulle ikke lide, fordi embedsmænd, politikere og HI ikke kunne finde ud af det. Men for de 75 medarbejdere var det tale om et farvel.

Og kommunen oplyste de ældre, at HI blot havde opgivet. De oplyste ikke noget om årsagen til dette. Jo i nogle medier, blev det sagt, at HI  ikke havde økonomi til at drive firmaet videre. Men det var jo ikke den fulde sandhed.

 

Ingen tak for glidende overgang

Og Nørrebro Handelsforening fik heller aldrig nogen tak for den måde, man lukkede selskabet ned på. For at de ældre ikke skulle lide, lavede man en glidende overgang. Det var ikke ret mange ældre, der kom til at mærke overgangen. Måske først, da de skulle til at krydse af i et katalog.

 

En nat med forhandlinger

Der sad vi så en hel nat og forhandlede med Interware, som dengang havde 1.750 kunder i København.  De fik nu HI`s 3.400 kunder for en klatskilling.  Det var Københavns Kommune, der bestemte, hvem man skulle sælge til.

 

Beklagelse fra Ældrerådet

Og tænk i Østerbro Avis kunne man læse, at HI var populær trods fejl og mangler. Og Ældrerådene i København mente, at HI var blevet unfair behandlet af Københavns Kommune. Og det mente vi som var tæt på også.

Ældrerådenes Fællesudvalg udsendte en presse- information:

• Ældrerådene skal stærkt beklage, at Handelstandens Indkøbsordning er ophørt, fordi den i de bydele, hvor den fungerede, sikrede en stor indkøbsfrihed for de ældre i de lokale butikker. Endvidere har der været en personlig kontakt mellem det enkelte bud og kunden.
• Rådene er endvidere af den opfattelse, at Sundhedsforvaltningen ikke helhjertet er gået ind i videreførelse af HI. Ældrerådene har tidligere gjort opmærksom på det overordnede uheldige i den monopollignende stilling Interware A/S nu vil opnå.

Flere af de ældre brugere gav udtryk for, at man fra kommunens side forsøgte at sabotere ordningen. Nu fik man så et katalog uden billeder, kun med numre, skrev nogle af de ældre.

 

En rasende bestyrelse

I referatet fra den ekstraordinære generalforsamling i Nørrebro Handelsforening fra den 21. oktober 2004 skrev jeg blandt andet:

• Formanden (Johnny Beyer) kunne oplyse, at indkøbsordningens omsætning var vokset til 1,7 millioner kroner og det er ca. 70 personer ansat.
• Egenkapitalen viser i dag et minus på 1,7 mio. kr. – og budgetterne viser et underskud på ca. 200.000 kr. om måneden.

 

Manglende indtjening på 

44.61 pr. leverance

• Efter bestyrelsens opfattelse administrer vores samarbejdspartner Københavns Kommune ikke efter frit valgs-lovgivningen. Blandt andet har de ikke evnen til at regne selv simple regnestykker ud – idet embedsmændene er kommet frem til 104,- kr. pr. tilmeldt borger – men vil i virkeligheden kun afregne det samme beløb efter reelt gennemførte leveringer.
• Denne inkonsekvens giver manglende indtjening på 44,61 kr. pr. levering. – og har gjort at selskabet ikke kan overleve på disse vilkår – idet vi ikke har avancer på de ældres vareindkøb.
• Bestyrelsen mener, at hvis beregningerne var foregået rigtig ville omsætningen være 100.000 kr. større pr. uge.
• Formanden mente, at Københavns Kommune ikke har ønsket at private indkøbsordninger skal lykkes.
• Derudover har Told – og Skattestyrelsen ændret momsfortolkningerne – således at indkøbsordninger under fritvalgs-lovgivningen ikke skal opkræve moms. Det betyder en udgift på mere end 126.000 kr. pr. måned.

 

Nørrebro Handelsforening kautionerede for underskuddet

• HI har bragt sagen for Konkurrence-styrelsen, der vil tage sagen op. Dette har en tidsramme på 4 – 12 måneder. Nørrebro Handelsforening har kautioneret over for banken for tre millioner kroner og over for kommunen på 700.000 kr. For ejendommen på Titangade er der kautioneret med seks måneders husleje.

 

Ingen respekt for indgåede aftaler

Bølgerne havde langt fra lagt sig på den ordinære generalforsamling i Nørrebro Handelsforening den 31. marts 2005. Bestyrelsen følte sig røvrendt af Københavns Kommune, og det skinnede også igennem i formandens beretning.

Johnny Beyer sagde blandt andet:

• I den seneste år, har der været utallige møder, hvor vi har drøftet forhold omkring Handelsstandens Indkøbsordning primært centreret om, at Københavns Kommunes embedsmænd havde svært ved at acceptere vores succesfulde ordning og det besynderlige forhold i, at Københavns Kommune tilsyneladende ingen respekt har for indgåede kontraktlige aftaler.

 

Ville nedsætte prisen med 15 pct.

• De skrev minsandten til os sidste forår og meddelte, at de havde besluttet, at prisen skulle nedsættes med cirka 15 pct. og de mente sig i deres fulde ret til, at ændre prisen uden forudgående drøftelser med os.

 

Betragter sig som myndigheder og ikke
forretningspartnere

• De betragter sig selv som myndigheder og ikke som forretningspartner, der har indgået aftaler med private aktører – vi protesterede naturligvis overfor de forhold – og fortalte, at gensidigt indgående kontrakter ikke ensidigt kunne ændres.
• De fastholdt deres påstand om, at de kunne ændre aftalen med dags varsel – indtil de omsider flere måneder efter – endeligt tog sig sammen til, at konsulere deres juridiske bagland.

 

• I mellemtiden havde de groft tilsidesat enhver moralsk forretningsforpligtelse – idet de bare tog sig den frækhed, at undlade at betale vores tilgodehavende.  – hvilket resulterede i, at Kommunen på et givet tidspunkt, havde forfalden saldo i vores favør på mere end én million kroner.
• I den periode var selskabet naturligvis betrængt økonomisk, og vi kan udelukkende tilskrive vores yderst tilfredsstillende samarbejde med Arbejdernes Landsbank, at vi kom igennem perioden.

 

Tilbageholdt beløb 

• Den første krise kulminerede den 30. juni 2004 – idet Kommunen opsagde vores aftale pr. den dato – hvilket resulterede i, at jeg måtte tage en flyver hjem fra min ferie – og måtte deltage i nogle meget hårde og drøje forhandlinger med Kommunens advokater og Direktører. Forhandlingerne gav i første omgang bonus, således at kommunen trak opsigelsen retur og vi kunne fortsætte vores arbejde til glæde for de ældre i København.

 

Manglede 6 – 7 millioner kr.

• De kom også som aftalt med en beregning om prisfastsættelse – denne beregning havde de foretaget ud fra antallet af tilmeldte borgere under indkøbsordningerne i København
  – med de afregnede kun for de reelt gennemførte ekspeditioner – hvilket giver en prisforskel på cirka 33 pct.- eller omregnet for vores vedkommende 6 – 7 millioner kroner.

 

• Vi fortalte naturligvis kommunen, at de på grundlag af denne beregning, netop havde underbetalt vores samarbejde med et betydeligt millionbeløb – kommunernes embedsmænd startede derefter forfra med deres problematiske og ikke regelrette indstilling til tingene.
• Derefter indstillede bestyrelsen, at vi skulle prøve, at komme ud af dette samarbejde hurtigst muligt – hvorefter vi indgik i nogle seriøse forhandlinger med flere forskellige
  private aktører.
• Vi besluttede os til at
  sælge aktiviteterne til vores største og mest seriøse konkurrent, Interware.

 

Falske beskyldninger om klager

Embedsmændene i Københavns Kommune fortalte politikerne og medierne, at klagerne i Handelstandens Indkøbsordning hobede sig op. Den hoppede en del medier og politikere på. Sandheden var, at der af 175.000 ekspeditioner var indløbet 132 klager. Og klagerne var et resultat af rationaliseringer opstået på grund af kommunens manglende betalinger.

 

Trussel fra Fagbevægelsen

Det var heller ingen hjælp at hente hos fagbevægelsen. SID Lager – og Handelsarbejdernes Forbund meddelte således, at hvis medarbejderne ikke fik en betydelig fratrædelsesgodtgørelse, så kunne de ikke garantere for, at medarbejderne ikke var syge i opsigelsesperioden.

 

Historien sluttede med økonomisk trussel 

Ja og kære læsere historien er ikke slut. Byrettens afgørelse er anket til næste instans. Det må være noget, der hedder retfærdighed i dette land.

Sagen blev også tabt i Landsretten. Det virker helt grotesk, at en kommune kan tillade sig at handle på denne måde. Og ikke nok med det. Kommunen mente også at bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening skulle gøres økonomisk ansvarlig for udviklingen. Det vil sige, at i yderste konsekvens kunne vi have risikeret at gå fra hus og hjem, fordi vi havde indgået en aftale med Københavns Kommune som de kan bryde efter forgodtbefindende. 

Nu har man så givet nemig.com en frist til 1. november 2021 til at få bragt forholdene i orden for chaufførerne. Og hvis dette ikke lykkedes så må man finde en ny samarbejdspartner. Vi håber så ikke at denne samarbejdspartner oplever det samme som Nørrebro Handelsforening.