Rinkenæs er et ældgammelt sogn. Det nævnes første gang i 1335. Ahlefeldt – familien forsøgte at rane alt til sig. Her ligger også ældgamle gårde, Buskmose fra 1475, og den endnu ældre Benniksgård. Her ligger også Danmarks ældste kirke. En pietistisk præst skabte stor røre og blev forflyttet. Julestuer var forbudt. Forældre boykottede skolen. Der var modsætningsforhold mellem de efterhånden frie fyrstelige bønder og de livegne Gråstenske undersåtter. Og der var modsætninger mellem gårdejere og husmænd.

 

Ældgammelt sogn

I den tyske tid var Rinkenæs Sogn et amtsdistrikt. Det grænser op til Holbøl, Kværs og Gråsten Sogne. Men også til den skønne Flensborg Fjord, til Sildekulen og det dybe smalle sund over til Egernsund.

Sognet er ældgammelt. Det nævnes allerede i 1335, da biskop Hilmsbert af Slesvig skænkede Domkapitlet i Slesvig al den jord, han ejede i Rinkenæs. Byen havde oprindelig ligget nord for den gamle kirke ved de vild – romantiske Hummelbjerge. Dengang hed byen Bakenby (den bagerste by).

 

Kæmpe hoveri – arbejde

Efter reformationen var der intet spor af byen. Man fandt kun gamle brønde og murbrokker. Her lå en hellig kilde på bjerget, Skt. Kirstens Kilde.

Ved Munkemølle fandt man senere en helbredende kilde. Forbi Hummelbjergene førte landevejen mod Egernsund. Men denne vej forsvandt efter at Ahlefeldterne i begyndelsen af det 17. århundrede havde anlagt en vej gennem Gråsten og en dæmning med vindebro gennem Slotssøen. Samfærdslen blev herefter ledet gennem den nye vej.

 

Ahlefeldt nedlagde kådnersteder

Til udvidelse af Gråsten Ladegaard nedlagde Ahlefeldt kådnersteder. Beboerne på disse steder tog bolig i Rinkenæs eller Alnor.

Byen Rinkenæs menes at have navn efter en sørøver ved navn Ring. Andre mener dog, at byen er opkaldt efter det ranke næs i modsætning til det lige over for i Angel beliggende Holdnæs.

Inden Første Verdenskrig skrev man navnet på dansk: Ringenæs og på tysk: Rinkenis. Hovedlandevejen fra Kruså til Sønderborg har i mange år gennemskåret sognet.

Fra gården Buskmose er der udskiftet en del jorde.

 

Omkring 1550 mente Frantz og Gregers Ahlefeldt at de havde ret til en del ejendom i Rinkenæs. Men de forgreb sig på ting, de ikke havde ret til.

I 1551 skrev hertug Hans også til sin særlige rådgiver, Iven Reventlow, at Ahlefeldterne også havde forgrebet sig på nogle svin, der dels tilhørte hertugen og deres undersåtter. Reventlow blev sendt til Rinkenæs for at undersøge sagen.

De to brødre fortsatte deres fremfærd, og hertugen mistede tålmodigheden. I 1553 blev der ligefrem nedsat en voldgift.

 

Buskmose fra 1475

Ahlefeldterne gjorde også krav på Benniksgård og Buskmose.

Buskmose stammer fra ca. 1475, da gården nævnes i et arveskifte efter den nordslesvigske godsbesidder Emmike Esbernsen. Arven efter denne deltes mellem tre sønner og to døtre.

Buskmose blev i 1880erne en ny hovedbygning rigere. Dengang blev gården ejet af landråd von Uslar.

 

En af Danmarks ældste kirker

Den gamle kirke ligger i sognets nordligste udkant. Kirken er helliget Skt. Laurentius. Den er hovedsagelig opført af kampsten. Den har hverken tårn eller hvælvinger. På kirkegården står klokketårnet. Prædikestolen er fra 1606. Og i kirken er familie Benniks våben anbragt.

Kirken er en af Danmarks ældste. Den blev indviet allerede den 10. august 1158. Som tilflugtssted var kirken også indrettet med vægge på 1 1/2 meter.

I 1600 – tallet under svenskekrigen blev kirken plyndret og skændet. Denne kirke tjente som sognekirke indtil 1932.

 

Præsten blev påført store lidelser

Efter Svenskekrigen blev præstegården flyttet nogle hundrede meter mod øst til bebyggelsen, Hovgård. På præstegården står årstallet 1677.

Den gentagende besættelse af fremmede magter under krigene i det 17. århundrede påførte meget store lidelser. I Rinkenæs gik det blandt andet ud over præsten Gregorius Henrici Sterndorf. Han havde gemt kirkesølvet og var blevet stærk mishandlet.

 

Værnepligt

Blandt andet på grund af disse krige indførtes den sønderjyske militsordning ved en forordning af 29. maj 1739. Alle mænd var værnepligtige fra det 16. til det 36. år. Pligten gjaldt både de kongelige og adelige bønder.

Nu var disse byrder ikke så store. Hver søndag formiddag om sommeren, skulle der holdes to timers eksercits. Om vinteren var det dog kun en time. I såtiden var man skånet for dette.

Geværer om mundering stille staten til rådighed. Geværet måtte ikke tages med hjem, men stilles i et depot.

En gang om året skulle alle delinger samles til kompagni – øvelse.

 

Leverance til militæret

Så var der også lige leveringer til militæret, fortrinsvis i form af havre, rug og halm til magasinerne. Bønderne i Tønder Amt skulle i 1734 levere rug til Rendsborg og havre til Aabenraa.

Ved siden af skatter, kørsler og militære byrder, var der også en række forpligtelser over for kirke og præst.

 

Den pietistiske præst

Det var ikke helt billigt at overtage et præstehverv dengang. Således måtte pastor F.C. Bruhn, der var præst i Rinkenæs fra 1690 – 1724 betale forgængerens enke 398 Rdl. for en masse inventar og landbrugsredskaber. Han havde i 1729 en gæld til den grevelige Ahlefeldske skovridder, Erasmus Dinesen på i alt 700 mark.

Denne Dinesen var særdeles velhavende og han stod som långiver for adskillige bønder. I sit testamente betænkte han kirken med et legat.

 

I henhold til landsbyvedtægten havde præsten ret til at lade 7 køer græsse i fællesgræsningen. Hvis han satte en hest på græs, svarede dette til to køer.

Præsten, F.C. Bruhn var pietist. Og det fik Jes Michelsen at føle. Han havde foranstaltet julestue, og præsten mente, at det var en synd. Og denne Michelsen havde også begået den synd at spille violino. i Jørgen Frantzens hus.

Og Frantzen havde bøger stående på hylden. Dem forlangte præsten at måtte inspicere. Han kom så en dag, hvor kun konen var hjemme. Til sidst sagde præsten:

 Kærre mutter, bortset fra biblen kan I smide dem alle i ilden.

 

Julestuer var forbudt

Julestuer var et levn fra hedensk tid. Det var livlige fester, hvor tiden blev fordrevet med mere eller mindre grove selskabslege eller med at forklæde sig som julebuk. Det var en torn i øjet på myndighederne. I den pietistiske tid greb man ind mod dem med de såkaldte helligdagsforordninger fra 1730 og 1735.

I 1737 blev Jep Nielsen i Rinkenæs dømt med en bøde på 16 sk. Lybsk for sin forseelse.

 

Mindesmærke for danske og tyske soldater

På kirkegården hviler en massegrav med 66 danske og tyske soldater fra 1864. Monumentet der er rejst på graven er både med dansk og tysk indskrift. Op ved kirkens østmur hviler folkedigter og præst I. M. Jensen. Under krigen lå der lazaretter i Rinkenæs.

 

Utilfredse forældre

Skoleordningen i Rinkenæs fulgte ikke det almindelige mønster, der forudsatte, at degnen tillige var skoleholder. I Rinkenæs var de to funktioner adskilt. Man havde en særlig skolelærer. Og i 1708 blev der bygget et skolehus.

Menigheden havde på egen hånd ansat en skoleholder, der hed Mathias Hansen. Men præsten og provsten mente, at denne førte et forargeligt liv. Han blev derfor afsat, og erstattet med Johan Peter Hansen. Men mod ham protesterede menigheden ret voldsomt. Man var utilfreds med, at han ikke kunne undervise på tysk.

 

Menigheden forlangte nu, at degnen udleverede nøglen til skolen, men det ville han ikke: Men så brød de selv døren op og genindsatte Mathias Hansen. Men denne blev igen afsat. En ny lærer blev ansat. Det var en, der passede præsten.

Men også ham var forældrene utilfredse med. De påstod, at han kun prædikede efter bibelen, og børnene intet lærte.

Forældrene valgte derfor en boykot af skolen. De holdt børnene hjemme og betalte ikke skolepenge.

 

Utilfreds med biskoppen

I juli 1735 var biskop Conradi i Rinkenæs i anledning af striden om præsten. Da han kørte bort, blev hans vogn stoppet af kirkeværgerne. De klagede over skolemesteren. Bispen fandt deres opførsel utilbørlig. En sådan sag skulle ikke forhandles på landevejen, sagde han. De burde have opsøgt ham i præstegården. Men der ville værgerne ikke sætte deres ben, sagde. De havde tidligere fremført deres klager over for provst Schrader i Tønder, men han havde afvist dem.

 

Atter engang gennemførte forældrene en skolestrejke. Efterhånden opnåede de, det de ville. Enden på striden blev, at tingskriveren fra Lundtoft Herred i 1736 overtog skolemesterembedet.

Beboerne i Rinkenæs klagede også over biskop Conradi til kongen. Han var kommet til Rinkenæs som formidler i striden med præsten. Men beboerne opfattede ham nærmest som forhørsleder.

 

Enden på striden blev at pastor F.C. Bruhn blev forflyttet til Humptrup. Men dermed var striden ikke til ende. For efter at pastoren havde forladt sognet, dukkede militæret op i Rinkenæs og en masse borgere fik tildelt bøder. Dog har der ikke kunnet findes kilder, der beviser, at militæret kom til byen.

 

Nye skolestuer

I 1744 blev der bygget et nyt skolehus med bolig til læreren. Denne ordning varede til 1761, da degneembedet og skolemesterembedet blev slået sammen.

Børnene fra yderdistrikterne havde lang vej til skole. Men i Bækken tog beboerne sagen i egen hånd, og oprettede i 1738 en ny biskole. Men den førte en omflakkende tilværelse. Den fungerede kun, når skoleholderen havde mulighed for at tjene noget ved siden af. an kunne ikke leve af en lærerløn. Men endelig i 1761 byggede man en ny skole med bolig til læreren.

 

Modsætningsforhold

De sociale forhold i Rinkenæs var kendetegnet dels ved modsætningen mellem frie fyrstelige bønder og livegne Gråstenske undersåtter, og dels modsætningen mellem gårdejere og husmænd.

 

I perioden efter 1735 var der ikke protokolleret gæld i Rinkenæs – gårdene.

Striden mellem præsten F.C. Bruhn og menigheden nåede nye højder, da han fra prædikestolen spurgte følgende:

 I rige Rinkenæsser, hvorledes er I kommet til Eders rigdom

 

Herremændene havde deres egen ret

Det tog især de rige bønder ham meget ilde op, fordi der i ordene lå en antydning af, at de ikke på retmæssig vis var kommet til deres velstand.

Herremændene i Sønderjylland og Holsten havde hals – og håndret over deres bønder. Herremanden var også retsudøver, oprindelig kaldtes han tingfoged og senere herredsfoged.

 

De fyrstelige bønder måtte også holde for

Livegenskabets tryk lempedes en smule i løbet af 18. århundrede. I 1725 var de kommet under hertugen af Augustenborg.

For de Ahlefeldske bønder var hoveriet den største byrde. Det blev stærkt udvidet, da Gråsten blev udbygget fra ca. 1600 og fremefter. Dæmningsbyggeriet, hvorved Slotssøen blev dannet krævede masser af arbejde.

 

De fyrstelige bønder mærkede det nu også. For Hertug Hans byggede et slot, Grøngård i Burkal Sogn. 500 bønder og 200 Kådnere måtte i gang.

 

Rinkenæs fra 1752

Vi har også fundet en beskrivelse af Rinkenæs fra 1752:

 Landsbyen Rinkenæs er beliggende på en måde, at den udgør næsten 1/2 mil i udstrækning, og da det er en stor landsby med i alt 27 gårdejere inklusive de hertugelige (augustenborgske), og markerne dertil er vidtstrakte, og stedet ligger dels på og dels langs med et bjerg, så falder det dem, der bor neden for bjerget, og som næsten udgør halvdelen af landsbyen , meget svært, når de skal pløje og bese de marker, der ligger så langt fra dem, og dertil oppe på bjerget, men ganske særligt at gødske dem, når dette må ske i en våd periode, og de må køre op ad bjerget, så bliver hestene udmattede….rent bortset fra den megen gødning, som går tabt ved kørsel op og ned ad bjerget. Dertil kommer, at landsbymarken er inddelt i alt for store kobler og marker.

 

Det var også i 1752, at en række kongelige bønder fra Rinkenæs skrev til amtmanden i Tønder om tilladelse til at udskifte deres jorder. Men udskiftningen blev forpurret, og det ærgrede amtmand F.W. von Holstein.

Endelig i 1766 kom der en udskiftningslov for hele Sønderjylland. Men først i 1769 var udskiftningen klar i Rinkenæs.

 

Rinkenæs i 1930erne

Hvis vi nu tager en tur rundt i Rinkenæs midt i 1930erne vil det se sådan ud.

I nærheden af kirken ligger pastor Jensens gamle præstegård. Her ligger også de gamle gårde Haugaard og Tummelsbjerg. Og vest for kirken ved skoven ser man den store gård Buskmose. Man antog altid, at dets tårn var kirketårnet. I det 17. århundrede dannede Buskmose et kådnersted. Men det voksede sig stort og blev til et gods.

Fra en anden større ejendom vest for byen, i nærheden af bækken, Hesselgaard, stammer familien Hjorth Lorentzen.

 

På bakken ligger kunstmaler Nissens flotte villa. Her lå Familien Godt’s gård. Længere oppe ligger Schönheim, som har tilhørt Ritmester von Esmarck.

Lidt efter på venstre hånd, når vi til Rinkenæs nye smukke korskirke med hvide mure og rødt tag. Ved kirken er der præstebolig og kirkegård.

Højere oppe igen kommer så Motormøllen, Jernbanestationen og Forsamlingshuset.

På bakkens top, omtrent på egnens højeste punkt, ligger den store 2 – etagers krobygning, med en storslået udsigt ud over fjorden til Holdnæs og langt ind i Angel. Man kan også se Mørvig, Flensborg bys tårne, Lyksborg og Okseøerne.

 

Benniksgaard

I nærheden af Overkroen findes det store gårdkompleks Benniksgaard, som indtil midten af 18. århundrede tilhørte familien Bennik. I mange år tilhørte ejendommen klosterkamret i Hannover.

I 1488 blev Peter Bennicke adlet af kong Hans. Ved en nyopmåling af byens jorde i 1524 fik hans efterkommere, tre ejendomme, Lavager, Grimsholm og Buskmose tildelt med fritagelse for kommunale afgifter. Der skete en masse tilkøb.

 

Brødrende Peter og Hans Benniksen delte i 1593 – 95 den store selvejergård, Benniksgaard. Peter fik stuehuset med stald, gårdsplads og den ene abildgård. Toften blev delt, så Peter fik den østlige del, Hans den vestlige del.

I 1883 solgtes gården for 155.000 mark til den senere prøjsiske amtsforstander, F.H. Jacobsen.

I 1904 blev Benniksgård solgt til Klosterkamret. Købesummen var 205.000 mark – uden inventar.

Egentlig var det planen, at flytte den tyske landbrugsskole fra Berghof ved Padborg her til stedet.

Til Bennikssgaard hørte et dampteglværk Brændstoft nede ved fjorden. Mange af Familien Bennike blev herredsfogeder.

 

En mindesten er rejst af Rinkenæs By. Det er over den første landsoldat der faldt i Treårskrigen, Sejr Steffensen, Boserup. Han stod skildvagt og blev dræbt i et baghold af en af de lokale Slesvig – Holstenere.

 

Dalbyen

Efter Middelalderen blev Rinkenæs Nederby kaldt for Dalbyen. Her grundlagde en mand ved navn Lorentz Jessen i 1780 en have med planteskole og sjældne udenlandske planter. Jessen sendte blandt andet frugt og frugttræer til Rusland. Han modtog som anerkendelse herfor et guldur og en slipsnål af dronning Katharina den Anden.

 

Vi fortsætter vores vandring fra midt i 1930erne. I Nederbyen ligger Kommuneskolen og en ældgammel kro. Fra Overbyen fører vejen omgivet af levende hegn til Sandager, kyststationen for Fjorddampskibene. Mange folk fra Flensborg har deres sommerhuse her.

Skipperbyen, Dalsgaard var tidligere en større gård under Gråsten Gods. Om vinteren er her bådebyggeri.

 

Nede ved Munkemølle

Og videre går det med vores byvandring fra 1930erne. Ikke langt fra Sejrsstenen begynder den nye fjordvej, som slynger sig i sydvestlig retning ind over markerne. Neden for vejen ved Flensborg Fjord ligger Stranderød med sine store ålebassiner og røgerier. Har man passeret landsbyen Bækken, der er højtbeliggende, når man hurtigt til en meget kuperet og romantisk egn med dybe slugter, skovbryn og kildevæld.

Ved bakkens fod, umiddelbart ved fjorden har vi foran os den gamle Munkemølle med mølledam, vandmølle og et gammelt asktræ. Her kræver den nye vej et kostbart broanlæg over slugterne. Som navnet siger, skylder møllen sin oprindelse munkene fra Ryde Kloster, hvor Lyksborg nu ligger. Ved Munkemølle findes resterne af en kunstig vandledning.

Munkemølle Bæk er gravet i skrænten. Herfra kan man følge den gamle mølledæmning ned til vandet.

Munkemølle var indtil Genforeningen i den tyske rigsdagsmand Wommeldorfs eje. På den boede en lang tid prinsesse Feodora, en søster til den tyske kejserinde. Her på dette sted var der noget så idyllisk.

 

Dronning Margrete den Første

Nede ved Munkemølle er der også rejst en sten, for dronning Margrete den Første. Hun døde ude i fjorden i 1412, efter at have besøgt Flensborg, der var plaget af pest.

Dronningens skib lå opankret ved Munkemølle, hvorfra man fik sine forsyninger. Andre meldinger går på, at skibet lå uden for Okseøerne. Men man sagde også, at det var munkene, der forsynede skibene med proviant. Og det var Benniksgård, der sørgede for mælk.

En kort tid var dronningen begravet på Lille Okseø. Derfra blev hun bragt til Sorø, og begravet i Klosterkirken. Endelig i 1413 blev hun begravet for tredje gang som den første kongelige i Roskilde Domkirke.

 

Gendarmstien

Det var også her i området man kunne træffe gendarmerne, der patruljerede på  Gendarmstien. De bevogtede landegrænsen og skibsfarten langs kysten. Dette system fungerede helt til 1958, hvor patruljeopgaven overgik til politiet. Mange steder blev Gendarmstien glemt. Men i 1988 påbegyndte Amtet, staten og kommunerne at genoprette og afmærke stisystemet.

 

Hvis man følger denne sti, kommer man forbi Stranderød, hvor man kommer forbi aldeles idylliske stråtækte huse, der ligger helt ned til vandet. Man kommer også forbi to nedlagte teglværker. Stranden er fyldt med gamle mursten i alle mulige farver. Jo, det er tydeligt, at der engang omkring Flensborg Fjord var mange teglværker.

 

Folk i mange år

Før anlæggelse af en golfbane ved Hotel Benniksgård var arkæologer i gang. Man fandt i første omgang et meget medtaget dyssekammer. Omkring 100 meter fra denne overpløjede gravhøj rettede opmærksomheden mod en markant forhøjning. Har fandt man rester, som stammede fra den tidlige bondestenalder (4.000 – 3.000 f.Kr.)

Man fandt også en ældgammel begravelsesplads, som bestod af ikke mindre end tre rundhøje og en langhøj. De blev opført over en periode på 150 år. Man anslår byggeperioden fra 3.350 til 3.200 f.Kr.

Dengang fik de afdøde en masse gaver med i graven. Disse bestod af lerkar og flinteredskaber i form af økser, mejsler, knive og pilespidser. Her var også smykker af rav.

Sandsynligvis var der i højranden foran indgangene anbragt mad og drikke.

 

De mange fund af flinteredskaber tyder på, at området var tæt befolket i bondestenalderen. Langs Flensborg Fjord har storstensgravene ligget tæt. Ved Gråsten og Kollund er stadig mange bevaret.

 

Kilde:

• Danmarks Kirker, Aabenraa
• A.D. Jørgensen: Graastens ældre historie (Sdj. Årbøger 1889)
• Mikael Venge: Slægten Ahlefeldt på Søgård (Sdj. Årbøger1987)
• Henrik Fangel: Slægten Emmiksen og deres gods (Sdj. Årbøger 1972)
• Hans Munk Hansen: Teglværker i Rinkenæs Sogn (Hist. Foren. for Graasten by og egn 1985)
• Gottlieb Japsen: Det dansksprogede Skolevæsen i Sønderjylland indtil 1814
• P. Kr. Iversen: Hoveri, stavnsbånd og livegenskab i Sønderjylland (Sdj. Månedskrift 1988)
• Johan Hvidtfeldt: Kampen om livegenskabet i Slesvig Holsten 1795 – 1805
• Troels Fink: Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770
• Troels Fink: Landsbyfællesskabet i Rinkenæs 1550 – 1769
• Ture i Nord – og Sydslesvig (Politikens Forlag 1969)
• Trap Danmark 9, Sønderjylland (1930)
• Sønderjylland, et historisk – topografisk værk, Aabenraa – Sønderborg Amt (1935)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

 

Under Sønderjylland:

• De sidste hertuger på Augustenborg
• Gråsten – en flig af historien
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Teglværker ved Flensborg Fjord

 

Under Aabenraa:

• Ahlefeldt og Søgård
• Syd for Aabenraa

 

Under Padborg/Krusaa/Bov:

• Ryd Kloster

 

Under København:

• Ahlefeldt – fra storhed til fald