Vi har altid fået at vide, at vi som danskere var lovlydige borgere under besættelsen. Men sortbørs – handelen havde særdeles gode kår. Der blev endda oprettet et særligt krise – politi, der skulle komme ulovlighederne til livs. Først bidrog de tyske soldater, senere de engelske. Efter at politiet var interneret, forsøgte Vagtværnet at holde ro og orden. Edderkop – sagen afslørede korrupte betjente. En tidligere statsadvokat måtte gå. Og så hænger nogle uopklarede mord sammen.

 

Mange lovløse ting

Under besættelsestiden foregik en masse lovløse ting. Her tænkes ikke så meget på sabotager, mord og likvideringer. Det har vi været inde på i mange af vores andre artikler. Nej i denne artikel vil vi kigge på sortbørs – handel og i tiden efter, at politiet var blevet afvæbnet og sendt i KZ – lejre.

Emnet har ikke været så meget behandlet i litteraturen.

 

Den illegale handel

I første omgang var der var der brud på rationerings -, pris – og vareforsyningslovene. Ved retten anvendte man sætningen at drive handel på den sorte børs. Hos Rigsadvokaten lød det lidt mere fornemt: Handel på værtshus, gader og lignende , offentlig tilgængelige steder imellem personer, der ikke kender hinanden personligt.

Man overtrådte dermed også prisloven. Den sorte børs blev det vigtigste sted for den illegale handel. Og alt dette foregik i det offentlige rum.

Man overtrådte også lov om rationering.

 

Ulovlig handel på kaffebarer og værtshuse

Brud på loven kunne straffes med bøde, konfiskation, hæfte og fængsel indtil to år. Mellem 1940 og 1953 blev der alene i Københavns Byret afsagt 2.511 domme.

Den første store sort børs fandt sted i Suhmsgade. Da politiet opdagede dette, flyttede handelen til kaffebarer og værtshuse.

 

Ulovlig handel steg efter besættelsen

Mens den ulovlige handel var koncentreret om 10 – 15 steder under besættelsen, steg dette kraftigt efter besættelsestiden. I december 1945 havde politiet alene 14 restauranter på Vesterbro under observation. Men ellers foregik de ulovlige handler på visse gadestrækninger eller pladser. Man kunne let for sig en meget høj fortjeneste.

 

Tyske soldater hovedleverandør af cigaretter

Ofte var det kvinder, der optrådte som sælgere. I en sag undskyldte en kvinde sig med, at hendes mand, der var Tysklands – arbejdere kun sendte ganske få penge hjem.

Under og efter krigen var det henholdsvis tyske og engelske soldater, der leverede varer til det sorte marked.

Det var bl.a. tyske soldater, der var hovedleverandør af cigaretter. Særlig op mod kapitulationen var tyske soldater i stigende grad involveret i sortbørs – handel. Efter befrielsen mistede de tyske lagre deres betydning.

 

Ulovlige engelske varer fra Kastrup

I august 1946 blev en mindre sortbørsliga anholdt med engelske varer fra et lager i Kastrup. De havde allieret sig med en engelsk soldat.

Politiet fandt de bekymrende, at de beslaglagte tobaksvarer blevet leveret tilbage til englænderne for derfor snart efter igen at være på det sorte marked.

 

Dansk – engelsk politikommando

På britisk opfordring oprettede man i august 1945 en Dansk – engelsk politikommando, hvis vigtigste opgave var at bekæmpe den ulovlige handel med cigaretter og benzin.

Forfalskninger af rationeringsmærker forekom også. I en artikel i Berlingske Tidende fra dengang, skulle det være ganske nemt, at forfalske dem.

To mænd fik i 1947 hver 3 1/2 års fængsel for at have fremstillet 50.000 smørmærker og solgt disse for 100.000 kr.

Mærkerne blev omsat i partier på flere tusinde til en række mellemhandlere, der kanaliserede dem på det sorte marked.

 

Masser af røverier

På en kommuneskole i Gentofte blev der stjålet flere tusinde ark med rationeringskort. Et andet indbrud resulterede i, at der forsvandt kort til 370.000 liter benzin.

I 1943 foregik der et bevæbnet røveri mod en lastbil, der skulle bringe rationeringsmærker fra et trykkeri til Folkeregistret i København.

Af landets 72 politikredse svarede de 35, at der havde været indbrud eller forsøgt indbrud. Hårdest ramt var Roskilde Politikreds.

 

Afvasknings – centraler

Rationeringsmærker, som gik over disken blev af forretningen stemplet, så de ikke længere var gyldige. For at kunne genbruge disse mærker, var det nødvendigt med en såkaldt afvaskningscentral. I 1947 kom politiet i København på sporet af sådan en.

Politiet kom på sporet af Edderkop – sagens bagmand, Svend Aage Hesselstrøm. Han opkøbte mærker, som stammede fra indbrud i butikker. Han sendte disse mærker til en central i Randers. Her gennemgik de en proces, der fik stemplet fjernet. Så kunne de anvendes igen.

 

De hyppigst beslaglagte mærker var til kaffe, smør og sukker. Kaffemærkerne mistede deres betydning, da lagerne efterhånden var opbrugt i 1941.

 

Bildæk og cykler

Bildæk og cykler var også noget af det, der havde størst afsætning på den sorte børs. Chefen for Københavns Kommunale Vagtværn udtalte i 1944 til Aftenbladet, at der åbenlyst tilbydes hele læs tyvekoster til salg.

 

Man savnede tobak

Under besættelsen blev tobaksindustriens råstofforsyninger stærkt reduceret. I 1939 havde man importeret 12.000 tons, men i 1944 var man helt nede på 1.500 tons.

Fra slutningen af 1943 og i særdeleshed i 1944 blev der konstateret en forholdsvis kraftig stigning af sortbørs – priserne. Således lå priserne i de sidste to krigsår, ca. 50 pct. – 75 pct. over det legale.

 

Masser af nød i 1941

Mange arbejdere oplevede en stor reallønsnedgang under besættelsen. Hvis man tager oktober 1939 som indekstal med 100, så var reallønnen i 1940 faldet til 85, og i januar 1941 var tallet helt nede på 64. Dette faldt sammen med at arbejdsløsheden var steget til et niveau som under det værste af krisen i 1930erne.

Der opstod aldrig hungernød i Danmark, men levevilkårene for de svageste blev forringet i de første år af krigen. De dyre varer blev bortprioriteret til fordel for de billige.

Spørgsmålet er, om de svageste solgte deres mærker til de mere velstillede. Handelen på den sorte børs var med til at undergrave den sociale gevinst.

 

Tyveri og røveri var der masser af

I løbet af sommeren 1942 intensiverede politiet indsatsen mod sortbørshandel.

Og mellem den 25.9.1944 og 13.5.1945 foretog Vagtværnet 3.170 anholdelser. Tyveri og indbrud var de hyppigste forseelser.

Handelen tog et opsving i 1945. Så sent som i 1950 befandt der sig stadig 20 – 30 mand i Saxogade, der levede af sortbørshandel.

 

Ulovlig produktion

Fra Direktoratet for vareforsyning fremgår det, at der foregik en produktion, som gik uden om rationeringssystemet. En ulovlig produktion af smør løb antagelig op i flere millioner kilo om året. En stor del af ægproduktionen foregik heller ikke ad officielle kanaler. Her foregik en masse salg direkte fra producent til forbruger.

 

Bedre økonomiske forhold

I 1943 var der flere i arbejde. De voldsomme prisstigninger var bremset, lønnen steg og befolkningen havde flere penge mellem hænderne. Men problemet var, at der opstod forsyningsvanskeligheder. Der opstod en økonomisk situation, som virkede stærk fremmende på den illegale handel. Dette betød, at mange borgere under besættelsen og i efterkrigsårene supplerede deres forbrug med varer købt på den sorte børs.

 

Hvad skulle man gøre med lovovertræder?

Efter at politiet var blevet taget, havde både Justitsministeriet og Udenrigsministeriet opfordret til, at man opstillede vagtværn. I Lyngby var det lokale brandfolk, som fungerede som vagtkorps.

Men hvad skulle man egentlig gøre med lovovertrædere?

Arrestforvarer Mathiesen påpegede som leder, af arresten på Blegdamsvej, at private borgere var begyndt at aflevere anholdte personer direkte til arresthusene, uden at de havde bemyndigelse til dette. Inden for murene herskede der også stigende lovløshed.

 

Vagtværn

Fra de danske myndigheders side var det vigtigt hurtigt, at få et vagtværn op at stå, for ellers ville tyskerne sørge for dette.

Den 11. oktober 1944 udsendte Justitsministeriet et vagtværns – cirkulære. Man skulle alene bekæmpe grove forbrydelser som drab, brandstiftelse, røveri, tyveri, sædelighedsforbrydelser, afpresning og hærværk. I mindre sager som eksempelvis småtyverier skulle der alene optages rapport, så kunne sagen overdrages til Statsadvokaten.

 

Civile lovovertrædelser

M.h.t. anholdelse blev der henvist til retsplejelovens § 771, som gav borgerne ret til at foretage civilarrestation. Anholdte personer skulle overføres direkte til arresthusene eller for Københavns vedkommende til Vestre Fængsel.

 

Bedre lygteføring i Roskilde

Nu var det ikke lagt op til, at Vagtværnene skulle overtage politiets opgaver, således var der ikke mange muligheder for efterforskning. En forbryder måtte kun pågribes på friske spor, dvs. 1 til 4 timer.

 

Medskyldige, der blev angivet i retten, kunne således ikke anklages.

I København fik vagtværnet at vide, at man ikke skulle gribe ind over for færdselsovertrædelser. Men det så man anderledes på i Roskilde. Her startede man i julen 1944 ligefrem en kampagne for bedre lygteføring på cykler. Personer, der blev truffet uden lys på cyklen, fik dækkene piftet.

 

Tyskerne så med mistro på vagtværnet

Besættelsesmagten så med meget mistro på Vagtværnet. Derfor fandt man hurtig en ordning med at Vagtværnet ikke skulle skride ind over for medlemmer af Vagtværnet.

Før den 19. september 1944 var der ansat 3.000 betjente i København, men antallet af vagtmænd oversteg aldrig 1.000.

I løbet af 1944 blev der etableret 10 stationer i København med Vartov tæt ved Københavns Rådhus som hovedstation.

 

Kasket og armbind

På et tidspunkt var der tale om at vagtfolkene skulle have pistoler, men den tanke blev opgivet. De blev i stedet bevæbnet med knipler. Bemærkelsesværdigt er det, at kun 5 vagtfolk blev dræbt, og heraf 2 mellem den 5. og 7. maj 1945. Den eneste uniformering bestod af en kasket samt armbind.

 

Et nødvendigt onde

Vagtværnet blev aldrig populære i de større byer. Her betragtede man dem som et nødvendigt onde. Nogle mente, at det var direkte forræderi over for politiet, der enten var gået under jorden eller opholdt sig i tyske koncentrationslejre. De nåede aldrig samme grad af popularitet, som modstandsbevægelsen fik i de sidste par år.

Situationer opstod, hvor vagtværnet greb folk fra modstandsbevægelsen under indbrud og røverier. Det skabte nogle groteske situationer, men efterhånden skabtes der et bedre forhold til dem.

 

Problemer med Hipo

Der opstod en del problemer med HIPO. Men også Sommerkorpset skabte problemer. Vagtværnet mente således, at HIPO – folk var medlemmer af Sommerkorpset. Inden udgangen af 1944 havde vagtværnet dog lært at kende forskel på de forskellige værn.

Under udførsel af gemen kriminalitet optrådte Hipo – korpset ofte i civil. Så kunne det være svært for vagtværnet at se, at de var under tysk jurisdiktion.

Således opstod der en situation på Nørrebro. En mand havde solgt vare på den sorte børs. I første omgang lykkedes det ikke at anholde manden. Han søgte tilflugt på Jørgens Bar. Vagtfolkene fulgte man ind på værtshuset, hvor gæsterne råbte:

• De må ikke få ham, ned med Vagtværnet, på dem alle sammen

 

Efter et større slagsmål lykkedes det dog, at få manden anholdt. Der var stadig tumult ved ankomsten til stationen. Flere af de anholdte forsøgte at slippe fri. Den arresterede sortbørshandler viste sig, at være meget ophidset. Dette resulterede i, at overvagtmesteren slog ham ned med sin knippel. Manden blev da relativt hurtig løsladt, da det viste sig, at han var i Hipos tjeneste.

 

Tysk politi reddede situationen

Dagen efter vendte han tilbage sammen med to Hipo – folk udstyret med maskinpistoler. De bevæbnede mænd forlangte, at den mand, der havde ledet vagtværnet i Jørgens Bar tog med. Denne som naturligvis frygtede for sit liv satte sig til modværge og under tumulten gik den ene maskinpistol af, og ramte en vagtmand i maven. Til sidst blev tysk politi tilkaldt og fik stoppet Hipo – folkene.

 

En episode i Hillerødgade

Hipo – folkene beskyldte Vagtværnet for at stå i ledtog med modstandsbevægelsen. Sådan var det også i en episode i Hillerødgade den 11. marts 1945.

Årsagen var en sabotageaktion mod boltefabrikken Dan. Hipo – folk skød vildt omkring sig. En frihedskæmper blev dræbt, og to andre blev sårede. De blev taget til fange.

På vejen hjem mødte vagtværnet nogle Hipo – folk:

• Se og skrub af, for Fanden, løb alt hvad I kan, ellers får i et skud i røven, og lad os ikke se jer mere, jeg kan ikke fordrage jer.

 

Lovløsheden var sluppet løs

Mærkelig nok var det tysk sikkerhedspoliti, der gentagende gange stoppede Hipo – folk, som truede med eller skød efter vagtværnet.

Der skete sandelig noget i hovedstaden, lovløsheden var sluppet løs. I perioden den 11. – 17. oktober 1944 var der optaget rapport og meldinger om 331 forhold, heraf 41 tyverier, 7 røverier, 15 indbrud og 14 hold ups.

 

Anspændt forhold mellem vagtværn og sortbørshandlere

Forholdet mellem vagtværn og sortbørshandlere blev efterhånden anspændt. I begyndelsen af 1945 blev der udsendt en instruks om, at såfremt medlemmer af vagtværnet havde haft udgifter på restauranter kunne dette ikke refunderes af vagtværnet. Grunden til denne instruks var, at medlemmer af vagtværnet i civil og uden for normal tjenestetid forsøgte at indhente oplysninger om sortbørshandlere. Men dette var en klar overtrædelse af vagtværnets kompetencer.

 

Ansigt til ansigt med en pistol

I alt havde vagtværnet i 450 tilfælde stået ansigt til ansigt med en pistolbevæbnet person. Fra september 1944 til Befrielsen modtog vagtvæsnet 18.000 anmeldelser.  i alt foretog man 3.397 anholdelser i den periode.

 

Befolkningens voldelige reaktion

En af de karakteristiske træk ved den politiløse tid, var befolkningens voldelige reaktion over for dem, der overtrådte loven. Tendensen til selvjustits var hårdest i tiden inden vagtværnet trådte i funktion. Ofte førte dette til, at gerningsmanden blev alvorlig kvæstet. Selvjustitsen var ofte spontant. Men nogle gange var den organiseret.

 

I Aabenraa besluttede arbejderorganisationerne den 29. september 1944 at påbegynde bekæmpelse af sortbørshandel. Den første aktion var rettet mod en tobakshandler, der blev tvunget til at levere brændstof tilbage, som han havde modtaget fra en fattig familie i bytte for tobak. Da det var tale om en ældre mand slap han for fysisk straf.

I Kolding havde man tilkaldt fire af byens stærkeste bokser til at give sortbørshandlerne en på skrinet. Straffen blev eksekveret i rådhusets kælder.

 

Vagtværnene blev ikke afviklet

I juli 1945 udsendte politiet et cirkulære, hvori det fremgik, at man forventede en afvikling af værnene i løbet af august. Men det varede dog lidt længere. Politiet var endnu ikke på fuld højde. Mange var mærket af deres ophold i koncentrationslejre. Der skulle fortages et hav af afhøringer. En af vagtværnenes opgaver blev at bevogte lejrene med tyske flygtninge. I begyndelsen af 1946 var der endnu ansat 400 mand i vagtværnene.

 

12.000 sigtelser

Politiinspektør Tage Agdal var leder af det såkaldte Krisepoliti fra maj 1942. Han forlod sin stilling i 1949, hvor der samtidig blev rejst intern kritik af hans ledelse under Edderkop -sagen.

Tænk at i 1947 rejste Københavns Krisepoliti sigtelser mod i alt 12.000 personer. I perioden mellem 1943 og 1951 blev 6.356 sigtet for at have overtrådt prisloven. Men havde brudt loven om maksimalpriser.

 

Uegnet til menneskeføde

Mange gjorde sig også skyldige i vareforringelse. Således foretog politiet uanmeldt kontrolbesøg hos en af landets største kødproducenter, A/S Houlberg. Firmaet have fremstillet en række produkter, der var så dårlige, at de var uegnet som menneskeføde.

Tysklandsarbejdere var også med i sortbørs. 1.000 danske arbejdere hos Folkevogns – fabrikken var med i en sortbørs – ring. De forhandlede levnedsmidler, som de på legal vis havde fået sendt hjemmefra.

 

Problem i Tønder

I julen 1943 sendte politimestren i Tønder en indberetning til Statsadvokaten for særlige anliggender. Soldater udstationeret i Tønder løste billet fra byens banegård til den lille grænseby Sønder Løgum alene for at indsmugle fødevarer.

Trafikken nåede i 1943 sådant et omfang, at der hele tiden opholdt sig tysk feltgendarmeri på banegården for at pågribe soldater, der var på vej ud af landet. Fra tysk side var det dog kun for at forhindre soldaterne at rejse uden at have fået orlov. I en række tilfælde afslørede politiet i Tønder, tysk politi, grænsevagter og soldater arbejde sammen med danske civilister om illegal udførsel af varer.

 

Ikke plads i fængslet

I august 1944 kunne Fængselsdirektoratet meddele, at 4.470 personer ventede på, at få afsonet deres straf. Der var simpelthen ikke plads i fængslerne. Derfor fik mange eftergivet deres straf.

 

Cheferne bag den sorte boks

Sagen mod Svend Aage Hasselstrøm startede i 1948, da journalist Anders B. Nørgaard i Social – Demokraten skrev en artikel, som hed Cheferne bag den sorte børs. Artiklen roste krisepolitiet for, at sortbørshandelen ikke fik samme omfang som i andre lande. Men artiklen sluttede med en kritik, der gik ud på, at det ikke lykkedes, at komme sortbørsens største bagmænd til livs. BT og Ekstrabladet havde allerede på det tidspunkt antydet, at et eller andet var galt i Københavns Krisepoliti.

 

Det var som et stort edderkoppenet. I spidsen var møbelhandler Linde, Hasselstrøm og Fede Ejnar. Men denne Ejnar blev senere uvenner med de to andre.

 

Hasselstrøm støttede familierne

Hasselstrøm understøttede familier, når sortbørshandlere, der arbejde for ham, havnede i fængsel. Og folk blev betalt for ikke at nævne hans navn.

Denne Hasselstrøm var i forvejen kendt af politiet. I slutningen af 1930erne solgte han spiritus til smugkroer. Desuden var han involveret i alfonseri og hæleri.

Først i 1949 blev han anholdt efter at have truet en politibetjent.

 

Det viste sig, at politiet tidlig i sortbørshandelen var involveret. Hasselstrøm var en dreven og snu fyr. Han plejede selskabelig omgang med ledende politifolk.

 

30 betjente var bestukket

De havde bestukket mere end 30 betjente. De korrupte politifolk var lige fra reservebetjente til en politiinspektør. Man havde kontakter inden for alle afdelinger i politiet. Det var også vigtigt at have kontakter hos Krisepolitiet. Og der var også knyttet kontakt til toldetaten. Linde havde sørget for tre motorbåde. Så var det betydelig lettere, at indsmugle guld, cigaretter, tæpper og spiritus. Ja selv biler smuglede de.

 

Grever og forretningsfolk med bugnede tegnebøger var også med. Hasselstrøm var den, der havde kontakter i underverdenen. Hele den danske forbryderverden vidste, at der fandtes en organisation, hvor de uden risiko kun få afsat deres tyvekoster.

 

Det viste sig, at politiet allerede i 1942 efter det store mærketyveri i Gentofte, havde en mistanke til gerningsmanden. Tyveriet havde en værdi på 200.000 kr. i sortbørs – handelen.

 

Et mord i Køge bugt

Sortbørsmanden, Rudolf Nicolai og hans ven Hjalmar Olsen var blevet myrdet på en skude i Køge bugt. En betjent fattede mistanke om sagen, men fik en næse af sin nærmeste chef. Jalousi og kompetencestridigheder var der masser af i politiet. Søfyrbøder Jørgensen, som var skipper på skuden indrømmede at have myrdet de to mænd. Men det er næppe den fulde sandhed. Officielt var sagen selvfølgelig opklaret.

 

Ikke velkommen hos Politiet

Social- Demokraten og deres journalister var ikke særlig velkommen hos politiet. Men efterhånden fik de mistanke til, hvem de korrupte politifolk var. Rapporter var forsvundet på mærkværdig vis. Folk, der var anholdte, blev på mystisk vis lov til at gå igen.

 

Hasselstrøm brød sammen

I første halvdel af maj 1949 brød Hasselstrøm sammen. Han erkendte, at have været Danmarks største sortbørsmand under besættelsen.

Efterhånden kom Linde også ind i sagen. Hans politi – venner holdt sig fra ham.

Rygterne gik efterhånden, en tidligere stadsadvokat og en vicepolitiinspektør skulle også være indblandet i sagen.

Hasselstrøms indrømmelser voksede fra uge til uge. Og snart var også Linde anholdt. Nu var også pludselig Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i spil.

 

Fhv. stadsadvokat suspenderet

Den 9. juli 1949 blev fhv. statsadvokat, politiinspektør Troels Hoff suspenderet. Hos Werner Best i hans tidligere luksuøse bolig i Rydhave fandt man to 12 – kilos guldbarrer til en værdi af 3 – 400.000 kr. Barrene lå skjult i en dobbeltbund i et garderobeskab. Man kan ikke bevise, at han har købt disse af Edderkopperne. Men det er sandsynligt, at han har gjort det på en eller anden måde.

 

Falske pund

Fra 1944 til 1948 var Danmark oversvømmet af falske pund. De var fremstillet i Tyskland. Gennem Linde var der sat for ca. 3 1/2 million kr. falske pund i omløb.

I affæren rejstes kriminel sigtelse mod 285 personer.

 

En sammenhæng mellem uopklarede mord

I maj 1945 blev der begået et mord på Gestapos guldopkøber, Poul V. Meyer, der under besættelsen var hårdt engageret i sortbørsen. Han havde forbindelse med den senere myrdede Rudolf Nicolai. Disse to færdes i kredse, der tangerede edderkopperne.

Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej interesserede Rudolf Nicolai en hel del. Et uopklaret mord i Vester Voldgade, hvor fotohandler Wladimir Pinskier brutalt blev slået ned har også en gådefuld sammenhæng med de andre mord. Og det er mord som Edderkopperne uden tvivl har været indblandet i.

Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med mordet på Peter Bangs Vej. Der har været meget mystik omkring denne drabssag, og der går mange teorier.

I baglokalet til fotografen blev der blandt andet omsmeltet guld.

 

Svend Aage Hasselstrøm døde i 1996, 84 år gammel.

 

Kilde: Se:

• Litteratur besættelsestiden A – L & M – Å
• Henrik Stevnsborg: Politiet 1938 – 47 (1993)
• Claus Bundgård Christensen: På vagt i en lovløs tid (Fortid og Nutid 2001)
• Henrik S. Nissen: Danmarks Historie 7 (1988)
• Claus Bundgård Christensen: Sortbørskriminalitet fra Besættelsestid til efterkrigstid
• Claus Bundgård Christensen: Den Sorte børs – fra Besættelsen til efterkrigstid (2010)
• Hæstrup: Til Landets bedste
• Thorsen: Københavns Vagtværn
• Ditlev Thamm: Retsopgøret efter Besættelsen
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen (1971)
• Erik Kjærsgaard: Besættelsen 1940 – 45
• Hanne Takala: Krig og Moral, kriminalitet og kontrol under Anden verdenskrig (1987)
• Anders B. Nørgaard: Edderkopsagen (2000)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB Dengang indeholder 118 artikler om Besættelsestiden. – God fornøjelse