Hvorfor kom Montgomery så sent?

Her troede man at alt var aftalt i slutspillet. Men faktum var, at der var en stor forvirring. Montgomery, Eisenhower og Churchill var ikke enige. Og da man forhandlede om krigens afslutning var Danmark endnu ikke erklæret som allieret. Montgomery ventede ti dage med at gå over Elben. Og russerne skyndte sig. Hvem nåede først Lübeck? Ja egentlig var det amerikanerne, der først mødte russerne. De var kun et par timer før dem. Først den 7. maj besluttede Montgomery at sende nogle lette kørertøjer over grænsen. Den 5. maj var der dog kommet 300 englændere til København. Men særlig travlt, ja det havde englænderne skam ikke.

Jubel i Tønder
De stod ved grænsen og spejdede efter ham. Men han kom ikke. I Tønder blev en pilot og en fotograf fejret som sande helte. Befolkningen troede, at det var Montgomerys fortrop.

Briterne fik succes
Efter at Montgomery ankom til Ægypten i august 1942 til han forlod sine tropper ved Sangro – floden i 1943 oplevede hans 8. Armé kun sejre. De italienske og tyske tropper blev drevet ud af Nordafrika. Den største sejr var nok den over Rommel ved el – Alamein i efteråret 1942. Denne sejr skaffede endelig Churchill en hårdt tiltrængt triumf efter de første krigsårs britiske fiaskoer.

To modsætninger
Det var ellers store modsætninger mellem de to. Churchill var en livsnyder, der drak og røg og værdsatte selskabelighed. Han arbejde langt fra systematisk og kom ofte for sent til møder.
Hans modsætning, Montgomery var en perfektionist ud over alle grænser. Han hverken drak eller røg. Han arbejdede metodisk og hadede folk, der ikke overholdt aftaler. Hver aften gik han i seng kl. 21.30.
De to blev dog heller ikke nære venner. De anerkendte hinandens kvaliteter, og sås en gang imellem på deres ældre dage. Et fælles træk hos dem begge var, at de var gode til at iscenesætte sig selv.

Personlig lederskab
Montgomery satte personlig lederskab højere end militær etikette. Og dette forhold skabte ham fjender. Det gjorde det vel også efter hans bidrag til krigslitteraturen. For i 1958 afslørede han store uenigheder mellem Eisenhower, Omar Bradley og George Patton om startegien i Vesteuropa efter invasionen i Normandiet 1944.

Montgomery var uenige med amerikanere
Montgomery havde været uenige med amerikanerne om tempoet og retningen for den allierede fremrykningen. Han foreslog selv at man skulle koncentrere sig om at nå Berlin før russerne. Den amerikanske krigslitteratur fremstiller ofte Montgomery som en besværlig person. Det var da også en noget nedladende holdning, som han viste over for de amerikanske generaler i sine erindringer.
Montgomery var af den overbevisning, at veltrænede og motiverede soldater var at foretrække frem for isenkram og teknologisk herredømme. Han lagde mere vægt på de forskellige værns samarbejde på slagmarken end eksercits og parademarcher.
Han skilte sig uden sentimentalitet af med alle, der ikke slog til. Han indrømmede gerne, at han kunne være svær at arbejde sammen med, på grund af sin ligefremme ærlighed.

Han ville have kontrol
Han hadede ikke at have kontrol over situationen. Andre måtte ikke opleve hans sårbarhed. Han var kæphøj, skråsikker, voldsom ambitiøs, dominerende ofte uselskabelig, desperat i sin søgen efter medgang.
Han var ofte udiplomatisk, jaloux på andres succes. Han var dårlig til at glatte ud med havde en vilje til altid at vinde.
I Danmark knyttes Montgomerys person til Danmarks befrielse. Først den 12. maj besøgte han Danmark. Han havde stor ros over for modstandsbevægelsens indsats. Men han var måske ikke så begejstret for den politiske indsats.

Kritiserede det danske forsvar
Og det var han vel heller ikke efterfølgende. Han blev først udnævnt som militærguvernør i den britiske zone i Nordvesttyskland 1945 – 46. Senere blev han i perioden 1951 – 58 næstkommanderende for Nato. Her var han ikke særlig populær hos de danske politikere. Hans kendte ligefremhed blev i den grad bragt til skue, da han kritiserede den manglende danske forsvarsindsats.
Generelt var englænderne vel ikke så begejstret for politikernes indsats og danskernes landbrugs og fiskeeksport til tyskerne.
Montgomery foragtede sorte og homoseksuelle
Det var også andre steder, Montgomery blev upopulær. Således foragtede han homoseksuelle og beskyldte sorte afrikanere for at være dovne. Det var som pensionist, at han fremkom med nedsættende kommentarer om disse.
Måske var det hans kontroversielle væsen, der gjorde, at man aldrig rigtig behandlede ham som helt. Der findes ikke særlig mange mindesmærker efter ham.

Uhæmmet selvglæde
Ingen tvivl om, at Montgomerys selvglæde var uhæmmet. Hans strategiske indsigt var langt mindre, end han selv troede. Hvilke egenskaber var det egentlig, der gjorde ham så sejrrig og hvilke skadede eller gavnede de allieres indsats, ja dette diskuteres stadig.
I denne artikel er det mere situationen lige efter tyskernes overgivelse, som vi skal kigge på.
I begyndelsen af 1945 var de allierede tropper på vestfronten endnu ikke nået over Rhinen. Russiske tropper stod langt inde i Polen, blot nogle få hundrede kilometer fra Berlin.

Eisenhower bange for russerne
Eisenhower var efterhånden bange for, at russerne ville nå frem til de tyske nord – og østersøkyster før de vestallierede. På det politiske plan blev grænserne for de amerikanske, britiske, sovjetiske og franske besættelseszoner aftalt mellem Roosevelt, Churchill og Stalin aftalt på Jalta – konferencen i begyndelsen af februar 1945.
Denne aftale førte til flere måneders kontrovers mellem Montgomery og Eisenhower. Førstnævnte ville helst indtage Berlin end drage nordpå. Men Eisenhower mente, at det var vigtigere for Montgomery at drage nordpå.
De forreste enheder af den britiske 2. armé nåede frem til Elben den 19. april. De tyske forsvarer nåede dog at ødelægge en bro i området.

Ventede ti dage med at krydse Elben
Hvorfor Montgomery nu ventede ti dage inden han lod sine enheder krydse floden og drage mod Lübeck og Wismar kan i den grad undre. På det tidspunkt foregik de mest bitreste og mest blodige kampe omkring Berlin.
Det var svært for flyvevåbnet at lave rekognosceringer i området, grundet vejret. Og briter betragtede nu heller ikke den videre færd som en skovtur. De blev da også mødt med indædt modstand fra Hitler Jugend. Det var dog også betydelig tab på begge sider helt frem til den tyske kapitulation den 4. maj. Bremen blev ført indtaget af canadierne den 26. april.
Krigsministeriet foretog en samtidig vurdering. Det var tre hovedgrunde til den langsomme fremgang:

– Den uventede hårde modstand
– Forsynings – og reparationsproblemerne
– Soldaternes ønske om at ”nyde sejrens frugter”

Også britiske soldater voldtog
Og med hensyn til det sidste er det nok ikke særlig populært, at nævne at også britiske soldater foretog plyndringer og voldtægter. Soldaterne havde ikke den store interesse i at fare frem og så falde for en snigskyttes kugler.
Montgomery havde ellers i marts udsendt en skrivelse, at det var forbudt for britiske soldater, at have noget med tyskerne at gøre. Han mindede om, at tyskerne for kort tid siden

– Havde pralet med, hvad de som herrefolket ville gøre ved jer, når I var blevet deres slaver.
– Hvis brødre og sønner og fædre systematisk havde gennemført massemord og tortur af forsvarsløse civile.

Eisenhower ville have, at Montgomery skulle skynde sig
Men den 26. april kom Montgomery på andre tanker. Han fik at vide, at det lå Eisenhower meget på sinde, at han nåede Lübeck før russerne. Montgomery skulle være blevet aldeles rasende over denne besked.
Montgomery svarede, at hvis russerne skulle komme først til Lübeck og videre til Kiel og Danmark, så var det hovedkvarterets skyld, fordi de havde frataget ham kommandoen over den amerikanske 9. Armé.
Det tyske militærs sammenbrud var i fuld gang. Russerne stod i Berlins forstæder og russiske tropper rykkede også frem ved Østersøen, hvor de skubbede store skarer af flygtende soldater og civile flygtninge foran sig. Længere syd på var russiske og amerikanske tropper mødtes ved Torgau øst for Leipzig den 25. april.
I den situation var det ikke særlig populært i London at vide, at engelske soldater lå og hvilede sig ved Elbens sydlige bredder.
Eisenhower blev opmærksom på nordflanken
Så sent som den 31. marts havde Eisenhower ment, at mål på den anden side af Elben og operationer mod Danmark og Norge udgør en senere fase i forhold til det centrale frontafsnit. Men omkring midten af april blev han mere opmærksom på nordflanken.
De allierede måtte indstille sig på lejlighedsvis modstand. Men mange tyske soldater var indstillet på at overgive sig til de allierede styrker frem for at vente på russerne.
Den 2. maj nåede de første røde djævle fra den britiske luftbårne 6. division frem til Wismar som lå i den del af Tyskland, der var udset til at blive sovjetisk besættelseszone. Om aftenen samme dag mødtes britiske enheder af fortroppen af den polsk – russiske marskal Konstantin Rokossovskijs hær ti kilometer øst for Wismar.

12 timer før russerne
Montgomery rykkede nu også hurtig frem, men det var vel nødvendigt. De nåede frem kun 12 timer før russerne. Disse 12 timer var blevet til 6 timer, da Montgomery dikterede sin dagbog den 2. maj til sin sekretær. Resten af livet fastholdt han dette dramatiske tal.

Bradley erklærede, at amerikanerne kom først
Men senere har den amerikanske general Bradley erklæret, at det faktisk var amerikanerne, der reddede Danmark fra russerne. Det var faktisk de amerikanske tropper, der fik først kontakt med russerne.
Briternes kontakt med russerne i Wismar kom kun en time efter, at amerikanerne fik kontakt med russiske patruljer lidt længere syd på. Egentlig var det amerikanerne, der skulle have æren, men det blev så briterne, der fik den.

Russerne vil ikke acceptere Danmark
Russerne havde været meget modvillig til at acceptere Danmark som allieret. Briterne var en del bekymret over Frihedsrådet. For de var begyndt at forhandle med russerne, og briterne var bange får at de ville give russerne en rolle ved befrielsen.
En embedsmand i de britiske udenrigsministerium havde således den 11 april udtalt, at russerne for nylig har antydet, at der kunne komme sovjetiske militære operationer i Danmark, men vi har ingen vidnesbyrd om de sovjetiske hensigter i så henseende.
Briterne blev dog beroliget af den danske samlingsregering. Herved blev en kommunistisk magtovertagelse manet i jorden. Regeringen blev godkendt af russerne den 17. maj.

Chef for Danmark – missionen
Generalmajor Richard H. Dewing var i september 1944 blevet udnævnt som chef for The SHAEF Mission to Denmark. Men på Jalta – konferencen i februar 1945 blev der ikke truffet nogen aftale om Danmarks forhold til de allierede. Man kunne derfor ikke give nogen garanti for, at det var britiske tropper, der skulle befri Danmark.
Meget afhang af omstændighederne. Ville de tyske tropper i Danmark overgive sig? Eller var det nødvendigt at sende allierede tropper til Danmark for at nedkæmpe dem? Modstandsbevægelsen skulle ikke deltage i direkte krigshandlinger. De skulle sættes til bevogtningsopgaver.
Usikkerhed om slutspillet
Der herskede åbenbart stor usikkerhed om slutspillet. Den 19. april havde Montgomery åbenbart udtalt, at rydningen af Danmark burde ordnes af amerikanske tropper. Hvis der skulle nedkæmpes tyske tropper i Danmark ville Montgomery foretrække amerikanske og canadiske tropper.
Ledelsen af Tyskland var lagt i armene på storadmiral Döniz, der på et tidspunkt befandt sig i Plön. Under indtryk af de militære begivenheder flyttede han hovesædet til Flensborg den 2. maj. Her befandt resterne af den tyske administration sig nu.

Store troppeansamlinger i Norden
De allierede var lidt bekymret over, at der i Norden befandt sig store tyske troppeansamlinger. Alene i Danmark var der stadig en kvart million tyske militærpersoner. Heraf var ca. 100.000 værnemagtssoldater og 75.000 tjenestegørende i flåden og luftvåbenet. Om det var rigtigt, at den øverstkommanderende generaloberst Lindemann havde opfordret til kamp til sidste person er nok tvivlsomt.
Den 30. april havde Montgomery flyttet sit hovedkvarter fra Soltau til en mark syd for byen Lüneburg.

Hvem er I?
Montgomerys stab hørte den 2. maj forlydender om, at lokale tyske generaler var interesserede i at forhandle om delovergivelse til de britiske og amerikanske tropper. Den 3. maj meldte første gruppe af serøse tyske forhandlere sig i Montgomerys hovedkvarter.
Dönitz havde bedt om at der blev taget kontakt til briterne. Fire tyske officerer var mødt op i fuld uniform, sorte støvler, for admiralens vedkommende, sort læderjakke. Montgomery mødte dem i sin enkle kakiuniform uden for sine vogne, der var tildækket af camourflagenet. Men mødtes under en flagstang, hvor Union Jack var hejst.
Med hånden på ryggen råbte Montgomery til tyskerne, Hvem er I. Da det blev oplyst, fortsatte Montgomery, Jeg har aldrig hørt om jer. Hvad vil I? Da Friedel blev præsenteret bjæffede Montgomery: En major! Hvor vover I at bringe en major ind i mit hovedkvarter!
Efter disse ydmygelser, fik udsendingerne lov til at forklare, at de kom fra chefen for den tyske overkommando, feltmarskal Wilhelm Keitel. De anmodede om, at briterne ville tage imod overgivelser af de tre tyske arméer, der kæmpede mod russerne i området mellem Berlin og Rostock.
Dette afviste Montgomery. Tyske tropper, der kæmper mod russerne, måtte overgive sig til dem. Men de tyske soldater var velkomne til at overgive sig til de vestallierede enkeltvis.
Montgomery forklarede, hvad han forlangte. De tyske tropper i Holland, Friesland, Holsten og Danmark skulle overgive sig til ham. Det ville von Friedeburg ikke acceptere. Han henviste til det presserende behov for at hjælpe de flygtende civile ud af Pommern og Mecklenburg.
Delegationen var bange for, at russerne ville dræbe dem. Montgomery skulle have svaret:

– Det håber jeg, de vil.

Det gav nu også Montgomery lejlighed til at fortælle de udsendte, hvad han havde set i koncentrationslejren i Belsen.
På det tidspunkt foreslog han den tyske delegation, at de trak sig tilbage og indtog en frokost. Der blev fremtryllet alt, hvad lejren kun fremtrylle af lækkerier ledsaget af rødvin og cognac til kaffen.

Skulle have nye ordre
Efter frokosten gentog Montgomery sine krav. Hvis kapitulationen kom, kunne forhandlingerne om troppernes placering og behandlingen af de civile begynde. Og på sin kyniske måde fortsatte Montgomery med, at hvis dette ikke skete, ville han med glæde genoptage krigen og dræbe endnu flere tyske soldater og civile.
Montgomery fremviste på et kort fronternes aktuelle forløb. Han fremviste over for de chokerede tyskere, hvor store dele af Tyskland, de allierede allerede havde indtaget.
Von Friedeburg henviste til, at han ikke havde bemyndigelse til at forhandle om de divisioner, der kæmpede mod russerne, og bad om tid til at indhente nye ordrer fra Keitel og Dönitz.
Montgomery fik også fortalt, at såfremt man ville tale om overgivelse i Norge ville han gerne sende dem videre til SHAEF i Rheims.
Montgomerys stab telegraferede til Eisenhower, og forklarede, hvad der var sket. Eisenhower sørgede for, at den russiske forbindelsesofficer blev orienteret.
Montgomery havde satset, men var overbevist om, at tyskerne betingelsesløst vil give efter. Forventningerne i lejren blev dog også indfriet.

Møde hos Dönitz
Den 3. maj havde Dönitz samlet de tyske civile og militære ledere i Danmark og Norge til et møde i Flensborg. Udsigterne til modstand i disse lande blev diskuteret. Werner Best advarede mod en slutkamp og henviste til det store antal civile flygtninge i Danmark. Det var tilsyneladende tilslutning til dette synspunkt.
Tyskerne var ikke indstillet på at overgive til den selvbestaltede danske modstandsbevægelse.
I de danske fremstillinger fra mødet skulle Lindemann have opfordret til det sidste store slag. Men denne fremstilling gives ikke andre steder. Dönitz og Keitel fik opbakning til at acceptere de vilkår, von Friedenburg havde med fra Lüneburg.

Fotografer og filmfolk alarmeret
Den 4. maj kørte Montgomerys personlige assistent Trumbull Warren og en eskorte op til den lille by Quickborn nord for Hamborg. Her havde de dagen før sat von Friedeburg og Friedel af ved de tyske linjer. Aftalen var, at de skulle samles op samme sted klokken 14 næste dag. Men tyskerne var flere timer forsinket.
Hjemme i lejren havde Montgomery samlet de allierede krigskorrespondenter, der havde fulgt 21. Armégruppe i de sidste faser af krigen. Fotografer og filmfolk var på plads. BBC havde stillet mikrofoner ved det bord, hvor den ventede overgivelsesceremoni skulle finde sted.
Den nytilkomne oberst, Fritz Pollek havde medbragt radiokoder og kort over minfelterne i Østersøen.
Fjendtlighederne skulle ophøre den 5. maj kl. 8.00.

Lavede Montgomery en aftale
Montgomery og von Friedeburg diskuterede situationen for det tyske hovedkvarter i Flensborg. På den ene side var det en del af det område, der var omfattet af kapitulationen. På den anden side fungerede det stadig som kommandocentral for de tyske styrker, der var i kamp. Og det var mod russerne øst for Elben og mod amerikanerne i Bøhmen.
Noget tyder på, at Montgomery mundtlig lovede von Friedeburg, at de britiske tropper ville vente med at rykke ind i områderne mellem Kielerkanalen og den danske grænse. I hvert fald meddelte den tyske overkommando i sin offentlige meddelelse om begivenhederne den 5. maj, at der nu var indtrådt våbenstilstand i Holland, i Nordvesttyskland fra Ems – mundingen til Kielerfjorden samt i Danmark.
Mærkelig nok lod Montgomery Dönitz – regeringen fortsætte sin virksomhed. Der måtte være et sted, de allierede kunne henvende sig til, og ledelsen i Flensborg var nu de eneste, der havde bevaret et minimum af kontrol over det tyske stats – og militærapparat.
Montgomery kom til at stå for den mest omfattende delovergivelser, som fandt sted inden Tysklands endelige kapitulation et par dage senere.

Montgomery ville ikke være med i den endelige kapitulation
Montgomery ønskede ikke at påtage sig en aktiv rolle i de efterfølgende forhandlinger om den endelige kapitulation. Han kastede sig i stedet over de administrative og forsyningsmæssige problemer i det kaotiske Nordtyskland.
Nyheden spredte sig hurtigt til resten af verden, og det var kl. 20.35 den 4. maj, at Johannes G. Sørensen i BBC udsendelsen til Danmark kunne videregive budskabet til de spændt ventende danskere:

– I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og i Danmark har overgivet sig.

På kapitulationsdagen var situationen i Danmark dog ikke helt så afklaret. Montgomery skriver dog også i sin dagbog for 4. maj, at der var

– Stor opstandelse, da der er forlyder om, at russerne prøver at komme os i forkøbet i Danmark. Det meldes, at de har sendt en enhed ad søvejen og nogle agenter ad luftvejen for at tage kontakt til modstandsbevægelsen og få indsat en kommunistisk regering. Jeg har sagt ja til at sende nogle kolonner nordpå ind i Danmark, så snart tyskerne har underskrevet overgivelsesbetingelserne.

Var russerne kommet til Sjælland?
Montgomery hentyder til underretninger, der den 3. maj var nået til London via Stockholm om, at et uspecificeret antal russere var kastet ned med faldskærme i Sydsjælland. Dette blev taget meget alvorligt i den britiske hovedstad, hvor udenrigsministeriet og Churchill nøje fulgte udviklingen.
De gjorde flere gange Eisenhower og Montgomery opmærksomme på, hvor vigtigt det var at få vestallierede tropper til København og Sjælland inden russerne fik mulighed for at blande sig i det hele.

Den 5. maj kom 300 englændere til København
Dewing ankom med omkring 300 luftbårne soldater omkring kl. 17 den 5. maj til København. Hans hovedkvarter blev Hotel d’ Angleterre. Dewing gik straks i gang med at firtælle de tyske militærledere, hvordan tilbagetrækningen skulle foregå.
Hvorfor gik Montgomery ikke over grænsen?

Men hvorfor gik Montgomery ikke bare over grænsen?
Den britiske repræsentant ved SHAEF’s hovedkvarter forklarede det britiske udenrigsministerium, at Montgomery anså

– Den tyske forvirring i Jylland for at være så stor, at han ikke kunne sende kampvogne igennem i det næste døgn, mens tyskerne får orden på sagerne.

Montgomery fik beroligende rapporter fra København. Det hjalp også, at der var kommet en samlingsregering, og det så ikke ud til at tyskerne ville gøre modstand. Russerne holdt sig også væk.
Derfor ventede han endnu et par dage med at sende pansrede enheder op gennem Jylland. Ventetiden blev dog for lang for Churchill. Han klagede over forsinkelserne. Man kunne ikke være forsigtig nok i forhold til at forhindre russerne i at få indflydelse i København og andre steder i Danmark. Montgomery forsøgte at berolige Churchill.

Endelig den 7. maj – over grænsen
I stedet blev det enheder af lette kampvogne fra regimentet The Royal Dragoons, der passerede den dansk – tyske grænse den 7. maj kl. 13. De fordelte sig nu over hele landet, og en eskadron rykkede ind i København den 8. maj.
Samme dag lagde krydserne Birmingham og Dido samt fire torpedobåde til kajs ved Langelinje. Panikken over mulig kommunistisk anslag kunne afblæses. Danmark var under vestallieret kontrol – med undtagelse, skulle det vise sig, af Bornholm.

Havde de vestallierede glemt Bornholm?
Vi kender historien om den russiske besættelse af Bornholm. Den tyske kommandant nægtede i majdagene at overgive sig til andre end de vestallierede. Men russerne ville det anderledes. De betragtede øen som en del af deres geografisk interesseområde. De bombede Neksø og Rønne den 7. maj.
De første russiske marinefartøjer kom to dage efter og den 10. maj kom regulære russiske tropper. Churchill var indstillet på, at sende repræsentanter til øen, så de tyske troppe kunne overgive sig til de vestallierede. Men Eisenhower mente, at det politisk var klogest at sikre sig sovjetisk samtykke.
Russerne mente, at det var passende, at de optrådte som øens befrier. Tyskerne var naturligvis forvirrede, og forespurgte i Montgomerys hovedkvarter, om det ikke var der, de skulle overgive sig. Eisenhower mente, at det var politisk klogest at sikre sig sovjetisk samtykke.
Der var usikkerhed over hele. Hvad var hensigterne med russernes besættelse, og hvor længe ville de blive?

Den endelige kapitulation ført underskrevet 8. maj
Det var lykkedes for tyskerne at forhale den endelige underskrivelse af kapitulationen. Den 8. maj blev slutdokumentet endelig underskrevet i det sønderbombede Berlin.
Montgomery var ikke tilfreds med kommandostrukturen i slutningen af krigen. Dette nedfældede han i et manuskript. Han mente, at ledelsesformen var alt for usikkert, og det var ingen klare ideer om, hvordan krigen skulle afsluttes. Montgomery indrømmer også, at hvis amerikanerne ikke var trådt ind i krigen, havde de allierede aldrig vundet den.

Modtaget som helt i København
Den 12. maj blev Montgomery modtaget som en sand helt i København. Det var et meget kort besøg, men han nåede dog at hilse på kongefamilien. Han ankom klokken 11.30 og tog allerede af sted igen kl. 17.40.
Om den danske indsats under krigen brugte Montgomery udtrykket second – to – one. Den danske modstandsbevægelse havde ifølge sagens natur ikke haft mulighed for at gøre sig gældende og at øge afgørende indflydelse på den allierede krigsførelse.

Kilde:
– Ib Nordby: Krigens generaler, generalernes krig (1997)
– Aage Trommer: Disse fem år, tværsnit og indsnit (2001)
– Bent Jensen: Den lange befrielse. Bornholm besat og befriet 1945 – 1946(1996)
– Bent Jensen: Bjørnen og Haren (1999)
– Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945 (1985)
– Knud v. Jespersen. Med hjælp fra Danmark (2000)
– Annmette Sørensen: Da englænderne kom (1995)
– Niels Barfod: En kriger – portræt af Ole Lippmann (2005)
– Krigens historie (1968)
– Montgomery: Erindringer 1 – 2 (1958)
– Alan Brooke: Felmarskal lord Allan Brooke: Krigsdagbøger 1939 – 1945 (2004)
– Ole Steen Hansen, Anette Betke: Kampen om Europas og Danmarks befrielse(2005)
– Jørgen Sevaldsen: Montgomery – Danmarks befrier (2007)
– Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945: Dönitz, Lindemann og Best (1985)
– Andreas Skov, Flemming Søborg: Den 5. maj 1945 (2004)
– Lars Lindeberg: I dette øjeblik (2005)
– Karl Chr. Lammers: Det ny Tyskland, fra sammenbrud til genforening (1992)

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk findes der 132 artikler om og omkring besættelsestiden – God fornøjelse.