Hvordan blev tyskheden fastholdt?

Mette Frederiksen glemte ikke det tyske mindretal. Slesvig-holstenerne vænnede sig efterhånden til Preussen og Kejseren. Den nationale identitet blev fastholdt i de tyske foreninger. Nogle blev oprettet som modkultur mod det danske. Ringridning i Tønder. Skytterne blev afvæbnet. Sangforeningerne var kejsertro. Gymnastikforeningerne. Det friville brandværn. Borgerlige selskabsforeninger. Håndværkerforeninger. Germaniseringen virkede modsat. De tyske foreninger havde også stor betydning efter 1920.  Den tyske ”Skamlingsbanken”. Efterrationaliseringer, udefineret og tåget arv. Stemningen vender. Man vil tvinge mindretallet til at anerkende ordet ”Genforening”. Nazismen kommer snigende 1933. Alt bliver samlet i NSDAP – N. Mindretallet følte sig krænket og dybt uretfærdig behandlet. Slesvigsk parti var meget aktive. Samarbejdet med Centrumdemokratterne ophørte øjeblikkelig. Borgmester: Mindretallet mangler ”Fingerspitsengefüll” og hvorfor fejrer de fødselsdag? Når man trækker Nazikortet!

 

• Bagerst i artiklen har vi samlet en liste med 96 artikler, der belyser dette emne

 

Mette Frederiksen glemte ikke det tyske mindretal

• Auch Ihr gehört zu Dänemark

Ja sådan sagde Mette Frederiksen, da hun talte i direkte TV fra Dybbøl. Og det var henvendt til det tyske mindretal i Sønderjylland. Nu har man nok mere beskæftiget sig med mindretallet i Sydslesvig. De er aldrig blevet glemt.

 

Vi kigger på tyskheden

Vi er i Nordslesvig i tidsrummet 1864 – 1920. Vi har selv skrevet en masse artikler om danskheden i den periode. Også medier og bøger har fokuseret på danskheden. Men vi vender lige bøtten og kigger på tyskheden.

Denne del af historien har næsten ikke været belyst op til ”Genforenings-debatten”. Men nu går vi også lidt ud over 1920. Og kigger lidt på situationen i dag.

 

Skuffet over, at Slesvig-Holsten ikke kunne bevares

De tysksindede var også meget aktive i at bevare det tyske sprog og den tyske kultur. Slesvig og Holsten havde fået en ny statslig ordning som preussisk provins.

Mange var dog skuffet i 1867, fordi Slesvig-Holsten ikke fik lov til at være en selvstændig stat under det tyske forbund eventuelt med hertug Friedrich den Ottende af Augustenborg som hersker. Deres skuffelse over at være tvunget ind i Preussen viste sig ved valgresultatet til det nydannede Nordtyske Forbund.

Det augustenborgske ”landsparti” opnåede flertallet af mandaterne i den nye preussiske provins. Denne afvisning af det preussiske døde imidlertid ud i løbet af ca. 15 år.

 

Man vænnede sig til Preussen og Kejseren

Efter den fransk – tyske krig i 1870 og Wilhelm den Førstes proklamation som tysk kejser i spejlsalen i Versailles, syntes de nationale forhåbninger, der ikke var blevet opfyldt ved de tyske revolutioner i 1848 – 49 at have nået deres mål

Indforståelsen med at tilhøre Preussen og Det Tyske Rige voksede derfor hurtigt.

Det Augustenborg-sindede Landsparti gled hurtigt over i det liberale fremskridtsparti. Oplevelsen af den sejrrige krig mod Frankrig og den preussiske militærtjeneste styrkede den preussisk-tyske statstanke hos mange unge slesvig-holstenere.

Med indgåelse af ægteskabet mellem den tyske tronfølger, den senere Wilhelm den Anden og den augustenborgske hertugdatter Auguste Victoria i 1881, blev der også rent dynamisk slået bro mellem Slesvig-Holsten og Preussen.

 

Den nationale identitet blev sikret i det tyske foreningsliv

Danskerne i Nordslesvig – som at dømme efter stemmetallene til den nordtyske rigsdag i 1867 udgjorde godt og vel 75 pct. af befolkningen-måtte derimod se sig adskilt fra deres nationale og kulturelle tilhørsforhold med befolkningen nord for Kongeåen.

Selskabelig, sportsligt, kulturelt og politisk forstod de tysksindede at engagere og organisere sig. Den nationale identitet blev sikret i det tyske foreningsliv.

 

En national arrogance over for det danske

Man kunne tydeligt hos en stor del af disse foreninger konstatere en national arrogance og politisk afvisning af den danske befolknings ønsker om kulturel og politisk selvbestemmelse i den sproglige og kulturelt blandede region.

Det danske foreningsliv i Nordslesvig omfattede mange sider af samfundslivet, begyndte at udvikle en modkultur til statens sociale og politiske organisation – i lighed med Socialdemokratiet, hvis organisationer fulgte medlemmerne ”fra vugge til grav”.

På tilsvarende måde blev der opbygget et tyske borgerligt foreningsliv i Nordslesvig inden for det tysk-preussiske statsbegreb med dets politiske og sociale værdinormer.

Foreningerne, klubberne, selskaberne og organisationerne lagde hver efter deres formål mere eller mindre vægt på det nationale. Under alle omstændigheder udgjorde de et samlingspunkt for det tyske borgerskab i Nordslesvig. Desuden markerede tilhørsforholdet til de ”rigtige” foreninger også den sociale position i samfundet.

 

Forening som modkultur til det danske

Også efter 1920 havde de tyske foreninger stor betydning. Efter Slesvigs deling blev foreningerne i stor udstrækning det sted, hvor det tyske mindretal i Danmark fandt sit organisatoriske ståsted.

En bevidst tysk politisk bevægelse vendt imod den danske befolkning og dens institutioner opstod først i slutningen af århundredet med stiftelsen af ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig”.

Den blev først og fremmest understøttet af de tyske embedsmænd og fungerede som en del af de statslige forholdsregler mod den danske bevægelse på linje med sprogpolitikken samt indgrebene mod optanter. Den fik imidlertid en hurtig udbredelse, hvad det store antal af lokalforeninger viser.

 

Ringridning i Tønder

En række foreninger i Nordslesvig har traditioner som rækker langt tilbage. Til disse hører bl.a. ringriderforeninger, hvor medlemmernes nationale indstilling blandt de ældste af foreningerne ikke spillede nogen rolle. Det kom senere, hvor problemstillingen blev bragt ind i billedet af de tyske foreninger i slutningen af 1800-årene.

Ringridning stammer helt tilbage fra middelalderen. Her blev det dyrket ved hoffet. I Danmark og Slesvig-Holsten blev det dyrket i det 16. og 17. århundrede. I 1693 blev ”Det ridende ”corps” oprettet. Det kan ikke dokumenteres, men man regner med at Frederik den Femte i 1748 deltog til ringridning i Tønder. Ved den anledning fik ”Ridegarden” lov til at kalde sig for ”Frederiksgarden”. Men den bestod nu ikke så længe.

Tønder Skyttekorps kan se tilbage til en 325 års foreningshistorie og hører dermed til de ældste foreninger i det tidligere hertugdømme Slesvig. Svarende til byens slesvig-holstenske indstilling fulgte skyttekorpsene i krigen 1848 den blå-hvid-røde fane sluttede sig til borgervæbningen i byen.

I 1804 blev ”Frederiksgarden” genoplevet gennem amtmand Bertouch. Han havde gode forbindelser til Frederik den Sjette. Amtmanden fik gennemført at man igen måtte bruge navnet. I 1937 kunne ringrider – korpset i Tønder fejre 125 – års fødselsdag. Her havde historikeren Ludwig Andresen lavet en lille folder.

Der blev lavet en tysk og en dansk plakat. Den eneste forskel var, at på den tyske plakat var Christian den Tiendes deltagelse ikke fremhævet så meget som på den danske plakat.

Efter 1920 havde man i nogle byer bibeholdt det nationale skæld, mens man i andre byer var meget mere åben omkring det nationale. Ringridning i Tønder har været gennem bølge og dale. Efter en 10-årig pause, blev ringridningen i 2016 genoplivet.

 

Skytterne blev afvæbnet

Efter afvæbningen af skytterne i 1850 blev privilegierne frataget dem af den danske krone og korpset blev opløst.

Skønt genindførslen af statuetterne allerede skete 1857 kunne foreningen på grund af deres tysksindede indstilling først genoptage de tyske foreningers traditioner i fuldt omfang efter krigen i 1864.

I preussisk tid blev traditioner fra de tyske skyttefester mange steder i Nordslesvig antaget på linje med de regionale ringridertraditioner, og yderligere en række skytteforeninger blev grundlagt.

Ligesom hos skytterne i Tønder, hvis nationale sindelag blev vakt i 1840’erne var sangforeningerne præget af nationale modsætninger fra den første halvdel af 1800 – årene. I årene før 1848 blev seksvig – holstenske og tyske – ligesom også danske – nationale ideer i vid udstrækning udbredt gennem folkefester, sangfester, festmåltider og lignende foranstaltninger.

 

Sangforeningerne var ”kejsertro”

I de sange, som den i 1842 stiftede sangforening i Tønder opførte, var den nationale holdning tydelig. Men i 1850 medførte den første slesvig-holstenske krig et midlertidig stop i sangforeningernes virke. Men i preussisk tid blomstrede de atter op.

Kort efter stiftelsen af Tønder Sangforening i 1843 blev der også i Aabenraa grundlagt en Liedertafel, dvs. en sangforening. Den i1865 stiftende sangforening for Gråsten og omegn blev efter rigsdannelsen beskrevet som ”kejsertro”.

 

Gymnastikforeningerne

Sammen med mandskorene blev gymnastikforeningerne bærere af den nationale holdning. I de tyske mandegymnastikforeninger øvede man sig i guldøvelser eller redskaber efter Turnvater Jahn’ s tradition for eksempel i Tønder i 1865 og i Aabenraa i 1888.

Først efter århundredeskiftet ændrede sportsgrenene sig, for eksempel kom cykelløb og boldspil til. Men der opstod også en handelsgymnastikforening, hvor de ”moderne” sportsgrene blev udøvet side om side med den gamle ærværdige mandegymnastikforenings aktiviteter.

 

De frivillige brandværn

En nær forbindelse med hensyn til oprindelse bestod mellem gymnastikforeningerne og det frivillige brandværn. Fra Tyskland kom ideen om det frivillige brandværn til Nordslesvig. Den opstod først som Tønder Gymnastikbrandværn af 1869, som to år senere blev selvstændig. Aabenraa fulgte i 1878 og Haderslev i 1882 med dannelsen af frivillige brandværn, hvis uniformering, eksercits og kommandosprog tilpassede sig tidens militære forbilleder.

 

Borgerlige selskabsforeninger

Ved siden af borgerlige selskabelighedsforeninger, som bar navne som Harmonie, Concordia og Frohsinn (Lyst Sind) opstod der også en række erhvervsmæssige sammenslutninger, som til tider organiserede selskabelige sammenkomster, men desuden tjente til sikring af de faglige interesser. Således hørte afholdelsen af håndværks- og industriudstillinger og oprettelsen af spare- og forskudskasser til håndværkerforeningens opgave.

 

Håndværkerforeninger

Aabenraa Håndværkerforening af 1869 dannede en ny organisationsform efter at næringsfriheden var indført og organisationstvangen ophævet. Det blev i 1885 til Aabenraa Håndværkerklub. Ti år senere kom der en lille tilføjelse ”Forening af selvstændige tyske Håndværkere.

Her havde altså kun de selvstændige adgang medens svendene, som for størstedelen var fagligt eller endog socialdemokratisk organiseret kunne optages i Aabenraa Håndværkerforening.

 

Våbenbrødre-foreninger

Den stærkt voksende begejstring, også blandt tyskerne i Nordslesvig, for det nye kejserrige og erindringen om den sejrrige krig mod Frankrig medførte dannelsen af veteranforeninger, såkaldte ”Kampfgenossenvereine”, mange steder i Nordslesvig. Også veteranerne fra 1848 – 1850 kunne optages her.

Da medlemskabet af disse foreninger indskrænkede sig til aktive krigsdeltagere, dannedes sideløbende hermed snart våbenbrødre-foreninger, såkaldte ”Krigsvereine”, hvis medlemmer havde aftjent militærtjeneste og nu dyrkede samhørigheden ved skyttetjenester, baller og lignende selskabelighed. I 1914 var der 47 våbenbrødre-foreninger i Nordslesvig.

 

Deutscher Verein

At styrke hengivenheden over for det Hohenzollerske dynasti og en tysk patriotisme i Nordslesvig var også målet for ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig”, som blev stiftet 1890 i Toftlund som en sammenslutning af flere lokale foreninger. Vi har tidligere i artiklen kigget på denne forening.

Indførelsen af sprogforordningen fra 1888 førte til en styrkelse af dansksindede befolknings modstand mod den preussiske stat. Som gensvar på den voksende danske organisering var Deutscher Verein dannet.

En del af foreningsledelsen ligesom en ikke uvæsentlig andel af medlemmerne stammede ikke fra Nordslesvig.

Den tyske forening blev da også af danskerne anset for at være en platform for de i 1867 indvandrede tyskere. Især efter at den ”hurra-patriotiske” embedsmands- generation, som var præget af Wilhelm den Anden og repræsenteret af den sønderborgske amtsdommer Dr. Hahn, som var blevet formand for foreningen, havde overtaget roret.

 

De stod bag Knivsbjerg-festen

Der var også førende medlemmer af Deutscher Verein, som i året 1893 tog initiativ til at stifte en forening, som erhvervede terrænet omkring Knivsbjerg.

Ved siden af et tysk foreningsliv, som omfattede sang, gymnastik, selskabelighed og faglige interesser i de lokale områder i Nordslesvig var det politiske element i høj grad kommet i centrum gennem våbenbrødre-foreningerne, Deutscher Verein og den årligt tilbagevendende Knivsbjerg-fest.

 

Germaniseringen virkede modsat

Denne form for optræden fik unægtelig ikke den ønskede virkning at svække den danske bevægelse i Nordslesvig. Dette kan aflæses af de danske foreningers medlemstal, at de danske stemmer ved valgene og endelig i afstemningsresultat ved folkeafstemningen i 1. zone den 10. februar 1920.

I debatten glemmer man at nævne, at den danske regering i 1848 – 1850 forsøgte at tvinge den tysksprogede befolkning i Mellem-Slesvig til at tale dansk. Nu skulle man pludselig tale dansk overalt også i skolen. Dette blev så vendt på hovedet, da preusserne havde magten i Nordslesvig. Nu skulle det hele germaniseres. Men det fik dog bagslag.

 

De tyske foreninger havde også betydning efter 1920

Men de tyske foreninger i det nordlige Slesvig-Holsten havde en vigtig betydning og den fortsatte ud over afstemningsdagen. Og det har stadig betydning for fællesskabet. Vi fortsætter ud over 1920.

Således havde undertegnede den fornøjelse at holde et foredrag på sønderjysk nede i Rens den 10. februar 2020. Og mit indtryk var, at foredraget blev godt modtaget også af de mange medlemmer af det tyske mindretal, der var til stede den aften.

 

Den tyske ”Skamlingsbanke”

Men vi vender lige tilbage til Knivsbjerg selv om vi tidligere har skrevet om dette sted. Vi skal tilbage til en folkefest på Kalvø i bunden af Genner Fjord, hvor der blev henvise til det nærliggende Knivsbjerg, hvor man ville rejse et mindesmærke med Germania, som skulle være ”skønnere og mere smagfuld end hint …trodsige støtte på Skamlingsbanken.

Man mener, at Knivsbjerg tidligere har været et kultsted, men der findes dog ikke noget dokumentation for dette. Det første, der blev bygget efter den tyske overtagelse, var en hestestald.

Indvielsesfesten blev holdt den 15. juli 1894 og tiltrak 4 – 5.000 mennesker. Hovedpersonen bag købet af Knivsbjerg var rigsdagsmand og reder Jebsen fra Aabenraa. Han indledte festtalerne med at sige:

 

• Knivsbjerg historie må blive vores tyske Skamlingsbanke

 

Af de dansksprogede aviser var de blevet kritiseret for efterligningen. Men det havde de også et svar på:

 

• Som om vi Tyskere overhovedet have nødigt at lære at fejre patriotiske fester af vores fjender.

 

De to nationale fester på Skamlingsbanken og Knivsbjerg havde – i hvert fald i perioden før 1914 – en vigtig betydning som ”agitationsmiddel” eller ”våben i den offentlige debat”.

Begge siders aviser bebrejdede hinanden for at overdrive egen fests tilslutning og for at angive et alt for lavt tal for modpartens fest.

 

”De dansksindede er tyske undersåtter”

I 1901 blev Bismarck-tårnet rejst på toppen af Knivsbjerg. Det manifesterede den tyske overtagelse af stedet. Ved indvielsen i 1894 var der således en 10 m lang fane på en 25 meter høj stang. Der blev affyret kanonskud og der var fyrværkeri. I avisreferatet stod der at læse:

 

• De såkaldte sønderjyder kunne i dag for første gang se den tyske fane veje fra Knivsbjerg og dette banner vil også påminde dem om, at de er tyske undersåtter.

 

I perioden fra 1894 til 1914 var Knivsbjergfesten domineret af talernes nationale ideologi, benævnt fædrelandskærlighed. Den var baseret på ubetinget disciplin og pligtopfyldelse over for kejseren.

Festen blev bl.a. brugt til at nedgøre de dansksindede. Man forlangte også økonomisk støtte fra Berlin i kampen mod ”de tyskfjendtlige wyhlerier (agitation).

 

Den tyske ungdomsbevægelse genoptog Knivsbjerg-festen

Det var den tyske ungdomsbevægelse som i 1921 genoplevede Knivsbjerg-festen. Kritikken mod grænsen og dens tilblivelse var oftest hovedemnet.

Mindre aggressiv end resten syntes mindretallets leder, Schmidt-Vodder at være. Ønsket om en grænserevision mente han skulle løses på fredelig vis.

 

Indbyrdes uenighed

Nazismens magtovertagelse i Tyskland førte til stigende deltagerantal på Knivsbjerg. Schmidt-Vodder udtrykte sin beundring for og værdsættelse af Hitler. Nazister i Nordslesvig kunne slet ikke enes. Der blev dannet mange grupper.

I 1936 var der fare for, at der indbyrdes ville opstå uenigheder. Derfor blev festen aflyst. Senest fra 1938 var der tale om fuldstændig nazi-styring af det tyske mindretal med Jens Møller som hovedperson. Han overskred Berlins politiske direktiver.

Under den tyske besættelse blev der ikke festet på Knivsbjerg.

Den 28. august 1945 blev tårnet på Knivsbjerg sprunget i luften. 40 mænd og 2 kvinder fra den tidligere modstandsbevægelse stod for attentatet. Politiet gjorde ikke meget for at opklare hændelsen. Portrættet af Bismarck var allerede blevet flyttet-

 

Efterrationaliseringer, udefineret og tåget arv

I 1947 var der igen ungdomsforbundet der kaldte til møde på Knivsbjerg. Den første opgave var at rydde op efter tårnets sprængning af danske modstandsfolk.

Efterrationaliseringer, forsvar for det skete og paroler om udholdenhed med henvisning til en udefineret og tåget arv veksler med hinanden.

 

Stemningen vender

Fra 1960-erne kommer der yngre stemmer, som kræver en kritisk beskæftigelse med ”egenskaben tysk”. Tilhørsforholdet synes at skifte fra en almindelig tyskhed til en tyskpræget nordslesvigsk regionalbevidsthed. Disse nye toner fyldes op af en ændring i Knivsbjerg-festens form fra slutningen af 1960’erne.

Mindretallets manifestation sker tilsyneladende ikke længere på Knivsbjergfesten, men på den årlige ”Deutsche Tag” i Tinglev. Måske opfattes Knivsbjergfesten nu mere som et idrætsstævne.

I 2018 var her 4.000 gæster til Knivsbjerg-festen. Ungdomsforeningen kan ikke mere selv betale for udgifterne. Nu må selve BDN også træde til.

 

Symbolværdien er stor

Men vi må sandelig ikke undervurdere symbolværdien for det tyske mindretal. Det er en af de få udtryksmidler med en historie, som rækker længere tilbage end 1920.

Egentlig oplevede det tyske mindretal det som et nederlag det som skete i 1920. De mistede også Sydslesvig. Ja de blev pludselig en del af det danske rige. Men de kan fejre den såkaldte ”Genforening” som 100 – års fødselsdag.

 

Ville tvinge det tyske mindretal til at anerkende ”Genforening”

Som det fremgår af en artikel her på siden, forlangte et byrådsmedlem fra Sønderborg, at man fra det tyske mindretal skulle tvinges til at anerkende ordet ”Genforening”. Og så er man åbenbart lige glad med at denne benævnelse er historisk og juridisk ukorrekt. ”Den Gamle redaktør” her på siden kan godt forstå, at man følelsesmæssig og ”folkelig” bruger udtrykket.

Slesvig-Holsten var en del af den danske helstat. Man var under den danske krone. Og det var man uanset om man talte dansk, sønderjysk, plattysk, frisisk eller tysk.

 

Man anerkendte først grænsen i 1945

Men det tyske mindretal anerkendte ikke grænsen dengang. Det gjorde man først i forbindelse med en loyalitetserklæring i 1945.

Vi skal huske på, at endnu i 1920 var der tysk flertal i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Haderslev. De Hitler fik magten i 1930’erne voksede kravet om en grænserevision blandt det tyske mindretal.

 

Nazismen kom snigende allerede i 1933

Allerede fra 1933 fandt nazismen ind i det tyske mindretal. Inden for ungdomsorganisationerne opstod der en konkurrerende organisation. Officielt blev ”Deutsche Jungenschaft” oprettet på en Knivsbjergfest i juni 1933. men allerede i april havde man bekendt sig til nazismen ved at underskrive ”Manifest der deutschen Jugend”.

Et år senere i maj 1934 blev ”Deutsche Mädchenschaft Nordschleswig” dannet. Men inden da havde pigerne gennemført aktiviteter sammen med drengene. I 1935 blev hovedorganisation den tyske ungdom Nordslesvig dannet. Og der var uniformstvang.

 

Alt blev lagt under NSDAP-N

Også de forskellige sports- og fritidsorganisationer inden for mindretallet blev offer for nazismen. Senere blev alle lagt under NSDAP – N. Man kom under ideologisk påvirkning og fik en militær uddannelse. Det hele skulle resultere i at medlemmer af ”der Deutschen Jugendschaft Nordscleswig” senere skulle melde sig til tysk krigstjeneste. Dette kunne man læse i ”Jungen Front”. Her kunne man også læse, når nogen var faldet for ”Der Führer” i krigen.

I april 1940 overfaldt tyskerne det neutrale Danmark. Grænsen blev ikke lagt op til Kongeåen igen. Det tyske mindretal var skuffet.

 

Det Tyske Mindretal følte sig krænket og uretfærdig behandlet

Under Anden verdenskrig meldte 2.100 fra det tyske mindretal sig til at kæmpe for Waffen SS. 752 af disse vendte ikke tilbage. Men der var faktisk flere fra det øvrige Danmark, der meldte sig under de nazistiske faner.

Under retsopgøret efter 1945 blev 3.100 medlemmer af det tyske mindretal interneret. Man følte sig dybt krænket og uretfærdig behandlet. Det gik meget længe inden mindretallet kunne erkende sig medskyldig i dette.

 

Den tyske privatskole i Tønder

Alle tyske skoler blev lukket. Den 26. oktober 1946 kunne Der Nordschleswiger berette om at den tyske skole i Tønder var åbnet med 53 elever. I 1949 var der hele 112 elever. Men hvor skulle disse elever anbringes? Bygningerne, der indeholdt de offentlige tyske skoler, stod ikke mere til rådighed.

En del af børnene kunne anbringes i den tyske gymnastikforenings lokaler på Kongevej i Tønder. Andre igen kunne anbringes i Skyttekorpsets lokaler ved siden af posthuset. Andre igen blev anbragt i markedshallen ved Sønderport.

Den 21. marts 1953 blev grundstenen til en nybygget skole på Popsensgade nedlagt. Det var til den tyske privatskole i Tønder. Og ham, der nedlagde grundstenen, hed Dr. Eduard Edert. Han var valgt ind i den første ”Bundestag” Han skrev bl.a. romanen ”Der Schuster von Tondern.

Allerede den 28. november 1953 kunne Ludwig Andresen-Schule så indvies.

 

Adenauer havde en god ide

København – Bonn erklæringen betød meget for mindretallene. Egentlig var det slet ikke en kontrakt med kun en erklæring om gensidig forståelse. Og egentlig var det Adenauers ide. Han skulle have noget goodwill fra Danmarks side for at indtræde i Nato. Vi har i flere artikler beskrevet forholdet for de dansksindede i Sydslesvig.

Den 29. marts 1955 blev Bonn – København erklæringen underskrevet. Egentlig var det kun to gange fire A4 – sider med stor skrift.

 

Slesvigsk Parti var aktive

Slesvigsk Parti stillede også op til kommunal- og Folketingsvalg. Første gang at det lykkedes at komme i Folketinget var den 21. september 1920. Og det var Johannes Schmidt- Vodder, der fik en plads. Egentlig hed man Slesvigsk Vælgerforening.

Schmidt-Vodder blev siddende indtil 1939, hvor Jens Møller overtog pladsen. Han var ”Folkegruppe-fører og partiformand for NSDAP – N. Men det hed stadig Slesvigsk Parti. I 1943 under den tyske besættelse stillede man ikke op.

Men allerede i 1953 havde man igen en plads i Folketinget. Det var Hans Schmidt-Oxbüll. Og her sad han indtil 1964. Derefter var det Jes Schmidts tur. I 1969 døde han. Så var det tid til at finde en ny kandidat.

 

Samarbejdet med Centrumdemokratterne ophørte

Så kom det til et valgsamarbejde med Centrumdemokratterne Peter Wilhelmsen blev valgt. Men ak, så fandt man ud af, at han som 17-årig i 1940 havde meldt sig til Waffen – SS. Og det kunne man ikke acceptere. Samarbejdet stoppede.

Man har i diverse medier fremhævet at samarbejdet mellem danskere og tyskere er fantastisk og uden problemer i grænselandet. Men er det helet uden gnidninger?

 

Tænk – hvis man finder ud af dette

Mange er måske ikke klar over, at en del af ”Genforeningen” er finansieret af salget af ”De Vestindiske” øer. Beløbet var ikke nok. For eksempel er Fjordvejen langs Flensborg Fjord et beskæftigelsesprojekt, finansieret af blandt andet disse midler. Da man skulle sælge ideen, gik den bl.a. på, at man kunne derfra se over til Tyskland.

Nu må vi så ikke håbe, at dem der vælter monumenter eller ødelægger disse får kendskab til denne information for så at komme og bryde Fjordvejen op. Dengang var Nordslesvig meget tilbage både med hensyn til infrastruktur og alt andet. Det var bestemt ikke en billig fornøjelse at overtage Nordslesvig dengang i 1920.

 

Sønderlemmende kritik af mindretallet

For nogle år siden skrev Henrik Skov Kristensen en ellers udmærket bog, der hed Gerningsmænd eller ofre, som vi også har anmeldt her på siden. Den giver en sønderlemmende kritik af det tyske mindretals ageren både før under og efter besættelsestiden. Der er ikke mange formidlende omstændigheder i bogen.

 

Masser af debat

Vi har her på siden også beskrevet en del skærmydsler her på siden i diverse artikler. Og i vores bog ”Grænsen er overskredet” har vi også givet eksempler på dette.

For en del år siden diskuterede man også i Sønderjylland indførelse af tyske byskilte. Der blev sandelig ikke lagt fingrene imellem. Og så skulle man tro, at der var lagt en dæmper på. Men sådan ser det ikke ud.

 

Borgmester: Mindretallet mangler ”Fingerspitzengefüll”

Således har Siegfried Matlok, tidligere redaktør af Der Nordschleswiger netop haft en samtale med Aabenraa’ s borgmester Thomas Andresen på DK4. her beskyldes det tyske mindretal for mangel på ”Fingerspitzengefüll”, fordi de i 2020 forlanger tyske skilte i Sønderjylland. Borgmesteren gør opmærksom på, at mange danskere har oplevet både første og anden verdenskrig. Og mange danskere har ofret deres liv for tyskere. For mange familiemedlemmer er det endnu et problem.

Borgmesteren mener, at det tyske mindretal opfatter det som om Europarådet kan afgøre om der skal være tyske skilte i Sønderjylland. Og sådan er virkeligheden. De kan ikke bestemme, hvad et andet land foretager sig. Nu er denne diskussion hvis startet før 2020!

Borgmesteren mener, at hvis dette er mindretallets varmeste ønske, så må det gå aldeles godt for det tyske mindretal i Danmark. Han kender mindst 350 kommuner syd for grænsen som ikke har tosproglige byskilte.

 

Absurd, at de fejrer 100-års fødselsdag

Thomas Andresen finder det også absurd, at det tyske mindretal fejrer 100- års fødselsdag, når man betænker, hvordan mindretallet agerede under nazi-styret og særlig under den tyske besættelse i Danmark.

 

Når man trækker Nazi – kortet

Borgmesteren har tidligere sammenlignet håndtrykket til statsborgerskabet med en Hitler – hilsen. Mange mener dog at sådan et håndtryk er en vigtig tilkendegivelse. Et håndtryk udtrykker ligeværd og ligestilling. Men Aabenraa’ s borgmester sammenligner ”det tvungne håndtryk” med en speciel hilsen fra en mørk fortid:

 

• Det minder om nazismen, hvor man for at komme i arbejde må overgive sig til en bestemt ideologi mod ens overbevisning. Jeg synes det her er at udøve overmagt over for andre mennesker. Det minder mig for meget om, at man tidligere udøvede overmagt mod andre mennesker, som skulle strække højre arm ud.

 

Vi skal nok lige hurtigt melde ud at dette ikke er Venstres officielle politik.

En nazi-hilsen er politisk undertrykkelse. Det er vel også derfor, at enhver form for Hitler – hilsen i dag er forbudt i Tyskland.

 

Mindretallet trak også kortet

Ja selv det tyske mindretal brugte nazi – kortet, da deres formand skød med skarpt på et Facebook opslag mod Dansk Folkeparti. De forbandt dette parti med nazismen. En af partiets profiler blev sammenlignet med Göring.  DF i Aabenraa forlangte, at Heinrich Jürgensen, der er formand for mindretallets forening BDN trådte tilbage efter delingen af opslaget.

Det endte hvis nok med, at opslaget blev slettet.

 

Læs mere i vores artikel – oversigt.

Vi kom i vores artikel langt omkring. Men der er meget mere under dette. Og det kan du se i den artikeloversigt som vi her bringer.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• 100 år i samfundets tjeneste. Tønder frivillige brandværn 1869 – 1969
• Én for alle – alle for én. Aabenraa frivillige brandværn i hundrede år
• Gotlieb Japsen: Den fejlslagne germanisering
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• nordschleswiger.dk
• nordschleswig.dk/100jahreminderheit
• ndr.de
• de.wikipedia.org

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.590 artikler, herunder 134 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:

• Slesvig-Holstenisme, et flag og en sang
• Genforening – juridisk: nej, Folkelig: ja
• Flensborg skulle absolut være dansk
• Sydslesvig, hvad er sandheden
• Afstemningsfest – den 10. februar på rens Efterskole
• Manden, der skabte grænsen
• Tiden omkring 1920 i Sønderjylland

Under Sønderjylland (187 artikler):

• Sønderjylland under pres syd fra
• Da nazismen kom til Sønderjylland
• Den sønderjyske politiadjudant
• Overvågning i Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller – Folkeforfører eller fører
• Dansk – tysk sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Mindretal i brændpunktet
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Det tyske mindretal
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Sønderjylland – maj 1945
• Sønderjylland – efter genforeningen
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Sønderjylland i Første verdenskrig
• Da Sønderjylland blev dansk
• Genforening, Afståelse, deling eller grænsedragning?
• Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet Genforening?
• Kan man egentlig tale om Genforening?
• Er Genforening det rette ord?

Under Besættelsestiden (før/nu/efter) (323 artikler):

• Fra krig til internering
• Et mindretal under besættelsen
• Dibbernhaus i Aabenraa
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Efter besættelsestiden
• Nazistisk ungdomsarbejde i Sønderjylland
• Vidste de danske frivillige, hvad de gik ind til`
• Slemme folk fra Sønderjylland
• Retssikkerheden før og under besættelsestiden
• Bloddrenge og unge nazister
• Waffen SS – engang en elitehær
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Håndtryk, Historieløshed og Nazi-kortet
• Gerningsmænd eller ofre
• Konfiskation af tysk ejendom
• Ønskede og uønskede efter besættelsen

Under Tønder (257 artikler):

• De dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder
• Det dansk-tyske i Tønder 1920-1833
• En 325 år gammel skytteklub fra Tønder
• Da Hagekorsflaget blev rejst i Tønder
• Obersten fra Tønder
• Tønder under besættelsen
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – omkring 1930
• Da Tønder igen blev dansk
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tønder – efter krigen
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Hvorfor vat Tønder tysk?
• Tønders tyske sportsforeninger
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Tønder 1864
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
• Tondern Station
• Nazister i Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

Under Aabenraa (150 artikler):

• Knivsbjerg-nord for Aabenraa (vers. 2018)
• Aabenraa – under besættelsen
• Sorgen ramte Aabenraa 1-2
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt – mellem dansk og tysk
• Aabenraa – mellem de to rige
• Aabenraa – maj 1945
• En fysikus fra Aabenraa
• Familien Jürgensens tyske sind

Under Padborg/Kruså/Bov (59 artikler):

• Frøslevlejren i den sidste tid
• Straffelejren
• Dagligliv i frøslevlejren
• Bov Sogn mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• Frøslevlejren
• Bov Kommune – under besættelsen
• En sønderjyde krydser sine spor
• Harreslev – dengang

Under 1864 og de slesvigske krige (35 artikler):

• Unødvendige krige
• Statskup og enevælde

Læs om Augustenborgerne:

• Royale med brune ideer
• Da Augustenborgerne fyldte 100 år
• Hertuggrever og Køkkenhaver
• Gråsten – en flig af historien
• De sidste hertuger på Gråsten