Efter 1920 var der bolignød i Tønder. Alt blev brugt, selv faldefærdige træhuse. Boligforeninger opstod, og der blev bygget og bygget. De gamle huse blev kritikløs revet ned. Men i 1962 opstod en fond, som vi i dag kan takke for at den gamle byggekultur er bevaret.

 

De mange historier

Der var kommet nye butikker. Og mit gamle stamværtshus var blevet forandret. Man har helt indstillet sig på  de unge. Og ved 1 . tiden strømmede de til. Jo, det er Skibroen jeg taler om. Det var sjovt at være tilbage i Tønder.   Og så er det lige, man kommer til at tænke på min far, der var en fantastisk historie –  fortæller. Han havde en historie for hver ejendom inde i Tønders midte. Godt nok var det de samme historier, der kom igen. Men lyttede man ordentlig efter, så var det en forandring hver gang. Og fik han en enkelt snaps eller to, ja så kom der pludselige nye fortællinger.

Gadebillet har forandret sig lidt efter lidt. Dem, der ikke har set Tønder siden 1920 vil sikkert korse sig. Særlig i bykernen er meget forandret og i yderområderne har Tønder sprængt sine rammer.  Trafikken har ændret sig. Væk er hest og vogn. Nu er det biler overalt.

Dengang i 1920 lå gaderne hen i nærmest mørke. Nu er Tønder badet i lys.

 

Store forandringer

Mange af husene er de samme, men adskillige er saneret. Andre er afløst af ny arkitektur, som er en stærk kontrast til den gamle byggestil. Dem der daglig færdes i byen, mærker nok ikke denne forandring. Det gør vi, som ikke mere så ofte kommer til byen.

Borgmester Poulsen skrev i 1960erne i en håndbog Velkommen til Tønder, at byen

• har trods mange omvæltninger gennem tiderne og den gennemgribende modernisering bevaret sit særpræg, der stammer fra vestslesvigsk kultur

Ja han havde ret. Den helt store forandring er sket, hvor der før var enge og marker. Nu er der huse og veje. Væk er også den fodboldbane ude på Nordre Landevej, hvor vi rødder fra Lærkevej havde vores egen multiarena. Her havde vi den fornøjelse en aften at spille sammen med topspillere fra Bundesligaklubben HSV. Det var godt nok kun en halv time.

De var på vej til Rømø i nogle sportsvogne. De benyttede så lejligheden til at drille os.

 

Et net af nye veje

Omkring Strucksallé, Ribe Landevej og Carstensgade blev der spundet et net af nye veje efter 1920 og de kommende årtier. Det ene nye hus efter det andet blev bygget. I første halvdel af 1920erne skrev Vestslesvigsk Tidende:

• Den udvikling, som Tønder by for tiden er inde i, er jo ganske overordentlig stærk. Fortsættes den blot et par år – og der er intet der tyder, at den ikke gør det – vil byen eller i hvert fald dens udkanter, fuldstændig har skiftet udseende.

Tilsvarende stærkt gik det i 1960erne. Det bebyggede areal i 1970 var blevet mangedobbelt.

 

Nystad

I vest opstod den såkaldte Nystad, der havde bredt sig på begge sider af Strucksallé. Ny var bebyggelsen ved Dyrhus, Horupsgade og Plantagevej, der slet ikke eksisterede i 1920.

I Markgade, Viddingherredsgade og Strucksallé var der kommet langt flere ejendomme. I Viddingherredsgade var der også opført eksportstalde og slagteri. Her husker jeg, at jeg engang var blevet angrebet af en tyr. Jeg slap levende fra det.

Nord for Strucksalle kom der i 1950erne og 1960erne flere institutioner.

 

Masser af byggeri

Kommunen var klar til at opføre 550 boliger omkranset af Plantagevej, Nordre Landevej, Vestre Omfartsvej og Bargumsvej. Det første tegn på denne udvikling var udflytningen af Brugsen til nye store lokaler i 1968 ved Plantagevej. Her gik lillebror, Erwin rundt i mange år.

Biler og gående skulle holdes adskilt. Et omfattende stisystem blev indrettet. Fællesarealer og grønne områder blev indrettet.

 

Ubebyggede områder

Nystaden havde taget fat om udvidelsen. Men området nord for bykernen, der var afgrænset af Carstensgade, Nordre Landevej, Plantagevej. Bargumsvej og Grev Schacksvej var så godt som ubebygget. Flere af de nævnte veje fandtes ikke dengang. Det hele var et stort åbent land. Og Leos Allé var nærmest en markvej, der var vanskelig at færdes på om vinteren.

 

Dragonvej

For enden af denne markvej blev militærlejren indrettet i 1920. I de følgende år dukkede mange huse op langs Leos Allé, Dragonvej, Ribe Landevej og Carstensgade. Her var det typisk en – og to-families huse, der blev opført.

I 1923 vedtog byrådet, at urmager Hansens grund på Dragonvej skulle udlægges til 11 byggegrunde. I løbet af få år, var der omkring militærlejren opstået en helt ny bydel.

 

Oplevelser på  det gamle stadion

Her er ude på det åbne land blev sportspladsen i 1912 anlagt. Med et imponerende tribuneanlæg  hørte den til en af provinsens bedste i mange år. I 1958 blev det nye anlæg ved Sønderport taget i brug. Men jeg mener, at kan huske, at det gamle stadion blev brugt nogle år endnu.

Her var det yderst sjov at lege gemmeleg og snyde sig ind til fodboldkampe. Det var dengang Heinz Auerbacher og Basse var stjerner på holdet. Basse havde været tidligere professionel i Skotland. Ja og så kom Henning Enoksen. Det var tider dengang.

Det var også her, min onkel blev jysk mester i kuglestød. Og her overværede vi min far spille firmafodbold.  Med marchmusik holdt vi også skoleidrætsstævne her. Og så husker jeg også når,
den store helikopter landede på pladsen for at hente patienter fra Tønder Sygehus.

Ja og så havde vi jo på  Lærkevej en fodboldklub. Og vores træner, jeg tror det var John Andersen mente, at vi skulle løbe 10 kilometer på stadion. Det var hårdt.

Og lige efter at det nye stadion nede ved Sønderport var færdig måtte vi drenge fra Tønder SF spille på den store bane. Det var mod Møgeltønder. Resultatet blev 1 – 1. Men hvem tror I, der skød Tønders mål. Nemlig, det var mig. Det var hjørnespark, og bolden ramte mig på låret og sprang i mål. Det var stort.

Jeg mente, det skulle i avisen, og så  tog jeg med Per Keller ned til Jydske Tidende, for det skulle da i avisen. Men det kom det nu aldrig.

 

En bekymret avis

Men kære læser, nu tilbage til Tønders udvikling. Vestslevigsk Tidende skrev i 1923:

• mens denne bebyggelse finder sted, vil man se det store areal, som ligger mellem sportspladsen (ved Nygade)og byen, stadig ligger ubenyttet hen, mens det dog var mere naturligt,
  at dette areal også blev bebygget. Hvis der ikke gøres noget for, at dette ikke sker, og hvis byens udvikling fremdeles vil gå så rask frem, som tilfældet er nu, vil man i løbet af få
  år stå over for den kendsgerning, at der er ude sydvest for byen og ude omkring lejren vil have rejst sig to nye selvstændige eller i hvert fald afsondrede bydele….Det ville ikke tage sig godt ud, hvis der til sin tid skulle komme til at ligge et stort ubebygget terræn mellem byen og lejren med denne lille kvarter af nye huse.

Ja man bekymrede sig om byens udvikling. Endnu i midten af 1940erne var der store ubebyggede arealer mellem Tønder Øst og den nordlige bydel, samt områderne vest for Leosalle.

 

Kreaturer måtte vige pladsen

Øst for Carstensgade var der i 1930erne opstået en mindre bebyggelse omkring Provst Petersensvej. Herefter gik udviklingen nærmest i stå. Det var først i andel halvdel af 1960erne,
at der opstod et nyt boligområde mellem Carstensgade og Galgestrømmen, hvor Marskvej nærmest er en hovedvej for mindre veje i dag.

Vest for Ribe Landevej opstod der nærmest et helt industrikvarter. Vejene blev kaldt for Fabriksvej, Håndværkervej, Svendevej, Murervej m.m.

Øst for Vidåen og syd for Slotsbanken skete der ikke noget. De lave engområder blev godt nok afvandet, så de ikke blev oversvømmet hele tiden. Endnu i 1970 gik det helt op til den gamle bebyggelse. Men dette var så til gengæld med til at fremhæve byens skønhed. Det var kun den gamle markedsplads, hvor kreaturerne måtte vige pladsen for campister, friluftsbadene og idrætsfolk.

Det store byggeri i begyndelsen af 1920erne var forårsaget af tilflyttere. Allerede mellem 1921 og 1925 steg befolkningstallet i Tønder inklusive Slots – og Frigrunden med over 700 personer. Den samlede befolkning var nu lidt over 6.000. I 1960 var befolkningstallet steget til 7.200. Tilvæksten i den periode var betydelig lavere end andre steder.

 

Boligforeningerne voksede

Tønder Andelsboligforening var den store drivkraft. Den havde set dagens lys i 1938. Det første byggeri var 12 lejligheder på Bargumsvej. På generalforsamlingen i 1959 blev det oplyst, at foreningen nu rådede over 269 beboede lejligheder, to butikker og 27 garager.

Tønder Socialfilantropiske Boligselskab rådede over 44 boliger.

Der var også Dansk Boligselskab af 1945. I 1959 blev det i samarbejde med Tønder Kommune og Amtsrådet stiftet en lokal afdeling af selskabet med navnet Tønder Boligselskab.  Byggeriet i 1960erne slog alle rekorder. Man nåede op på 407 ejendomme med i alt 594 boliger.

 

Bolignød 

Da alle embedsmænd kom til Tønder i 1920erne var der reel boligmangel. Man måtte tage sig til takke med skumle værelser, og DSB – folk måtte tage sig takke med små træhuse. I april 1921 kunne Vestslevigsk Tidende berette:

• de mange, som står uden bolig eller som må dele bolig med andre familier på  en alt andet end tilfredsstillende måde

I 1922 kunne samme avis berette, at

• bolignøden er en alvorlig trussel mod mange mennesker

Ja selv redaktøren med kone og to børn måtte tage sig til takke med hotelophold.

 

De første vaskemaskiner

De fleste måtte som andre steder før 1945 klare sig med vaskebræt, balje og gruekedel. Derfor var interessen stor, da isenkræmmer M.C. Christiansen i 1948 kunne fremvise en smart husholdningsmaskine, i lak og nikkel. Foruden at vaske og koge op til 6 lagener ad gangen kunne den som Jydske Tidende fremhævede, også forsyne familien med 34 l varmt vand.

Om sommeren kunne den endvidere – anvendes som fryseboks på grund af dens stærke isolation, og den kunne tillige bruges til afkøling af smør, øl, sodavand og madvarer i den varme årstid. Endelig blev maskinen fremvist som henkognings-apparat for frugt og kød i weck – glas.

Kun12 år senere var den slags finesser ved at blive hverdag. Da behøvede man ikke længere at bruge vaskemaskinen til madlavning, fremstilling af varmt vand og som køleskab. Efterhånden
blev disse bekvemmeligheder almindelig, når man flyttede ind i en lejlighed – også i Tønder.

 

Saneringen starter

Vi har i tidligere artikler fremhævet de flotte huse i Tønder. I turistbrochurer bliver især Slotsgade (Frigrunden) og Uldgade fremhævet. Det var især gaderne, der gav et malerisk udseende.

En del af byens maleriske huse måtte falde for saneringsbestræbelserne i 1920erne og 1930erne. Det var især de små huse, der var i en dårlig stand, der måtte lade livet. Flere større huse blev efterhånden fredet i klasse A.

Saneringen af de ældre kvarterer skete med en uhyggelig hast. Men omkring 1960 bremsede man op. Man lagde nu vægten på at bevare det gamle Tønder. Havde man haft samme iver dengang, som i dag, ville Tønders mest populære værtshus sikkert have eksisteret den dag i dag. Det var In Weissen Schwan, som blev revet ned i 1932.

 

Ikke så  få dårlige lejligheder

I øvrigt så meddelte amtslæge H. Lausten – Thomsen i sin beretning for 1933, at der endnu var:

• ikke saa faa daarlige Lejligheder i den overbebyggede indre Del af Byen.

 

Dyrene skulle ikke bydes de forhold

Boligsituationen i 1920erne gjorde, at de gamle huse blev en torn i øjet på mange. Et eksempel herpå er et læserbrev fra 1946 i Jydske Tidende. Her blev det udtalt, at boligforholdene i byen:

• i mange tilfælde er af en sådan art, at en dygtig og ærekær landmand ville værge sig ved at byde sine dyr sådanne. Hvad nytter et hus med en idyllisk facade, når det indre kan sammenlignes med de kalkede grave, som omtales i bibelen. Thi sagen er den, at byen ikke alene mangler lejligheder, men også benytter boliger af sådan art, at de for længst burde være kasseret.

 

Kvindernes særlige repræsentant

I november 1948 henvendte Turistforeningen sig til byrådet. Man ville gerne have byrådet til at bevare de faldefattige huse især omkring Uldgade. Men et ville man ikke umiddelbar går med til. Problemet kan aflæses af byrådsmedlemmet Emilie Bay, som Jydske Tidende kaldte kvindernes særlige repræsentant i byrådet:

• Jeg ser sådan på  det, at gamle sunde boliger skal bevares, men det er håbløst, at lave Uldgade – boligerne om til menneske-boliger til rimelig pris. Fra borgernes side – dvs. Skatteydernes – må de sundhedsmæssige krav til boligerne i Tønder være de vigtigste. Men adskillige gamle huse i Uldgade – kvarteret er rene rottereder. Jeg skammer mig over, at der må bo mennesker sådanne steder. Selv om der gror roser omkring den faldefærdige idyl. Jeg er selv interesseret i alt gammelt og en stor ynder deraf. Men det sunde folkeliv er vigtigere og må være det mest magtpåliggende for en kommune.

 

Dødsstødet

Efterhånden som kommunen havde mulighed for det, opkøbte de ejendomme, der indgik i saneringsplanen. Og der blev luftet ud. I 1957 blev der nedlagt to boliger, i 1958 blev der nedlagt 14 og i 1959 blev der nedlagt 26 boliger. I Jydske Tidende beklagede man, at et malerisk kvarter fik dødsstødet.

 

Bevarelse af gamle huse

I 1960 voksede velstanden. Nu begyndte man at tænke anderledes. Nu var det ikke kun de enkelte huse, man ville bevare. Nu var det hele kvarterer, der skulle bevares. Men da var det allerede gået hårdt ud over Østergade. Det ene gamle hus efter det andet forsvandt.

Museumsinspektør Sigurd Schoubye kritiserede kommunens saneringspolitik, og klagede over, at historisk interesserede medborgere ikke blev taget med på råd. En avis refererede fra en af møderne med den malende overskrift, Drøftelse over Tønders ruiner.

Utilfredsheden med udviklingen i den indre by, gav starts-skudet  til oprettelsen af Fondet til bevarelse af gamle huse i Tønder. Initiativtager hertil var apoteker Hans Iver Toft.

Fondets midler blev tilvejebragt ved indsamling fra private fonde og tilskud fra det offentlige. I foråret 1964 kunne man disponere over 200.000 kr. Efter at husene var sat grundig i stand og moderniseret, solgte man dem.

 

Bygningsarven bevares

Efter knap to års virke var man blevet ejer af 6 ejendomme. Hertil kom i de følgende år ejerskab af adskillige andre huse, særlig i Uldgade.  Nøgleordene var bevarende sanering. Dette skulle sikre, at bygningsarven fra Tønders fortid blev givet videre til de næste generationer.
Den historiske interesse vakt

Man kan sige, at både min far og min onkel havde masser af arbejde med de gamle huse i Tønder, og når jeg en sjælden gang går gennem den indre by kan jeg glæde mig over det initiativ som apoteker Toft, tog dengang.

Gennem sit murerarbejde og fortællerglæde  fik min far vakt sin historiske interesse. Og tak for det. Det er hvis nok gået i arv.

 

Kilde:

• litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder 

• Tønder – Institutionernes by
• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• Drengestreger i Tønder 1920
• Gader og veje i Tønder
• Gamle virksomheder i Tønder
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Ture i Tønder 1 – 4
• Tønder efter krigen
• Tønders historie – efter 1900
• Tønder, Marskens Hovedstad
• Tønder, Marsken og afvandingen

 

Redigeret 4-11-2021