Hvem var H.P. Hanssen

Historien om Krogs – manden. Jeg er ikke Hans Peters hund. Historien om Bovrups Bæk. Han hjalp mange mennesker. Sønderjyllands Historie var hans store lidenskab. Til Nørremølle. Masser af unge forlod Nordslesvig Uddannelse som landmand og Askov Højskole.  En bondeknøs. Ikke alle var enige med H.P. Hanssen. Læretiden ophørte i 1888. Mange aktiviteter. I den preussiske landdag. Dansk til danskernes møder. Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi. 10.000 dansksindede til årsmøde i 1914. Han tog selv initiativ til at kontakte tyskerne.  Vælgerforeningen valgte deres krav.  Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik. Men i Nordslesvig og Sønderjylland var han en af de store, der aldrig blev helt anerkendt.  Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær” Optaget af litterære værker.

 

Historien om Krogs – manden

H.P. Hanssen boede i Nygade 41 i Aabenraa. Han var en sjælden børneven. Børnene forgudede ham dengang. Han tog altid et eller andet op af lommen til disse børn. Det kunne være et minidyr, en glaskugle eller et stykke chokolade.

Hans sans for at glæde børn dukkede særlig op i juletiden. Når juletræet skulle pyntes, kom der altid masser af godter op på træet. Omkring Helligtrekonger blev hans egne børnebørn, fætre og kusiner inviteret til ”plyndring af juletræer”.

Så blev de rare sager taget ned og lagt på bakker. Derefter gik rouletten til alt var fordelt. Så kunne H.P. Hanssen finde på at fortælle uhyggelige historier om ”Krogs-manden”. Det var en grim fyr, der lever under vandet, som med en kroget stav kunne hale små børn ned i dybet.

 

Jeg er ikke Hans Peters hund

En gang imellem kunne hans kone Helene Petersen finde på at afbryde ham med bemærkningen:

• Pjat Hans Pede

Men det var han så vant til. Hun var for resten meget interesseret i frimærker og efter 1920 ønskede hun sig en rød postkasse.

Det var nu heller ikke altid, at Helene gade at tage telefonen, når den ringede:

• Jeg vil ikke være Hans Peters hund

 

Historien om Bovrup Bæk

Når H.P. Hanssen var på tur stoppede han altid op ved Bovrupbæk og fortalte at her var grænsen mellem Sundeved og den øvrige del af verden. Grænsen var stærk markeret og det skyldtes, at der ikke var meget sympati mellem folk i Ullerup og folk i Bovrup.

Det skyldtes ifølge H.P. Hanssen, at syv piger fra Ullerup en gang ved vintertid havde været til fest i Bovrup. Da de skulle hjem var Bovrup bæk svulmet op efter et regnskyl og gangbrættet skyllet bort. En af de syv piger sagde da:

• Gid fanden var her, så kunne han ride os over.

Næppe var det sagt, så stod der en sort hest med ildøjne. Hesten sagde:

• Sid op.

Men da den syvende pige skulle op på hesten, udbrød hun:

• Jøsses Kristi kors, hvad for et stort hors

Og næppe var Herrens navn udtalt, før hesten var borte, og alle syv piger lå i bækken.

 

Han hjalp mange mennesker

Han kunne mange historier. Og en sen efterårseftermiddag havde en af beboerne stillet siden træsko nedenfor og gik nu i strømpesokker op til H.P. Hanssens arbejdsværelse på første sal. Det var en renovationsarbejder:

• Jen a æ kanutter fra æ Abfuhr

Den pågældende havde problemer med selvangivelsen.

• Læg bare skemaet og oplysningerne der, så skal jeg nok ordne det.

Han var hjælpsomheden selv i egen høje person. Mange har hos ham hentet råd og vejledning.

 

Sønderjyllands historie var hans store lidenskab

Jo H.P. Hanssen var meget interesseret i Sønderjyllands historie. Således foragtede han Hans den Yngre, der fra 1572 til 1622 rådede over Als og Sundeved. Han nedlagde adskillige landbrug bl.a. Sandbjerg og Rønhave for at oprette et stort gods til sig selv. Dermed tvang han bønderne til hoveriarbejde. Han var en slem bondeplager.

Mon ikke denne H.P. Hanssen kan tåles at ses gennem sømmene.

 

Til Nørremølle

Den 20. december 1936 mistede han sin elskede hustru. Næppe et halvt år efter var det hans tur. Der var ikke noget, der tydede på, at han skulle blive Nordslesvigs politiske fører. Hans tipoldefar havde taget rejsen fra Angel til Sundeved. Her havde bedste-faderen i 1825 købt det lille landboldssted Nørremølle. Dette blev efterhånden udvidet ved jordkøb.

Fader Christian Hansen sad i en stor og blomstrende bedrift, der ikke blot omfattede landbrug men også købmandshandel, brænderi m.m. Hans ældste bror var udvandret som optant. Det så derfor ud til at vores hovedperson nu skulle arve den fædrene gård.

 

Masser af unge forlod Nordslesvig

Det var dog dengang ikke så lige til. Ikke blot før 1870 men også efter den tid var en strøm af unge gået fra Nordslesvig, dels nord på til Kongeriget, dels over havet til Amerika. Man havde jo løftet i paragraf 5 og fandt derfor ingen grund til i tre år at springe prøjsisk soldat. Men som årene gik svandt håbet om en ”genforening” med Moderlandet.

Man var klar over, at skulle Nordslesvig nogensinde blive dansk måtte udvandringen stoppe. Det var ikke let. Valget skulle allerede træffes i 17 – års alderen. Man skulle nu en gang gennem prøjsisk militærtjeneste for at bevare sin hjemstavnspligt. Dette havde H.P. Hanssen også erkendt.

 

Uddannelse som landmand og på Askov Højskole

De følgende år uddannede han sig som landmand. I vintermånederne 1881-1883 og 1885 – 1886 besøgte han Askov Højskole. Han knyttede stærke bånd til skolen.

Deltagelse i nationalkampen greb ham mere og mere. Han var allerede begyndt som journalist med småindlæg i ”Dybbøl – Posten”. I de følgende år var han mere eller mindre ledede driften på Nørremølle voksede hans journalistiske virksomhed.

Han lærte den danske historiker A.D. Jørgensen at kende. Denne havde nøgterne holdninger om en grænsedragning i overensstemmelse med sprog og sindelagsgrænsen.

 

En bondeknøs

Rundt omkring i kongerigske blade og Højskolebladet kunne man nu møde jævnlige indlæg under mærket ”En Bondeknøs”. Samtidig begyndte han at optræde som foredragsholder. Han knyttede personlige forbindelser til politiske førere som Junggreen og først og fremmest Reimars.

 

Ikke alle var enige med H.P. Hanssen

Det var bestemt ikke alle, der var enige med H.P. Hanssen. Særlig i Flensborg Avis, kom der masser af modsvar. Redaktøren af Flensborg Avis, Jens Jessen havde i modsætning til H.P. Hanssen havde en konservativ grundholdning og søgte en kompromisløs politisk kurs. Rent politisk drejede han nok mod partiet Venstre. Han stod på et tidspunkt med valget, om han skulle fortsætte som fri bonde eller politikerens usikre lod. Han valgte det sidste.

 

”Læretiden” var overstået i 1888

Han tog til Leipzig og hørte forelæsninger på universitetet. Senere tog han til Berlin, hvor han besøgte de to nordslesvigske parlamentarikere Gustav Johannsen og Hans Lassen. Han tog også på længere studieophold i København. Dette fik først og fremmest betydning for her lærte han så A. D. Jørgensen at kende. Gennem Johan Ottosen og H.V. Clausen kom han i berøring med Studentersamfundets frisindede kredse at kende.

Disse havde indtil da ikke rigtig beskæftiget sig med det sønderjyske spørgsmål.

I foråret 1888 var hans ”læretid” overstået. Han ægtede sin forlovede, Helene Iversen, der ikke blot i hjemmet, men også i hans offentlige liv blev hans bedste rådgivere og støtte.

 

Mange aktiviteter

Det unge par tog bolig i Sønderborg, hvor han blev fast medarbejder på Dybbøl – Posten. Han tog også redaktionen af ”Sønderjydske Årbøger”. I 1888 var han med til at stifte ”Den nordslesvigske Vælgerforening. Reimars blev dens formand. H.P. Hanssen blev foreningens sekretær.

I 1892 var han medstifter af Den nordslesvigske Skoleforening. Han gik i gang med bygning af forsamlingshuse. Han blev i disse år en slags national konsulent for hele Nordslesvig. Han skrev for eksempel love for en selskabelig forening på Als og hjalp en borger i Ribe med at få et lån. Han sagde sin mening om et skattespørgsmål i Aabenraa. Han skaffede danske teaterstykker til Haderslev.

I 1892 blev han også medstifter af Den Nordslesvigske Skoleforening, som skulle modvirke den preussiske skolesprogsinstruks fra 1888, der stort set forbød at tale andet en tysk i skolen.

I 1893 flyttede de til Aabenraa, hvor Hanssen overtog Hejmdal.

 

I den preussiske landdag

Ingen sag var ham for lille som vi også kunne læse om i indledningen. Ved Hans Lassens død i 1896 skulle han tage hans plads i den prøjsiske Landdag. Men så let gik det nu ikke. Redaktør Jessen tog afstand fra ham. Forholdet mellem disse to havde aldrig været det bedste.

Ved prøvevalget fik H.P. Hanssen dog 120 af de 125 danske valgmands stemmer. I foråret 1896 indtog han sit sæde i landdagen. Her hjalp hans gode ven Gustav Johansen ham til rette i de uvante forhold. Men han var målbevidst forberedt på dette hverv i Berlin.

Han var medlem af den preussiske landdag fra 1906 til 1908. Han var tysk rigsdagsmedlem fra 1906 til 1919.

 

Dansk til danskernes møder

Mellem 1907 og 1908 opnåede H.P. Hanssen at opnå det faktum at de dansksindede måtte tale dansk på deres foreningsmøder. Der var ellers lagt op til, at der ikke måtte bruges andre sprog end tysk. Men dette blev udskudt i 20 år og traf derfor aldrig i kraft.

 

Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi

Selv om han nu opgav sin stilling som Vælgerforeningens sekretær, lagde forholdene hjemme dog stærkt beslag på hans kræfter. Ikke mindst da Køller-politikken fra efteråret 1898 satte ind for alvor, blev der brug for indgående kendskab til tysk forretnings – og forvaltningsteknik, som han efterhånden havde erhvervet sig.

Han kom han snart ud for en stærk storm. I 1895 var han blevet fængslet anklaget for ”forberedende handlinger til højforræderi”. Men myndighederne måtte lade anklagen falde. Nu gravede man imidlertid igen den gamle sag op. Da Køllers masseudvisninger i 1899 blev fremdraget i Landdagen rettede indenrigsministeren og en række konservative landdagsmænd et voldsomt angreb på ham på grundlag af løsrevne stykker af forhørsprotokollen.

Han imødegik dem imidlertid ikke blot med ro og værdighed, men også med megen taktisk dygtighed.

Det nationale og politiske engagement førte ikke sjældent til sammenstød med den tyske presse og preussiske myndigheder. Værst var det i 1906, hvor han blev dømt for højforræderi og måtte afsone tre måneders fængsel. Det har vi allerede nævnt.

 

Udsat for mistænkeliggørelse

Han fik i 1907 gennemført en Optantkonvention. I mellemtiden havde han også mærket Køller-politikkens hårde hånd. I Sønderjydsk Årbog skrev han om falske vidner som landråden i Haderslev førte i 1906. Det førte til tre måneders fængsel til H.P. Hanssen i Neumünster.

I 1906 genvalgtes H.P. Hanssen som rigsdagsmand. Men der var dog stærke kræfter imod ham. Man syntes at han de senere var blevet for veg og eftergivende. Han blev også udsat for personlig mistænkeliggørelse.

Gentagende gange forsøgte han at få oppositionen til at tage sin del af det parlamentariske ansvar.  Første gang i 1908 da han nedlagde sit landdagsmandat, dernæst i 1910, da han nægtede at lade sig genopstille.

 

Oprettelse af Kreditforeningen

Herhjemme fortsatte han i alle disse år ihærdigt sit arbejde på alle punkter at styrke danskhedens organisation og modstandskraft. Han tog nu initiativet til oprettelsen af Kreditforeningen, gav stødet til Arbejdersekretariatet og Vælgerforeningen socialpolitisk kursus.

Da krigen brød ud, var han med til at få de dansksindede løsladt. Han fik ophævet censuren på de dansksindede blade. Ved hjælp af en dansk – tysk traktat fik han løst de ”hjemløses” problem i Nordslesvig.

I 1914 blev han sammen med 172 dansksindede arresteret som ”politisk mistænkt”. Han blev løsladt allerede den følgende dag på grund af sin parlamentariske immunitet og medvirkede efterfølgende til sine medfangers løsladelse.

 

De skulle aftjene den preussiske militærtid

H.P. Hanssen mente ikke alle dansksindede skulle forlade Nordslesvig. Så ville der ikke være mere tilbage de dansksindedes interesse. De skulle aftjene den preussiske militærtid og derigennem opnå deres borgerlige rettigheder.

 

10.000 dansksindede til årsmøde

Ved årsmødet for dansksindede nordslesvigere den 14. juni 1914 i Haderslev, som skulle vise sig at blive det sidste, samledes ca. 10.000 deltagere, der hørte en af H.P. Hanssens mest berømte taler, hvori han udtrykte stærk tiltro til danskhedens overlevelsesmuligheder på trods af, at landsdelen var under tysk styre. H.P. Hanssens tale rummede også et gensvar til de tyske taler, der blev afholdt på Dybbøl 18. april 1914 ved 50-års festen for erobringen af Dybbøl Skanser.

 

Han tog selv initiativ til at henvende sig til tyskerne

I Den Tyske Rigsdag rejste han i oktober 1918 spørgsmålet om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Det stod i efteråret 1918 klart at tyskerne ville tabe krigen. Derfor kontaktede H.P. Hanssen den danske regering med meddelelsen om at løsningen var inden for rækkevidde. Af frygt for at støde tyskerne valgte man dog fra dansk side at se tiden an.

Den 23. oktober gad han ikke mere at vente på den danske regering. Han tog sagen i egen hånd og krævede i i Den Tyske Rigsdag uafhængigt af den danske regering at Nordslesvig skulle indlemmes i Danmark med henvisning til Pragfredens § 5 og folkets selvbestemmelsesret.  En underskriftsindsamling sørgede for opbakning fra 287 dansksindede foreninger i Nordslesvig. Efter forhandlinger med den tyske regering lykkedes det Hanssen at få et skriftligt tilsagn fra den tyske udenrigsminister den 14. november 1918.

 

Vælgerforeningen udvalgte deres krav

H.P. Hanssen blev endnu mere toneangivende. På et dramatisk todagesmøde den 16. og 17. november udarbejdede Vælgerforeningens Tilsynsråd den såkaldte Aabenraa – resolution. Her krævede man en folkeafstemning for Nordslesvig som helhed nord for en linje stort svarende til den nuværende dansk – tyske grænse.

Den 21. november blev resolutionen med den tyske udenrigsminister tilsagn overrakt den danske regering, som blev bedt om at rejse sagen ved den kommende fredskonference i Versailles.

 

Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse

Grænsestriden blev endnu bittere. De glade dage på Folkehjem var forbi. H.P. Hanssen blev i juni 1919 medlem af Ministeriet Zahle. Det var vel ingen som ham, der havde så godt kendskab til de nordslesvigske forhold.

En følge af striden og grænsekampens bitterhed blev, at H.P. Hanssen ikke fik den fremtrædende rolle ved ”Genforeningens officielle festceremonier den 10. og 11. juli 1920, som hans politiske virke ellers berettigede ham til. Med ”Genforeningen” havde Vælgerforeningen udspillet sin rolle som politisk organisation.  Splittelsen i forbindelse med grænsedragningen havde umuliggjort Hanssen tanker om en særlig sønderjysk gruppe i den danske Rigsdag.

 

Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik

Han blev minister for sønderjyske anliggender. Nogen betydelig rolle i dansk politik kom han ikke til at stille.

Det skadede ham dog at han blev brugt i den indrepolitiske strid. Efter ”Genforeningen” mente Hanssen, at de sønderjyske rigsdagsmænd foreløbig burde danne en særlig gruppe for at orientere sig i Kongeriget for at orientere sig i Kongeriget for dem praktisk taget ukendte forhold. Da dette ikke lod sig gøre, ønskede han ikke valg. Først i 1924 lod han sig opstille som Venstres kandidat, men han trak sig allerede i 1926.

 

Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær”

Dette betød dog ikke, at han lagde politikken på hylden. Ligesom i Hejmdal gjorde han skarp front mod ”bevægelser” der for en tid for over landet. Han holdt øje med stadig stærkere tyske fremstød.

Han blev aldrig træt af at råbe vagt i gevær mod den fare, der truede og arbejdede til det sidste med opførelsen af forsamlingshuse og på anden måde at styrke den nationale stilling i grænseegnene.

 

Optaget af litterære værker

Han var i disse år stærkt optaget af litterære arbejder. Han har oplevet fuld opbakning. Men der har også været tider, hvor der stod storm og strid om hans navn. Flere mente, at H-P. Hanssen med sin politik havde hindret Flensborgs indmeldelse i Danmark. Men man tænkte slet ikke på, at der kun var 26 – 28 pct. danskere. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden.

 

Han var en af de store, men aldrig rigtig anerkendt

Nazismens fremmarch i Tyskland skabte uro ved grænsen. I foråret 1933 kom der et krav fra de tysksindede at komme ”Heim ins Reich”. H.P. Hanssen advarede meget tidligt mod nazisterne.

Han var en af de store i Sønderjysk politik selv om han aldrig blev rigtig anerkendt

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• denmarkshistorien.dk
• dengang.dk – diverse artikler
• wikipedia.org
• grænseforeningen.dk
• historie-online.dk
• Henrik Fangel: H.P. Hansen – liv og virke
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1-3
• Hans Schultz Hansen: Den Danske Sønderjydes Førstemand 1- 2 (Genforeningens arkitekt)
• Troels Fink: H.P. Hanssen som minister i regeringen Zahle 1919

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.832 artikler
• Under Sønderjylland finder du 214 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 143 artikler
• Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 36 artikler