Henrettet på Østerfælled 1772

30.000 mennesker var ankommet. Det var en stor begivenhed. Hele to mand skulle henrettes. Men de fortrød sikkert. Det var meget blodigt og dramatisk. Skarpretteren skulle bruge hele tre hug, før Struensees hoved var adskilt fra kroppen. Bagefter blev det hele kørt til Vesterfælled, hvor hoved og hænder var anbragt på stejle. Ja ligene blev parteret i fire dele. Hvorfor skulle det være så blodigt, ja det kigger vi også på. To præster var udkommanderet til at få Struensee og Brandt til at bekende deres synder. Bagefter udgav de så hver en bog. Og det har vist sig at store dele af disse var falsum. Vi kigger på Struensees hurtige og korte vej til toppen. Og Brandt blev hurtig træt af sit arbejde og af kongen. Denne bed han i fingeren under et slagsmål. Det var ikke på grund af Struensees forhold til Caroline Mathilde, at han blev henrettet. Han fik mange fjender bl.a. fra adelen, der mistede deres indflydelse. Og enkedronningen, der følte sig tilsidesat af en borgerlig stod i spidsen for kuppet mod Struensee og Brandt.

 

Hele to henrettelser

30.000 mennesker var der mødt op på Østerfælled den 28. april 1772. Det var ikke for at se en fodboldkamp, væddeløb eller en af Borgervæbningens øvelser. Nej det var for at se en henrettelse. Hele to mand skulle henrettes.

Og stedet, ja det er vel der hvor Parken ligger i dag. Og de to, der skulle henrettes fra den 34-årige livlæge, tyskfødte Johan Friedrich Struensee og hans medsammensvorne Enevold Brandt. De var dømt for landsforræderi.

 

Præsterne beroligede de dømte

Der var udkommanderet masser af soldater. Og de slog på tromme, da de to dødsdømte ankom i hver deres karet med hver deres præst. Provst Hee gelejdede Brandt og den tyske præst Mynter gelejdede Struensee. De forsøgte at holde modet op hos de dødsdømte.

Brandt troede til det sidste at han ville blive benådet.

Borgerskabet var nøje placeret efter deres værdigheder, rang, ordener og adelskab.

Et stort skafot var opstillet til lejligheden.

Man havde hastet dommen og eksekutionen igennem. Man var bange for at en stormagt ville have begæret formidlende omstændigheder.

 

Bødlen brugte tre forsøg

De mange, der var mødt op, fortrød det nok bagefter. Det var ret så blodigt. Og det var fordi det skulle være til skræk og advarsel for dem, der overvejede at udfordre kongens magt – og så ovenikøbet få et barn med dronningen Caroline Mathilde, som Struensee gjorde.

Først var det Brandts tur. Først røg lænkerne og så røg hans klæder. Hans højre hånd røg af med et øksehug. Han nåede at råbe:

 

• Jesu blod råber på min sjæl

 

Nu røg også hovedet.

Så var det Struensees tur. Efter at have fået sin højre hånd hugget af vred han sig så meget, at skarpretteren Gotschalk Mühlhausen ikke ramte ordentligt i første hug. Det skulle yderligere to hug til inden Struensees hoved helt var skilt fra kroppen.

Bødlen fremviste derefter hovedet til en usædvanlig tavs folkemængde.

100 år senere overtog Danmarks sidste aktive skarpretter, Theodor Seistrup, Mühlhausens økse og påstod så sent som i 1880’erne, at den bar mærke efter Mühlhausens fejlslag under henrettelsen af Struensee.

 

Kun knoglerne var tilbage

Ligene blev parteret i fire dele og lagt på hjul og hovederne sat på stave. Det hele blev placeret på Vester-Fælled omkring det sted, hvor spillestedet Vega ligger i dag. Her lå ligene i flere år til skræk og advarsel.

De hang her til kun knoglerne var tilbage. Ingen ved, hvor de derefter blev begravet, men nogen havde kravlet op på en stige og trukket en fortand ud af munden på Struensee. I 1895 fandt man ved udgravning på Enghavevej to skeletter med de løse kranier placeret mellem benene. Da det ene hoved manglede en fortand, antog man, at det drejede sig om Brandt og Struensee. De blev så begravet på Vestre Kirkegård.

I 1920’erne blev kisterne anbragt i gravkapellet under Sankt Petri Kirke. Men åbenbart blev de begravet i jorden og det er aldrig blevet rigtig undersøgt, om det var Brandt og Struensee’ s rester.

 

Hvorfor skulle det være så blodigt og brutalt?

På Frederiksberg Slot kunne herskabet se det, og det har sikkert behaget enkedronningen. Her befandt enkedronning Juliane Marie sig og betragtede den store menneskehob på afstand. Kongen derimod var ført til Amager mens henrettelsen foregik.

Hvorfor skulle det være så blodigt og brutalt? Handlingen var nærmest blevet et teater – et dødens og skrækkens teater. Frederik den Anden af Preussen havde indført en række stafferetsreformer, der bl.a. omfattede afskaffelse af tortur og indførelse af halshugning i stedet for drukning i en sæk for barnemord, samt ophævelse af dødsstraf for tyveri.

 

Det skulle virke afskrækkende

Han påbød også at den der dømtes til radbrækning, skulle stranguleres inden eksekveringen af dommen – men hemmelig. Formålet ”ikke at pine forbryderen, men at gøre et afskrækkende eksempel ud af ham, så det kunne vække andres afsky.

Frederik mente i øvrigt, at hvis der var færre henrettelser, ville de til gengæld gøre større indtryk. Det var altså tale om en rationel opfattelse af den offentlige afstraffelse som en slags pædagogisk teater med afskrækkende funktion. Dette tog Danmark ved lære af.

Der opstod også en debat om, hvorfor præsternes deltagelse i henrettelsesritualet. Det var betænkeligt, at den ”uoplyste pøbel” troede, at den dømte døde i en tilstand af nåde, når formålet var, at hans død skulle virke så afskrækkende som muligt.

 

Man fulgte Moseslovens ti bud

Efter reformationen fulgte retsreglerne Moseslovens ti bud. Straffelovgivningen blev således strengere og dødsstraffen blev i højere grad aktiveret. Forbrydelser som blodskam, sodomi, trolddom og manddrab førte dødsdom med sig. Ofte indebar dødsstraffen også en form for tortur.

Flere blev knebet med gloende tænger, pisket eller fik afskåret et øre, men der er også eksempler på, at forbryderen kom på pinebænken, blev strakt eller gik sine knogler knust – det, man kalder radbrækket – med et vognhjul og levende blev placeret på hjul og stejle til offentligt skue. Man anså det for ekstra nedværdigende, hvis kroppen blev mærket og udstillet.

 

Over 3.000 blev henrettet i Danmark

Halshugning med sværd var den mildeste og mindst vanærende form for dødsstraf. Halshugning med økse frem til omkring 1790 var alvorligere.

Hængning og halshugning var de mest udbredte henrettelsesreformer. Derudover talte metoderne også afbrænding på bål og nedgravning levende.

Fælles for langt de fleste dødsdømte var, at de kom fra samfundets nederste lag. Hvor mændene især blev dømt til døden for tyverier, drab og grove voldsforbrydelser, var årsagen for mange kvinder fødsel i dølgsmål.

Fra 1537 til 1892 er der antagelig henrettet 3.000 mennesker i Danmark. Antallet er sikkert lang højere, da meget kildemateriale er gået tabt.

 

Struensee fik mere og mere indflydelse

Struensee mødte Christian den Syvende, da han var på Europaturne i 1768. Struensee havde god indflydelse på Christian den Syvende, der var begyndt at vise tegn på sindssyge, og derfor hyrede man ham som livlæge.

Han havde en god stilling i Altona, hvor han var anerkendt som en god læge.

Struensee fik hurtigt mere og mere indflydelse på den sindssyge konges beslutninger. Til sidst lykkedes det ham at få kongen til at afskedige statsrådet, da Struensee var den eneste, der kunne få kongen til at underskrive love.

I de knap to år, Struensee reelt sad på magten i Danmark, gennemførte han flere reformer, blandt andet trykkefriheden, som dog ramte ham selv. Der blev udgivet en del smædeskrifter om hans forhold til dronning Caroline Mathilde.

 

Kabinetstyre

Men Struensee fik en kort men kometagtig karriere. Det lykkedes ham at afsætte de ledende embedsmænd fra Statsrådet. Det var muligt, fordi Kongeloven – den danske forfatningslov – ikke havde regler for den situation at kongen var ude af stand til at styre riget.

Der eksisterede i forvejen et udpræget kabinetstyre. Dette var indført fordi Frederik den Femte i det meste af sin regeringskarriere havde udvist meget begrænset interesse for regeringshandlingerne. Nu skulle kongen bare sætte sin underskrift under dokumenterne.

 

Struensee slap af med Holck og Bernstorff

Bernstorff havde magten som præsident for tyske Kancelli og som udenrigsminister. Denne accepterede at kongens yndlings-drikkekammerat grev Holck, der kunne stille kongens lyster med hensyn til udskejelser.

Struensee gennemskuede hurtigt forholdene. Han anså, at Holck måtte fyres. I maj 1769 blev Struensee udnævnt til etatsråd. Også Bernstorff slap Struensee af med. Anledningen var at ministeren havde sendt to orlogsskibe på straffeaktion mod de algierske pirater, som havde opbragt talrige danske og andre europæiske handelsskibe i Middelhavet. Togtet endte som en katastrofe.

 

Velgennemtænkte reformer

Den nye rigsgreve, som han blev kaldt, havde ingen praktisk erfaring med statsstyre. Men han indførte inden for kort tid en masse nye love. Dette betød bedre sociale forhold, et mildere straffevæsen. Udenrigspolitikken blev gjort mere fredelig. Derfor var der ikke brug for så meget militær. Der blev skåret i ansættelser og pensioner.

Reformerne var velgennemtænkte, ekstrem moderne og sammenhængende.

Med et hug ændrede han bøndernes hoveribestemmelser. Det var bestemt ikke noget som godsejerne og adelen brød sig om.

 

Struensee fik mange fjender

I sommeren 1771 udnævnte Struensee sig selv som geheimekabinetsminister. Han fik ansat sin bror Carl August som leder af finanskollegiet. Og det klarede han fint.

Struensee fik derfor mange fjender. Derfor var hans forhold til Christian den Syvendes dronning en appelsin i turbanen.

Forholdet til dronningen skadede det danske hofs anseelse i udlandet. I julen 1771 diverterede kongehusets jordemoder, madam Ørslev, julestuerne i København med en usand historie om, at dronningen atter var gravid, Denne historie gav kongens stedmor, Juliane Marie, den sidste undskyldning for at være samlingspunktet for et kup.

Struensee’ s datter blev bl.a. mor til prinsesse Caroline Mathilde, der gennem sit ægteskab med Christian den Ottende endte som dronning af Danmark.

Og moderen der også hed Caroline Mathilde, blev som 15 – årig engelsk prinsesse sendt til Danmark for at blive gift med den både af krop og sind så skrøbelige 17 – årige danske konge, som ikke ville vide af hende. Den lykkelige men kortsigtede redning var Struensees ankomst.

 

Kongen ”ville rase et år”

Muligvis led kongen af skizofreni. Efter sin kroning udtalte han, at han ”ville rase et år” Sammen med Støvlet Cathrine foretog han hærgende togter igennem Københavns natteliv. Det har vi tidligere berettet om. Blågården på Nørrebro blev købt til kongen, hvor han kunne afreagere.

 

Koppeindpodningsanstalt

I 1769 blev Solitude på Nørrebro købt af staten Og Struensee og Berger oprettede her en koppeindpodningsanstalt. En ny form for vaccination skulle afprøves her. Man havde plads til 48 personer. 16 betalende og 32 som fik gratis kost, klæder og medikamenter.

Anstalten som var under Frederiks Hospital, åbnede i 1770. Kuren mod kopper mødte dog modstand. Mange blev syge og flere døde.

 

Opdragelsen af kronprins Frederik

Opdragelsen af kronprins Frederik skete på en meget speciel måde. Han skulle ikke have en lærer, der indprentede ham alt. Han skulle lære at klare sig selv. Han boede afsondret fra voksne. Da han viste frygt for trapper, blev maden serveret på toppen af en lille trappe som stod midt i rummet.

I starten havde han kunnet løbe frit rundt i Hirscholms haver, men en dag var han faldet i havens dam. Derfor blev der bygget en indhegning. Som 2-årig blev den unge prins vaccineret mod kopper.

Struensee var tilhænger af kolde bade, og selv om vinteren skulle kronprinsen udsættes for dem. Han gik uden sko og strømper og fik frostknuder i benene om vinteren. Følgen af denne opdragelse var, at kronprinsen selv i fireårsalderen havde svært ved at tale. Rygterne gik, at Struensee prøvede at tage livet af ham, for at kunne indsætte sin egen linje i form af prinsessen som arveberettiget.

 

Enkedronningen førte an i kuppet

Det usømmelige forhold blev udnyttet af fjenderne. Uden vanskeligheder fik de enkedronningen Juliane Marie og hendes søn arveprins Frederik til at stå i spidsen for et oprør. Deres grunde var vægtige. Det var bittert for dem at se kongehusets autoritet falde i hænderne på en borgerlig. Og at arveprinsen retmæssig burde have den egentlige magt i riget.

Arveprinsens lærer var Ove Høegh-Guldberg, der fra 1764 havde været arveprinsens lærer. Han hjalp enkedronningen i bestræbelserne på et kup.

Generelt var der udbredt utilfredshed med Struensee i store dele af befolkningen. De vidste ikke hvor slemt det stod til med kongens sindstilstand. For dem var det frækhed, at en læge pludselig kunne opnå så store beføjelser. De mente, at han holdt kongen som gidsel. Og denne vildfarelse forstod kupmagerne at udnytte.

Under et karneval den 16. juni 1772 lykkedes det de sammensvorne under to officerers ledelse at få kongens underskrift på en arrestordre til J.F. Struensee. Det falsterske regiment havde fået udleveret skarpe patroner og stod opmarcheret ved slottet. Nu er det dog ikke alle der i dag mener, at de to officerer havde kongens underskrift på anholdelsen.

 

Caroline Mathilde skulle også være dømt til døden

Caroline Mathilde blev sendt til Helsingør, men efter Struensees dom blev hun sendt til Celle uden børn. Her døde hun allerede i 1775. Hun døde af skarlagensfeber kun 23 år gammel.

Da kongen hørte om hendes dødsfald kommenterede han det på denne måde:

 

• Det var synd – hun havde gode lægge.

 

Meningen var at hun også skulle være dømt til døden. Men hjemme i England raslede hendes bror kong Georg den Tredje med sablen. En engelsk fregat afhentede hende

Struensee blev dømt efter Danske Lovs bestemmelse om majestætsfornærmelse. Men hver af de involverede havde deres egen dagsorden. Reelt blev han dømt efter den politiske magt, som han havde tiltaget sig i den sindssyge Christian den Syvendes sted.

 

Brandt ville af med Holck

 

 

I januar 1772 blev hans medsammensvorne, Enevold Brandt anholdt og anklaget for forræderi.

Brandt havde studeret jura og blev i 1764 assessor i højesteret. Men han valgte at få en karriere ved hoffet. Han havde tidligere mødt Struensee.

Han forsøgte at få Christian den Syvendes gunst ved at klage over kongens yngling, Holck. Det brød kongen sig ikke om. Han fik 24 timer til at pakke sit gode tøj og forsvinde ud af landet. Han tog ophold i Frankrig fra 1768 – 1770. Men indimellem var han også i Tyskland

Han var en kejtet mand, der ikke havde meget held hos damerne. Han besluttede at han ikke ville gøre karriere i støvede retssale.

 

Brandt blev træt af sit arbejde

Men da Struensee kom til magten, hentede denne Brandt hjem. Han deltog dog ikke i Struensees reformprogram men tog sig af kongens forlystelsesliv og garderobe. Han var desuden kongens sygevogter. Det var et job som Struensee ikke mere havde tid til.

Og det lykkedes for Struensee at få Holck sendt væk. Det var en glæde for Brandt at se sin gamle rival, Holck falde i unåde. Alt hvad han havde ønsket sig blev nu opfyldt.

Det var bare et problem. Kong Christian brød sig ikke om Brandt. Og Brandt blev hurtigt træt af sin rolle som den syge konges oppasser. Brandt behandlede kongen med større og større irritation og nonchalance, mens kongen forsøgte at undgå Brandts selskab.

 

Brandt bed kongen i fingeren

Ved et eftermiddagsselskab, hvor omkring 20 af Hoffets ansatte var til stede var Christian den Syvende i dårligt humør. Og Brandt førte sig som sædvanlig frem som verdensmand. Pludselig greb kongen en citron og kylede den tværs over bordet lige i synet på Brandt.

Som den perfekte hofmand forsøgte denne at lade som om intet var hændt. Men efter taflet opsøgte Brandt kongen i hans private gemakker. Han ville have en undskyldning.

Kongen var forbløffet. Både fordi han allerede havde glemt optrinnet og fordi det var helt uhørt, at en hofmand krævede oprejsning fra en enevældig konge af Guds nåde. Kongen nægtede overhovedet at høre på Brandt, man Brandt var ikke til sinds at lade kongen slippe.

Situationen udviklede sig og endte snart i slagsmål. I kampens hede bed Brandt kongen i fingeren. Snart kom nogle lakajer ilende til gemakkerne. Og Brandt efterlod den forslåede konge liggende fortumlet på gulvet.

Ved et hvert andet hof var Brandts opførsel blevet alvorlig straffet. Men Struensee lod Brandt blive ved Hoffet, fordi han mente at kongen havde fået sig en lærestreg. Siden episoden blev den i forvejen ængstelige konge nervøs hver gang han så Brandt.

Brandt blev senere anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen.

 

Brandt tog ikke anklagen alvorlig

Efter Struensees og Brandts arrestation blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge forholdene omkring Struensees magtovertagelse og dømme de fængslede. Og begge blev de dømt for majestætsfornærmelse. At Brandt havde overfaldet kongen, var en skærpende omstændighed.

Brandt skrev dog til sin mor:

 

• Mig kan man ikke være vred på så længe af gangen.

 

Han var stadig sikker på at få en amtmandspost i Holsten.

Sådan skulle det dog ikke gå. Kongen glemte aldrig at Brandt bed ham i fingeren. Brandt var næsten en karikatur på stereotypen på den frivole og ubekymrede hofmand fra 1700-tallet for hvem dans, teater, musik, kortspil og kærlighedsaffærer var det eneste livet handlede om.

 

Præster beordret til at kigge til fangerne

De to grever blev anbragt i Kastellet. Kommandant Levin Ludvig von Hobe forhindrede at personer med tvivlsomme hensigter kom dem nær.

Struensee blev afhørt den 21. februar. Han svarede afvigende og endda ofte smilende på spørgsmålene. Indtil spørgsmål 239 om han havde haft seksuel omgang med dronningen. Her skiftede hans tone til ”klynkende”. Protokollen anfører at han tilstod.

Præsterne Balthasar Münter og Jørgen Hee blev af inkvisitionsdomstolen beordret til at besøge fangerne for at få dem til at skrifte og bekende deres synder. De to præster var de samme som i 1771 var idømt bøder for at have prædiket mod Struensees styre.

 

Skrifter, der nærmede sig falsknerier

Münther udgav nogen tid efter skriftet:

 

• Forrige Greve og Kongelige Danske Geheime-Cabinetsminister J.F. Struensees Omvendelseshistorie.

 

I dette fortæller præsten om sine 38 samtaler, hvordan han blev omvendt fra materialistisk ateisme til kristendom og fortryder alle sine handlinger.

Også Hee udgav Brandts omvendelseshistorie i skriftet:

 

• Paalidelig Underretning om den henrettede Enevold Brandts Forhold og Tænkemaade i hans Fængsel.

 

Især Münthers skrift blev populær i hele Europa. Men vor tids historiker mener, at det meste var falsk. Struensees angeren var ikke overnes med afhøringsrapporterne. Desuden var de breve, der bliver gengivet i hans bog ikke at finde andre steder. Og de var slet ikke lig Struensees sprog og skrivemåde.

 

Ingen formidlende omstændigheder

Dommen blev diskuteret i Statsrådet, hvor der var flere der argumenterede for en formildelse af straffen, men det blev ikke godtaget af det nye regerende parti. Da Christian den Syvende skulle underskrive dødsdomme, prøvede J.O. Schack – Rathlou at overtale ham til en formildelse. Men kongen holdt på, at når dommen var afsagt i overensstemmelse med lovene, så skulle den også gennemføres.

 

Nogle af reformerne blev ikke ændret

Mange af Struensee’ s reformer blev ændret. Men de blev nu ikke alle nødvendigvis ført tilbage til det gamle.

I løbet af 1770’erne genopstod kabinetstyret, som Struensee havde anvendt, men nu med blot Ove Høegh-Guldberg, enkedronningen og arveprinsen som ledere.

Torturen blev genindført ved politiafhøringer. Københavns administration under de 32 mænd blev genindført. De fyrede embedsmænd blev genansat. Retten til at få familiemedlemmer sat i tugthus som havde ført ”et dårligt liv” blev genindført. Og så blev det genindført straf for ”lejemål” (samleje uden for ægteskab).

Struensee kom stort set ikke videre end til at fastsætte hoveriet på landboområdet men det var tydeligt at han havde planer. De blev udført efter Guldbergs fald i 1784. Trykkerifriheden blev igen afskaffet og der blev indført forhøjede straffe.

 

Kongen efterlod sig nogle oplysninger

Struensee var måske ikke så folkelig som filmen med Mads Mikkelsen viser. Og der er ingen dokumentation for tortur. Han lod sig selv ophøje som greve. Og hans våbenskjold blev smadret af bødlen efter hans henrettelse.

Den skrøbelige konge har efterladt sig nogle tegninger af dronning Caroline Mathilde, Struensee og Brandt. Han skrev ved tegningerne, at Struensee var en stor mand. Ved Brandt skrev han, at han var en fin, vild mand.

Under tegningerne tilføjede han, at han gerne ville have reddet Struensee og Brandt, men at enkedronningen Julianne Marie og hendes søn, arveprins Frederik ikke ville.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• dinby.dk
• danmarkshistorien.dk
• da.wikipedia.dk
• altomhistorie.dk
• berlingske.dk
• kriteligt-dagblad.dk
• Henning Rovsing Olsen: Døden i festdragt
• Asser Amdisen: Til nytte og fornøjelse
• Jens Glebe-Møller: Struensees vej til Skafottet
• Per Olov Engquist: Livlægens besøg
• Sven Cedergreen Bech: Struensee og hans tid
• Niels H. Kragh-Nielsen: Straffet på livet – henrettelser i Danmark 1537 – 1892

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.679 artikler herunder

 

• Under Østerbro (93 artikler):
• Henrettelse på Østerbro
• De gamle statsfængsler i Citadellet
• Et mord i Brumleby 1914
• Mord på Østerbro 1893
• Vilhelmine Møller – en morder fra Østerbro
• Legemsdele i Kastelgraven
• Mordet i Vordingborggade 1942

 

• Under København (180 artikler):
• Bag Bremerholms mure
• Børne- og Tugthuset
• Mord i Nyhavn

 

• Under Nørrebro (293 artikler)
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Blågården – på en anden måde
• Blågårdens Storhedstid
• Slottet med det blå tag (NørLiv 26)
• Barnemorderen fra Jægersborggade 1-3

 

• Under Andre Historier (66 artikler):
• Jagten på den adelige heks
• Var Anne Palles den sidste heks?
• Borgerligt Regimente
• Støvlet Cathrine og et jagtslot i Utterslev

 

• Under Sønderjylland (196 artikler):
• En skarpretter fra Haderslev
• Riber Ret (3)
• Ribe – og Hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Et mord 1814
• De mystiske mord ved grænsen 1-2

 

• Under Tønder (270 artikler)
• Bødler i Tønder
• I fængsel i Tønder
• Henrettelser i Tønder
• Æ kachman i Tynne (Kagmanden i Tønder)
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær

 

• Under Aabenraa (158 artikler):
• Henrettet i Aabenraa (b)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved 1-2
• Jordemødre, Hekse og Kloge Koner

 

• Under Besættelsestiden før/under/efter (339 artikler):
• Henrettelser i Undalslund
• Rovmordet i Utterslev Mose
• Ikke alle mord skulle undersøges
• I et skydeskur på Amager
• Dødsstraf