Barske afstraffelsesmetoder hørte til dagligdagen – dengang. Og henrettelser var der mange af på Kastellet og i Fælledparken. Skarpretteren havde mange tilbud på sin prisliste. Griffenfeld blev benådet i sidste øjeblik, men det skete ikke for moderen fra St. Knuds Kloster eller moderne på Kaptajn With. Der var heller ikke nogen benådning til Brandt og Struensee. Skarpretteren måtte bruge tre hug på sidstnævnte.

 

Barske henrettelsesmetoder

Går man en tur i Fælledparken eller på voldene ved Kastellet kan man slet ikke forestille sig alle de skrig, der har lydt her. Man kan heller ikke forestille sig de grusomme afstraffelsesmetoder, man anvendte. Jo det var sandelig barsk – dengang.

 

Skarpretterens prisliste anno 1698

I Skarpretterens prisliste fra 1698 nævnes:-

•  Hoved -, Haands – og Fingerafhugning, endvidere Steile og Hjul, Knusning af Arme og Ben, Partering, Knibning med gloende Tænger, Brændemærkning, Kagstrygning, Legemets opbrænding paa Baal og Navneopslag paa Galgen.
  Men nogle gange gik man endnu videre.

Morderen fra St. Knuds Kloster

I 1675 blev Erik Ladefoged, der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster, justificeret på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret ud af ham og bødlen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans legeme parteret og lagt på fire stejler.

 

Griffenfeld

Den 6. juni 1676 blev Griffenfeld ført ud af sit fængsel i Kastellet til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende hvidt sand med et sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet på hans stol i Helligåndskirken. Kredsen var omringet af soldater.

Men der var tilskuer til stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld, og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for øje.  Han opløftede sine hænder til Gud og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end himlens. Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende.

Bødedelen sønderbrød hans våben og trådte på det med ordene:

•  Dette sker ej unden årsag, men efter fortjeneste.
  Den dødsdømte svarede: Kongen har givet mig det, han tager det fra mig igen.

Griffenfeld tog derefter sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde han sig på knæ:

• Herre Jesus, jeg befaler min sjæl i din hånd.

 

Pardon – i Kongens Navn

Derefter gav han tegn til bøddelen, om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant
Schack frem og råbte:

• Pardon i Kongens Navn.

Da præsterne hørte dette, løb de hen og løftede Griffenfeld. Denne var helt fortumlet.

•  Hvad er det? Hvad er det?

Derpå oplæste Schack den kongelige ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarigt fængsel. Han fik først sin frihed den 10. marts 1698, nedbrudt på liv og sjæl. Han fik tilladelse til at tage ophold hos datteren Charlotte Amalie, der var gift med Baron Frederik Krag til Stensballegaard. Men allerede året efter døde Griffenfeld.

 

Benådning blev givet meget sjældent

Regeringen havde fundet det nødvendigt at udgive et flyve-skrift, hvor man på forskellige sprog fortalte om Rigskanslerens forbrydelser. Han blev kaldt et moralsk uhyre, der havde
solgt sin konge til Frankrig og Sverige for 40 tønder guld. Disse ville udråbe Prins Knud til konge, forbinde de nordiske kroner med Frankrig, forsyne København med en svensk besættelse og lukke Sundet for hollænderne.

Men regeringen fralagde sig ansvaret for skriftet. De udsatte en dusør for at finde forfatteren, men han blev aldrig fundet. Denne gang gik kongen ind og gav benådning, men sådan var det ikke altid, ja det var faktisk sjældent.

 

Mytteri på Havmanden

I 1683 blev ikke mindre end ni mennesker henrettet, fordi de havde gjort mytteri på det ostindiske skib Havmanden, dræbt guvernøren, kaptajnen, Jan Blom, hans gravide hustru og mange
andre. Derpå havde de smidt ligene i vandet. Hovedmanden for forbrydelserne var en mand fra Hamborg ved navn, Hans Biermann.  Forbryderne blev først knebet med gloende tænger, dernæst blev hænderne hugget af. Dernæst blev arme og ben lagt på Stejlerne.

Pontoppidan skrev følgende:

• Da de den ganske Dag havde lagt levende på Steilende, nød de om Aftenen den Naade at blive strangulerede efter Dr. Lassenii Forbøn hos Dronning Charlotte Amalie.

 

Mordet på Kaptajn With

To forklædte mennesker kørte den 15. september 1767 i en karet fra Christiansborg ud til Øster Fælled. De havde bevidst valgt at køre fra slottet i en almindelig hyrevogn. Ude på fælleden stoppede vognen ved skafottet. En deling soldater holdt vagt ved skafottet.

De forklædte skikkelser kunne fra vognen se to stærkt medtagende mænd ankomme på bøddelens vogne. De to mænd havde tidligere på året dræbt en kaptajn ved navn Wirh.

Morderne var en underofficer ved navn Mörl og hans tjener Stutz. Førstnævnte tilhørte With’s kompagni. Sammen var de en nat brudt ind i With’s lejlighed i Lille Kongensgade og havde slagtet With med deres kårder, mens han lå i seng. Derefter havde de stjålet penge og smykker.

 

Afstraffelsen

Tidligt om morgenen var de blevet ført fra arresten til en plads i byen, hvor deres dom var blevet oplæst. Derefter var de blevet kørt til Lille Kongensgade, hvor mordet havde fundet sted. Her blev de to mordere knebet med gloende tænger. To gange mere var de blevet knebet.

Ved Østerport blev de modtaget af to præster, og blev knebet for fjerde gang. Præsterne fulgte med ud til Fælleden, hvor de blev knebet for femte gang med gloende jern.

 

Teologiske udredninger

Mörl var den første, der blev bragt op på skafottet. Inden han blev ført frem for at blive radbrækket fremførte han en længere religiøs monolog i knælende tilstand. Da bøddelen gik i gang med at knuse hans lemmer, fortsatte Mörl med at udråbe sine teologiske udredninger. Efter den smertefuld lemlæste blev han båret hen til galgen – stadig talende. Derefter blev han hængt.

Mörls tjener havde fulgt det grusomme optrin. Skrigende og grædende blev han nu selv ført op på skafottet.  Også han blev radbrækket af bøddelen. Skrigende blev højere, men forstummede, da han lidt efter blev hængt.

Bagefter blev de to lemlæstede og døde kroppe parteret, og kropsdelene blev sat på hjul og stejle. På den måde kunne man se forbryderne på lang afstand.

 

Kongen og sin rådgiver

Bag forklædningen gemte Christian den Syvende og kongens rådgiver Sperling sig. Kongen havde underskrevet dødsdommen uden kommentarer. Den udpenslede straf i doms-papirerne gjorde et stærkt indtryk på kongen. Han ønskede at se, hvad der skete, når et menneske blev udsat for en så langtrukken død.

 

De to fanger på Kastellet

En sammensværgelse havde væltet Struensee og enkedronning Julianne Marie havde taget magten i landet. En række personer blev anholdt. Struensee og Brandt blev anbragt med lænker i Kastellet. En Inkvisitions-kommission blev nedsat. Men ret hurtig vidste man godt, hvor det bar hen. Struensee førte 38 samtaler med præsten Balthasar Münther i de to måneder, han var i forvaring. Han blev langsom omvendt fra radikal oplysningsidealist til kristen.

Brandt var meget overbevist om, at han til sidst ville blive benådet.  Christian den Syvende havde mulighed for at benåde, men han udtalte:

• Når det er efter loven, så må man også give loven sin gang. Når hovederne først er faldne så er det folk ligegyldigt, hvad man gør med kroppene.

Efter sigende skulle kongen have gentaget dette en fem – seks gange.

 

Mange tilskuere

Henrettelsen fandt sted den 28. april. Tømmermester Junge havde i de foregående dage bygget et solidt skafot ude på Øster Fælled. Normalt skulle det være foregået på
Vester Fælled. Men det var mere plads til tilskuer herude på Øster Fælled.

Om morgenen havde man haft besøg af præsterne, hvorefter man begav sig i vogne fra Kastellet til Øster Fælled, hvor titusinder af københavnere havde indfundet sig. Gaderne inde i
København lå øde hen. Militæret sørgede for bevogtningen.

Brandt var den første, der blev ført frem. Bøddelen smadrede først hans våbenskjold. Efterfølgende huggede bøddelen højre hånd af Brandt, derefter hans hoved. Til sidst blev hovedet parteret i fire dele. Kropsdelene blev i et reb firet ned på en rakkervogn, der skulle køre det parterede lig ud til Vester Fælled. Her skulle kropsdele sættes på hjul og stejle, men hænder og hoveder skulle placeres på lange stager.

 

Tre hug skulle der til

Nu var det Struensee’s tur. Han havde siddet i vognen med sin præst. Han havde dog uden tvivl kunne høre Brandt’ s skrig og tilskuernes jubel. Münter fulgte Struensee op på skafottet,
der flød af Brandt’ s blod. Han fik også våbenskjold og højre hånd hugget af.

Da det kom til hovedet opstod der problemer. Øksen fik ikke rigtig fat ved det første hug, og Struensee vred sig i smerte.  Bøddelen prøvede igen, men også denne gang faldt hugget dårligt. Først tredje gang blev hovedet skilt fra kroppen.

Så kunne parteringen begynde. Til sidst blev hans kønsdele skåret af og fremvist for mængden. Selv de mest tungnemme kunne næppe undgå at fange symbolikken. Også dette lig blev ført ud til Vester Fælled.

 

Hvis du vide mere:

• www.dengang.dkindeholder 1.783 artikler 
• Under Østerbro ligger der 101 artikler 
• Vi har skrevet en særlig artikel om Struensee og Brandts henrettelse “Henrettelse på Øster Fælled”

 

Kilde: Se

• Litteratur – Østerbro
• Litteratur – Nørrebro
• Ulrik Langen: Den Afmægtige (JP – Forlag 2008)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Redigeret 4.12.2021