Har Frihedskæmperen sandhedsmonopol?       

Frihedskæmperen er ikke entydig. Frihedskæmperen satte sit liv på spil og sikrede Danmarks ære. Men han deltog også i en moralsk hær efter besættelsen, hvor selvtægt og ydmygelse var dagens orden. Langt fra alt er historisk korrekt. Man kan også undres over nogle af de udstillinger og samlinger, der forefindes. Noget af kampen kom aldrig i massemedierne. Det er også offentligheden, der har tegnet det flotte billede af frihedskæmperen. De krævede at den var glansfuld. Men vær nu kritisk. Ofte er både tekst og billede tekst konstrueret og manipuleret. Men man må ikke kalde det historieforfalskning. På især de små arkiver nyder frihedskæmperen beskyttelse. Det er svært at finde sandheden. Inden august 1943 var Frihedskæmperen også regeringens fjende. Der blev udlovet dusør på ham. Og næsten alle aviser bragte fotos af ham.

 

 

Vær kritisk over for tekst og billeder

Vi har før været inde på det. Besættelsestiden er nok den periode, hvor der kommet flest udgivelser og tidsskriftsartikler. Der er kommet et væld af værker og enkelt publikationer. Kravet om at fremvise heltene var stor i befolkningen. Der blev produceret frihedskæmpere på gruppebilleder i massevis.

Tænk engang nu så man dem på en lastbil med et maskingevær.

Nok var den antinazistiske modstandskamp et ubetinget gode, men det hindrer os jo ikke i, at være kritisk over for den tekst og de billeder, vi bliver præsenteret for. Vi har heldigvis i dag mange fantastisk gode historikere. Men læser du noget af besættelseslitteraturen lige efter besættelsen, ja så undres man.

 

Hemmelig og anonymitet

Modstandskampen krævede fra den spæde start diskretion, hemmeligholdelse og frem for alt anonymitet. De danske myndigheder og offentligheden måtte ikke kende de involveredes identitet. Det var også en fordel, at de enkelte ikke kendte hinanden indbyrdes.

 

Alvorlig forbrydelse at sætte sig op mod regeringen

Myndighederne søgte til 29. august 1943, at få anonymiteten brudt. Befolkningen blev opfordret til at melde personer, der brød samarbejdspolitikken. At sætte sig mod landets regering og dets politik var en alvorlig forbrydelse.

 

Hans politik blev forbudt

Ja det var for eksempel Aksel Larsen. Han udfordrede autoriteterne. Han udgav de ulovlige publikationer ”Danske Toner”. Den lovgivende magt havde forbudt hans politiske virksomhed på et tvivlsomt retligt grundlag.

Han blev eftersøgt. Det lykkedes ikke i første omgang at arrestere ham. Men adskillige hundrede af hans partikammerater og dem, som man troede var kommunister, fik man dog fat i.

 

5.000 kr. i dusør for disse pæne mennesker

Pæne mennesker som professor Mogens Fogh og redaktør Ole Kiilerich blev det også ledt efter. De var gået under jorden for at bekæmpe samarbejdspolitikken. Prisen på deres hoveder blev af politiet sat til 5.000 kr. for hver. Det var mange penge dengang. Ja det var mere, end hvad en ufaglært arbejder kunne tjene.

Aviserne bragte med en enkelt undtagelse en efterlysning af dem med udførligt signalement og portræt den 2. februar 1943.

 

Hvem fik de 25.000 kr.

Fra Faxe Kalkbrud blev der stjålet sprængstof. Den 20. februar 1943 offentliggjorde aviserne en efterlysning med billeder af de formodede hovedmænd, fem i alt. Den samlede dusør for oplysninger, der kunne føre til deres pågribelse var 25.000 kr.

Efterlysningerne førte ikke alene til et par anholdelser, men også til den første dødsdom, som dog ikke blev eksekveret. Hvem der fik de 25.000 kr. er uvist.

 

Eigild Larsen-en eftersøgt storforbryder

Blandt de efterlyste i denne periode var også en af grundlæggerne af sabotageorganisationen, BOPA, kommunisten og skibsværftsarbejder Eigil Larsen. Han levede i tiden før august 1943 op til befolkningsflertallets forestillinger om en kommunist og eftersøgt terrorist, der deltog i kriminel undergrundsaktivitet.

Politiet havde et forvrænget billede af ham. Det havde de fra dengang han sad indespærret i Horserød som kommunist. Men han havde haft den frækhed at undvige gennem en tunnel, han selv havde gravet.

Og langt de fleste aviser bragte igen efterlysningen. Her stod fremhævet med sort ”skal anholdes”. Eigil Larsen var farlig for samarbejdspolitikken, lige så farlig som sprængstoftyvene.

 

Opfordring til stikkeri

Det er noget ubehageligt ved alle disse fotos. De udlovede dusører understreger tilmed opfordringen til stikkeri over for medborgerne. Stikker var noget af det værste, man kunne blive udsat for. Og her var det de danske myndigheder, der opfordrede til det. Men det var nok den gruppe, som Modstandsbevægelsen slog hårdest ned på.

Adskillige hundrede stikkere blev aflivet i de sidste krigsår, ja mange også efter besættelsen. Mange blev aflivet uden at det var ordentlig tjekket.

Fra den 29. august 1943 blev det lettere med holdningerne i stedet for billederne. Tyskerne overtog sabotagebekæmpelsen. Det ulovlige arbejde blev illegalt. Pludselig blev de såkaldte terrorister nu frihedskæmpere.

Gestapo og dets danske håndlangere var en endnu større trussel end de danske myndigheder havde været.

 

Identitet og eftermæle

De illegale blade kunne gå lidt længere end de legale blade. I en del tilfælde gav de identitet og eftermæle til nogle af de mennesker, som var blevet henrettet af tyskerne. Stærkest var det, hvis de gengav afskedsbreve fra de henrettede danskere.

Det sidste krigsår bragte mange ind i illegale ”ventegrupper”. Det var militært organiserede grupper der, som navnet giver, skulle vente på opgørets time. De skulle først træde til allersidst ikke ville overgive sig. Deres opgaver lå efter befrielsen.

 

Ventegrupperne udgjorde to tredjedel

Det var en voldsom tilgang til disse ventegrupper i besættelsens sidste måneder. I maj 1945 udgjorde de mindst to tredjedel af modstandsbevægelsen. De mange i ventegrupperne og de færre aktive, heraf relativ få før august 1943, gik ind til den samme befrielse. De fik det samme armbind.

Befolkningen kunne ikke se forskel, da det glade budskab lød, men der var måske alligevel en forskel.

Arrestationsgrupper gjorde sig klar til at internere et stort antal danskere i løbet af de følgende dage. Ventegrupperne kom i aktion. Arrestationslisterne lå klar ud over landet. At så de allerfleste blev løsladt igen, ja det har vi været inde på i andre artikler.

Nu kunne forlæggere og redaktører skride til færdiggørelsen af de bogværker, som havde været forberedt i det skjulte i krigens sidste år. Man afventede blot det endelige tyske nederlag.

 

En kamp for gode historier og billeder

Endelig var der avis- og ugepressen som fik travlt med både at opfange befrielsen og prøve at indhente noget af det forsømte de seneste år. Det var en kamp om de gode historier og de bedste billeder.

Stor oplag ventede. Det var et folkekrav at få navne og ansigter på skurkene. Nu skulle alt for en dag i den fri presses og meningsdannelsens navn. Nogle af heltene ville gerne træde frem, mens andre foretrak anonymiteten. Men også skurkene ville offentligheden se.

 

Hvor var menneskerne?

Man havde masser af fotos af ruiner og ødelagte skinner. Men hvor var menneskerne? Konkurrencen var hård. Lettest var det m.h.t. Frihedsrådet. De blev straks kendte. De blev fotograferet ved talrige lejligheder. Men der var ikke fotos fra illegale møder og mødesteder.

Så blev fotograferne sendt på gaden for at fotografere modstandsfolk i aktion under arrestationerne og på samlings- og interneringsstederne. Der var meget velvilje i at stille op i frihedskæmpermundering og rette maskinpistoler mod de ”udskud”, der var anholdt og interneret i majdagene.

 

Udskuddet skulle ydmyges

Udskuddene blev vist med hænderne på eller højt over hovedet for at understrege rollefordelingen. Fotoerne skulle vise, hvem der nu havde magten, og hvem der skulle ydmyges. Turen til lastvognen gennem den ophidsede menneskemængde og siden bortkørslen på åben lastvogn var yndede motiver.

I særlig grelle tilfælde blev de anholdte forsynet med skiltning og påskrift eller hagekors, der fortalte hvilke typer, det drejede sig om. Det fortæller også noget om, hvilke mennesker, der var med til at foretage anholdelserne.

 

Demokratisk adfærd?

Unge mænd, der næppe helt havde forstået, at frihedskampen bl.a. rettede sig mod den slags adfærd og metoder over for andre mennesker. Det var nazister og fascister, som hængte deres ofre ud med skilte og jødestjerner. Det var demokratiets forkæmpere, der blot havde erstattet ordet ”jøde” med ”stikker” eller ”nazist”

Måske var overgreb og magtmisbrug vundet indpas hos ventegrupperne? De var godt nok blevet skolet i våbenbrug, men ikke helt i demokratisk adfærd.

 

Selvtægt og flere ydmygelser

Disse ydmygelsesbilleder fra arrestationerne gik ufrivilligt hen og blev alt andet end positive udtryk for frihedskampen. Disse frihedskæmperbilleder kom til at signalisere hævnfølelse med ydmygelse sat i system. Krav om brud på almindelige retsprincipper for at få ordnet sikkert skyldige, men endnu ikke dømte. Der var alvorlige tilfælde af selvtægt.

Frihedskæmperdemonstrationerne var en del af befrielsessommeren. De fandt sted adskillige gange, når man fandt domme for milde eller udrensningen for lemfældig. Men se dette bliver sjældent omtalt hos historikerne.

 

Uniformering

Modstandsfolk og modstandsledere paraderede i rigtige militæruniformer. Og man så også nogle med påsyet BOPA. Man så også uniformerede politifolk. BOPA viste, at de var rigtig partisaner. Politiets uniformering viste, at de havde valgt den rigtige side.

Uniformeret undergrundsarbejde hørte til undtagelsen, men når det mere gjaldt om at signalisere bypartisan eller politimand end modstandsmand måtte uniformen på. Det giver en bestemt type frihedskæmperbilleder og måske lidt uorden i billeddannelsen.

Betjente i uniform var indtil den 29. august 1943 en fare for terroristerne, og det var først rigtigt efter 19. september 1944, da politiet blev taget af besættelsesmagten, at mange betjente kom ind i det illegale arbejde. Dette arbejde gjorde de uden uniform. Tilsvarende optrådte BOPA’s ”partisaner” ikke uniformerede under besættelsen.

Efter befrielsen var der en hvis trang til at militarisere modstandskampen, selv om den ikke havde været rettet direkte mod den tyske værnemagt.

Over det ganske land skulle der tages gruppebilleder. De glade stunder skulle foreviges.

 

Civilisternes oprør

Men egentlig var frihedskampen civilisternes oprør. Men alligevel skulle majdagene 1945 absolut militariseres. Armbindet var tilsyneladende ikke nok for offentligheden. Der skulle nogle brugbare billeder ud af det. Der skulle mere til for at signalisere modstand, kamp og magt end et armbind.

Fra den store verden kunne man i aviserne se de allieredes soldater i uniform og svært bevæbnede. Måske havde nogle af de unge mænd tillige gerne villet klæde sig ud og spille de skrappe drenge?

 

Det krævede en særlig mundring

Et var dog, at det kunne være farlige modstandere at gøre op med i maj 1945. Dette krævede en særlig mundering og udrustning af modstandsgrupperne. Men denne ”udklædning” af frihedskæmpere blev almindeligt.

På møder og ved arrangementer optrådte de i cottoncoats, nogle med langskaftede støvler og den uundværlige stålhjelm, maskinpistol, et kraftigt bælte, måske tilmed skrårem. Og så var det armbindet, men det kom ikke til at fylde af så meget med alle de andre ting.

Pludselig var der masser af maskinpistoler. Det havde modstandsbevægelsen ellers efterlyst under besættelsen.

 

Manipulation

Mange af de publikationer, der fremkom dengang havde uniformerede og bevæbnede frihedskæmpere på omslaget. Nogle havde også ødelagte ejendomme eller nærmest ruiner, som var ødelagt ved en sabotageaktion.

Offentligheden blev præsenteret for talrige konstruerede fotos. I Billed- Bladet kunne man den 15. maj se en hel serie af fotos fra et illegalt trykkeri. Fotoerne var taget den 4. maj. Og så var det masser af rekonstruktioner. I Danmarks Frihedskamp er der et stort helsides foto af ”Modstandsbevægelsens Radiosender paa Nyker Præstegaards Loft”. Man ser en mand på loftet i gang med senderen. Han bærer frihedsarmbind!

Tilsvarende er der fingerede optagelser fra bl.a. illegal bladfremstilling, våbenmodtagelser, hold-ups og jernbanesabotager. Ja endda hårdtslående konstruerede fotos af torturscener. Piskede mænd, hvor blodet flyder, nøgne mænd med en jernkugle på vej mod skridtet.

Disse frihedskæmperbilleder med den mest dramatiske effekt henvendte sig til dem med færrest forudsætninger. Jo større forudsætninger des mere autentisk.

 

En ”uheldig” heltedåd

En helt gennemskuelig form for rekonstruktion var brugen af tegninger. Et forfærdeligt tilfælde findes i ”Sven Hauerbachs 5. kolonne. Århussabotørernes modige indsats. 1945”

Her gengives i tegninger en mindre modig aktion, hvor tysklandsarbejdere blev stoppet, fik bukserne trukket af, hvorpå bukserne med indhold af tegnebøger og penge blev brændt.

 

Kan man kalde det historieforfalskning

Man kan sige, at mange steder er billeddækningen i bedste fald stærkt misvisende, i værste fald direkte historieforfalskning i overspilning af officerernes rolle på bekostning af civilisternes.

 

Ikke i masemedierne

Frihedskæmpere kom hjem syge og nedbrudte på sjæl og legeme fra ophold i tyske fængsler og koncentrationslejre. Det er dem, der kom med ”De Hvide Busser”. Dem ser vi sjældent tæt på. De forbliver anonyme med deres lidelser. Fra busserne og sygesengene kom disse frihedskæmpere hjem til anonymiteten for i mange tilfælde at slås med sygdom og sjælelige forstyrrelser resten af livet.

Nogle kom hjem i kister. De optrådte en kort overgang i medierne, men så gled dette også ud i glemsomheden. Heller ikke de stive, navnløse og jordede kroppe, der måske var forsynet med en flaske med en seddel i, kom ikke i massemedierne.

 

Det kæmpende Danmark

Frihedsbevægelsen satte sig selv i scene første gang i sommeren 1945, da der blev lavet en stor udstilling i Frimurerlogen ”Det kæmpende Danmark”. Udstillingen var også et udtryk for, at modstandskampen og frihedskæmperne skulle til at være historie.

De organiserede sig i klubber og foreninger, udgav tidsskrifter og brochurer og fandt sammen om dyrkelsen af den fælles fortid. De ville have indsatsen husket til gavn for ungdommen og eftertiden.

Den heroisering, der var begyndt bl.a. i den illegale presse, mens kampen endnu stod på blev videreført i massemedierne, ikke mindst på film og i skønlitteraturen.

Mindeplader, mindesten, buster og frihedskampsmonumenter er nu spredt ud over det gamle land. Formerne spænder fra det primitive og helt enkle til det svulstige og fortænkte.

 

Frihedskæmper på museum

Men nu skulle frihedskæmpere også på museum. Først i lokaler på Nationalmuseet. Og fra 1957 fik man så sit eget museum, kendt som Frihedsmuseet-Museet for Danmarks Frihedskamp. Men rundt omkring i landet opstod en række specialmuseer og samlinger. Her kan forskellige Frihedskæmperbilleder og –opfattelser følges. Men de er nu ikke alle lige gode i forhold til den virkelighed, de forholder sig til.

Foran Frihedsmuseet stod før den brændte ned er frihedskæmpervogn ”Panserbil v 3”. Selvfølgelig var det et stort trækplaster for en rask knægt. Der fandtes kun den ene slags i hele landet. Den blev først taget i anvendelse efter 4. maj 1945, da Lorentzen-banden skulle arresteres i Asserbo. Alligevel stod den her som et symbol på selve modstandskampen. Egentlig havde den meget lidt med modstandsbevægelsen at gøre. Om den skal opstilles i det kommende museum vides ikke.

 

Andel i ære og status

Nogle af frihedskæmperne ville have andel i den ære og status, der lå i at være en del af dem, som havde været aktivt med. Medlemslister og tilgangsfortegnelser blev en bestanddel af det trykte stof i veteranbladene.

De trådte mere og mere offentligt frem som veteraner gennem deres foreninger og blade. Man begyndte at optræde som pressionsgruppe og opinionsdannere. I den forbindelse skal da lige nævnes, at der var mange andre med, som aldrig lod høre fra sig.

 

Overhøring og skæld ud

Før som efter befrielsen var frihedskæmperen ikke en entydig størrelse lige så lidt som modstandsbevægelsen i øvrigt.

De aldrende modstandsfolk, som træder fra og siger til og fra, når der bliver publiceret historiske undersøgelser om en tid og forhold, som de selv har levet med eller været en del af.

Nu er det ikke mere så mange tilbage. Så problematikken er vel ikke mere aktuelt.

Historiseringen af Frihedskæmperen er en del af eftertiden. Hvordan var det egentlig? Ja Aage Trommer kom til at mærke en masse indsigelser, da han i 1971 pillede ved betydningen af jernbanesabotagen.

Men andre doktoraner og historikere har også måttet stille op til overhøring eller skæld ud, når tidligere frihedskæmpere mente, at det ikke var den sande og rigtige historie, der blev skrevet.

 

Ingen krav på særlig hensyntagen

Frihedskæmperen som historieforvalter og som kilde er vigtig. Men aktiv medvirken i modstandskampen giver ikke automatisk sandhedsmonopol, ensidige krav på særlig hensyntagen, hverken når det gælder tiden 1940-1945 eller i spørgsmål om dagens samfund.

Men ude på lokalarkiverne bliver der endnu taget særlig hensyntagen til frihedskæmpere. Også de begik fejl. Men hvorfor skal de beskyttes så mange år efter? Der er også ofre og deres familie. Mange af disse vil gerne have retfærdighed eller i det mindste sandheden.

Myterne og det særlige forhold omkring frihedskæmperne er ikke noget de selv har skabt. Det har offentligheden været med til at skabe i tidens løb. Og dette holder stadig ved.

 

Frihedskæmperen var ikke entydig

Vi har skrevet at Frihedskæmperen ikke var entydig. Nogle steder kan det være svært at finde sandheden. Lokalbefolkningen står sammen for at beskytte dem, der tog fejl, så mange år efter.

 

Risikerede sit liv og Danmarks ære

Det var Frihedskæmperen, der risikerede sit liv og reddede Danmarks ære i udlandet. Frihedskæmperen og hans familie levede i frygt gennem hele besættelsestiden. Men var det ikke også nogle, der kørte på frihjul?

 

Kig jer om hjørnerne

”Den Gamle redaktør” har hvis nok skrevet dette her et par gange. Min far fortalte, at da de skulle til Tønder fra Oksbøl var de blevet advaret af modstandsbevægelsen:

• Kig jer om hjørnerne. Vi vil stå parate til at plaffe jer ned.

Næste dag mødte min far op på torvet i Tønder og blev tilbudt et armbind:

• Kalli, du skal da være med til af afvæbne disse udskud af tyskere.

 

Historisk ukorrekt

Tidligere har jeg også fortalt om en episode på det nedbrændte Frihedsmuseum, hvor min kone og jeg overhørte følgende bemærkning fra en ung mand, der viste engelske turister rundt:

• I Sønderjylland var der ikke nogen modstandsbevægelse. Man var bange for det Tyske Mindretal.

 

Moralsk hævntogt

Dengang spredte nogle Frihedskæmpere så meget rædsel efter besættelsestiden, fordi nogle eksempelvis havde solgt mad til tyske soldater. Man havde åbenbart selv etableret et moralsk hævntogt.

Eller er det en form for troskabsed, der betyder, at vi ikke kan få hele sandheden. Men kære læser, alt dette kan du læse om i den kommende bog ”Grænsen er overskredet”. Den er i gang med at blive korrigeret for tredje gang.

 

 

Kilder:

• John T. Lauridsen: Frihedskæmperbilleder (Fortid og Nutid)
• Kurt Jacobsen: Aksel Larsen-en biografi
• Børge Outze: Danmark under den anden verdenskrig
• Per Eilstrup, Lars Lindeberg. De så det ske under Besættelsen
• John T. Lauridsen: De danske nazister efter befrielsen
• Munck og Outze: Danmarks Frihedskamp
• Besættelsen Hvem, Hvad, Hvor
• Jørgen Hæstrup: Kontakt med England
• Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance 1-2
• Aage Trommer: Jernbanesabotagen i Danmark under anden verdenskrig

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 196 artikler om Besættelsestiden