Guldhornene – endnu mange myter

Dette er vores 8. historie om Guldhornene. Vi har delt artiklen i tre dele. 1. Det første Guldhorn. Hun skulle have stødt folden tre gange. Det var metal, og blev brugt som legetøj. I Tønder ville man lave en messing – lysestage. Gift medborgmester. Beretningen er meget overbroderet. Men vi har også en beretning fra 1641 af Ole Worm. Havde hornet tilhørt en trompeter. Hun tog til Riberhus. Møgeltønder len tilhørte Kongeriget. Prins Christian behandlede nu ikke hornet som Danefæ. Johannes Mejer (Meyer) udgav kort. Den gamle Tønder – Ribe Hovedvej. Vejen blev først reguleret 1794-06. 2. Det andet Guldhorn: I dag har jeg fortjent brændevin. Grev Schack var den rette ejer. En god findeløn. 3. Endnu et Guldfund: En beretning af pastor Sonne. Meget vidtløftig litteratur. Gallehus – opkaldt efter en galge. Et kort tegnet efter myter. Mange vilde historier fra Gallehus. Man borede efter guld. Skattegravere ved nattetide set i Gallehus

 

Den 8. historie om Guldhornene

På Tønder Museum befinder der sig et historisk klenodie. Ja det er en kopi af guldhornene. Ja dem, kan der fortælles mange historier om. Hvad er i grunden den sande historie?

Det skønne ved dette er, at ikke alle historier er korrekte. Og dette er den ottende historie om guldhornene i Gallehus.

 

Det Første Guldhorn

Allerede i 1761 kunne man i Schleswig Holsteinische Anzeigen 1761 læse om ”En Beretning om Guldhornet”. Den var skrevet af Hilmer von Lutten, som var Rådmand i Flensborg. Og han har sikkert fået hjælp af farmand, Dieterich von Lutten, dr ligeledes var rådmand i Flensborg.

Det var et pigebarn fra Møgeltønder som ernærede sig med knipling. Hun kom jævnligt ved Marina Thomsen i Tønder. En søndag stødte hun sin storetå mod noget i jorden. Hun var på vej i kirke, og hun gik barbenet. Sammen med hendes ledsagere gik hun videre mod kirken og tænkte ikke videre over dette.

 

Tre gange stødte hun foden

Næste søndag gik hun samme vej og stødte igen sin fod. På vej hjem skete nøjagtig det samme. Det var tredje gang, hun stødte foden. Hun sagde da til sine ledsagere:

• Nu har jeg stødt mig tre gange, derfor må jeg tilbage og se, hvad der gør mig ondt.

 

Det var metal

Hun så straks, at det hverken var en sten eller et stykke træ. Det var metal. Hun tog et stykke spidst træ, som lå der og gravede længe. Hun tog nu den fundne ting op og ilede efter hendes ledsagere.

Tingen så sort og mærkelig ud. Hendes ledsagere gjorde nar af hende. Og det gjorde hendes forældre også, da hun kom hjem med det. Hun kastede bare tingesten under sengen.

 

Børnene legede med det som legetøj

Senere har børnene i huset igen trukket det frem. Da det bestod af syv led og kunne skilles ad, har de brugt det som legetøj. De forskellige dele blev kastet forskellige steder.

En dag, da pigebarnet (Kristine Svendsdatter) skulle mod Tønder, ser hendes mor et af ledende og kaster det op i kurven og sagde, at hun skulle forære Marina Thomsen det. Måske kunne hun bruge det til noget fornuftigt.

 

Ville lave messing – lysestage

Marina Thomsen kunne godt se at det var noget særligt. Hun spurgte, hvordan hun var kommet til dette og om det var mere af dette. Hun svarede at børnene havde leget med det udendørs. Marina Thomsen bad hende nu at samle det hele sammen og bringe hende det.

Marina Thomsen mente at det var messing og ville lave to messinglysestager af det. Efter lang tids søgen fik pigebarnet samlet hele hornet og afleverede det til marina Thomsen.

Og nu mangler resten af beretningen desværre.

 

Gift med borgmester

Men vi fandt ud af at Marina Thomsen var gift med borgmester Johann Thomsen. Og Marina var denne meddeler, Dietrich von Luttens moster.

I Ludwig Andresens: Geschichte der Stadt Tondern , kunne det ses at borgmester Thomas Andersen døde i 1654. Hans datter Marina døde i 1652, kun 37 år gammel. Hun var gift med rådmand Johannes Thomsen i Tønder.

Guldhornet blev fundet 1639, da var Marina Thomsen 24 år gammel.

Men da beretningen pludselig bliver afbrudt, ved vi ikke, hvorledes Dietrich von Lutten, Marinas svoger, bliver den første mandsperson, som erkendte, at Kristine Svendsdatters horn var af guld.

 

Beretningen er noget overbroderet

Men er beretningen pålidelig? Den virker noget overbroderet.

Kirstine Svendsdatter var fra Østerby og hørte ikke til i Møgeltønder sogn. Hun kunne ikke på vejen hjemmefra til Møgeltønder Kirke komme gennem Gallehus. Det er mere sandsynligt, at hun er på vej fra Østerby til Tønder, da hun fandt hornet. Dengang skulle man gennem Gallehus for at komme til Tønder.

Hvis Kirstine skulle i kirke, ja så havde det været Daler kirke, som hun var gået til.

 

En beretning fra 1641 

Men allerede i 1641 havde Ole Worm fortalt historien. Ifølge ham troede man at det var et gammelt ubrugeligt jagthorn. Hendes ledsagere rådede hende til at smide det væk. Hun ville vaske det rent i en nærliggende bæk.

Den eneste bæk, der fandtes ved Gallehus, var Galgestrømmen. Den har sit udspring sit udspring sydøst for Gallehus ved Tønder-Lindskov vejen og falder i Lindskov Mølledam.

 

Havde hornet tilhørt en trompeter?

Dagen efter, da hun atter var i færd med at rense hornet for at finde ud af, hvad det var hun havde fundet, fik hun besøg af to mænd, der mente, at hornet havde tilhørt en trompeter. Den kunne vel sælges til sådan en.

Men hun ville have klarhed og gik derfor atter til Tønder. Hun lod en anden kvinde gå til en guldsmed for at undersøge metallet. Og guldsmeden kunne fastslå at det var guld. Og rygtet gik hurtigt i Tønder.

 

Hun tog til lensmanden på Riberhus

Lensmanden hørte også rygtet. Han bad Kirstine tage til den kongelige lensmand på Riberhus. Men da hun ankom dertil, var den kongelige lensmand på embedsrejse, hvorefter slotsskriveren tog hornet til sig. Han sendte pigen hjem og lovede at besørge alt.

Senere kaldte lensmanden pigen til sig, så hun kunne aflægge beretning. Den kongelige lensmand lod to karle – efter pigens anvisning – om-grave og undersøge findestedet men uden resultat.

 

Møgeltønder Len tilhørte Kongeriget

Tønder tilhørte dengang Hertugen af Gottorp, mens Møgeltønder Len tilhørte Kongeriget og blev bestyret af Lensmanden på Riberhus Hr. Gregers Krabbe.

 

Prins Christian behandlede det ikke just som Danefæ

Endelig nåede rygtet om den fundne skat Christian den Fjerde, som dengang opholdt sig i Glückstadt. Han sendte en mand, der skulle undersøge sagen og medbringe hornet. Snart modtog han hornet og en signeret beretning.

Prins Christian fandt behag i at bruge hornet som drikkebæger. Man kan ikke just sige, at han behandlede hornet som et danefæ.

Man kan sige, at Ole Worms beretning virker meget troværdig. I Møgeltønder Slotsregnskab for 1639-40 findes en ”Fortæringsseddel” fra slotsskriveren Laust Hansen for en rejse som han selv havde foretaget ”med den Guldhorn, som blev funden her ved Slottet”

Måske er det igen mangel på topografi – kendskab, der får Ole Worm til at fortælle at Kristine skulle fra Østerby til Møgeltønder og så gik hun over Gallehus. Det ville have været en stor omvej. Måske havde hun en slægtning i Gallehus, som hun besøgte?

Datoen for fundet afslører at det ikke var en søndag hun fandt hornet men en lørdag!

 

Johannes Mejer (Meyer) udgav kort

I 1644 udgav kartografen Johannes Mejer (Meyer) fra Husum et blad over Vestslesvig og omtaler Guldhornsfundet ved Gallehus. Men efter opfordring fra Christian den Fjerde blev der i 1648 foretaget en ny opmåling af samme egn.

Dette kort gengives i Danckwerths: Landesbeschreibung, der udkom i 1652. Her er et indtegnet horn på selve Lindskov-Tønder landevejen lige ud Gallehus By.

 

Den gamle Tønder – Ribe Hovedvej

Men hvad er det for en vej? Jo, det er faktisk den gamle Ribe – Tønder landevej, der gik forbi Gallehus og Lindskov Mølle, over Østerby Hede, Visby Hede til Bredevad. På den måde undgik man den brede og uvejsomme Sølsted Mose.

Endnu i 1794 omtales denne vej, som forbindelsesvej mellem Brede og Tønder. Det var den gamle oldtidsvej. Den lå her både i 1639 og 1734, da guldhornene blev fundet. Disse oldtidsveje var opkørte, dybe, parallelle spor og en meget stor bredde uden grøfter. De stumper, som endnu i 1906 sås på Østerby og Visby Hede havde en bredde på 35 meter med indtil 17 spor ved siden af hinanden. Spordybden var op til 50 cm.

 

Vejen blev først reguleret i 1794-96

Først i 1794 – 1796 lod Greven på Schackenborg vejen afpæle og regulere, så vejen fik den nuværende bredde. Se dette kan have stor betydning, når man skal bestemme findestedet. Har man tænkt over det?

 

Det andet Guldhorn

Onsdag den 21. april henimod aften gik en fattig kådner eller husmand, Erik Lassen, der boede i den nordlige del af Gallehus by ud for at grave efter ler. Det gjorde han på et jordstykke, der i mange havde ligget øde hen. Han gik omtrent 23 skridt lige mod øst, stak spaden i jorden og fandt et guldhorn.

 

I dag har jeg fortjent brændevin

Det nye findested lå 10 skridt sydøst for det gamle fra 1639. Da han havde fundet ornet ilede han straks hjem til konen og råbte:

• I dag har jeg fortjent brændevin

Naboer, venner og bekendte strømmede til. De skulle beundre skatten.

 

Grev Schack var den rette ejer

Endnu samme aften ilede han til Tønder for at få en guldsmed til at kigge på metallet. Han erklærede det for guld. Næste morgen, skærtorsdag mødte både husmand og guldsmed op på Schackenborg for at aflevere hornet til Greven, der som grundejer var den rette ejer.

 

En god findeløn

Grev Schack besluttede dog at overgive hornet til offentlig opbevaring. Den 3. maj overrakte han den personlig til Christian den Sjette i Flensborg. Denne sendte Erik Larsen 200 Rigsdaler. Erik Larsen blev så glad, at han skrev et takkebrev til kongen.

Han døde kun fire måneder efter at have fundet hornet.

 

Endnu et Guldfund

Lige som det første Guldhorn var dette også beskadiget. Men åbenbart havde man fundet den manglende spids til det første horn. Det skulle have været ved vejen til den nye kro. Det var ca. 160 alen fra det oprindelige findested. Men var det nu den manglende spids?

Det var åbenbart en mand ved navn Christian Jensen Stind som havde fundet det ved at plove. Det var et stort stykke guld med ringe. Han havde solgt en af disse ringe og fået 6 sølvspiseskeer for. Resten var blevet liggende. Sønnen, Jens solgte de øvrige dele til en kromand og kræmmer i nabolaget.

 

En beretning fra pastor Sonne

Der findes også her en anden beretning fra 1855 af C.C. Rafn, der udgav en beretning om ”de tvende ved Gallehus fundne Guldhorn” Hari citerer han en overlevering af pastor H.C. Sonne i Møgeltønder. Vi har tilladt os at oversætte det til nudansk:

• For omtrent 60 år siden fandt en mad ved navn Christian Sind i Gallehus, ved at pløje tæt nedenfor kroen, et stykke massivt guld af størrelse og form som en lidt krumbøjet finger på en voksen mand. Finderen antog det for messing og havde det liggende i flere år, indtil han blev gjort opmærksom på, at det var guld og solægte det for 80 Rdl.
• Sønnen lever endnu, er 70 år gammel, og har selv fortalt mig dette, samt at han selv kørte ploven for faderen, da de fandt guldstykket, der vejede 8 Lod. Han har senere pløjet meget dybt i samme mark i det håb at finde mere, men uden resultat. Findestedet kan ikke helt nøjagtig udpege. Markerne er senere blevet inddelt anderledes.
• Eftergravninger synes aldrig at være foretaget på dette sted.

Fundet skulle være gjort 1795 eller 1796 og intet tyder på, at det er rester af fundet fra 1734.

Om de to findesteder ligger rigtig er der en del diskussion om. Pastor Prahl henlægger begge findesteder nord for Tønder-Lindskov vejen i en indbyrdes afstand på 100 alen.

 

Meget vidtløftig litteratur

Kigger man på, hvad der er skrevet om disse to guldhorn er det meget vidtløftig litteratur, der fremkommer.

Det fortælles, at da det første guldhorn blev fundet hed byen slet ikke Gallehus men Rosengaarde. Der er mange fremstillinger, der er ren fantasi. Gallehus er dog ikke en oldtidsby. Men det er Østerby og Møgeltønder.

 

Gallehus – opkaldt efter en galge?

Sandsynligt er, at Gallehus er opkaldt efter en galge. Sædvanligvis blev sådan en oprettet på alfar vej et øde sted men sådan at rejsende som advarsel kunne se forbrydere blive ophængt til skræk og advarsel ved adelvejene.

De sidste rester af galgepælene blev opgravet i sommeren 1904.

Mange steder i Guldhornslitteraturen er dette ikke fint nok og man undgår at komme ind på det.

 

Et kort – tegnet efter myter

Og jo, man ved med sikkerhed, at der fandtes en ejendom med dette navn. Og den ligger en kilometer fra findestederne. Men den er først opført efter 1850 – og var her ikke i 1639. Johannes Mejer (Meyer) havde godt nok indtegnet en ”Rosingsgarde”, men har nok været inspireret af myterne.

Læs vores artikel om denne korttegner fra Husum

 

Mange vilde historier fra Gallehus

Der blevet fortalt vilde historier fra Gallehus. En husmand havde opgravet så mange kostbarheder, at han kunne købe sig en gård længere nordpå. En anden fik fyldt en trillebør med en sølvbords-opdækning – et såkaldt ”sølvtaffel”, som han solgte i Holland for en formue. Men det mest kostbare ligger endnu i jorden i den sydligste del af gaden. Her skulle i fordums tider havde været en vældig sten som en dør, udhulet foroven som en offersten og bedækket med indskrifter.

 

Boringer efter guld

Desværre er den for længst skredet ned i en lergrav og forsvundet. Når den engang graves frem, vil man under den finde en guldopdækning- et ”guldtaffel” og Thors Hammer. Der er gjort adskillige forsøg på at finde denne sten. I efteråret 1906 foretog man adskillige boringer på et bestemt sted. Man havde fundet en natursten på en meters højde. Men man fandt dog ikke noget mærkeligt.

 

Skattegravere ved nattetide

Skattegravere kunne man ved nattetide ses i Gallehus med en skovl. En bonde havde kulegravet en kålgård og gravet sin svinesti op for at finde guld.

Der har også været kritik af hornenes gengivelse. Mange gange har disse været dårlig udført. Der har været masser af unøjagtigheder.

Der kommer sikkert flere historier om guldhornene fra Gallehus, selv om vi allerede nu har mange.

 

Kilde:

• Johannes Brøndsted: Guldhornene – En oversigt (1954)
• Lauridsen: Historiske og Topografiske Oplysninger om Guldhornene ved Gallehus
• Sønderjysk Månedsskrift
• Schleswig Holsteinische Anzeigen (1761)
• I artiklen angives der også kilder

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.282 artikler

 

• Under Tønder finder du 401 artikler

 

• Gallehus – den femte fortælling
• Guldhornene – fra Gallehus (1)
• Guldhornene – den ældste historie (2)
• Guldhornene – den tredje historie
• En ridder fra Gallehus
• Tyven, der stjal Guldhornene
• Guldhornene – Hvor stor betydning havde de?

Under Sønderjylland findes der 276 artikler:

• Landevejen mellem Tønder og Ribe
• Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum