Guldalderens København – sådan var det også (2)

København var ikke overbefolket med kulturelle fyrtårne. Måske var Guldalderen slet ikke så poetisk som man ville gøre den til. En læge fortalte, at der et sted var et lokumssæde til 40 – 60 beboere. Selv i slutningen af 1840erne var der stadig stinkende, beskidt og sundhedsfarligt at bo i København. Frederik den Sjette var elsket af overklassen, men hadet af underklassen. Filosof og præst blev dømt til døden. Og så var forfølgelsen af jøderne nok mere omfattende, end det vi læser i historiebøgerne. Og så var der oprør i fængslet. Fangerne frøs og sultede på grund af besparelser. Militæret bombede fængslet i brand, og kongen håbede at mage fangere var gået til. Børnene var afmagrede og usunde.

 

Uden noget som helst

Det vrimlede med fattige familier, som af død og ødelæggelse havde været forjagede fra hjemmet. De gik nu med deres børn, slæbende med bylter. Det var kun lidt bohave, de havde fået med. De vendte nu tilbage for at se og håbe på, at ikke alt var gået op i luerne.

 

København 1807

Byens stolthed, det smukke tårn på Vor Frue Kirke var der ikke mere. Mange gravmonumenter og kapeller var tilintetgjort. Det var gyselig, at gå igennem de afbrændte gader. Farligt var det også. Mange mure var faldefærdige. Mængder af grus og store huller var der overalt. Vi er i København i 1807.

 

Mange havde mistet det hele

Foruden Universitetet og Frue Kirke var i alt 305 huse brændt og cirka 1.600 beskadiget. Endnu var der ar efter branden i 1795.

Blandt andet havde Johanne Louise Heibergs forældre mistet alt. Deres vinhandel brændte under bombardementet. De måtte nu ernære sig som værtshusholdere i Brogade på Christianshavn. Det var her Johanne Louise startede sin karriere ved at danse for gæsterne på beværtningens billardbord.

Den 76 – årige grosserer Jørgen Bech mistede hele sin formue. Hans hus og tømmerpladser brændte.

 

De hjemløse

Stadskonduktør Jørgen Henrik Rawert som var byens arkitekt mente, at der skulle gøres noget for de brandlidte. Størstedelen opholdt sig i Kongens Have og på andre åbne pladser i byen. De trængte sig også i hobetal ind i gårde og huse, hvor de i mange henseender var til hinder.

 

I am an American

Vreden mod englænderne var stor. På et værtshus fik en engelsktalende sømand store tæsk, selv om han protesterede og råbte:

• I am an American.

 

Stilen skulle være ædel og passende

Kronprins Frederik og hans ministre gav nærmest C.F. Hansen frie hænder. Han skulle blot sørge for, at den arkitektoniske stil var ædel og passende.

Råd – og Domhuset som var Rådhus indtil 1903 fik en æresfrygtindgydende facade mod Nytorv. Den mindede borgerne om, at hvis de ikke opførte sig ordentligt, så endte det med uden barmhjertighed bag de dystre mure i bygningens fængsel ud mod Slutterigade.

Ja Christiansborg blev sparsommeligt bygget over ruinerne af det forrige slot. Det gik nu meget langsomt. En ung tysk dame, der var på besøg i København i 1821 skrev undrende i hendes rejsedagbog, at slottet udvendig var genopbygget, men indvendig lå den ganske øde. Ja og inden man var helt færdig, brændte det atter engang i 1884.

C.F. Hansen fik da også lov til at bygge Slotskirken. Det blev til en tempelagtig bygning med kuppel, der skulle bringe de romerske bygninger i erindring.

 

Byens håndværksmestre udnyttede situationen

I Skindergade 34 blev han arkitekt til et stort boligkompleks beregnet til udlejning til Familier af den ringe håndværkerstand.

Men byens håndværksmestre var ikke sent til at udnytte situationen. De opkøbte brandtomterne i Skt. Pederstræde, Teglgårdsstræde og Peder Hvitfeldtsstræde. Her opførte de masser af udlejningsejendomme og udnyttede hver kvadratmeter.

Den unge tyske turist fra 1821 fandt det meget ejendommeligt, men noterede at det så da meget pænt ud.

 

Et lokum med tre sæder

De fleste ejendomme var på tre etager med kvist. Kældrene blev brugt til butik eller beboelse. Lejlighederne var yderst små. Der var et par værelser med lavt til loftet og fælles køkken. Udenomsbekvemmelighederne var yderst sparsommelige. Til de 21 lejligheder i Landemærket nr. 17 blev der i gården bygget et lokum med tre sæder.

De samme bygmestre og andre byggede i gader som Kronprinsessegade, Sølvgade og Dronningens Tværgade rene herskabslejligheder. Her var brede hvidskurede gulvpladder.

 

Man skulle have kommandantens tilladelse

Der var i den grad mangel på byggepladser. Foran voldene måtte man kun bygge lette skure, der hurtig kunne rives ned, hvis fjenden skulle indfinde sig. Man skulle i alle tilfælde have kommandantens tilladelse. Dette betød, at disse ejendomme ikke kunne belånes.

Alt dette betød, at der på store dele af Østerbro og Nørrebro lå ret så planløst byggeri bestående af boder og midlertidige huse. Her lå også gårde, gartnerier og gamle lystejendomme med store ubebyggede arealer.

 

Slagterhusene

Uden for Vesterport på vejen til Frederiksberg stod i det åbne landskab Frihedsstøtten. Ved det nuværende Gasværksvej lå byens slagtere. Her lå lave enetages huse med en lav port der førte ind til gården og til slagteriet, som næsten uden undtagelse fandtes i disse ejendomme.

Det var ikke unormalt med blodige rendestene, blodplettede fortove, svinske og blodige slagtersvende. I forbindelse med dette opstod der andre virksomheder:

• Kvæghandel, lysstøberier, tarmskraberier og garverier.

Sammen med affaldet inde fra byen, som svinene fik at spise, bød disse industrier nu ikke just til vellugt i kvarteret.

 

100.000 indbyggere

Dengang boede der 100.000 indbyggere i København:

• 26.000 hørte til familier, hvor forsørgeren som embedsmand, officer i hæren eller flåden som soldat eller på anden måde var i kongens eller byens brød
• 51.000 levede af husfaderens virksomhed i købmandshandel, håndværk eller søenæring
• 14.000 var tyende
• 9.000 var almisselemmer
• 1.000 sad i fængsel
• 3.000 levede af pensioner

 

Jyderne påvirkede dialekten

Hvis man tænker på, hvor mange der levede af hoffet, militæret og offentlig forsorg, var der ikke mange tilbage.

Kun et tredjedel af dem, der løste borgerskab som håndværksmester, var født i byen. Tænk engang. Antallet af jyder i hovedstaden var så stor, at dette kom til at påvirke den øresundsdanske dialekt.

 

Mange talte tysk

Indvandrere satte i den grad deres præg i byen. En stor del af flådens mandskab var norske. Flertallet af underofficererne var tyske. Kommandosproget over for de danskfødte soldater var tysk. I mange kredse var hovedsproget tysk.

 

2.000 – 3.000 jøder

Der var mellem 2.000 og 3.000 jøder, som var meget let genkendelige på grund af deres særprægede klædedragt. Københavnerne så, at jøderne åbnede deres vinduer i tordenvejr. De var lige glade med at regnen fossede ind. I henhold til den gamle forordning, skulle Messias engang indfinde sig under torden og lynild.

Og jøderne stod der, så længe uvejret varede.

 

De rige havde mange ansatte

Der var stor forskel på rig og fattig. Dengang kunne en ung advokat bo i en herskabslejlighed og have både tre piger og en kusk ansat. Man havde også karet og en stald med flere heste.

Den rige grosserer C.W. Duntzfeldt og hans familie boede i Amaliegade 24. De havde en tjenestestab, der bestod af huslærer, guvernante, barnepige, portner med kone, kusk med kone, to tjenere, fire karle og fire piger.

 

De spiste godt

Man spiste godt i de kredse. På engelsk vis fik man kraftige roastbeefs, bøfstege, plumbuddinger samt andre velsmagende retter. Hver dag var der desserter af buddinger, frugter og kager. Dertil fik man engelsk porter og dernæst fine bordeuxvine, portvine eller maderia alt efter de bedste sorter.

Efter middagen blev der straks serveret kaffe ledsaget af fine likører. I mange af disse huse importerede man lækkerier fra udlandet.

 

Fruen læste dansk og tysk litteratur

Man talte tysk, fordi det var fint og gerne også fransk. Det gjorde man også til børnene. Fruen fulgte med i den nyeste danske og tyske litteratur. Ofte fik børnene klaverundervisning og gik i fransk skole to gange om ugen eller havde privat fransk lærer.

 

H.C. Andersen besøgte moster, der var bordelværtinde

I mange kvarterer i byen boede der kun fattige. Ja de allerfattigste blev kaldt for Pjalteproletariatet. De holdt til omkring Borger – og Adelgade, Grønnegade, Pistolstræde og nu den forsvundne Peder Madsens Gang.

Men også i bordelkvarteret omkring Holmensgade boede de. Det var for resten her, at H.C. Andersen sin moster Christiane, bordelværtinden, der ærgrede sig over, at han ikke var en pige.

I visse ejendomme i Sølvgade og Rosengade levede et proletariat af soldater og underofficerer, af ufaglærte arbejdere med deres familie, enker, vaskekoner og fattiglemmer.

 

De syge lå sammenstuvet på loftet

I dette kvarter var der også stalde og brændevinsbrænderier. Her var masser af sygdomme, men lægen kom her sjældent. På et lille område var en masse mennesker stuvet sammen. En beskrivelse fra dengang siger:

• Kom fattiglægen alligevel, måtte han krybe rundt til de syge, som lå stuvet sammen på mørke og utilgængelige steder, for eksempel oppe under lofterne.

 

De døde kunne ikke komme ud

En anden beskrivelse fra 1808:

• Besøger man de fattiges boliger, vil man ikke uden rædsel se usle huller, hvortil adgang for den frie luft er spærret. Djævelske dunster og stank forpester luften og svækker hos beboeren hans kræfter og lyst til at arbejde. Han bliver gammel før tiden eller skranting i en alder, som burde være virksomhedens. Børnene ligner skygger.

Ja det er også ganske uhyggeligt, hvad en præst kunne fortælle:

• Der er huse, hvor trappegangen er så smal, at de levende nok kan komme ud ad huset, men de døde kun med største vanskelighed. Det er umuligt at transportere blot en middelmådig ligkiste ned.

 

Blege, afmagrede og usunde børn

I disse omgivelser levede der også mange børn. Den overstående præst bemærkede:

• De er blege, afmagrede og usunde

Disse børn levede i snavs og uvidenhed. Så kunne det være svært at leve op til det, som i 1809 blev frembragt i tidsskriftet Penia. Ja egentlig var der to budskaber, som ikke rigtig hang sammen, her er budskab nr. 1:

• At bibringe børn i almueskoler en mængde realkundskaber vil næppe være tilrådeligt. Efter de flestes tilkommende stilling bruger de dem ikke. På at indprente disse kundskaber spildes tid, som nyttigere kunne anvendes til arbejde.

Og her er så budskab nr. 2:

• At vise streng lydighed imod alle foresatte er en hovedbetingelse for enhver god borger. Statens vel kræver, at børn fra den spæde alder opdrages til lydighed.

Jo der var familier i disse huse, der købte det brød, der var bestemt til svinetønden.

 

Pjaltenborg

Og tænk engang, der var nogle, der var endnu fattigere. Det var dem, der blandt andet holdt til på det stinkende og svinske Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå.

For fire skilling havde man ret til at søge syv timers søvn, siddende på trappegangen, liggende på gulvet eller stående op ad væggen. Men Pjaltenborg var ikke noget særligt. Der fandtes en masse andre huse, der tilbød noget lignende. De blev kaldt:

• Helvede, Pølen, Bolle Bandsats Hus, Lusseklubben. Lokummet, Krybrud, Knaldhytten, Slaveporten og Rakkerens Hule.

 

Fire års fængsel for tiggeri til 72 – årig

Begyndte de fattige at tigge, ja så faldt hammeren. Således kunne den københavnske avis Flyveposten, at den 72 – årige Karen Marie Olsdatter blev idømt 4 års forbedringsarbejde for Betleri. Fem gange i forvejen var hun blevet dømt for denne forseelse.

Sidste gang hun var blevet truffen på hjørnet af Bredgade og Kongens Nytorv. Hun havde forsøgt at opvække folks opmærksomhed ved kun at trække på skuldrene. Men det var nok til den strenge straf.

 

Frygt for brandfare

I 1820 kom den første sparekasse til byen. Og allerede i 1790 havde man på Holmens Skibsværft opsat en Ildmaskine (Dampmaskine). Men den kom hvis aldrig til at virke.

Da det første dampskib ville lægge til i 1819, ville myndighederne ikke tillade dette af frygt for brandfare.

 

Kongen og embedsmændene bedragede

Statens øverste embedsmænd berigede sig ved bedragerier, og selv Frederik den Sjette på egne vegne for statens penge. Men hvad nyttede det, når kultureliten hyldede ham som den bedste konge nogensinde. Her i blandt var blandt andet Oehlenschläger, H.C. Andersen og Grundtvig.

 

Oprør i Fængslet

I Tugt, Rasp – og Forbedringshuset på Christianshavns Torv fyldtes med 500 fanger, selv om der maksimalt kunne indsættes 300. På grund af besparelser og nedskæringer led fangerne så meget af sult, kulde og mishandlinger, at de kastede dig ud i et desperat oprør.

Militæret blev sat ind. Fængslet blev skudt i brand med kanoner og oprøret blev nedkæmpet. Frederik den Sjette kom selv til stede, og han sagde højlydt, at han ønskede, at fangerne var blevet brændt inde i fængslet.

Kongen forlangte derefter, at hver 10. fange blev henrettet. Disse skulle udtages ved lodtrækning, skyldige og uskyldige mellem hinanden. Det endte dog med, at kun 14 blev halshugget. Resten slap med pisk og nye hårde fængselsstraffe.

 

Jødefejden værre end antaget

To år senere i september 1819 udbrød jødefejden. Underklassen kastede sig over den jødiske del af byens indbyggere. De forfulgte og mishandlede dem på gaden. De smadrede deres butikker. Og H.C. Andersen observerede optrinet. Egentlig var angrebet rettet mod regeringen og skyldtes det hårde styre.

Og denne jødefejde er nok blevet pakket væk i den gængse Danmarkshistorie. Den kulturelle elite var bannerføre i den litterære jødefejde, der fandt sted i perioden fra 1813 – 1816.

 

København i undtagelsestilstand

Og så blomstrede fejden op igen, da der i 1830 blev lagt de første grundsten til Synagogen i Krystalgade. Også ved denne lejlighed opstod der folkelige optøjer.

Jødeforfølgelserne i 1819 er vel nærmest blevet betegnet som drengestreger. Men de var voldsomme og vedvarende mellem 1819 og 1820. Ja militæret blev sat ind, og København var nærmest i undtagelsestilstand.

Befolkningen havde brug for en syndebuk. Håndværkere og arbejdere mistede deres arbejde: Man troede, at jøderne stod stærkt med de store handelshuse selv om nogle af dem også gik fallit. Jøderne blev betragtet som kongens og regeringens allierede. Den 4. september 1819 viste vreden sig for alvor. Politiet kunne ikke styre folkemængden. Derfor blev husarerne hidkaldt. Østergade blev ryddet med sabel.

Militæret blev på foranledning af Frederik den Sjette bedt om, at besætte København. Faktisk varede oprøret over et år. Jøderne blev anset for at være med til at underkue underklassen.

 

Kultureliten førte an

Men også kultureliten var med i oprøret. Således blev den anti – jødiske litteratur oversat til dansk i disse år. Alle fordomme blev brugt af danskerne mod jøderne. De var pengegriske, troløse og skadelige. Selv om Grundvig anses for at være en af jødernes støtter, så behagede deres kræmmerånd ham ikke.

Ja kigger vi på selveste Kierkegaard, så var han også præget af anti – jødiske holdninger.

 

Filosof og præst dømt til døden

Lige efter holdt Jacob Dampe, der var doktor i filosofi en prædiken i Helligåndskirken. Den handlede om frihed i ord og handling i overensstemmelse med kristendommens ånd. Men det var myndighederne bestemt ikke enig med ham. Han blev anholdt og dømt til døden. Men i sidste øjeblik blev han benådet og sendt i livsvarig fængsel på Christiansø.

 

Frederik den Sjette forhadt af underklassen

Lige så elsket Frederik den Sjette var af borgerskabet lige så hadet var han af underklassen. Da han døde i 1839 blev hans ligtog gennem København overfaldet af folkemængden.

I sidste øjeblik lykkedes det for de ledsagende officerer, at trænge angriberne tilbage. Ligtoget skyndte sig væk fra Vesterbro og fortsatte i hast til Roskilde.

 

Forlystelseshave og jernbane

I 1843 fik Georg Carstensen lov til at anlægge en forlystelseshave lige uden for Vesterport. Og den 20. maj 1847 klokken halvni om morgenen kunne det første tog forlade København mod Roskilde. Måske var kongen blevet advaret om, at det kunne være en halvfarlig tur, for militærorkesteret spillede Beskærm Vor Konge, Store Gud.

København fik en ny forfatning. Borgerrepræsentationen blev valgt af Københavns 2.000 rigeste mænd.

 

Stinkende vand og mudder

Trods jernbanetog, borgerlig frihed og andre fremskidt var svineriet fortsat stort i byen. Byggegrundene var mange steder opfyldte lossepladser. Gaderne var urenlige med åbne rendestene med ringe fald. De stod næsten altid fulde af stinkende vand og mudder.

Drikkevandet var dårligt. Sundhedsfarlige og stinkende virksomheder som trankogerier og fiskebløderier lå midt mellem folks boliger. Der var stadig tilladt at begrave lig på kirkegårdene inden for voldene. Endnu i 1840 blev der holdt 1.500 køer i byen. Enkelte steder var staldene indrettet på første sal, så dyrene måtte hejses op og ned.

 

Et lokumssæde til 40 – 60 mennesker

Folk var stuvet sammen. Lokummerne lå endnu for det meste i gårdene. Natmændene bar tønder med lort tværs gennem de steder, hvor folk boede og færdedes.

En læge bemærkede:

• På nogle steder findes ikkun et sæde for 40 – 60 mennesker, der som følge heraf ikke kan benytte dette, når fornødent gøres, så at de nødes til at sætte sig udenfor, noget som især er tilfældet med børn.

 

Det begyndte på Nyboder

Hvor de fattige boede hærgede sygdommene, og de fattige smittede de rige. Den 12. juni 1853 blev to mænd fra Nyboder smittet af kolera. Inden udgangen af måneden var 47 døde. Man regnede med at 5.000 døde.

 

København var ikke befolket med kulturelle fyrtårne

Nej København var dengang ikke kun befolket af kulturelle fyrtårne. Den poetiske forestilling om København dengang har sikkert lidt et knæk med denne artikel – beklager. Det er bestemt ikke et skønmaleri.

Men egentlig var Danmarks eksistens truet. Og under denne undtagelsestilstand fik datidens kreative mennesker til at sætte historien på dagsordenen i alle kunstformer.

 

Kilde:

• Marcus Rubin: Studier til Københavns og Danmarks Historie (1892)
• Frederik den Sjettes tid: Fra Kielerfreden til Kongens død (1895)
• Villads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
• Sigurd Jensen, Claus M. Smidt: Rammerne sprænges
• Cedergreen Bech m.fl. Københavns historie (1982)
• Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København. En Guldaldermosaik (1985)
• Trap Danmark – Storkøbenhavn (1959 – 1960)
• Johanne Louise Heiberg: Et liv gjenoplivet i Erindringen (1891 – 92)
• Vagn Dybdahl: Det nye samfund på vej 1871 – 1913 (Dansk Socialhist. 1982)
• Damgaard, P.H. Moustgaard: Et hjem – en familie (1970)
• E.F. Hansen: Københavns forstadsbebyggelse i 1850 ´erne (1977)
• Kay Fisker, Knud Millech: Danske arkitekturstrømninger (1951)
• Helge Paludan m.fl.: Københavnernes historie – Fra Absalon til Weidekamp (1987)

 

Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk  

• Guldalderens København (1)
• Lokummer på Nørrebro
• Uden for voldene
• Grundtvig på Nørrebro
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Drikkevand til København
• Ballade ved portene
• De forfulgte jøder
• F. Hansen og hans bygninger
• Torvehandelens glade dage
• København 1840 – 1880
• Rosenvænget på Østerbro
• Christen Købke – en maler fra Østerbro
• En digter på Østerbro
• C. Andersens sidste dage på Østerbro og mange flere