Frits Clausen og danskheden

Han følte og tænkte dansk. Og Frits Clausen mente, at det var noget makværk som anklagemyndigheden havde leveret. Han ville fremskaffe beviser på det modsatte. Han skrev selv 432 sider frem til 1940. Han fik flere anmodninger om at skrive. Nu var Frits far hvis nok tysksindet. Han førte en uklar grænsepolitik. Han havde fået indblik i fattigmandskår, mente han. Ja han kunne godt skelne det dansk/tyske. Frits lod sig tage til fange ved Østfronten. Han havde tidligt antikommunistiske synspunkter. Han var i den grad skuffet over Genforeningen. Dengang mente han, at grænsen skulle være ved Dannevirke. Han måtte opgive lægepraksis i Aabenraa. I Bovrup blev han lokalsamfundets kraftcenter. Han meldte sig ind i de konservative. Man han mente, at der var for meget bar og for lidt politik i dem. H.P. Hanssen var hans store forbillede til 1918. Men ofrede Frits Clausen sig for danskheden? Han var en elendig økonom med hang til spiritus. Familien Clausen var velhavende, men det ændrede sig hurtigt. Han havde i den grad store politiske ambitioner.

 

Følt og tænk dansk

Frits Clausen var en dansk sønderjyde. Uanset hvad der er skrevet om ham og talt om ham, så har han følt og tænkt dansk. Han siger også selv, at han har bragt store ofre for danskheden. I sine erindringer påpeger han, at han har været en ivrig deltager i danskhedens kamp under vanskelige forhold.

 

Anklagemyndighedens materiale var makværk, mente Frits Clausen

Anklagemyndigheden ville gerne i 1947 afdække baggrunden for Frits Clausens forbrydelser. Anklagemyndighederne var i gang med at samle beviser mod den tidligere DNSAP – formand. Han reaagerede meget voldsom, da han så det materiale de havde samlet sammen.

De mange bilag og pakker fyldte så meget, at han måtte være selv om sin celle. Men han kunne ikke genkende sig selv, da han læste materialet igennem. Måske ville han heller ikke genkende sig selv. Han ville for alt i verden bevise alt det gode, han havde gjort for Danmark.

• Hvad i al verden er meningen med sådant et makværk. Er det mit og partiets forhold til Sønderjylland? Så Gud nåde os. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde det for frækhed, dumhed eller gemenhed.

 

Han vil fremføre beviser

Han ville dokumentere sit forhold til Sønderjylland og have lejlighed til under bevogtning at finde beviser frem på Det Kongelige Bibliotek.

• Hvis jeg ikke får lejlighed til at fremføre mine beviser, kan man lige så godt dømme mig ved en standret.

 

Forsvareren, Axel H. Petersen havde forsøgt at foregribe denne reaktion ved at bede Clausen om at skrive nogle sider om sig selv siden Genforeningen 1920, som han selv opfattede den. Og det behøvede Frits Clausen ikke at blive opfordret til mere end en gang. Han skrev på sin version af den historie til kort før sin død den 6. december 1947 drevet om at blive forstået på sine egne premisser.

 

432 sider frem til 1940

Forsvareren havde sikkert tænkt sig det i et begrænset omfang. Men Frits Clausen var ind til et par uger før sin død nået til side 432. Og han var ikke nået længere end til sommeren 1940. Det var meget langt igen, hvis de begivenhedsrige år under besættelsen skulle dækkes lige så udførligt.

Det er på den baggrund, at John T. Lauridsen udgav en kommenteret udgave under titlen ”Føreren har ordet”.

 

Flere anmodninger om at skrive

Undervejs fik Frits Clausen flere anmodninger om at skrive. Og mindst to af disse blev positiv besvaret. Det var en anmodning af norsk politis side, om at skrive DNSAP’ s historie. Så var der flere konkrete anmodninger fra anklagemyndighedens læge professor Max Schmidt.

 

Frits far var hvis tysksindet

Frits Clausen kom fra solid borgerlig baggrund i Aabenraa. Købmandshjemmet var efter faderens død udtalt konservativ og udpræget dansksindet. Ja Frits nåede aldrig at hilse på sin far. Han var død samme år samme år, som han blev født.

Det var ingen grundt til at tvivle på Frits Clausen, når han skrev at han var født dansksindet og konservativ. Men med hensyn til traditionen for familiens danskhed, må der tages et stort forbehold. Efter alt at dømme så var faderen tysksindet. Det var et forhold, som Frits Clausen aldrig vedgik.

 

Uklar grænsepolitik

Det var måske slægtsbaggrunden, der bidrog til hans senere svingende og uklare politik over for det tyske mindretal og i grænsespørgsmålet. Frits Clausen boede ikke så langt fra lederen af det tyske nazistparti og mindretal, Jens Møller. Men de blev aldrig gode venner.

 

Indblik i fattigmandskår

Efter erindringerne at dømme havde Frits Clausen en tryg baggrund, der nok gjorde ham opmærksom på samfundets sociale forskelle. Men det fik ham dog ikke til at engagere sig i dem.

Han fortæller, at han fra den allertidligste barndom fik indblik i fattigmandskår, når han ved juletid gik med moderen ud med en kurv til en fattig syg kvinde. Men han fortæller også, at han som barn ikke tænkte over, at han skulle ind til et veldækket bord, mens en fattig legekammerat stod og ventede udenfor.

 

Kunne godt skelne det dansk/tyske

Hvad han i erindringerne til gengæld vil have til at stå tydeligt er, at han meget tidligt, kun få år gammel var sig skellet dansk/tysk bevidst og når som helst siden stod op for at forsvare den danske sag, om han så skulle være alene om det, og der var klø i luften.

Danskheden er det ikke grund til at betvivle, selv om nogle af hans politiske modstandere både i samtiden og siden har gjort det. Det gjorde bl.a. den velkendte Wilfred Petersen.

De der kendte ham bedre, var ikke i tvivl, heller ikke selv om de var af en ganske modsat partpolitisk opfattelse. Det var bl.a. Ejnar Vaaben, Jakob Kronika og Troels Fink. Ja man kan så altid stille spørgsmålet om, hvordan han forvaltede sin danskhed fra den 9. april 1940.

 

Tysk domminerede uddannelsessystem virkede ikke befordrende

Der var meget få sønderjyder, der fik en højere uddannelse. Det tysk dominerede uddannelsessystem virkede ikke befordrende, men Frits Clausen var en af dem. Han blev student på det tyske gymnasium i Flensborg 1912. Han studerede derefter til læge ved tyske universiteter, hvor han fandt sammen med andre ligesindede danske. Og blandt disse var Hans Lorenzen og stud. Jur. Marcus Haase. De holdt sig fra de tyske studenterforeninger.

 

Frits lod sig tage til fange

Den dansksindede Frits Clausen var som mange sønderjyder ikke ivrig efter at skulle i tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Efter kun få ugers tjeneste blev han taget til fange. Meget tyder på, at han hellere ville være russisk krigsfange frem for tysk soldat. Mange sønderjyder foretrak at desertere frem for at blive tysk soldat under første verdenskrig. H.P. Hanssen opfordrede dog de unge sønderjyder til at blive i landsdelen.

Måske var det en konsekvent handling fra Frits Clausens side. Det var i forlængelse med hans idealistiske indstilling. Tilfangetagelsen var ikke overraskende for vennen, Hans Lorenzen. Han kendte hans standpunkt.

Det var ikke indtrykket af, at hans russiske fangenskab var noget som belastede ham meget. Det ensformige og primitive forhold var åbenbart ikke noget, der gav ham stress. Det er heller ikke noget, der tyder på, at den russiske revolution gjorde ham til antikommunist. Han giver i hvert fald ikke udtryk for det.

 

Havde tidlig antikommunistiske synspunkter

Frits Clausen ser ikke noget galt i at arbejde for det sociale, men det var prioriteret langt efter det nationale.

I 1947 giver Frits Clausen ikke indtryk af, at han under fangenskabet havde ydet en særlig indsats for sine dansksindede kammerater eller i det hele taget havde spillet en lederrolle. En sådan en var han tidligere blevet tillagt i DNSAP’ s publikationer og presse.

Han var kun blevet brugt som redskab til at samle de danske fangere eller nærmere de sønderjyske. Han var ikke initiativtager.

I sine erindringer fortæller Frits Clausen, at han startede sin skribentvirksomhed, da han var kommet hjem fra fangenskab. Her havde han udfoldet sine antikommunistiske synspunkter. Også hans antisemitisme var kommet frem.

 

Det gik voldsomt for sig i ”Fædrelandet”

I den nazistiske presse gik det voldsomt for sig. Her er Fædrelandets propagandanummer fra februar 1940:

 

• Han oplevede sammen med sine Kammerater den blodigste af alle Verdenens Revolutioner…havde Oplevelser, der til evigt vil gøre ham til Kommunisternes Fjende. Gang paa Gang maatte han sammen med sine Kammarater se Døden i Øjnene, medens Marxismen vidfoldede sin Vildskab og den goldeste Materialisme.

 

Han var skuffet over Genforeningen

Den hjemvendte fange satte stor pris på russere og tjekker. Det var den jødiske bolsjevik, der var Ruslands svøbe. Han håbede for Rusland, at demokratiet kunne redde landets fremtid. For den unge Frits Clausen satte selv sin lid til demokratiet.

Genforenings – agitationen blev hans politiske ilddåb. Som både taler og skribent foldede han sig ud til fordel for en grænse ved Dannevirke. Han fortæller dog ikke, hvor stort et kontaktnet, som han fik med ligesindede.

I sine erindringer fortæller han heller ikke, hvor skuffet han blev over Genforeningen. Men den var dyb og vedvarende for Frits Clausen og andre Dannevirkefolk. Til skuffelsen føjede sig senere de danske myndigheders efterfølgende håndtering af selve afstemningen.

Under den tyske besættelse fandt han det dog belejligt at finde sig til rette med den eksisterende grænse.

Angivelige fejl og forglemmelser favoriserede tilrejsende fra tysk side og siden hele genforeningens realisering. Ja sådan så Frits Clausen det. Han fremstiller det som en stor skuffelse for sønderjyderne i al almindelighed. Kritikken af den danske regerings og de store partiers håndtering af genforeningen er det ene kim til hans utilfredshed med ”systemet” som sådan.

 

Et nationalt anliggende at gøre studiet færdig i København

Han fremstiller det som et nationalt anliggende, at han vil gøre studiet færdigt i København i stedet for på et tysk universitet. Havde han valgt dette var han som andre blevet hurtigere færdig. Så kunne han have slået sig ned samtidig med de tyskuddannede konkurrenter fra krigsgenerationen.

Det så ud som om, at Frits Clausen talte på de sønderjyske studerendes vegne fra 1928. Han fik også hjælp af H.P. Hanssen især ved økonomisk støtte ligesom den tyske studentereksamen blev accepteret.

 

Også en national handling at nedsætte sig som læge i Aabenraa

Nedsættelse som praktiserende læge i Aabenraa i 1923 fremstiller han også i sine erindringer som en national handling. Som konsekvens af myndighedernes handlinger var det rigeligt af tyskuddannede læger i forvejen. Og så kom en sygekassekonflikt til, derfor flyttede Frits Clausen til Bovrup. Ja sådan fremstiller han det. Men er det nu helt korrekt?

 

Han var lokalsamfundets kraftcenter

I Bovrup med et par hundrede indbyggere fik han efterhånden oparbejdet både lægepraksis og en social position. Han bliver lokalsamfundets kraftcenter med mange forskellige aktiviteter. Der er ingen præst at konkurrere med, her er ingen kirke. I erindringerne nævner han ikke alle sine aktiviteter og initiativer. Men hans interesse for og organisering af musik, ungdomsarbejdet og engegement i skolesagen er ting, han trækker frem. Kaninavlen bliver heller ikke glemt.

 

Var han sygelig forfængelig?

Interesserne spændte vidt. Han interesserede sig også for det nye medie, radioen og talte som en af de første fra studiet i Aabenraa. Politiadvokat E. Bechs opfattelse i 1947 var, at det var tale om sygelig forfængelighed, når Frits Clausen stillede sig i spidsen for så meget. Men det var nu ikke en gratis fornøjelse.

 

For meget bal og for lidt politik i de konservative

Frits Clausen skulle ifølge eget udsagn have tilsluttet sig den konservative vælgerforening i Aabenraa i 1920 men tillader sig i 1947 at se kritisk på partiets aktiviteter dengang. Det var for meget bal og for lidt politik i de lokale arrangementer efter hans mening

Han referer også selv, at han havde udtalt sig frit og uafhængigt i forhold til den konservative partlinje ved valgene 1924 og 1929. Måske overvurderede han sin egen position dengang. Men det var ikke ganske ubeføjet, når Jydske Tidende 1929 roste hans foredrag om sønderjyske soldater i tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Han blev ofte benyttet som foredragsholder.

Professorinde Dagmar Schmiegelow som han lærte at kende under sin tid som krigsfange tillagde ham i 1929 ”virkelig betydning for den nationale sag i Nordslesvig”.

 

Kongen stoppede op og hilste på ham

Ja og Christian den Tiende standsede heller ikke op i Bovrup i sommer 1928 for at hilse på hvem som helst. Jo han blev beæret med et håndtryk mens menigmand stod med hatten i hånden.  Han havde lokal lydhørhed i ”hjemlandet”.

Det var sandelig også en stor og statelig bygning med tilhørende garage og stald, som han kunne præsentere for majestæten. Konsultationen var i en del af stueetagen. Moderen boede til sin død 1938 på første sal. 13. juni 1928 var villaen flagudsmykket i anledningen af kongebesøget.

 

Bruddet med de konservative kom ikke pludselig

Det var alene de højere spørgsmål som det nationale, forsvaret og kongehuset, som foruden traditionen gjorde ham til konservativ. Det var det mindst ringe politiske parti. Og det havde to repræsentanter i Aabenraa Byråd. Han opfattede det ved et konservativt tillidsmandsmøde omkring 1930, at Christmas Møller ville drive en anden form for forsvarspolitik. Og Frits Clausen var heller ikke enig med partiets politik i de sønderjyske spørgsmål.

Bruddet med de konservative kom ikke pludselig. Der foreligger et brev fra den 26. maj 1931, hvor han forklarer sine bevæggrunde for at melde sig ud af partiet. Han kunne således ikke klare at de konservative politikere stilede efter at blive levebrødspolitiker, mens idealerne kom i anden række.

 

H.P. Hanssen var hans store forbillede

Det store forbillede var danskhedens leder, H.P. Hanssen, hvis familie hvis familie Frits Clausen kendte og boede i nærheden af som barn. H.P. Hanssen blev offer for forfølgelse og fængsling. Han havde betalt prisen for den højere sag i en samtid, som Frits Clausen nu ville betale den i sin. Adskillige gange blev H.P. Hanssen fremhævet i sine erindringer. Men han gjorde det også klart, at efter 1918 repræsenterede H.P. Hanssen ikke mere fremtiden.

 

Ofrede Frits Clausen sig for danskheden?

Der er delte meninger om Frits Clausens opofrelse for danskheden. Hans klassekammerat Jakob Kronika har selv stillet spørgsmålene op:

 

• Havde han ”ofret” sig i skoletiden, når han ene dreng stillede op og forsvarede danske holdninger, selv om der var klø i luften?
• Følte han at have ofret sig ved at gå i russisk fangenskab for at undgå tyske interesser?

 

Ja dette foreligger der slet ikke noget om. Det ser ud til at han ofte selv har tildelt sig offerrollen.

 

Det gik ud over helbredet

I kampen om agitation for genforeningen skriver han ikke ligeud om sine personlige omkostninger, den store sag påførte ham. Men vi skal have at vide at han ofrede meget for helbredet. Kun ved akut indgreb blev han reddet. Tid til lægestudiet er også blevet brugt i denne sag, hvor han snart var på agitationsrejse og snart sad på kontoret på Folkehjem.

 

En elendig økonom

I 1931 forlod Clausen det konservative folkeparti til fordel for det nystiftede DNSAP. Dengang skulle den tyske nazisme først realisere sig i al sin gru, før næsten alle blev klar over omfanget af forbrydelsen. Ja kommunisterne råbte godt nok fra første dag vagt i gevær.

I hans erindringer står det ikke noget om honorar, men sådan forholdt det sig ikke tidligere. Krigsindkaldelse, de afbrudte studier, krigsfangenskab, medvirken til at samle danske fanger i en lejr, anklager for højforræderi fra tyske officerers side og sluttelig flugt til Danmark på falsk pas hører alt sammen med i ansøgningerne, før det afsluttes med, at han valgte at studere videre i København af nationale grunde.

Den Sønderjyske Fond rykkede mange gange for tilbagebetaling af lån. Dette fik Frits Clausen til at sende et 12 – siders lang brev til Adolf Svensson den 9, juli 1928. Han havde nu ikke noget at gøre med Den Sønderjyske Fond. Men foruden redaktør af Haderslev Stiftstidende var han medlem af det konservative folkepartis repræsentantskab.

Vi ved at Frits Clausen var en elendig økonom. Og så var det også hans omfattende selskabelighed, som kunne tænkes at være årsag til at han måtte opgive sin praksis i Aabenraa. Der blev snakket om, at han var beruset under offentlige begivenheder i Aabenraa.

 

Ikke noget om dårlig økonomi i erindringerne

Nu var det vel heller ikke noget som han beskæftigede sig med i 1947, hans økonomiske forhold. Han skulle ikke besmudses med rollen som en, der havde et vedvarende overdådigt privatforbrug og stadig pengemangel.

 

Familien Clausen var formuende

Familien Clausen var formuende. Frits Clausens far ejede købmandsgården, Storegade 36 i Aabenraa. Moderen var stadig i besiddelse af gården, da Frits Clausen kom hjem fra russisk fangenskab i efteråret 1918. I den første tid boede Frits hos moderen i Nygade 4. Husstanden omfattede også moderens søster, Meta. De to søstre havde boet sammen siden Frits var spæd. Gården var blevet lejet ud for en 25 års periode fra 1899.

Fra 1924 boede de i Bovrup. Hans mor modtog et årligt tilskud på 3.500 kr. af Frits plus fri bolig. Ingeborg Refslund Thomsen berettede:

 

• Han lokkede de mest berømmelige dilettantskuespillere til Bovrup og lovede dem bøffer, så store som en flad tallerken. De bøffer gik det ligefrem historier om. I Bovrup, der oplevede man noget, der dalede Peter Højs lille datter yndefuldt ned fra lysekronen, når der var fest.

 

Økonomien kunne ikke holde til det

Men efterhånden kunne familiens økonomi slet ikke holde til det liv, som Frits Clausen førte. Han behandlede de fattige patienter gratis. Og moderen havde efterhånden afgivet hele sin formue til Frits. Långiverne fandt ud af, at hun ikke mere kunne kautionere for sønnen.

Den sønderjyske Fond forsøgte gang på gang at få ham til at betale sin gæld. Det kom godt nok til en ordning i 1930, men intet skete. Sin gæld til Den sønderjyske Fond blev først afviklet i 1940, da han blev folketingsmand.

 

Store politiske ambitioner

Han havde i marts 1931 meldt sig ind i DNSAP. Han følte ikke, at man hos de konservative ville give ham en ledende post. Han ville nå videre og stillede sig ikke tilfreds med at være landsbylæge.

Ifølge hans skolekammerat Jakob Kronika, så havde Frits Clausen ”af karaktermæssige årsager” ikke den store succes hos de konservative. Man kunne ikke bruge en, som havde en elendig økonomi og forgældet med hang til spiritus.

Nu havde Frits Clausen næppe udprægede evner til som loyal partisoldat, der skulle rette sig ind efter en given linje. Han havde politiske ambitioner. Han havde meget energi og han greb straks initiativet hos DNSAP. Inden udgangen af 1931 var han Danmarks mest virksomme nazist, optaget af møder, organisering og skribentvirksomhed. Hurtig blev han partleder i Sønderjylland. Men snart havde han overtaget det hele.

Ifølge eget udsagn havde han i 1931 ingen kendskab til Hitler og NSDAP.

 

I anledning af Frits Clausens 40 års fødselsdag

Skal vi lige slutte af med præsentationen af ham den 12.11.1933 i anledning af hans 40 års fødselsdag. Sådan skrev Fædrelandet:

 

• I øvrigt er Frits Clausen af ældgammel sønderjysk Slægt baade paa Fædrenes og Mødrenes Side. Han blev født i Aabenraa i et Købmandshjem og blev døbt ved Faderens Kiste. Hans Moder lever endnu. Morfaderen var en ivrig Forkæmper for Danskheden og ven med Mænd som Fr. Fischer og Jacob Michelsen.

 

• Traditionen Tro fik Frits Clausen en udpræget dansk Opdragelse. For at dygtiggøre sig til sin Gerning i sit Hjemland studerede han efter at have taget Studentereksamen i Flensborg, i de tyske Universitetsbyer Heidelberg og Freiburg. Her blev han afbrudt ved Verdenskrigens Udbrud. Han blev indkaldt pg sendt til Østfronten, blev taget til Fange og levede et par Aar i Rusland, hvor han oplevede den russiske Revolution. Han flygtede paa falsk Pas og naaede København, hvor han studerede videre og fik sin Eksamen.

 

 

• Frits Clausen deltog ivrigt i Afstemningsagitationen og i det danske Arbejde i de bevægende Aar før Genforeningen.

 

• Derefter nedsatte han sig som Læge i sin Fødeby og flyttede 1924 til Bovrup. Frits Clausen var ”født” til at være Konservativ og var blandt de første, der meldte sig til konservativt Arbejde efter Genforeningen.

 

 

• Han følte sig dog aldrig tilfreds i Partibasen og hørte sammen med andre til ”Oprørerne” inden for Partiet, indtil han for godt tre Aar siden brød helt ud, fulgte sit Hjertes Trang og blev national Socialist, Sønderjyllands første.

 

Kilde:

• Fund og Forskning (43) (John T. Lauridsen)
• John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930 – 45 og derefter
• John T. Lauridsen: Føreren har ordet Frits Clausen om sig selv og DNSAP
• John T. Lauridsen: Udfordring fra højre i mellemkrigstidens Danmark
• Claus Bryld og Søren Hein: Demokrati mellem fortid og fremtid
• Ingeborg Refslund Thomsen: Hjemme i Nordslesvig
• Henning Koch: Demokrati – slå til
• Knud Kretzsmer: Den sønderjydske Fond

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse mere om Frits Clausen, DNSAP og danske nazister:

 

• Revision – en avis og dens redaktør
• Bloddrenge og unge nazister
• Tilfældet, Søren Kam
• Søren Kam og hans erindringer
• De danske nazister
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Danskere i Hitlers tjeneste
• En sønderjyde krydser sine spor
• Sommerkorpset
• Martinsen – portræt af en forræder
• Bovrup – kartoteket
• Niels Bukh og hans sympatier for Hitler
• Hagekorset i Parken
• De dødsdømte fra Tønder
• Nazister i Tønder
• F. Schallburg – hvem var han?
• Da Nazismen kom til Sønderjylland
• Frits, Nazister og et kartotek
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Da Frits Clausen kom til middag
• Frits Clausen – den tredje historie
• Frits som sprællemand og med trillebør og mange flere