Rigdom til fattig hus
Ja egentlig handler dette om husflid. Taler vi om Tønder Amt tænker vi mest på kniplinger. Men det handler dette nu ikke om. Vi skynder os, at fortælle om knapmageriet, inden vi glemmer historien.
For de fattige omkring Varde betød fremstillingen af Jydepotterne en vigtig indtægtskilde. Det bragte rigdom til fattig hus. Uldjyderne i Hammerum herred rejste i mange år rundt i landet med deres tunge bylt på nakken.
Nu var det ikke knipling, der bragte velstand til dem, der udførte dette For her blev det hele meget tidlig organiseret. Her var der nok et fåtal, der skummede fløden.

Knapmageriet
Men se her er det tale om Knapmageriet i Tønder Amt. Og artiklen er bygget på informationer helt tilbage fra 1918. Da blev en artikel udgivet i Fra Arkiv og Museum, udgivet af Østifternes historisk – topografisphiske Selskab.

Den ufrugtbare del af Tønder Amt
Kongelig fabrik – direktør Lehmann skrev i 1823:

– I den ufrugtbare Del af Tønder Amt stræber de fattige Indbyggere ved mange slags Husindustri at bøde på Afsagn af de Gaver, som Naturen har forundt deres lykkeligt Naboere. Her væves Vadmel og andre grove Tøjer, bindes Huer og Strømper og forfærdiges de bekendte Kniplinger. Derved er fremstået uden Understøttelse og uden bram en del Landfrabrikation eller Industri, der er det eneste Middel, hvorpå i slige Egne Livets første Fornødenheder kunne erhverves, Til denne Landindustri hører Knapmageriet.

Tinknapper
Det var tinknapper, der skulle forfærdiges. Materialet skaffede man sig ved at købe gammelt tin, enten på aktioner eller omkring hos landbefolkningen. Der var to slags knapper. De flade og de mindre blev mest brugt til benklæder. De større og mere kunstfærdige, som blev lavet af to stykker, der blev loddet sammen, blev brugt til trøjer. Knapperne blev støbt i en form. Til udpyntning og afdrejning blev brugt et drejeblad. Når de var færdige, blev de fæstet på et stykke stift papir. De blev holdt fast, ved at et siv blev trukket gennem øjerne.
Knapmageriet var i høj grad begrænset af tid og sted. Skatte – og mandatlisterne for 1789 viser, at der på den tid var knapmagere spredt over Slogs – og Kær Herred i Tønder Amt.
I førstnævnte var der syv skattepligtige knapmagere, og af disse var 6 bosiddende i Hostrup sogn. I det sydlige Kær Herred var der 8. Ved optællingen, der fandt sted i året 1835 finder vi i Slogs Herred hele 67 knapmagere. Heraf var de 61 bosiddende i Hostrup Sogn. I Kær Herred var kendt 8.

De Tønderske Knapper
Som bekendt ligger Hostrup Sogn øst for Tønder. Sognet er ret stort og består af landsbyerne, Hostrup, Rørkær, Jejsing og Solderup. I 1835 boede der 1.077 i sognet. Her var omkring 60 større og mindre gårde, ca. 40 huse med jord, og ca. 110 huse uden jord.
Knapmageriet holdt sig inden for Hostrup Sogns grænser. Men markedet blev efterhånden udvidet til hele landet. Hostrup Sogn havde efterhånden fuldstændig overtaget produktionen. Efterhånden blev de Tønderske Knapper kendt over hele landet.

Det begyndte tidligt
Hvornår eventyret startede er svært at fastslå. Men det er tale om ret gammel industri. Og det kan vi faktisk konstaterer i gamle kirkebøger. I 1747 nævnes:

– Hans Jürgen, Knopfmacher von Jeysing
– I 1764, Hindrich Knöptmacher aus Hostrup
– I 1766, Christian Nielsen, Knopfmacher in Jeysing

I 1767 er det Peter Petersen og Peter Wolssen i Rørkær og 1770, Søren Sørensen i Jejsing.

Herredsfoged B. Feddersen bemærker i 1824, at det har været drevet i mere end hundrede år. Det var dog først efter krigens ophør i 1814, at knapmageriet havde sin blomstringstid.

Det kneb for den sønderjyske bondestand
På det tidspunkt kneb det gevaldigt for den sønderjyske bondestand. De fik næsten ingen udbytte af deres ejendom. Bønderne måtte selv klare al deres arbejde på gården. Der var ikke råd til medhjælp. Husmændene, insiddere og daglejere var der ingen, der havde brug for. Det var navnlig dem, som nedsatte sig på knapmageriet.

Anseelsen var ringe
Der kunne tjenes ganske godt på denne industri. Derfor hed det sig senere i Hostrup Sogn:

– Det er bedre at være Knapmager end Bonde

Men hans anseelse var ringe. Bønderne ville ikke anerkende ham. En rigtig bonde ville ikke nedværdige sig til at blive knapmager.

Ret til omløberhandel
Det var da også en husmand, Johan Christian Wermer, der fik den største fortjeneste i anledningen af knapmageriets opsving. Han blev født den 13. februar 1762 i Lille Emmerske. Han lærte knapmageriet af morfaderen, Johan Filip Wermer, som var husmand i Hostrup. Hvor denne kom fra, er uvist. I kirkebogen omtales han som Deutscher von Geburt. Han døde i 1780.
Som for alle andre af datidens begyndende industrivirksomhed var midlet en Kongelig Koncession. Wermer ønskede ret til omløberhandel. Det betød, at han uden om markeder og købmænd at afsætte sine knapper. Kun med en sådan tilladelse mente han sig betrygget.

Jeg skal have det daglige brød
Wermer sendte en ansøgning den 26. april 1797:

– Jeg er Kongelig Undersaat og fast beboer i Hostrup Sogn og derfor ifølge Lands Lov og Ret berettiget i mit Fædreland at ernære mig og min Familie paa ærlig Maade. Jeg har i min Ungdom lært Knapmageriet af min bedstefader, og dette er det Erhverv, hvormed jeg kan forsørge Kone og Børn.

– Men Afsætningen af knapperne er kun ringe ude paa Landet i en lille Landsby, hvor der kun bor nogle faa Bolsmænd og Kaadnere, og desuden findes der rundt omkring i Amtet talrige Knapmagere, der ligesom jeg skal have det daglige Brød.
I ansøgningen fortæller han også, at han hidtil med nød og næppe har kunnet klare sig. Det værste har dog været at miste meinen ganzen Krahm. Og således blive ulykkelig for hele livet.
Toldbetjente har nemlig ikke altid villet lade ham passere, da han ikke har kunnet fremvise den Kongelige Koncession. Ja det blev der forlangt af dem, der rejste rundt i landet med forfærdigede varer. For nu

– For Fremtiden at blive befriet for denne Forlegenhed og ligesom mine Medborgere i ro og mag at kunne afsætte mine Varer – ansøgte han om Koncession.

En langsom og trælsom vej
Ligesom andre ansøgere blev det også for Wermer en lang og trælsom vej, at nå gennem embedskontorerne. Skønt amtmanden i Tønder støttede ham, afslog Kommercekollegiet hans ansøgning og henviste ham til at besøge markederne og i øvrigt ligesom de øvrige knapfabrikanter at oplægge sine varer til salg hos de handlende, Omløberhandel kan ikke tillades.
Wermer lod sig dog ikke afskrække af dette nederlag.
Han fandt snart en ny udvej. Han ønskede at udvide sit marked til kongeriget. For at kunne sælge sine knapper tilstrækkelig billigt ansøger han om at måtte indføre den toldfrit til Danmark eller mod en årlig rekognition på 4 rdr.
Til støtte for sin ansøgning gjorde han gældende, at toldloven af 1. februar 1797 i den grad havde skadet afsætningen for ham, at han havde måttet afskedige alle andre medarbejdere undtagen sønnen.

Gode nok til militært brug?
Denne gang havde Wermer held med sig. Generaltoldkammeret anså knapperne for så gode, at det var rimeligt gennem en toldnedsættelse at lette deres afsætning. Kommercekollegiet nærede vel nogle betænkeligheder af hensyn til den i København etablerede fabrikant Rudolphi. Denne havde dog opnået så store begunstigelser til at levere knapper til hæren og desuden opnået toldfrihed.
Begge Kollegier var enige om, at Wermer for sine knapper fik tolden nedsat til det halve. Ved Kongelig Resolution af 26. august 1803 stadfæstedes dette forslag.
Myndighederne var blevet opmærksom på hans virksomhed. Den 9. maj 1809 befalede kongen, Generaltoldkammeraet og Kommercekollegiet at skaffe oplysninger om, hvor vidt der i landet blev fabrikeret de nødvendige metalknapper til militær brug. Skulle det være nødvendig at give tilladelse til import på grund af mangel på indenlandsk produktion?
Denne chance udnytter Wermer. Han ansøger nu om toldfri indførsel af sine knapper til Danmark for at kunne blive leverandør til den kongelige Militæretat.
Derefter får amtmanden i Tønder befaling på, at sende et fuldstændigt prøvekort af de knapper, som Wermer forfærdigede, med vedføjede priser på enhver sort.
Godt nok sagde militæret, at knapperne så gode ud. Men Rudolphis knapper havde dog aldrig skuffet. I første omgang glippede det med at blive leverandør til hæren, men Wermer gik dog ikke tomhændet ud af denne forhandling. Den 6. april 1812 fik han fuld toldfrihed for sine knapper. Han kunne nu fortsætte sin forretning indtil sin død, den 8. februar 1838.

Samme ret som udenlandske jøder
En anden knapmager i Hostrup Sogn, Jacob Matthiesen i Solderup havde optaget konkurrencen med Wermer. I 1818 havde han opnået tilladelse til indføre knapper toldfrit til Danmark. Jacob Matthiesen havde et meget iltert temperament. Han udtænkte hele tiden ny veje, der skulle afprøves. Derfor indsendte han den ene ansøgning efter den anden.
I 1821 kommer han med nok en ansøgning. Han udtaler i denne, at salget af knapperne sker væsentlig til købmændene i byerne. Men dette var ikke tilstrækkeligt:

– Thi man faldbyder sin Vare til disse, giver de mindre for den, end den koster dem i England.

Derefter tilføjer han meget spydigt:

– Den største Skade, jeg vil anrette er den, at de Prøjsiske, Polske og Tyske Jøder får mindre Betaling for deres Vare, og det indenlandske Fabrikat fortrænger det udenlandske. Det synes mig tilgiveligt, at jeg beder om den samme Ret, som de udenlandske Jøder har.
Herredsfoged Feddersen og amtmanden støttede Matthiesen. Men Matthiesen måtte nøjes med toldfriheden.

Voksede i betydning
Knapmageriet voksede i betydning. Folk, der ikke havde lært faget opkøbte knapperne hos de fattige knapmagere og tilfuskede sig tin rundt omkring. Dette betød, at amtet ikke ville udstede rejsepas.

Ventede forgæves i fem år
Søren Jensen fra Jejsing ansøgte om lov til at drive metalstøberi. Men amtet var klar over, at dette ville gribe ind i de lavsmæssige metalstøbers industri, der også forfærdigede lysestager, håndtage m.m. Han måtte derfor nøjes med almindelig koncession.
Den 5. juni 1819 ansøger Bon Gottfriedsen om koncession og toldfrihed. Men han måtte vente forgæves. Efter at have ventet forgæves i fem år sendte han følgende skrivelse direkte til kongen:

– Jeg er en svagelig mand på 60 år og kan ikke mere foretage de besværlige rejser, men ser mig nødt til at sende mine knapper med posten fra den ene by til en anden. Når jeg skal betale denne transport og min årlige rekognition, der er 4 rbdr. Og desuden skal lade knapperne fortolde, er det umuligt for mig at skaffe det daglige brød til mig og mine.

20 pct. ernærede sig af knapmageriet
Der kom efterhånden masser af ansøgninger. Med tiden gjorde det indtryk hos myndighederne. Amtmand Peder Matthiesen forsøgte at hjælpe knapmagerne så godt han kunne. De fik også toldfrihed, men skulle betale den årlige afgift. Og den forsøgte de nu også at komme af med. Man forsøgte også at få tilladelse til at holde svende og lærlinge.
I 1835 fik 20 pct. af indbyggerne i Hostrup Sogn deres underhold ved knapmageriet. Også anseelsen i sognet steg efterhånden betragteligt. En forhenværende knapmager, gårdejer i Jejsing, Peter Nielsen Petersen kunne således bestride hvervet som sognefoged i Hostrup Sogn. Senere bliver han også kommunefoged i den store Solvig Kommune. Han bliver også medstifter af den lokale sparekasse. For sine fortjenester under krigen 1848 – 51 bliver han belønnet med Dannebrogskorset.

Omkring 1835 gik det tilbage
Knapmageriets blomstringstid varede ved til omkring 1835, så begyndte tilbagegangen. I 1834 ansøger Peter Hansen Petersen at huserer med sine Knapper i Jylland saavel i Dusinvis som i Partier og at besøge Markederne. Han fik sit privilegium, men det kan ikke tillades ham, at husere med sit Fabrikat i Jylland.

En ny forordning i 1837
Den 24. oktober 1837 udkom en ny forordning, der i Hertugdømmerne forbød al huseren eller falbydelse af varer fra hus til hus uden for årsmarkederne. Fra dette forbud var undtaget handel med en mængde varer, der alle henhørte til hjemmearbejder.
Denne forordning har ganske givet knækket knapmageriet. Man forsøgte sig med en mængde ansøgninger, men intet hjalp. Hornknapperne havde desuden holdt sit indtog. De var både billigere og mere praktiske end metalknapperne.

De unge foretrak hornknapper
En ny generation foretrak de nye knapper. Omkring 1864 sluttede et sandt Industrieventyr i Hostrup Sogn. Se det var historien om De Tønderske Knapper. Det er en historie, som vi for længst har glemt. I vores bevidsthed er det kun Tønderkniplingerne, der tæller.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Sønderjyske Årbøger
– Fra Arkiv og Museum (Østifternes Historisk – Topographiske Selskaber 1918)

Hvis du vil vide mere: Læs
– Tønderkniplinger – fra husflid til industri
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Tønderkniplinger
– Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
– De stakkels kniplepiger
– Handel i Tønder indtil 1864
– En af Tønders patrioter