Franciska Clausen – en moderne maler fra Aabenraa
Udlandet var begyndt at få øje på hende. Hvorfor kom hun hjem fra Paris? Hun følte sig udenfor. Manglende hun psyke og kampånd? Opvokset i velhaverhjem. Privatundervisning i Flensborg. Professor på Kunstakademiet mente, at hun skulle kaste sig over portrætmaleriet. En forfalden ejendom i Vestergade. Fra 1924 var det slut med økonomisk støtte fra familien. Picasso sagde: ”hm”. Hun forsøgte sig med grafisk design. En svensker så hendes talent. I Danmark var der ingen forståelse for hendes abstrakte malerier. Et levende men ikke let menneske. Gulvet som arbejdsplads. Et oprejsning i 1984. Isoleret fra andre danske kunstnere. Nu var der pludselig bud efter hende. Hun var nærtagende. Anerkendt i en meget sen alder.
Udlandet var begyndt at få øje på hende
For mange var hendes frembringelser helt nyt og spændende. Dengang i slutningen af 1950erne var der ikke mange, der kendte hende. Der stod næsten intet om hende i danske kunstbøger og tidsskrifter. Men udlandet var begyndt at få øje på hende.
Men dog i Knaurs Lexikon- ”Abstrackter Malerei”, der udkom i 1957 var hun omtalt. Og dette blev oversat fra tysk til fransk.
Hvorfor kom hun hjem?
Hun er født i Aabenraa i 1899. Hun har været i de skiftende brændpunkter for den europæiske avantgarde – kunst – først i Tyskland og siden 1924 – 1933 i Paris.
Grunden til at hun vendte hjem til Aabenraa i 1933 skyldtes internationale økonomiske vanskeligheder efter børskrisen i New York. Men som også lidt spøgefuldt siger:
- Måske kan det også skyldes andre årsager
Hun følte sig udenfor
I årene efter hjemkomsten udstillede hun kun få gange og uden større succes. Hun blev vel i den danske kunstverden opfattet som en fremmed, en der kom udefra.
Selv har hun vel uden tvivl følt sig som pioner i den moderne, eksperimenterende, europæiske kunstvar langt forud for de problemer, som de bedste unge danske kunstnere arbejdede med.
Manglede hun psyke og kampånd?
Måske havde hun ikke den psyke og kampånd, der var nødvendig for at gøre sig gældende i datidens danske kunstverden. Hun følte sig holdt ude for at visse danske kunstnere. Og hun tog sig det nær, at hun blev kaldt for en epigon – en efterligner af Lèger og hans skole.
Opvokset i velhaverhjem
Hun er opvokset i et velhaverhjem i Aabenraa. Hendes far var manufakturhandler og købmand. Det var et stort herskabshus med tjenestefolk. Der var parklignende have og aber som kæledyr. Man kørte rundt i omegnen med vogn forspændt med heste.
Det var en beskyttet opvækst i en højt kultiveret, dansksindet handelsfamilie.
Engang fik hendes far, Søgård Slot tilbudt.
Privatundervisning i Flensborg
Som en del af den almene dannelse blev hun i 1915 sendt til privatundervisning hos maleren Jacob Nôbbe i Flensborg. Men det var nu ikke til faderens store begejstring. Hvordan skulle man dog kunne ernære sig selv som maler i et krigshærget Europa. For Francisca var det mere end tidsfordriv.
I 1916 studerede hun på Grossherzoglische Kunstschule i Weimar, det senere Bauhaus. Denne undervisning blev efterfulgt af flere studier på Frauenakademie i Mûnchen.
I 1921 malede hun allerede spontanistiske, abstrakte akvareller.
Professor mente, at hun skulle kaste sig over portrætmaleriet
Hun fulgte traditionel undervisning på kunstskoler i Tyskland og i Danmark. Men nu var Kunstakademiet i København ret gammeldags. Her skulle man tegne efter gipsfigurer. Det var ikke noget for Fransiska. I København følte hun sig som outsider. Det til trods for professorens ros og velmente råd om, at hun burde kaste sig over portrætmaleriet.
En forfalden ejendom i Vestergade
Den store ejendom lå i Vestergade og blev revet ned i 1988. Det var efterhånden meget forfaldent. Hun sagde selv, at huset var lidt spøgelsesagtigt. Øverst oppe i ejendommen havde hun indrettet sig i et værelse, der både var bolig og arbejdsrum og atelier Staffeliet stod ved vinduet, der gav det rette lys fra nord.
Sengen var bag en skærm, der også tjente som omklædningsrum. El – og varmeinstallationer var oldnordiske.
Fra 1924 var det slut med familiens økonomiske støtte
Hun har været elev hos så spændende navne som Moholdy-Nagny, Archipenkro og den store franske kubist, Ferdinand Lëger.
I maj 1923 debuterede hun på Grosse Berliner Kunstausstellung. I 1924 udstillede Franciska Clausen med Otto Carlssund og Erik Olson i Paris på en udstilling af Leger og hans skandinaviske elever.
I 1924 døde faderen. Nu var hun selv tvunget til at skaffe indtægterne til hendes videre studier.
Picasso sagde ”hm”
Allerede i 1925 var hun med i en stor udstilling i Paris sammen med Lëger og Picasso. Året efter deltog hun i en international udstilling i Brooklyn i USA. I Paris lærte hun også Piet Mondrian, Jean Arp, Kandisky og flere andre af de store at kende.
Hun havde en kort kærlighedsaffære med hendes læremester Lëger.
I Paris har Picasso en gang kommenteret en af hendes malerier. Og det han sagde var blot:
- Hm – og så gik han.
Men man talte dog i kunstnerkredse i Paris om, at han havde tilegnet sig hendes ”spektucale cirkler”, som han i sit eget maleri anvendte som abstrakte frugter i en skål.
Hun forsøgte sig med grafisk design
I Kunstnerleksikonet kunne man læse, at hun efter hjemkomsten til Danmark i 1933 efterhånden havde opgivet det abstrakte maleri for at hellige sig portrætmaleriet. Men her slap hun nu ikke eksperimenterne.
Hun forsøgte gennem 1930erne at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatforslag i et formsprog, der var præget både af hendes modernisme og af international plakatkunst.
Under sine udenlandsophold havde hun ikke sit eget atelier. Derfor blev mange af hendes billedkunstneriske ideer kun fastholdt i gouacher og akvareller. Hendes malerier med disse motiver blev først til i 1950’erne og 1950’erne.
En svensker så hendes talent
I 1950’erne kom der dog uventet hjælp til Franciska. Den svenske kunsthistoriker Oscar Reutersvärd var blevet gjort opmærksom på Franciska Clausens oversete talent. Reutersvârd tog til aabenraa og var meget begejstret for det, han så.
Derefter gik det stærkt. På udstillingen Neoplasticism, som Reutersvârd var kurator for, vistes syv af Franciskas gouacher i Stockholm, og det blev til endnu flere på udstillingen
- Legér och nordisk postkubism
Med disse udstillinger og en række kvalificerede artikler var isen brudt.
I Danmark var der ingen forståelse for hendes abstrakte malerier
Elementer af lækre desserter og andre søde spise indgik ofte i disse billeder, suppleret med penselstrøg i akvarel. Disse fremstod som både konkrete og drømmeagtige kompositioner med sær poetisk kolorit.
Der var i Danmark ikke rigtig forståelse for hendes abstrakte malerier. For både kollegaer og kritikkere i den danske kunstverden forblev hun ukendt. Også hendes egen uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev kendt
Et levende men ikke altid nemt menneske
Hun var et meget levende menneske. Hun kunne være både morsom og skarp i hendes replik. Hun var ikke altid lige nem at snakke med. Det var en fordel at kende lidt til hendes holdninger og særlige placering i kunsthistorien. Samtalen kunne være lidt springende. Sætningerne blev tit snuppet af. Så kunne man selv fortsætte i hendes spor for at få den fulde mening frem.
Gulvet som arbejdsbord
I den kolde vinter 1979 frøs hun med anstand under sit skindtæpper. Hun måtte hente vand på den anden side af gaden., da rørene frøs. Men hun følte sig hjemme i det gamle hus. Hun havde plads til sine billeder. De mange udkast til papircollager, som sammen med tegninger og udklip dækkede det meste af gulvet i en broget mosaik.
Hun brugte gulvet som arbejdsbord. Flere af collagerne var samlet med tape eller knappenåle, så der stadig kunne rettes på detaljerne.
Nedenunder på første sal var der en stor stue med gamle møbler, som stod rent tilfældigt. Væggene var dækket af sorte, mørknede stoftapeter- Bagerst var et lille kabinet med sin oprindelige møblering.
Her blev gæster som regel vist ind. Overalt havde Francisca billeder. Nogle af de ældste malerier var rullet sammen, andre lå i en bunke uden rammer. Også her var der billeder på gulvet.
En oprejsning i 1984
Francisca Clausen betragtede det sikkert som en oprejsning, da man efter hendes udstilling på Randers Kunstmuseum i 1984 bl.a. skrev, at hun var mangfoldig nok i udtrykkene, og at hendes arbejder havde en homogenitet, der afslørede, at selv om hun havde fremragende læremestre:
- Så bevarede hun sin egen identitet gennem hele perioden. Hun vidste altid nøje, hvad hun ville (Dansk Kunst 84).
Hun glemte aldrig den modgang, som hun mødte efter at hun var kommet hjem. Hun talte bittert om de kunstnere og kritikkere, som hun syntes havde modarbejdet hende.
Ved hendes 75 – års fødselsdag bragte et af hovedstadsbladene en anerkendende omtale af hendes liv og virke. Men Francisca syntes, at der også stod negative ting om hende.
Isoleret fra andre danske kunstnere
Følelsen af at være blevet miskendt er nok den egentlige årsag til at Francisca Clausen ikke konsekvent forfulgte sine oprindelig kunstneriske mål. Hun slog sig på portrætmaleriet, som vi allerede har nævnt.
Under dette arbejde var hun isoleret fra det danske kunst-liv med udførelsen af portrætbestillinger som brødarbejde.
Hun malede portrætter og en del af dem finder vi i det særprægede sønderjyske portrætgalleri på Folkehjem i Aabenraa, bl.a. billedet af Dronning Ingrid. Også Dronning Margrethe har hun malet. Hun opfattede dog aldrig portrætmaleriet som en egentlig kontrast til sit eksperimentelle, abstrakte maleri. Det var blot to sider af et kunstnerisk virke.
Nu var der bud efter hende
Efter Maj-udstillingen i 1961 i København og en udstilling i Flensborg i 1962 blev interessen vakt for Francisca’ s kunst. Der fulgte udstillinger i Århus, København og Odense. I 1974 udkom Troels Andersens og Gynther Hansens bog. Både svensk og dansk tv lavede udsendelser om hende.
Nu fik hun pludselig mange af indbydelser. Egentlig ville hun godt men alligevel ikke. Det var som om hendes daglige rytme blev forstyrret. Hun kunne ikke rigtig overkomme det.
Der fulgte udstillinger i Berlin, Paris, Amerika. Nu ville flere udenlandske og indenlandske museer have hendes billeder.
Hun var nærtagende
Da hun blev 78 år i 1977, blev hun hædret med Thorvaldsen-medaljen. Det er Kunstakademiets højeste udmærkelse for en kunstner. Hun kom på finansloven. Men anerkendelsen kom for sent. Bitterheden forsvandt aldrig.
Hendes nærtagenhed kunne føre til pudsige udslag. Om tildelingen af Thorvaldsen – medaljen sagde hun engang:
- Den blev ikke ordentlig omtalt i bladene- for de strejkede jo.
I 1979 fik hun livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond.
Anerkendelse i en meget sen alder
Franciska Clausen døde i marts 1986 – 87 år gammel. Hun fik trods alt anerkendelse men i en meget sen alder. Hun fik aldrig det som hendes evner berettigede hende til. De sidste par år levede hun i en beskyttet bolig omgivet af hendes kunst pakket i kasser og skuffer. I mange år var hun en særpræget personlighed i Aabenraa.
Ved sin død i 1986 efterlod Franciska Clausen sig en stor samling, der fra 1990 var udstillet i en separat udstilling på kunstmuseet Trapholt. I 2011 blev Francisca Clausen – samlingen flyttet til Brundlund Slot i Aabenraa.
Kilde:
- Sprogforeningens Almanak
- Troels Andersen: Franciska Clausen (1974)
- Finn Terman Frederiksen: Franciska Clausen (1987 – 88)
- Eva Bræmer-Jensen: Franciska Clausen (1996)
- Litteratur – Aabenraa (dengang.dk)
- da.wikipedia.org
- biografiskleksikon.lex.dk
- graenseforeningen.dk
- kvinfo.dk
- bruun-rasmussen.dk
- Vi nåede ikke at få fat i alt litteratur, men vi har taget det hele med, hvis du får lyst til selvstudium.
- dengang.dk indeholder 1.836 artikler
- Under Aabenraa finder du 181 artikler
- Andre malere på dengang.dk:
- Poul Fischer – en ikke helt anerkendt maler
- Anna og Michael Anchers hjem i Skagen
- Odden – Willumsen samlingen
- Barbermaleren fra Nørrebro
- Chresten Købke – en maler fra Østerbro
- Maleren E. Brodersen – Tønder
- Emil Nolde – og Tøndermarsken
- Vadehavets maler – Emil Nolde
- Nolde og Nazismen
- Nolde og hans liv vest på (b)
- Fra Blåkrog til Assistens Kirkegård (C.W. Eckersberg)