Fra Søerne til Nordvest

Hvorfor hedder det Sortedam Dosseringen. Blegdammene blev flyttet. Og hvorfor kunne søerne ikke fungere som voldgrave? Vi bevæger os også en tur til Østerbro og til Nordvest. Vi ønsker en god tur. Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro med udsigt over søerne. 27 skud indviede det nye fængsel. Holberg nævnte tjenestepiger og blegdammene. Den stærke mand knuste så mange kvindehjerter. Et vangehus og skydebane blev oprettet. Vi besøger Københavns Renovationsvæsen og Hauberg og Titan. En bom var løsningen på en sporvogns-forbindelse. En remisseafdeling havde en sygeafdeling. Og så måtte hestene igen trække læsset. Vi besøger Holger Petersens tekstilfabrik. Kommunen købte mere jord. Sø var der sørgefest i Remissegården på Tagensvej. Og så kom man fem gang i fængsel, fordi man var baptist. Der var masser af pilekviste i Lersøen, hvor der også var ulovlig fuglefangst. Så skulle det vist have heddet ”Bissebjerg” i stedet for Bispebjerg.

 

Blegdammene blev flyttet

Vi går en tur hernede fra Søerne helt ud til Bispebjerg. Vi kommer til at overskride en geografisk grænse – vi kommer nemlig ud i Nordvest og kommer forbi Østerbro.

Blegdammen var områdets grønne bais. Her herskede blegemændene fra 1672 og små 200 år frem over græs og damme lige nord for Sortedamssøen. Hertil bragte tjenestepigerne fra hovedstadens bedre huse et par gange om året herskabets hvidevarer til bleg.

Tøjet blev først gjort vådt i en af dammene og derefter udbredt på græsset for at solen kunne blege, og nattekulden hærde det gode lærred.

Om natten gik blegevogteren sin runde, mens han med mellemrum truttede i sit kohorn for at holde eventuelle tyve væk, samtidig med at han beviste, at han passede sit arbejde. Ingemann har skrevet det på den måde:

 

• Og Søen blank og rolig staar, med Himlen i sin Favn. Paa Dammen fjærne Vogter gaar og priser Herrens Navn.

Nu var det jo sådan at blegdammene blev flyttet over på den anden side af søerne.

 

Sortedamssøen

Sortedamssøen hører vi om allerede i 1619, da kaldes den for ”Soerte Dam”. Egentlig ved man ikke, hvorfra navnet stammer.  Det kan være at dam er betegnelsen for en mindre sø, men det kan også være betegnelsen for en dæmning. Og netop dæmningen ved Østerbrogade var afgørende for søen, da den ellers ville løbe ud i Øresund.

Navnet dossering kommer fra det franske ”dos” som betyder ”ryg”. Det kan bruges om en vej på en dæmning eller skråning ved noget vand. Det var, hvad vejen tidligere var, en sti ved en lille skråning ned til søen med et par enkelte både- og fiskebroer.

Sortedamssøen er som andre søer skabt kunstigt og fik deres nuværende form i slutningen af 1720’erne, da dosseringerne blev lagt helt fast. Det skyldes hensynet til Københavns befæstning, der gerne skulle have et præcist velafgrænset vandareal foran glaciset. Men det var også et forsøg på at undgå oversvømmelser af bl.a. blegdammene ved forårstid, når vandet stod højt.

 

Sortedam Dosseringen

På hjørnet, hvor Sortedam Dossering og Østerbrogade mødes, ses der på tidligere kort over bydelen Østerbro fra 1728, at her lå en ”Tobacks-Plantagie”

I dæmningen ved Østerbrogade var der anbragt et udløb så kongens fiskedamme og haverne mod øst kunne få frisk vand. Fra 1894 til 1920’erne kunne man hvert 7. minut tage rutebåden, der gik herfra til Gyldenløbsgade.

I 1929 indrettedes spadserestier på dosseringens nedre skråning, så man kunne promenere tæt på vandet.

I den østlige ende er der altid isfrit langs dosseringen, fordi der her findes et udløb af kølevand fra Rigshospitalets cyklotroner. Her holder masser af fugle derfor til om vinteren.

 

Skulle søerne have været voldgrav

I grunden er det mærkeligt at Københavns volde ikke blev flyttet her ud til søerne., således at de kunne bruges som voldgrav. Men hvis nu dæmningerne ved Gl. Kongevej og Østerbrogade skulle sprænges i luften, ja så ville vandet være løbet væk. Så søerne som voldgrav var måske ikke så bevendt alligevel.

 

Søren Kierkegaard flygtede til Østerbro

Søren Kierkegaard boede i en lejlighed med udsigt over Sortedamssøen. Det gjorde han fra april 1851 til oktober 1852. Adressen var Østerbro 108. I daghedder adressen Østerbrogade 50. Men ejendommen, hvor han boede, blev revet ned, da Willemosegade skulle føres ud i Østerbrogade.  Ifølge Peter Tudvad så boede han:

 

• Ude paa Østerbro paa høire Haand fra Byen, for Enden af Søen.

 

Borgerskabet på Østerbro drillede ikke

Kierkegaard boede på førstesal. En stor have hørte til ejendommen. Kierkegaard havde haft nogle besværlige år efter ”Corsar – fejden”, som begyndte i 1846. Han var genstand for massiv latterliggørelse i det satiriske københavnske ugeblad Corsaren. Drillerierne kunne for eksempel handle om, at Kierkegaards bukseben ikke var lige lange.

Pludselig kunne han ikke tale med høj og lav i hovedstadens gader uden at blive chikaneret af en sværm af gadedrenge og andre løse fugle. Den slags blev han ikke udsat for blandt borgerskabet på Østerbro.

 

27 kanonskud for et nyt fængsel

Vi har i tidligere artikler fortalt om, hvad der fandtes af spændende ting på Blegdamsvej. Men vi har egentlig aldrig fortalt om fængselsbygningen. Jo du kan stadig komme i spjældet på Blegdamsvej.

Det var den 18. december 1848, hvor der gjaldede 27 kanonskud. Da kom kongen nemlig til Nørrebro. Det nye fængsel blev indviet. Digterkongen Oehlenschläger havde til lejligheden skrevet en kantate af musik af syngemesteren ved Det Kongelige Teater.

Amtmanden holdt en tale, der nok satte tilhørernes tålmodighed på prøve. Han havde ordet i sin magt. Han takkede bl.a. kongen for sit engement.

Egenhændigt havde kongen sandelig også fået foretaget ændringer i de tegninger, som kongelig byginspektør Bindesbøl havde leveret.

 

Forfærdelige forhold i gamle fængsler

Fængslet ved Langebro var under al kritik. Det blev kaldt for Blåtårn, jo det var her Leonora Christine tilbragte et par og tyve år under ret så kummerlige forhold. Fangerne klagede gentagende gange over forholdene. Således måtte kælderen tømmes for vand. Og cellerne var fulde af lopper og lus.

Hygiejne var noget, der hørte fremtiden til. Om vinteren var der bitterligt koldt i huset. Endelig i 1838 kom der en befaling om at ændre forholdene. Det blev så startskuddet til fængslet på Blegdamsvej.

 

Holberg nævnte tjenestepigerne og Blegdammen

Her var som bekendt ca. 20 smalle grunde. Men det havde allerede i 1700 – tallet et tvivlsomt renomme. Det fremgår af Holbergs komedie ”Kilderejsen”. Den menneskekloge doktor Bombastus advarer Hr. Jeronimus mod at holde sine tjenestepiger i alt for stramme tøjler:

 

• Ak, herre Jo mere man indspærer dem, jo værre er det. Det er just tvangen, som øger begærligheden. Jeres piger skal jo dog på Blegdammen et par gange om året, men mener han, at det ikkun er klæder, som bliver lagt på blegen? I så fald, er det ingen værre end de, som kommer ud af et bur. Derfor gør I langt bedre min herre i at give jeres piger en sømmelig frihed.

 

Den stærke Mand knuste så mange pigehjerter

Og lige i nærheden har vi jo også hørt om Den Stærke Mand, der optrådte. Han knuste så mange et kvindehjerte og efterlod ubetalte veksler. Pludselig var han forsvundet. Han optrådte i kirketiden og lokkede unge mennesker i fordærv.

 

Der skete noget på Blegdam nr. 2

Men på Blegdam nr. 2 stod der et moderne Tinghus og tilhørende fængsel klart til at modtage de første klienter. Her havde Niels Borthig ellers haft lysstøberi og tjærebrænderi.

Arresthuset var på tre etager med egen indgang og ringmure Lange korridorer forbandt arresthuset med de to tinghuse. I de følgende år gennemførtes adskillige tilbygninger bl.a. i 1894 med en dampkedel til desinfektion af arrestanternes tøj og sandelig i 1911 et Vand Closetrum.

I 1907 – 13 kom der en ekstra etage på bygningerne ud mod vejen og enn helt ny facade med fire søjler.

Under besættelsen blev lokalerne brugt som depot for beslaglagte våben. Freja Ejendomme købte tinghuset i 2014. Mindre virksomheder har i dag til huse her.

 

Vangehus og skydebane

Mellem Blegdammen og kongens gamle Jagtvej fortsatte det grønne som Fælleden, der var militær øvelsesplads. Længere ude kom Raadmandsvangen og Borgmestervangen, der tilsammen udgjorde et stort landbrugsområde med havremarker og græsgange. Fra Frederik den Førstes tid – 1539 – tilfaldt overskuddet herfra byens rådmænd og borgmestre som en del af deres aflønning.

En vangemand førte tilsyn og havde ansvar for driften. Da han opnåede at få egen embedsbolig, kom den til at ligge, hvor Rådmandsgade i dag skærer Tagensvej. Senere kaldtes boligen i folkemunde ”Tagenshus”, sandsynligvis efter en vis Tage Nielsen, der var vangemand først i 1700-tallet. Man ved, at han døde i 1720, men hans navn lever videre i Tagensvej.

Det var i 1631, at der blev oprettet et vangehus. På stedet, hvor huset blev bygget, blev der i 1694 indrettet skydebaner, hvor borgerskabet kunne skyde om kap. Masten blev siden papegøjestangen.

Tagensvej var frem til 1899 kun et stykke vej, der gik mellem Jagtvej og Lersøen.

 

Københavns Renovationsvæsen

Nede ved Haraldsgade havde Københavns renovationsvæsen overtaget nogle store udgravninger som det nedlagte Aldersro Teglværk havde efterladt. Hver kule var ca. af omfang på størrelse med Nørrebros Runddel, og lige så dyb, som et femetagers hus er højt. Disse gruber var som skabt til at modtage natmændenes ”høst”. Uheldigvis kunne ekskrementerne i varme perioder udvikle så meget gas, at en kule eksploderede med et overdøvende brag. Overdækningsplanker fløj da til alle sider.

De ansatte arbejdere var til stadighed udsat for smitte og mange fik f.eks. ”blodgang” og tyfus. Men nogen skulle jo gøre det. ”Etablissementet” havde også en vis indtjening, idet det lagrede, nu faste materiale blev læsset på godsvogne og kørt ud på landet, hvor det brugtes som gødning.

 

S.C. Hauberg og Titan

Samtidig med at dette foregik, satte industrialiseringen i stigende grad sine spor. Dens bygherrer havde i første omgang mest interesseret sig for den brolagte Nørrebrogade – tidligere slet og ret Nørre Landevej.

Først derefter blev det fordelagtigt at bygge på parallelvognen – nu kaldet Tagensvej. Blandt andre etablerede fabrikant Sophus Hauberg sig her i 1885 med ”S.C. Haubergs Maskinfabrik og elektrotekniske Virksomhed”, der senere blev til ”Titan”.

 

Kampen om Sølvgades Sporvej

Han var imidlertid klar over at afstanden fra den indre by ville gøre det svært at skaffe arbejdere. Ganske vist var bicyklen opfundet, men man regnede den ikke rigtig for et befordringsmiddel. Den var nærmere en luksusgenstand, som overklassens sportsfolk muntrede sig med.

Arbejderne ville med andre ord i mange tilfælde komme til at gå op til en time frem – og en tilbage fra det planlagte etablissement., og det måske endda i træsko. Med en arbejdstid på ti timer alle ugens seks hverdage ville det være for hårde betingelser.

Derfor kastede fabrikanten sig ud i en årelang kamp med de koncessionsgivne myndigheder om at få bevilling til at drive, hvad han kaldte ”Sølvgadens Sporvej”. Du kan læse mere om det i vores artikel om Titan her på hjemmesiden.

 

En bom var løsningen

Men for at sporvognene skulle kunne komme over søen, måtte Hauberg skaffe udvej for den spinkle gangbro over Sortedamssøen. Den blev nu afløst af en dæmning, der kunne bære både hest og vogn

Bevillingen blev givet og dæmningen blev bygget. Tilbage stod besværlige forhandlinger med militæret, der ikke uden videre kunne lade den ny sporvogn køre gennem det ellers lukkede øvelsesareal. Man fandt dog frem til en løsning, selvom det var noget besværligt. En bom blev sat ved ind – og udkørselsstederne. Her måtte kusken hoppe ned for at låse op – og straks hoppe en gang til, nu for at låse bommen efter sig.

Man kom da igennem og kom ud til et mere gæstfrit område efter Jagtvejen.  I hele ti år knirkede bommene op og ned, indtil Fælleden ophørte at være militært område, så Tagensvej omsider kunne føres igennem til Fredensgade.

 

Remiseanlæg med sygeafdeling

Straks efter starten 1889 blev Sølvgadelinjen installeret i et imponerende remiseanlæg dér, hvor Haraldsgade munder ud i Tagensvej. På gamle kort hed Haraldsgade ”Vej i Raadmandsmarken”. Der var plads til 74 heste plus en sygeafdeling med seks ”sengepladser”. Dertil kom en firsporet remise med staldmesterens bolig.

 

En tur med Gas – Sporvogn

Pressen var inviteret med til linjens indvielse, og der faldt mange rosende ord. Specielt hæftede man sig ved, hvor bekvemt vognen var konstrueret med et forhøjet midterparti, der gjorde det muligt for ”Herrer, selv bærende høje Hatte” at passere gennem Vognen uden at dukke sig.

Linjen var blevet forlænget til Kongens Nytorv syv år senere. Og det var her de igen blev inviteret for nu var det en ”gasdreven” sporvogn. Det fremgik af Berlingskes Morgenavis den 21. marts 1896, at prøveturen forløb smukt. Trafikmedarbejderen studser ved opstigningen over ”en vis Sitren af hele Vognen”- dog ingenlunde generende. Færden udgik fra Kongens Nytorv og ”I Bredgade sættes Farten op”- man havde nu Lejlighed til at studere det nye Kommunikationsmiddel i Virksomheden.

Kørslen var hurtig og behagelig. Vognen bevæger sig let over Skinnerne. Rystelsen er ikke så stærk som ved en almindelig Hestevogn, og den før omtalte ”Sitren gaar fuldstændig op i Vognens øvrige Bevægelser”

 

Så måtte hestene igen trække læsset

Så vidt så godt. Den 1. april (!) blev gasvidunderet sat ind i den daglige drift og allerede den 15. april var det slut med herligheden, Pengene til forsøget slap op, og nye var ikke til at finde. Den prægtige gassporvogn endte efter sigende sine dage i gården hos ”Titan” – som aftrædelsesrum for de ansatte. Hestene måtte igen trække læsset.

 

4.000 lejligheder på rekordtid

Takket være Fredensbro-dæmningen blev det lukrativt at bygge på Nørrebro – siden af søerne. Omkring 4.000 nye lejligheder blev bygget på rekordtid. Flere og flere havde elektrisk lys indlagt fra begyndelsen. Og mange fik installeret de nymodens Water-Closets. Hvad facaderne angik, ødslede bygmestrene med kobberbeklædte spir, sandstensguirlander og medaljoner.

 

Gang i den på Nørrebro

Haraldsgade – kvarteret blev udbygget i den første halvdel af 1900 – tallet med en blanding af små og store produktionsanlæg samt arbejderboliger. Således var området først fuldt udbygget omkring 1950. Industrien koncentrerede sig til områderne omkring Titan-fabrikken på Tagensvej og banelegemet langs Rovsingsgade. Fabrikken Titan lukkede i 1966.

Der kom gang i detailhandlen. Og industrien var på pletten med teglværker, rebslagerier og virksomheder, der hørte til beklædningsindustrien, som klarede sig specielt godt i København.

 

Holger Petersens tekstilfabrik

Grosserer Holger Petersen var branchens store navn. Han havde meldt sig frivillig til kampene i 1864. Privat havde han øst store summer i finansieringen af danskes køb af danske gårde i det sydlige. Det lå ikke til ham at gå i små sko, så da han ønskede at samle sin store tekstilproduktion, købte han hele fire tønder land god Nørrebro-jord udgående fra hjørnet af Tagensvej og den nuværende Hamletsgade, hvor en umanerlig lang, rød fabriksbygning stadig ses.

Produktionen krævede plads. Den omfattede så at sige alt i sy-artikler fra nåle, knapper, bånd til kniplinger og lampevæger. Anlæggets hovedstamme var rejst samtidig med, at Sophus Hauberg åbnede sin elektrotekniske virksomhed længere nede på Tagensvej.

Man lagde ud med en væveribygning, et farveri, et kedelhus til dampmaskinen – den drivende kraft, og et dertil hørende kul-skur ikke at forglemme.

Vinkelret på Tagensvej og ikke langt fra fabrikken lå en lang række boliger forbeholdt de mere betroede ansatte. Som noget aldrig før set i Danmark havde disse boliger en fælles spisesal efter engelsk mønster. Boligerne og resten af det murstensgule kompleks blev i foråret 1990 fredet. Adgang dertil af slippen på Tagensvej 85.

 

Kommunen købte mere jord

Kommunale embedsmænd indså, at tiden var moden til at opkøbe jord. Man havde allerede terrænet ud til Haraldsgade. I 1897 sikrede man jorden helt til Lerøsen. Ifølge Borgerrepræsentationens dokumenter mente men, at købet var rimeligt.

Det måtte være ”af interesse for Kjøbenhavns Kommune at blive raadig over større samlede Arealer”

Man bestemte sig for købet – også på grund af den samlede pris ”en krone pr. kvadratlen”. Pengene skulle tages af kommunens ”Masseformue”.

 

Sørgefest i Remissegården på Tagensvej

Skæbnen havde indhentet hestesporvognene. Den kørte for langsom og var for dyr i drift i forhold til de elektriske sporvogne Det gik som det måtte gå. I 1905 blev hestene spændt fra for sidste gang. Mandskabet pyntede den veltjente vogn med kulørte lamper og holdt en lille sørgefest i Remisegården på Tagensvej. Fra da af var det kun en hestetrukket sporvogn tilbage i byen, nemlig ”Hønen”, der bl.a. befærdede Nørregade.

 

Boet efter remissen skulle sælges

Auktionsholder Christensen påtog sig at sælge boet efter remissen. Samtlige vogne inclusive salt – og vandvogn, to kakkelovne, hestestrigler og alskens småkram.

Han udbød endda staldens 50 fag vinduer til slag, hvad der må have kreperet vognmand Hansen i høj grad, da han et par måneder senere overtog den tidligere remise – stald til sine heste. I øvrigt var selve forvaltningsboligen – ”Remissegaarden” – at se til langt ind i 1960’erne.

I dag ligger der et stort moderne hus på stedet med flere opgange- Tagensvej nr. 97 svarer til gamle dages nr. 41 og dermed hestesporvognens historiske tilholdssted.

 

Fem gange i fængsel for at være Baptist

Uden for lands lov og ret lå Lersøen upåagtet hen. Det var der hvor ”forhaven” ligger til Bispebjerg Hospital.

Stedet var så tilpas afsides, at der i 1839 blev udset til en skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten i parken. Hidtil havde ingen overtrådt det forbud mod voksendåb og anden baptistvirksomhed, der var vedtaget ved lov 1745.

Dengang havde en udtalelse fra biskop Mynster gjort udslaget. Han havde mod det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var der lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev elleve personer hemmeligt døbt i søens vande.

Blandt dem var menighedens leder, forstander P.C. Mønster og hans frue. Til uheld for dem og de ni andre havde en ung fyr set dem og røbede deres forbudte handling til politiet. Kort efter blev de ny-døbte kaldt til afhøring og Mønster – der ikke ville love at afstå fra sin baptistiske missionsgerning – var årene derefter i alt fem gange i fængsel.

 

Pilebuske i Lersøen

Som tiden gik, groede søen til og blev til mose, hvor man plantede lange række pilebuske til brug for kurvemagerne, først og fremmest dem der arbejdede på Blindeinstituttets værksted.

Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at bekæmpe ukrudtet omkring buskene. Når grenene var tjenlige var den lille arbejdsstyrke i gang med at skære dem af og binde dem i bundter. Derefter gik turen til Lygteåen for bundterne skulle gennem en opblødningsperiode.

Til sidst kom afbarkningen – et arbejde også børnene kunne være med til. Så var det hele næsten som kurvemagerne ville have det.

 

Ulovlig fuglefangst

Samtidig med den lovlydige flid drev foretagsomme Nørrebro – knægte og unge fyre ulovlig jagt på stedets sangfugle. Dem fangede de ved hjælp af lokkefugle i snedigt udformede hjemmelavede lokkebure. Fuglene afsatte de til dyrehandlerne inde i byen.

Ganske vist var det forbudt at indfange sangfugle i Danmark, men import var tilladt, så da fuglene ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer. Men politiet var efter fuglefængerne. Når de fik fat på en, vankede der bøde. Desuden betalte Dyreværnsforeningen en dusør for hver pågrebet fuglefænger.

Mosen tiltrak også mange af byens vagabonder, der ville være i fred for politiet, lægdsrullen med mere. De indrettede sig hjemligt i hytter bygget af sammenflettede grene fra to nabobuske. Taget blev gjort mere eller mindre vandtæt med olieret papir. Fra den nærliggende losseplads forsynede man sig nemt og bekvemt med madrasser, gryder og kedler.

Som de praktiske folk de var, organiserede de sig med egne færdselsårer, der fik danske navne som Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og Peter Knæ’ s Gang. Du kan læse en masse mere om disse Lersø – Bøller på vores hjemmeside.

 

Det skulle vel have heddet ”Bissebjerg”

Og så nåede vi til Bispebjerg, men navnet er lidt af en tilsnigelse. Bissebjerg havde været mere korrekt betegnelse for kvarteret på bakketoppen. I en markbog fra 1682 omtales højdepunktet som ”Bissebjerg Aas. Her har køerne åbenbart løbet grassat og dette helt uden biskoppelig velsignelse.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• Historiske meddelelser fra København
• København fra Bispetid til Borgertid /Stadsingeniørens Direktorat 1947
• Anders Enevig: Prinser og Vagabonder
• Københavns gadenavne/Politiken
• Bent Hyllebjerg, Bjarne Møller Jørgensen: Et kirkesamfund bliver til
• Linie 10 – Blade af sporvognslinjens historie/Sporvejshistorisk Selskab
• Poul Strømstad: Søerne – En kulturhistorisk skildring
• Peter Tudvad: Kierkegaards København
• da.wikepedia.org
• kristeligt-dagblad.dk
• berlingske.dk
• mitnorrebro.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.713 artikler:

 

Under: Store og små fabrikker på Nørrebro (18 artikler):

Her finder du bl.a. mere om de fabrikker, der er omtalt i artiklen

Under Nørrebro (297 artikler) finder du bl.a.

• Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
• Tændstikfabrikker på Nørrebro
• Titan på Nørrebro
• Valdemar Skrubskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
• Blegdamshospitalet på Nørrebro
• Lersø bøller og bisser – nok engang
• Lersø-bisser
• Med tog over Lersøen
• Dronning Louises Bro
• Søerne foran Nørrebro
• Dengang – der kom en sporvogn på Nørrebro
• Der kommer altid en sporvogn (NørLiv 12)
• Sporvogn på Nørrebro
• Spor på Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• På sporet af Nørrebro

Under København (185 artikler):

• Utterslev-dengang
• Utterslev Mose – dengang og nu

Under Østerbro (95 artikler):

• Blegdamme på Blegdamsvej
• Østerbro – langs søerne