Fra Østerport til Svanemøllen

Vi tager en noget utraditionel gåtur fra Østerport til Svanemøllen. Vi hopper i historien. Fra den gamle byport besøger vi de to kirkegårde og Rosendal. Vi er lige ved at glemme de to sangerindepavilloner. I den ene skete der et drama. Og så var der møllen, der brændte ned. Ingen var til at slukke den. Ved søen var der færgefart. Men lystighederne havde taget overhånd. Menighedsrådet fik bremset videre lystigheder. Ved Trianglen, blev der holdt høns. Udgravninger førte til, at der havde været et rettersted. Man har også fundet frem til en ”Mellemistid”. Kaperkuske var et specielt folkefærd. Heiberg synes at det var latterligt. Døde heste lå i vejgraven. Og så var kvinder på cykel – uha. En Nørrebro – præst skaffede en kirke. Og arbejderne havde ikke noget at skulle have sagt i Brumleby – i begyndelsen. Cafe Odin var den mest ordentlige restaurant. Så var der gardehusarer på Østerfælled. Fægtehallen rev man bare ned. Og så bar der noget, der hed Nye Lægeboliger. Brandmandens landsted blev til arbejderboliger. Grundtvig gik rundt med sit ”forårsstykke”. En sølvbryllupsgave blev til en kirke og meget mere på vores lange vandretur – God fornøjelse.

 

Østerbrogade hed Strandvejen

Hermed går vi en lang tur langs den gamle Strandvej og nuværende Østerbrogade fra Østerport helt ud til Svanemøllen. Det kan godt være at vi laver nogle frygteligere afstikkere og blander forskellige historiske tidslinjer. Mange af temaerne har vi berørt før så læg lige mærke til artikelhenvisningerne efter afslutningen af artiklen. Vi ønsker en god tur.

Oprindelig hed Østerbrogade kun Østerbro eller Øster Stenbro, men indtil 1858 hed den dog Strandvejen fra Trianglen og kom ført i 1949 til at hedde Østerbrogade hen til Svanemøllen.

Den nuværende Østerbrogade – på strækningen fra Trianglen til Svanemøllen – virkede i mange år som den egentlige udfaldsvej til Helsingør. Vejen var i mange år præget af en hel del kilder. Og det er sikkert derfor, at Kildevæld har sin historie herfra. Det var et rigtigt traktørsted dengang.

I 1700-tallet havde det første stykke af vejen træer, derfor blev det kaldt for Østerports Alle eller Østerbro Alle.

 

Østerport blev flyttet et par gange

Østerport blev flyttet et par gange men til sidst kom den til at ligge, hvor nu Østerport Station ligger. Det var dengang meget mørkt herude. Og det var lidt af en sensation, da der endelig kom lidt sparsommeligt lys op ved Østerport.

Det var i 1647 at Østerport kom til at ligge i enden af Rigensgade. I 1708 blev der så bygget en ny Østerport lige i nærheden af Østerport Station.

 

To store kirkegårde

To store kirkegårde ligger over for hinanden. Vi har på vores hjemmeside allerede skrevet en del om Garnisons Kirkegård, der ligger på højre hånd, når man kommer inde fra byen. Men vi har ikke fået skrevet noget om Holmens Kirkegård på venstre side.

Holmens Sogn blev oprettet i 1617 af Christian den Fjerde. Sognet har haft ikke mindre end fem forskellige kirkegårde.

 

Holmens Kirkegård – den ældste

Den nuværende Holmens Kirkegårds historie tager sin begyndelse efter at oberst Henrik Riise var i færd med at opføre Kastellet på Frederik den Tredjes befaling. I 1662 havde han udstykket arealet til to kirkegårde uden for Østerport. En for flåden (nuværende Holmens Kirkegård) og en for hæren (nuværende Garnisons Kirkegård).

10. august 1666 på St. Laurentii dag blev flådens kirkegård også kaldet Skibskirkegård eller bådsmandskirkegård – indviet. Samme dag blev den første bådsmand begravet her.

Holmes Kirkegård er nok den ældste kirkegård i dag. Først ca. 50 år efter blev Garnisons Kirkegård taget i brug.

 

En kirkegård for de fattige

Af en befaling udstedt fra Holmens Kirkegård i 1706 fremgår det at man skulle tage det alvorligt at kirkegården var for ubemidlede, idet ”ingen i Kongens Tjeneste ved Holmen, som var formuende til at betale til Kirken under jorden og Skolen, måtte begraves uden for Østerport, eftersom kirkegården var anlagt til disse ganske fattige.

Kirkegården var med sine 500 kvadratalen kun halv så stor som i dag. Under pesten i 1711 blev den fyldt til bristepunktet. Antallet af begravelser blev mere end fordoblet.

 

• Intet sted lyste de hvide Kors så hyppigt på dørene som i de små Nyboder-huse.

 

De Formuende skulle selv betale

I årene efter pesten blev anmodningen af 1706 imidlertid tilsidesat blandt andet fordi begravelsespladserne inden for voldene stort set var brugt op, hvorfor mange formuende efterhånden blev jordfæstet på Skibskirkegården.

Derfor blev det i 1728 forordnet, at også officerer og skibsførere og andre måtte blive begravet på Skibskirkegården, dog mod betaling. Men fortsat var det attraktivt at blive begravet ved eller bisat i kirkerne inde i byen.

Det skyldtes bl.a. at kirkegården endnu ikke var indhegnet. Det betød at køer og andre kreaturer gik og græssede og roede mellem gravene.

Og så måtte der heller ikke sættes mindesmærker op. Nu begyndte man også at sætte hvidtjørnshegn op.

 

En promenade blev etableret

I 1798 havde overkrigskommissær F.C. Schmidt en plan som stadig er gældende. I samarbejde med kirkeværge Thunboe og kapellan V, Hjort (senere biskop i Ribe) udformede han tanken om:

 

• En Hovedpassage for Ligskarerne og en smuk Promenade

 

480 popler blev plantet. Disse blev fornyet i 1879 og fornyet med lind i 1981.

Efter Dag Hammarskjölds død i 1961 kom det første stykke fra Østerport til Lille Trianglen til at hedde Dag Hammarskjölds Alle.

 

Rosendal

Alle kender det flotte maleri af Chresten Købke, der viser Rosendahl inde til højre. Titlen på maleriet er ”Parti af Østerbro i morgenbelysningen”. Det var egentlig ejet af etatsråd Tutein, der blev hele 96 år gammel. Den blev købt af Waagepertersen (ja sådan staves hans navn). Og ejendommen var lidt af luksus. Køkkenet var nede i kælderetagen ud til haven. Det var også her, at englænderne tog hovedkvarter i 1807.

Men historien om dette lyststed går vel tilbage til sidste halvdel af 1700 – tallet, da den driftige forretningsmand, etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge på området mellem Sortedamssøen og Øresund. Den blev så afløst af dette lyststed og den store grund.

Og skellet til Classens Have var en grøft med stigbord for enden så man kunne sænke eller hæve vandstanden. Waagepetersen udstykkede sin store grund. Og noget af det blev til Danmarks første villaby på Rosenvænget.  Det var der, hvor man skulle have en nøgle for at komme ind. Man ville sandelig ikke have alle og enhver løbende.

Rosendal blev revet ned i 1880’erne og den nuværende ejendom på hjørnet af Slagelsegade blev opført. Ja det må være Østerbrogade 60.

 

Vartov Skanse

Egentlig burde vi også berette om Vartov Skanse på Trianglen, men det har vi faktisk allerede gjort på vores side. Vi har ligeledes beskrevet var patienterne på hospitalet dengang fik at spise. Det var også dengang, hvor alle huse i området mellem søerne og Østre Anlæg blev brændt af danske soldater, så de kunne holde med svenskerne. Mange nåede slet ikke at få deres ejendele med. De blev beordret væk og ind af Østerport.

Da skansen var færdigbygget i 1630, flyttede hospitalet ind og skansen fik navnet Ny Vartov Skanse. Den kom til at være spydspids for det svenske angreb i 1659. Efter krigen nedlagde man skansen. Hospitalet flyttede ind til Farvergade, hvor navnet fortsat bruges, selv om hospitalet for længst er ophørt med at eksistere.

 

Der går gamle Grundtvig med sit forårsstykke

I 1877 blev der sat svaner ud i Sortedamssøen. I 1920 blev bredderne rettet ud. Det var nødvendigt at gøre Østerbrogade større. Og her langs søen gik Kierkegaard og tænkte på Regine, der sammen med hendes mand flyttede til Dansk Vestindien.

Så var Grundtvig mere heldig med kærligheden. I en alder af 75 år giftede han sig i foråret 1858 med den 32 – årige enke, Asta Reedz. De flyttede ind i Store Tuborg. Når parret kom gående på Østerbro, sagde folk:

 

• Se der går gamle Grundtvig med sit nye forårsstykke.

 

Mønsted var sponsor for færgerne

Dengang gik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart.

Alle færgerne var på siden påmalet Otto Mønsteds Svane Margarine er fast og holdbart. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur. Det var populært at holde frokostudgifter på søen. Skulle det være ekstra festligt kunne man bestille illumination.

 

Pas nu på den meget lystighed

Men her ved søen mente menighedsrådet ved Sct. Jakobs Kirke, at der var gået for meget lystighed i den.

Menighedsrådet ved Skt. Jacobs Kirke samlede omkring 2.000 underskrifter. Der blev skrevet under på følgende:

 

• Undertegnede Beboere af Østerbro – Kvarteret tillade os herved at rette en indtrængende Anmodning til den ærede Kommunalbestyrelse om ikke at bevillige Andraget om at opføre en Beværterpavillon i Sortedamssøen, i det vi formene, at der i nærheden af den paatænkte Pavillon er tilstrækkelig mange Beværtninger og frygte for, at en saadan Pavillon kan blive til Skade for Hjemmene, og at den navnlig vil være en Fristelse for de Unge.

 

Nu kom der selvfølgelig også en underskriftsindsamling af tilhængerne af denne Pavillon. Men den kunne kun samle 925 underskrifter.

Politidirektøren havde stor sympati for menighedsrådet. Han syntes, at der var gået alt for meget forlystelsessyge i den på Østerbro.

 

Forskoler for den offentlige prostitution

Og når vi nu er ved dette emne. Så var der i 1864 – 21 sangerindepavilloner i København. I nogle kredse var dette moralsk forkasteligt. Den bajerske øls fremgang har sikkert også gjort sit til, at disse steder var meget søgte.

Københavns politidirektør syntes dog ikke om stederne. Han mente, at de var ”Forskoler for den offentlige prostitution” og at de kvinder, der optrådte. var mere eller mindre løsagtige.

Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet ti9lladelser til nye ”musikselskaber”. En yderligere regulering kom i 1869. Man forsøgte her at indkredse pavillonerne så disse kun måtte ligge i Tivoli og på Vesterbro. Men Alleenlyst på Østerbro overlevede i første omgang. Det gjorde den helt til slutningen af 1870’erne. Desværre var den tragisk hændelse, der førte til at den blev lukket.

En ung mand, der led af kærestesorger til en af sangerinderne, forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel kunne præsterne nu bruge – den dødelige fristelse for unge mænd – Luk Pestbulerne. Ak ja, de to sangerindepavilloner på Østerbro blev revet ned.

 

Man havde næsten kun ”De Fattiges Dyrehave”

Der blev i den grad søgt om teater og variete – bevillinger på Østerbro. Men det blev et nej i lange tider på Østerbro. Nu havde man kun ”De Fattiges Dyrehave”.

Men tænk engang Østerbro fik sin første levedygtige biograf i lokalerne, Østerbrogade 33. Den hed Biorama. Den havde plads til 160 gæster. I 1912 skiftede den navn til Filmfabrikken.

I tidsrummet 1905 – 21 var der hele 30 personer, der søgte om biografbevilling på Østerbro. De fik alle sammen afslag. Man var enige om, at politidirektøren ikke kunne lide film.

 

En ny politidirektør og flere biografer

Endelig fik man en ny politidirektør. Og pludselig kom der flere biografer til Østerbro. Biografen i Parken dækkede i mange år underskuddet i svømmehallen. Ry Kino lukkede i 1959. I begyndelsen af 60’erne lukkede Øbro Bio. På Trianglen blev der lukket og slukket den 11. marts 1979.

 

Der var ingen til at slukke møllebranden

Efter materialegården kom bageriet Kronen. Og så kom den gamle stubmølle ”Solen”. Den brændte i 1835, da det lokale brandvæsen var i en anden bydel for at slukke en skorstensbrand. Det kneb så at komme gennem byporten hjemad igen. Og da man så endelig slap, var møllen brændt ned.

Den kendte skuespillerinde Julie Sødring fortæller i sine erindringer, at møllen bare brændte uden at der var nogen, der forsøgte at bekæmpe ilden. Onde kilder påstod, at de godt kunne have været fremme til tiden, hvis ikke de efter branden skulle have styrket sig.

 

Der blev holdt høns på Trianglen

På hjørnet af Dosseringen lå Garner Dankerts hus. Han havde have helt ned til Trianglen. Og på Trianglen holdt Madamme Wilbert høns.

Kigger vi i dag ned ad Nordre Frihavnsgade, kan vi se apoteket. I 1908 ansøgte Farmaceutisk Medhjælperforening om oprettelsen af en lang række apoteker, bl.a. et på Østerbro ved Trianglen. A. Wølkh kunne åbne den 18. oktober 1911. Og det er i de samme lokaler som apoteket stadig befinder sig.

Allerede i 1700 – tallet var Trianglen et knudepunkt for trafikken. Først midt i 1800 – tallet fik pladsen sit navn. Måske er det fordi den skanse, der lå her i 1600-tallet havde en trekantet form. Og Triangel er som bekendt det latinske ord for trekant.

 

Kaperkuske var af en bestemt støbning

I det 19. århundrede var Trianglen holdeplads for kapervogne som kørte københavnerne ud til Dyrehaven. Flere af områdets restauranter stammer tilbage fra den tid, hvor de betjente kaperkuskene.

Disse kapervogne, blev også kaldet for kaffemøller. Egentlig var det hestetrukne taxaer, der kørte folk på søndagsture i egnen nord for København.

Disse kaperkuske var af en bestemt støbning. De råbte og skreg når fodgængere kom forbi for at kapre kunder. Vognen skulle helst være hel fuld så tjente kusken mest. Den almindelige arbejder havde ikke råd til at tage med.

Man skændtes til de bragede. Men det modsatte skete også på vej hjem. Så var man kommet i muntert lag efter en glad dag i Dyrehaven.

I en turistguide fra den tid hedder det sig:

 

• At gemytligheden sent om aftenen, når man vendte hjem, undertiden kunne antage temmelig massive Former, hvorfor Damer i hvert Fald kun i en Herres Selskab burde benytte denne Befordring.

 

Før i tiden besørgede bønderne kaperturene

Men inden denne kørsel blev organiseret, var det bønderne der tog sig af denne kørsel. I et ældre regulativ hed det sig:

 

• Man maatte foretage Skovkørslerne og holde med Vognene de angivende Steder uden for byens Porte og det:
• Saaledes i ordentlige Rader og paa Siden af Veien, at de ikke i mindste Maade til spærrer eller hindrer Passagen enten for Gaaende, Kørende eller Ridende
• Skulle nogen understaa sig at holde nærmere Byen, bøde de derfor 1 Rdl.’ S Mulkt, og om de holder uordentligt, til spærre eller hindre Passagen, erlægges en Mulkt af 4 Mark.

 

Hr. Heiberg var ikke begejstret

Johan Ludvig Heiberg var tydeligvis ikke begejstret for disse ture nordpå. Det fremgår tydeligt af hans beskrivelser:

 

• Hvad kan være mere smagløst end synet af disse store kluntede fire sæder forsynede holstenske vogne, hvor tre til fire mennesker sidder på hvert sæde og mange havde endda også små børn på deres skød.
• Dette læs blev trukket af et par radmagre heste med møje og besvær hen ad den støvede landevej, hvor den ene kusk efter den anden drev dem frem med uophørlige piskeslag.
• Damerne var udmajede på den latterligste måde, som om de skulle til bal og ikke i skoven. Selv om klæderne slet ikke passede og regnen silede ned, kunne de ikke finde på at udsætte turen (omskrevet til nudansk)

 

Var det dyrplageri?

Måske var det noget om det, Hr. Heiberg antydede. For i en avisartikel fra 1852 stod der således:

 

• At der er sket flere Gange i Sommer, at et par Kaperheste paa Bellevueturen er blevne jagede nogle og tyve Mil paa en Dag. Man havde set døde Kaperheste ligge paa Veien, og den grusomme Behandling af næsten alle saadannem Heste idelig været Genstand for Omtale.

 

Mod slutningen af 1800-tallet fik man dog konkurrence af sporvognene som havde deres udgangspunkt her på pladsen.

 

Hestene var ikke begejstret for dampsporvognen

I 1884 skete der noget epokegørende på Strandvejen. Dampsporvognen holdt sit indtog. Den stod allerede oh hvæssede på Trianglen. Den var ikke særlig gode venner med hestene eller var det omvendt. At uhyret i tidens løb har bevirket flere brækkede legemsdele, er velkendt.

Mens man stod og ventede på adgang, kunne man vente inde hos konditor Larsen, Østerbrogade 55 fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det var vigtigt at passagererne holdt sig i form. Dengang kunne alt ske.

Den inderste del af sporvognsstrækningen fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter Kro var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.

 

Uha – kvinder på cykel

Ak ja, der skete også andre ting på Østerbrogade/Strandvejen dengang, der vakte forargelse. Datidens medier beskrev det således:

 

• Kvinder paa det nymodens transportmiddel, Cyklen. De kæmpede en ulige Kamp for at holde Balancen og Skørterne paa Plads. Man havde sandelig noget at snakke om, naar man iagttog Kvindekønnet paa disse Transportmidler.

 

Selvfølgelig skulle en læge også udtale sig:

 

• Om Sømmelighed vil jeg ikke tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det nogensinde?

 

I 1895 åbnede der en cykelskole – både en for damer og en for herrer. Paven havde også nedsat en kommission, der skulle finde ud af, om det var passende at præster måtte køre på cykel.

 

Bien eller suppeterrinen

Det var også her på Trianglen at zar Peter overnattede ved et besøg i 1716. Dengang lå der en villa her.

Centralt på pladsen står i dag den forhenværende sporvognsventesal, som blev omdannet til offentlige toiletter. I folkemunde bliver den kaldt for Bien. Den blev opført i 1907 med Peder Vilhelm Jensen-Klint som arkitekt. Egentlig var stedet beregnet for trafikmestervagt for sporvognene, ventesal, kiosk og offentlige toiletter. Jo det ovale hus fik øgenavnet suppeterrinen, selv om det mere officielle navn var Bien.

Ikke mindre end fem forslag kom arkitekten med før Østerbro Grundejerforening var tilfreds. Allerede i 1904 udtalte Borgerrepræsentationens formand og ordfører Slomann:

 

• Der vil måske stå lidt strid om den. Den vil måske blive kaldt terrinlåg, men et terrinlåg kan godt være kønt.

 

Kapervognene stoppede omkring 1950, lidt efter anden verdenskrig.

I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade) opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre det værste kaos.

 

Spændende udgravninger på Trianglen

Der har altid været nogle spændende udgravninger her ved Trianglen eller lige i nærheden. I 2012 fandt arkæologerne et sted, hvor indfaldsvejene gik ind i byen i senmiddelalderen. Man havde håbet på at et finde en toldbod. Men dengang var indfaldsvejene forsynet med galge, hjul og stejle. Det var til skræk og advarsel til alle andre.

Under udgravningen dukkede der fire trækonstruktioner op, som indikerer, at der havde været to pæle på hver side af vejen ind til byen af den slags man brugte til at klynge forbrydere op på – som straf til forbryderen og skræk og advarsel til andre.

Først blev den dømte pint med gloende tænger, derefter fik vedkommende hugget højre hånd af, for så at blive halshugget. Derefter blev kroppen radbrækket og lagt på hjul og stejle, mens hovedet og hånden blev sat på stejle. I nogle tilfælde blev lemmerne viklet ind i hjulets eger.

Nej det var ikke her at Struensee og Brandt blev henrettet. Det var på Øster Fælled. Retterstedet lå længere ind i den nuværende Fælledpark imod Vibenshus Runddel.

Og når vi nu er ved fund. Så fandt man også ud af her ved Trianglen, at der har været en mellemistid for omkring 200.000 år siden. En mellemistid er en varm periode. Den nuværende mellemistid begyndte for 11.700 år siden.

 

Vinhandler og grundejer fik gade opkaldt efter sig

Ud for Østerbrogade 72 findes en mindetavle for styrmand og frihedskæmper Ejler Haubirk, der den 20. oktober 1944 blev skudt ned og dræbt på gaden af Henning Brøndum fra Petergruppen. Han var blevet genkendt på Cafe Odin, der lå på hjørnet af Odensegade.

Grundejer, vinhandler m.m. Oluf Bang Vinge ejede et stort grundareal mellem Strandvejen, Trianglen og Øster Alle. Han opnåede at få en vej opkaldt efter sig – Olufsvej. Gå en tur ned ad denne. Det er godt nok hyggeligt.

Prøv engang at kigge på de to endehuse ud mod Østerbrogade. Det ene rager længere ud end de andre. Dette hus var dog for charmerende til at man bare rev det ned dengang.

 

Etagebyggeri først i 1880’erne

Der var mange lystgårde herude. Det var konference Kirsteins lyst ejendom ”Nøjsomhed” Her kunne man kigge lige ned til Øresund. Og den flotte ejendom tog englænderne sig også af, da de var her i 1807.

Etagebyggeriet kom for alvor først i gang på Østerbro i 1880’erne. Her var det højere borgerskab i forvejen forsamlet. Måske var det årsag til mere herskabelig byggeskik end i arbejderkvartererne. Indre Østerbros store byggematador hed S.C. Petersen Hinrichsen. Han købte selv grundene og bebyggede dem. Han har fået tegnet adskillige huse langs Østerbrogade. Ejendommene fik store lejligheder og var meget præsentable.

 

To værtshuse

Nu kunne man jo godt gå ind og beskrive en del af værtshusene i bydelen, men så vil artiklen nok blive endnu længere. Lad os nøjes med Thyges kro, som ”Den Gamle Redaktør” her næsten passere dagligt. Thyges Café hedder den hvis, og den ligger på hjørnet af Østerbrogade og Viborggade.

Murermester Schelowsky ansøgte i 1886 om tilladelse til at bygge en femetagers bygning på matriklen. Den egentlig ejer hed dog Oxholm. Oprindelig hed Thyges Kro – Cafe Elmohus. Det var dengang man spillede billard på stedet. Den forrige ejer hed godt nok Thyge. Han døde af en arbejdsrelateret sygdom, står der skrevet. Men det har vi nu ingen dokumentation for.

Vi kan måske lige få Cafe Odin med. Det var meget svært at få natbevilling. I 1895 var der kun 20 beværtninger i København, der havde fået dette. Cafe Odin havde søgt gennem flere år og endelig i 1898 fik man et ja. Politiassistenten på Østerbro, Tvermoes anbefalede det hver gang.

Politiassistenten mente, at det var Østerbros eneste ordentlige restaurant. Den blev besøgt af et ”altid net publikum”, hovedsagelig handlende her ”fra Broen”, mange officerer og læger.

 

Arbejderne skulle have et sundt liv

Overskuddet af lejeindtægterne for Lægeforeningens Boliger skulle gå til forbedringer af beboernes vilkår eller til nye billige boliger for hovedstadens ubemidlede befolkning altså arbejderne. Lægeforeningen havde således en holdning til, at byggeriet ikke skulle være privat spekulationsbyggeri.

Lægeforeningen havde taget initiativ til boligbyggeriet efter den store koleraepidemi i 1850’erne som i løbet af tre måneder havde kostet 4.800 mennesker livet. Det var dengang København boede inde for voldene. De stod på nakken af hinanden i skidt og møg uden kloakering. Intet under, at der udbrød koleraepidemi. Lægerne, der havde passet de syge og døende ønskede at gøre en forskel, og det blev det med boligbyggeriet i Brumleby kaldet Lægeforeningens Boliger.

Hele kvarteret var bygget efter en stor plan, hvor arbejderne skulle kunne leve et sundt og redeligt liv, uden at familiefædrenes ugeløn blev drukket op. Derfor indførte man en dividende, en slags opsparing, når man handlede hos husholdningsforeningen.

Der var tænkt på sundhed, hygiejne, oplysning og økonomi. Der kom med tiden asyl og børnehave, vaskehuse, badstuer, kapel og fælles træk-og-slip i stedet for latriner og natpotter.

 

Arbejderne måtte dog ikke selv bestemme

Men lejlighederne var små. Ofte levede familier på 8 – 10 børn på mindre end 30 kvadratmeter. Oplysning var vigtig, derfor blev der bygget bibliotek og mødesal. Man kunne handle hos slagter, ismejeri og i Østerbro Husholdningsforenings Købmand. Det var en hel lille by.

Lægeforeningen ville ikke overlade det selv til arbejderne. Det måtte arbejderne selv kæmpe sig til senere. Til at holde styr på beboerne havde man ansat opsynsmænd. Disse havde ret til at smide beboerne ud ved forsømmelse af reglementet.

 

Politiske møder var ikke tilladt

Det var ikke tilladt at holde politiske møder, men arbejderne var sultne efter at bestemme over egne forhold og deltage i det nye demokrati efter indførelsen af Grundloven i 1849. I mange år kæmpede socialisterne for at komme i bestyrelsen for Østerbro Husholdningsforening, brugsen i Brumleby. Senere blev Østerbros Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet i Brumleby.

 

Kronprinsesse Louises Asyl

Kronprinsesse Louises Asyl blev en del af Brumleby den 14. september 1871. Det var det dog ikke fra begyndelsen, da Brumleby blev planlagt. Og det handlede om økonomi- Andre initiativer var kuldsejlet.

Bestyrelsen besluttede selv at stå for driften. Det skete i forbindelsen med bygningen Brumlebys sidste to blokke N og O. Asylet blev anbragt i blok N og var fra begyndelsen for lille. Brumleby havde dengang 400 børn under den skolepligtige alder.

Asylet havde halvdelen af blok N’ s stueetage. Det var en stor gennemgående asylstue, en mindre legestue og to små værelser til garderobe og sovestue. Desuden var der bolig til bestyrerinden og hendes medhjælp. Asyllokalerne havde et større rumindhold med plads til ”Asyltrappen” som børnene anbragtes på i den store asylstue. Der var anlagt kælder under blokken, hvor ”Husholdningsforeningen” havde lokaler.

 

En ny asylbygning

I 1886 blev der lavet tegninger af arkitekt Klein til den nye asylbygning ud mod Østerbrogade lige ved Jakob Kirkes Plads. Ved Asylet fandtes en forholdsvis stor og ”med Gymnastikapparater forsynet Legeplads”. Her kunne børnene tumle sig hvis vejret tillod det.

Bygningen indeholdt foruden bolig til bestyrerinden og hendes medhjælpere en smuk udstyret sal 250 kvadratalen stor, hvor børnene hovedsagelig skulle opholde sig. Endelig fandtes der en sovestue, hvor en snes børn ad gangen kunne få en middagslur.

Asylbygningen blev åbnet den 20. maj 1886 kl. 14.00. Også Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen lod børnene traktere med chokolade og kom selv uventet til stede for at tage den nye asylbygning i øjesyn.

Den 1. juni 1996 købte Københavns Kommune bygningerne af Byfornyelses Selskabet. En total renovering af huset blev gennemført. De startede i august 1996 og i tiden mens huset blev ombygget var børnehaven udflyttet til Stockholmsgade.

I maj 1997 var huset klar til indflytning. Nu var børnehaven lavet om til integreret institution. Det vil sige, at nu skulle der være 12 vuggestuepladser og 44 børnehavepladser.

Den 22. maj 1997 blev huset genindviet og skiftede navn til Børnehuset Skt. Jakob.

 

Kamp for at beholde navnet ”Brumleby”

I 1980’erne kæmpede beboerne for at beholde navnet Brumleby. De brugte bl.a. Martin Andersen Nexøs erindringsbog ”Et lille kræ”. Da Københavns Kommune ville have ændret kvarterets navn til Østerbros Vænge. Men det fik de heldigvis ikke held med.

 

En Nørrebro – præst skaffede kirken

Sankt Jakobs Kirke er opført i perioden 1876 – 78 af arkitekten Ludvig Fenger. Det var i 1856 at Sankt Johannes kirkes første sognepræst på Nørrebro, Rudolf Frimodt iværksatte en kampagne for at få opført flere kirker i de nye, hastigt voksende bykvarterer.

Det ledte til, at der i perioden 1874 – 1880 blev bygget fire nye kirker, hvoraf Sankt Jakobs Kirke var den anden der blev opført og den første på Østerbro. På det tidspunkt var det sparsomt med byggeri i området. Brumleby var dog blevet opført i perioden 1856 – 1872.

Selve kirken er opført i nygotisk stil, med inspiration fra engelsk arkitektur, hvilket bl.a. ses på de gennembrudte gavle omkring tårnets store glamhuller.

 

Gardehusarerne på Østerfælled Torv

Længe før Østerfælled Torv blev butiksstræde var det hjem for Gardehusarkasernen. Den blev opført i 1886 af Eugen Jørgensen i nybarok stil. Da husarerne i august 1940 flyttede til Næstved, blev Østerfælled Kaserne omdøbt til Østerbrogades Kaserne.

Efter afslutningen af Anden Verdenskrig flyttede Luftværnsregimentet samt 10. luftværnsartilleriafdeling ind. Efterfølgende i 1960’erne var det sprogofficererne, der flyttede ind.

Luftværnsregimentet blev i 1970 tilbageført til Kronens Artilleriregiment på Sjælsmarks Kaserne. Omkring 1970 flyttede Forsvarsakademiet ind i bygningerne, hvor de havde til huse til august 1992, hvor akademiet rykkede til Svanemøllens Kaserne.

I 1993 blev kasernearealet købt af Pædagogernes Pensionskasse (PBU). Her blev området delvis ombygget til butikscenter og boligområde, og skiftede i den forbindelse navn til Østerfælled Torv.

Ridehallen blev ombygget til teatersal og kulturhus under navnet Kanonhallen og Krudttønden. Her har man ofte været til Jazzkoncert. Fægtehallen blev dog revet ned. Man mente, at denne stod i vejen for byggeriet. Dette fik man dog en bøde for. Handlingen blev vurderet til en bøde på 50.000 kr.

 

Telefonkiosken

Er den der endnu? Telefonkiosken på Poul Henningsens Plads (på hjørnet af Østerbrogade og Jagtvej). Den er/var fra 1896 og var/er en af 11 kiosker, der blev opstillet i København. I dag er der kun seks tilbage. I den ene af kioskens seks sider fandtes døren til telefonen og skrivepult. De øvrige vægge er af glas og beregnet til annoncering. Det grønne kobbertag afsluttes af en tagrytter, hvori der er anbragt et ur med en skive i tre retninger. Der er et mylder af detaljer, bl.a. indeholdende træfrisen under taget de 12 stjernetegn.

 

Ny Lægeforenings Boliger

Nede ad Nyborggade lå dengang Ny Lægeforeningens Boliger. Det vil sige, at gaden hed Frederikshavnsgade indtil 1904.  Det var i alt 11 to – etagers huse, der blev opført samtidig med Østre Gasværk i slutningen af 1870’erne. Det var boliger til arbejderne på gasværket, samt de øvrige virksomheder der skød i vejret i området.

I 1959 blev de såkaldte ”Nye boliger ved Østre Gasværk” revet ned og erstattet af de nuværende boligblokke. Flere af beboerne fra de gamle huse var i årene forinden flyttet til Brumleby.

I 1903 blev Bethania (Sions Kirkes Menighedshus) bygget i gaden. Bagved lå Østre Gasværks Skole, der i 1938 ændrede navn til Strandvejsskolen.

 

Flotte Vibensgård

Skråt over for på hjørnet af nu Østerbrogade og Jagtvej stod det flotte hus Vibensgård færdig. I stueetagen lå der et mondænt brasserie med billard og levende musik. Om sommeren kunne man nyde en forfriskning, når sporvognene kørte forbi

I Nyborggadehjørnet rykkede efterhånden et Schous Sæbehus og en antikvitetshandler

 

Rødspætter og Havregrød til morgenmad

Ude på Øresundshospitalet blev der i et forsøg serveret rødspætter til morgenmad. Jo man forsøgte sig med indbagt rødspætte og havregrød. Det skulle være så sundt. Ja så siger man velbekomme.

Byggeriet til Øresundshospitalet stod på i årene 1875 – 1876. Det åbnede i 1878 som karantæne – og epidemihospital til behandling af kopper og kolera, der indførtes af søvejen.

Senere blev det til tuberkulosehospital og fungerede også som hjælpehospital for Blegdamshospitalet og Kommunehospitalet. Hospitalet havde kun 32 senge. Senere blev antallet af sengepladser udvidet til 106 sengepladser.

I 1980 blev det nedlagt som hospital. I dag anvendes bygningerne til af forskellige kommunale børne- og ungdomsorganisationer. Region Hovedstaden har en distriktspsykiatrisk enhed samt ambulatorium på stedet.

Før boligblokkene på Østerbrogade (Strandvejen) var her kolonihaver.

 

Brandkaptajnens landsted blev til boliger

Der er mange spændende tillægsveje til Østerbrogade/Strandgade. En af dem er Christiansmindevej. Den er opkaldt efter landstedet af samme navn opført af brandkaptajn Christian West i 1815. Og først i 1957 blev resterne hevet ned i forbindelse med opførelsen af Øbrocentret.

Arbejdernes Andels-Boligforening havde i 1918 købt ejendommen ”Christiansmindes jorder” efter boet af Philip Heymanns enke – i alt ca. 8 tønder land.  – for en million kroner og med en kontant udbetaling på 250.000 kr.

Boligforeningens byggeplaner var, at afdeling 21 skulle opføres i Christiansminde -grundens nordlige skel fra Strandvejen 19 (nu Østerbrogade 119). Afdelingen fik 120 boliger og 7 erhvervsmål.

 

Sølvbryllupsgave førte til ny kirke

Sions Kirke blev også opført på det, der hed Slagtervænget. Det var lige over for Christiansminde. Grundstenen blev lagt 9. juli 1895 og kirken blev indviet 27. september 1896. I 1905 fik kirken første gang lov til at pryde forsiden af en postkort. Oprindelig var det ikke det kirketårn vi kender i dag. Det kom først i 1921. Det var skænket af fabrikant H.V. Christensen og hustru.

Af sparehensyn blev kirken opført uden kirketårn. Arkitekten havde dog anbragt lille klokketårn på taget

En aprilaften i 1893 kom Pastor Krag med et forslag i menighedssamfundets bestyrelse i Skt. Jakobs sogn, om at der skulle bygges en annekskirke i Frihavnskvarteret.

Præcis et år efter blev planen ændret. Den nye plan var, at der skulle bygges hele tre kirker i det store Skt. Jakobs Sogn. Den første var Sions Kirke.

Efter en aftengudstjeneste i Skt. Jakobs Kirke fulgtes en gruppe samfundsmedlemmer hjem. Samtalen kom til at dreje sig om Pastor Krags forestående sølvbryllup, som de naturligvis ville samle ind til. Efter flere forslag til en gave nævnte en i selskabet at man kunne samle ind til den nye Sions Kirke.

Der blev samlet ikke mindre end 43.000 kr. ind. Det lykkedes at bygge Sions Kirke for indsamlede midler og det blev i alt 70.000 kr.

 

Sions Kirke uden z

Grunden som Københavns Kommune skænkede, blev den som Pastor Krag havde søgt om, på den betingelse at kirken kom til at rumme mindst 700 kirkepladser, samt at kommunen ikke fremover ville blive afkrævet økonomisk støtte til kirkens drift.

Den 9. juli 1895 kunne der holdes grundstensnedlæggelse. Det fortælles i den forbindelse at biskop Skat Rørdam kun ville gå med til at den nye kirke blev kaldt Sions Kirke, hvis det blev med S og ikke med Z.

De indsamlede midler tillod dog ikke indkøb af orgel, men man måtte klare sig med at leje et hos en orgelbygger. Men allerede i 1898 skænkede enken Hanne Marie Andersen 2.000 kr. så der var råd til et orgel. Hun betingede dog at kirken til gengæld betalte hende en årlig livrente svarende til 3 pct. af renteindtægterne samt fri vedligeholdelse af hendes gravsted indtil 1947.

 

Komponistkvarteret

Komponistkvarteret nær Svanemøllen hed egentlig ”Strandvejskvarteret”. Husene blev bygget fra 1893 til 1903. De 393 byggeforeningshuse blev bygget af Arbejdernes Byggeforening. Oprindeligt var hvert hus lavet til tre familier. I dag er der mange en families – huse.

 

Restaurant i Møllen

Svanemøllen er opkaldt efter en vinddreven mølle. Den var opført i 1758 og blev endeligt fjernet efter at sabotører sprang den i luften i 1944. Dens placering var i krydset mellem Strandvejen og Strandvænget.

Den blev opført som stubmølle og dens primære opgave var at male mel. Den blev kaldt for ”Bagernes Østre Gasværk”.

Den blev opkaldt efter en svanedam lige i nærheden. I 1773 brændte stubmøllen og blev erstattet af en hollandsk mølle med drejelig møllehat. I 1856 blev den købt af oberst J.P. Eckmann, som i 1858 tilføjede en dampmaskine til møllen. Den virkede sim mølle til 1892, hvor overdelen brændte.

Den nederste del som overlevede branden blev omdannet til beværtning under navnet ”Fokina”. Den blev flittig brugt af gæster fra det nærliggende Ingeniørkasserne.

 

Her var sporvogns-remise

S-togs stationen blev åbnet den 15, juni 1934. Den lå egentlig på den anden side af broen under banelegemet dvs. mod nord mod Svanemølle Kasserne. I forbindelse med Farumbanens indførelse i 1970erne blev den i 1977 ”flyttet” over på den anden side af broen. Den nuværende station blev renoveret i 2005.

Svanemøllehallen var engang sporvogns – og busremise. Den blev taget i brug i 1912 og udvidet 1931. Den blev nedlagt i 1939 og blev omdannet til sportshal.

Vi er nu nået til vores endemål. Vi håber, at du nød turen ned ad Østerbrogade.

 

Kilder:

• dengang.dk – diverse artikler
• aab21.dk
• da.wikepedia.org
• aab23.aab.dk
• oeft.dk
• dsr.dk
• danmarks-kirker.dk
• sanktjakobskirke.dk
• arbejderen.dk
• ugeavisen.dk
• apotekettrianglen.dk
• holmenskirke.dk
• Bent Jørgensen: Storbyens Stednavne
• Bent Zinglersen: Københavnske gadenavnes historie

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.563 artikler, heraf 88 fra Det Gamle Østerbro herunder:

• Østerports Historie
• Østerbro – en historisk vandring
• Østerbro – fra A til Å
• Sporvogn på Østerbro
• Strandvejens historie
• Brumleby på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Classens Have
• Classens Have på Østerbro
• Classens Have – endnu mere
• Fra Trianglen til Vibenshus
• Rosenvænget på Østerbro
• Østerbro – langs Søerne
• Bankrøveri på Østerbrogade 1913