Fra Østergade til Postgade i Højer

Her er vores sidste historiske vandretur i Højer. På denne tur besøger vi Østergade, Mellemgade, Skolegade og Postgade. Vi skal også lige nå resten af Nørregade. Atter engang skal vi møde nogle af Højers spændene indbyggere. Og advarsel. Det er blevet en ret stor artikel. Heil havde et røgeri, og kunne genkende udskæringerne fra alle slagtere i byen. Om Hans Christensen jun. sagde man, at han var så nysgerig, at han kendte alle fra Ribe til Husum. Den ene han ikke kendte, var tilflytter. Og så var det Mutter ”Dulles” slikbutik. Jens Hansen havde en ko stående i forstuen. En kæmpestor ungkarl, Johannes Jørgensen fra Rudbøl gik nedom og hjem. En kroejer faldt ud over trappegelænderet og døde. En røget sild stimulerede tørsten. Så skal vi kigge på en blå Ford lastbil uden gearstang. Rasmus Feddersen skrev nekrolog seks gang over Molly – en silkepuddel. Og så kørte Olga Jensen firspand. Mathias Skipper Christensen boede i ”Skipperhuset” og havde galeasen ”Maria”. Man havde alt i Postgade.

 

Det er livet, vi søger efter

Ja dette er så vores foreløbige sidste vandretur gennem det gamle Højer. Og atter engang skal vi huske at nævne, at det kan være, at nogle af de ejendomme, vi nævner, måske for længst er revet ned. Men for historiens skyld nævner vi dem. Men på disse vandreture søger vi mere livet i det gamle Højer, end de egentlige bevaringsværdige huse.

 

Østergade

Vi går over den gamle kirkegård og ind i Østergade. Og i nummer 4 som er et smukt stråtækt hus får vi øje på en plade. Her står følgende indskrift:

• Der Ein- und Ausgang mein, lass Dir o Herr befohlen sein.

Huset er bygget i 1757. Men den ældste del af historien kendes ikke. Til venstre for døren, var engang en butik. Postbud Hans Kromann har ejet huset. På den tilhørende grund, vest for Østergade 3 havde han et stort skur. Her havde han den hestetrukne postvogn stående.

Han blev siden forflyttet til Skærbæk. Husets næste ejer var smed Hans Hansen, som indrettede et smedeværksted i vognskuret.

 

Man føler sig hensat 100 år tilbage i tiden

Når man fortsætter ad Østergade, kunne de kønne, lave, gamle huse godt for en til at føle sig sat 100 år tilbage i tiden, om det ikke havde været for asfaltbelægningen, der skjuler brostenene og den gamle åbne rendesten. Der har tidligere været to huse mere på gadens sydside.

 

En inkarneret samler

I et af disse boede skrædder Møller. Han var en inkarneret ”samler”, som hver dag besøgte lossepladsen ved diget og altid havde noget med sig hjem. Meget af det anbragte han på loftet. Det var til sidst stoppet helt op til tagryggen. Til sidst kunne man næsten ikke trække enkelte ting ud af bunken.

 

Hyggelig passiar ved brønden

Ud for nr. 16 har der stået en gammel vindebrønd, der var fælles for flere naboer. Man kan forestille sig den gemytlige passiar, når flere koner samtidig troppede op med deres vandspande.  Men fællesbrønde kunne nu også give anledning til nabostrid.

 

De rejsende blev gjort opmærksom på Hotellet

Østergade 9 har hørt med til Hotel Stadt Tondern i Østerende. Ud mod gaden var der indgang til hotellets have gennem en låge, hvorover der var et stort skilt med hotellets navn.

Dette skilt var anbragt så smart, at rejsende, der kom til Højer med toget, ikke kunne undgå at se det, når de kom ud fra stationen.

 

Mellemgade

I Mellemgade 8 startede dr. Kühl i 1889 sin praksis i Højer. Senere har Lina og Hans Chr. Kier haft huset som aftægtsbolig. De holdt guldbryllup i 1927, og festen stod på Kiers Gaard. Der var guldbryllupsgudstjeneste i kirken.

 

Et flot guldbryllup

Bagefter kørte de byen rundt og glædede sig over, at beboerne havde sat lys i vinduerne

Det skal have været første gang, byen var illumineret ved et guldbryllup. Da de kørte forbi hjemmet i Mellemgade, var dér opstillet et par unge piger i lange hvide gevandter ud for den åbne dør, som kunne det have været engle.

 

Blikkenslagerhus

Mellemgade 6 er et typisk blikkenslagerhus med småkupler og spidser. Der boede blikkenslager Jordt og hans kone Jørgine. Deres søn Eberhark videreførte forretningen og drev den, til han overtog Hotel Sylt, hvorefter hans mor fortsatte med den i nogle år. Derpå havde Edel og Moritz Nielsen skotøjsforretning, Hector i butikken.

Efter fodtøjet rykkede blikkenslageriet ind igen med Henry Rosenberg. Derpå har Chr. Bundes haft lillebilforretning i huset. Så kom der en kiosk, og nu er der kun lejligheder.

 

Polizeidiener Peter Nickelsen

Hvor nabohuset, Mellemgade 4 ligger, var der tidligere et gammelt, stråtækt hus. For over 125 år siden boede her Polizeidiener Peter Nickelsen. Siden har der i to omgange været skomagerværksted i huset. I 1925 købte købmand Peter Pørksen det af en børstenbinder. Samme år blev huset revet ned for at give plads til det nuværende, der har været aftægtsbolig for familien Pørksen.

I Mellemgade 1, hjørnet af Storegade havde købmand Brinck sin trælasthandel. Han solgte den til Peter Pørksen.

 

Her boede politibetjent Hartung

Nord for Sparekassen har ligget et lille hus, Mellemgade 3, hvor der i 1930’erne og 1940’erne har været politistation. Her boede politibetjent Hartung. Og ham har vi allerede skrevet en spændende historie om.

Da han flyttede fra byen, købte apotekerkarl Marius Lagoni huset. Han fik det så senere solgt til sparekassen, som rev det ned for at skaffe plads til bilparkering.

 

Der var 7 skomagere i Højer

Mellemgade 5 blev købt af sparekassen, som restaurerede det. Det blev indrettet til to lejligheder for enlige. Den ene havde indgang fra Postgade. Der har også tidligere været to lejligheder i huset. I den ene har der boet en skomager, som havde værksted i sit sovekammer. På et tidspunkt var der 7 skomagere i Højer. Der var mange, der fik syet deres egne støvler hos en lokal skomager dengang.

 

De nysgerrige damer i Højer

Der var også grøntforretning i huset. Den sidste ejer inden sparekassen var Ingeborg Andresen. Hos hende sad der ofte en hel række kvinder og hyggede sig med hinanden. Og de fulgte nøje med i, hvad der passerede deres synsfelt på Postgade, Mellemgade og Nørregade. Og så fik snakketøjet en ekstra omgang, når der var nogle de kendte.

Mellemgade 7 var aftægtshus for madam Adzersen fra Daler. Da Jørgine Jordt opgav blikkenslagerforretningen på den anden side af gaden, flyttede også hun ind i nummer 7. Hun havde en ”spion” (gadespejl) i et vindue mod Postgade og en ud mod Mellemgade. Så også på dette hjørne havde man alt under kontrol. Senere har malermester Anton Bossen haft bolig og værksted der. Nu er der så kun en lejlighed i huset.

 

Lidt mere af Nørregade

På næste hjørne har vi Nørregade 29. Det er bygget af bager Rasmus Feddersen og madam Feddersen, hans brors enke, har boet der.

 

Barberen havde travlt fredag og lørdag

Barber Johannes Petersen, senere Torvet 3, havde i 1920’erne en barbersalon i huset. Han var en dygtig barber og frisør og havde en stor kundekreds. Det var dengang adskillige høvringer aldrig barberede sig selv. De havde faste tider hos barberen.

Fredag og lørdag var meget lange og travle dage. Da kom karlene inde fra gårdene på landet. Dengang var der ikke noget med weekendordninger og lørdagsfrihed. De ventende kunder sad tæt i barberstuen. Forudbestillinger var et ukendt begreb.

Der var også nogle af byens drenge, der passede at komme og blive klippet om lørdagen. De kunne vel have aftalt andre dage.

Men det var en egen, gemytlig stemning i det tætpakkede rum, hvor nogle spillede kort. Måske var snakken ikke altid lige stueren.

Det var i døren til dette hus, byens natvægter, Würdemann havde sin faste soveplads.

 

Heil kunne genkende udskæringen

I Nørregade 31 var Heils bødkerværksted, hvor der blev fremstillet trækar og –tønder af enhver tænkelig form og størrelse, saltkar, skoldekar, vaskebaljer, mælkestripper, vand- og ajletønder samt trægenstande af mange slags. Det var først og fremmest smørdritler, som var trætønder, som kunne ramme 37,33 kg smør (en tredjedel af en tønde).

På siden af dritlen blev indebrændt det obligatoriske lurmærke. Uden for forretningen stod der tit oversavede store trætønder, mest vintønder, som blev brugt til vaskebaljer.

Heil havde også eget røgeri, spånerne dertil producerede han selv. Han havde så stor erfaring i at bedømme det kød, han fik ind til røgning, at han kunne sige, hvilken af egnens slagtere, der havde skåret en skinke til.

 

De to vognmænd

I Nørregade 35 boede Andreas Johannsen (Andreas Foemand) og i nr. 37 Hans Christensen (Hans Foemand). De to naboer havde begge landbrug og drev begge vognmandsforretning med hestekørertøj. De påtog sig al slags kørsel. De kørte hø for dem, der ikke selv havde ”foeværk”, sand fra ”æ Sandkuhl” i Møgeltønder, tørv, gødning, sten m.m.

 

Masser af støj i Højer

I vores tid taler man meget om støjforurening. Men når datidens store tunge vogne på deres jernringede hjul, trækket af svære, jernskoede heste, rumlede gennem Højers stenbrolagte gader, var støjen øredøvende og kunne overdøve enhver samtale både på gaden og i de nærmeste huse.

Og de, der havde oplevet et par heste pludselig blev skræmt og satte af sted i vanvittig fart gennem de smalle gader, medens den fortvivlede kusk klamrede sig fast uden chance for at standse dem, mindes sådanne scener med rædsel. Det kunne ende med en ulykke.

 

En fenne, hvor vandtårnet står i dag

Nr. 35 har tilhørt Sønnichsen på ”Højergård”, og da hørte der jord til den nord for Nørrevej, bl.a. den grund, hvorpå vandtårnet står. Når gårdens kreaturer skulle til og fra denne fenne, hvorpå de græssede, blev de drevet gennem den åbning i husrækken, der er øst for Nørregade 42. Det er forklaringen på den lille vej, der ellers kan forekomme ret umotiveret.

 

Madam Carstensen smed slagterens stude ud

Andreas Johannsens far, Christian Foemand købte ejendommen omkring 1880 med god hjælp fra Marie Carstensen på den senere Tüchsens gård, Nørregade 21. Der havde han været karl, men jorden ved vandtårnet fik han ikke med.

Da han ved sin overtagelse af gården ville have sine heste og køer ind i stalden, kunne det ikke lade sig gøre, fordi slagteren i Postgade havde stude i den. Dem havde han ikke i sinde at flytte på det tidspunkt.

Men da madam Carstensen hørte det gik hun resolut ind i stalden og skar egenhændig studene løs. Christian Johansen blev, som navnet viser, også vognmand.

 

Stuehuset blev renoveret

Efter Andreas Johannsens død drev hans enke gården med en karl, indtil hendes søn, Christian kunne overtage driften. I 1962 blev den nedlagt. Hvis den skulle have været udflyttet med sønnen som ejer, skulle han først have købt den af sin mor.

I stedet blev 17 tdr. land, der hørte til gården, solgt til staten for grundværdien på betingelse af, at Chr. Johannsen måtte oprette et husmandsbrug i Højer Mark, Kannikhusvej 6. Han købte 24 tdr. land af staten ligeledes til grundværdien. På den måde blev de økonomisk overkommeligt.

Siden er gården i Nørregade gået helt i forfald, men i 1990 købte kommunen den, og den følgende ejer har restaureret stuehuset.

 

Uheld grundet fuldskab?

Bygningen i nr. 37 er opbygget på grundmuren af en gammel enlænget gård. Hans Christensens far ejede den. Han var også vognmand og blev lammet i benene efter et trafikuheld. Han kørte med to vogne efter hinanden og var måske ikke helt ædru. Der var mange kroer undervejs.

Han var så faldet af. Og vognenes hjul var gået over benene på ham. I avisen stod der, at alle otte hjul var gået over ham. Men det protesterede han imod. Så dum var han ikke. Som han sagde, så skulle han have været så dum at være løbet om på den anden side, for at hjulene der også kunne løbe over ham.

 

Han kendte alle fra Ribe til Husum

Hans Christensen jun. var meget nysgerrig. Ingen fremmede kom forbi ham, uden at han fik at vide, hvem han var, og hvor han boede. Man sagde om Hans Christensen jun., at fra Ribe til Husum var det kun en, som han ikke kendte, og denne var tilflytter.

Senere havde Stofhuset lokaler i en del af ejendommen.

 

Maren Faaborg solgte ”gille” og ”lippe”

På hjørnet af Skolegade har der ligget et gammelt stråtækt hus. Der boede Maren Faaborg, som havde en butik, hvor man bl.a. kunne købe ”gille og lippe”, hvoraf man kunne lave en fiskeret. Det har ikke været muligt for ”Den Gamle redaktør” at finde ud af mere. Indrømmet jeg gør ikke så meget i fisk. For derude i Ny Frederikskog fik man nærmest ål til morgen, middag og aften.

 

Den første benzintank blev saboteret

Købmand Niels Petersen rev det gamle hus ned og byggede i 1905 en forretningsejendom på stedet. I de følgende 25 år drev han sin købmandsforretning. Han var en meget foretagsom mand, altid et skridt foran udviklingen.

Ved mølledammen på den anden side af Skolegade, hvor der nu er parkeringsplads, fik han opsat den første benzintank i Højer. Han havde i øvrigt et farligt bøvl med at få den tæt. Vandet fra dammen ville trænge ind i den.

Oven på benzinpumpen var der en glaskuppel. Da en dreng en dag kom forbi med den obligatoriske slangebøsse i lommen, og der sad en fugl på kuplen, kunne han ikke dy sig. Fuglen fløj men glaskuplen splintredes.

 

Mutter ”Dulles” slikbutik

I 1931 solgte Niels Petersen huset til skomager Hans Jacobsen. Han og senere hans søn Asmus drev forretningen med fodtøj og legetøj, til den blev nedlagt i 1991. Nu er der kun beboelse.

Det gamle hus, som Niels Petersen rev ned var sammenbygget med et nabohus mod øst, tidligere nummer 39. Der boede Nicolai Meyer og hans kone Caroline. ”Mutter Dulle” (udtalt med stød) kaldte man hende. Hun havde en strikkemaskine og slikbutik. Isen lavede hun selv, og den var god. Hendes man gik hende til hånde.

Når der var ringridning, marked eller skyttefest, kørte han på en trækvogn hendes telt hen og stillede op.

Hans Jacobsens datter, Sophie Lygum har i det hus startet den kiosk, som hun senere flyttede i Mellemgade. Samtidig overtog hendes bror huset til lagerrum. I 1992 blev det smukt restaureret.

 

Rosenkrantz passede havnefyr

Vi går nu tilbage til parkeringspladsen ved Nørregade 34. Den er delvis anlagt i haven til Rasmus Hindrichsens gård. I stuehuset til denne oprettede Carl Christensen i 1967 sin forretning ”El-Service”.

I Nørregade 38 havde Hans Fedder Hindrichsen hjemme. Han drev kornhandelen på Nørrevej. Det store hus blev bygget i 1902. Ladebygningen øst for huset har været stald til Rasmus Hindrichsens gård, der senere hørte til kornhandelen.

I nummer 42 boede Hans Hansen, kaldet Rosenkrantz. Da der var dampskibsforbindelse til Sild, var det hans job at passe de lygter, der tjente dom havnefyr. Der var en på slusen. Og det var en på et hus nord for denne. I en kort periode også fyrtårnet ved de to hvide pumpemøller.

 

På trehjulet cykel til Vester Gammelby

Det næste hus i nummer 44 ejede Jens Hansen. Han var snedker og drejer. Han indrettede to lejligheder i det. Den østlige del blev lejet ud til Johan Elektrik, fyrbøderen på el – værket. Denne har tidligere skrevet om.

På sine gamle dage kørte Johan ofte på sin trehjulede cykel til Vester Gammelby og besøgte sin datter.

 

En ko i forstuen

I resten af huset boede Jens Hansen selv. Da der døde et par børn hos dem, anskaffede de en ko for at kunne få frisk mælk til børnene. De anbragte den i forstuen bag et lille jernvindue i vestenden af huset. I gården bag husene var der en brønd med en pumpe, der var fælles for fem familier. Senere fik hver af dem lagt et rør ind i huset fra brønden.

I nummer 46 boede Danklefsen, der var skrædder. Da man i sin tid startede sygekassen, blev han dens første kasserer.

 

Endnu en skomager

Det næste hus i nummer 48 har til hørt skomager Hans Jacobsens familie siden 1911. Det var først hans far og siden han selv drev skomagerværksted her. I 1926 byggede han det røde toetagers hus i nummer 52 og flyttede forretningen derind.

 

Johannes Jørgensen gik nedenom og hjem

Da han så i 1931 indrettede sin skotøjs- og legetøjsforretning i Nørregade 41, hvor der havde været købmandsforretning. Denne butik blev flyttet over på den anden side af gaden i nr. 52. Her har været mange købmænd. Den første var Johannes Jørgensen en kæmpestor ungkarl fra Rudbøl.

Bag butikken var der et par trin op til et lille lagerrum. I middagsstunden sad han ofte der og klunsede med nogle venner. Noget øl fik de også og blev mere og mere højtrøstede. Når butiksklokken tingede måtte Johannes ned at ekspedere. De reparerede også motorcykler på lageret, og som den daværende bydreng sagde:

• Det var en værre bultesjas, og han gik da også nedenom og hjem

 

Her startede I.K. Johansen

Så overtog Theodor Nielsen forretningen og senere under krigen startede I.K. Johannsen ”Lille Købmand” sin virksomhed der. Han fortsatte den i Skolegade 10. Efter den tid har det mest været beboelse i nummer 52.

 

Andreas Nielsen polstrede vogne for Hjuler Jensen

I det næste hus på hjørnet af Skolegade havde Andreas Nielsen fra 1886 sit sadelmagerværksted med butik på hjørnet. Han polstrede vogne for Hjuler Jensen. I den østlige ende af huset var der en port, så man kunne køre en vogn ind i værkstedet.

Da han holdt op med sadelmageriet, lejede Franz Lessow butikken til skoforretning, som han drev samtidig med at Hans Jacobsen havde sin i nabohuset. Det varede dog ikke så længe før Lessow lukkede butikken. Han fortsatte kun med skomagerværksted. Da hans far døde, flyttede han dette hjem til Ballumvej 4.

Senere lejde Andreas Nielsen ugifte datter, der altid blev kaldt Ester Sajler, hjørnebutikken ud til barber Wilhelm Hansen, som havde frisørsalon der fra 1939, til han i 1950 flyttede hen i Nørrevej 17. I 1957 købte kommunen huset til nedrivning for at skaffe bedre trafikforhold på stedet.

 

Skolegade

Vi drejer om hjørnet og går til højre til Skolegade 10, et ”blikkenslagerhus” som Mellemgade 6, hvor tre generationer af familien Boysen har haft værksted og butik. I udstillingsvinduet har man kunnet se mejerispande og de sædvanlige blikkenslagerprodukter tillige med en mængde brugs- og pyntegenstande af kobber og messing. Det var et meget alsidigt værksted.

Butikken var i ejendommens sydlige ende, der havde to etager med beboelse oven på. Værkstedet var i nordenden og havde kun en etage.

 

Konkurrencen fra Brugsen blev for stor

Men i 1920’erne gik der ild i værkstedsloftet. Så kunne man lige så godt bygge en etage oven på i denne side også.

Efter at blikkenslageriet var nedlagt havde Frida Johannsen, der var søster til den sidste blikkenslager, grøntforretning og blomsterhandel i huset. Senere købte købmand I.K. Johannsen det og drev i mange år en god kolonialhandel på stedet. Hans efterfølger kunne ikke klare konkurrencen fra Brugsen og nedlagde forretningen i 1988.

 

Her begyndte Sønnichsens slagterforretning

I Skolegade 8 lå Sydbanks filial. Her byggede Brugsen også. Men her lå Sønnich Sønnichsens stråtækte gård. I denne gård begyndte en slagterforretning, som blev ført videre i det store hus på det modsatte hjørne af Postgade, Skolegade 6. Den var i familiens eje til 1970.

 

En flot forretning

Før Genforeningen var det et stort foretagende. Ja man var oppe på 13 svende og 3 lærlinge. Man afsatte ikke mindst pølser til et ret stort område. Dengang var selve slagteriet på nordsiden af Postgade. Men det blev senere revet ned. Grunden blev så tillagt Sønnichsens gård på hjørnet.

Gamle billeder af slagterbutikken vidner om, hvor flot butikken var. Her var mønstret glasloft og flisebeklædte vægge. Syd for huset var der en stald ud mod Skolegade, hvor man havde en hest stående.

Alt affald fra slagtningerne blev læsset på en tipvogn og transporteret til en fenne nord for Frifelt, der blev kaldt ”æ Bankfenne”. Her blev det tippet af og dækket til. Østermarkvej 1 er bygget i den fenne.

 

Den stakkels slagtersvend

I slagteriet havde man en benzolmotor. En dag ville en slagtersvend se, om der var mere benzol i en tromle. Han strøg en tændstik med det resultat, at han blev oversprøjtet med brændende benzol. Skrigende løb han som en brændende fakkel ned ad Skolegade. Ulykken kostede ham livet.

 

Det blev til Marsk Pølser

Efter 1920 mistede forretningen en stor del af sit opland. Slagter Sønnichsen rejste til Canada og Lauritz Nielsen fik bedriften i forpagtning. I 1944 overtog Andreas Sønnichsen virksomheden, og den er stadig ført videre som en god slagterforretning i dag under navnet Marsk Pølser.

Skolegade 4 blev dengang ejet af gartner Møller, Højer Dige 2. Han havde grøntforretning i huset. Den blev passet af en enke, som boede der med sine tre drenge. Senere købte skomager Martinus Petersen huset og indrettede reparationsværksted deri.

 

Fisker Hans Petersen blev dekoreret

I Skolegade 2, et lille hvidt hus boede den navnkundige husmand og fisker Hans Petersen. I afstemningstiden forud for Genforeningen udførte han et meget stort arbejde for den danske sag i grænseegnen her mod vest. Han var også efter Genforeningen en af danskhedens ivrigste støtter i Højer.

Han var hovedmanden bag oprettelsen af det danske forsamlingshus i 1925. Så længe han levede var det næppe et folkeligt møde i huset, som han ikke deltog i. Ofte tog han ordet. Det er nok ikke flere, der husker hans ofte gentagne bemærkning ”Her i vort danske hjem”. I en årrække var han også et virksomt medlem af byrådet medens dette havde tysk flertal.

For sin nationale indsats fik han tildelt dannebrogsmændenes hæderstegn. Nu var han ikke ene om navnet Hans Petersen. Og dette resulterede i en pinlig forveksling idet den tyske havnemester af samme navn fik tildelt æren.

I daglig tale blev han benævnt Hans Hausø, hans kones pigenavn. Men det var han næppe særlig tilfreds med.

 

Kroejeren faldt ud over trappegelænderet

I Skolegade 1 var Centralhotellet. I gammel tid blev den ejet af restauratør Jensen. Senere overtog Lauritz Hansen det og drev det en tid sammen med sin mor. Kort efter første verdenskrig fik en ung pige, Henny Køster, plads i kroen. Hun tilbragte derefter resten af sit liv i krostuen, lige bortset fra den tid hun sov. Hun blev gift med Lauritz Hansen. Men han mistede livet ved at falde ud over trappegelænderet. Så Henny måtte selv føre kroen videre.

En røget sild stimulerede tørsten

I en periode kom et par af skolens lærere jævnligt på kroen, men i løbet af 20’erne ændrede dette sig, hvad det fik Henny til syrligt at bemærke:

• Det ka da godt væe te de lærere, vi har, er nowe møj ornle minneske – æ ser dem alle (aldrig).

Syd for den nuværende bygning har der været kørestald, og over dem var der værelser til hotelgæster, som kunne overnatte der, hvis de f.eks. skulle med damperen til Sild. Ud mod vest, på en del af nuværende parkeringspladser var der tidligere en hyggelig hotelsal.

I ældre tid holdt man mange familiefester her. I den nordlige ende var der butik ud til Skolegade. Her har ”æ tyk kømand” haft delikatesseforretning. Han havde altid en tønde stående med saltede sild.

Det var stamgæster på Centralhotellet, der startede besøget med at nyde en saltet sild hos købmanden for at stimulere tørsten. På det sted har der i tidens løb været tobaksbutik, skrædderværksted, damefrisørsalon og grøntforretning, før kroen inddrog lokalerne.

 

Det var ikke en rotte på toilettet

Også Centralhotellet havde natrenovationen adgang til wc-spandene gennem lemme fra kørerstalden. En aften havde nogle drenge stillet sig ved lemmene, forsynet sig med tagrør. Da en dame satte sig i et lovligt ærinde, stak de dusken op i enden på hende. Skrigende for hun ind i krostuen, holdene på de unævnelige og råbte:

• En rott, en rott!

Efter Hennys død har kroen haft forskellige ejere. I en kort årrække hed det ”Fredes Kro”. De næste indehavere kaldte den ”Bykroen”. I 1991 drejede den daværende ejer nøglen om. Dermed forsvandt Højers sidste kro. Men året efter blev den overtaget af ejeren af Emmerlev Klev Strandhotel.

Skolegade 3 er bortset fra kirken Højers ældste hus, fra 1708. Dets ældste historie kendes ikke. I begyndelsen af 1900 – tallet blev det ejet af vognmand Lorens Nielsen ”Lille Lorens”.

 

En blå Ford Lastbil uden gearstang

Han kørte fragtmandskørsel mellem Højer og Tønder, først med hestevogn senere med lastbil. På den tid var der sydvest for huset vognport og hestestald. På gårdspladsen var der en ”kehl”. Det var en brønd med brøndvinde og hejsespande. Den forsynede også nabohuset med vand.

Senere overtog Lorens Nielsens svigersøn Andreas Hansen vognmandsforretningen og lastbilen, en gammel blå Ford uden gearstang. Når den skulle starte om vinteren, med håndsving, løftede han det ene baghjul op på en donkraft. En del af hans kørsel gik mellem Tønder og Højer havn.

 

Pengene til bankerne blev gemt under førersædet

Det var ofte tungt gods, som han fragtede, petroleumstønder a 200 liter. Det var til den traktor, der fungerede som elværk i Kongsmark på Rømø. De tomme tønder tog han med til Tønder. Så var der sukkersække på 100 kg, sirupstønder, kolonialvarer m.m. Han kørte også ofte fiskekasser med rokker fra slusen til banen.

Når han kom fra Tønder havde han ofte penge med til bankfilialerne i Højer. Der kunne være større beløb, som han havde liggende under førersædet.

 

Luise lagde navnet til ”Lises Hus”

Det var et meget blandet varesortiment, han kørte med. Han forrettede også de mest forskelligartede ærinder for folk. Hvis drengene i Højer var kommet i besiddelse af hareskind, tog han også dem med til Riggelsen i Tønder. De gav 25 øre for en ”hareblle”.

Efter Lorens Nielsens død boede hans enke i huset sammen med sin ugifte datter Luise. Da moderen døde blev Luise boende der alene, indtil hun i 1966 flyttede på Digegården. Det var hende, der var årsag til navnet Lises Hus. I 1991 blev det overtaget af andelsboligforeningen, som indrettede kontor i det flotte hus.

 

Her lå skolen dengang

Nord for Lises hus har det halt ud til gaden ligget et højt, toetagers hus med tre undertiden fire lejligheder. Det blev opført en degnebolig. På den tid var skolen i det lange hus bagved, Skolegade 7a -7d. Den blev senere restaureret af andelsboligforeningen. I degneboligen var der lejlighed til skolens førstelærer, der tillige var degn. Her var også lejlighed til 2, og 3. læreren.

Endnu i 1940’erne har der været lærerlejlighed i huset samt bolig for elværksbestyreren. På 1. sal boede der yderligere en familie. Senere blev der sygekassekontor i stueetagen. Huset blev nedrevet i 1965.

 

Døndagsskole

Efter at skolen i Søndergade (nu seminarium) var taget i brug i 1906 har der været lejligheder i den gamle skole, mod nord en lærerbolig mod syd bolig for to diakonisser, siden sygeplejersken Amalie Roll.

Midt i huset var der et lokale, der i nogle år blev benyttet til ungdomsmøder og søndagsskole. Senere har den tyske børnehave, der blev ledet af Margrethe Rolfs haft til huse der. Søndagsskolen blev ledet af banefunktionær Paul Lauersen. Han samlede en stor flok børn. De holdt af at komme der. Det var hver gang en fornøjelse at lægge sin toøre i den fremstrakte hånds på den negerfigur, der samlede ind til hedningemissionen. Når lederen trykkede på en lille vægtstang bag figuren, slugte negeren mønten.

 

”En lille jen” og et kop kaffe

Skolegade 13 var gennem generationer Feddersens manufakturhandel. Det var i sin tid en stor forretning med 3 – 4 ekspedienter. Foruden høvringer havde den mange kunder fra landet. De kunne lide at komme der. Ofte gav det en kop kaffe og ”en lille jen”, når de var inde at handle.

På første sal har der samtidig med manufakturforretningen været jernhandel, hvor man kunne købe al slags jerntøj.

 

Peter Beyer læste hele natten

Den sidste manufakturhandler i familien var Peter Beyer Feddersen. Han blev altid kun benævnt Peter Beyer. Han var ikke den store forretningsmand men meget musikinteresseret og meget belæst.

Han rejste gerne, tog billeder hvor han kom. Måske var han også selv den mest fotograferede høvring. Han figurerer på utallige amatørfotos. Han var ugift og boede sammen med sin mor på 1. sal. Han nåede sjældent ned i butikken før ved middagstid. Til gengæld læste han til langt ud på natten.

 

”Æ vanter inne bom i daw”

Når han gik på gaden, havde han altid bolsjer i lommen, som han delte ud af til børn, der høfligt hilste på ham:

• Goddaw Peter Beyer

Han blev helt skuffet, der en af dem, han plejede at få en ærbødig hilsen fra, en dag gik forbi ham uden at værdige ham et blik:

• Hvad er det? Vil du ikke sige goddaw?
• Nej æ vanter inne bom i daw

 

Druknet i Vadehavet

Peter Beyers yngre bror, Jacob, var sømand og havde som styrmand sejlet på alverdens have. Da han sidste gang var hjemme, var han med et jagtselskab på Jordsand. Da det øvrige selskab tog hjem, ville han blive lidt endnu. Han ville gå i land over vaderne. Men han må have mistet orienteringen og druknede i Vadehavet.

Peter Beyer gav sig også af med spiritisme. Da man undrede sig over, at Jacobs ring ikke var på hans finger, da de fandt ham, fik broderen kontakt med den afdøde. Han sagde angående ringen, at de skulle se på et søm bag hans seng. Og rigtigt, dér hang ringen!

 

En kreativ familie

I mange år var Anders Thuesen kommis hos Peter Beyer. Da denne døde, førte Thuesen forretningen videre, indtil den blev nedlagt i 1978.

Fru Cathrine Thuesen havde hele sit liv været en ivrig og meget dygtig kniplerske. Hun lavede de skønneste tønderkniplinger. Sønnen Dan Thuesen er en god og anerkendt maler med en stor produktion af landskabsbilleder fra marsken.

 

Postgade

Lige over for Skolegade 13 udmunder Postgade, men vi skynder os ned i den anden ende. Huset nummer 1 har vi allerede omtalt under Mellemgade 5.

 

En nekrolog over Molly – seks gange

Nummer 3 byggede bager Rasmus Feddersen som aftægtsbolig for sig og sin søster, der førte hus for ham. Han var bror til Peter Beyers bedstefar, der havde manufakturforretning i Skolegade. Selv havde han selv haft bageri i Postgade 9.

Han var ungkarl og havde altid en silkepuddel, der hed Molly, som han omfattede med stor kærlighed. Hver gang hunden døde var det en sorg for ham. Efterhånden havde han haft seks stykker.

I et lille hefte skrev han ved hver Mollys død en nekrolog over den og klistrede en tot af dens hår ved. Han rejste meget, både i Tyskland og i de nordiske lande. Han førte altid en minutiøs rejsedagbog. I det hele taget var han meget skrivende.

 

Vred og bedrøvet da ”Stormklokken” blev revet ned

I hans andagtsbog er ethvert hvidt blad beskrevet, især med hans nytårsbetragtninger. Han var en dybt religiøs natur, tysk national, Slesvig-holstener og kejsertro til sit inderste hjerte. Grænseflytningen i 1920 var for ham en stor sorg.

Også familiens gamle hjem ”Stormklokken” på Torvet var som et klenodie for ham. Han var både vred og bedrøvet, da det blev nedrevet.

 

Eline Jacobsen trak tænder ud

Efter Rasmus Feddersen blev huset i Postgade overtaget af dentist frk. Eline Jacobsen, der først havde klinik i Storegade 8 med indgang fra Mellemgade. Hun udførte alt tandlægearbejde. Først havde hun et bor, der blev drevet med fodpedal. Senere fik hun elektrisk bor.

Hun trak også tænder ud. Det var nu ellers de praktiserende læger, der trak flest tænder ud. Og i Højer var der også en enkelt barber, der gjorde det.

 

Olga Jensen kørte firspand

Nabohuset nr. 5 var aftægtsbolig for blikkenslager Conrad Boysen fra Skolegade 10. Nummer 7 tilhørte vognmand Hans Jensen, der besørgede den meste stykgods- og pakketransport fra banen. Efter hans alt for tidlige død fortsatte hans enke, Olga Jensen, en tid vognmandsforretningen og kørte ofte selv det svære hesteforspand.

 

Æ Syngforening var ikke et blandet kor

I Postgade 9 havde Rasmus Feddersen sit bageri. Han efterfulgtes af bager Aarup, der også var dirigent i ”æ Syngforening”. Det var før man i Højer kendte begrebet ”blandet kor”. Det rene mandskor havde måske sine fordeleved festlige lejligheder.

 

Anders Staldkarl lånte hesten hos smeden

Senere overtog Anders staldkarl på Hotel Sylt bageriet. Han holdt så en bagersvend og kørte selv på landet med bagervognen. Hesten lånte han gerne af smeden på Nørrevej. I mange år havde Eduard Muurholm bageriet. I hans tid var der også cafe dertil. Her kom der som på de øvrige cafeer og kroer et fast klientel af skat- og skakspillere. I en periode holdt ligningskommissionen sine møder i cafeen.

Efter Muurholms død blev forretningen videreført af forskellige indehavere, indtil den blev nedlagt i begyndelsen af 1970’erne.

 

Skomagerværksted

Fra Postgade 11 stammede gartner Møller, der oparbejdede gartneriet Højer Dige nr. 2. Faderen til skotøjshandler Hans Jacobsen, Nørregade 41, har en tid haft skomagerværksted i huset. Det var indrettet på 1. sal ud mod gaden. Der var plads til to svende, som havde deres sovepladser i det samme rum. Sengene var bygget ind under taget med låger for, så de virkede som alkover. Senere har det kun været lejligheder i huset, og der har undertiden boet tre familier i det.

 

Skipperhuset

Oppe i nr. 14 har der boet en skomager, Karl Bannow. Nabohuset nr. 12 kaldes ”Skipperhuset”. Der boede Mathias Skipper (Christensen). Han var ejer af det sidste skib, der var indregistreret i Højer, galeasen ”Maria”.

 

Huset er årsag til navnet, Postgade

Så vidt vides, er det i øvrigt det hus, der har givet navn til Postgade, som har heddet sådan i umindelige tider, længe før der kom posthus i Højer. Her skal nemlig i 1700-tallet den kørende postholder have haft sin bolig. På de ordinære dage kørte han fra Højer til Tønder og tilbage.

Først efter 1850 blev posten bragt ud til adressaterne med bud. Indtil da måtte man selv hente den hos postholderen.

 

Sadelmager

Over døren til Postgade 10 er der en plade med billede af en høvl og navnet Brodersen. Her boede den snedker Brodersen, som senere sammen med sin kone bestyrede sygehuset. Derefter havde sadelmager Niels Nielsen butik i huset og værksted bagved.

Den stråtækte ejendom Postgade 8 købte Peter Løck, da han opgav bageriet i Storegade og derfra drev han landbrug. Der var både stald og lade. Efter hans død førte hans enke i en årrække landbruget videre.

I Postgade 6 boede malermester Martens, der tillige var fotograf, og der findes stadig en del portrætter med hans navn på.

 

Han hentede varer i Flensborg

Postgade 4 blev i 1800-tallet ejet af købmand Niels Andersen, som her havde en blomstrende kolonialforretning. På den modsatte af gaden var der indkørsel til et areal mellem Postgade og Storegade, hvor han havde opslagsplads med vognport, stald og lade. Med sine egne vogne hentede han varer så langt borte fra som Flensborg. Sine kunder på landet betjente han til dels også med vogn.

 

Den sidste tyske borgmester

Hans Andersen som overtog forretningen efter sin far var direktør for Sparekassen fra 1922 til 1937 og fra 1947 til 1954. Indtil 1949 havde den lokale ved siden af butikken. Hans Andersen var Højers sidste tyske borgmester, indtil 1946. Han blev efterfulgt af Vilhelm Mathiasen, hvis svoger Johannes Kjærby var gift med en datter af Hans Andersen.

Dennes søn, Werner var den sidste indehaver af forretningen, der blev nedlagt i 1969.

 

Man havde jo alt i Postgade

Til trods for, at der kun var 15 huse i Postgade, behøvede deres beboere i ældre tid kun sjældent at forlade den. Det skulle da så lige være for at komme på arbejde.  Hos købmand Andersen fik de kolonialvarer og alle de ting, som en velassorteret købmandshandel kunne præstere. Grønthandel var der på hjørnet af Mellemgade. Bager og slagter var der i den anden ende af gaden. Mælk kunne man formodentlig købe hos gadens landmænd, hvis de ikke selv havde en ko.

Vognmanden besørgede pakker og andet gods til og fra. Skomager, snedker og maler var der også. For enden af gaden boede manufakturhandleren, sparekassen var hos købmanden. Hos maleren kunne man blive fotograferet. Tænder ordnede dentisten, og snedkeren lavede også ligkister. Ja man skulle næsten tro, at Postgade var et storcenter. Men se det ord kendte man jo slet ikke dengang.

 

Takket være de litterære kilder

Og se så nåede vi da vist igennem Højer i vores historiske vandreture takket være de litterære kilder, som i den grad har hobet sig op her hos ”Den Gamle Redaktør”. Men vi er jo slet ikke færdig med Højer endnu. Men se de historier må I vente lidt på. Foreløbig er der 62 artikler, at gå i gang med.

 

Kilde:

• Se Litteratur Højer

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 62 artikler om Højer og Omegn herunder:

 

• Fra Slusevej og andre steder i Højer
• Historisk vandretur fra Torvet i Højer
• En sønderjydes liv på godt og ondt
• Fra Kovej og andre steder i Højer
• En historisk vandretur i det gamle Højer
• En gåtur i Højer
• Sidste tog fra Højer
• Anekdoter fra Højer
• Højer – før i tiden
• Dagligliv i Højer – dengang
• Flere anekdoter fra Højer
• Det gamle Højer
• Endnu flere anekdoter fra Højer (3)
• Højer Tæppefabrik
• Hvem boede på Kiers Gård
• Højer Kirke
• Brand i Højer og mange flere.